Strøtanker om bæredygtighed

For at sige det lige ud, er det rent ud sagt pinligt, at vi i Danmark som vært for klimaforhandlingerne om Kyoto-aftalens afløser endnu ikke har formået at få iværksat en reduktion af vores CO₂-udledninger. Frem mod år 2000 var der ellers en faldende tendens som del af en systematisk indarbejdning af vedvarende energikilder, men kombinationen af eskalerende forbrug i højkonjunkturtider og en VK-regering, som med lomborgsk arrogance over for klimaproblematikken satte den danske udvikling på energiområdet på stand by, har medført, at de danske CO₂-udledninger i de seneste år har været stigende. Vi udleder således stadig som i 1990 omkring 50 mio. ton CO₂ pr. år – eller omkring 10 gange mere pr. person end vi burde. Og hvis man indregnede flytrafik, skibsfart og udflagning af CO₂-tung produktion til lande som Kina, som alle tre er vokset kraftigt de senere år, ville regnestykket se endnu mindre flatterende ud.

Det er derfor befriende at læse syv anbefalinger fra Ingeniørens Klimaråd, som viser, hvordan vi på blot et år kan klippe 3,5 mio. ton CO₂ af de danske udledninger. De syv initiativer vil i de kommende 10 år have en sænkende effekt på 1,1 mio. ton pr. år, så vi over 10 år ville nå ned på omkring 35 mio. ton CO₂ pr. år, eller en besparelse på 30% i forhold til i dag. Det ville vi godt kunne være bekendt – det er omlægningskadencer i den kaliber verden har brug for – og det ville ved sideløbende at inddrage andre sektorer være muligt inden for de samme ti år at nå endnu længere ned.

De syv anbefalinger bliver i Klimarådets anbefalinger opsummeret i 7 konkrete punkter:

Læs mere »

I Centraleuropa har man længe arbejdet målrettet med passive solhuse, og har efterhånden i hundredevis af eksempler på, at man gennem omhyggelig udformning af bygning og dens lysåbninger kan opnå, at den størstedelen af året opretholder et indeklima med en behagelig opholdstemperatur. Velux’ og Velfacs Bolig for livet, som nu er under opførelse i Århus et godt eksempel på, hvordan man i nybyggeriet er i stand til at sænke energiforbruget til opvarmning. Her har man yderligere suppleret med aktive solfangere dertil, at der er tale om et plus-energihus.

Det skal vi blive meget bedre til i Danmark, og det er glædeligt, at vi nu får prøvet forskellige eksempler af på danske breddegrader. Når det har gået langsommere herhjemme end i for eksempel Sydtyskland er det ikke kun uvilje og uvidenhed. I Danmark når solen omkring midvinter blot 10-11º over horisonten, hvorfor energiindstrålingen er meget lille sammenlignet med, hvis man bygger blot 1.000 km længere syd på. Endda giver det stor mening at søge at udnytte både passivhusets og de aktive solfangeres muligheder optimalt.

Hvis man ser den video, som i dag er frigivet af projektet, (ses nederst på denne side) er det glædeligt at se, at man på relativt store udvendige glasflader har skodder, som i vinterhalvåret kan mindske varmetabet fra vinduesarealerne i nattetimerne – og som måske kunne udskiftes til let kølende og skyggende gitterskodder i sommertiden.

Bolig for livet er designet af aart, og det ligner umiddelbart et rigtig dejligt hus med en stor indre åbenhed. Men det er på 190 m², og spørgsmålet er, om det er den rigtige størrelse for en familiebolig, som i størstedelen af dens levetid vil være beboet af blot en eller to voksne, som hver dag tager på arbejde. Og stadig er det et åbent spørgsmål, om selv et plus-energihus gør det at bo i parcelhus i forstæderne bæredygtigt, så længe der holder to biler i carporten, som hver dag fragter beboerne til fjerntliggende arbejdssteder.

