Strøtanker om bæredygtighed

Bispebjerg Miljøcenter har inviteret Martin Lidegaard, formand for Danmarks første grønne tænketank CONCITO til at fortælle om, hvorfor omstillingen til det klimaneutrale samfund er en vindersag – både på kort og på lang sigt, for miljøet, for økonomien og for danskerne.

Mandag den 1. december kl.19.00-21.00 kan man således i Lygten Station opleve Martin Lidegaard fortælle om “Sidste udkald – Sådan halverer vi Danmarks CO₂-udslip.”

Arrangementet er gratis, og der vil være forskellige forfriskninger undervejs.

I ugen op til arrangementet kan man på Biblioteket på Ørnevej og i Bispebjerg Miljøcenter se og høre mere om KlimaKBH-kampagnen, ligesom man kan hente materiale de to steder om kampagnen.

Yderligere oplysninger om arrangementet via Bispebjerg Miljøcenter.

Concito – Danmarks grønne tænketank.

martinlidegaard.dk.

Ejvind Larsen: Lidegaards lidelser – og glæder, Information 08.09.2008.

Lars Trier Mogensen: Politikerne er gået kold på klimaet, Politiken 20.09.2008.

DONG har i en årrække gjort forsøg med ‘Clean Coal’ ved et kraftværk i Esbjerg. Og efter fire år gør man nu status over Castor, som projektet hedder. Det er lykkedes at nå op på en indfangning af 90% af røggassernes CO₂-indhold, hvilket betragtes som tilfredsstillende, og det er lykkedes at få en ren CO₂, så den vil kunne bruges i videre processer. Men forsøget er stadig i så lille skala, at man kun har indhøstet 0,5% af værkets samlede CO₂-udledninger. Og energiregnskabet ser ikke godt ud. Ifølge en artikel i går i Ingeniøren går hver tredje kulbunke (eller omkring en tredjedel af energien) til at opsamle røggassernes CO₂.¹

Det står ellers som en drøm for verden at finde en god CCS-teknologi (Carbon Capture Storage). Men én ting er at en tredjedel af energien går til udskillelsen af CO₂. Før denne CO₂ er forsvarligt lagret i dybe underjordiske kamre måske tusindvis af kilometer fra kraftværket, har man sandsynligvis brugt lige så meget energi som til indsamlingen, så kan det meget hurtigt vise sig at blive svært at overtale lande som Kina og Indien til at bruge mere end halvdelen af den udvundne energi ved kulforbrændingen til CCS. Og selv med 90% af CO₂en fjernet fra røggasserne er det stadig ikke en vedvarende energikilde. Kullene skal brydes og transporteres, røggasserne indeholder store mængder ultrafine partikler, giver anledning til forsuring af miljøet, og – hvad der sjældent nævnes – der frigives mere radioaktivt materiale fra verdens kulkraftværker end fra verdens kernekraftværker (se tidligere blog-indlæg: Usundt at vokse op nær kulkraftværker).

Det er derfor ikke underligt, at organisationer som Greenpeace drager den konklusion, at ‘Clean Coal’ ikke eksisterer, at det er et blindspor for verden at forfølge CCS-teknologierne, og at de kolossale forskningsmidler var bedre anvendt på udviklingen af vedvarende energi (se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger). Udviklingen af en indkapslingsteknologi, som blot tilnærmelsesvis afbøder kullenes ødelæggende indvirkning på klodens klima, vil i bedste fald tage 20 år, og klimaet kan simpelthen ikke bære, at vi fortsætter den nuværende afbrænding af kul indtil en sådan teknologi er implementeret på alle kulkraftværker (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

Jeg er tilbøjelig til at give Greenpeace ret. Hvis vi satsede 100% på udviklingen af vedvarende energikilder, burde vi indenfor få år kunne komme dertil, at vi slet ikke behøver de fossile brændstoffer, men kunne lade dem ligge dybt under jordens overflade, hvor de hører til. Og selv hvis vi fik sat CCS-teknologi på kommende kinesiske kulkrafværker, ville den så blive brugt? En nylig undersøgelse fra MIT viste, at de kinesiske kulkraftværker forbrændingsteknologisk faktisk var af ganske høj kvalitet, kunne fyre meget renere end de gjorde. Men profithensyn i den daglige drift gjorde, at man anvendte den mest svinende form for uvaskede kul (se tidligere blog-indlæg: Kinesisk kulafbrænding).

