Strøtanker om bæredygtighed

Så sent som dette forår måtte Connie Hedegaard i forbindelse med IMOs møde i København give skibsfarten en sidste chance for at tage hånd om de stadig stigende udledninger af drivhusgasser. I en tid, hvor alle sektorer burde udvise en nedadgående tendens, har skibsfarten sammen med luftfarten og landtransport haft stadigt stigende CO₂-udledninger.

Selvom skibsfarten kan transportere en given godsmængde længere pr. liter brændstof end både landevej, tog og fly, bliver det til store mængder af drivhusgasser (og ultrafine partikler som SO₂ og NO_x), fordi vi i de senere år har fået indrettet verden, så stadig større del af det, vi spiser og bruger i vores hverdag, er produceret et helt andet sted på kloden. Hvor det i sejlskibsæraen kun var det særlige, vi hentede hjem fra fjerne lande, er det i dag det meste. Skibsfarten producerer således i dag omkring 1 mia. ton CO₂ eller 4,5% af verdens udledninger af drivhusgasser. Alene Mærsk har med sin shipping og offshore-aktivitet en CO₂-udledning på 40-50 mio. ton pr. år, eller næsten lige så meget som resten af Danmark. Så der skal ske noget meget drastisk meget snart, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer.

Efter det seneste møde i Oslo 23-27. juni står det klart, at IMO, International Marine Organization, arbejder seriøst på at få etableret en bred bindende aftale om reduktion af drivhusgasser, som kan være på plads inden klimatopmødet i København næste år. Detaljerne er endnu ikke på plads, men man vil blandt andet operere med et CO₂ Design Index for nye skibe og et CO₂ Operational Index for generelt at styrke brændstofeffektiviteten. Og man analyserer på. konsekvenserne af forskellige modeller for et kvotemarked for skibsfarten, så det samlede loft for CO₂-udledningerne gradvist kan strammes.

Læs mere »

På billedet herover ser man AES Drax i Yorkshire, et af EUs mange store kulfyrede kraftværker. AES Drax producerer 7% af Englands elektricitet og udleder herved 22,8 mio. ton CO₂ om året eller mere end de 100 mindst industrialiserede lande i verden tilsammen. Kul er den form fossilt brændstof, som producerer mest CO₂ pr. produceret kraftenhed, og CO₂ fra kulafbrænding i fabrikker og kraftværker tegner sig for omkring en fjerdedel af verdens udledninger af drivhusgasser.

I en tid, hvor det globale klimas ‘tipping point’ rykker hastigt nærmere, rykker nødvendigheden af en hurtig udfasning af kulkraften stadig nærmere. Det har der dog endnu ikke været politisk mod til at vedstå. Det man i første omgang realistisk kunne håbe på var, at den rige verden afholdt sig fra opførelsen af nye kulfyrede kraftværker, indtil man havde udviklet en teknologi til 100% opsamling af CO₂ fra kulafbrænding.

En anden meget kedelig egenskab ved kulafbrændingen er store mængder SO₂ og NO_x, som begge dels virker stærkt forstyrrede ind på biodiversiteten, dels frembyder alvorlige helbredsmæssige implikationer som del af den stadig mere omsiggribende ultrafine partikelforurening.

Den svenske NGO-organisation Acid Rain har derfor ladet udarbejde en rapport, hvor man undersøger, hvad der ville ske, hvis man udstyrede de 50, 100 eller 200 største udledere i EU af SO₂ og NO_x med den bedste i dag kendte filterteknologi, som kan indfange 98% af SO₂ og 90-94% af NO_x.

Alene de 100 største udledere producerer omkring halvdelen af kraftværkernes udledninger af SO₂ og NO_x, og de 500 største enheder repræsenterer 85%. Filtrering af de 100 største udledere ville medføre en reduktion af kraftværkernes årlige udledninger af SO₂ på 3,4 mio. ton og af NO_x på 1,1 mio. ton, som vil svare til en reduktion af de samlede udledninger i EU27 på hhv. 40% og 10%. Samtidig vil det reducere antallet af for tidlige dødsfald med næsten 20.000 og give mere end 200.000 ekstra leveår (se tabel nedenfor).

