Strøtanker om bæredygtighed

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige State of the World-rapport fra WorldWatch Institute med undertitlen Into a Warming World, afholdt instituttet sit 13. årssymposium. Der er tre videoer tilgængelige fra symposiet. den første rummer blandt andet åbningstalen af IPCCs formand Rajendra Pachauri. I anledning af, at den kommende klimaaftale skal underskrives i København til december, efterfølges han af Bo Lidegaard, den danske statsministers førsterådgiver i klimaanliggender. De to indledende indlæg giver tilsammen et godt billede af, hvordan IPCC og den danske regering arbejder mod til december at kunne etablere en global klimaaftale i København.

Parallelt med den første video kan man følge Pachauris PowerPoint slides.

Den anden video er for så vidt langt mere interessant. Man kan her under temaet The Perfect Storm møde Tom Lovejoy, leder af biodiversitetsafdelingen af The Heinz Center, Sara Scherr, leder af Ecoagriculture Partners, samt Bill Hare, Visiting Scientist, The Potsdam Institute, som står bag det tankevækkende klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, som udgør kapitel 2 i WorldWatch Institutes netop udkomne årsrapport 2009. (se tidligere blog-indlæg: Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning).

Spændet mellem den første og den anden video viser tydeligt det markante spænd, som i dag eksisterer, mellem hvad politikerne arbejder for (og fremdrager som nødvendigt) og hvad videnskaben fremhæver som nødvendigt. Klimavidenskaben er i dag er entydig om, at en CO₂-koncentration på 450 ppm kun er et skridt på vejen, og at vi skal tilbage under 350 ppm for at bremse klimaforandringerne. Og for eksempel Bill Hare påpeger det ønskværdige i på længere sigt at vende tilbage til et førindustrielt niveau på blot 280 ppm, hvis vi vil langtidsstabilisere klimaet.

Der er en gryende forståelse også i det politiske system af, at vi må sigte på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: 350 ppm vinder fodfæste i Poznan). Men IPCC er på godt og ondt et langsommeligt arbejdende konsensus-apparat, som reagerer langt meget sendrægtigt på nye forskningsresultater end de enkelte institutioner og forskere. Derfor kan vi stadigvæk risikere, at den kommende klimaaftale i København, som i høj grad er en aftale om det politisk mulige, vil blive bygget op om en målsætning på 450 ppm og ikke 350 ppm. Ikke dårligt set i forhold til, at CO₂-koncentrationen sandsynligvis vil nå op omkring 1.000 ppm omkring år 2100, hvis man blot fortsætter afbrændingen af fossile brændstoffer uantastet. Men samtidig ikke tilstrækkeligt til at opnå stor sikkerhed for, at klimaudviklingen ikke når tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver selvaccelererende. Fra videnskabens side står det i dag klart, at 450 ppm ikke er tilstrækkeligt til at sikre os mod en række alvorlige klimaforandringer, som vil gribe ødelæggende ind i livsvilkårene for et meget stort antal mennesker, dyr og planter.

Ifølge Bill Hare giver 450 ppm os kun knapt 50% sikkerhed for at vi holder os under en opvarmning på 2º – vil vi have en sikkerhed på 70-80%, skal vi sigte på 350 ppm, hvilket igen indebærer, at vi i løbet af få årtier må udvikle CO₂-negative samfund, som gennem deres aktivitet absorberer mere CO₂ end de producerer. Her er ikke mindst Sara Scherrs rids af mulighederne og udfordringerne i landbrugssektoren yderst interessante.

Den tredje video viser Christopher Flavin, moderator, Janet Sawin, Senior Researcher, Worldwatch Institute, Satu Hassi, medlem af EU-parlamentet, Malini Mehra, Centre for Social Markets, India, samt Yingling Liu, Kina-ekspert ved WorldWatch Institute. De tre videoer er introduceret af Robert Engelmann, leder af WorldWatch Institute.

13th Annual State of the World 2009 Symposium, Washington 15.01.2009.

Det var for nyligt fremme, at en væsentlig grund til at Grønlands ismasser smelter hurtigere end hidtil beregnet er store mængder af kulstøv fra kulafbrændingen – og at dermed at en filtrering af verdens kulafbændinger står højt på listen over øjeblikkelige indgreb. Kulstøvet fra i høj grad kinesiske kulkraftværker medfører, at de udstrakte hvide flader i de polare egne ikke mere er helt så hvide som tidligere, hvilket medfører, at isen reflekterer mindre af solens lys – hvilket igen fører til, at isen opvarmes mere (se tidligere blog-indlæg: Kulstøv øger isafsmeltningen).