Læs mere »

En nyhedsmail fra klimaforskeren James Hansen, leder af Goddard Institute ved NASA var netop i indbakken. Den rummer en første hurtig skitse til en henvendelse til den kommende præsident Obama, i et forsøg på at gøre ham situationens alvor klar, når det gælder klodens klima. Ifølge Hansen medvirker politikere over hele verden i dag i en form for greenwashing, hvor de under dække af klimahensyn laver en række delløsninger, som på ingen måde er tilstrækkelige til at sikre klimaets stabilisering og livsvilkårenes videreførelse:

“Frank communication with the public is essential. At present, all around the world, governments are guilty of greenwash, an implausible approach of goals and half-measures that will barely slow the growth of CO₂. The world, not just the United States, needs an open honest discussion of what is needed. It is a tremendous burden to place on the Presidentelect, who seems to be the only potential candidate. The only chance seems to be if he understands the truth – the whole truth” (p. 8).

Obama virker som en sjælden begavelse, så der er en chance for, at Hansens klarsyn vil vække genklang. Hansens tekst rummer den lysende enkle sætning: “Coal is best left in the ground” (p. 8).

Hansen har ofte påpeget, at det ikke er nogen naturlov eller noget gudgivent, at vi partout skal afbrænde alle klodens fossile brændstoffer, før vi lægger om til vedvarende energi. Og hvis vi blot fortsætter afbrændingen af kul som nu, har vi tabt klimakampen. CO₂ forbliver i atmosfæren op til 1.000 år efter at den er udledt, og vi er nødt til at reducere udledningerne drastisk i den allernærmeste fremtid, hvis vi vil sikre os mod, at klimaet løber løbsk. Ifølge Hansen skal vi hurtigst muligt tilbage til en CO₂-koncentration i atmosfæren på 350 ppm eller lavere.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Climate Threat to the Planet, James Hansen: Stop afbrændingen af kul, Brev til den japanske statsminister, James Hansen: Tipping Points Near, James Hansen: Sidste udkald og Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?

James Hansen: Tell Barack Obama the Truth – The Whole Truth, (draft) 22.11.2008 (pdf).

“Så snart jeg indsættes i embedet, kan I være sikre på, at USA endnu en gang vil engagere sig energisk i disse forhandlinger og hjælpe med at lede verden frem mod en ny æra af globalt samarbejde på området for klimaforandring«, sagde Obama i et videobudskab til et en klimakonference for amerikanske guvernører: “Det er nu, at tiden er kommet til at konfrontere denne udfordring en gang for alle. Udsættelser er ikke længere en mulighed. Fornægtelse er ikke længere en acceptabel respons. Risiciene er for høje, konsekvenserne for alvorlige”¹ (se video nedenfor).

Verden rundt har man kunnet læse en begejstring over, at Obama har givet denne klare melding om, at USA er klar til at arbejde målrettet mod udviklingen af en grøn økonomi, at USA er rede til at påtage sig lederskab overfor klimaproblemerne, og at Obama vil arbejde energisk for at få en god klimaaftale i hus. Obama har sagt, at USA inden 2020 vil være tilbage på 1990-niveau for CO₂-udledninger (man er i mellemtiden nået 14% over), og vil arbejde på en 80% reduktion inden 2050 i forhold til 1990.

