Strøtanker om bæredygtighed

Vandkraft står på mange måder som den ultimative form for vedvarende energi – når først den er etableret, er der ingen bivirkninger, og vandet venter blot tålmodigt på at blive ledt forbi turbinerne for at lave CO₂-neutral energi. Og til forskel fra vindkraften er vandkraften let at dosere, så man præcist får så meget energi, som man har brug for, når man har brug for den … troede jeg indtil en artikel i The Guardian i går.¹

For én ting er de kolossale ødelæggelser af landskaber, som går forud. Men én gang etableret, sker der fra bunden af de store mudrede opstemningsbassiner en stadig udvikling af metangas fra forrådnelsesprocesser i iltfattige omgivelser – en effekt som er særlig udtalt i troperne. Ifølge forskere fra INPE står vandkraftværker for 23% af den menneskeskabte metan og mindst 4% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser. Vandreservoirer i troperne kan i værste fald have en større drivhuseffekt pr. produceret kilowatttime end fra fossile kilder, inklusive kul.² I et eksempel fra Curuá-Una inddæmningen i Amazon-området er det således vurderet, at produktionen af drivhusgasser er omkring 3½ gange større, end hvis energien var produceret fra afbrænding af olie.³

Læs mere »

Concito barslede lige inden jul med en ny rapport, Forbrugerens klimapåvirkning,¹ som rejser spørgsmålet, om vi i Danmark har prioriteret rigtigt i de hidtidige CO₂-sparekampagner. Indledende fastslås det, at fokus i Danmark overvejende har været på forbrugerens udslip gennem forbruget af el, brændstof og varme, selvom det kun udgør ca. 20% af den enkeltes globale udledning. Hele 80% af udledningen er knyttet til de varer og serviceydelser, som vi som forbrugere køber eller får stillet til rådighed.

Den enkelte danskers udslip af drivhusgasser bliver ofte angivet til at være 12-13 tons CO₂e pr. år. Dette fremkommer ved at dividere det nationale danske udslip med de 5,5 millioner borgere i Danmark. Dette giver dog ikke noget retvisende billede, idet stadig flere af de varer og ydelser, som vi forbruger, i dag er produceret i andre lande og dermed medfører et udslip i disse lande. De samlede globale udledninger af drivhusgasser fra hver dansker ligger således snarere omkring 19 ton CO₂e pr. år.

De klassiske indsatsområder som el og varme til private husstande og brændstof til personbiler udgør således kun 20% af det samlede udslip fra en dansker, medens mad udgør en tilsvarende mængde. Resten er relateret til øvrige varer og ydelser, som flyrejser, elektronik, byggematerialer, tøj, produktion af biler, offentligt forbrug, infrastruktur, etc. Concitos kortlægning af de enkelte varegrupper viser på den ene side, at udledningen af drivhusgasser er væsentlig højere end de fleste tror. Samtidig er mulighederne for den enkelte for at nedbringe sit udslip tilsvarende større.

I Concitos rapport siges det, at de forudsætninger, man har sat for beregningen af udledningerne fra vores animalske føde er sat lavt.

Fra anden side har det været påvist, at de hidtidige beregninger (FAO 2006²), som vurderede at verdens kødproduktion afstedkommer 18% af verdens samlede udledninger, ligger alt for lavt, og at den animalske produktion alene tegner sig for op imod halvdelen af de samlede øjeblikkelige drivhusgasudledninger.³

Se det tidligere blog-indlæg: Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion, som gennemgår disse beregninger.

Det korte af det lange er, at Concitos rapport understreger vigtigheden af, at vi bliver bedre til at se klart, hvilke indsatser, som skal til på hvilke niveauer. Hvor mange af de ting, vi indtil nu har bedt borgerne om at gøre i klimaets og miljøets navn med rette kunne håndteres mere effektivt gennem at ændre rammevilkårene.

