Indlæg om energi og ressourcer

Inspirerende film

11. august 2009

I denne måned er der mulighed for at se flere spændende film i Cinemateket i København om klima og miljø.

Yann Arthus-Bertrands ‘Home’ – Fantastisk film om den truede jord optaget fra luften i 54 lande med fire filmhold over 21 måneder. Introduktion og debat den 19. og 25. august. Se omtale i et tidligere blog-indlæg: Yann Arthus-Bertrand: Home.


.
Du kan også se filmen i høj kvalitet på YouTube her.

Foruden Home er der også en anden, lidt anderledes, men ikke mindre seværdig film på programmet i Cinemateket:

The Age of Stupid – Dokumentar møder elementer af science fiction og animation i bemærkelsesværdig klima-film, der har som mål at skabe 250 millioner klimaaktivister! Med online videokonference. 23. august kl. 14.30. Historien om filmen er mindst ligeså bemærkelsesværdig som filmen selv. Den er nemlig lavet af ‘amatører’ og finansieret af såkaldt crowd-funding.

The Age of Stupid – trailer.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Borking, Lars: “Dumhedens tidsalder”, Information 19.08.2009

 

Share

Novacem – en CO2-negativ beton

7. august 2009

Den nuværende cementproduktion producerer rundt regnet 1 ton CO2 for hvert ton cement. Vi bruger store mængder cement, til huse, veje, broer, ja stort set alt, så på verdensplan bruges der årligt 2,5 mia. ton Portland-cement, og produktionen heraf tegner sig for hele 5% af de samlede udledninger af drivhusgasser. Men engelske forskere er lige nu ved at udvikle en CO2-absorberende cement, Novacem, som man ligefrem kalder ‘carbon negative’ – dvs. at den i løbet af sin livscyklus absorberer mere CO2, end der udledes ved produktionen.

Det store energiforbrug fra konventionel produktion af Portland-cement – og dermed de store CO2-udledninger – skyldes den nødvendige opvarmning af calciumkarbonaten til først omkring 900ºC og dernæst til 1.400ºC for at kunne producere cement. Novacem derimod er baseret på magnesiumsilikat, som ikke kræver samme høje temperaturer ved fremstillingen (én gang til 700ºC) og giver en beton, der som del af sin ophærdningsproces absorberer CO2 fra atmosfæren.

I en præsentation ved Imperial College i London sidste år opsummerer lederen af Novacem Stuart M. Evans potentialet: “Den store gevinst er, at hvis Novacem fuldt ud erstattede Portland-cement, vil det absorbere 5% af verdens CO2-udledninger i stedet for at producere 5% af verdens CO2-udledninger.”¹

Foreløbig er Novacem på udviklingsstadiet. Man regner med inden for et år at have udviklet regulære byggekomponenter at lave forsøg med. Selvom styrkeegenskaberne måske viser sig at være en anelse anderledes end for Portland-cementen, så vil den sandsynligvis endda kunne erstatte en lang række ‘banale’ anvendelser, som havefliser, byggeblokke og kystsikring. Til forskel fra luftfarten og den industrielle fødevareproduktion synes der på dette område at være en vej frem mod ikke bare CO2-neutrale, men CO2-negative løsninger på noget stort set identisk med hvad vi har i dag. Dette er bydende nødvendigt. For hvis vi skal have atmosfærens koncentration af CO2 tilbage under 350 ppm, er det ikke nok at standse, endsige reducere, vores nuværende udledninger. Så er vi nødt til at udvikle CO2-negative samfund, som over en årrække absorberer så store mængder CO2 fra atmosfæren (og fra overophobningerne i havet), at vi på nærmer os præindustrielle CO2-niveauer.

I Californien arbejder firmaet Calera tilsvarende med at producere en cement med CO2-negative egenskaber – se tidligere blog-indlæg Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO2.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Stuart M Evans: Novacem – carbon negative cement to transform the construction industry Innovation and Investment Opportunities in Carbon Capture and Storage, Energy Futures Lab, Imperial College, London 15.10.2008 (ppt).

Carbon-Eating “Green” Cement Wins Funds For UK Firm, Reuters 07.08.2009.

Novacem raises over £1 million – commercialisation of carbon negative cement will tackle challenge of climate change, (pressemeddelelse) Novacem 06.08.2009 (pdf).

