Strøtanker om bæredygtighed

Japans største shipping-firma Nippon Yusen K.K. har planer om i samarbejde med Toyota inden 2010 at udvikle skibe med 30% mindre energiforbrug – en gangske ambitiøs målsætning, som man kunne ønske sig spredte sig til hele branchen.

I den forbindelse søsatte Nippon Yusen K.K. fredag et 60.000 ton (200 m langt) fragtskib, som efter sigende skulle være det første delvist soldrevne fragtskib. Kønt er det ikke, men det store skrog kan rumme 6.400 biler til eksport. Skibets foreløbig 328 solpaneler er ikke monteret direkte på skibet, men på de transportere, som holder på øverste dæk. De yder i alt 40 kW, hvilket svarer til blot 0,2 % af den nødvendige energi til at drive skibet – eller nærmest intet i forhold til de markante brændstofbesparelser der kan opnås blot ved at sejle blot en enkelt knob langsommere. Strømmen bliver da foreløbig også blot brugt som supplement til skibets belysning. Onde tunger ville kalde projektet et lidt ubehjælpsomt greenwashing-projekt. Men der er potentiale i tanken at udvikle transportenheder, hvis flader er solfangere, som akumulerer energi lige meget om de står på et skib, på en lastbil, på en togvogn eller på en kaj.

Hvis solenergien skal give et reelt tilskud, skal selve skrogets flader i stor stil inddrages, og skibets udformning tilbage til noget, som ikke er formgivet efter at vi havde stor mængder billig olie til rådighed. Stadig vil der være langt mere at hente i vindkraften, som igennem århundrederne har drevet handelsflåden – og snarest igen burde gøre det, som på eksemplet til venstre, hvor store sejlflader samtidig har solcelleoverflader.

Se også tidligere blog-indlæg: Magnus-effekt på skibsfarten, Himmelsejl over Atlanten og Mærsk producerer lige så meget CO₂ som hele Danmark.

Japan’s first solar cargo ship, (AFP) Straits Times 19.12.2008.

Nippon Yusen, Nippon Oil to Use Solar Power to Move Cargo Ship, JCN Network 26.08.2008.

Tøjvask repræsenterer en af de betydelige energislugere i vores husholdninger. Det første sted at spare er få sig nogle gode tørresnore. Ikke bare bruger tørretumbleren en masse helt unødvendig elektricitet. Den slider også unødvendigt på tøjet.

Dernæst kan man afveje med sig selv og sine omgivelser, hvor mange gange om dagen man behøver at smide tøjet til vask. Da jeg midt i 80erne var i Hong Kong, var det almindeligt blandt kontoransatte at have ekstra hvide skjorter med, så man kunne skifte et par gange i løbet af dagen og holde sig ulasteligt repræsentabel midt i de udstødningsmættede sveddryppende omgivelser. Den anden yderlighed kunne være som den japanske tekstildesigner Akihiko Izukura, som ved en workshop i forbindelse med udstillingen Zero Emission¹ fik bragt tolken helt ud af fatning, da hun skulle oversætte, at han tog bad med sit silkeundertøj på, for så blev det vasket ved samme lejlighed, og man kunne nøjes med at have et enkelt sæt. Når så det var ved at blive slidt, kom det i frituregryden, for råsilken indeholdt så mange gode proteiner!

For hvis man ikke har råsilkeundertøj og stadig vil vaske i maskine, bragte Treehugger² i forgårs en artikel om at vaske i koldt vand. Ganske tankevækkende går 90% af energiforbruget ved at vaske til at varme vandet, så ved at vaske med koldtvandsvaskepulver kan man reducere energiforbruget ved tøjvask drastisk. Tilsvarende kan man ved at bruge nyere vaskemaskiner med reduceret vandforbrug – og ved at fylde maskinerne helt hver gang – reducere energiforbruget markant.