Parallelt hermed fremfører Hashem Akbari fra Berkeley, at hvis vi i stor udstrækning malede vores byer hvide – ikke mindst de tagflader, kørebaner og fortove, som vender mod himlen – ville det kunne reflektere så meget mere sollys end de nu ofte mørke flader, at det kunne hjælpe med at køle ikke bare huset, men den globale temperatur. Gader og tagflader dækker mere end halvdelen af verdens byområder, som tilsammen udgør 2,4% af verdens areal.

Et mørkt tag reflekterer kun 10-20% af sollyset, mens en hvid flade typisk reflekterer mere end halvdelen af solindstrålingen. Hvis disse flader blev hvide, ville det øge den del af den samlede solindstråling, som bliver reflekteret, med 0,03%, og dette skulle kunne kompensere for en opvarmning forårsaget af 44 mia. ton CO₂. Effekten er større længere sydpå, hvor solindstrålingen og behovet for bygningsafkøling i sommerperiode er større end herhjemme, men ifølge Akbari vil man for hver 10 m², man maler hvide, i gennemsnit kunne kompensere for 1 ton CO₂.¹

Hvis verdens 100 største byer ændrede deres tagflader og befæstede arealer til lysreflekterende flader, ville det kompensere for 44 gigaton CO₂ – eller mere end den samlede udledning fra alle lande.² Så den hvide by har et kolossalt potentiale.

Se også det forudgående blog-indlæg: Kølende grønt.

David Adam: Paint it white, The Guardian 16.01.2009.¹

Hashem Akbari: Urban Surfaces and Heat Island Mitigation Potentials, Lawrence Berkeley National Laboratory 2008 (pdf).¹

Hashem Akbari et al.: Global Cooling: Effect of Urban Albedo on Global Temperature, Lawrence Berkeley National Laboratory 2008 (pdf).¹

Hashem Akbari: Global Cooling: Increasing World-wide Urban Albedos to Offset CO₂, (præsentation) sept 2008 (pdf).

Margot Rosewelt: New anti-warming tool: white roofs, Los Angeles Times 10.09.2008.²

Margot Rosewelt: To slow global warming, install white roofs, Los Angeles Times 10.09.2008.

7 gram CO₂ skulle en enkelt Google-søgning producere, skriver Sunday Times på baggrund af en undersøgelse af Alexander Wissner-Gross, professor ved Harvard University.¹ Det bliver til meget, hvis man som mig og rigtig mange andre er forbi Google mange gange om dagen hver eneste dag året rundt, og historien har da også det seneste døgn været bragt i medier over hele kloden.

Men der må være gået noget alvorligt galt i de beregninger. Google selv mener da også, at tallet nærmere er 0,2 g CO₂.² Derudover er Google de senere år i stor grad gået ind i vedvarende energiforsyning til sine store servere. Det viser sig da også, at Wissner-Gross ved siden af sit professorat er i færd med at opbygge en CO₂-kompensationsforretning for virksomheder og måske derfor er kommet til at skrue rigeligt op for forudsætningerne.³

Endda er det godt at huske på, at hver gang ens PC hjemme bruger 1 kWt, er der i runde tal et forbrug på yderligere 0,5 kWt på servere rundt omkring i verden.¹º Ligesom der til hvert eneste TV-program vi lader defilere hen over skærmen derhjemme er gået ofte ganske store ressourcer i filmstudierne. Så selvom den digitale virkelighed er immateriel i afleveringssituationen er den på ingen måde 100% ressourceneutral.

Omvendt vil en Google-søgning ofte føre til, at man sparer et biblioteksbesøg eller finder et digitalt varekatalog, så man qua sin søgning sparer at ringe op og få et trykt katalog tilsendt. Så billedet er ganske komplekst. Og … selvom det er sagt, at verdens samlede elektronikpark udleder lige så meget CO₂ som luftfarten, så er der, hvis man står med valget mellem at spare på sine Google-søgninger og sine flyrejser, noget mere CO₂-besparelse at hente på flysiden.