En ganske stor del af det samlede danske energiforbrug ligger i vores eksisterende bygningsmasse. Den helt store udfordring ligger således i den eksisterende boligmasse, hvor varmetabet fra bygningsdelene er større, samtidig med at bygningskroppen ikke er optimeret for passiv solvarme. Og her i København står vi overfor nogle meget svære afvejninger af, om en historisk bygningsarv skal pakkes ind i mineraluld og sprutpuds for at vi kan holde 22º året rundt, eller om vi skal prøve at lære igen at lade temperaturerne inden døre svinge lidt mere med årstiderne.

Thomas Djursing: Her er Danmarks første energiproducerende hus, Ingeniøren 04.09.2008.

Tomas Djursing: Velfac bygger Danmarks første energiproducerende hus, Ingeniøren 29.08.2008.

I fremtidens bolig har du ingen energiudgifter, Velfac.

Kim Christensen: Et hus, der selv lufter ud, Bolius 21.08.2008.

Velfac og Velux klar med fremtidens aktive bolig, Building Supply 24.04.2008.

Søren Dilling: Dit kommende hus producerer selv varmen, Politiken 23.04.2008.

Søren Dilling: Første aktivhus bygges i Århus, Politiken 23.04.2008.

Samtidig med at Folketinget i dag besluttede sig for igangsættelsen af en 400 MW vindmøllepark mellem Djursland og Anholt, er der fremkommet forslag om også at udbygge Kriegers Flak i Østersøen ret øst for Møns Klint. Ifølge en rapport fra Energistyrelsen sidste år kan Kriegers Flak rumme vindmøller med en kapacitet på i alt 800 MW, og tanken er ifølge forslagsstiller Anne Grete Holmsgaard, SF, at projektet skal løses i fællesskab mellem Sverige, Tyskland og Danmark.¹ Så det er en stor dag for dansk vindenergi.

Kriegers Flak har gode vindforhold (se vindkortet nedenfor). Kabeludgifterne bliver større end ved Anholt-placeringen, men placeringen mellem Sverige, Tyskland og Danmark giver bedre mulighed for at fordele strømproduktionen på flere markeder.

Projektet er endnu ikke endelig vedtaget, men det er yderst glædeligt, at man allerede nu går i gang med at forberede byggemodningen af nye havvindmølleparker. Og hvis man dimensionerer kablerne rigtigt, vil der måske med tiden kunne stå 800 MW vindmøller på både den tyske, den svenske og den danske del af Kriegers Flak.

Læs mere »

I det sydvestlige Californien er de to solcellefirmaer OptiSolar og SunPower i gang med at opføre, hvad der i særklasse vil blive verdens største solcelleanlæg. De to anlæg, som skal være færdige til ibrugtagelse i 2012 og 2013, får tilsammen en effekt på 800 MW, eller lige så meget som et større kulfyret kraftværk. De vil da også tilsammen komme til at fylde 32 km² – et areal svarende til 5.000 fodboldbaner eller en tredjedel af Amager.¹ Alene opstillingen af OptiSolars 550 MW vil give arbejde til 300 mand i 3 år.

Tidligere i år fremgik det, at det californiske el-selskab SunEdison vil montere 6 mio. m² solpaneler på hustage i det sydlige Californien med en samlet effekt på 250 MW. Californien satser hermed markant på at udvikle en el-produktion fra solenergi i disse år.²

Den i dag største igangværende solcelleanlæg ligger i Spanien og har en effekt på 23 MW,³ og i Portugal er et anlæg på 62 MW under opførelse. Udbygningen med solceller i Californien vil således sætte helt nye standarder for skalaen.

Nu har de meget plads i USA, og det er nok godt at tænke stort for overhovedet at synliggøre, at solcellebaseret el-produktion skalamæssigt kan matche a-kraftværker og kulfyrede kraftværker. Men en af fordelene ved solenergien er, at den er tilgængelig over alt og derfor kan ‘høstes’ decentralt over alt, helt ned til ure, lommeregnere, mobiltelefoner, computertasker, biltage – måske fremtidens container var beklædt med solceller, så den var med til at producere sin strøm på sin vej rundt i verden pr. bil, tog eller skib.

Frem for at lave kvadratkilometer-store anlæg som en slags monokultur-solcelle-ørkener er der i mine øjne mere perspektiv i at udvikle den decentrale placering og udnytte potentialet i en produktion tæt på forbrugsstedet, hvor transmissionstab og kapacitetsbehov på el-nettet kan holdes på det minimale. Eller i det mindste at overveje, om man ikke kunne kombinere solcellefarme med produktion af afgrøder, som i det solrige klima havde glæde af halvskyggen under måske lidt mere spredt placerede kollektor-flader.