New carbon negative cement from Novacem takes top honours at the Clean Twehnology Rushlight Awards, (pressemeddelelse) Novacem 26.01.2009 (pdf).

Share

Janine Benyus om biomimicry ved BFE Global Summit

5. august 2009

I dagene 22.-23. april afholdt man BFE Global Summit i Paris. BFE står for Business for the Environment og er en sammenslutning af Clean Tech-virksomheder fra hele verden. Ved den lejlighed havde man inviteret Janine Benyus til at fortælle om biomimicry og det fantastiske felt af muligheder, som åbner sig ved en systematisk aflæsning af, hvordan naturen gennem millioner af år har udviklet hensigtsmæssige organiseringsmønstre, som til forskel fra de fleste af det industrialiserede samfunds processer er karakteriseret ved, at de foregår selvorganiserende, uden spild og ophobninger af ‘ubrugeligheder’, og at alt indgår i videre kredsløb. Kort sagt ser vi i naturens grundmodus en grad af bæredygtighed, energieffektivitet og ressourceminimering, som få af de ting, som vi i dag kalder bæredygtige, energieffektive og ressourceoptimerede, kan matche.

Janine Benyus’ indlæg varer i alt 45 min. Det findes tilgængeligt via 5 YouTube-videoer, som er tilgængelige herunder. Publikum er miljømæssigt virksomhedsfolk (se link til manifestet nedenfor), så det er en mindre blomstrende vidtløftig, mere koncist inspirerende og business-orienteret Janine, vi møder i denne sammenhæng.

Læs mere »

Share

Tim Jackson til København

4. august 2009

14. oktober kommer Tim Jackson fra britiske regerings Sustainable Development Commission til København, hvor han giver forelæsningen: ”Vækstens dilemma, klimabalance, retfærdighed og velfærd uden økonomisk vækst?” som optakt til en debat om vækstens grænser. Her vil Tim Jackson sammen med to fremtrædende danske opponenter, professor Peter Birch Sørensen og centerleder og klimaøkonom Kirsten Halsnæs, bringe spørgsmålet om vækstens grænser i centrum af klimadebatten forud for COP15.

Jackson barslede for nylig med rapporten Prosperity without growth, hvori han stiller en række yderst begavede spørgsmålstegn ved hele den vækstmyte, som bærer vores nuværende samfund Så der er lagt op til et virkelig spændende møde.

Man kunne ønske sig, at vores Klima- og Energiminister hørte med – ifølge Jacksons beregninger skal der langt mere til end at afkoble økonomiske vækst og CO2-udledninger. For at der er plads til velfærd til alle i 2050 skal vi afhængig af scenario ned på 2-5% af de nuværende CO2-udledninger pr. dollar – se tidligere blog-indlæg om Jacksons rapport: Velfærd uden vækst?.

Sted: Copenhagen Business School (CBS), København.

Tidspunktet er endnu ikke fastlagt. Der åbnes for tilmelding efter sommerferien. Flere informationer følger.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Tim Jackson: Prosperity without growth? The transition to a sustainable economy, Sustainable Development Commission, marts 2009 (pdf).

 

Share

Afkobling af vækst og CO2-udledninger en myte

3. august 2009

Ligesom den danske regering har den britiske til stadighed fremhævet, at det er lykkedes at afkoble økonomisk vækst og CO2-udledninger. Officielt hedder det sig, at Storbritannien siden 1998 har reduceret sine CO2-udledninger med 5% – ikke meget, slet ikke i forhold til hvad der er brug for, men nok til at vække opmærksomhed ude i den store verden, hvor udledningerne af drivhusgasser stiger og stiger i takt med den stigende økonomiske aktivitet.

For nylig beregnede Stockholm Environment Institute, at hvis man beregnede de samlede britiske udledninger, var CO2-udledningerne i virkeligheden steget markant siden 1992 (se tidligere blog-indlæg: Samlede britiske CO2-udledninger steget 37% siden 1992). Og nu har WWF i samarbejde med Stockholm Environment Institute en rapport på trapperne, som kommer frem til, at CO2-udledningerne er steget med hele 44%, hvis man regner samtlige emissioner med – eller 49% højere end de officielle tal.