Det mest tankevækkende ved rapporten er faktisk, at det samfundsøkonomisk er en god investering at gøre det. Hver investeret krone kommer omkring tre gange igen.

Læs mere »

Energistyrelsen har netop lavet en ny fremskrivning til 2025 af dansk energiproduktion, energiforbrug og energirelaterede drivhusgasudledninger, som evaluerer den energiaftale, som blev vedtaget af folketinget 21. februar.

Fremskrivningen konkluderer, at Danmark under de givne forudsætninger kommer tæt på de aftalte mål i energiaftalen for vedvarende energi og bruttoenergiforbrug i 2011. Evalueringen opererer med to priser på olie, en lav, og en pris som nærmer sig den nuværende. Med fortsat høje oliepriser konkluderer fremskrivningen, at også de langsigtede 2020-mål kan nås.¹

Men det er en meget lyserød konklusion. Ifølge Ingeniøren i dag slår rapporten fast, “at aftalen kun reducerer det danske udslip af CO₂ og andre drivhusgasser med en tredjedel af, hvad der er nødvendigt for at leve op til EU’s krav [om 20% reduktion i 2020].”²

Ligeledes har man ikke indregnet, at CO₂-indholdet fra afbrænding af affald på grund af et højere indhold af plastic sandsynligvis ligger dobbelt så stort som hidtil antaget, hvilket i Berlingske for nylig blev betegnet som en “bombe under dansk klimaplan”.³

I en tid, hvor man taler om nødvendigheden af et moratorium for afbrænding af kul for at langtidsstabilisere klimaet, er det forstemmende at se, at vores politikere har lavet en energiaftale, som gør, at Danmark i 2025 vil afbrænde sort set lige så meget fossilt brændstof som i dag.

Når så samtidig vi må forvente, at EU som del af indgåelsen af Kyoto-aftalens afløser kommer til at skærpe sine reduktionsmål for 2020 fra 20% til 30% – man kunne endda håbe, at man kom til at sigte mod 40% – står det klart, at dansk energipolitik er helt utilstrækkelig. Den mindsker ikke dansk afhængighed af afbrændingen af fossile brændstofer, og den påtager sig ikke et rigt land som Danmarks ansvar for at vise vejen mod det CO₂-neutrale samfund.

Et af de centrale problemer i energiaftalen er, at trafikken er som en hellig ko. Man har stort set ikke har gjort noget for at reducere udledningerne fra trafikken. Selv med 10% biobrændstof iblandet, vil CO₂-udledningerne fra trafikken fortsætte med at vokse. Samtidig medfører førstegenerations biobrændstof øgede CO₂-udledninger i producentlandene, som burde lægges oveni det danske CO₂-regnskab. Og biobrændstoffet har presset så voldsomt på fødevarepriserne, at man i EU lige nu genovervejer anvendelsen af biobrændstof i benzinen.

Kunne vi blot få en energipolitik, som levede op til de store ord om Danmark som foregangsland. Energystyrelsens fremskrivning Energistyrelsens fremskrivning af energiaftalen, giver et godt billede af, hvor kompleks energisituationen er. Den kan ses i sin helhed nedenfor.

Fremskrivning af Danmarks energiforbrug og udledning af drivhusgasser frem til 2025, Energistyrelsen juli 2008 (pdf).¹

Magnus Bredsdorff: Ny rapport: Danske bilisters CO₂-udslip fortsætter mod himlen, Ingeniøren 10.07.2008.

Magnus Bredsdorff: Dansk energiaftale dumper CO₂-krav med et brag, Ingeniøren 10.07.2008.²

Pauli Andersen: Bombe under Danmarks klimaplan, Berlingske 01.07.2008.³

Sanne Wittrup: Dansk affald sviner store mængder CO₂ ud i atmosfæren, Ingeniøren 27.06.2008.³

Se tidligere blog-indlæg: Biobrændstof hovedårsag til fødevarekrise, Sultne motorer samt Biobrændstof en økologisk katastrofe.