UPDATE I – Det viser sig da også sent mandag, at Sunday Times har sat en kædereaktion i gang helt uden bund i virkeligheden. Wissner-Gross har slet ikke omtalt Google i sin artikel, det er journalisterne, som har ‘pyntet’ på historien. Ifølge hans beregninger går der kun 20 mg (tusindedele gram) CO₂ på en visningen af en internetside.¹¹

UPDATE II – Sunday Times Online har ifølge The Guardian samlet op på fadæsen ved at skrive, at der var tale om en hel serie af søgninger for at finde en bestemt information.¹²

Alexander Wissner-Gross: How you can help reduce the footprint of the Web, Sunday Times 11.01.2009.¹

Urs Hölzle: Powering a Google Search, The Official Google Blog 11.01.2009.²

Leo Hickmann: The carbon cost of Googling, The Guardian 12.01.2009.³

Søren Astrup: Selv din Googlesøgning forurener, Politiken 12.01.2009.

Andreas Sune-Hansen: Professor: En søgning på Google udleder 7 gram CO₂, Ingeniøren 12.01.2009.

Thomas Hoffmann: Internettet truer miljøet, Videnskab.dk 02.01.2009.¹º

Renay San Miguel: Harvard Physicist Sets Record Straight on Internet Carbon Study, TechNewsWorld 12.01.2009.¹¹

Ben Dowell: Sunday Times clarifies figures in Google carbon emissions debate, The Guardian 16.01.2009.¹²

Søren Kildebogaard: Google opruster på vedvarende energi-projekter, Version2 28.10.2008.

Februar sidste år gennemførte Virgin-Atlantic med en jumbojet den første flyvning med biobrændstof på strækningen London-Amsterdam. Det vakte kortvarigt håb om, at flyvning kunne blive grøn og CO2-neutral. Men lynhurtigt stod det klart, at hvis luftfarten skulle drives via planteafgrøder, ville en meget stor del af verdens dyrkbare arealer gå til olieplantager, majs og sukkerrørsavl til de forslugne bil- og flymotorer. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof fra EUs projekt med at blande biobrændstof i bilernes benzin var på samme tid i fuld gang med at udløse en global fødevarekrise, og rydningen af land til dyrkning af afgrøder som oliepalmer forårsagede så store CO₂-udslip, at det ikke ville blive vundet tilbage i de europæiske bilmotorer (se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer og Biobrændstof hovedårsag til fødevarekrise).

Her omkring årsskiftet har vi set to nye eksempler på eksperimenter med biobrændstof til rutefly. 29. december gennemførte det New Zealandske luftfartselskab KIWI sin første testflyvning med en Boeing 747-400 med et brændstof bestående af 50% flybenzin og 50% biobrændstof fremstillet af en busk, Jatropha curcas, med meget olieholdige frø. Når Jatropha måske endda sine steder kan være en interessant afgrøde, er det fordi den kan gro på marginale arealer, hvor den ikke konkurrerer med andre afgrøder.

7. januar gennemførte Continental Airlines så sin testflyvning på en brændstofblanding, hvor halvdelen var flybenzin og halvdelen biobrændstof fremstillet af alger. Algerne kan dyrkes både til lands og til vands uden at konkurrere med andre afgrøder – faktisk har man typisk anlagt forsøgsdyrkninger i ørkenområder, hvor solen er rigelig. Algerne kan vokse i spildevand, deres tilvækst er hurtigere end nogen anden plante, og udbyttet pr. ha er større end for nogen anden plantetype. Samtidig kan man raffinere både biodiesel og bioethanol fra algerne, så der er på mange måder mere perspektiv i algedyrkningen (se tidligere blog-indlæg: Min bil kører på algesuppe).

Men det er vigtigt at holde sig for øje, at selv hvis det lykkes at etablere en luftfart på 100% biobrændstof, som ikke belaster vores sparsomme landbrugsarealer, vil det ikke blive klimamæssigt forsvarligt at fortsætte de seneste årtiers umådeholdent stigende forbrug af lufttransport. For selv hvis selve brændstoffet er CO₂-neutralt, løser det kun en begrænset del af de uheldige følgevirkninger ved, at man fører forbrændingsmotorer gennem atmosfæren i stor højde (se tidligere blog-indlæg: Clearing The Air).

David Biello: Biofuel for Jumbo Jets: Kiwis Take to the Sky on Jatropha, Scientific American 30.12.2008.

New Zealand Tries Biofuel in Jets, NKO Newstalk 03.01.2009.

Tom Belden: Winging It: Airlines ramp up alternative-fuel pursuit, Philiadelphia Inquirer 11.01.2009.

Sten Jensen: Jetfly letter på raffineret algesuppe, Berlingske 09.01.2009.

Plane powered by algae makes first flight, Telegraph 09.01.2009.

Kom en alge i tanken, Aarhus Universitet 11.09.2008.

