Strøtanker om bæredygtighed

Disse to kort er måske ikke umiddelbart så forskellige. Men hvis man zoomer ind på kortet til højre, som er en 1.000-års-fremskrivning af det afrikanske kontinent, så ser man effekten af de to voldsomste klimaforandringer for det afrikanske kontinent: Ørkenerne er vokset betragteligt, mens de stigende have har ædt de lavtliggende flodsenge, så for eksempel hele det i dag beboede egyptiske Nildelta er fuldstændig væk.

I tiden op til COP21 i Paris er der her på strøtanker efterhånden lavet adskillige indlæg om enkeltlandes klimamålsætninger, INDC, som udgør fundamentet for klimaaftalen, Kina, Island, Indien, Brasílien, New Zealand, Japan, Canada, Australien, Indonesien og OPEC-landenes INDC. Det er på ingen måde tanken at gøre dette for samtlige verdens lande. Men igennem det meste af året har jeg samlet artikler om klimasituationen i Afrika – ikke systematisk, men løbende når jeg er faldet over dem for gradvist at søge at få en fornemmelse af, hvordan klimaindsatsen håndteres i denne del af verden, hvor klimaforandringerne står til at ramme voldsomst. Så dette blog-indlæg består af flere dele. Øverst en lille intro om de afrikanske INDC, som slutter med et par små videoer. Derunder først links til artikler som generelt belyser klima- og bæredygtighedsudfordringen på det afrikanske kontinent. Derefter følger en række links til artikler om de enkelte landes klimaplaner og klimaindsats, som er organiseret alfabetisk efter landenavn. For hvert land findes der et ultrakort resume af pågældende lands INDC, som stammer fra Panafrican Climate Justice Alliance.

Der har ikke været noget uomtvisteligt krav om, at alle lande indleverede INDC, og Christiana Figueres sagde en gang i sommers i et video-interview, at hun fandt det realistisk at håbe på, at der forud for Paris ville være klimaplaner, som dækkede to tredjedele af verdens samlede udledninger. Afrika har her nok været et kontinent, hvor man ikke har taget det for givet, at der forud for Paris blev udarbejdet klimaplaner. De gennemsnitlige udledninger for hele det afrikanske kontinent er blot 1,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år, og en lang række lande har udledninger helt nede omkring 0,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år.

Der er da også stadig lande, som endnu ikke har afleveret – i nogle situationer er en medvirkende grund den banale, at man ikke kender landets samlede klimaregnskab og ikke har det datagrundlag, som skal til for at lave en egentlig klimaplan. Men allerede i marts kom den første afrikanske klimaplan på banen, og her omkring deadline 1. oktober, hvis man ville være rettidig i forhold til den analyse af verdens klimaplaner, som UNFCCCs sekretariat lige nu er i gang med, kom der en hel sværm af afrikanske klimaplaner. Ifølge PACJA er der pr. 1. oktober indkommet INDC fra 44 af 54 lande, og siden er der kommet fra både Malawi og Uganda, så der i skivende stund kun mangler otte. Men sandsynligvis kommer vi op omkring INDC fra omkring 50 afrikanske lande inden Paris.

I foråret blev der forelagt en form for skabelon for, hvordan INDC kunne udarbejdes, og mange lande har fulgt den et langt stykke af vejen, så de er ikke så forskellige som man kunne frygte. Og en række af de allerfatigste lande har fået proceshjælp fra instanser som Climate Analytics og UNEP til udarbejdelsen af deres INDC.

Blandt de lande, som endnu ikke har afleveret INDC, finder man Egypten. Egyptens miljøminister Khaled Fahmy siger 10.11. til Al-Monitor, at “Egypt did not have a major role in the negative environmental impact, as it contributes to only 0.5% of the world total carbon dioxide [C02] emissions. Nevertheless, it is among the countries that are most at risk of sinking into the Mediterranean Sea.” Fahmy tilføjer på den baggrund, at: “Based on Egypt’s aspirations [to increase] economic development, the government’s stance in the international negotiations on climate change tends to focus on solutions to adapt to the climate change impact, while not committing to the decisions and actions to reduce CO₂ emissions”. Det fremgår af samme artikel i Al-Monitor, at man knapt har de grundlæggende klima- og emissionsdata, som gør det muligt at udarbejde en egentlig klimaplan. Hvis der således overhovedet kommer en egyptisk INDC, vil det nok primært være en plan for en stærkt påtrængende klimatilpasning.

Klimaforandringerne er i dag mere fremskredne over det afrikanske kontinent end mange andre steder i verden, og livsbetingelserne er mange steder over det store kontinent så sårbare, at selv marginale forandringer kan have voldsomme konsekvenser for levevilkårene. Det er tydeligt ved læsningen af de afrikanske INDC, at man gennemgående er gået meget seriøst til arbejdet og har brugt situationen til at gøre status over situationen – ikke blot, hvad man kan gøre for at mindske nogle ofte forsvindende små udledninger, men nok så meget hvordan man kan klimatilpasse og inden for rammerne heraf sikre en bæredygtig udvikling. Så det er ikke for meget at sige, at der i mange af de afrikanske klimaplaner er betydeligt mere klimaambition og vilje til forandring end i de mere velsituerede landes INDC.

