Strøtanker om bæredygtighed

Kvart over fire i går lokal tid var det 66 år siden, at amerikanerne som en del af 2. verdenskrigs slutspil i Østasien sprængte en atombombe over Hiroshima. Efter endnu en bombe over Nagasaki få dage efter gav Japan op. Disse bomber har stærkt præget det moderne Japan, som blev et af de få lande i verden, som ville have haft råd til et militær, men aldrig fik det.

6. august markeres hvert år en med stor ceremoni i fredsmindeparken i Hiroshima, hvor en liste med navnene på ofrene for atombomben indgår. Listen er nu oppe på +275.000 navne, og siden sidste år er den blevet 5.800 navne længere. Det er det uhyggelige ved strålingen – ødelæggelsen er ikke kun den øjeblikkelige, årtier efter bliver der ved med at være mennesker, som bukker under, og mange generationer frem vil genetiske skader kunne blive ved med at dukke op.

Ceremonien i år blev anderledes. Japan har siden 60erne taget A-kraften til sig, ved begyndelsen af året havde landet 54 reaktorer, som dækkede omkring 30% af landets el-forsyning, og der var planer om at udbygge A-kraften, så den leverede 50% af el-forsyningen for på én gang at nå klimamål og en mere ‘sikker’ energiforsyning.

Men med jordskælvet i det nordlige Japan 11. marts i år udløste en tsunami, som sine steder nåede 40 m højde. Og vandmuren udløste en katastrofe ved Fukushima-værket, hvor samtlige sikkerhedssystemer omkring fire reaktorer satte ud.

I starten blev omfanget markant undervurderet (læs: underrapporteret), men efterhånden blev omfanget vurderet til værste kategori A-kraft-ulykke, på linje med Chernobyl. Og gradvist står det klart, at tre af værkets fire reaktorer inden for de første døgn havde kerne-nedsmeltninger.

Prof. Kadoma fra Tokyo University vurderede ved en nylig høring, at der var sluppet op imod 30 gange mere radioaktivt materiale ud end ved A-bomben over Hiroshima (se blog-indlægget: Fukushima – What are you doing?).

Læs mere »

Fra AAA til AA+ lyder den seneste diagnose af den amerikanske økonomi. Standard & Poor’s nedskrivning af den amerikanske kreditvurdering kommer i forlængelse af, at den højreekstreme Tea Party-fraktion af det republikanske parti ud fra en form for populistisk minimalstatsfundamentalisme i de seneste uger har kørt med klatten ved at blokere for en øgning af det amerikanske gældsloft.

Det har verden ikke set med milde øjne på. Dels har mange lande mange penge til gode i USA, som i de senere år har optaget stadig større lån i udlandet. Dels har der har været frygt for, at disse indenrigspolitiske skærmydsler ville skade ikke bare den amerikanske økonomi, men influere negativt på hele verdensøkonomien.

Havde det havde været en rating for grøn omstilling, havde den ligget langt lavere.

Klima- og bæredygtighedsmæssigt er USA er et af de lande, som gør det allerdårligst. Der var et håb om, at Obama ville bringe nye tider – han havde begavelsen, han knyttede rådgivere til sig, som forstod problemerne, og han talte indtrængende om ‘a planet in peril’. Men klimalovgivningen er totalt strandet, og det politiske system i Washington synes totalt styret af kortsigtet lobbyisme.

Snart fem år har vi haft økonomisk krise nu. Og selvom der hist og her har været små opsvingssignaler, så synes det at nærme sig en situation, hvor der igen skal nye store indgreb til.

I forbindelse ned bankkriserne for tre år siden blev der talt meget om at lave en ”New Green Deal” – om at bruge situationen til at kickstarte en ny grøn verdensorden. Men bortset fra nogle få lande som Kina og Sydkorea, som bandt en stor del af deres ekstra investeringer i grønne initiativer, var der meget lidt fremsynethed og miljøtænkning at spore i de krisepakker, som blev strikket sammen rundt omkring i verden.

Læs mere »

Videoen herunder stammer fra en høring i det japanske underhus 27. juli i år, hvor professor Tatsuhiko Kodama, som er leder af strålingscenteret ved Tokyo University, fortæller om sine erfaringer med strålingsproblemerne efter A-kraft-uheldet ved Fukushima Daiichi-værket 11. marts, hvor 3 reaktorer blev beskadiget dertil, at der inden for de første døgn var tale om kernenedsmeltninger.