Det peger på et centralt problem med Kyoto-aftalen, som det kun delvist ser ud til at man kommer til at løse med den kommende Københavner-aftale. At de rige lande med en kombination af de nuværende kvotemekanismer og de globale markedsmekanismer overhovedet ikke skruer med for blusset, men blot systematisk udflager al produktion, som sviner og producerer CO2 til lande, som endnu ikke er kvotebelagte. Det kan måske sminke den nationale statistik, men det løser ikke problemerne. Tværtimod.

Læs mere »

Share

England halverer forbrug af engangsplasticposer

18. juli 2009

Det fremgår af en række artikler i The Guardian på det seneste, at England på få år har halveret sit forbrug af plasticposer.

Det er umiddelbart lidt af en bedrift. Det startede i al uskyldighed med, at filmproducenten Rebecca Hosking i 2007 overtalte butikker i den lille by Modbury til at nægte at uddele gratis plasticposer, og fik for alvor momentum, da syv store supermarkedskæder satte sig for at halvere deres forbrug af plasticposer og den engelske regering gjorde det til en mærkesag. Således har England på blot godt to år så godt som halveret sit forbrug. Hvor der i maj 2006 blev uddelt 870 mio. engangsplasticposer i engelske butikker, var det i maj 2009 blot 450 mio. engangsplasticposer – eller et fald fra 17½ til 9 engangsplasticposer pr. englænder pr. måned.

George Monbiot er straks på pletten med skarpe modsynspunkter på sin blog på The Guardian: “Krigen mod plasticposen er spild af tid”, harcelerer han efter i april sammesteds at have kaldt englændernes besathed af plasticposerne en form for miljømæssig ignorans. Brugte vi samme ildhu på at halvere vores forbrug af flyrejser og transport, ville det virkelig batte noget, og i det store perspektiv har han ikke helt uret. Hvis vi vil gøre os håb om at håndtere klimaudfordringen, er vi nødt til at skelne mellem store og små problemer og i hvert fald forholde os til nogen af de store problemer. Vi er nødt til at udvikle en form for proportionssans i vores miljøindsats, så plasticposen ikke bare bliver et uskyldigt dække for fortsættelsen af en på alle de afgørende områder klimamæssigt graverende livsstil, og vores ene hånd solder væk, hvad vi møjsommeligt sparede os til med den anden.

Men de stigende plasticmængder er et reelt problem. Danmark har netop måttet opskrive sine nationale CO2-udledninger betragteligt, fordi man kunne konstatere, at der var langt mere plastic i vores affald end hidtil antaget – og dermed, at vores affaldsafbrænding gav anledning til markant større CO2-udledninger end hidtil indregnet. Det er små mængder, men samlet drejer det sig for Danmark om en merudledning, som kræver indtil flere store havvindmølleparker à 100 møller at kompensere. I stedet var det måske smartere at tage rygsækken med i Irma næste gang eller bruge en pose, som kan genbruges mange gange.

Se tidligere blog-indlæg: Organiske plasticposer og Kina forbyder gratis plasticposer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

John Vidal: Plastic bag revolt halves nationwide use to 450m, The Guardian 17.07.2009.

George Monbiot: War on plastic bags is a waste of time, The Guardian 15.07.2009.

George Monbiot: Plastic bag obsession is carrier for environmental ignorance, 07.04.2009.

Rebecca Smithers: UK retailers criticised over plastic bags, The Guardian 06.07.2009.

 

Share

Mere A-kraft kan blive afgørende for USAs klimaindsats

9. juli 2009

NASA-satellitmålinger der grafisk viser hvordan havisen ved Nordpolen stadig bliver tyndere

Det kunne være plottet til en let fordøjelig katastrofefilm, af den slags som oftest kommer direkte ud på DVD:

Videnskabsmænd melder, at de i bogstavelig forstand kan se Jorden tælle ned til uoverskuelige og truende klimaforandringer, fordi havisen i Arktis smelter med større og større hast som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

En gruppe højtstående politikere fra hele verden mødes, og diskuterer hvad man skal gøre. Men ingen synes at have tillid nok til de andre til at turde gå forrest med at skære ned på deres CO2-udledninger, som kunne bremse opvarmningen. Alle venter på alle.