Læs mere »

I går vedtog man i Europaparlamentet, at flyselskaberne fra 2012 vil være underlagt en kvoteordning – og dermed, at man får en begyndende CO₂-afgift på luftfarten. I betragtning af, hvor store udledninger af drivhusgasser, som luftfarten repræsenterer, er der tale om meget små begrænsninger. Således skal udledningerne fra 2012 skal ligge 3% under udledningerne i periode 2004-2006, og fra 2013 5% under. SAS har da også beregnet, at det kun vil berøre hver billet med 15-25 kr.¹ – og dermed meget lidt i forhold til de prisstigninger, som i de kommende måneder vil følge af, at brændstofprisen på kort tid er fordoblet.

I disse tider, hvor modvirkningen af den globale opvarmning er ved at komme i centrum, har luftfarten en rigtig dårlig sag. For ikke bare producerer flyene store mængder drivhusgasser, når de store stålkroppe med stor fart drives igennem atmosfæren. De udledninger, som sker i flyenes marchhøjde, har en virkningsgrad, som ligger op imod tre gange højere end udledninger nede ved overfladen. Og selv hvis man en dag blev i stand til at flyve 100% på biobrændstof, ville alene den opvarmning af atmosfæren, som flyene afstedkommer, have en markant drivhuseffekt (se tidligere blog-indlæg: Clearing The Air). De omkring 3% af verdens CO₂-udledninger, som stammer fra luftfarten, giver således omkring 10% af den samlede drivhuseffekt. Og vi vil kort sagt aldrig nå noget, vi med rimelighed vil kunne kalde klimavenlig, endsige bæredygtig, luftfart.

Omvendt er det svært at forestille sig, at vi er parate til helt at opgive at flyve. Så processen med at klimaoptimere emissioner og brændstofforbrug er i fuld gang. SAS sigter mod at have reduceret sit CO₂-udslip med 20% i 2020, og Airbus regner med i 2020 at have fly klar med 50% reduktion af CO₂-udledningerne – som for flytrafikkens vedkommende ikke er det samme som en 50% reduktion af drivhusgasbelastningen (se tidligere blog-indlæg: (SAS præsenterer klimaplan for 2020 og Airbus udvikler fly med 50% CO₂-reduktion).

Samtidig med indførelsen af kvoteordningen for den europæiske luftfart har man planer om en opdatering af de europæiske flyruter. De løber i dag ikke alle lige brændstofrationelt – for eksempel er den nuværende flyrute mellem Lyon og Frankfurt 40% længere end nødvendigt, og man regner med på EU-plan at kunne vinde op mod 10% i brændstofforbruget ved at redesigne rutenettet.²

Europaparlamentet havde oprindelig sigtet mod en reduktion af CO₂-udledningerne på 25% frem mod 2020, så det er et svækket forslag, man har vedtaget.³ Men man kan håbe på, at kvoteloftet bliver strammet markant, når det først er etableret. For som det er nu, producerer blot en enkelt returrejse til Australien CO₂-udledninger på 10-12 gange det, vi hver især bør udlede pr. år, hvis vi skal lykkes med at stabilisere klimaet.

Pete Harrison: EU lawmakers approve deal on airline CO₂ emissions, Reuters 08.07.2008.

Jeppe Timmermann Findalen: Flybilletter bliver dyrere, Politiken 08.07.2008.¹

Pete Harrison: EU Aims to Straighten Air Routes to Cut CO₂, Reuters 26.06.2008.²

Jeppe Timmermann Findalen: Det europæiske luftrum skal renses for CO₂, Politiken 25.06.2008.²

Ilona Wissenbach and Pete Harrison: EU in Deal on Airline CO₂ Emissions – Sources, Reuters 27.06.2008.³

CO₂ tax angers airlines, iafrica.com (AFP) 30.06.2008.

Pete Harrison: EU Lawmakers Confirm Deal on Airline CO₂ Emissions, Reuters 30.06.2008.

James Kanter: EU reaches landmark deal to cap airline emissions, Herald Tribune 26.06.2008.