Blot for at give et par eksempler har Etiopien fremlagt en INDC, som indebærer en reduktion med to tredjedele i 2030 (i forhold til BAU), mens højdespringeren er lande som Comorerne – den lille øgruppe nord for Madagaskar – som i sin INDC regner med at kunne reducere sine udledninger med 85% i 2030, og Namibia, som planlægger en 89% reduktion i 2030, primært gennem bedret skovbrug.

Men ligesom Afrika er et stort kontinent med meget forskellige lande, er klimaplanerne særdeles forskelligartede. Der er lande med forsvindende små klimafodaftryk og lande med rivende udvikling. Mens omkring halvdelen af de afrikanske lande har udledninger på 0,1 ton CO₂ pr. indbygger pr. år eller mindre, og an anden stor gruppe ligger under 1 ton så er de tilsvarende tal for Equatorial Guinea 7,7 ton, Libyen 7,7 ton, Sydafrika 9,5 ton og Sechyellerne 14,1 ton – typisk fordi disse lande har en i forhold til deres størrelse betydelig olie- og gasproduktion. Til sammenligning er EUs samlede per capita-udledninger på 7,2 ton CO₂. Kontinentets største klimapåvirkning kommer fra Sydafrika, som alene står for mere end 40% af Afrikas samlede udledninger. Her har man som del af sin INDC lovet at standse stigningerne i 2025 for så fra 2035 at lade udledningerne falde. Og planerne her er gradvist at erstatte den ganske opfattende kulafbrænding med A-kraft og vedvarende energi.

For langt de fleste landes vedkommende er der tale om, at den i INDCerne beskrevne klimaindsats rækker ud over den snævre mitigation. Der er lagt op til en indsats, som kombinerer mitigation, adaptation og økonomisk udvikling i hvad der ofte beskrives som climate-smart development, hvor en bæredygtig udvikling i et holistisk perspektiv er søgt kombineret med både klimaindsats og klimatilpasning.

De afrikanske landes INDCer viser gennemgående en dybt seriøs tilgang til klimaindsatsen, hvor selv de fattigste lande med de mindste per capita-udledninger har stillet sig det dobbelte spørgsmål, hvor langt man kan komme med egne ressourcer, og hvad man derudover ville kunne gøre under forudsætning af den fornødne finansielle hjælp. Langt de fleste afrikanske landes klimaplaner opererer således med to kategorier af indsatser, en unconditional, som man vil gennemføre under alle omstændigheder, og en unconditional, som man gerne ser gennemført under forudsætningen af finansiel og teknologisk støtte (se grafen nedenfor).

Hvis man ser Climate Action Trackers oversigt, så er der kun ét land, Bhutan, hvis klimaindsats bliver karakteriseret som role model, men tre landes INDC er klassificeret som sufficient, heriblandt Marokko og Etiopien. De øvrige landes klimaplaner er placeret i enten medium eller inadequate, som kan oversættes til noget i retning af fra noget utilstrækkelig og helt utilstrækkelig til at imødekomme 2°C-målsætningen. Her er Sydafrikas klimaindsats karakteriseret som inadequate. De øvrige afrikanske lande er simpelthen ikke medtaget, fordi deres udledninger i det store billede er forsvindende små.

Læs mere »

Til venstre ses Justin Trudeau, som med sin intense kampagne om håb og forandring ramte en nerve i den canadiske befolkning, som i nat massivt stemte Stephen Harper ud.

I nat fik Canada ny regering. Meningsmålingerne havde lagt op til næsten dødt løb mellem de tre store partier i Canada, New Democrats, Liberals og Conservative, og der havde været spekuleret i, om Harper endda ville trække det længste strå, fordi der var en gruppe af skabskonservative, som ikke gav sig til kende før på selve valgdagen, som vi så det i England og i Danmark for nylig. De seneste dage havde måske givet et lille forspring til De Liberale, men Justin Trudeau vandt med De Liberale en komfortabel valgsejr med 184 mandater, hvor der skal 170 til et flertal i Canada. Det stod klart, hvor det bar hen allerede da de første resultater fra Atlantic Canada bølgede ind – her løb De Liberale med samtlige 32 pladser i det canadiske valgsystem, som så at sige udgøres af 338 enkeltvalg, og tendensen fortsatte i de centrale provinser Quebec og Ontario. Så ret tidligt kunne De Liberale udråbes som vindere, og det stor klart inden de sidste valgsteder i British Colombia var lukket, at det nok ville blive en flertals regering. Hermed er en af verdens mest hårdnakkede klimafornægtere, Stephen Harper, helt ude af politik. Det var så Trudeaus held (eller dygtighed om man vil), at den megen tale om strategisk afstemning, med det mål at slippe af med Harper, gjorde, at adskillige, som måske i en anden situation ville have stemt på Demokraterne, satte krydset ved en liberal for at være sikker på at slippe af med Harper.

De Nye Demokrater præsenterede i valgkampen en egentlig klimapolitik, som i forhold til Harpers planer i det mindste gjorde, at man kan tale om reduktioner – her har De Liberale været mere generelle i deres beskrivelser. Man har i valgkampen sagt, at man vil etablere en klimapolitik, som gør, at Canada lever op til sin del af en 2°C -målsætning (hvilket størstedelen af verdens lande gør uanset, at summen af disse 2°C-INDC langt fra er tilstrækkelige til at begrænse den globale opvarmning til 2°C).