Zero Emission. Moderne japansk tekstil af Akihiko Izukura, udstilling i Rundetaarn april-juni 2001.¹

Colin Dunn: Washing Laundry in Cold Water is the Same As…, Treehugger 15.12.2008.²

Jeg ved det er kættersk, men efter mere end et år har jeg stadig ikke vænnet mig til det sparsomme søvndyssende lys, som en sparepære indkøbt i et idealistisk øjeblik lader falde over mit spisebord. Så jeg studsede lidt over en artikel den anden dag i Berlingske med overskriften: 10 gode grunde til at hade sparepærer. Artiklen er skrevet på baggrund af en test i det tyske tidsskrift Öko-Test. På baggrund heraf fastslår Berlingske indledende, at:

• Sparepærerne anklages for at være giftige, ikke kun i produktionsleddet og når vi skaffer os af med dem, men også under brug i hjemmet.

• Sparepærerne giver et så grimt og dårligt lys, at det ligefrem er sundhedsskadeligt.

• Sparepærerne er meget ofte fejlbehæftede, og der er en række indbyggede tekniske problemer som flimren og langsom tænding.

• Sparepærerne sparer ikke nær så meget energi, som de giver sig ud for, og ingen bestrider af de kræver langt mere energi at producere og destruere end glødepærer, omkring fire gange så meget, ligesom der bruges mere vand til produktionen og der er risiko for forurening med tungmetaller.¹

Argumentationen drives noget videre på artiklens 10 sider – én for hver god grund:

Læs mere »

8. december fremlagde regeringen et nyt trafikudspil i Folketinget. Af det mere entydigt positive er en markant udbygning af jernbanen og etableringen af hurtigtog med en marchhastighed på 200 km/t, så rejsetiden fra København til Odense vil være 1 time, til Århus 2 timer, og til Aalborg 3 timer. Planen omfatter således også en principbeslutning om gradvist at overgå til 100% elektrisk drift på alle hovedstrækninger.

Faktisk burde man fremrykke elektrificeringen så meget, at DSB kunne aflyse bestillingen af de nu på n’te år forsinkede IC4-tog , som ud fra et miljøperspektiv slet ikke lever op til at være næste generation passagertog i Danmark. Ikke sådan at forstå, at el-drift automatisk er er miljøvenligt – realistisk set vil en del at strømmen adskillige år endnu blive lavet på kulkraftværker rundt omkring i Europa. Men til forskel fra diesellokomotiverne, som trækker deres spor af ultrafin partikelforurening gennem alle Danmarks større byer, er el-driften ren på transportstedet, og strømmen vil gradvist kunne produceres af vedvarende energikilder. Måske det var DSB, som forestod næste havvindmøllepark, måske alle perrontage, støjskærme osv. med passende solorientering i løbet af en årrække blev forsynet med solceller.

Som del af den nye trafikplan er det besluttet, at det skal være billigere at købe en bil, men dyrere at bruge den. Man regner således med at gennemføre en form for roadpricing , for personbilernes vedkommende dog først fra 2015. De voldsomme udsving på benzinprisen, som vi har set på det seneste, som med den stigende efterspørgsel på og vigende udbud af benzin må forventes at tiltage, vil gøre, at en roadpricing-afgift pr. kørt kilometer vil have en tendens til at drukne. Omvendt vil en generel sænkning af registreringsafgiften føre til at væsentlig flere anskaffer sig en ekstra bil, og dermed har muligheden for at vælge at bruge den. Så selvom planen har mange ambitioner om at være grøn grøn, er det et åbent spørgsmål, hvor grøn den er – og stadig vil der ifølge planen være brug for en omfattende udbygning af motorvejsnettet.

