Strøtanker om bæredygtighed

Ingeniørforeningen, IDA, kastede i dag en spændende ny ‘bombe’ ind i den danske klimadebat: Det kan faktisk lade sig gøre at skære vores CO₂-udledning med hele 90% til 2050 – og samtidig spare milliarder af kr. Det er nemlig en af hovedkonklusionerne i IDA’s nye udgivelse, “Klimaplan 2050”, der præsenteres for offentligheden i dag. IDA skriver endvidere:

“Planen er … en beskrivelse af, hvordan investeringer i teknologi og infrastruktur kan udvikle Danmark til et moderne samfund baseret på vedvarende energikilder og effektiv udnyttelse af alle tilgængelige ressourcer. Et samfund, hvor vækst i erhverv og velfærd kan ske i samspil med et bæredygtigt miljø.

Samfundsøkonomiske beregninger viser, at en omlægning af energiforsyningen vil medføre besparelser på 13 milliarder kr. allerede i år 2015. Herefter vil besparelserne stige frem til 2050 så de når op på 25 milliarder kr. årligt.

IDAs Klimaplan 2050 indeholder ni centrale anbefalinger, der skal føre frem til målet om 90 procents reduktion af udledningen af drivhusgasser.

Anbefalingerne er udtryk for en offensiv strategi, hvor samfundet via store investeringer omstiller og fremtidssikrer den danske energi- og infrastruktur. Planen er baseret på en række forskellige virkemidler med fokus på skærpede krav, innovation og markedsudvikling samt vidensopbygning.”
…

Klimaplan 2050’s ni centrale anbefalinger

1) National energispareaftale

2) Oprettelse af en koordineret energisparefond

3) Innovationsmarkeder og feed-in tariffer til fremme af vedvarende energi

4) Innovation baseret på forskning, udvikling og demonstration

5) Infrastrukturomlægning

6) Omlægning af gods og udbygning af banetransporten

7) Klimaoptimeret produktion og forbrug af fødevarer og biomasse

8) Dansk klimatilpasningsstrategi

9) Danmark bør arbejde for en ambitiøs internationale klimaaftale og gå foran via konkret handling.
…

Du kan læse mere om IDA’s klimaplan her:

Seks siders pdf-dokument med resumeer fra hver af hovedrapportens seks kapitler. Resumeerne indeholder konkrete forslag til, hvordan CO₂-udslippet skæres ned med 90% inden 2050.

Klimaplan 2050 – hovedrapport.

Klimaplan 2050 – baggrundsrapport.

Bemærk i øvrigt at rapporten, som den foreligger p.t., er en kladde, som er lagt ud til debat. Indtil 21. maj er det muligt at kommentere den fagligt ved at sende en mail til sekretariatet bag klimaplanen.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Niels-Holger Nielsen har lavet nedenstående oversættelse af Zane Acorns anmeldelse af Climate Wars, en tankevækkende bog af Gwynne Dyer. Anmeldelsen blev bragt i Green Left Weekly, 18.04.2009.¹

Climate Wars

Climate Wars (Klimakrige, NH) er en foruroligende bog og et værdifuldt bidrag til den stadigt voksende mængde litteratur om den historiske skillevej, som homo sapiens står midt i.

Denne bog forklarer klimaforandringernes effekt; ikke kun på koralrev og isbjørne, men på hundreder af millioner klimaflygtninge, som risikerer den samme skæbne som Gazas befolkning fristede under det israelske militærs angreb i januar.

Den beskriver også med en vis klarhed en virkeligt dybtgående ændring i menneskets kollektive bevidsthed. En ændring som er såvel forudsætning som særkende for et succesfuldt forsøg på at afværge løbske temperaturstigninger.

Climate Wars benytter sig af et spændende format, hvor en serie interviews med militærer, politikere, klima- og VE-specialister² veksler med fiktion om en fremtid knust af klimaforandringer.