Trudeau har ligeledes sagt, at han vil genskabe respekten om den canadiske klimaindsats, og at De Liberale inden for tre måneder ville forhandle en samlet klimaindsats på plads med provinserne. Efter ni år med Harper, som klimapolitisk har sat Canada i den sorte gruppe på grund af den massive udvikling af Albertas tar sands-områder og få gennemtrumfet Keystone XL-rørledningen. Så Harpers exit – han trådte tilbage som partileder på valgnatten – var også en kæmpe sejr til 350.org, som har kæmpet mod canadiske milliardinvesteringer i lobbyisme og politisk pres for at få Keystone XL på plads.

Trudeau vil få hjælp fra provinserne – selv Alberta, hvor Demokraterne for nylig til alles overraskelse væltede den lokale konservative regering. Her er man allerede i gang med at stramme klimaindsatsen overfor  (se update 26.06. i blog-inlægget  Paris 2015 – Canadas INDC.)

Læs mere »

Lande som har lagt hele deres fremtid i produktion og salg af olie, står overfor radikale omstillingsprocesser, og som man kan se det herover, har et land som Saudi-Arabien har taget hul på etableringen af et energisystem baseret på vedvarende energi. For en dag inden længe er det slut med at hente olien op, fordi det ødelægger klodens klima. Med store ørkenområder med eminente solenergiforhold er der intet i vejen for, at ørkenlande bliver solenergieksporterne fuldstændig som man nu eksporterer råolie. Men det vil blive en krævende proces, hvor det indimellem kan være fristende at se, om det liiiiige går et årti mere, inden man lukker helt ned for oliehanerne.

Pr. 1. oktober ved udløbet af fristen for indlevering af INDC forud for COP21 klimakonferencen i Paris her om 1½ måned har omkring 150 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen. De dækker tilsammen 86% af verdens samlede CO₂-udledninger, og det er allerede over det succes-kriterium, som UNFCCC havde stillet sig.

FN er ikke nogen børnehave, og der er med den nuværende aftalestruktur lagt op til, at de enkelte landes bidrag er frivillige, så strengt taget kunne man indlevere en INDC, som sagde, at man ikke ville gøre noget (nogle landes klimaplaner er betænkeligt tæt på dette). Det er ikke UNFCCCs ansvar at inddrive de sidste INDC, og der er ingen formelle sanktionsmuligheder, hvis ikke man indleverer, kun den diplomatiske kulde, som følger af at svigte fællesskabet. Men endda bliver der i disse dage ringet rundt fra de franske værter for klimatopmødet for at høre, om der er tekniske vanskeligheder, ligesom der bliver lagt et betydeligt diplomatisk pres på så vidt det overhovedet er muligt at få de sidste lande med. Blandt andet har FNs generalsekretær Ban Ki-moon påtaget sig at skrive til samtlige de lande, som endnu ikke har indleveret deres INDC.

Blandt de resterende lande finder man en lang række små lande, hvis klimabelastning er nærmest negligerbar i det samlede billede, hvor udledningen pr. indbygger kan ligge helt nede omkring 1 ton pr. år – her havde man ikke på forhånd forventet, at alle ville eller kunne bidrage. Men målt udledningsmæssigt er der blandt de lande, som endnu ikke har indleveret, en gruppe af olieeksporterende lande i Afrika, Latinamerika og Mellemøsten, hvor den tanke er nærliggende – og har været ytret – at de ikke var til sinds at indlevere deres klimaplaner. Således havde kun 2 af de 13 OPEC-lande (Organization of Petroleum Exporting Countries) afleveret deres INDC ved fristens udløb 1. oktober.

Læs mere »

Fra målinger af partikelforureningen i byens gader har jeg førstehåndserfaring med det enorme spænd mellem det, moderne køretøjer kan præstere i tests under kunstige testbetingelser, og så det, som rent faktisk kan iagttages i byens trafikkorridorer, så det kommer ikke nogen overraskelse, at man simpelthen har snydt på vægten, som det på det seneste er kommet frem, at verdens største bilproducent, VolksWagen, har gjort det ved at installere ‘snyde-software’ i 11 millioner dieselbiler for derigennem at gøre dem i stand til at performe optimalt i testsituationen, for efterfølgende at skrue ned for miljøvenligheden (NO_x-udledningerne) i den virkelighed, de skulle fungere i. For eksempel en model Jetta udleder således 15 til 35 gange den tilladte mængde NO_x på landevejen, samtidig med at den formår at bestå laboratorietesten med glans.

Elon Musk, som med sit stærke engagement i udviklingen af fremtidens el-bil ikke kan betragtes som nogen neutral iagttager, udtalte snart efter oprulningen af WV-skandalen, at den illustrerer, at vi nok er nået til grænsen for udviklingen af forbrændingsmotoren. Vi kan lave stadig skrappere grænseværdier for dieselkøretøjerne, men vi kan ikke blive ved med at tage det for givet, at udviklerne kan følge med. Så selvom det lige nu er VolksWagen, som er i gabestokken, må vi i den kommende tid forvente at se, at det ikke bare er et enkelt firma, men store dele af en bilindustri, som er gået ikke bare til stregen, men i mange tilfælde langt over stregen, i forsøget på at leve op til en række klima- og miljøkrav, som tilsammen synes at have bragt forbrændingsmotoren til grænsen for, hvad den kan præstere.