Trafikforskeren Per Homann Jespersen vurderer, at der først vil være CO₂-reduktioner som følge af trafikplanen efter 2015, og at planen mangler centrale elementer, hvis man vil have flyttet transporten fra den private til den kollektive trafik: “De økonomiske midler, der ville kunne løse problemet på kort sigt, har man ikke turdet bruge,” udtaler han til Ritzau.¹

Som man ser af kurven ovenfor, som stammer fra den netop fremlagte trafikplan, udleder transportsektoren i dag omkring 14 mio. ton CO₂, eller 28% af de samlede danske udledninger. Selv den mest optimistiske virkning af planen (i den laveste del af den grønne kurve) giver ikke mere end 10% reduktion af trafikkens udledninger, og den mindst optimistiske vurdering giver nærmere en reduktion blot omkring 5% af trafikkens CO₂-udledninger. I en tid, hvor EU har bundet sig til en samlet CO₂-reduktion på 20% frem mod år 2020 og endda har luftet muligheden for at stramme målsætningen til 30%, hvis alle lande kommer med i en ambitiøs klimaaftale, er den nu fremlagte trafikplan således aldeles utilstrækkelig – og langt fra regeringens tidligere fremsatte målsætning om en reduktion af trafikkens CO₂-udledninger på 25% inden 2030.

Hans Larsen: Plan om hurtigtog koster ekstra mange penge, 04.12.2008.

Mette Roer: Det bliver dyrt at køre bil, Berlingske 08.12.2008.

Hans Larsen: Grønne kørselsafgifter på vej, Berlingske 08.12.2008.

Ekspert: Først CO₂-reduktioner fra 2015, (Ritzau) Berlingske 08.12.2008.¹

Mette Roer: Tung start for letbanen i København, Berlingske 08.12.2008.

Asger Libest: Regeringens trafikplan kan give boom i bilpark, Information 09.12.2008.

Bæredygtig transport – bedre infrastruktur, Regeringen december 2008 (1,8 Mb pdf)

Presseresuméer af Bæredygtig transport – bedre infrastruktur:

En sammenhængende grøn transportplan (pdf).
Infrastrukturfonden (pdf).
Infrastrukturfonden – overordnet prioritering (pdf).
Transportens CO2-udledning – kurven skal knækkes (pdf).
En grøn omlægning af bilbeskatningen (pdf).
CO2-reduktionstiltag her og nu (pdf).
Danmark som grønt testlaboratorium (pdf).
Timemodellen – en dansk højhastighedsstrategi (pdf).
Ekstra jernbanekapacitet København – Ringsted (pdf).
Totaludskiftning af signalsystemet på jernbanenettet (pdf).
Genopretning af banenettet (pdf).
Mindre trængsel på vejene (pdf).
Trafikplan for hovedstaden (PDF 51kb) (pdf).
En trafikplan for Østjylland (pdf).
Intelligente Transportsystemer – ITS (pdf).
Bedre tilgængelighed til kollektiv transport (pdf).
Mindre støj (pdf).
Bedre vilkår for cykler (pdf).
Bedre trafiksikkerhed (pdf).
Elektrificering (pdf).
Målrettet busdrift (pdf).

I disse dage er ikke bare ministre fra 190 lande samlet i Poznan. Parallelt med hovedforhandlingerne kører der et stort antal sidekonferencer og enkeltmøder, hvor forskellige delaspekter af det store klima-problemkompleks bliver belyst. Yderligere er en lang række NGO-organisationer til stede, og stort set alle større medier har egne udsendinge, så i alt er omkring 10.000 mennesker i disse dage samlet i Poznan for at søge at nå til enighed om en klimaaftale, som man ikke bare kan blive enige om internt, men som også gerne skulle være tilstrækkeligt radikal til at den virkelig formår at vende den nu meget uholdbare udvikling.