Men lige præcis vores Klimaminister Connie Hedegaard har efterfølgende skoset Obama for, at det ikke er godt nok. Træerne vokser ikke ind i himlen, skriver hun på sin blog: “Den første foreløbige melding lyder, at USA’s udledninger skal stabiliseres i 2020 på niveau med 1990. Her har EU sat et mål, der hedder 20 procents reduktion i 2020 – og 30 procent som led i en global aftale. Så der er rum for forbedring på den amerikanske position. Men det er en væsentlig forbedring i forhold til den tidligere position, der hed, at USA ville stabilisere sine udledninger i 2025 – og først derefter skulle de falde. På den konto har man jo så allerede vundet 35 år.”²

Connie Hedegaard har tydeligvis håbet på mere. Hvis USA viser klarere vilje til hurtigere reduktioner, vil det klart styrke muligheden for, at også store lande som Indien og Kina vedgår bindende reduktioner. Men ser man på den hjemlige udvikling, så er vi pinligt langt fra den 21% reduktion, som vi ifølge Kyoto-aftalen har sat os for over 22 år. Vi ligger faktisk her få år før 2012 på stort set sammen niveau som i 1990, så vi skal ud at købe store mængder af kvoter for at klare vores lille del. Det at få vendt stigende amerikanske CO₂-udledninger til en 15% reduktion inden for de næste 12 år vil kræve en lang række beslutninger, som hver især er krævende. Set i lyset af, hvor svært det har været at vende udviklingen i de øvrige industrilaiserede lande, selv hvor man har prøvet, er det desværre et realistisk scenario, Obama fremlægger. Og … vi har stadigvæk ikke nogen dansk beslutning om 80% CO₂-reduktion i 2050 – dér er USA længere fremme end Danmark.

Læs mere »

Søndag holdt Anders Fogh en tale på Venstres landsmøde, hvor han markerede en række markante grønne synspunkter om en trafik uden fossile brændstoffer, grøn teknologi osv. Det må vi hilse velkommen, om end hans tale viser, at der endnu ikke er megen deep ecology i hans miljøsyn. Det er tværtimod båret af en miljøpragmatisme, som det kan være svært at se kan lede vejen. Men vi må alle lære.

Man fornemmer i Foghs tale et Bright Green scenario med klar vægt på teknologiske løsninger og muligheden for opretholdelse af økonomisk vækst. Han er således bevæget sig fra at være grøn af sikkerhedspolitiske årsager til at være grøn af økonomiske grunde – og vel også med et vist politisk instinkt. Hvis Venstre skal have en chance for at vende udviklingen i meningsmålingerne, kan det ikke nytte at fortsætte med at føre sig frem som klimaskeptiker.

Ifølge Fogh er det cirka lige dyrt at handle overfor klimaforandringerne og at undlade at handle. Men Stern-rapporten påviser faktisk, at det på blot lidt længere sigt vil være langt dyrere at undlade at handle overfor klimatruslen – og langt dyrere ikke at handle konsekvent. Og med de konsekvenser, som det vil have at lade stå til eller kun at reagere halvhjertet, står vi i mit perspektiv i et moralsk-etisk spørgsmål, om man overhovedet kan sammenligne prisen på at sikre klodens fremtid med prisen for at lade katastroferne oversvømme kloden. Noget betaleligt med noget ubærligt.

Fogh istemmer Connies Hedegaards ofte fremsatte påstande om, at vi har haft økonomisk vækst uden stigende energiforbrug og CO₂-udledninger. Det bliver ikke rigtigere af at blive gentaget, og mantraet med den fortsatte økonomiske vækst var en overvejelse værd i en tid, hvor det står klart, at vi i Danmark forbruger som havde vi fire jordkloder til rådighed.

Men Foghs udspil går i mine øjne helt galt, når Venstre vil bruge kvotemidlerne til skattelettelser. Det er i mine øjne simpelt tyveri. De penge tilhører miljøet. De er beregnet på at den miljøbelastende produktion fremover skal betale for sin miljøbelastning, og har således intet at lave i de velstilledes lommer. De bør gå 100% til klimaorienterede formål: systematiske energirenoveringer, udbygningen af den vedvarende energi, udbygningen af den kollektive trafik, reduktion af de danske CO₂-udledninger og stimuleringen af en grøn udvikling i verdens fattige lande.