Matthew L. Wald: Two Large Solar Plants Planned in California, New York Times 14.08.2008.¹

Thomas Djursing: Verdens klart største solcelleanlæg skyder op i Californien, Ingeniøren 21.08.2008.¹

Thomas Djursing: Californien i verdens største satsning på solceller, Ingeniøren 08.04.2008.²

John Vidal: World’s biggest solar farm at centre of Portugal’s ambitious energy plan, The Guardian 06.06.2008.³

Topaz Solar Farm. Community Friendly Solar Power, optisolar.com 24.04.2008.

SunPower Case Studies, (med eksempler på solfarme) sunpower.com.

De Liberale Demokrater har med Nick Clegg i spidsen markeret sig med en ganske ambitiøs klimaplan, at Storbritannien skal være CO₂-neutral i 2050.¹

Storbritannien står med en generation af kraftværker, som snart skal på pension, siger Clegg, og det er nu, vi skal træffe beslutningen, om vi med fare for klodens klima stadig vil være afhængige af stadig mere sparsomme oliereserver, eller om vi målrettet vil arbejde mod at være selvforsynende med energi gennem vedvarende energikilder.²

Clegg har – Ligesom Al Gore – sammenlignet projektet med Apollo-programmet: at søge (inden russerne) at få en mand på månen. Det er samme urgency, vi har brug for, samme målrettethed og vilje til at satse de nødvendige ressourcer for at nå målet. Hvor Apollo-programmet kostede 70 mia. £, regner man med, at Cleggs omlægning til vedvarende energi vil koste i omegnen af 100 mia. £, så økonomisk set taler vi om en endnu større investering. Men til forskel fra rumprogrammet vil man med investeringen i fundamentet for et samfund på vedvarende energi få noget virkelig brugbart, som over tid vil betale sig mangefold tilbage. Plus … man vil gennem selvforsyningen med vedvarende energi skabe et England, som ikke behøver forvilde sig i krig for at sikre sine fossile brændstoffer.

I Storbritannien har Labour og de konservative fremlagt klimaplaner med henholdsvis 60% og 80% reduktion af CO₂-udledningene inden 2050, hvilket endda er ambitiøst i betragtning af, at det for nylig er blevet klart, at de engelske udledninger stadigvæk er stigende (se blog-indlægget: Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Med de liberal-demokratiske planer om en 100% CO₂-neutralitet er der således en markant enighed om radikale engelske reduktionsmål.

Læs mere »

I Sønderborg har man i nogle år arbejdet på Projekt Zero, som indebærer, at man inden 2029 ville gøre Sønderborg Kommune til CO₂-neutralt vækstområde, og det vel at mærke uden kvoteopkøb.

Projekt Zero omfatter således en endog meget bred vifte af sammenhængende initiativer, som det naturnødvendigt må være, hvis man skal lykkes med et sådant forehavende. Blandt andet vil man i stor udstrækning indføre intelligent styring af el-, varme- og vandforsyningen. Offentlige institutioner skal energirenoveres, og man har planer om at reducere de private husholdningers energiforbrug med 50% og CO₂-udledninger med 75% inden 2020. Aktiviteterne spænder fra borgerdeltagelse til forsknings- og innovationsprojekter, man har inviteret arkitekten Frank Gehry, som med sit projekt til Guggenheim i Bilbao har formået at sætte Bilbao på verdenskortet, til at lave masterplan for Sønderborg, og blandt konsulenterne finder man det verdenskendte engelske ingeniørfirma Arup, som blandt andet står bag verdens måske pt. største urbane bæredygtighedsprojekt Dongtan EcoCity, hvor første fase skal være færdig til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