Hvor efterhånden alt tyder på, at man når frem til en eller anden form for aftale, så kan man være mere i tvivl om det sidste – om vi vitterligt er i stand til at sige: det er den nødvendige indsats, det gør vi. Men som jeg ser det lige nu, er det vigtigste at få en aftale, hvor man kommer i gang på alle fronter. Om vi så i den rige verden skal nå en 80%, 90% eller 120% reduktion i 2050, det kan man finjustere hen ad vejen. Vi kan håbe på, at vi inden længe vil se positive energipolitiske ‘tipping points’, for eksempel hvor el-bilen bliver billigere end benzinbilen, hvor vi lærer at høste og håndtere den vedvarende energi på så enkel en måde, at transformationen til et CO₂-neutralt samfund bliver enkel og i stor udstrækning selvgenererende. Men som det er nu, kræver det politisk vilje, og det kræver økonomisk stimulans.

Jeg har herunder samlet dels tre små videoer, hvor UNFCCCs leder Yvo de Boer opsummerer konferencens tre første dage, dels en række links til artikler, som belyser nogle de mange delemner, der behandles undervejs. Atolsamfundene har deres særlige session, hvor de gør opmærksom på, at der skal handles radikalt, nu, hvis de skal overleve. Man kan også efter de første dage spørge sig, om Polen har fået lovning på et atomkraftværk for ikke at bruge sin vetoret i EU?

Men selvom der i disse dage fra flere sider udtrykkes tvivl, om man når at få alle kommaer endeligt på plads inden København næste år, så er udsigterne til en reel aftale langt bedre end for et år siden, efter at USA med Obamas valgsejr er trådt ind i de seriøse nationers rækker. Selv Kina synes i disse dage at vedkende sig nødvendigheden af en global aftale.

Læs mere »

Det blæser i Danmark, og mens solen står bedrøveligt lavt om vinteren, når vi har mest brug for lys og varme, så blæser det i store dele af vinterhalvåret. Det har derfor været oplagt at udbygge den danske energiforsyning med vindkraft. Man er dog stødt på det problem, at vindmøllerne rent ud sagt producerer som vinden blæser. Det har derfor været lidt besværligt at integrere møllerne fuldt ud i det nuværende net, og man har af samme grund hævdet, at det ville være svært at få vindkraften til at levere mere end omkring 20% af den samlede energiforsyning.

Men nu har et dansk projekt skabt et nyt styringssystem, som skulle gøre det muligt at nå op på 50% af den samlede energi fra vindkraft. Ved at etablere en række virtuelle kraftværker, har Energinet.dk, som ejer det danske el-net, formået at etablere en form for intelligent net, som kan håndtere svingende energiinput fra 10.000-vis af vindmøller (og andre energiproducerende enheder).¹ Man kan sige, at man går fra en hierarkisk struktur, som baserer sig på optimeringen af få store enheder, som sender strøm én vej gennem el-nettet, til en netværksstruktur, hvor strømmen bevæger sig frem og tilbage mellem et langt større antal neheder.

Det nye cellebaserede net kræver, at alle leverandører kan styres, så helheden kan optimeres. Det vigtige er her i videst muligt omfang at bruge de fossile energiinput (og på sigt de mere kontrollerbare vedvarende energikilder) som de fleksible størrelser, som kan supplere den pulserende karakter af sol- og vindeneergien, frem for som traditionelt at tænke isoleret på de enkelte kraftværkers optimering.

Energinet.dk mener at kunne være klar med en landsdækkende løsning fra 2011. Der findes allerede byggemodnede placeringer for et stort antal havvindmølleparker (se tidligere blog-indlæg: Stor dansk havvindmøllepark på vej vedr. de danske udbygningsplaner), så det er blot med at komme i gang med flere vindmølleparker. Og skulle vi komme over 50% vindkraftandel, så der en sjælden gang måtte sendes billig strøm ud i verden, kan man trøste sig med, at den endda sparer CO₂ fra en tilsvarende produktion.

Celleprojektet. Kort fortalt, Energinet.dk 2008.