Se Anders Foghs tale i sin helhed nedenfor.

Fogh er blevet klogere på klimaet, (Ritzau) Politiken 16.11.008.

Christiane Cordsen: Fogh: Danmark skal være fossilfrit, Politiken 16.11.2008.

Christiane Cordsen: Danmark som grønt testcenter, Politiken 16.11.2008.

Christiane Cordsen: Regeringen vil bruge store summer på trafik, Politiken 16.11.2008.

En ny grøn Anders Fogh? Miljøhorisont 21.11.2008.

Villy Søvndal: Grøn tale er ikke nok, (kronik) Politiken 23.11.2008.

Læs mere »

I går aftes var der mail fra klimaforskeren James Hansen med link til den endelige udgave af en tankevækkende artikel om den nødvendige CO₂-reduktion for at stabilisere klimaet: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim?¹

Artiklen blev først på året blev fremlagt i foreløbig form og vakte øjeblikkeligt opsigt. Artiklen tydeliggør, at det nuværende grundlag for klimaforhandlingerne, som er etableret af IPCC, er utilstrækkeligt, og at IPCCs forudsigelser om sammenhængen mellem CO₂-niveauer og temperaturstigninger er sat alt for optimistisk, og dermed at IPCCs målsætning om at holde CO₂-koncentrationen under 450 ppm ikke er tilstrækkelig. Selv 450 ppm vil på sigt føre til en fuldstændig afsmeltning af verdens ismassiver og dermed en stigning i verdenshavene på op til 75 m.

I dag er CO₂-koncentrationen nået op på 387 ppm og stiger med 2 ppm pr. år. Target Atmospheric CO₂ fremfører, at det er nødvendigt hurtigst muligt at reetablere et CO₂-niveau på under 350 ppm, hvis vi skal stabilisere klimaet. Det vil kræve en helt anden konsekvens i omlægningen til et samfund på udelukkende vedvarende energikilder, end vi indtil nu har set politisk vilje til. Og det har ført til kampagner for, at tallet 350 er det vigtigste tal for det 21. århundrede (se 350.org og 350.dk).

Kulafbrænding er CO₂-mæssigt det største problem, og James Hansen har det sidste år rejst rundt for at vinde gehør hos verdens politikere for, at det ikke bare er nok at sætte fremtidige reduktionsmål, men at vi er nødt til at vedtage et øjeblikkeligt moratorium for afbrændingen af kul for at have en chance for at undgå, at vi når såkaldte ‘tipping points’, hvor klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

I første omgang vil jeg blot gøre opmærksom på, at artiklen nu findes i sin endelige udgave. Jeg vender tilbage med yderligere kommentarer.

Se tidligere blog-indlæg om James Hansen: Rejsebrev fra James Hansen, James Hansen: Climate Threat to the Planet, James Hansen: Stop afbrændingen af kul, Brev til den japanske statsminister, James Hansen: Tipping Points Near, James Hansen: Sidste udkald og En klimatologs perspektiv.

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2, pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).¹

Stephannie Furtak: Study warns of environmental crisis, Yale Daily News 14.11.2008.

Globe-warming CO₂ already in danger zone, ANI 19.11.2008.

Carbon levels may trigger disastrous climate change, IANS Thainidan News 19.11.2008.

Den årlige rapport fra Det Internationale Energiagentur IEA, som forelå for et par dage siden, giver et forstemmende billede af, hvordan tingene vi udvikle sig i de kommende år, hvis ikke det lykkes at vende udviklingen radikalt. Ifølge rapporten løber vi stort set tør for olie i 2030, og olieforbruget vil til den tid være omkring 25% højere end i dag.

Med den nuværende udvikling vil vi ifølge World Energy Outlook 2008 stå med en temperaturstigning på 6ºC ved udgangen af dette århundrede, og dermed en temperaturstigning langt over de 2ºC, som IPCC har fastsat som det maksimale kloden kan bære.

