Strøtanker om bæredygtighed

Det er sjældent, jeg er ubetinget begejstret for moderne arkitektur, ikke mindst den højtstræbende genre, hvor ubrudte spejlglasfacader og teknologisk perfektionerede ‘maskiner’ producerer en urørlighed og utilnærmelighed samtidig med, at de signalerer en betydningsfuldhed og formmæssig selvtilstrækkelighed, som slet ikke står mål med deres indre. Men William McDonough & Partners’ Tower of Tomorrow rammer forbi alle mine parader. Jeg synes det er smukt, og jeg ved, at det bæredygtighedsmæssigt er særdeles gennemtænkt. Det har en skrøbelighed, på samme tid stærk og sårbar, stram og organisk – som en gigantisk blomsterknop, der er lige ved at revne og lade sit frodige liv vælde ud af alle sprækker.

De senere år har der været talt meget om højhuse i København, og der har efterhånden været præsenteret ganske mange funky visioner. Men jeg kan ikke komme på ét eneste af disse projekter, som har ramt rent ind. Fosters tårn til Tivoli havde en uomtvistelig elegance, men havde sin beliggenhed og sin selvbevidsthed imod sig. Selv van Egeraats projekt til Krøyers Plads, som med sine gigantiske bjergkrystalformer af mange blev fremhævet for de skulpturelle kvaliteter, virkede i min optik aldeles fejlplaceret i hjertet af det historiske København og langt bedre egnet til en motorvejsplacering. Og blandt de højhuse, som gennem årene er blevet bygget i København, er der ikke meget at prale med. Arne Jacobsens hotel er stilsikker modernisme, men igen … det omgiver sig med en kulde og uindtagelighed, som ikke yder ret meget til den omkringliggende by.

Og det er nok en del af problemet med højhusene, de bliver meget let fremmedlegemer i den karré-strukturerede by. For eksempel Malmös nye vartegn, Turning Torso, skruer sig med en dramatisk gestus op i den blå himmel, og det det står flot i byens profil. Men kommer man tæt på, er den måde, hvorpå bygningen indgår i byen – eller rettere som en middelalderlig borg afskærer sig fra sin omverden – dybt problematisk. Den bruger løs af omgivelsernes urbane miljø uden at yde noget til gengæld.

Dér er Tower of Tomorrow anderledes klart tænkt. Det snævrer ind mod bunden for at bruge så lidt urbant areal som muligt, samtidig med at åbningen mellem solcellefacaden og skyggefacaden inviterer til at bevæge sig ind. Jeg kunne sagtens se klynger med 3-4-5 stykker af sådanne spiralske tårne i let forskellige i højde og drøjde stå på Nordhavn og Refshaleøen omgivet af en parkagtigt overvokset tæt-lav bebyggelse.

Læs mere »

Jeg har netop modtaget mail fra Brett Soloman, Awaaz.org, med en opfordring til indenfor de næste 24 timer at sende opfordringer til EU-parlamentarikerne om at holde fast ved de allerede vedtagne klima-reduktionsmål. Du kan se mailen i sin fulde udstrækning nedenfor.

Det er blot få dage siden EU vedtog en klimapakke, og uanset pres fra bilindustrien, luftfarten og kraftværkerne er det rablende hasard med fremtiden at svække målsætningerne i lyset af finanskrisen. Tværtimod er finanskrisen en oplagt anledning til en forøget klimaindsats. Vores Klima- og Energiminister har været ude med budskabet, ligesom en lang række klima-notabiliteter, se links nederst.

Via et interface på awaaz.org kan du sende en mail til Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Når du klikker Danmark i adresselinjen, kommer hans mail-adresse automatisk frem.

Gør det inden for de næste 24 timer.

Det vil være en katastrofe, hvis kravene til luftfarten, bilindustrien og kraftværkerne om lavere CO₂-udledninger slækkes, kvoteordningen svækkes og EUs forhøjede reduktionsmål på 30% i 2020 frafaldes efter det i disse dage massive pres fra industriens lobbyister.

Læs mere »

Den amerikanske miljøskibent Michael Pollan, som bøger som In Defense of Food og The Omnivore’s Dilemma har placeret sig centralt i den sundhedspolitiske debat i USA, bragte torsdag via New York Times et åbent brev til den kommende præsident: Farmer in Chief.

Pollan skriver indledende, at fødevarekrisen og hele den måde fødevareproduktionen i dag foregår på, er tæt forbundet med klima- og energiproblemerne: “After cars, the food system uses more fossil fuel than any other sector of the economy – 19%. And while the experts disagree about the exact amount, the way we feed ourselves contributes more greenhouse gases to the atmosphere than anything else we do – as much as 37%, according to one study.”