Ud over i VolksWagens egne biler finder man VolksWagen-motorer i biler af fabrikater som Audi, Seat, og Škoda. Og målinger viser, at en lang række andre bilfabrikater – Mercedes-Benz, Honda, Mazda Mitsubishi, Renault, Nissan, Hyundai, Citroen, Fiat, Volvo and Jeep  – har fra 2 til 20 gange højere NO_x-udledninger i virkeligheden end i laboratoriets testvirkelighed, så der synes at være tale om en generel situation, hvor WV-skandalen blot er symptom – eller toppen af isbjerget, om man vil. Vi er nået dertil, at den teknologiske udvikling simpelthen ikke kan drives videre – i hvert fald med den hastighed, hvormed klimaudfordringen fordrer det, hvis vi skal blive ved med at producere diesel- og benzinbiler. ACEA, som er lobbyinstitution for den europæiske bilindustri, har da også ifølge Reuters sendt et brev til EU, hvor man fremfører, at forbedringer i den reelle NO_x-performance tidligst vil kunne nås i 2019, og at kravene ved realistiske tests – som EU står overfor at indføre – bør ligge 70% over den nuværende grænse på 80 mg NO_x pr. km for overhovedet at være opnåelige i tests under virkelighedsnære forhold. Men må dog håbe, at myndighedssiden står fast på, at det kan lade sig gøre, og at bilfabrikanterne bare må finde sig en mere værdig måde end den nuværende, som slet og ret er eksamenssnyd.

Læs mere »

.
Her ses InsideClimate News’ lille introduktionsvideo til en artikelrække, Exxon: The Road Not Taken, som bygger på en omfattende afdækning af Exxons tidlige undersøgelser af klimaudfordringen, som viser, at Exxon allerede sidst i 1970erne havde et ganske præcist billede af CO₂-udledningernes potentielt ødelæggende indflydelse på vores livsgrundlag. 

InsideClimate News offentliggør i disse dage et omfattende undersøgelsesarbejde i en artikelserie, hvoraf der foreløbig er kommet tre dele (se listen nederst). Den kaster nyt lys over Exxons tidlige klimaforskning og dokumenterer uomtvisteligt, at virksomheden allerede meget tidligt havde et helt klart billede af konsekvenserne af, hvis man blot fortsatte med at pumpe olie op og afbrænde den som hidtil. Alligevel vælger virksomheden i 1989 at fornægte sin egen forskning og sætte masser af ressourcer ind på at benægte og slå tvivl om sine egne indsigter – deraf titlen The Road Not Taken.

Tilbage i 1977 holdt Exxons inhouse ekspert James F. Black en præsentation for selskabets ledelse, hvor han i ganske stærke vendinger klargjorde for hvad der ville ske ved den fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og året efter fremlagde han en revideret udgave af præsentationen for en bredere kreds i virksomheden. I den første artikel kan man læse:

“A year later, Black … took an updated version of his presentation to a broader audience. He warned Exxon scientists and managers that independent researchers estimated a doubling of the carbon dioxide (CO₂) concentration in the atmosphere would increase average global temperatures by 2 to 3 degrees Celsius (4 to 5 degrees Fahrenheit), and as much as 10 degrees Celsius (18 degrees Fahrenheit) at the poles.  Rainfall might get heavier in some regions, and other places might turn to desert. ‘Some countries would benefit but others would have their agricultural output reduced or destroyed,’ Black said, in the written summary of his 1978 talk.

His presentations reflected uncertainty running through scientific circles about the details of climate change, such as the role the oceans played in absorbing emissions. Still, Black estimated quick action was needed. “Present thinking,” he wrote in the 1978 summary, “holds that man has a time window of five to ten years before the need for hard decisions regarding changes in energy strategies might become critical.

Exxon responded swiftly. Within months the company launched its own extraordinary research into carbon dioxide from fossil fuels and its impact on the earth. Exxon’s ambitious program included both empirical CO₂ sampling and rigorous climate modeling. It assembled a brain trust that would spend more than a decade deepening the company’s understanding of an environmental problem that posed an existential threat to the oil business.”

Sådan ville et hvilket som helst ansvarligt selskab agere, og hatten af for det.

“Then, toward the end of the 1980s, Exxon curtailed its carbon dioxide research. In the decades that followed, Exxon worked instead at the forefront of climate denial. It put its muscle behind efforts to manufacture doubt about the reality of global warming its own scientists had once confirmed. It lobbied to block federal and international action to control greenhouse gas emissions. It helped to erect a vast edifice of misinformation that stands to this day.

This untold chapter in Exxon’s history, when one of the world’s largest energy companies worked to understand the damage caused by fossil fuels, stems from an eight-month investigation by InsideClimate News. ICN’s reporters interviewed former Exxon employees, scientists, and federal officials, and consulted hundreds of pages of internal Exxon documents, many of them written between 1977 and 1986, during the heyday of Exxon’s innovative climate research program. ICN combed through thousands of documents from archives including those held at the University of Texas-Austin, the Massachusetts Institute of Technology and the American Association for the Advancement of Science.”

Men at man på baggrund af en sådan indsigt standser videre undersøgelser og i stedet finansierer klimafornægtelse, det er utilgiveligt, det burde give anledning til et retsligt efterspil.

Det er skræmmende læsning, og jeg kan kun anbefale at læse InsideClimate News’ artikelserie i sin helhed. Her en opsummerende illustration fra artiklens anden del, som opridser, hvor meget af klimaforandringernes dynamik, Exxon havde indset allerede for 20-30 år siden – og valgte at fornægte.