En gennemgribende omlægningsproces som denne har på sigt et stort både klimamæssigt og samfundsøkonomisk potentiale, men det kræver store investeringer i omlægningsfasen. Derfor forhandlede Kommunernes Landsforening i juli en aftale i hus, hvorefter man troede der var åbnet op for gennemførelsen af ambitiøse projekter som Projekt Zero. Men Velfærdsministeriet har med henvisning til loftet for anlægsarbejder vendt tommelfingeren nedad til Sønderborg Kommunes ansøgning om at kunne optage lån til at oprette en energifond, som kunne være med til at finansiere de nødvendige investeringer.¹

Læs mere »

Løsningen? er en tankevækkende hollandsk udsendelse om forbrug og produktion, som kan ses mandag den 25.08. kl. 21.40 på DR2 – og nederst i dette indlæg i den originale engelske udgave. Dokumentaren giver et fint indblik i det ‘vugge til vugge’-koncept, som kemikeren Michael Braungart og arkitekten William McDonough har udviklet.

Affaldsproduktionen er enorm på verdensplan, og hvis ikke vi ændrer den nuværende praksis, vil vi snart have transformeret størstedelen af jordens ressourcer til affaldsbjerge. Heroverfor giver Braungart & McDonoughs koncept håb: hvis affald kunne blive føde for biosfæren og teknosfæren (den menneskelige produktion), kan produktion og forbrug gøres på klodens betingelser.

I ‘vugge til vugge’-perspektivet handler det ikke blot om at minimere og ressourcebespare, men om at sikre sig, at begrebet spild og affald ikke forekommer. Ved systematisk at gennemgå alle processer, kan fænomenet affald elimineres, og overskud fra én proces bliver råmateriale i en anden i en stadig procesuden spild. ‘Cradle to Cradle’ har fået en næsten folkebevægelsesagtig gennemslagskraft i Holland, og nogle ser det som fundamentet for den næste industrielle revolution.

Waste = Food, som i 2006 blev tildelt en Sølvdrage ved Beijing International Science Film Festival, følger Braungart & McDonoughs arbejder i Kina, hvor man har udfoldet ‘vugge til vugge’-konceptet i bymæssig skala, samt en række samarbejder med firmaer som Ford og Nike. Rigtigt implementeret har ‘vugge til vugge’-perspektivet et kolossalt økonomisk og bæredygtighedsmæssigt potentiale – en obligatorisk video for alle beslutningstagere.

Læs mere »

Her fire årtier efter sin kontroversielle bog, The Population Bomb, er videnskabsmanden Paul Ehrlich stadig overbevist om at overbefolkning – nu sammen med overkonsumtion – er den centrale miljøkrise, som verden står over for. Og, insisterer han, teknologiske fix er ikke en mulig løsning.

For mange mennesker, for stort forbrug

af Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich

I løbet af omkring 60 millioner år har Homo Sapiens gennem erhvervelse af binokulært syn, oprejst gang, stor hjerne og – vigtigst af alt – sprog med syntaks og den komplekse lagring af ikke-genetisk information, som vi kalder kultur, udviklet sig til det dominerende dyr på Jorden. På den anden side har vi igennem de sidste adskillige århundreder i voksende målestok brugt vores relativt nyerhvervede evner, især vores kulturelt udviklede teknologier, til at udpine Jordens naturlige kapital – specielt dens store, frugtbare landbrugsarealer, dens gennem istider opmagasinerede grundvandsressourcer og dens biodiversitet – som om i morgen ikke eksisterede.

Den alt for ofte ignorerede pointe er, at denne trend, for en stor dels vedkommende drevet frem af en kombination af befolkningstilvækst og voksende pr. capita-forbrug, ikke kan fortsætte i længden uden risiko for kollaps af vores globaliserede civilisation. For mange mennesker – og især for mange politikere og erhvervsledere – lider af den vildfarelse, at et sådant frygteligt endeligt for det moderne menneskes foretagsomhed kan afværges med teknologiske fix, som tillader at befolkning og økonomi vokser i al evighed. Men hvis det ikke lykkes os at bringe befolkningstilvæksten og overkonsumtionen under kontrol – befolkningsantallet på Jorden forventes at vokse fra 6,5 milliarder i dag til 9 milliarder i anden halvdel af det 21. århundrede – så vil planeten i voksende udstrækning blive ubeboelig på grund af to lurende kriser: global opvarmning og ødelæggelse af de naturlige systemer, som vi alle er afhængige af.

