Strøtanker om bæredygtighed

I dagens Information skriver Jørgen Steen Nielsen om En grøn revolution fra oven, en reportage om byen Frederikshavn, som er i fuld gang med en omlægning til 100% vedvarende energiforsyning. Planerne gælder ikke for hele Frederikshavn Kommune, som i dag strækker sig fra Sæby til Skagen, men for det område, som indtil den nylige kommunalreform udgjorde Frederikshavn Kommune. Det er således et bysamfund på omkring 25.000 mennesker, og det er det første eksempel på, at man laver en sådan 100% omlægning til vedvarende energi i et bysamfund af den størrelse. Som delmål regner man med at nå en 40% andel af vedvarende energi i løbet af 2009. Fuldt implementeret vil planen medføre en reduktion af CO₂-udledningen på omkring 3 ton pr. frederikshavner.

I Frederikshavn har man primært defineret projektet som et erhvervsudviklingsprojekt, hvor det primære mål er at give Frederikshavns erhvervsliv en saltvandsindsprøjtning, mens borgerne mærker så lidt som muligt til projektet i dagligdagen. Projektet er da også ganske lavt profileret, og det er svært at finde noget derom på kommunens hjemmeside. Det gør på mange måder et sådant projekt enklere at gennemføre, da det er langt færre ‘spillere’, som skal være enige. Men man mister også hele den dimension, at man gennem borgerinddragelse og bevidstgørelse om ressourceforbrug og byens energi-flow har adgang til et større register af virkemidler til opnåelse af vedvarende energiforsyning.

Læs mere »

Den amerikanske miljøforfatter og miljøaktivist Bill McKibben har lavet en video-hilsen fra en flodbåd i Shanghai om (nødvendigheden af) 350 ppm – den koncentration af CO₂ i atmosfæren på 350 parts per million, som ledende klimaforskere i dag præciserer, at det er nødvendigt at vendetilbage til for at sikre klodens ismasser mod afsmeltning.

Han kommer ganske langt omkring på de 350 sekunder, starter med hans opvækst i New Hampshire, hvor vinteren i dag er tre uger kortere end da. Siger under vejs, at hvis vi når vi en for en skifter vores glødelyspærer ud med sparepærer står med en snigende fornemmelse af, at det ikke er nok, så er det fuldstændig rigtigt. Der er brug for en klar politisk handling fra de ansvarlige politikere. Og der er brug for serier af politiske manifestationer, som kan styrke politikene i at lave den nødvendige aftale på klimatopmødet næste år, som kan langtidsstabilisere klimaet og sikre en bæredygtig fremtid.

Læs mere »

I sidste uge fremlagde Teknologirådet sin nye rapport, Klimarigtigt Byggeri – vi kan, hvis vi vil!¹ Den giver en skarp analyse af et af de helt store problemområder, hvis vi i de kommende år skal kunne reducere forbruget af fossile energikilder i en grad, så vi får lavet de nødvendige reduktioner i CO₂-udledningerne for at langtidsstabilisere klimaet. For samtidig med at den vedvarende energisektor skal udbygges markant, må vi over alt lære at spare på energiforbruget gennem at gøre tingene langt mere intelligent og energieffektivt end på en tid, hvor energien var noget nær gratis.

Omkring 40% af Danmarks energiforbrug finder sted i landets boliger, det offentliges bygninger og det private erhvervslivs bygninger. Det svarer til en årlig udgift i størrelsesordenen 50 mia. kr. Ved nybyggeri kan med i dag med kendt teknologi lave nulenergihuse – eller endda plusenergihuse. Det virkelig svære er den eksisterende bygningsmasse, men det er realistisk i snit at spare omkring to tredjedele af energiforbruget.

Rapporten anbefaler, at man hurtigst muligt iværksætter en systematisk energirenovering af 3-4% af vores samlede bygningsmasse hvert år. På den måde vil man i løbet af cirka 30 år have fået energirenoveret alle bygninger, og man vil gradvist have nået meget store energibesparelser og CO₂-reduktioner på omkring 10 mio. ton eller 20% af Danmarks samlede nuværende udledninger. Det er vel at mærke en 20% reduktion, som udelukkende bygger på allerede kendt teknologi, og som med de nuværende energipriser har en relativt kort tilbagebetalingstid.

Planlægningsgruppen bag rapporten konkluder, at udviklingen i retning af mere klimarigtigt byggeri ikke går af sig selv. Gruppen har derfor udarbejdet seks anbefalinger, som især er rettet til regering og Folketing:

Læs mere »

Efter at de liberale demokrater i sidste måned fremlagde en klimaplan, som sigtede mod at gøre Storbritannien CO₂-neutral i 2050 har premierminister Gordon Brown på en Labour-konference i går hævet sine planer for CO₂-reduktioner fra 60% til 80% i 2050 – og har bedt hans Climate Change Committee om at afrapportere, om det er gennemførligt inden for en måned. Så de britiske klimamålsætninger rykker sig markant i disse måneder. I talen talte han om et nødvendigt opgør med “the dictatorship of oil.”