Læs mere »

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Læs mere »

.
Den australske mineindustris Mineral Council har igangsat en kampagne kaldet Little Black Rock, for at forbedre den australske befolknings billede af kullene. I den forbindelse har man lavet denne video, som i disse dage bringes flittigt på TV, hvor kul bliver lanceret som var det det ypperste inden for ansigtspleje.

Det vækker stærke mindelser om dansk landbrug, som igennem flere år har spenderet store beløb på at forsøge at retfærdiggøre gøre noget uforsvarbart. Man investerer man i store image-kampagner ud fra den fejlopfattelse, at problemet ligger i australiernes perception af kullene i stedet for at se sig selv i spejlet og erkende, at der rent faktisk er fundamentale problemer med ens produkt, og at vi er nødt til at lære os hurtigst muligt at leve uden at afbrænde kul.

Sådanne kampagner giver måske mening, så længe man har en god sag, og man dermed kan få mange flere til at kende dertil. Men har en dårlig sag, så risikerer man at få sig selv i hovedet. Og det ligner stadig mere en dårlig sag, når man så indladende som i denne Little Black Rock-kampagne angler efter at få accept af at grave stadig flere kul op og sælge dem i hele verden i en situation, hvor det står klart, at stort set alle kul skal forblive i undergrunden, hvis ikke vi skal ødelægge fremtidens levevilkår. Det har den australske befolkning da også fattet. Og i stærk kontrast til deres premierminister, Tony Abbott, som her efter to år på posten har tonet rent flag som kulbranchens mand, så ønsker australierne sig masser af sol- og vindkraft og en reel klimaindsats.

I en nylig undersøgelse pegede således 84% på vind, 69% på solenergi og 47% på vandkraft som vigtigste energikilder, mens der kun var 13%, som pegede på henholdsvis kul og A-kraft. Med sådanne tal er der brug for andet og mere end sukkersød kampagne. Der er brug for selvransagelse. Der er brug for seriøse overvejelser over, hvordan man inden for få årtier får lukket Australiens sidste kulmine og eventuelt omprioriterer, så man frem for at obstruere Australiens omstilling til bæredygtigt ligevægtssamfund baseret på vedvarende energi kan medvirke til, at det sker i tide.

Little Black Rock-kampagnen har da også fuldstændig givet bagslag. Ikke mindst på Twitter har klimaaktivister formået at vende kampagnen fuldstændig på hovedet. Her vrimler det med billeder af små sorte kulstumper med tekster som”This little black rock is the No. 1 cause of climate change” og “This little black rock is destroying the planet”.

Hvis man checker #coalisamazing på Twitter, kan man få en fornemmelse af den informationsstorm, kampagnen har fremprovokeret. Medie- og marketingsfolk har da også været hurtige til at erklære, at Little Black Rock-kampagnen har været årets marketingsflop. Samtidig med at videoen og den tilhørende hjemmeside er så langt ude i hampen i dens sødladne kulforherligelse, at det vil være de færreste uden for de helt snævre kulcirkler, som ikke synes den driver af forstillelse og forløjethed, har det vrimlet med kulfortællinger. Ikke kun de små sorte klumper, som parodierer videoen, men i titusindvis af tweets med links til artikler med samme ene fortælling, at vi er nødt til at afvikle kulforbruget, vi er nødt til at lade kullene forblive i jorden, vi er nødt til at sadle om, hvis vi skal give kloden ordentligt videre.

Selvom Abbott har ret i, at kullene har været vigtige for Australiens økonomi, så har han simpelthen ikke ret i at de også vil, kan eller skal være det fremover – at de som han på det seneste har udtrykt det, er “good for mankind”. De er tværtimod en af civilisationens store misforståelser, et fejltrin, som måske nok gik an i en begrænset periode, men som vi i den nuværende situation er nødt til at vikle os ud af hurtigst muligt. Selvom kulproduktionen er en vigtig eksportindtægt for Australien, så udgør den efterhånden kun 1% af landets BNP. Men det industrielle samfund har nærmest narkomanens forhold til fossilerne, så det kræver en betydelig dosis selvdisciplin og en hjælpende hånd fra de klartseende at slippe fri, og for en misbruger som Abbott, som i den grad er i kullenes vold, er det svært overhovedet at ser situationen klart nok til at kunne handle rigtigt.

I det hele taget har australsk kul det dårligt – eksporten til Kina er raslet ned, selv Indien synes at være ved at slippe tanken om, at kullene er fattigmands ven og vil, i den udstrækning man overhovedet kan kunne finde ud af hvordan, hellere tilvejebringe sin energi med vedvarende energikilder.

Samtidig har Kiribatis præsident Anote Tong for nylig fremsat forslag om et moratorium for etableringen af nye kulminer – et forslag som nu er del af Suva-deklarationen (se forudgående blog-indlæg: Atol-riger kræver moratorium for nye kulminer).