Vor arts negative indvirkning på livsgrundlaget kan tilnærmes med ligningen I=PAT, hvor P for population multipliceres med A, som står for den gennemsnitlige velstand eller konsumtion, og sidenhen med T, som er målestok for den teknologi, som tjener og driver konsumtionen. Således at forstå, at pendling i biler drevet af fossile brændsler og kørende på et stedse mere vidtspændende net af gratisveje udgør en langt større T-faktor end cykelpendling på simple stier, eller hjemmearbejde på et computernetværk. PATs produkt er påvirkning (I), en grov tilnærmelse for hvor meget menneskeheden forringer netop de ydelser fra økosystemet, som den er afhængig af.

Læs mere »

I forlængelse af Al Gores nylige forslag om, at al produktion af elektricitet indenfor de næste 10 år bør gøres 100% CO₂-neutral, bragte tidsskriftet Nature 14. august en læseværdig oversigtsartikel¹ om viften af alternativer til den nuværende el-produktion, som globalt set repræsenterer den største samlede CO₂-udledning, vandkraft, atomkraft, biomasse, vindenergi, geotermisk energi, solenergi og bølgeenergi (se nedenfor).

40% af vores energiforbrug kommer fra elektricitet, og alene at effektivisere energiforbruget i de mange processer, vi omgiver os med, har et kolossalt potentiale. Stort set alt i vores dagligdag vil energi- og ressourcemæssigt kunne gøres langt mere intelligent end i dag. Endda er der brug for at øge udbygningen af de vedvarende energikilder markant, hvis det skal lykkes inden for de nærmeste år at gøre verdens elektricitetsforsyning CO₂-neutral.

Ikke mindst den nuværende afbrænding af kul er dybt problematisk. Kul har større CO₂-udledning pr. udvundet energienhed end andre fossile brændstoffer, og klimaeksperten James Hansen har derfor advokeret for et moratorium for fyring med kul, som den måske vigtigste beslutning at træffe i den kommende afløser for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: Brev til den japanske statsminister og James Hansen: Stop afbrændingen af kul). Endda åbnes der nye kulfyrede kraftværker med en højere hastighed end nogensinde før.

Læs mere »

Vi har de seneste par uger kunnet opleve regn falde med en næsten tropeagtig voldsomhed i Danmark. Og i dag kan man læse i en lang række medier, at kapaciteten i vores kloaksystem ifølge en spildevandskommission snarest skal udvides med omkring 30%, hvis den skal kunne klare den voldsomhed, hvormed man regner med at nedbøren i de kommende år vil falde i takt med, at klimaforandringerne slår stadig kraftigere igennem.

Men inden man går i gang med at grave hele kloaksystemet op og erstatte det med et nyt og større, var det værd at stille sig spørgsmålet, om det nu også er den eneste løsning – endsige den rigtigste løsning – på problemet? Var der smartere måder at håndtere menneskets indgriben i vandkredsløbet på? Er den nuværende situation anledningen til at gentænke det indlysende i at samle alt spildevand i ét system, for derefter at lukke det ud i havet? Ville vi gennem en anden arealforvaltning kunne opnå, at den nuværende kloakkapacitet også fremover ville kunne være tilstrækkelig?

Kloakeringen blev i sin tid gennemført efterhånden som man blev klar over, at de åbne rendestene ikke bare lugtede grimt, men var en vigtig del af grunden til, at sygdomme og epidemier havde så gode kår i den tidlige industrialiserings byer (Alfred Larsens tegning til højre er fra Larslejsstræde, som stadig i 1894 havde pikstensbrolægning og åbne rendestene).

Men mens man løste ét sæt af problemer ved kloakeringen, skabte man begyndelsen til en vifte af andre problemer, som om end usynlige i bybilledet hundrede år senere havde akkumuleret sig dertil, at vi måtte indse, at vi for at standse et stadig mere omfattende iltsvind og bundvendinger i havmiljøet måtte investere kolossale beløb i biologisk spildevandsrensning. Vi så at sige overgøder havet samtidig med at vores landbrug er afhængige af tilførslen af store mængder kunstgødning.

Læs mere »