Vi er således nødt til at tage det industialiserede landbrug af dets nuværende diæt af fossile brændstoffer og sætte det på en tidssvarende diæt af solskin.

Pollan udfolder i Farmer in Chief et ‘sun-food agenda’ som har relevans ikke bare for Obama og McCain, men for en global omlægning af det industrialiserede landbrug set i lyset af den globale energi- og klimaudfordring.

Michael Pollan: Farmer in Chief, New York Times 09.10.2008.

Se også tidligere blog-indlæg: Why Bother? og Michael Pollan: The omnivore’s next dilemma (video).

Et af de indlæg, jeg gerne havde overværet ved IUCNs World Conservation Congress i Barcelona i disse dage, er Janine Benyus’, hvori hun efter sigende skulle introducere sin nye bog “Nature’s 100 Best – Innovation that Inspire Entrepreneurs to Design the New Economy”, som rummer 2.100 designideer fra naturen. Men endnu er der ikke gjort noget tilgængeligt på IUCNs hjemmeside.¹ Til gengæld bragte IUCN sidste år i sit tidsskrift World Consevation et interview med Janine Benyus, som jeg har kopieret ind nedenfor.

Sammen med vugge til vugge-perspektivet repræsenterer biomimicry – sommetider også betegnet som bionics eller biomimetics – et forståelsesmæssigt nybrud, som er uomgængeligt nødvendigt for at få genindlejret menneskesamfundet i biosfærens energi- og stofkredsløb og gøre vores forbrug og levevis bæredygtigt.

Læs mere »

Selvom USA i disse dage er ramt af både valgkamp og finanskrise, sker der bag kulisserne vigtige ting på klimafronten. Demokraterne fremlagde således tidligere på ugen et forslag, som dels vil indebære etableringen af et CO₂-marked, dels CO₂-reduktioner på 80% i 2050.¹ Med en CO₂-udledning på mere end 20 ton pr. indbygger vil det kræve en gennemgribende transformation af The American Way of Life, som i dag er voldsomt afhængig af fossile energikilder.

Forslaget, som kan downloades via Committee on Energy and Commerce, vil dog først blive fremlagt i 2009, efter præsidentvalget er afgjort, og forhåbentlig i så god tid inden klimatopmødet i København, at det kan nå at være med til at sætte niveauet for de globale reduktioner.

Klimapolitikken har ikke fyldt ret meget i den amerikanske valgkamp. Det er som om alle har været bange for i den amerikanske medievirkelighed at drage komplicerede forhold frem, som kan give bagslag. Og længe har det været sagt som en trøst, at både Obama og McCain i forholdt til Bush-administrationen begge vedkendte sig nødvendigheden af store forandringer på energiområdet og begge ville være et skridt i den rigtige retning. Men med den amerikanske valgkamps udvikling på det seneste, hvor Obama med udpegelsen af Biden som vicepræsidentkandidat har styrket klimaprofilen, mens McCain med udnævnelsen af Sarah Palin har udnævnt en klimaskeptiker, er det blevet lysende klart, at udfaldet af det amerikanske præsidentvalg får en kolossal indflydelse på mulighederne for at få en klimaaftale forhandlet på plads.

Læs mere »

Lord Turner of Ecchinswell, formanden for The Independent Climate Change Committee siger i dag i The Guardian, at vi må afvikle brugen af fossile brændstoffer i energisektoren i løbet af de næste 20 år.¹ Det sker i forbindelse med en anbefaling af, at Storbritannien strammer sin samlede klimamålsætning for 2050 fra 60% til 80% CO₂-reduktion. Reduktioner i den størrelsesorden er ifølge Lord Turner svære at forestille sig for skibsfarten og luftfarten, hvorfor andre sektorer som energisektoren må udfase brugen af fossile brændstoffer længe før 2050.

Lord Turner lægger sig hermed helt på linje med den engelske premierminister Gordon Brown, som for nylig gjorde sig til talsmand for, at Storbritannien måtte skærpe sin målsætning for 2050 fra en 60% reduktion af CO₂-udledningerne til en 80% reduktion. Med De liberale demokraters forslag om, at England skal være CO₂-neutral i 2050, nærmer det politiske system i England sig en konsensus om at tage klimaudfordringen alvorligt (se tidligere blog-indlæg: Britisk opgør med ‘oliens diktatur’ og De liberale demokrater: Storbritannien CO₂-neutral i 2050).