Dette er baggrunden for, at vi med udstillingen Hungry Planet har sat fokus på den store mulighed, vi hver især har for at styrke vores egen og planetens sundhed gennem at ændre vores spisevaner. Der ligger i vores løbende forbrugsvalg en række meget vigtige klima-konsekvenser, som vi skal have mere viden for at kunne træffe kvalificerede valg, men som vi nødvendigvis selv må træffe, hvis ikke vi skal ende i det totale formynderi.

indlæg ved Jens Hvass.

Torben Chrintz: Forbrugerens klimapåvirkning, Concito 18.12.2010 (pdf).¹

H. Steinfeld et al.: Livestock’s Long Shadow. Environmental Issues and Options, FAO, Rom 2006 (pdf).²

Robert Goodland and Jeff Anhang: Livestock and Climate Change, Worldwatch Magazine vol. 22 no. 6 nov.-dec. 2009, pp. 10-19 (pdf).³

Trafikværkstedet er græsrodsorganisationernes forum for udformning af en trafikal infrastrukturplan og en trafikpolitik for Sjælland baseret på bæredygtighedsprincipper.
Siden januar 2010 har Trafikværkstedet løbende været samlet ved Miljøpunkt-Indre By-Christianshavn for at søge at indkredse et trafikscanario for 2030 Sjællandsområdet med markant mindre trafik og klimabelastning end i dag.

I udgangspunktet blev der opstillet seks rammebetingelser for arbejdsprocessen:

1. Samfundet skal være fossilfrit
2. Efterspørgslen efter motoriseret transport skal reduceres markant
3. Den kollektive trafik og cykeltrafik skal opprioriteres på biltrafikkens bekostning
4. Den tunge trafik i byerne skal reduceres og omlægges
5. Storbyens trængselsproblemer skal reduceres uden en langsgående havnetunnel
6. Byernes forgrønnelse skal fremmes

Som delresultat har Trafikværkstedet udarbejdet et bidrag til Indre By Lokaludvalgs bydelsplan, som ser på, hvordan en sådan ganske radikal reorganisering af trafikstrømmene i det centrale København kunne udfolde sig. Se Trafikværkstedets vision for det centrale København.

Trafikværkstedet er åbent for nye medlemmer og opfordrer græsrodsorganisationer på Sjælland at slutte op om projektet.

Se mere om Trafikværkstedet og dets målsætning under Introduktion til Trafikværkstedet.

Se mødekalender 2011 for Trafikværkstedets løbende aktiviteter.

For yderligere information, kontakt:

Jens Hvass, tlf.: 42 31 70 30
Kjeld A. Larsen, tlf.: 38 30 66 19
Lars Barfred: tlf.: 30 48 44 44
Lasse Schelde, tlf.: 82 32 58 10 /40 12 34 16

.
Bill McKibben: EAARTH: Making a Life on a Tough New Planet – en 90 min. forelæsning ved Dominican University, Leadership Lecture Series, 22.04.2010.
.
De indledende kommentarer og introduktioner tager tid, men man kan uden at gå glip af det store klikke sig frem til 14:00, hvor Bill McKibben får ordet. Herfra kan man over en time opleve ham udfolde et enestende perspektiv på klimaudfordringens monumentalitet.

Ifølge McKibben må vi drosle ned og skabe samfund og økonomier, som kan indskrænke sig og fokusere på det essentielle. Forandring – fundamentale forandringer – er vores bedste håb for en planet, som er pludseligt og voldsomt ude af balance.

Vi ser her McKibben med sin søgende, malende, fortælleform, når den er bedst. Under vejs får man et virkelig godt indblik i, hvilken indsats, som ligger bag 350-bevægelsens tilblivelse og processen frem mod klimatopmødet i 2009 i København.

Se tidligere indlæg tagged Bill McKibben.

Johan Rockström: Let the environment guide our development, 18:42 min. præsentation på TED-konferencen 2010.