Der er også foregribelser af hvorledes samfundet kan undgå løbske klimaforandringer; en bestræbelse som det vil kræve betragtelige investeringer og årtier med vedholdende internationalt samarbejde at gennemføre.

Et fantastisk eksempel er et citat, af Lester Brown fra Worldwatch Institute,³ som understreger den kendsgerning, at menneskeheden er meget kompetent til at skabe og implementere det enorme netværk af grøn energi, som vi behøves for at kunne bremse kulstofudledningen:

”Vi fremstiller på verdensplan tres millioner biler om året, så det er ikke noget at snakke om. Vi ville kunne producere disse vindmøller til hele verden blot ved at genåbne de lukkede samlefabrikker i USA. Det er alt hvad vi behøver for at kunne generere 40% af vores energi fra vindmøller i 2020.”

Læs mere »

Martin Lidegaard havde fredag en kronik i Politiken under overskriften Vi taler klimaet ihjel, som giver et fint – omend deprimerende – billede af tingenes tilstand på klimafronten.

Her op under klimatopmødet sniger klimaperspektivet sig ind alle mulige steder. Alle taler om det, men ingen gør noget ved det – klimania kalder Lidegaard det. Og han påpeger, at selv når politikerne fører sig frem med, at de gør noget for klimaet og miljøet – grøn trafikplan, grøn afgiftspakke osv. – så er der i samme lovpakke ofte dele som trækker endnu mere i den modsatte retning.

Det er ikke bare det danske folketing, som basker i afmægtighed overfor at få etableret nogle rammer for at få familien Danmark på en bæredygtig klimakurs. Lidegaard påpeger, at det samme sker kloden rundt. Den kæmpe chance, som finanskrisen gav for at lægge grunden til en Green New Deal, har man stor set forpasset. Enorme summer er postet (klimaperspektivmæssigt) bevidstløst ud i samfundet verden over for at redde stumperne af det, som vi aktivt burde afvikle.

For nylig så jeg en oversigt over forholdet mellem ‘grønne’ og ‘sorte’ elementer i finanskrisepakker over alt i verden. Jeg fik den desværre ikke sakset, så det er efter hukommelsen. Men stort set alle lande havde stort set tyet til konventionelle indsatser, som om noget forsinker en forgrønnelse af økonomien. Kina var den lysende undtagelse og lå med 39% grønne investeringer i særklasse i toppen. Hvorfor var det ikke 80-90% grønne initiativer over hele linjen?

Lidegaard citerer Sir Nicholas Stern for at have sagt, at det er “mindst lige så vigtigt at undgå de forkerte investeringer som at fremme de rigtige.”

Frem for alle mulige og umulige klimakampagner rettet mod folk skulle man bruge krudtet på at få opbygget solidt klima- og bæredygtighedsperspektiv for politikere og nationabankdirektioner verden rundt, så de næste gang er i stand til at se klart nok til at kunne håndtere en tilsvarende situation helt anderledes fremadrettet i stedet for at give efter overfor industrifolk, som trygler efter støtte til at videreføre produktion af fossile køretøjer, som kloden ikke kan tåle.

Er det et bevidst ondartet overfor klodens fremtid? – nok ikke. Det er nok nærmere manglende evne til konsekvenstænkning og manglende evne til at se ting i sammenhæng, koblet med manglende mod til at fortælle befolkningen i verdens rige lande, at der ikke bare om få år er dobbelt så meget af det hele, men at vi tværtimod må dematerialisere vores livskvalitet, hvis kabalen skal gå op og komme i gang med en systematisk afvikling af fossile brændstoffer og vores umådeholdne ressourceforbrug.