En af konsekvenserne af peak oil er, at selv olieforekomster, man for få år siden betragtede som uinteressante at udnytte, fordi de var for omkostningstunge, i dag, således står USA overfor beslutninger om at indlede boringer en række steder i fastlandssoklen og i Alaska – begge dele med store miljømæssige risici.

Ligeledes er forekomsten af tar sands, tjæresand, som hidtil har været regnet som for dyre at udvinde, med de seneste års stigende oliepriser nået inden for det økonomisk rentable. For eksempel i Canada har man indledt udnyttelsen af den såkaldte tar sand, sandlag med et højt indhold af en meget tung bitumen-olie. Omkring Alberta er man i gang med at omdanne et areal på størrelse med Florida – tre gange Danmarks areal – til et månelandskab.

Oliesandet kræver store mængder vand og energi at udnytte, så det er først med de seneste olieprisstigninger, at forekomsterne overhovedet er blevet rentable. Samtidig stiger både CO₂-udledning og anden forurening pr. færdig tønde råolie markant, så i en tid, hvor vi skulle reducere udledningen af drivhusgasser drastisk, bliver udledningerne derfor ved med at stige selv hvis vi formår at spare 5%, 10% eller 20% på olien.

Med det vi i dag ved om klimaets følsomhed overfor en øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, er udvindingen af tar sand er således et på alle måder absurd projekt.

Ligesom James E. Hansen så klart sagde: “Coal is best left in the ground”, må man sige “Tar Sand must stay in the ground”.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Craig Thomson: Re-enact the oil shale moratorium, Denver Post 19.01.2009.

Tim Webb: Tide turns against ‘dirty’ oil sands, the Guardian 16.11.2008.

Renee Schoff: U.S. taps Canada’s oil sands — but at what cost? McClatchy Newspaper 12.10.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Nu skraber de bunden for at nå den sidste olie, Information 20.08.2008.

Jørgen Steen Nielsen: BP går efter tjæresand: ‘Back to Petroleum’, Information 20.08.2008.

Anne von Sperling: BP møder voldsom klimakritik i Canada, Information 20.12.2007.

Joseph Romm: Time for tar sands, Grist 28.05.2008.

Dru Oja Jay: What the Tar Sands Need, The Dominion 31.12.2007.

A Sticky Mess, Nixonishell 10.11.2007.

Wikipedia om oil shale og tar sand.

Her nytårsmorgen var der mail fra klimaforskeren James Hansen med link til et brev, han har sendt til Michelle & Barack Obama i anledningen af Obamas overtagelse af præsidentembedet.

Hansen påpeger i brevet til Michelle & Barack utilstrækkeligheden i de nuværende politiske redskaber overfor at stabilisere det globale klima samt nødvendigheden af at standse den nuværende afbrænding af kul som del af at bringe atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm.

Jeg har bragt brevet i sin fulde længde nedenfor.

James Hansen kommer til København i marts i forbindelse med Københavns Universitets klimakonference. Vi håber i den forbindelse at kunne lave et ekstra arrangement med Hansen.

Læs mere »

Nedenstående video stammer fra en forelæsning, som James E. Hansen holdt for WorldWatch Institute 21. juni 2008. Hansen er leder af Goddard-instituttet ved det amerikanske rumfartsinstitut NASA, hvor han i en menneskealder har forsket i klima og klimaforandringer. For godt 20 år siden var han således blandt der første til at rejse problemet med de stigede udledninger af drivhusgasser overfor det politiske system.

Video-sekvenser på YouTube kan maksimalt være 10 min. så Hansens forelæsning er delt i fem dele: Stop using Coal, A Climate Tipping Point, The Impacts of Climate Change, The Past 20 Years samt Senator Timothy Wirth. Tilsammen giver de et eminent godt rids af den udfordring, vi står overfor, hvis vi vil vende udviklingen. Vi er ifølge klimatologerne meget tæt på såkaldte ‘tipping points’, hvor klimaforandringerne bliver selvaccelererende. Derfor er vi ifølge Hansen nødt til at håndtere klimaudfordringen med andet og mere end procentvise CO₂-reduktioner. Vi må se på kildernes natur, og vi må stoppe afbrændingen af kul (opførelsen af nye kulkraftværker), som erden fossile brændselsform, som giver størst udledninger af CO₂ per indhøstet energienhed, indtil vi har udviklet en CCS-teknologi, som kan tilbageholde størstedelen af CO₂-udledningerne ved afbrænding af kul.