Dette er målsætninger, som vil indebære ganske radikale forandringer af det engelske samfund. Man har i de senere år gjort en del tiltag for at omlægge til vedvarende energi, og officielle tal syntes også at pege på, at engelske CO₂-udledninger var nået 5% under 1990-niveauet. Men en opgørelse, som inkluderer de engelske emissioner fra fly- og skibstransport, viste for nylig, at de samlede engelske udledninger lå hele 37% over udledningerne i 1990. Dette er sandsynligvis ikke enestående for Storbritannien, men viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at få skibs- og luftfarten med ind i afløseren for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: 7.000 britiske vindmøller på vej, Erhvervslivet vil flyve mindre og Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992).

Læs mere »

Reuters bragte i dag reportager fra to asiatiske storbyer, Jakarta og Shanghai, som med cirka 10 og 18 mio. indbyggere hver især har en befolkning på adskillige gange den danske. Begge byer ligger ud til havet og er derfor sårbare overfor selv mindre havstigninger, og begge byer har oplevet at synke markant på grund af at man har pumpet store mængder vand fra stadig dybere lag under byen til den stadig større befolkning. Dette fører til en sammensynkning af hele området.

Langs The Bond, Shanghais historiske havnefront, har man således tre gange i det 20. århundrede måttet forhøje digerne mod floden. Fra 1921 til 1965 sank området med 176 cm eller omkring 4 cm om året. Myndighederne søger at undgå yderligere sammensynkning af området ved at pumpe vand tilbage og i stedet bruge flodvandet direkte, og man har bremset processen dertil, at området i 2007 blot sank 7 mm. Til gengæld er de største af de mange nye skyskrabere så massive, at de har tendens til at synke ned gennem de løst aflejrede jordlag, som Yangtze-floden gennem tiderne har transporteret til området fra det centrale Kina. Det nu højeste hus, som blev indviet i august i år, er således allerede sunket 12 cm – hvilket dog er pænt under de 25 cm, som byens byggereglement maksimalt tillader.

I Jakarta pumper man stadig store mængder af grundvand op, og en rapport fra Verdensbanken anslår, at Jakarta i 2025 vil ligge 40-60 cm lavere end i dag. Sammen med de stigende oceaner vil det i de kommende år gøre byen langt mere sårbar overfor oversvømmelser fra tropiske storme.

Sugita Katyal: Jakarta sinks as citizens tap groundwater, Reuters 07.01.2008.

Rujun Shen: Shanghai highrises could worsen rising seas threat, Reuters 07.01.2008.

Peak Oil har i de senere år har været diskuteret intenst, ikke mindst i USA. Og kurven (den sorte linje) herover viser, hvordan den amerikanske olieproduktion kulminerede omkring 1970 med 9,5 mio. tønder olie pr. dag. Siden da er produktionen faldet til lige godt 5 mio. tønder pr. dag, samtidig med at forbruget er stadig stigende. Dette har medført, at USA fra at være verdens største olieeksportør, er blevet verdens største olieimportør.¹

De røde søjler viser opdagelsen af nye oliefund, som i USA kulminerede allerede i mellemkrigsårene – og de reserver, USA i dag kan regne med at finde, er i stadig højere grad olieforekomster, som det er meget dyrt at udvinde, som forbruger meget vand og energi at udvinde, og som har store miljømæssige omkostninger at udvinde.

Herover ser man med blå det amerikanske olieproduktion, og med rødt den forventede fremtidige amerikanske olieproduktion. Den orange linje viser det amerikanske forbrug. Der er således tale om en fuldstændig uholdbar afhængighedssituation, som amerikanerne har håndteret så ubegavet, at det har ført til ‘krigen mod terror’. Drill, drill, drill, lyder det i disse måneder i USA, som ‘løsningen’ på de stadig stigende benzinpriser. Men etableringen af nye oliefelter i Alaskas tundra og langs kysterne eller skrælning af store landskaber for at udnytte oliesand-forekomster, som man hidtil har vurderet ville have for store omkistninger (og miljøomkostninger) at udnytte, vil ikke ændre det mindste ved, at eneste reelle løsning er en fuldstændig afvikling af de industrialiserede lands fossile afhængighed inden for de allernærmeste år.

Læs mere »

Richard Heinberg, som i en årrække har beskæftiget sig med Peak Oil, udgav i 2007 bogen Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines. Han ser heri på, hvordan ikke blot den fossile energi, men en lang række andre ressourcer i de kommende år vil blive så begrænsede i forhold til efterspørgslen, at det vil udløse store prisstigninger og potentielt krig.

Vi har set det med olien, både prisstigningerne, og det ubehagelige faktum at et land som Danmark er blevet trukket i krig for at forsvare olieinteressser. Ifølge Heinberg står vi overfor tilsvarende forsyningsproblemer, når det gælder mad, jord, vand og en hel række basale ressourcer, som i virkeligheden er langt mere fundamentalt nødvendige for vores overlevelse end olien.