En stor ny kulmine med udskibningshavn, hvor der skulle sprænges hul igennem Great Barrier Reef, er det foreløbig lykkedes aktivister at bremse. Men i stedet for at tage dette til efterretning, presser Abbott så på for at fjerne muligheden for at rejse miljøsager, hvis ikke det er direkte i ens baghave. Det er beregnet, at den planlagte Galilee-mine, hvis dens indhold brydes og afbrændes fuldt ud, vil føre til 705 mio. ton CO₂. Det svarer til næsten 20 års samlede danske udledninger. Samtidig er økonomien i projektet mere end tvivlsom med de nuværende energipriser, og australske kul kan ikke uden økonomiske støtte konkurrere med indiske eller indonesiske kul.

Abbotts klimaplan – hvis man kan kalde det sådan – er ikke bare i modstrid med befolkningens ønsker. Hans hans påstand om, at Australiens klimamålsætninger skam er ambitiøse, er direkte forkert, kun Canadas og New Zealands klimamålsætninger ligger sammenligneligt lavt. Og hans stadige fremhævelser af, at det vil være alt for dyrt for Australien at føre en mere ambitiøs klimapolitik, modsiges direkte af hans regerings egne tal, som viser, at det ville koste Australien stort set det samme at rette sig ind efter en langt mere ambitiøs klimamålsætning. Det vil blot give mere grøn økonomi og mindre sort økonomi. Abbotts positioner er således ren kulmafia-nepotisme, og selvom det var en lille sejr for verdenssamfundet overhovedet at få klimafornægteren Abbott til at lave en klimaplan, så er det svært at forestille sig, at Australien ikke med andre folk ved roret kommer på bedre tanker og genplacerer landet på den rigtige side af historien. Abbott har i løbet af sine første to år lagt sig ud med de fleste, så det er usandsynligt, at han kan fortsætte den nuværende kurs i længere tid.

Og sandsynligvis vil vi, hvis ikke vi ser en langt klarere klimaindsats fra Australiens side inden COP21, se et australsk sagsanlæg tilsvarende det, som har kørt Holland, hvor regeringen er blevet idømt at skærpe sin klimamålsætning for 2020 (se blog-indlægget Holland idømt skærpet klimaindsats). Australske NGOer synes i gang med at forberede et sådant. En retssag ville også være et naturligt næste træk fra de mange små atolstater, efter at Abbott nærmest kategorisk har afvist at forholde sig til, at Australiens (manglende) klimapolitik vil medføre, at verdens atolriger i løbet af det 21. århundrede vil forsvinde i havet (se blog-indlægget Atol-riger kræver moratorium for nye kulminer).

Læs mere »

I 2014 lavede den nu forhenværende regering et forlig om den danske klimaindsats frem mod 2020, som ud over rød blok talte de konservative, netop for at give den fornødne klarhed og langsigtethed, som gør, at virksomheder og kommuner og det globale samfund kunne regne med kursen og investere i overensstemmelse dermed. Op til valget før sommerferien blev det fra flere sider i blå blok luftet, at klimamålsætningen for 2020 kunne blive tilbagerullet.

Efter valget kunne den nyudnævnte energi, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til alles lettelse 7. august meddele, at der ikke ville være behov for at røre ved energiforliget fra 2014. Men i går meldte Lars Christian Lilleholt (V) så ud, at den 40% klimamålsætning er for dyr og bør reduceres til 37%.

Det har dog vakt heftig modstand, ikke bare fra rød blok og klima-og miljøorganisationerne, hvor æteren og de sociale medier siden i går har været rødglædende af harme. Også Konservative har meldt ud, at man ikke er til sinds at acceptere en svækkelse af klimamålsætningen, men står ved sin deltagelse i aftalen om de 40%. De Konservatives klima- og energiordfører Mette Abildgaard tweetede i går, at: “K: Vi er ikke indstillet på at slække på klimaambitionerne om 40 % reduktion i 2020. Man opgiver heller ikke et maraton efter 37 km”. Og Connie Hedegaard har skrevet hjem og istemt de danske NGOers kerneargument, at det her blot tre måneder før COP21 i Paris er det værst tænkelige tidspunkt at pille ved billedet af Danmark som foregangsland. Verden har brug for symboler på, at det kan lade sig gøre.

En medvirkende årsag til, at det kunne være ønskværdigt for Venstre at få nulstillet de seneste tilføjelser til klimaindsatsen, som løftede reduktionerne fra 34% til 40%, er sandsynligvis, at der i denne fase var lagt op til, både transportsektoren og landbruget, som indtil nu kun har leveret en forholdsvis mindre del af den danske klimaindsats, skulle inddrages. For selvom nogen af de mest prisbillige klimareduktioner sandsynligvis lige nu er at finde i landbruget, så er det lidt af en kamel for en Venstre-regering at komme til at lægge navn til markante klimapolitiske indgreb i dansk landbrug, ikke mindst i en situation, hvor man har gjort sig til beskytter i en sådan grad, at man er indstillet på at skrotte en lang række miljøbeskyttelseskrav for at give dansk landbrug mere albuerum.

Læs mere »

Her til aften har Energistyrelsen meddelt, at det franske energiselskab Total opgiver prøveboringen i Vendsyssel, da skifergaslaget har vist sig for tyndt til at det giver mening at fortsætte eftersøgning og udvinding i området.

Samtidig kan energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt oplyse, at der er oprettet midlertidigt stop for nye ansøgninger om skifergas, så nye ansøgninger ikke vil komme i betragtning for nuværende. Total opgav tidligere på sommeren at boere efter skifergas i den del af koncessionsområdet, som strækker sig under Nordsjælland. Så faren for, at et skifergaseventyr kommer til at vansire de danske landskaber, er i dag skrumpet betragteligt.