Flyselskaber skal købe CO₂-tilladelser, Politiken 08.07.2008.

Så kom det endelig: en fælles målsætning for G8-landene om en reduktion af CO₂-udledningerne på 50% inden 2050. På en måde en stor milepæl: For første gang nogensinde er USA med i en aftale om bindende reduktioner. Men aftalen er så vegt formuleret, at der i virkeligheden ikke er ret meget at glæde sig over. Og Bush har fået den klausul med, at lande som Indien og Kina skal med.

G8-ledernes klimamål har derfor vakt alt andet end entusiasme. Dels er der ingen midtvejsmålsætninger – her stritter også Japan meget imod. Dels er et reduktionsmål på 50% underligt uambitiøst i en tid, hvor det står stadig mere klart, at det frem mod 2050 vil kræve reduktioner i størrelsesordenen 80-90% at stabilisere klimaet. Og så har man endda ikke valgt 50% af 1990-udledningerne, som ellers er fast referencepunkt, men 50% af de nuværende udledninger, som for USAs vedkommende ligger næsten 20% over 1990.¹

Det er kort sagt et meget tandløst resultat, som ikke vil sikre kloden mod alvorlige klimaforandringer. Men det giver styrket tiltro til, at vi med Bush ude af Det Hvide Hus får etableret en bred klimaaftale i København.

I morgen vil der være endnu en runde med klimaforhandlinger på G8-mødet i Toyako, hvor lande som Indien, Kina og Indonesien er inviteret med. Men at få et land som Indien med CO₂-udledninger på blot en femogtyvendedel af de amerikanske til vedgå bindende reduktioner, som amerikanerne insisterer på, vil kræve noget nær fuld finansiering fra de rige lande for at vinde accept.

Tværtimod har fem lande, Mexico, Brasílien, Sydafrika, Indien og Kina, som sidder med i forhandlingerne i morgen, efter et fælles møde i dag i Sapporo udsendt et communique, hvori de kræver, at G8-landene tager klimaudfordringe alvorligt og sigter mod reduktioner på 80-95% i 2050 med midtvejsmål på 25-40% i 2020 – begge i forhold til 1990-niveau.²

Det ville have været en ansvarlig udmelding fra G8-landene. Det ville være en målsætning, man kunne have respekt for – i overensstemmelse med det, som videnskaben siger er nødvendigt for at langtidssikre klodens klima. “We … urge the international community, especially developed countries, to promote sustainable consumption patterns and lifestyles responsive to mitigation requirements,” hedder det fra de fem landes communique.²

Sheryl Gay Stolberf: G-8 Leaders Pledge to Cut Emissions in Half by 2050, New York Times 09.07.2008.¹

G8 emissions decision labelled ‘toothless’, The West Australian (AFP) 08.07.2008.

Sahil Nagpal: G-8 for continuation of science-based approach on climate protection efforts, ANI 08.07.2008.

Manmohan rejects Bush’s stance on climate change, Beijing News 07.07.2008.

Lucy Hornby: Big emerging nations demand G8 greenhouse gas cuts, Reuters 08.07.2008.²

Kenneth Lund: Hedegaard glæder sig over nyt klimamål, Politiken 08.07.2008.

G8-lande er enige om klimamål, Politiken 08.07.2008.

Kåre Pedersen: Udviklingslande bittert skuffede over G8-klimamål, Information 09.07.2008.

Andrew C. Revkin: Global Warming Talks Leave Few Concrete Goals, New York Times 10.07.2008.

Jørgen Steen Nielsen: G5, ikke G8, Information 10.07.2008.

‘Hold Danmark Rent’ hedder en ny organisation, stiftet af miljøministeriet og dansk erhvervsliv, som skal lære os igen at rydde op efter os. Vi danskere er i de senere år blevet stadig mere sløsede med ispapir, pizzabakker, cigaretskodder og slige sager, og det er ikke altid kun fordi, der ikke er mere plads i affaldskurven. Når man går ud og spørger om danskernes holdning til svineriet, er det lidt skræmmende at se, at jo yngre, vi er, jo mere naturligt er det at droppe tingene, hvor det passer os, frem for lige at beholde ispapiret til vi passerer næste affaldsspand.