Dette er nærmest et kvantespring på baggrund af G8-topmødet i Toyako i juli, hvor man kun kunne blive enige om en 50% udledning, og det knapt nok stod klart om det var i forhold til i dag eller 1990. Og det er en klar en vedkenden sig ikke bare problemets alvor, men at det kræver gennemgribende forandringer i hel den måde, hvorpå samfundet skaffer sig sin energi og bruger sine ressourcer.

Gordon Browns udmeldinger er da også blevet meget positivt modtaget blandt de britiske miljøorganisationer. Det er målsætninger i den størrelsesorden eller større, der skal til fra alle de industrialiserede lande, hvis vi skal gøre os håb om en klimaaftale, som får global gennemslagskraft.

Og her forstår jeg simpelthen ikke vores hjemlige Klima- og Energiministerium. Hvorfor har vi som kommende vært for underskrivelsen af afløseren for den nuværende Kyoto-aftale ikke for længst fremlagt en detaljeret køreplan for en fuldstændig afvikling af det fossilt afhængige samfund?

Paul Eccleston: Labour Conference: Gordon Brown says CO₂ targets must be raised to 80% by 2050, Telegraph 23.09.2008.

Paul Eccleston: Gordon Brown vows to drive out fossil fuels, Telegraph 23.09.2008.

Gordon Brown’s speech in full, The Guardian 23.09.2008 / som audio.

Se tidligere blog-indlæg: De liberale demokrater: Storbritannien CO₂-neutral i 2050, G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050 og G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050.

I dagens Wall Street Journal stødte jeg ind i en tankevækkende artikel om et fænomen, jeg ikke har hørt om tidligere: afbrænding af kul dybt under jorden. Det har indtil nu kun fundet sted i meget begrænset omfang, men de nylige prisstigninger på energi har gjort teknikken interessant. Dels ville man måske af den vej kunne kontrollere og indkapsle en del af de store mængder CO₂, som nu udledes ved afbrændingen af kul, hvilket er positivt. Dels ville man i den udstrækning, teknikken blev udviklet, sandsynligvis kunne udnytte store kulforekomster, som ellers ville være umulige eller urentable at bryde, og eksperter har vurderet, at denne teknologi vil kunne øge verdens tilgængelige kulressourcer med 3-400%, hvilket er meget dårligt nyt. For tilsyneladende hiver man blot alle røggasserne fra den underjordiske forbrænding op til overfladen for at gøre brug af energien her. Så man er i princippet ikke længere i retning af CCS-teknologi (en CO₂ indkapslings- og lagringsteknologi) end ved konventionel kulafbrænding – og det vil sige ikke ret langt.

Der eksperimenteres pt. med underjordisk kulafbrænding både i Kina og Indien. Teknikken blev udviklet i Sovjetunionen tilbage til 1930erne, og et kraftværk i Uzbekistan har anvendt teknikken i næsten 50 år. Men man ved ikke rigtigt hvad der sker, og hvilke kræfter, man slipper løs, hvis man i større udstrækning brænder kullene af dybt under jorden i de lag, hvorfra de nu møjsommeligt brydes.

Med udsigten til, at jordens tilgængelige kulreserver er 3-4 gange større end hidtil antaget, bliver det endnu vigtigere at få vedtaget et øjeblikkeligt moratorium for den nuværende, ufiltrerede afbrænding af kul, og at få moratoriet udstrakt til også at omfatte ukontrolleret underjordisk afbrænding (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

Hvis alle disse kulforekomster bliver afbrændt, uden at en effektiv CCS-teknologi er på plads, vil det således fuldstændigt underminere UNFCCCs nuværende anstrengelser for at skabe en klimaaftale, som kan stabilisere atmosfærens CO₂-koncentrationer under 450 ppm. Og det vil umuliggøre den tilbagevenden til et CO₂-niveau på under 350 ppm som synes nødvendig for at langtidsstabilisere klodens klima, se tidligere blog-indlæg: 350.org og James Hansen: Sidste udkald.

David Winning: Cleaning Up Coal’s Act, The Wall Street Journal 15.09.2008.