Selv de 2ºC synes i dag at være sat for for højt. Allerede den lille forøgelse af af temperaturen vi har haft indtil nu er i færd med at forskubbe klodens klimabalance ud over en række ‘tipping points’ i de arktiske og antarktiske områder, ligesom allerede den nuværende temperaturstigning gør, at gletsjere verden over afsmelter i rekordtempo.

New Energy Realities – WEO Calls for Global Energy Revolution Despite Economic Crisis, (pressemeddelelse) IEA 12.11.2008.

World Energy Outlook 2008 Fact Sheets, IEA nov. 2008 (pdf).

World Energy Outlook 2008 Executive Summary, IEA nov. 2008 (pdf).

World Energy Outlook 2008 key Graphs, IEA nov. 2008 (pdf).

Gerard Wynn: IEA stokes doubts over world’s climate fight, Reuters 10.11.2008.

Existing climate actions ‘not good enough’, EU warned, EurActiv.com 12.11.2008.

Nina Chestney: Renewables to top gas as power source by 2015: IEA, Reuters 12.11.2008.

Nao Nakanishi: Dirty coal to remain world’s top power source: IEA, Reuters 12.11.2008.

Muriel Boselli: World needs four Saudi Arabias: IEA, Reuters 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Rapport: Temperaturen stiger 6 grader, Politiken 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Rapport: Olien slipper op i 2030, Politiken 12.11.2008.

Sanne Fahnøe: Elbiler skal vende oliekrisen, Politiken 12.11.2008.

Tim Colebatch: World on track for 6 degree warming, says report, The Age 13.11.2008.

Dette indlæg er nr. 400 på Strøtanker om bæredygtighed siden starten i januar. Det havde jeg tænkt at fejre ved at dvæle et øjeblik ved det glædelige, at Obama er blevet præsident. I løbet af valgkampen er det blevet stadig klarere, at valget mellem kandidaterne ikke blot var et spørgsmål om pest eller kolera. Tværtimod har Obama i den afsluttende fase nærmest stået som lotusblomsten, jo mere mudret og beskidt der blev omkring ham, jo mere lysende hvid og klar udfoldede han sin vision for en ny og bedre verden.

Ofte kommer den slags menneskelig forfinelse til kort i mødet med den politiske virkelighed. Der har da også været prøvet lidt af hvert – for eksempel er der næsten 1 mio. Google opslag med Obama Antichrist, og både race- og socialistkortene har været flittigt spillet. Endda står Obama efter næsten to års valgkamp som sejrherre. Og han er nået dertil med en etik og en klarhed sit værdigrundlag, som har skabt håb og forventninger ikke bare i store dele af det amerikanske samfund, men verden rundt. Her var den karismatiske skikkelse, som kunne lede USA ud af mørket, her var begyndelsen til et USA som konstruktiv kraft, som deltager i verdenssamfundet.

Obama står således over for tårnhøje forventninger, ikke mindst på baggrund af de ganske dystre perspektiver for den amerikanske økonomi, hvor rigtig meget lige nu peger alvorligt nedad. Men det synes som om Obama har perspektivet, begavelsen og de rette rådgivere til at forløse situationen og gøre den økonomiske redningsplan til startskuddet til et nyt USA. Og selvom klima og bæredygtighed har haft en underlig veg placering både i primærvalgene og i kapløbet mellem Obama og McCain – som var det politisk set for farligt for alle kampagner at binde sig for direkte op på klimaspørgsmålet – så står vi med valget af Obama med det klart bedste valg for planetens fremtid. Han har klart givet udtryk for, at bilindustrien ikke bare skal have penge til at fortsætte som hidtil, men meget præcist til at lave en ny generation køretøjer, som kan frigøre USA fra den nuværende afhængighed af olie. Han synes at have erkendt, at USAs problemer, som var store nok før finanskrisen, ikke kan løses uden at løse det fossile samfunds grundproblemer.