Turisterne har det som et af de få ankepunkter ved København, at de simpelthen ikke forstår, hvorfor det flyder med affald i dette ellers vidunderlige land. Og hvis man tager en runde i Indre By lørdag eller søndag morgen, så ser det rent ud sagt forfærdeligt ud i og omkring de såkaldte partyzoner. Men det er ikke kun beruselsen, som får os til at glemme at holde rent. Rygerne bruger med største naturlighed vores fælles byrum som askebæger, og man ser stadig oftere, at folk, som har holdt picnic i en af byens parker, blot går fra deres lort. I Kongens Have indsamler man dagligt mellem 8 og 25 sække affald efterladt på plænerne.¹

Miljøminister Troels Lund Poulsen har haft nedsat en arbejdsgruppe, som i går barslede med en rapport Henkastet affald – strategi og værktøjer, som på baggrund af en analyse af affaldsproblemet giver en række anbefalede strategier og værktøjer til, hvordan man kan komme affaldet til livs. Rapporten kan downloades nedenfor.

Ifølge miljøministeren koster det hvert år samfundet op mod en halv milliard kroner at rydde op. Men vi kan sætte nok så mange ressourcer ind på at rydde op. Hvis ikke vi bliver bedre til at rydde op efter os selv, bliver det ikke bedre.

Talsmanden for den ny opstartede organisation, Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke siger: “Hold Danmark Rent er i sig selv et udtryk for nytænkning. Henkastet affald er hele samfundets problem, og derfor opfordrer vi alle til at bakke op om arbejdet – både myndigheder, virksomheder og organisationer. Med Hold Danmark Rent får vi et sted, der kan sikre målrettede kampagner, målrettet bistand til oprydning og være en stærk partner til alle dem, der kæmper hver sin kamp mod tabt affald.”²

Men spørgsmålet er, om der er tale om nytænkning?

Læs mere »

I de kommende dage er der G8-topmøde på Japans nordligste ø Hokkaido, hvor yderligere en række store udviklingslande som Kina og Indien er inviteret med, for om muligt at komme et skridt nærmere den klimaaftale, som skal falde i hak senest i København næste år. Ingen forventer dog, at vi vil se den definitive afklaring nu. Amerikanerne siger, at de ikke vil binde sig før alle de store lande er med, mens kineserne siger, at de ikke kunne drømme om at binde sig til reduktioner, før alle de rige lande er godt i gang og har demonstreret en reel vilje til at gå forrest i omlægningen til CO₂-neutrale samfund.

Europakommissionens formand, Jose Manuel Barroso, udtrykte for få dage siden optimisme omkring at få en klimaaftale i hus. For første gang i 8 år var der tegn på, at USA vil vedkende sig bindende reduktioner. Men realistisk set skal Bush ud af det hvide hus, før vi ser klare fremskridt på klimaområdet fra amerikansk side.¹

Bevidsthedsmæssigt er der således endnu et stykke til, at det for alle står som en win-win-situation. Den engelske premierminister Brown synes at være en af de få, som har indset dette.²

Topmøderne har gennemgående god pressedækning, og i dagene op til G8-mødet har man kunnet se den sædvanlige vifte af aktiviteter, aktioner og konferencer (se blog-indlæggene James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Brev til den japanske statsminister).

Og så var der alligevel en aktion, eller rettere en gestus, som jeg ikke kan forestille mig noget andet sted i verden: Tsutomu Oteru har lavet et stempel med hver af de otte G8-lederes ansigtstræk og har forud afleveret dem på de respektive ambassader med det håb, at G8-lederne vil nå frem til en god beslutning og bruge disse stempler til at markere deres enighed på aftalen.³

‘Hanko’, som disse stempler kaldes på japansk, er en vital del af japansk dagligdag. Aftaler bekræftes med et stempel, kunstnere verificerer deres værker med et stempel, skribenter og brevskrivere markerer deres tekster med et stempel – meget som vi tidligere brugte laksegl og i dag underskrift. ‘Hanko’et er som en grafisk identitet. Da jeg for nogle år siden underviste på Hokkaido, var det første, der skulle ske, at jeg fik lavet mit officielle hanko, som der så gik en kopi af til et centralt register. Først herefter var der en masse andet, der kunne lade sig gøre.