Læs mere »

The Guardian bragte i går en tankevækkende artikel, hvoraf det fremgår, at de store fragtskibe udleder så store mængder af astma- og kræftfremkaldende partikler, at blot ét af verdens største fragtskibe producerer lige så meget partikelforurening som 50 mio. biler, eller at 15 af disse gigantiske containerskibe producerer lige så meget partikelforurening som verdens 760 mio. biler.¹

Det hænger sammen med, at den bunkerolie, som skibsfarten i stor udstrækning bruger, er en tung restolie med op til 2.000 gange højere svovlindhold end den benzin, som biler kører på. Samtidig har undersøgelser fra de seneste år vist, at partikelforureningen bevæger sig mange hundrede kilomenter over havet. På den baggrund har USA i sidste uge indført en 400 km zone langs kysten, hvor man har stærkt skærpede krav til kvaliteten af den olie, som fragtskibene benytter. 70% af al skibstrafik foregår inden for 400 km fra land.

I europæiske farvande er der indført skærpede krav til skibsoliens kvalitet i Den Engelske Kanal og i Østersø-området, om end ikke på højde med de amerikanske krav. Og presset på IMO for at gøre noget effektivt ved problemet er voksende.

Selvom det også er et økonomisk spørgsmål, så er det stadig svært for mig at fatte, at verdens rederier blot fortsætter med at bruge bunkerolien, selv når man har fået tal på bordet, som viser, at det er skyld i, at skibsfarten har 60-80.000 årlige dødsfald på samvittigheden. Hvad får velklædte mænd på direktionsgangene til blot at fortsætte med at købe i titusindvis af ton dødbringende bunkerolie frem for at systematisk at gå ind i at undersøge, hvad man kan gøre for at bringe partikelforureningen til livs? Er det ligesom vognmændene og deres organisationer, som kæmper for at undgå at sætte et partikelfilter på til 40.000 kr., selvom man ved, at det vil redde menneskeliv?

“The answer is blowing in the wind”, som Dylan sang. Skibsfarten har stolte traditioner for at føre sig frem på vindkraft, som man passende kunne tage op igen. Det kunne samtidig tage en stor del af de 3½-4 % af verdens samlede udledninger af drivhusgasser, som skibsfarten i dag står for. Det er mindre pr. kilo fragtet gods end lastbiler og fly, men endda alt alt for meget.

Se tidligere blog-indlæg: Skibsfartens partikelforurening større end hidtil antaget, Mindre partikelforurening fra skibsfarten fra 2010, Renere skibsolie kan redde titusindvis af liv, Skibsfarten producerer dødelig partikelforurening og Mærsk producerer lige så meget CO₂ som hele Danmark.

Se: Magnus-effekt på skibsfarten, Japansk rederi med planer om 30% reduktion af energiforbrug, Mærsk fremlægger plan om 5% CO₂-reduktioner og Himmelsejl over Atlanten.

John Vidal: Health risks of shipping pollution have been ‘underestimated’, The Guardian 09.04.2009.¹

Birgitte Marfeldt: USA kræver bufferzone mod forurening rundt om hele landet, Ingeniøren 01.04.2009.

26. marts inviterer Klimabevægelsen til debat i CaféTeatret med deltagelse af Jeppe Læssøe (DPU), Louise Drewes Nielsen (RUC), Kjeld A. Larsen (Rådet for Bæredygtig Trafik) og Anne Vang (S) – kort sagt en god mulighed for at blive opdateret om klimaet under overskriften: Rød mand stå – grøn mand gå.

Skaber mænd mere trængsel end kvinder?

I år vedtager Københavns Kommune en ny klima- og trafikplan, som vil få konsekvenser for dig og dine transportmuligheder i mange år fremover. Debatmødet præsenterer en række vinkler på samspillet mellem trafik og vores livsstil.

Dit fremtidige trafikmønster afgøres af en politisk dagsorden for byudvikling og arbejdsliv. Men er det hensynet til arbejdslivet eller familien, der vejer tungest?

Jeppe Læssøe, forsker i miljø, menneske og samfund (DPU). Jeppe Læssøe har i mange år arbejdet med borgernes inddragelse i lokal miljøudvikling. Kom og vær med til et par timers kvalificeret debat, hvor du får mulighed for at møde en række meget kompetente gæster med stor viden om trafik, miljø og klima.