De fleste ledere venter dog især på, at en af de stærkeste ved forhandlingsbordet, USA, får vedtaget sin nye klimalov. Den skal sørge for at landets industri gradvist bremser sine CO2-udledninger, som står for omkring 22 % af verdens samlede udledninger – men der er stadig stor modstand i USA fra magtfulde lobbygrupper og senatorer.

Og så kommer pludselig et udspil fra Det Hvide Hus, som måske kan få klimaloven igennem Senatet: Lad os skære ned på CO2-udledningerne fra fossile brændstoffer og gengæld bygge nye atomkraftværker …!

På samme tid blokerer en gruppe aktivister fra en miljøorganisation store kulfabrikker i værtslandet for at tvinge lederne til at skynde sig til at få vedtaget nogle reduktionsmål som er store nok og som kommer tidsnok – og vel at mærke uden brug af atomkraft.

Men ovenstående historie udspiller sig desværre i virkelighedens, og ikke fiktionens, verden. Den udspiller sig dels i det amerikanske Senat – samt i Italien hvor G8-landene holder møde indtil i morgen fredag sammen med Major Economies Forum (MEF) – de 17 lande i verden, som tilsammen står for 80% af alle drivhusgas-udledninger. Men mens NASA igen melder at man vha. ny satellitdata kan måle, at isen i havet omkring Nordpolen bliver tyndere og tyndere, er G8-lederne i fuld gang med at udtynde deres fælles klimaløfter.

Problemet handler i første omgang om Nordpolens is. Indtil for nylig overlevede størstedelen af den arktiske havis mindst én sommer og ofte adskillige somre. Men tingene har ændret sig dramatisk. Den sæsonbestemte is – dvs. is som smelter og fryser igen hvert år – udgør i dag 70 % af den arktiske havis ved vintertid. Det er en stigning fra 40-50 % i 1980’erne og 1990’erne.

Den tykkere is, der overlever to eller flere år, udgør derimod nu kun 10 % af isdækket om vinteren. Det er et fald fra 30-40 % i forhold til førnævnte periode. Og denne tynde, etårige vinter-is er langt mere sårbar over for sommerafsmeltning, vind og storm. At der bliver mere af den tynde is, fremskynder derfor formentlig det tidspunkt, hvor den globale opvarmning gør Nordpolen helt isfri om sommeren (mere om disse data her.)

Læs mere »

Share

3. generations biochar-komfurer

25. maj 2009

I det seneste oplæg til aftaleteksten til den kommende klimaaftale i København har man indarbejdet biochar som et af virkemidlerne.¹ Biochar har et potentiale at kunne styrke landbrugsjordens evne til at binde vand, næringsstoffer og mikroorganismer, og forsøg viser markant større udbytter, hvor man har jordforbedret med biochar. Samtidig består biochar stort set af kulstof, som planterne gennem deres fotosyntese har trukket ud af atmosfæren. Billederne her stammer således fra et paper fra UNCCD, United Nations Convention to Combat Desertification, som blev præsenteret ved COP14 i Poznan.²

I store dele af verden laver familier hver dag ild med brænde, som er indsamlet i området. Det afbrændes typisk på en meget uhensigtsmæssig måde med luftforurening og en meget lille virkningsgrad. UNCCDs paper anslår, at der hver dag er 2,4 mia. mennesker, hvis mad er tilberedt over åben ild.

Alene ved at udvikle en tredjegenerations komfurtype som på billederne til højre kan man således spare store mængder brænde, mindske menneskers eksponering for usunde røggasser og afbrænde det organiske materiale, så man ikke står tilbage med aske, men med trækul, som enten kan sælges som brændselskilde eller bruges til en jordforbedring, som vil kunne mangedoble høstudbyttet, samtidig med at det gradvist vil binde markante mængder af CO2 i jorden.

Alt efter beskaffenhed og størrelse har trækullenes lagring af CO2 en halveringstid på en tidshorisont fra årtier til århundreder og årtusinder. I Amazon-bækkenet har man således fundet områder med terra preta, ‘sort jord’, som har været kultiveret med trækul tilbage før 1600-tallet, som stadig i dag har langt højere frugtbarhed. Se blog-indlægget: BBC dokumentar: The Secret of El Dorado.