Professor Kodama, som til dagligt er et venligt og langmodigt menneske, er tydeligt oprevet over den slendrian, som de japanske myndigheder udviser – faktisk er det sjældent at opleve en japaner så vred. Ifølge Kodama har Fukushima Daiichi-ulykken udløst 29,6 gange mere radioaktiv stråling end atombomben over Hiroshima.

Videoen giver et glimrende indblik ikke bare i oprydningsarbejdet i marken, men fuldt så meget i, hvilke dæmoniske kræfter der er på spil omkring kernekraften og A-kraft-industrien. Kodamas beretning lyser af desperation over den uforberedthed, den slendrian og den mangel på lederskab og beredskab, som politikerne og har udvist: Hvad laver I? What are you doing? – spørger han.

Og det understreger med al tydelighed, at A-kraft kun er billig energi i et uhyggeligt snævert perspektiv, hvor man ikke indregner prisen på oprydnings-arbejdet, hverken fra katastrofer som nu eller fra planmæssig afvikling af resterne tusinder af år ind i fremtiden. For ingen kender endnu prisen for at rydde op, selv når det ikke går så galt, som det er gået i Fukushima.

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima – nye grænseværdier og We Are All Fukushima.

Folkene bag EX-SKF-bloggen har lavet en transskription af professor Kodamas tale i underhuset – se links dertil nederst.

x

Læs mere »

.
300 Years of FOSSIL FUELS in 300 Seconds, 5:38 min animation fortalt af Richard Heinberg, The Post Carbon Institute.

Richard Heinberg, forfatteren til bøger som Peak Oil og Peak Everything giver her et rids af den industrielle revolution – og hvorfor vi ikke bare kan fortsætte med at brænde fossile brændstoffer af som nu, men må hurtigt videre til en situation, hvor vi ikke bruger flere ressourcer, end der hele tiden bliver fornyet. “Can we do it?” spørger Heinberg og svarer selv: “We have no choice.”

Se også tidligere blog-indlæg: Richard Heinberg: Peak Oil og Richard Heinberg: Peak Everything.

www.postcarbon.org.

Hvordan når man hele vejen rundt, når man vil give sin virksomhed et klimaløft og mindske energiregningerne? www.klimabevidst.dk er et nyt gratis ’klimaværktøj’ der gennem information, vejledning og opfølgning gør det lettere at komme rundt i de grønne muligheder, der gemmer sig i små og mellemstore virksomheder. Med mere end 200 konkrete guides fordelt på forskellige temaer, inviteres virksomhederne til at bruge værktøjet, alt efter hvor de står i klimaindsatsen.

For at gøre det nemmere for alle at tænke og agere grønt er en ny version af www.klimabevidst.dk under udvikling. Fra december bliver siden også målrettet den enkelte borger, så også enkeltpersoner og husstande finder vejen fra tanke til handling afkortet, mindre besværlig og mere attraktiv, når det gælder en indsats for miljø og klima.

www.klimabevidst.dk udspringer af en rapport fra Concito, Danmarks grønne tænketank, som fastslog, at adskillige små og mellemstore virksomheder gerne vil gennemføre ‘grønne’ tiltag, men at mange endnu ikke er kommet igang med tiltagene. På den nye hjemmeside er tiltagene lavet så alle kan være med, så man behøver ikke at være klimaekspert for at gennemføre sine indsatser, og man vælger selv tempo og indsatsområder efter behov. Virksomhederne kan følge sine fremskridt – både de økonomiske gevinster for virksomheden såvel som de miljømæssige effekter. For mange tiltag kan man kan se, hvor hurtigt investeringer er tjent ind igen. Det bliver hurtigt tydeligt, at det er god forretning af gennemføre ‘grønne’ tiltag.

Læs mere »

.
I en situation, hvor den danske regerings klima-ambitioner kan ligge på et meget lille sted, er det opløftende at se, hvordan man i Storbritannien har håndteret situationen.

Instruktøren bag filmen Age of Stupid, Franny Armstrong, introducerede i 2009 i samarbejde med The Guardian en 10:10-kampagne, som i al sin enkelhed gik ud på at reducere ens CO₂-udledninger med 10% i løbet af et år (og når man så var kommet i gang at tage yderligere 10% næste år og næste år og næste år).

Kort efter at den nuværende engelske premierminister David Cameron tiltrådt, greb han 10:10-udfordringen for de engelske regeringsbygninger. Og på et år er det her lykkedes at reducere CO₂-udledningerne med 13,8% – eller 100.000 ton. Det er præcist den slags indsatser som skal til – og skal opretholdes over de næste årtier – for at vi kan vende klodens lige nu noget dystre klimaperspektiver. Det har været prisværdigt, at også konservative politikere tog klimaudfordringen seriøst. Derfor er det dobbelt sørgeligt, at en række af Camerons partifæller tidligere på måneden var med til at underminere den engelske støtte til på EU-basis at gøre de nuværende klimakrav på 20:20 til 30:20 eller 40:20 (40% reduktioner i 2020).