Det er glædelige nyheder, for i den nuværende situation giver det ikke mening at hive flere fossile brændstoffer op at den danske undergrund – vi har for længst brugt mere end vores andel, og hvis den basale indsigt, at to tredjedele af alle kendte fossile brændstoffer skal forblive under jorden for at vi kan holde 2°C-målsætningen, så må vi først som sidst indse absurditeten i et efterforske yderligere forekomster.

Der har været protestlejr foran prøveboringen i over et år nu, og protestbevægelsen mod skifergas var ved at komme op i gear ikke kun i de daglige markeringer, men også i forfølgelsen af de mange politiske og juridiske protestmuligheder, som åbnede sig. Man kan derfor håbe, at de kræfter har mod på at sætte et mere eftertrykkeligt punktum for sagen. For den eneste rigtige konklusion på det seneste års hovsa-proces må være, at Danmark får etableret et fuldt moratorium for al videre efterforskning og udvinding af fossile brændstoffer på dansk territorium. Det må meget gerne udstrække sig til det arktiske område.

I første omgang er det vigtigt at sikre sig, at Total ikke foretager nye boringer andre steder i området, for principielt har Total ret til at gennemføre yderligere prøveboringer frem til 2016, og Totals projektleder Henrik Nicolaisen siger til Nordjyske, at: “Der bliver altså ikke tale om nogen form for fracking ved Dybvad. Men det betyder ikke, at vi helt har opgivet jagten på skifergas i Vendsyssel. Nu går vi i tænkeboks og overvejer næste skridt, siger Totals projektleder.”

En ansøgning om fornyet eftersøgning vil i givet fald skulle foreligge inden 5. juni 2016, hvor licensaftalen udløber. Det virker dog ikke umiddelbart realistisk, at det vil ske, dels fordi man sandsynligvis har boret i Dybvad fordi det her var sandsynligt, at det var her, man skulle finde de tykkeste gasførende lag. Dels vil den politiske situation ved en eventuelt ny godkendelse vil være meget anderledes. Hvor det har kunnet lade sig gøre at gennemføre første prøveboring fordi Danmark er blevet godt og grundigt taget på sengen, så vil en fornyet miljøgodkendelse blive langt vanskeligere at hive hjem.

Herover ses et eksempel på et fracking-ramt landskab i Texas – det ville være fortvivlende, hvis Total var kommet af sted med en tilsvarende ødelæggelse af Vendsyssels smukke landskaber. Måske nogle få tjener på skifergassen, men udvindingen giver øget forekomst af jordskælv, store risici i forhold til vores grundvand og ganske alvorlige sundhedsproblemer. Samtidig undslipper der ofte så megen gas uden om rørsystemerne, at den klimagevinst, som der i udgangspunktet kunne være i forhold til kul og olie, forsvinder i den blå luft. 

Man kan spørge sig selv, om der ikke burde køres en form for principiel retssag omkring hele den gennemført luskede måde, hvorpå Danmark er blevet narret ind i en situation, hvor vi pludselig havde solgt retten til at udvinde skifergas mv. i en stor del af landet – uden at nogen vidste, at det var sket. Det burde ikke kunne ske i et demokrati. Og selvom der siges at det er sket af hensyn til koncessionstagerne, så må man sige, at der er taget en lang række forkerte hensyn, mens omvendt en lang række hensyn, som burde være taget og en lang række instanser som burde have været informeret, systematisk har været holdt udenfor. Lykke Friis som dengang var en nøgleperson i forhandlingerne, hævder, at end ikke hun vidste, at hun var ved at give et fransk firma tilladelse til at udvinde skifergas.

Totals skifegasefterforskning har foreløbig kostet 350 mio. kr., og havde der været bare lidt mere gas, så det havde kunnet betale sig at hente den op, så kunne den danske stat meget let have endt med at måtte tilbagebetale en betydeligt større beløb for at kunne købe koncessionsrettighederne tilbage. Så der bør være en lille gruppe mennesker, som har endog meget røde ører over det makværk, de har lavet ved i al hemmelighed at give Total den tilladelse, de gjorde.

Læs mere »

Aftenrøde over et brunkulsfyret kraftværk i den australske delstat Victoria. Australien har store kulreserver, og en af landets store udfordringer ved forud for COP21 i Paris at skulle lave en klimaplan, er den nødvendige erkendelse af, at langt størsteparten af disse kul må forblive i undergrunden.

Efter planen skulle de rige landes klimamålsætninger have foreligget først på året, men måske for at demonstrere sin uvilje overfor fænomenet har Australiens premierminister Tony Abbott trukket den endelige lancering af de australske INDC (Individual Nationally Determined Contributions), men i forgårs blev de lagt offentligt frem. De indebærer, at Australien vil reducere sine CO₂-udledninger med 26-28% i forhold til 2005. Det har for så vidt stået klart længe, og Australiens premierminister Tony Abbott har da også allerede været udsat for et massivt pres for at øge den australske klimaambition, for de australske klimamålsætninger hører blandt de allersvageste, samtidig med at de australske udledninger pr. person hører til de allerhøjeste.