I denne video fortæller Johan Rockström, som er leder af Stockholm Environment Institute og Stockholm Resilience Centre, om det virkelig spændende arbejde med at definere de Planetary Boundaries, de rammer eller grundlæggende livsvilkår, som vores fremtid må udfolde sig indenfor. Arbejdet er gennemført af et tværfagligt team af 28 forskere, deriblandt klimaforskeren James E. Hansen og vores hjemlige Katherine Richardson. De 28 forskere nåede frem til 9 sfærer, som vi må forstå at holde vores fremtidige udvikling indenfor. Rockströms beretning derom er fundamentalt spændende – på mange måder en opdateret udgave af bogen Grænser for vækst, som Romklubben publicerede i 1972.

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor man kan finde sådanne forskningsenheder i Sverige, mens vi har måttet døje med Bjørn Lomborg.

Johan Rockström et al.: Planetary Boundaries: Exploring the Safe Operating Space for Humanity, Ecology and Society vol. 14 no. 2 (pdf).

Sturle Hauge Simonsen: Tipping towards the unknown, Stockholm Recilience Centre 23.09.2009.

Fred Pearce: From ocean to ozone: Earth’s nine life-support systems, New Scientist 24.02.2010.

Robin Engelhardt: Dystre forudsigelser fra debatbogen “Grænser for vækst” holder stik, Ingeniøren 17.01.2009.

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen rundsendte i dag en henvendelse til den norske statsminister i anledning af, at han i juni modtog den norske Sophie Prize.

Hansen benyttede her anledningen til at markere det dybt beklagelige i, at det statsejede norske olieselskab Statoil er gået aktivt ind i udvindingen af tar sand i Canada. Tar sand er en af de mest svinske former for fossilt brændstof, vi har i dag. Miljøødelæggelserne er kolossale – et område fire gange større end Danmark er i disse år ved at blive totalraseret for at udvinde bitumen-olie fra sandlag i overfladen, og energiforbruget ved udvindelsen er så stort, at den samlede CO2-udledning ved olie fra tar sand er markant større.

Hansens enkle men klare budskab – i en situation, hvor vi alligevel ikke kan afbrænde alle vores fossile brændstoffer, hvis vi vil bevare et klima nogenlunde som vi kender det i dag – er, at vi må:

1) udfase den nuværende brug af kul hurtigst muligt
2) lade forekomster af tar sand blive i jorden
3) afstå fra at forfølge de sidste dråber olie (som for eksempel i de arkitske egne og på dybt vand).

Op til COP15 var Norge et af de lande, som spillede klarest ud, med tilsagn om en reduktion af landets CO2-udledninger på 40% inden 2020 – markant over EUs tilsgn på 20% – som kunne forhøjes til 30%, hvis verdens øvrige lande gav tilsvarende tilsagn. Det kom der som sagt ikke, så EU står lige nu med et tilsagn på kun 20%, hvilket er helt utilstrækkeligt og meget dårlig signalpolitik.

Endda er James E. Hansens karakteristik af den norske klimapolitik langt fra rosende: “The Norwegian government’s position is a staggering reaffirmation of the global situation: even the greenest governments find it too inconvenient to address the implication of scientific facts. Perhaps our governments are in the hip pocket of the fossil fuel industry – but that is not for science to say.”

Ved modtagelsen af Sofieprisen siger han afrundende: “What I can say from the science is this: the plans that governments, including Norway, are adopting spell disaster for young people and future generations. And we are running out of time.

Stabilizing climate is a moral issue, a matter of intergenerational justice. Young people, and older people who support the young and the other species on the planet, must unite in demanding an effective approach that preserves our planet.

Because the executive and legislative branches of our governments are turning a deaf ear to the science, the judicial branch may provide the best opportunity for redressing the situation. Our governments have a fiduciary responsibility to protect the rights of young people and future generations. I look forward to working with young people and their supporters in developing the legal case for young people and the planet.”