Vi må håbe, at G8-lederne denne gang gør brug af ikke bare stemplerne, men af det forhold, at mødet denne gang afholdes i spabyen Toyako, og at de nedsænket i de varme bade fik løsnet så meget for forhandlingsspændingerne, at kabalen gik op. De japanske værter er i hvert fald meget optimistiske med at finde fælles fodslag omkring en aftale om 50% reduktion af CO₂-udledningerne inden 2050.

Barroso: USA tæt på accept af klimamål, (Ritzau) Berlingske 06.07.2008.¹

Larry Elliott: Gordon Brown: West must not give up on aid and climate change, The Guaridan 05.07.2008.²

Inventor produces stamp seals of G-8 leaders with their portraits, Mainichi Daily News 28.06.2008.³

Martin Gøttske: Ringe udsigt til klima-enighed, Information 07.07.2008.

I de senere år har Storbritannien kunnet bryste sig af en faldende tendens i landets CO₂-udledninger, som i dag ligger 5% under udledningerne i 1992. Det er da også korrekt, hvis man opgør det ifølge Kyoto-aftalen. Men ved etableringen af Kyoto-aftalen undlod man at indregne både luftfart og skibsfart, og man har i beregningen af de nationale udledninger ikke taget højde for, at en større og større del af de rige landes egentlige vareproduktion finder sted i lande som Kina, hvor arbejdsløn og miljøkrav er mindre.

En ny rapport bestilt af DEFRA, Department for Environment, Food and Rural Affairs (det britiske miljøministerium), viser, at hvis man beregner de samlede CO₂-udledninger inklusive skibsfart, luftfart og vareproduktion i udlandet, har England en yderligere CO₂-produktion ud over Kyoto-aftalens aftalegrundlag på hele 200 mio. ton pr. år, og frem for i perioden 1992-2004 at være faldet med 5% er de samlede udledninger steget med 37%.

Denne udflagning af energitung produktion gælder ikke kun for Storbritannien. Danmarks samlede CO₂-udledninger ligger ifølge beregninger foretaget af Verdensnaturfonden på over 15 ton pr. indbygger pr. år, hvis man beregner på baggrund af det faktiske forbrug (se tidligere blog-indlæg EUs forbrug forurener globalt). Hvis man derudover indregnede luftfart og international transport, ville man sandsynligvis komme frem til, at de danske udledninger er steget endnu mere end de engelske siden 1992.

Det er derfor uomgængeligt vigtigt, at Kyoto-aftalens afløser får samtlige udledninger af drivhusgasser kommer med ind under aftalen – dels ved at alle lande er med i aftalen, dels ved at områder som offshore-aktiviteter, skibsfart og luftfart, som nu er udenfor aftalen, bliver underlagt særdeles stramme kvoteordninger.

Geofforey Lean: Britain: a leader in tackling climate change? Far from it, says new report, The Independent 05.07.2008.

Emily Beament: CO₂ emissions up by nearly a fifth in 12 years, The Independent 02.07.2008.

Professor Ross Garnaut, klimarådgiver for den australske regering, fremlagde i går Garnaut Climate Change Review, en 537 sider lang klimahandlingsplan, som indeholder et tankevækkende scenario for Australien for år 2100, hvis ikke der bliver igangsat gennemgribende ændringer i allernærmeste fremtid. Australien synes at være det at de udviklede lande, som står overfor de voldsomste konsekvenser af klimaforandringerne, og scenariet fremmaner et dystert billede af et land med flere tusinde døde hver sommer fra et bagende varmt sommerklima og en befolkning på flugt fra stigende verdenshave og voldsomme storme langs kysterne, hvor langt de fleste nu bor.