Læs mere »

I forlængelse af ASEM-mødet for to uger siden, hvor 43 lande gav et samlet erklæring om, at de var rede til at indgå en klimaaftale i København i 2009 (se blog-indlægget: Europa og Asien melder klar til klimaaftale), har Kina givet en langt række uddybende statements, som tilsammen giver en mosaik af, hvad kineserne forestiller sig der skal til for at ville indgå i en kommende klimaaftale med bindende reduktioner, samt ikke uvæsentligt, hvem der kommer til at betale hvad.

Den vestlige verden bør forlade sin ubæredygtige livsstil og gøre langt mere for at hjælpe fattige lande med at tilpasse sig til klimaforandringerne, siger den kinesiske premierminister Wen Jiabao. Kina har foreslået en form for klimafond, som administrerer 1% af at de rige landes BNP.

Det er jo aldrig helt lykkedes at skabe præcedens om 1% i U-landsbistand, men kunne vi ikke i den rige del af verden leve med, at 1% gik til afbødninger af klimaforandringer samt humanitære og uddannelsesmæssige aktiviteter, mens 1% gik til en systematisk omlægning til produktion af og med vedvarende energikilder? hvis så brugte yderligere 2-3% på de nødvendige strukturelle forandringer på hjemmefronten, ville tingen begynde at bevæge sig i den rigtige retning inden for ganske få år. Men desværre står de borgerlige partier klar til at bruge den til skattelettelser, når endelig der begynder at ske en kapitalisering af CO₂-forureningen.

Kina har meldt klart ud, at landet ikke har ressourcer til at begrænse sine CO₂-udledninger alene. Det vil kræve økonomisk støtte, det vil kræve omfattende teknologioverførsler, og – påpeger kineserne – det vil være naivt at forestille sig, at landet i nær fremtid kan gøre sig uafhængig af kul. En del af problemet er, at vi i den rigeste del af verden i stor udstrækning har udflaget vores energikrævende fremstillingsvirksomhed til lande som Kina, så det kinesiske kulforbrug er også den vestlige verdens kulforbrug. Omkring en tredjedel af de kinesiske CO₂-udledninger går således til produkter som eksporteres, hvor omvendt de danske CO₂-udledninger ville være markant højere, hvis vi indregnede CO₂-udledningerne fra vores import. Her fungerer markedsmekanismerne upåklageligt – er der et smuthul, skal det nok blive brugt.

Læs mere »

Gary Strobel fra Montana University har netop offentliggjort en artikel i The Journal of Microbiology¹ om en svamp fundet i veddet fra et særligt træ i et gammelt skovområde i det sydlige Chile. Det særlige ved denne lille svamp, Gliocladium roseum, er, at den under iltfattige forhold producerer en hel række diesel-agtige komponenter – ikke en biodiesel, men en diesel, som vil kunne hældes direkte i en dieselmotor.

Strobel fortæller til den amerikanske nationalradio NPR, at svampen blev indsamlet under en ekspedition for 10 år siden, men har ligget nedkølet siden da. Først for et år siden blev den hevet frem og sendt til analyse, og det var meget overraskende resultater, man fik: Det er først kendte eksempel på en organisme, som kan lave en såkaldt myco-diesel direkte fra cellulose.²

Det næste spørgsmål er, om denne lille svamp (billederne herover er stærkt forstørrede) kan transplanteres fra dens nuværende voksested, inde i veddet i ulmo-træet, til en produktion i industriel skala, hvor cellulosen kommer fra poppel eller måske rester fra majsdyrkning. Det må fremtiden vise. Lige nu er man i gang med at kortlægge genetikken, og der vil givet blive arbejdet videre med opdagelsen i de kommende år. Hvis det kan lade sig gøre at producere brændstof ved hjælp af svampekulturer, åbner det for kolossale perspektiver. For til forskel fra den fossile dieselolie vil den CO₂, som frigives ved forbrændingen af myco-diesel, være absorberet fra atmosfæren, og vi står med et potentielt CO₂-neutralt brændstof til forbrændingsmotoren.

Læs mere »