Indlæg om energi og ressourcer

Réunion fremlægger plan om CO2-neutralitet

13. august 2008

Det lille ørige Réunion, som ligger i det Indiske Ocean ud for Madagascar, har i dag ifølge Reuters fremlagt planer for CO2-neutralitet. Man regner med inden 2025 at have opnået 100% vedvarende produktion af elektricitet og tilsvarende at kunne nå CO2-neutralitet for transportsektoren i 2050. I dag har man allerede en 36% andel af strømmen produceret fra vedvarende energikilder, først og fremmest vandkraft og sukkerrørsfibre.¹

Planerne indebærer en udvidelse med solceller, vand og vindkraft til hhv. 750, 120 og 60 MW. Alene solcellerne vil således omfatte et areal på 750 hektar. Réunions landskaber er helt domineret af den 3.000 m høje La Piton de la Fournaise, som er en af verdens mest aktive vulkaner. En central del af planerne for CO2-neutralitet er da også udnyttelsen af den geotermiske varme, som undergrunden ofte er ved at flyde over med.

Réunion havde i 1990 en CO2-udledning pr. indbygger på 2,0 ton. Udledningerne toppede i 1999 med 3,4 ton pr. indbygger, som i 2004 var faldet til 2,94 ton .²

Som Frankrigs minister for oversøiske territorier Yves Jego siger til Reuters: Det som kan lade sig gøre i Réunion, bør også kunne lade sig gøre Frankrig – og i hele verden.¹

Det er glædeligt at se, at der er lande, som tager klimaudfordringen alvorligt dertil, at de udarbejder planer for CO2-neutralitet. Og jeg glæder mig til at bo i en by og et land, som har defineret en plan for CO2-neutralitet – og følger den.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Ed Harris: France’s Reunion island aims for zero CO2, Reuters 13.08.2008.¹

List of countries by carbon dioxide emissions per capita, Wikipedia.org.²

Share

James Hansen: Climate Threat to the Planet

12. august 2008

Parallelt med det seneste G8 topmøde i Japan afholdt FN-universitetet i Tokyo 4. juli et symposium: Innovation & Entrepreneurship in the Time of Climate Change. I den anledning havde man inviteret en af verdens ledende klimaforskere, James E. Hansen, til at tale. Hans forelæsning: Climate Threat to the Planet: Implications for Energy Policy kan opleves i videoen nedenfor.

James Hansen taler under vejs om klimatiske Tipping Points, hvoraf nogle allerede er nået, om vigtigheden af at nå tilbage til en koncentration af CO2 i atmosfæren på under 350 ppm samt om nødvendigheden af et moratorium for afbrændingen af kul (se tidligere blog-indlæg Stop afbrændingen af kul).

Under vejs fortæller Hansen (27:10 min), at vi ved systematisk at bruge CO2-binding i økosystemerne gennem skovplantninger, beskyttelse af regnskov og ændrede dyrkningsmetoder i landbruget vil kunne sænke atmosfærens CO2-koncentration med omkring 50 ppm. Hvis vi derfor får standset den nuværende afbrænding af kul og styrket bindingen af CO2 i biosfæren, vil det være muligt at få koncentrationen af CO2 i atmosfæren tilbage under 350 ppm.

Med James Hansen er man i godt selskab. Han formår som få at gøre de komplekse klimasammenhænge forståelige, så Climate Threat to the Planet er en yderst anbefalelsesværdig video, som man kunne ønske sig, at alle politikere ansvarlige for Kyoto-aftalens afløser tog sig god tid til at se – og fatte konsekvenserne af.