Når Hansen udtaler sig så klart om selv de mest vidtgående klimaplaner, som han gør her, at de “spell disaster”, så bunder det i hans meget klare aflæsning af den kvoteordning, som en kommende klimaaftale søges opbygget om, som aldeles utilstrækkelig, og som fokuserende på det forkerte.

Open letter to Prime Minister Jens Stoltenberg, published in Aftenposten, 19.05.2010 (pdf).

Svarbrev fra Robin Martin Kåss, Statssekretær, Olje- og Energidepartementet, Deputy Minister, Ministry of Petroleum and Energy, 24.05.2010 (pdf).

James E. Hansen: Message from Sophie Prize Winner (pdf).

www.sofieprisen.no.

Architecture 2030 er et meget visionært amerikansk initiativ, som har lavet en køreplan for et USA, hvor bygninger er CO₂-neutrale inden 2030, med en tilhørende uddannelsesplan – at alle amerikanske arkitektstuderende i løbet af i år skal være i stand til at designe sådanne CO₂-neutrale bygninger. I samarbejde med forskere fra NASA og National Renewable Energy Laboratory har Architecture 2030 fået udarbejdet et paper, som undersøger mulighederne for et at udfase brugen af kul i USA i 2030. Den endelige artikel vil først udkomme i juni, men er i dag rundsendt i draft form.¹

I den nuværende situation, hvor den amerikanske klimalovgivning og dermed den globale klimaaftale hænger i en endog meget tynd tråd efter et massivt lobby- og støjarbejde fra kul- og olieindustrien, er det et dybt interessant indspark i den amerikanske debat. Alene geotermisk energi vurderes at have 10 gange større energipotentiale end det nuværende amerikanske energiforbrug, og der er masser at spare ved mere hensigtsmæssig indretning af den amerikanske infrastruktur.

Blandt artiklens forfattere finder man også lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen.

I artiklens abstract hedder det afsluttende: “Vi konkluderer, at USAs emissioner fra kul kan være udfaset i 2030 gennem anvendelse af eksisterende teknologier eller teknologier, som vil være konkurrencedygtige indenfor det kommende tiår. Fjernelsen af subsidier til fossile brændstoffer og en markant øget pris på CO₂-udledninger er de fundamentale forudsætninger for en ren, emissionsfri fremtid.”

Jeg har kopieret artiklens abstract ind nedenfor.

Pushker A. Kharecha et al.: Options for Near-Term Phaseout of CO2 Emissions from Coal Use in the United States, Draft accepted for publication in Environmental Science & Technology (pdf).¹

Læs mere »

Det er ikke en nekrolog – ikke endnu. Men det kan alt for snart blive det.

Den blåfinnede tun er hårdere fisket end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som konsumerer 80% af alle blåfinnede tun i verden. I løbet af de 40 år, hvor man har målt verdenshavens bestande af fisk, er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80%.

Tunfisken er helt central i det japanske køkken, hvor den overvejende spises rå som sushi og sashimi. Men ryghvirvlerne tørres og høvles til et delikat drys over tofu-retter, og miso-suppen har ofte en bund af tun. Her er det dog ligeså meget andre varianter af tunfisk, som bruges – med dens mørkrøde kød er den blåfinnede tun en luksusspise, lidt ligesom pighvar.

Det er langtfra steak-store serveringer, japanerne indtager, tværtimod er det små, delikate udskæringer, hvor intet går til spilde. Alligevel er det forhold, at en hel nation har tunfisken som sit grisekød – godt hjulpet af, at sushi-moden i de seneste år har bredt sig over store dele af kloden – godt i gang med at udrydde en art.

I EU har der i nogen tid været tilløb til et forbud mod at fange den blåfinnede tun. Monaco har derfor forud for det årlige møde i CITES (the Convention on International Trade in Endangered Speciesof Wild Fauna and Flora) fremsat forslag om, at den blåfinnede tun bliver medtaget under truede dyrearter, som derfor ikke kan handles.