Kent Krøyer: Dansk regulator gør plads til 50 procent vindenergi i elnettet, Ingeniøren 01.12.2008.¹

Hvis man her inden Poznan skal gøre status, så er der med Connie Hedegaards ord stadig mange sten på vejen til et godt klimaaftale i 2009. I den seneste uge har både Italien og Polen truet med at trække i nødbremsen og nedlægge veto mod EUs planer om en 20% reduktion i 2020, som kan blive til 30% under forudsætning af en bred aftale. Selv Sverige har været fremme med, at det ikke er sikkert, at en EU-afklaring kan komme på plads inden København om et år.¹ Og Italien, som ligger i en zone, hvor klimaforandringerne kan betyde drastisk reduktion af vandmængderne og dermed landbrugsproduktionen, har været fremme med, at en vandaftale må være en central del af den kommende klimaaftale.

På den led er intet forandret, de fleste tænker på sig selv og deres eget bedste. Vi er stadig ikke særlig civiliserede forstået som globale borgere, og få formår reelt at indtage og handle efter det globale perspektiv.

Endda har Connie Hedegaard forud for Poznan markeret en tillid til, at enigheden nok skal indfinde sig.² Man kunne blot unde hende – og klimaaftalen – at denne enighed for eksempel på EU-niveau ikke skulle bankes frem i sidste øjeblik, men blev markeret allerede nu, så man kunne bruge kræfterne på at løfte andre dele af klimaaftalen, herunder ikke mindst, hvordan man finder en aftale for udviklingslande som Indien, Kina, Brasílien og Indonesien, som er gode for alle parter og klimaet – dvs. som sikrer disse lande en udviklingsmulighed frem mod et velfærdssamfund uden at deres CO₂-emissioner forøges. Disse lande står her overfor ikke bare at skulle overtage de nu industrialiserede landes dynamik, men at definere en udvikling, hvor grøn teknologi fra starten af er fundamentet. Det vil kunne give sundere samfund en de nuværende industrilandes, men det kræver megen innovation, det kræver et bæredygtighedsperspektiv, som de færreste aktører i dag behersker, og det kræver solid støtte fra store teknologifonde betalt af den industrialiserede verden, som formår at stimulere kreativt fremadrettede tiltag.

Læs mere »

I en tid, hvor afbrændingen af kul står som en af de centrale hindringer for at vinde kampen for et tåleligt klima for de kommende generationer, har vores statsejede DONG ifølge Berlingske her til aften planer om at opføre et gigantisk kulkraftværk i Skotland.¹ Det er ikke bare tåbeligt, men dybt pinligt for den danske energikoncern, og det er klimapolitisk set et utilgiveligt selvmål.

Det skorter da heller ikke på kritik. Hvis ikke vi i den rigeste del kan undlade udbygningen med kulkraft, hvordan kan vi så forestille os, at vi kan få kineserne eller østeuropæerne til det – og hvordan kan vi så forestille os, at vi kan forhandle os frem en klimaaftale, som reelt gør det den skal: stabilisere klimaet med mindst mulig temperaturstigning.

Det er kort sagt dum kortfristet logik, som hellere fortsætter ad de nuværende helt uholdbare tangenter end at få taget de nødvendige beslutninger, som gør, at Skotland på få år vil kunne klare sig uden kulkraft.

Klimaministeren forsvarer sig med, at der er kul i verden mange år endnu, og at DONG kan lave så moderne, så rent forbrændende kulkraftværker som overhovedet. Men selvom DONGs kulkraftværker er nok så topmoderne, har det ikke det mindste med ren kulafbrænding at gøre. De tilbageholder stadig kun en forsvindende lille del af udledningerne fra en grundlæggende svinsk energikilde. Der vil desværre stadig gå mange år, får vi har en CCS-teknologi, som kan tilbageholde størstedelen af CO₂-udledningerne ved kulafbrændingen. I mellemtiden må strategien være at brænde så få kul af som overhovedet muligt. Og dér ville det hjælpe, hvis DONG og Skotland sammen med de øvrige rige lande gennemførte et moratorium for kulafbrænding og i stedet satsede de 20 mia. kr., som det skotske værk forventes at komme til at koste, på en kombination af vedvarende energikilder. Dét ville der være perspektiv i.