Læs mere »

Share

Anders Fogh: Sæt benzinpriserne op

11. august 2008

“Sæt benzinpriserne op for at bryde vores afhængighed af olie”, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen til en af USAs største opinionsdannere Thomas L. Friedman, hvis klumme i New York Times bringes i mere end 700 aviser verden over:¹

“’I have observed that in all other countries, including in America, people are complaining about how prices of [gasoline] are going up,’ Denmark’s prime minister, Anders Fogh Rasmussen, told me. ‘The cure is not to reduce the price, but, on the contrary, to raise it even higher to break our addiction to oil. We are going to introduce a new tax reform in the direction of even higher taxation on energy and the revenue generated on that will be used to cut taxes on personal income — so we will improve incentives to work and improve incentives to save energy and develop renewable energy.’”²

En liter benzin kunne for min skyld gerne koste 50 kr. Men afgifter og prisstigningerne gør det ikke alene. De grønne afgifter burde målrettet anvendes til indsatser for at fremme energirenoveringer, den kollektive trafik, cyklisternes vilkår, forskning i vedvarende energi og en lang række andre tiltag, som er samfundsøkonomisk fordelagtige og klimamæssigt nødvendige, men endda ikke sker, fordi de er uoverkommelige eller umiddelbart fremstår uattraktive for den enkelte.

I den artikel, Flush With Energy, hvor statsministeren er citeret, sammenligner Friedman, hvordan USA og Danmark har håndteret situationen efter den første oliekrise i 1973 og siger, at USAs attitude sammenlignet med den danske er direkte patetisk.¹

Læs mere »

Share

Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO2

11. august 2008

Normalt er fremstilling af cement en ganske energikrævende proces, hvor kalk og ler opvarmes til 1.450ºC. Herved udledes der for hvert ton cement, der produceres, typisk ét ton CO2 eller mere.

Men Scientific American bragte torsdag en tankevækkende artikel om et californisk firma, Calera, som i tilknytning til Moss Landera-kraftværket eksperimenterer med at skabe cement ud af kraftværkets CO2-holdige røggasser. Der er lagt røgslør over de tekniske detaljer i udviklingsarbejdet, men det fremgår, at man ved at lede disse dampe gennem havvand skulle være i stand til at opsamle 90% af CO2-udledningerne og konvertere dem til cement (calciumcarbonat), at man regner med at kunne begynde at sælge cement i 3. kvartal 2009, og at man har planer om i løbet af 7 år at opføre 100 cementfabrikker.¹

Calera er grundlagt af professor ved Stanford University, Brent Constantz, som gennem mange år har forsket i bio-mineralisering. I princippet er der tale om samme proces, som når koraller danner deres skaller og rev, man tager calcium og magnesium fra havvandet ved normale tryk og temperaturer. “We are turning CO2 into carbonic acid and then making carbonate,” siger Constantz: “All we need is water and pollution.” Ifølge Constantz fjerner processen ikke alle CO2-udledninger, men den får regnestykket til at se langt sundere ud, da man vil kunne indkapsle et halvt ton CO2 for hvert produceret ton cement, i stedet for som nu at producere ét ton CO2 for hvert ton fremstillet cement.¹

Læs mere »

Share

Klimaløsning: Reklamer nej tak

10. august 2008

Den amerikanske organisation ForestEthics har fået udarbejdet en tankevækkende rapport om klimakonsekvenserne af brugen af junk mail – uopfordrede fremsendelser af postombårne reklamer og reklamebreve. Hvert år fremsendes der i USA 100 mia. uopfordrede forsendelser. 44% af dem kasseres uåbnede.

Og hvis man som i rapporten Climate change Enclosed! laver et CO2-regnskab for fænomenet, producerer den amerikanske junk mail årligt CO2-udledninger på 51,5 mio. ton pr. år eller lige så meget som de samlede danske CO2-udledninger.

Der sker CO2-udledninger i alle trin i processen: Fjernelsen af 100 mio. træer fra skovene mindsker CO2-lagringen (48,6% af de samlede CO2-udledninger), transport af tømmer (1,4%), papirfremstillingen er ganske energikrævende (20,8%), tryksværten i CO2-ækvivalenter (10,9%), distribution med postvæsenet (1,9%), landopfyldninger udvikler metan (14,2% ) mens der vindes 1% ved den del, som afbrændes i kraft-varmeværker. Posterne er nærmere specificeret i skemaet nedenfor og findes gennemgået i detaljer i rapporten.