Biochar repræsenterer således en måde, hvor mennesker over hele verden på en enkel måde kan være med til at trække CO2 ud af atmosfæren samtidig med, at de øger frugtbarheden omkring sig.

Se tidligere blog-indlæg: The Promise of Biochar, Hvor meget biochar … ?, Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’, Klimaløsning: Bioengineering & Biochar og The Soil Carbon Manifesto.

indlæg oprettet af Jens Hvass

May 2009 Update: Biochar Included in Draft Copenhagen Text, www.biochar-international.org.¹

Robert Flanagan & Dr. Stephen Joseph: Mobilising rural households to store carbon, reduce harmful emissions and improve soil fertility: introduction of third generation stoves, UNCCD 2008 (pdf).²

Indoor Air Pollution Kills 46,000 People in Bangladesh Every Year, Xinhua 15.06.2009.

Share

World Business Summit on Climate Change, 24.-26. maj

24. maj 2009

Fra i dag er der World Business Summit on Climate Change i København, hvor omkring 700 af verdens forretningsledere mødes i Bella Centeret for at drøfte erhvervslivets bidrag til den transformation fra fossilt baseret samfund til et samfund på vedvarende energi. Deltagelse kræver invitation, men fra copenhagenclimatecouncil.com kan man være med via webcast.

På dagens program kan man opleve Al Gore kl. 14.00-14:25; og 16.30-16.45 kan man opleve IPCCs leder, Rajendra Pachauri. I løbet af konferencens tre dage er der serier af workshops og paneldiskussioner inden for forskellige sektorer som skibsfart og luftfart. Se Summit Brochure (pdf) og Summit Program (pdf).

Connie Hedegaard deltager i dagens paneldiskussion med temaet ‘Getting to Copenhagen’ kl. 17.00-18.00. I en netop udsendt pressemeddelelse fra Klima- og Energiministeriet hedder det: “‘Den store tilslutning til erhvervstopmødet er et klart signal om, at klimasagen ikke bare er en politisk sag eller en ‘feel-good’-sag. Det er benhård business – og et afgørende marked at være i front på’, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard: ‘Vi har længe talt om visioner. Erhvervslivet har i de kommende dage en enestående mulighed for at komme med deres bidrag til, hvordan vi når frem til at realisere visionerne.’

De politiske klimaforhandlinger, der foregår i FN-regi, kulminerer i COP15 i december i år. Klimaaftalen skal levere den politiske platform for en fremadrettet håndtering af klimaforandringerne. Men politikerne har også brug for erhvervslivet og for at erhvervslivet integrerer udfordringerne ved klimaforandringerne i deres forretningsplaner: ‘Erhvervsledernes aktive involvering og lederskab er alfa og omega for klimasagens forankring i verdensøkonomien’, siger Connie Hedegaard.”

Læs mere »

Share

To store landbaserede vindmølleparker i Skotland

21. maj 2009

Skotland er et af de lande, som er meget langt fremme i skoene, når det gælder vind- og bølgeenergi, og landet har planer om, at 50% af elforsyningen i 2020 kommer fra vedvarende energikilder. Målet om at 31% af elforsyningen i 2011 kommer fra vedvarende energi har man allerede nået med færdiggørelsen af Whitelee, som med en samlet mølleeffekt på 322 MW i dag er den største landbaserede (onshore) vindmøllepark i Europa. Og man har allerede planer om at udbygge Whitelee til 542 MW. De 20 møller i vores hjemlige vindmøllepark Middelgrunden er til sammenligning blot 40 MW.

Samtidig har man planer om at etablere vindmølleparken Viking på Shetlandsøerne med 150 vindmøller og en samlet kapacitet på 540 MW. Skotland er således godt på vej til at opfylde sit mål om, at 50% af elproduktionen i 2050 kommer fra vedvarende energi.

Omgivet af hav har Skotland et samlet vind- og bølgeenergipotentiale på ti gange sit maksimale energiforbrug. Og man kan med rimelighed spørge sig, hvorfor vores hjemlige DONG absolut skal bygge kulfyrede kraftværker i Skotland, og ikke bare et lille biobrændselsanlæg til de få dage om året, hvor der er havblik?

Læs mere »

Share