I disse globale tider nøjes japanerne nemlig ikke med at nedfiske sine egne farvande, men opkøber samtidig omkring 80% af den atlantiske fangst af den blåfinnede tun, hvilket dækker omkring halvdelen af det japanske forbrug af blåfinnet tun.

Alt tyder lige nu på, at EU kan blive enige om forslaget inden CITES-mødet i Doha 13.-25. marts. Her vil det kræve to tredjedeles flertal at få den blåfinnede tun ind under CITES’ Annex 1. Dette vil ikke gøre det ulovligt at fange den blåfinnede tun, men vil gøre det ulovligt at sælge den til Japan. Det vil derfor være yderst effektivt overfor det nuværende overfiskeri. Og japanerne har da også allerede både protesteret og fremført, at de i givet fald ikke vil respektere afgørelsen.

I de mere bevidste forbrugerkredse er der allerede fundet alternativer, og for eksempel den dansk sushi-kæde Sticks’n’Sushi har siden sommeren 2009 systematisk erstattet den blåfinnede tun med den gulfinnede tun.

Og når vi er ved sundheden, så lavede New York Times for et par år siden et check, hvor tunfisk fra 5 ud af 20 sushirestauranter havde så højt et indhold af kviksølv, at restauranterne ville kunne lukkes på stedet, hvis ellers lovgivningen på området blev fulgt. Så måske vi må indse, at sådan som vi har svinet omkring os op igennem det 20. århundrede, så er alle de sidste led i fødekæden, inklusive os selv, uegnede som menneskeføde.

Rethink bluefin ban, Japan urges Europe, Kyodo 24.02.2010.

EU vil forbyde fangst af truet sushifisk, (Ritzau) Politiken 22.02.2010.

David Jolly: Japan Plans to Ignore Any Ban on Bluefin Tuna, New York Times 19.02.2010.

Robin McKie: Push to ban trade in endangered bluefin tuna, The Guardian 14.02.2010.

Jennifer Rankin: Damanaki backs bluefin tuna trade ban, EuropeanVoice.com 11.02.2010.

Jonathan Lynn & Noah Barkin (Eds.): U.N. agency backs bluefin tuna ban, vote due in March, Reuters 05.02.2010.

David Jolly: Europe Leans Toward Bluefin Trade Ban, New York Times 03.02.2010.

Malcolm Foster & Michael Casey: Bluefin ban could put Japan in bind, Associated Press 27.01.2010.

Steffen Ejstrup: EU gav tilskud til fiskeri af truet fisk, Politiken 05.12.2009.

The Battle Over Bluefin, Environmental New Service 30.09.2009.

Martin Finnedal: Dansk sushikæde har valgt truet tun fra, Politiken 08.06.2009.

Marian Burros: High Mercury Levels Are Found in Tuna Sushi, New York Times 23.01.2008.

Med et lånetilsagn på 8 mia. $ gav Obama først på ugen grønt lys til opførelsen af et atomkraftværk med to reaktorer i Georgia – det første i mere end 30 år. Den amerikanske klimaminister Steven Chu mere end antyder, at dette er blot første af en hel række tilsvarende lån, måske 6 eller flere. Og Obama-administrationen har bedt Kongressen løfte lånegarantierne til udbygningen af atomkraft til 54 mia. $.

Motiverne er mange. Sikkerhedspolitisk set er det en del af at frigøre sig af mellemøstlig olie. Samtidig er atomkraften med til at mindske de amerikanske CO₂-udledninger, og værket vil, når det i 2016-17 står færdigt, årligt fortrænge hvad der svarer til 15 mio. ton CO₂ fra kulkraftværker – eller omkring 30% af de årlige danske CO₂-udledninger. 6-7-8 af sådanne værker vil kunne ses på den amerikanske CO₂-balance.