Alene i England havde 3.000 virksomheder og 80.000 individer et år efter lanceringen tilmeldt sig 10:10-kampagnen, som har fået fodfæste i 45 lande verden over. Byer som Amsterdam, Zagreb, Paris og Mexico City har tilmeldt sig. Og i Danmark har blandt andet Østerbro kastet sig ud i som bydel at spare 10%.

Kunne man udfordre de mange ministerier, organisationer og virksomheder i København til en tilsvarende kappestrid – ikke bare om 10% reduktioner det første år, men hvem som når først 20, 40, 60, 80% og CO₂-neutralitet? Det ville give Københavns Kommunes planer om at nå CO₂-neutralitet i 2025 et kærkomment skub i den rigtige retning.

Whitehall exceeds PM’s 10% carbon target, (pressemeddelelse) Department of Energy & Climate Change, 06.07.2011.

Fiona Harvey: UK government claims it has exceeded its own carbon reduction target, The Guardian 06.07.2011.

James Randerson: Cameron: I want coalition to be the ‘greenest government ever’, The Guardian 14.05.2010.

James Randerson: Coalition pledges to cut central government emissions by 10%, The Guardian 12.05.2010.

Franny Armstrung: 10:10 – our chance to save the world, The Guardian 01.09.2009.

The Guardian’s 10:10 climate change campaign, en 3:26 min. video, hvor Franny Armstrong introducerer 10:10-udfordringen.

Amy Fallon: 10:10 climate campaign gains support from four medical associations, 18.10.2010.

Tom Moseley: Four capital cities sign up to 10:10, The Guardian 14.10.2010.

Ashleigh Searle : London Underground goes greener by signing up to 10:10 campaign, The Guardian 10.06.2010.

Racchekl Williams: Schools back the 10:10 campaign, The Guardian 24.05.2010.

Juliette Jowitt: Foreign Office’s 10:10 plan takes off with economy flights for ambassadors, The Guardian 17.02.2010.

Ian Katz: 10:10 – The time for action, The Guardian 31.12.2009.

Hélène Mulholland: Boris Johnson signs London City Hall up to 10:10, The Guardian 08.12.2009.

Ian Katz: 10:10: What’s it all about? The Gaurdian 01.09.2009.

George Monbiot beretter i dag i The Guardian om, hvordan vandmændene fuldstændig har overtaget magten i den bugt, hvor han gennem årene har hentet sine makrel.¹ Jeg har en tilsvarende erfaret, hvordan den overflødighed af fisk jeg husker fra min barndom, hvor morfar store dele af året fangede alle de rødspætter, skrubber, isinger og ål, vi kunne spise, har været så godt som forsvundet.

Det kan være svært at slutte fra sådanne lokale observationer. Men i kommentarerne til Monbiots indlæg var der en reference til et studie af udviklingen af Nordatlantens bestand af spisefisk fra 1900-2000,² som gav et voldsomt billede af den stadig mere gennemgribende støvsugning af verdens fiskebestande i løbet af det 20. århundrede.

På kortet til venstre ser man de rige fiskevande ud for New Foundland, omkring Azorerne, Grønland og Island, Lofoten, Nordsøen og farvandene omkring De Britiske Øer samt langs de franske, spanske og portugisiske kyster i år 1900, hvor de farvede felter angiver koncentrationer af spisefisk fra 3 ton pr. km² til +11 ton pr. m². På kortet til højre ser man den tilsvarende situation 100 år senere. I studiet kan man side 14 se tilsvarende kort med 25-års intervaller. Fiskebestandene på alle de store fiskefarvande er decimeret, og undersøgelsen vurderer, at den samlede mængde af spisefisk i Nordatlanten i løbet af det 20. århundrede er reduceret til en niendedel.²

Samtidig er vores fiskeflåde større end nogensinde og vores fangstredskaber mere avancerede end nogensinde.  Når vi i dag fanger færre fisk end tidligere – fiskeriet i Nordatlanten toppede sidst i 1960erne med 4,7 mio. ton pr. år, hvor det mod århundredets slutning var faldet til under 2 mio. ton pr. år – er det således ikke på grund af tilbageholdenhed, men fordi der snart ikke er flere fisk at fange.