Ved FNs hovedkvarter i New York har man denne sommer eksperimenteret med at skrue termostaten for airconditioning-anlæggene op fra 72ºF til 77ºF (22,2ºC til 25ºC).¹ Det kan synes som en ubetydelighed, men det er ganske energikrævende at køle bygninger. Derfor ser man når man kommer blot lidt nærmere ækvator end Danmark, at store bygninger i langt højere grad bruger energi til afkøling end til opvarmning. For ikke bare er det mange måneder om året varmere udenfor end man ønsker sig inden døre. Computere, kopimaskiner, belysning, elevatorer, menneskekroppe, kort sagt al aktivitet i bygningen udvikler varme, og facadernes lysindtag er ofte uhensigtsmæssigt udformet.

FN-bygningen var, da den i 1952 stod færdig, et modernistisk manifest, som efter verdenskrigene indvarslede en ny æra. Det var et internationalt team af arkitekter med Le Corbusier og Oscar Niemeyer i spidsen, som stod bag udformningen, med den karakteristiske kombination af kontortårn og særlige salsbygninger foyer-arealer osv. i lave skulpturelt udformede enheder nede i jordhøjde. Endda er bygningen et halvt århundrede så medtaget og ikke mindst så langt fra nutidens fordringer til indendørsklima, energieffektivitet og kommunikationsstruktur, at man alvorligt har overvejet, om den skulle rives ned. I december 2006 endte man dog med at vedtage en renoveringsløsning, og man regner med at den gennemgribende renovering er afsluttet i 2014.

Sommerens eksperiment med at spare på airconditioningen blev hurtigt døbt Cool UN, parallelt til den kampagne, Cool Biz, man siden 2005 har kørt i Japan (se tidligere blog-indlæg: Cool Biz). Når man i sommermånederne har airconditioningen kørende på fuld tryk, hænger det ofte sammen med business-uniformen, at det i mange virksomheder og organisationer ville være nærmest utænkeligt at arbejde uden jakke og slips. Det er derfor nødvendigt at gøre op med denne dress code for at kunne hæve termostaten fra 22ºC til 25ºC – eller som man har gjort det i Japan, fra 24ºC til 28ºC.

Læs mere »

I gårsdagens udgave af The Guardian var der en række artikler om det europæiske kvotesystem, som er gode at læse, hvis man gerne vil have overblik over fænomenet. Ideen med kvotesystemet er, at man på markedsvilkår kan handle med retten til at udlede CO₂, så reduktionerne hele tiden foregår der, hvor det er billigst. Kvotesystemet er så at sige en mekanisme som skulle stimulere os til at tage de billigste løsninger først. Og selvom man taler meget om at et land som Danmarks skal være foregangsland, så kan konsekvenserne af kvotesystemet meget vel blive, at et land som Danmark i første omgang køber sig til reduktioner andre steder i verden frem for at gøre noget ved egne CO₂-udledninger – simpelthen fordi det er billigere.

Som det fremgår af Adams artikel i The Guardian, så har adskillige store firmaer i EU fået alt for mange kvoter udleveret – faktisk så mange, at de har kunnet sælge videre af dem med store fortjenester. Adskillige firmaer, som retteligt burde have betalt for deres udledninger, er derfor blevet beriget med millionbeløb.¹ Der er kort sagt blevet uddelt så mange kvoter, at prisdannelsen på kvoterne har ligget alt for lavt, hvorfor kvotesystemet endnu ikke har formået at skabe nogen som helst tilskyndelse til at gøre noget effektivt ved CO₂-udledningerne i den rige del af verden.

For blot et år siden var kvoteprisen under 1 euro – og dermed var det populært sagt gratis at udlede CO₂. Bryony Worthington anslår i Hickmanns interview, at kvoteprisen skal op omkring 75 euro, før kvotemarkedet begynder at anspore for eksempel energisektoren til at tænke proaktivt.²

Læs mere »

År tilbage var forskningsstation Risø mest kendt som stedet, hvor man fiflede med atomkraft. Men i dag titulerer man sig “Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi” og har et omfattende engagement i udviklingen af vedvarende energikilder. For eksempel er man i samarbejde med en kinesisk organisation i gang med at udvikle vindmøllevinger af bambus.¹

Bambus er et billigt og stærkt materiale, som vokser hurtigt og efter brug kan recirkuleres fuldt ud, så der er store perspektiver i at fremstille møllevinger af bambus. I første omgang sigter man ikke på de store havvindmøller, som år for år bliver større og større, og med vingelængder på vej mod 100 m stiller ekstraordinære krav til vingematerialets styrke.

Povl Brøndsted fra Risø anslår, at bambusmøllevingerne vil kunne optimeres i 20-30 m længde. Dette vil muliggøre vindmøller med en kapacitet på omkring 1 MW – eller som møllerne ved Lynetten. Og sådanne møller vil kunne gøre en stor forskel mange steder i verden. I første omgang vil man laminere vingerne med epoxylim, men det er håbet at udvikle en egnet organisk lim, så vingerne er fuldt nedbrydelige.