Energipolitisk set har USA så mange lavthængende frugter, som umiddelbart kunne høstes. På den baggrund virker satsningen på atomkraft umiddelbart paradoksal. For atomkraft er langt fra nogen billig løsning. Men i et land, hvor erhvervslivets lobbyister står så stærkt som de gør, er almindelig fornuftstænkning på samfundsniveau – for slet ikke at tale om globalt niveau – stort set sat ud af kraft. Og det er nok heller ikke nogen tilfældighed, at en af de store donorer til Obamas valgkampagne er det Chicago-baserede Exelon Corporation, som er USAs største producent af atomkraft.

I begyndelsen af 2009 var der tilmeldt 2.340 lobbyister på Capitol Hill alene på klimaforandringsområdet eller rundt regnet seks for hver medlem af Kongressen. Heraf har op imod 85% det formål at modarbejde – eller i det mindste forsinke – det politiske systems vedtagelse af en egentlig klimalovgivning. Satsningen er således også et billede på, at det i den klimalovgivningsmæssigt pt. helt uafklarede situation er lykkedes atom-lobbyen at komme til fadet.

Der er meget stærke interesser i det amerikanske samfund, som helst så klimalovgivningen nedstemt, og den nylige opblomstring af klimaskeptiker-aktivitet skal også ses i denne sammenhæng.

Fra Obama-administrationens side er atomkraft-pakken et forsøg på at vinde republikanske stemmer dertil, at en klimalovgivning med en kvotepris på udledningen af CO₂ vil kunne gennemføres også i kongressen. Republikanske senatorer har krævet støtte til igangsættelse af op til 100 reaktorer i det kommende årti – USA har i dag lige godt 100 reaktorer kørende, som står overfor udskiftning, da man ikke har opført nye atomkraftværker siden uheldet ved Three Mile Island i 1979.

Intet tyder på, at åbningen overfor republikanerne på dette område i sig selv vil sikre en kvote-lovgivning. Så mulighederne for Obamas klimapakke er lige nu meget skrøbelig. Og man må nok indstille sig på, at en vedtagelse i Kongressen vil koste en stribe af tilsvarende særordninger om for eksempel ‘clean coal’ og offshore olieudvinding, som er langt bedre for kul- og olieindustrien og bio-ethanol-producenterne end for klimaet.

Med alle disse strategiske manøvrer er Obama hastigt er i færd med at miste sin opbakning fra miljøorganisationerne.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama gives green light to new wave of nuclear reactors, The Guardian 16.02.2010.

Suzanne Goldenberg: Big firms drop support for US climate bill, The Guardian 16.02.2010.

Matthew L. Wald: U.S. Supports New Nuclear Reactors in Georgia, New York Times 16.02.2010.

Kate Sheppard: Obama’s risky nuclear renaissance, The Guardian 17.02.2010.

John M. Broder: Environmental Advocates Are Cooling on Obama, New York Times 17.02.2010.

I princippet er vand en fornyelig ressource, og hvis vi værner om den og bruger den viseligt, er der også vand til de kommende generationer. Men med det nuværende brugsmønster bliver stadig mere af klodens vand forurenet eller ender i salte vande, og filmen Blue Gold, World War Water giver en uhyggeligt klar skildring af, hvilke vandproblemer vi står overfor i de kommende årtier, ikke kun på grund af klimaforandringer, men fuldt så meget på grund af den kaptialisering og varegørelse af et mange steder på kloden indtil i dag fælles gode.

I en nylig rapport fastslår McKinsey & Company, at efterspørgslen på vand i 2030 vil være 40% højere end de tilgængelige ressourcer, og at omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med vandmangel.¹

Blue Gold, World War Water er en prisvindende dokumentarfilm fra 2009, filmet af Sam Bozzo. Den er baseret på en bog fra 2002 af Maude Barlow og Tony Clarke: Blue Gold: The Fight to Stop the Corporate Theft of the World’s Water og er med sine i alt 90 min. yderst seværdig.

Læs mere »