Murray-Darling-bassinet i det sydøstlige Australien, Australiens i dag frugtbare landbrugsområde 20 gange større end Danmark, vil i år 2100 være tæt på at være opgivet som landbrugsland på grund af stadig mere udbredt tørke, mens Murray-Darling-floden i worst case-scenariet vil være næsten tørlagt og høstudbyttet være blot 3% af i dag.

Den omfattende tørke vil have stor konsekvens for biodiversiteten, og The Great Barrier Reef, verdens største system af koralrev, som strækker sig mere end 2.000 km langs den australske østkyst, vil i år 2100 være dødt. Alt i alt et skræmmende billede, som man kan håbe kan få Australien sporet ind på en CO₂-neutral kurs.

Garnaut Climate Change Review rummer langt mere end klima-scenariet. Den er en omfattende analyse af klimasituationen og de tiltag som er under opbygning for at kunne håndtere klimaudfordringen globalt. De centrale afsnit udgøres af en omfattende analyse af og køreplan for indførelsen af et CO₂ kvotesystem for Australien. Rapportens mål er da også at kvalificere den politiske beslutningsproces for det australske kvotesystem med påbegyndelse i 2010. Vedtagelsen er i bedste fald på plads i løbet af denne måned.

Læs mere »

Der har været adskillige forsøg på at bagatellisere biobrændstoffets betydning for den nuværende fødevarekrise, og for eksempel den amerikanske regerings vurdering har været, at det medvirkede med under 3% til den samlede fødevarekrise. Men The Guardian kunne i går rapportere, at hele 75% af fødevarekrisen ifølge et internt dokument fra Verdensbanken er udløst af øget efterspørgsel på biobrændstof.¹ Dette ligger på linje med en engelsk rapport, som er under offentliggørelse, som konkluderer, at produktion af biobrændstof har en signifikant rolle i den nuværende fødevarekrise.²

Det, som i udgangspunktet skulle have været til gavn for det globale miljø, har således vist sig at være en endog meget dårlig idé, som ikke bare samlet har øget CO₂-udledningerne, dels fordi ødelæggelsen af regnskovsområder i troperne for at efterkomme produktionen af biobrændstof har medført langt større CO₂-udledninger end biobrændstoffet har sparet, dels fordi den hastigt voksende efterspørgsel på biobrændstof lægger beslag på en stadig stigende del af klodens produktive landbrugsarealer, hvilket har kastet verden ud i en regulær fødevarekrise, som i fattigere dele af verden har langt mere katastrofale følger end vi oplever herhjemme. Det vurderes således, at den fødevarekrise, som produktionen af biobrændstof har udløst, har ført til at yderligere 100 millioner mennesker i dag sulter.

I betragtning af, at over en tredjedel af den amerikanske majsproduktion og over halvdelen af den europæiske produktion af vegetabilske olier går til biobrændstof, virker det nærmest naivt, at politikere fortsætter med at bagatellisere og fornægte problemstillingen.

På EU-plan et det vedtaget, at benzin fra i år skal indeholde 2,5% biobrændstof, 5% i 2010 og 10% i 2020. Hvis ikke dette skal føre til, at størstedelen af vore produktive landbrugsarealer går til at mætte forbrændingsmotorer, er det uomgængeligt vigtigt, at al videre anvendelse af biobrændstof bliver baseret på kilder, som ikke fremstilles på nu produktive landbrugsarealer. Det kunne være affaldshåndtering (som brugt fritureolie) eller det kunne være baseret på algeproduktion, som kunne foregå i biologisk set lavproduktive ørkenområder.

Se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer, Biobrændstof en økologisk katastrofe samt Min bil kører på algesuppe.

Aditya Chakrabortty: Secret report: biofuel caused food crisis, The Guardian 04.07.2008.¹

Julian Borger and John Vidal: New study to force ministers to review climate change plan, The Guaridan 19.06.2008.²

Thomas Djursing: Verdensbanken skærer igennem: Biobrændstof skyld i fødevarekrise, Ingeniøren 04.07.2008.