Læs mere »

I forbindelse med The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008, 28.-29. november, underskrev ledere fra verdens religioner et manifest. Efter underskrivelse er manifestet sendt til klimatopmødet i Poznan.

Det er en smuk tekst, som slår bro ikke bare mellem de forskellige verdensreligioner, men mellem hvad politikere og videnskabsmænd siger er nødvendigt for at stabilisere klimaet, og den moralsk-etiske fordring i at sikre klodens levevilkår for alle elvende skabninger. Jeg har derfor medtaget det i sin fulde udstrækning herunder:

HOPE FOR THE FUTURE!

Faith traditions addressing Global Warming

As religious leaders and teachers from the whole world, gathered in Uppsala 2008, we call for effective leadership and action in view of the global threat to the climate. From religious traditions, with different approaches to religious life, we come together at this time in human history to assure the world of what we have in common. We all share the responsibility of being conscious caretakers of our home, planet Earth. We have reflected on the concerns of scientists and political leaders regarding the alarming climate crisis. We share their concerns.

The world religions are a source of empowerment for change in lifestyles and patterns of consumption. Religious faith remains a powerful force for good among a considerable number of the human family. We undertake this mission in a spirit of responsibility and faith.

Læs mere »

Her op til COP14 i Poznan har Greenpeace lavet en ny rapport, The True Cost of Coal, som fokuserer på prisen på kul. Kul er i udgangspunktet en billig energikilde – det er en af grundene til at det er så svært at lade den ligge i jorden. Men den sviner og ødelægger vores helbred, vores skove, vores klima og vores fremtid, og hvis man indregnede disse miljøudgifter, som nu er eksternaliserede, så prisen for 1 kWt fra et kulkraftværk ikke bare som nu skulle betale for den primære produktion, men også for at rydde op efter sig, så ville prisen blive en helt anden. Hele vejen i kulkredsløbet, fra brydningen i minerne til forbrændingen i fabrikker og kraftværker påfører kullene natur og mennesker store lidelser.

Og for nylig kom det frem, at en af grundene til, at ismassiverne smeltede langt hurtigere end hidtil antaget, er at isen ikke mere er hvid, men gråsnusket fra kulstøv fra ufiltreret kulafbrænding. Alene den grønlandske indlandsis bliver nu 2.000 km³ mindre om året. Hvis man breder det volumen ud over Danmark, ville det blive et isdække på næsten 50 m.

Ifølge The True Cost of Coal er de samlede eksternaliserede udgifter ved den nuværende afbrænding af kul på verdensplan 360 mia. euro pr. år.¹ Hvis politikerne tog sig sammen og lavede et økonomisk setup, som fuldt ud eksternaliserede denne udgift, ville kulafbrændingen blive så meget dyrere, at for eksempel regnestykket for at opføre et nyt kulkraftværk i Skotland ville se helt anderledes ud (se blog-indlægget: DONG på hårde stoffer).

Det står stadig klarere, at en vigtig del af at løse klimaproblemet er at finde løsninger, som gør, at vi lader kullene blive i jorden – i hvert fald indtil vi ved, hvordan vi skal afbrænde dem så al CO₂en forbliver under jorden.

I den nuværende situation vil prisen for at brænde alle kendte kulreserver af med den nuværende teknologi være et klimamæssigt ragnarok.

Som optakt til COP14 klimamødet i Poznan lavede Greenpeace derfor i forgårs en aktion, hvor de læssede et lille bjerg af sorte kul foran Sheraton-hotellet i Poznan, hvor en række af klimatopmødets ministre i disse dage holder møder, med stærke opfordringer til at kvitte kullene.

Jeg har hentet et par videoklip fra aktionen ind nedenfor:

Læs mere »