Nogle vil sikkert undre sig over rimeligheden i at medregne CO2-mængden fra hvis man ikke havde fældet skoven. Men det er præcist sådanne sammenhænge, som gør, at førstegenerations biobrændstof selvom det på papiret medfører en CO2-reduktion ikke er klimavenligt, fordi det i den anden ende har medført stigende ødelæggelser af regnskove og vådområder, som har store mængder CO2 bundet.

Til gengæld kunne man med stor rimelighed have indregnet en post for CO2-produktion fra forøget forbrug, som dog kan være svære at vurdere. For man må ikke glemme, at alle disse forsendelser er blevet fremsendt ud fra kalkulationer om, at de ville skabe forøget omsætning. Kort sagt gør det lille skilt: Reklamer nej tak! en stor forskel.

Læs mere »

Share

Arbejde er en aktivitet, ikke et sted …

8. august 2008

Stillet overfor de globale klimaudfordringer kan vi drømme om den definitive løsning, som med et slag vender udviklingen mod den globale overophedning: tredje generations biobrændstof, fjerde generations kernekraft, fissionsreaktoren, billige solceller, CO2-støvsugere og CCS-teknologi for ren kulafbrænding. Men der vil gå fra adskillige til rigtig mange år, før de kan få nogen markant betydning, og sandsynligvis vi løsningen aldrig blive blot en enkelt faktor, men en sum af mange et meget stort antal enkeltindsatser. Uden på forhånd at afskrive disse muligheder er det derfor vigtigt at se på, hvad vi kan gøre med de værktøjer, vi har til rådighed her og nu.

WWF Canada har på den baggrund udarbejdet en rapport, Innovating toward a low-carbon Canada, hvor man undersøger muligheder for CO2-reduktioner blot gennem at bruge allerede kendt teknologi bedre, først og fremmest inden for telekommunikation. Dette leder til seks anbefalinger (se nedenfor), som på kort sigt anslås at kunne reducere CO2-udledningerne med 20 mio. ton pr. år, og på lidt længere sigt (2020) 36 mio. ton pr. år.

Canadas indbyggertal er omkring seks gange større end Danmarks, så det svarer i dansk skala til besparelser på 6 mio. ton pr. år. Det får således ikke vores nuværende udledninger på 50 ton pr. år til at forsvinde, men det er endda en markant besparelse på et relativt afgrænset felt. Det viser potentialet i at analysere, hvordan vi klimamæssigt med velkendte velafprøvede mider kan gøre det, som vi gør hver dag, langt smartere. Rapporten beskriver således en sum af indsatser, som er umiddelbart gennemførlige, hvor det ikke er økonomien, men vores forståelse af situationen, som står i vejen for dens gennemførelse.

I forbindelse med den første anbefaling, om at etablere en tele-arbejdskultur, faldt jeg prompte for udsagnet “Arbejde er en aktivitet, ikke et sted …” . Det rummer et vist mål af klarsyn.

De seks anbefalinger er:

Læs mere »

Share

Stor dansk havvindmøllepark på vej

6. august 2008

Det fremgår i dag af Ingeniøren, at man er tæt på enighed om en stor dansk havvindmøllepark mellem Djursland og Anholt, og at Folketinget regner med at kunne træffe den endelige beslutning senere i denne måned. Der er stadig uenighed om størrelsen – oppositionen var indstillet på en kapacitet på 600 MW mens regeringspartierne talte om blot 200 MW – men man synes at sigte på en kapacitet på 400 MW, eller i alt 100 møller med en effekt på hver 4 MW.¹

Det er glædeligt, at der endelig sker noget i Danmark på vindkraft-området. Og man kunne ønske sig, at man i planlægningen af den kommende havvindmøllepark tænkte lidt fremsynet med dimensionering og føring af kabler osv., så man havde en plan for udbygning af vindkraft i Kattegat, som kunne være med til at Danmark fik vendt sin CO2-kurve, så vi endelig kunne demonstrere markante fald i de danske udledninger af drivhusgasser.