Gæsterne er Kjeld A. Larsen (formand for Rådet for Bæredygtig Trafik), Anne Vang Rasmussen (politisk ordfører for den socialdemokratiske gruppe i Borgerrepræsentationen) og Lise Drewes Nielsen (professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig forandring på RUC).

Rådet for Bæredygtig trafik ønsker at fremme en bæredygtig trafikudvikling. Rådets formand, Kjeld A. Larsen, arbejder for at opgradere den kollektive trafik i København, så det bliver højstatus at bevæge sig kollektivt – ligesom privatbilen er det i dag.

Anne Vang Rasmussen er politisk ordfører for den socialdemokratiske gruppe i Borgerrepræsentationen, hvor hun sidder i teknik- og miljøudvalget. Hun arbejder for kørselsafgifter, bedre forhold for cyklister og en kollektiv trafik i klasse A.

Lise Drewes Nielsen forsker i arbejdsliv, tid og køn med udgangspunkt i transportsektoren. Hun er ansat ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring (RUC) og mener bl.a. at lang pendlertid burde betragtes som en byrde, som familierne skal bekæmpe for at få mere tid til sig selv.

CaféTeatret 26. marts kl. 17.00.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn markerer Sluk Lyset Dagen den 28. marts ved at invitere til forevisning af filmen En Ubekvem Sandhed (An Inconvenient Truth) og efterfølgende samtale i stearinlysenes skær.

Klimadebatten foregår for det meste i mediernes rampelys, på politikernes bonede gulve eller blandt klimafagfolk på højt niveau – og ikke sjældent i højt tempo.Vi vil gerne give mulighed for at alle der bekymrer sig om klimaet kan komme forbi og snakke om hvad vi kan gøre sammen, på en måde der giver mere plads til nærvær, eftertanke og – ikke mindst – til nye tanker.

Derfor viser vi først ’klimaklassikeren’ En Ubekvem Sandhed, og får dermed genopfrisket hvad klimaudfordringen består i fra en mand, Al Gore, der om noget har kæmpet for at verden både tager problemet alvorligt og samtidig for at bevare håbet om at vi kan løse det.

Selv hvis man har set den før, kan filmen derfor blive en kærkommen lejlighed til at få genopfrisket ‘det store overblik’ over klimaudfordringen, såvel som lyst og inspiration til at handle.

Efter filmen slukkes de elektriske lys og de levende lys bliver tændt. Vi giver kaffe og te og frem for alt en alternativ mulighed for at dele med hinanden, hvordan vi hver især oplever klimaproblematikken – som en udfordring eller trussel eller måske lidt af begge dele.

Der vil ikke være nogen særlige regler eller retningslinier, foredragsholdere, agendaer eller politikker som skal tages hensyn til. Vi inviterer til et anderledes, mere frit og mere stilfærdigt møde om klimasagen. Vi kan lære hinanden bedre at kende, dele vores håb eller frygt for fremtiden – såvel som gamle som nye ideer til hvordan vi bedst forbereder os på den. Ordet er frit for alle.

Lad os slukke lyset og tænde for nærværet kl. 18.30-21.30 d. 28. marts 2009 i Miljøpunkts lokaler på Rådhuspladsen 77, stuen tv.

Hvis du regner med at komme, så send os venligst en mail på miljopunkt@a21.dk. Så ved vi bedre hvor meget kaffe og te, såvel som borde og stole, som vi skal have klar. På forhånd tak.

Læs mere »

Det seneste års meldinger fra klimaforskerne siger med stor entydighed, at hvis vi vil stabilisere klimaet før klodens ismassiver smelter og klimaforandringerne bliver selvaccelererende, er det bydende nødvendigt, at vi inden for få årtier ikke blot får reduceret de nuværende CO₂-udledninger drastisk, men påbegynder arbejdet med at fjerne CO₂ og andre drivhusgasser fra atmosfæren, så koncentrationen af CO₂ når tilbage under 350 ppm – og på sigt tilbage til før-industrielle koncentrationer på omkring 280 ppm.