Når man som barn har oplevet havets overflødighed, er det næsten ufatteligt, at det ikke blot er delikatesser som pighvar og rødtunge, som er sjældne, men at det efterhånden er de fleste af de fiskearter, vi spiser, som er alvorligt overfiskede. Viljen til at holde tilbage med fiskeriet – endsige erkende, at der i dag er tale om et overfiskeri – kan ligge på et meget lille sted blandt erhvervsfiskerne. Og reguleringen af fiskeriet har trange kår. Så vi nærmer os hastigt den situation, hvor vi i en Ny Nordisk Hverdagsmad må udforske det kulinariske potentiale i søstjerner, tangål og søpølser, vandmænd og blågrønalger.

George Monbiot: Have jellyfish come to rule the waves? The Guardian 08.07.2011.¹

Villy Christensen et al.: Hundred-year decline of North Atlantic predatory fishes, Fish and Fisheries 4 (1) 2003, pp. 1-24 (pdf).²

Information is Beautiful: Plenty More Fish In The Sea? The Gaurdian Data Blog 03.06.2011.

George Monbiot skriver i dag på The Guardian om fremtidens bæredygtige by, at den må være “compact and high-density”.¹

Dette er rigtigt, når man ser på det endeløse “urban sprawl”, som i store dele af verden breder sig som en tyktflydende grød omkring bycentrene. Det giver byer med store afstande, afhængighed af privatbilisme og et kolossalt spild af arealer, det giver store afstande til butikker, institutioner og det meste af det, som gør livet værd at leve, og set med klimabriller, så fører det typisk til livsstile med langt støre klimabelastning, end hvis vi boede tæt stablet i bycentrene, hvor vi kan cykle, gå eller tage metroen til det meste.

Men det er vigtigt ikke at bruge fortætningstanken ukritisk. For eksempel i København er der allerede et massivt pres for mere, større og højere i de centrale bydele. Hvis man giver efter for det, vil der være flere biler, mere trafikstøj, flere højhuse og mindre plads til grønt og til livet mellem husene. Hvis man i stedet flyttede fortætningsbestræbelserne blot nogle få kilometer udenfor, lad os sige i et bælge uden for brokvartererne, så ville man få en langt sundere byudvikling. Frem for yderligere centralisering må målet være en fortætning af forstæderne.

Byerne vokser over hele verden, mange steder i stor udstrækning i uorganiserede slumkvarterer. Så det er godt at gøre sig klart, hvordan byerne i de kommende årtier mest hensigtsmæssigt kan skabe plads til et par milliarder nye byboer. Man kan også spørge, om det var mere bæredygtigt, om flere blev boende på landet – om vi kunne finde en meningsfuld måde at blive boende på landet på, som ikke var nødvendiggjort af arbejdet i landbruget? Hvorfor flytter vi til byerne?

Monbiot citerer i den forbindelse en etnograf, som har arbejdet blandt bondesamfund i Amazon-området, hvor han fandt, at “many of the people he met were obsessed by the idea of moving to the cities. In view of the hellish nature of many Brazilian favelas – especially in the booming Amazonian towns – he wanted to know why. ‘You have a wonderful life here: the rivers are teeming with fish, your gardens are crammed with food, you work an hour or two a day to meet your needs. You can’t read or write: if you move to the city, you’ll have to beg or steal or sell your body to survive,’ he pointed out. ‘What you say is probably true,’ they answered, ‘but in the city you can dream.'”¹

Man kender mulighederne på landet, de er til at overskue og alt for lette at vælge fra. Byen derimod funkler af rigdom og muligheder. Byen er en drømmegenerator, bylivet en drøm.

Kan vi etablere nye livsformer på landet, som giver mening, som giver udviklingsmuligheder, som giver afløb for ambitioner, som giver næring for drømme, og som giver landområderne nyt liv som andet end sommerhusområde og slagmark for de sidste industrielle landbrug?

Kan vi etablere en anden by-land-akse?

George Monbiot: Sustainable cities must be compact and high-density, The Guardian 30.06.2011.¹

Et nyligt offentliggjort studie fra Center for Health and the Global Environment ved Harvard Medical School, Full cost accounting for the life cycle of coal,¹ prøver at beregne den reelle pris på kul, hvis man skulle medregne alle de nu eksternaliserede udgifter forbundet med brugen af kul.