Læs mere »

Trendsætter-opdelinger af universet i ‘hot’ or ‘not’ giver mig altid dobbelte følelser. Ikke bare kommer mange fjollerier på hotlisten, men ofte ryger selv klare indspark i udviklingen på not-listen ikke på grund af deres ubrugelighed, men på grund af den mediemæssige befamlen. På den baggrund finder jeg dagens Treehugger-version af en Eco-Matrix 2008 nærmest interessant: Ud over den vandrette akse, hvor langt til venstre er ‘so last year’, at enhver med lidt sans for timing vil vende blikket mod ‘cutting edge’ i modsatte ende af aksen – det, som står til at blive hottest i det kommende år – har Treehuggers Eco-Matrix en lodret akse, som udspænder alle disse fænomener og teknologier i et ‘dark green’ og ‘light green’, en akse, som i mild karrikatur spænder mellem en økofundamentalistisk mørkegrøn venden tilbage til naturen og den teknologiske fremskridtstros lysende grønne.

Havde den vandrette akse i stedet for ‘hot’/’not’ været ‘fremadrettet’/’udlevet’ eller måske ‘bæredygtigt’/’ubæredygtigt, kunne matrix’en måske ligefrem gå hen og blive et nyttigt forståelsesværktøj.

Meaghan O’Neill: The 2008 Eco-Matrix: Who’s Hot, Who’s Not in the World of Green, Treehugger 30.12.2008.

Dongtan EcoCity har de seneste år stået som det måske mest lovende eksempel på en bybygning, som ikke bare etablerede en CO₂-neutral by med arbejde og bolig til en halv milli0n indbyggere i udkanten af Shanghai, men gjorde det på en måde, så Dongtan i sit ressourceforbrug holdt sig inden for et bæredygtigt globalt økologisk fodaftryk på 2,1 ha – hvor andre økovisioner har det med at fejle alvorligt på den parameter eller slet ikke indregne det.

Dongtan er først planlagt fuldt udbygget i 2040, men første fase skulle have stået færdig til en stor Expo i Shanghai i 2010. Af en artikel i Christian Science Monitor i dag fremgår det dog, at projektet er løbet ind i alvorlige vanskeligheder med at få de nødvendige aftaler og tilladelser på plads, så hvor opførelsen på nuværende tidspunkt skulle have været i fuld gang, er området stadig præget af rismarker. Selvom Dongtan ikke bliver flagskibsprojekt, må vi håbe, at tingene falder i hak inden længe, for Dongtan er med sin måde at integrere bolig, arbejde og produktivt landskab på er en nødvendig vision for en verden med stadig større bybefolkninger forude.

Se også tidligere blog-indlæg: Dongtan EcoCity, Dongtan EcoCity video.

Simon Montlake: In China, overambition reins in eco-city plans, Christian Science Monitor 23.12.2008.

I Schweiz kan man kræve folkeafstemning, hvis man har mindst 100.000 gyldige underskrifter. Og ungdomsafdelingen af Schweiz’ grønne parti har tidligere på året afleveret 120.000 underskrifter af et forslag om, at firehjulstrækkere, SUVere og andre store benzinslugere forbydes, at alle biler fremover skal udlede mindre end 250 g CO₂ pr. km og alle diesel-køretøjer fremover skal have partikelfiltre. Yderligere skal alle nye personbiler veje under 2,2 ton og forsynes med forpartier, som ved påkørsel er sikrere overfor personer end de nuværende. Ældre køretøjer, som ikke overholder disse specifikationer, må ikke køre over 100 km/t.

Teksten til ‘initiativet for mere menneskevenlige køretøjer’ kan ses på tysk her: Initiative für menschenfreundlichere Fahrzeuge.

Om så den schweiziske befolkning er rede til at stemme for forslaget, er en anden ting – til dato er 90% af alle forslag ved schweiziske folkeafstemninger blevet afvist. Men længe leve demokratiet.

Man har også drøftet et forbud af de store offroadere andre steder i verden, som Athen og Californien. På den hjemlige scene er det ærlig talt ikke nogen rar fornemmelse at være modkørende cyklist i Middelalderbyen, når en tankvognsbred firehjulstrækker med sin mobiltalende chauffør pløjer sig gennem et smalt ensrettet stræde, som var det en vildmark.

Medienmitteillung des Vereins für menschenfreundlichere Fahrzeuge, (pressemeddelelse) menschenfreundlicher.ch 20.12.2008.

Sam Abuelsamid: Swiss proposal would be among the most extreme anti-car laws anywhere, autobloggreen 05.08.2008.

Swiss to vote on SUV ban, Reuters 25.08.2008.

SUV: Sports Utility Vehicles.