DR Nyheder kalder den kommende vindmøllepark for verdens største, og det er den måske også i forhold til de nu eksisterende havvindmølleparker. Men svenskerne har planer om at lave en 800 MW vindmøllepark på Stora Middelgrund, sydøst for Anholt, som skulle stå færdig i 2011 med 108 8 MW vindmøller (se Gigantisk svensk vindmøllepark i Kattegat).

Læs mere »

Share

Afkøling af varmeøer

5. august 2008

Ifølge en leder i Asahi Shimbun i går er Tokyos temperatur i de seneste 100 år steget med 3ºC. En tredjedel heraf tilskrives global opvarmning, mens to tredjedele tilskrives det fænomen, at store byens store bygningsvolumener og befæstede arealer tilsammen akkumulerer så meget varme, at temperaturen i bymæssig bebyggelse er markant højere end i det omgivende landskab. Man taler direkte om varmeøer.

På denne tid af året er klimaet Japan i forvejen næsten ubehageligt varmt, ikke fordi temperaturerne er voldsomt høje – det bliver sjældent over 35ºC – men luftfugtigheden ligger i sommerperioden ofte tæt ved de 100%, så man kan ikke komme af med sin kropsvarme, og ikke mindst inde i bycentrene kan den fugtige varme blive ubehageligt anmassende. Antallet af ‘tropiske nætter’, hvor nattetemperaturen på intet tidspunkt falder under 25ºC, er nu for en by som Osaka over 50 om året, og undersøgelser viser, at når nattetemperaturerne kommer over 30ºC, har over halvdelen søvnproblemer.

Derfor begyndte man sidste år nedrivningen af en 60 m høj bygning nær Tokyo Station, for at genskabe adgangen til havbrisen fra Tokyo-bugten. Man regner med at det vil kunne øge hastigheden af havbrisen fra Tokyo-bugten med 30% ind over byens finansdistrikt og dermed at lindre lidt på Tokyos varmeø.

Læs mere »

Share

CO2-neutral på bambus

5. august 2008

I gårsdagens udgave af den indiske avis The Hindu var der en artikel om bambus og dens mulige rolle i afbødningen af den globale opvarmning. Bambus har en kolossal væksthastighed med op til 30 cm om dagen. Den når sin fulde højde, som kan være op til 40 meter, på få måneder, og den akkumulerer derfor store mængder CO2.

Den indiske landbrugsforsker N. Barathi siger, at samtidig med at bambus ved sin vækst absorberer store mængder CO2 – op til 3-4 gange så meget som træer – kan den effektivt rense vandforurening fra for eksempel septiktanke, da den naturligt absorberer kvælstof, fosfor og tungmetaller.¹

I Indien kaldes bambus ofte for ‘den fattige mands træ’. Bambus findes i omkring 1.000 varianter, hvoraf de tykkeste når en diameter på 30 cm. Når man har boet bambusbæltet, er det utroligt at opleve, hvad bambus kan bruges til, fra spisepinde og køkkenredskaber over vaser, gryder kurvearbejder, papir og tekstiler til bygningsmaterialer, byggestilladser broer og både.

Bambus erstatter omkring 30% af sin biomasse på et år, hvor træer kun recirkulerer 3-5%. Det er denne kolossale vækst, som gør, at samme hektar kan producere omkring 20 gange mere tømmer som bambus end ved skovtræer.²

Barathi har således beregnet, at der skal 13 millioner bambusplanter til at gøre byen Chennai CO2-neutral. Chennai er en by i Tamil Nadu med omkring 7,5 mio. indbyggere, tidligere kendt som Madras. Men hver inder producerer blot en 1,3 ton CO2, så der vil skulle noget mere plantevolumen til for at CO2-neutralisere København.