Marshall-øernes udenrigsminister Tony de Brum skrev 11. august på Twitter: “If the rest of world followed Australia’s lead, the Great Barrier Reef would disappear. So would my country.” Lederen af den engelske klimakommission, Lord Deben, karakteriserer den australske klimamålsætning som helt utilstrækkelig og siger, at: “Global warming won’t wait for Mr. Abbott and his government. Mr Abbott’s hubris is staggering.”

Miljøfolk har karakteriseret Australiens klimamålsætning som værende ‘patetisk utilstrækkelig’. Abbott har taget til genmæle og siger, at den på ingen måde er værre, end hvad man naturligt kan sammenligne sig med – hvilket kun er næsten forkert i og med at både Japans, Canadas og New Zealands klimamålsætninger tilsvarende er patetisk utilstrækkelige. Men Obamas klimaindsats ligger klasser over, og den australske klimaambition ligger endog meget langt fra EUs og de øvrige europæiske landes, hvor man er i fuld gang med en række af de strukturelle forandringer, som Abbott foreløbig er veget udenom.

Klimamålsætningen kan ses her: Australias 2030 Emission Reduction Target.

Som man kan se det af grafen herunder, svarer de 26% i forhold til 2005 til blot 20% i forhold til 1990, som der hele tiden har været lagt op til var referenceåret, hvor for eksempel EUs klimamålsætning for 2030 ligger 40% under 1990. Men lande som i årene efter 1990 lod udledningerne stige, har systematisk valgt andre basisår, for at få den fremlagte indsats til at fremstå bedst muligt – mange ville kalde det at få mindst muligt til at synes af mest muligt.

Figuren herover søger at rydde op i disse forskelligheder ved for hvert land at vise, hvilken reduktion der er tale om i forhold til tre forskellige basisår. De lyst gråblå søjler viser reduktionerne i forhold til 1990 – her kan man se, at EU står stærkest med 40%, hvor Canada i den anden yderlighed med sin planlagte klimaindsats stadig i 2030 vil have højere CO₂-udledninger end i 1990, fordi man i mellemtiden har ladet udledningerne stige næsten eksplosivt.

Hvis vi skal have en chance for at holde den målsætning om en gennemsnitlig global temperaturstigning på max 2°C, som alle verdens lande vedtog i København i 2009, så er ingen af disse reduktionsmål tilstrækkelige, for så skulle udledningerne for verdens rigeste lande i 2030 nærmere ligge 50-55% under 1990. Selv EUs klimamålsætning er i den skala aldeles utilstrækkelig – og ret urimelig, for meget tyder på at EU når i 2020 ikke bare som planlagt når 20% under 1990, men er på vej til at nå 28%. Så blot med en række mindre opjusteringer af EUs klimaindsats ville EU relativt uproblematisk kunne nå 50% eller mere i 2030. For de lande, hvor udledningerne er fortsat med at stige langt ind i det 21. århundrede, ville 50% under 1990 i 2030 til gengæld kræve betydelige anstrengelser. Men situationen kalder omvendt på, at alle anstrenger sig til det yderste, så man må håbe, at processen frem til Paris formår at få alle til at stramme deres målsætninger yderligere.

Australiens Climate Change Authority (CCA) fastslog i starten af juli, at Australien måtte reducere sine udledninger med mindst 30% i 2025 i forhold til år 2000 (36% i forhold til 2005) og tegne sig for reduktioner i størrelsesordenen 40-60% i 2030: “These targets should be considered the bare minimum, at best, when it comes to climate credibility as well as Australia’s carbon competitiveness.” En sådan klimamålsætning vil ifølge CCA være: “credible in terms of what the science requires – and what many comparable countries are doing – to move the world back towards a global emissions reduction path consistent with a reasonable chance of limiting the increase in global warming to 2°C. It would also send a credible signal to domestic and international stakeholders alike that the government is intent on playing a leadership role in guiding Australia’s long-term transition to a sustainable, low-carbon world.”

Én ting er, at Australiens 26% reduktionsmål på den baggrund er aldeles utilstrækkeligt. Hvad der er værre, er, der er ikke ret meget i den fremlagte klimaplan, som sandsynliggør, at man vil nå reduktioner i den størrelsesorden. For den bygger på en meget snæver palet af virkemidler, og Abbott, der som noget af det første efter sin tiltræden skrottede den hidtidige australske klimapolitik, har aktivt fravalgt en række af de mest indlysende virkemidler, samtidig med at han ikke synes til sinds at bremse kuludviklingen. Samtidig siger han ved lanceringen, at han til enhver tid vil sætte økonomien højere end klimaindsatsen – og med økonomien mener han den australske kuløkonomi. Så der bliver et kæmpe oprydnings- og udredningsarbejde for en kommende regering. Og man må forvente, at Australien i tiden frem til COP21 i Paris vil blive udsat for et massivt pres for at skærpe og præcisere sin klimaindsats.

Det australske udenrigsministerium har haft den fremtrædende økonom Warwick McKibbin til at udarbejde scenarier for omkostningerne ved at gennemføre reduktioner i størrelsesordenen 20-35% i 2030 i forhold til 2005. Rapporten er hemmeligholdt, men den skulle ifølge The Guardian Australia vise, at forskellen mellem 20% reduktion og 35% reduktion økonomisk set kun er ubetydelig. Så når Abbott endda vælger reduktioner i den lave ende af registeret, er det ud fra nøgterne omkostninger, men må hænge sammen med, at han ikke ønsker at hæmme vilkårene for den australske kulindustri.

Læs mere »