Ikke mindst er den stadig eskalerende afbrænding af kul et problem. Kulafbrændingen producerer langt mere CO₂ end olie og gas for hver energienhed vi får, og Jordens kulreserver er så store, at hvis vi brænder alle i dag kendte kulreserver af inden vi omlægger til vedvarende energikilder, har vi en 100% sikkerhed for en klimakatastrofe.

Dette er baggrunden for det krav om et moratorium for udbygning af kulkraft, som de seneste år har lydt med stadig stærkere stemme, ikke mindst fra lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?, James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker og James Hansen: “Coal is best left in the ground”).

Men koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er i dag oppe på 387 ppm og stiger med 2 ppm pr. år, så selv hvis det lykkes at bremse og standse udledningerne af drivhusgasser til atmosfæren, står vi med spørgsmålene om, hvordan vi får nogle af dem fjernet fra atmosfæren. Mange steder i verden prøver man derfor at udvikle CCS-teknologi (carbon capture storage) til at fjerne CO₂-udledningerne og de mange andre giftigheder fra kulafbrændingen, inden de når atmosfæren. Men hidtil er det kun lykkedes i meget lille skala, og det er foreløbig så energikrævende at gøre, at det i bedste fald vil kræve en fjerdedel mere kul at nå samme energimængde. Man regner med mindst 20 år, før man har de første brugbare løsninger, og endnu er der ikke noget, som tyder på, at vi når en 100% effektiv teknologi.

Læs mere »

Trods megen tale om nødvendigheden af markante reduktioner af CO₂-udledningerne fra ikke mindst den rige del af verden ligger de danske CO₂-udledninger i dag på stort set samme niveau som i 1990. Den vedvarende energi og de energieffektiviseringer, som vi trods alt har fået etableret, har kun lige kunnet hamle op med de stigende udledninger fra en stadig større transportsektor og et stadig stigende vareforbrug, og vi står i dag i den småpinlige situation, at vi skal købe os til de små reduktioner, vi har forpligtet os til gennem Kyoto-aftalen.

Men ser man på Københavns Kommune, er CO₂-udledningerne i årene 1990-2005 faldet med 20%. Udviklingen er fortsat i den rigtige retning siden da, og med den klimaplan, som i de kommende måneder vil være i høring forud for den endelige vedtagelse, er der lagt op til at skære yderligere 20% af kommunens udledninger inden 2015. Hvad der er endnu mere interessant er, at det foreliggende udkast til klimaplanen indeholder et scenario for et CO₂-neutralt København i 2025. Det er kort sagt et initiativ, som fortjener den stærkest mulige opbakning. For det vil kræve politisk mod og modenhed at gennemføre, og det vil kræve en stærk deltagelse fra byens befolkning.

Vi er derfor en gruppe af mennesker fra Københavns miljøpunkter, lokaludvalg og klimabevægelse, som har lavet en studiekreds omkring klimaplanen i forbindelse med klimaplanens offentlighedsfase. Målet er dels, at vi alle bliver lidt klogere på, hvordan en sådan klimaplan er skruet sammen og kommer til at tale konkret om, hvordan CO₂-reduktioner i en sådan størrelsesorden og på lidt længere sigt CO₂-neutralitet reelt kan opnås. Dels at vi kan bidrage med velkvalificerede høringssvar. For en sådan klimaplan kræver deltagelse på alle niveauer for at kunne realiseres.

I studiekredsen vil vi mødes cirka hver anden uge kl. 19.00-21.30 ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, Rådhuspladsen 77 st.tv., første gang tirsdag den 3. marts. Har du forslag til emner, oplægsholdere eller relevante inspirationslinks, hører vi meget gerne fra dig.

Tilmelding til studiekredsen med navn, telefon og mail-adresse sker via studiekreds@a21.dk.

Arrangementsgruppen, ved Ane Wraae Nielsen, Kjeld A. Larsen, Lasse Rossen og Jens Hvass.