Stadig er det et eksempel på, hvordan forvaltningen af klodens grønne arealer kan vise sig at rumme en stor del af nøglen til, at vi på sigt igen får bragt CO2-koncentrationen i atmosfæren ned omkring 350 ppm (se også: Vatikanet som klimamodel).

indlæg oprettet af Jens Hvass

Vidya Venkat: Bamboo can play a deep role in saving the globe: scientist, The Hindu 04.08.2008.¹

M.J. Prabu: Bamboo cultivation: A viable alternative, The Hindu Business Line, 08.11.2006.²

Share

Rejsebrev fra James Hansen

4. august 2008

Klimaforskeren James Hansen er i mine øjne et af de få lys på den noget grumsede klimapolitiske himmel. Han taler uden omsvøb om hvad der må gøres, hvis vi skal langtidsstabilisere klodens klima, og han ser lige gennem politikernes snak og laden stå til overfor verdenshistoriens måske største udfordring. Hvis man vil forstå det spil – og den afgrund af forståelsesforskelle – som findes mellem politikere og videnskabsmænd, er hans seneste rejsebrev således yderst interessant læsning.

I rejsebrevet kommer vi langt omkring. Vi får indblik i hans samtaler med klimaministre i England og Tyskland, hvor han ikke vinder meget gehør for sit ærinde, at man ikke blot kan tale om 20, 30, 50 eller 80% reduktioner, men også er nødt til at se på kilderne, og at den nuværende afbrænding af kul klimatisk set er så vanvittig, at det eneste rigtige er at lave et øjeblikkeligt moratorium for opførelse af kulkraftværker.

Efterfølgende får vi en række baggrundskommentarer for hans nylige brev til den japanske ministerpræsident Yasuo Fukuda (se James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Brev til den japanske statsminister), og vi får i rejsebrevet en lille smagsprøve på de hundredvis af forargede e-mails, som Hansen modtog i forlængelse af sin tale for den amerikanske kongres 23.06. (se James Hansen: Tipping Points Near).

Når Hansen er så opsat på, at verden venter med at afbrænde sine kulreserver, indtil en effektiv CCS-teknologi er etableret, er det dels fordi kul er den form for forssilt brændstof, som giver mest CO2-forurening pr. indhøste energienhed, dels fordi verdens reserver af kul er så kolossale, at hvis de alle blive brændt af ufilteret – somverden er godt på vej til – så vil klodens klima være nået uomgængeligt ud over det vippepunkt, hvor opvarmningen kan blive selvaccelererende (se fig. 1a i rejsebrevet, 2a herunder). Han er derfor fortaler for et moratorium for konventionel afbrænding af kul og insisterer overfor verdens ledere på, at vi forsigtigt skal disponere oliereserverne til hurtigst muligt at få verden på vedvarende energi.

Anden del af rejsebrevet er en diskussion af temaer fra Tom Blees’ bog “Prescription for the Planet”, som blandt andet taler varmt for fjerde generations atomreaktorer som en potentielt væsentlig løsning på den nuværende klimakrise. Fjerde generation atomreaktorer vil kunne køre på affald fra andre atomreaktorer, og løser dermed en stor del af det nuværende affaldsproblem, samtidig med at teknologien skulle være sikrere. Uden blot at give Blees ret er Hansen, som normal er atomkraft-skeptiker, åben overfor, at man burde gå videre med afklaringe og udviklingen af teknologien. Fra Blees’ bog hører vi endvidere om biler, som fremover kommer til at køre på jern eller bor som genopladelige brændselsceller.

Hans afsluttende refleksioner over forskellen mellem det videnskabelige og det politiske perspektiv er til at blive klog af, om end rejsetankerne er lidt løst redigerede i forhold til hans tale til Kongressen og brev til den japanske ministerpræsident.

indlæg oprettet af Jens Hvass

James Hansen: Trip Report, 04.08.2008 (pdf).

Share