I sådanne beregninger vil der være tale om at prissætte størrelser, som man kan stille spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan prissætte – hvad er prisen for en død minearbejder, en forgiftet fugl, en bortsprængt bjergtop, et overdækket vandløb? Hvad er prisen for fremprovokerede sygdomme fra strålingen, kviksølvforureningen, den ultrafine partikelforurening, syreregnen osv. fra afbrændingen af kul? Og hvordan beregner man en bred vifte af klimapåvirkninger – fra forstyrrede økosystemer og tabt biodiversitet til svigtende dyrkningsmuligheder og svulmende oceaner. Hvis vi med en nuværende teknologi brænder alle nu kendte kulreserver af, inden vi skifter til vedvarende energi, har vi tæt på 100% sandsynlighed for en fuld afsmeltning af klodens ismassiver, som på sigt vil give havstigninger på op til 75 m. Men sammenfattende kommer de 12 forskere frem til, at prisen per kilowatt fra kulkraft forsigtigt ansat skulle ligge på mellem det dobbelte og det tredobbelte, hvis de nu eksternaliserede udgifter skulle indregnes i prisen.

Det er en af markedsmekanismernes fatale dysfunktionaliteter, at man kan slippe af sted med at bryde og afbrænde kul uden at betale, hvad det koster. Hvis de nu eksternaliserede udgifter blev opkrævet, ville den vedvarende energi med et slag blive kulkraften konkurrencemæssigt overlegen. CO₂-kvotesystemet er et første forsøg. Men selv det er markedsreguleret, og prisen for at udlede et ton CO₂ er latterligt lavt i forhold til de nu eksternaliserede miljøomkostninger ved kulafbrændingen, som Harvard-studiet dokumenterer.

Center for Health and the Global Environment har også lavet en lille folder over studiet, Mining Coal. Mounting Costs. The Life Cycle Costs of Coal.² Den giver fint overblik over miljøkonsekvenserne af brugen af kul gennem sin opsummering af 12 områder, som hver er opgjort talmæssigt, økonomisk og kvalitativt. I en tid med et stærkt fokus på klima og CO₂ er det godt at minde sig om de mange andre andre miljøparametre – og grunde til hurtigst muligt at få etableret et moratorium for afbrændingen af kul.

Se tidligere blog-indlæg James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker, James Hansen: “Coal is best left in the ground”, Kulstøv øger isafsmeltningen, Usundt at vokse op nær kulkraftværker, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Ways and Means, DONG på bedre veje samt Den sande pris for kulkraft.

Paul E. Epstein et al.: Full cost accounting for the life cycle of coal, Annals of the New York Academy of SciencesVolume vol 1219, 17.02.2011 pp. 79-98 (pdf).¹

Mining Coal. Mounting Costs. The Life Cycle Costs of Coal, Center for Health and the Global Environment, Harvard Medical School 2011 (pdf).²

Oplægsholderne i Rundetaarn, fra venstre mod højre, Kasper Dam Mikkelsen fra Niras, Selina Juul fra forbrugerbevægelsen Stop spild af Mad, Carsten Lunding fra Københavns Fødevarefællesskab, Thomas Fremming fra Fødevarebanken samt Daniel Sholeva og Yael Sholeva, skraldere. (Foto: Henning Sjøstrøm)

Klimavenlig mad i køkken og samfund

Indtil den 27. marts kan du nå at opleve udstillingen Hungry Planet i Rundetaarn.

Skoletjenesten er en succes, og tirsdagsforedragene er fortsat med to ekstra ud over de programsatte. Den 22. marts indbydes der til det gratis arrangement ”Visioner for et grønnere København”. Den 15. marts deltog jeg i arrangementet ”Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre!” Her var de mange indslag en buket af entusiastiske, energiske og optimistiske mennesker, der fortalte om deres projekter. Det første oplæg tydeliggjorde hvor skoen ‘trykker’ i forhold til vores forbrug og tilhørende CO₂-udledning. Dernæst udfoldede der sig en række spændende muligheder, som tydeligt viser, at vi hver i sær kan gribe fat i håndgribelige tiltag for at gøre vores måltid langt mindre CO₂-belastende, samtidig med at maden er sund og nærende.

Niras A/S

Klimachef Kasper Dam Mikkelsen fra Niras A/S fortalte om en undersøgelse bestilt af Region Hovedstaden. Undersøgelsen måler vore fodaftryk, det vil sige vores samlede miljøbelastning. Den måler alt hele vejen fra landbrugsjorden i Brasilien, hvor sojabønnerne dyrkes, transporten til dyrene i Danmark, som spiser dem, transporten af dyrene til slagteri og til butik.

Det viser sig, at den største del af de drivhusgasser, vi udleder, kommer fra produktion og forbrug af fødevarer, nemlig 30%. Energiforsyning udleder til sammenligning 25%. Drivhusgasser er CO₂ + metangas + det mistede optag fra skovene der fældes + andre drivhusgasser.

Læs mere »