I forbindelse med introduktionen af bogen var Heinberg blandt andet på New Zealand, og nedenstående video stammer fra hans præsentation i Orewa 09.10. 2007. Præsentationen findes kun på YouTube, hvor man kan have max. 10 min. videosekevenser, så hans præsentation af Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines kommer i 6 dele nedenfor.

Heinbergs analyse af det 21. århundredes ressourcesituation nærmer sig en dystopi – og det ser ikke for godt ud, når man som han pudser krystalkuglen. Heinberg lyder da heller ikke specielt optimistisk, når han afsluttende (del 6) søger han at give et rids af de nødvendige forandringer for at føre verden godt videre: Der er simpelthen ikke noget håb for ‘Business as usual’, siger han. Vi må forberede os på svære tider. Vi er nødt til at justere vores forventninger til fremtiden efter virkeligheden – som er de begrænsninger, som findes i naturkapitalen (the natural world). Vi har i årtier har levet langt over evne, og at bringe vores levevis tilbage i det muliges (det bæredygtiges) rum vil i Heinbergs perspektiv forudsætte gennemgribende forandringer, som er mulige, men som vil kræve store ofre og store forandringer af vores adfærd og bevidsthed – og kræve mobiliseringen af det bedste i mennesker at gennemføre.

Heinberg viser afsluttende en liste over ting, som ikke har peak’ed (billedet til højre): Fællesskab, personlig integritet, tilfredsstillelsen ved veludført arbejde, international solidaritet, samarbejde, fritid, lykke, kreativitet og urban skønhed. Til den liste kunne man ønske sig at tilføje kærlighed.

Der er kun meget lille sammenhæng mellem energiforbrug og lykke/tilfredshed. Kunne vi afkoble forbindelsen mellem vores forbrug og materielle besiddelser og vores oplevelse af tilfredsstillelse, lykke og af betydningfuldhed, har vi taget et vigtigt skridt videre fra den nuværende globale ubalance. Men det kræver en helt anden etik fra reklamebranchen, som systematisk imprægnerer os med velsignelsen ved at besidde de mange objekter, som er hastigt i færd med at omdanne planeten til losseplads.

Læs mere »

En af mine sensommerfornøjelser er Hokkaido-græskar, og jeg plejer hvert år ved denne tid at købe nogle stykker af dem og have dem stående en tid for at glæde mig over farvepragten, før de går i suppegryden. Men i år er der kommet plastic omkring dem i Irmas grøntsagsafdeling. En ubetydelig detalje, måske. Men på den måde har der gradvist sneget sig mere og mere plastic og skumbakke-emballage ind i dagligdagen. Tænker nogle gange tilbage på min grønthandler på Øster Farimagsgade, som kun havde papirposer – tre størrelser brunt papir. Sådan var det også i mange år på torvet, men her er man ligesom i butikkerne stort set gået over til plastic.

Faktisk forlød det for nyligt, at plasticindholdet i vores affald ifølge en rapport fra DTU i dag ligger dobbelt så højt som hidtil antaget, og at det var en ‘bombe under Danmarks klimaplan’. De øgede plasticmængder udleder ved forbrænding så meget mere CO₂, at det forrykker vores nationale CO₂-regnskab og vores EU-forpligtelser til at øge vores andel af vedvarende energi så meget, at det vil kræve to havvindmølleparker at kompensere for den øgede mængde plastic.¹

Det er faktisk et lysende eksempel på, at bittesmå forandringer i hverdagen kan gøre en stor forskel i det samlede regnskab. Så lad os få udfaset den det meste af vores plasticforbrug, lad os øve os i at genbruge de poser, vi vitterligt køber, og i langt støre udstrækning klare os med stofposer og rygsæk.

Noget andet er, at det er en uskik blot at brænde vores affald af. Det organiske materiale skal i langt større grad tilbage i økosystemerne som levende materiale, hvor det kan blive råstoffer til nye ressourcer. Kun herved kan landbruget undgå sin nuværende afhængighed af kunstgødning.

Og så er det på tide at få stillet nogle tidssvarende krav til plastic. Ud med phthalater, tungmetaller og andre giftigheder, ikke kun i børnelegetøj, men i alt vi omgiver os med, tapeter, tæpper osv. De sidste 30-40 år har plasticmaterialer, som er yderst tvivlsomme overfor vores sundhed og ikke har noget at gøre i et bæredygtigt samfund, sneget sig ind over alt i vores tilværelse. Fremover burde man kun anvende højkvalitets plasttyper, som kan gensmeltes igen og igen, eller som efter endt brug kan indgå fuldt ud i naturens kredsløb uden komplikationer. Der findes i dag løsninger til at gøre det meget bedre. Der skal blot en præcis lovgivning til, som ikke lader sig forstyrre af plastindustriens lobbyister.

Læs mere »