Læs mere »

I går var der igen nyt fra James E. Hansen, som rundsendte sin præsentation for en ‘Ways and Means’ (virkemiddel-) kommission i Det Hvide Hus. Den rummer en tankevækkende analyse af det kvotesystem, vi er ved at indføre som mekanisme for at nedbringe verdens samlede CO₂-udledninger. Foreløbig er resultaterne svære at begejstres for, hvis ikke lige man er markedsfundamentalist. Kvotesystemet fastholder virksomhederne i banal kassetænkning uden at formå at styre udviklingen, og lidt sat på spidsen har det europæiske kvotesystem foreløbig mest af alt haft karakter af erhvervsstøtte.

Carbon Tax & 100% Dividend vs. Tax & Trade, Testimony of James E. Hansen to Committee on Ways and Means United States House of Representatives 25.02.2009 (pdf).

Hansen, som gennem en menneskealder har været leder af Goddard-instituttet ved NASA er en af de klimaforskere, som klarest har markeret, at menneskeheden med sin nuværende afbrænding af fossile brændstoffer med usvigelig sikkerhed bevæger sig mod klimakatastrofen. Han har rejst verden rundt for at tydeliggøre nødvendigheden af et moratorium for udbygningen af kulkraft. Han er fadder til 350-bevægelsen, som arbejder for at få en CO₂-koncentration på 350 ppm gjort til det globale klimamål (hvor det nu er 450 ppm). Og i det her foreliggende paper diskuterer han kvotesystemets problemer set i forhold til en CO₂-skat, som vel at mærke betales 100 % tilbage. Et sådant system vil på ganske enkel vis gøre CO₂-tunge produkter og aktiviteter dyrere end CO₂-neutrale, samtidig med at det bevarer købekraften. Kvotesystemet har heroverfor store problemer på en lang række områder, og dets logik vil betyde, at et land som Danmark typisk vil købe sig fra at rydde op i egen baggård. Det største problem er dog ifølge Hansen, at det ikke løser klimaproblemet.

Hansen deltager i Københavns Universitets klimakonference 10.-12. marts. I den forbindelse har vi fået mulighed for at arrangere, at han møder Folketingets Energipolitiske Nævn og giver interviews med en række af de danske nyhedsmedier, så i den kommende tid vil vi komme til at høre meget mere til Hansen på vores hjemlige breddegrader.

Nedenfor følger Hansens mail – det er tankevækkende, at der i Washington nu er fire klima-lobbyister for hver parlamentariker. Så klimaet er på godt og ondt kommet på den amerikanske dagsorden.

Se tidligere blog-indlæg tagged med James Hansen.

Læs mere »

Klimaforskeren James E. Hansen har i dag en tankevækkende artikel i The Guardian, hvor han under overskriften Coal-fired power stations are death factories. Close them trækker konsekvensen af den fortsatte udbygning af kulkraften skarpt op. Det er meget på sin plads i et land som England, som på trods af at det i dag står med en af verdens skarpeste klimaplaner (med en reduktion på 80% inklusive skibs- og luftfart i 2050) planlægger opførelsen af nye kulkraftværker og nye landingsbaner på Heathrow.

Vores hjemlige energiselskab DONG burde også læse skriften på væggen. DONG har pt. fremskredne planer om at opføre gigantiske kulkraftværker i både Skotland og Tyskland. Argumenterne om, at de er (lidt) bedre end de nu værste kulkraftværker holder ikke en meter, for disse værker vil i adskillige årtier frem i tiden binde os til en afbrænding af kul, som fra et klimaperspektiv er helt uacceptabel. Vi er nødt til i den rigeste del af verden at fastholde nødvendigheden af, at al udbygning af energisektoren fremover sker i form af vedvarende energikilder. Alt andet er hasard med klodens fremtid.

Man taler ofte om den kinesiske kulkraft som det store problem – og det er det på ét plan. Men de tre lande i verden, som har den største afbrænding af kul pr. indbygger, er England, USA og Tyskland.

James Hansen: Coal-fired power stations are death factories. Close them, The Guardian 15.02.2009.