Det er et virkelig spændende initiativ, og man kunne ønske sig, at vindenergien globalt set fik en folkelig udbredelse – og vindmøllerne en enkelhed – som i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor det bare var noget, man satte op, når man havde brug for det. Der er brug for at udvikle nogle mølletyper, hvis optimale størrelse ikke bare er større og større, men tværtimod nogle relativt små enheder, som passer ind over alt og kan løse en lang række forskellige opgaver.

Andre mølletyper som den klassiske vindrose og den elegante engelske QuietRevolution-mølle (på billedet til højre), som jeg håber en dag at kunne plante i stort antal ud langs havnen, ville sandsynligvis med fordel kunne fremstilles af lamineret bambus.

Se tidligere blog-indlæg: CO₂-neutral på bambus, Gigantisk svensk vindmøllepark i Kattegat og Små møller.

Risø samarbejder med kinesisk center om bambus til vindmøllevinger (pressemeddelelse) Risø 10.09.2008.¹

Anne Marie Primdal: Risø-forskere bygger vindmøller af bambus, Ingeniøren 11.09.2008.

En gruppe Greenpeace-aktivister, som i oktober 2007 forsøgte at lukke det kulfyrede Kingsnorth-kraftværk, er netop blevet frikendt for med gigantiske bogstaver at have malet “Gordon Bin It” på værkets 200 m høje CO₂-udspyende skorsten. Baggrunden for protesten – som var direkte adresseret den engelske premierminister Gordon Brown – var, at man i Storbritannien for første gang i 30 år havde planer om at opføre nye kulfyrede kraftværker. Frikendelsen ved Maidstone Crown Court kom på baggrund af, at aktivisterne gennem deres handlinger beskyttede ejendom af større værdi (Jorden) overfor klimaforandringer.

Som del af retsproceduren har en af verdens ledende klimaforskere, James Hansen, der er leder af NASA Goddard Institute for Space Studies, været indkaldt som vidne. I forbindelse med hans vidnesbyrd rejste han på baggrund af, at både regering og energiselskaber er fuldstændig klare over det for klimaet dybt uforsvarlige i fortsat at afbrænde kul, men endda fortsætter med at gøre det, spørgsmålet, om det var de rigtige mennesker, der var stillet for retten?

James Hansen har et enestående perspektiv på klimaproblemstillingerne, og hvor konsensusdannelsen for FNs klimapanel IPCC er en særdeles langsommelig proces, kan han lynhurtigt inkorporere nye forskningsresultater og iagttagelser. Det er en del af baggrunden for, at IPCC stadig planlægger efter at holde atmosfærens CO₂-koncentration under 450 ppm, hvor Hansen og hans kolleger fra på baggrund af blandt andet de nyeste iskerneboringer og de seneste års hastige afsmeltning af klodens ismasser konkluderer, at vi må helt ned på 350 ppm for at kunne regne med at langtidsstabilisere det globale klima.

Vi må derfor med James Hansen insistere på, at afløseren for den nuværende Kyoto-aftale, som efter planen skal underskrives i København næste år, inkorporerer et moratorium for afbrænding af kul og en langtidsmålsætning om at stabilisere atmosfæres CO₂-koncentration under 350 ppm.

Umiddelbart herunder har jeg inkorporeret Hansens summary, og nederst er der link til hans fulde forsvarsskrift for de seks nu frikendte Greenpeace-aktivister.

Læs mere »

I 2002 udgav kemikeren Michael Braungart og arkitekten William McDonough bogen Cradle To Cradle. Remaking the Way We Make Things, som udfolder en vision om en verden, hvori intet går til spilde, og alt bevæger sig videre i organiske kredsløb uden begyndelse og ende. Visionen har siden vundet stor genklang mange steder i verden, man har skabt hele bysamfund efter principperne, og ikke mindst i Holland har det ført til en stærk bevægelse.

29. september er der mulighed for at opleve Michael Braungart i Danmark. Der vil være to events på dagen, en konference om eftermiddagen om ‘den næste industrielle revolution’, som er målrettet dansk erhvervsliv og beslutningstagere, og et aftenarrangement, som sigter bredere, hvor der også vil være musikalsk underholdning (se program nedenfor).

I mit perspektiv er vugge til vugge noget af det mest opløftende og perspektivrige, der er sket i dette årtusinde. Det er vitalt for klodens overlevelse som livsrum for de kommende generationer, at vi får vores civilisation genindlejret i et fundamentalt cyklisk paradigme som vugge til vugge. Jeg glæder mig derfor meget til at opleve Michael Braungart live og kan varmt anbefale at deltage.

Læs mere »