Strøtanker om bæredygtighed

I går bragte Leo Hickman i The Guardian et interview med Bill McKibben,¹ som fint trækker konturerne op af de seneste udviklinger i den amerikanske klimakamp, som har ført til fortsatte markeringer foran Det Hvide Hus for at fremtvinge et stop for den XL Keystone pipeline, som står overfor vedtagelse i USA.

Keystone XL olieledningen skal føre den såkaldte tar sand-olie fra det nordlige Canada, hvor den findes i store mængder under udstrakte skovområder, til de store raffinaderier i det sydlige USA. Det er op til Obama at godkende olieledningen, men presset fra klima- og miljøorganisationer er lige nu stort for, at han kommer til besindelse og gør noget for klimaet, som han forud for sit valg som præsident så klart markerede, at han ville.

Olie fra Tar Sand er på mange leder en miljømæssig katastrofe. Ikke bare vil det medføre, at naturområder flere gange større end Danmark totalraseres. Det er beregnet, at CO₂-udledningerne fra forekomsterne i det nordlige Alberta vil være så store, at afbrændingen vil føre til udledningen af lige så meget mere CO₂, som der er udledt fra afbrændingen af fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse, hvilket vil føre til en forøgelse af den nuværende koncentration af CO₂ på omkring 70 ppm.

Hvis man siger ja til Keystone XL, har man dermed gjort det umuligt at holde den samlede koncentration under 450 ppm, som det har været målet med de globale klimaforhandlinger. Og vejen tilbage til et niveau under 350 ppm bliver voldsomt meget sværere. Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen har direkte sagt, at hvis vi først for alvor tager hul på udvindingen af tar sand, har vi tabt kampen for at stabilisere det globale klima.

Ifølge en artikel i Information i mandags er Connie Hedegaard er da også på vej med at forslag, som skal blokere for indførsel i EU af tar sand-olien, som kræver store mængde energi at udvinde og dermed giver store CO₂-udledninger.² Men det var langt bedre for klimaet, at olien ikke bare blev holdt uden for EU, men forblev i de sandede jorder under de canadiske skove. Så vi må håbe, at Obama her forud for næste valgkamp er sig sit klimaansvar bevidst og sætter sig igennem overfor de mange lobbyister fra olieindustrien, som klemmer voldsomt på for at få olieledningen igennem.

Man har endog set eksempel på astroturfing, det at olieindustrien finansierer pro Keystone XL aktivisme.³

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen og Keystone XL Pipeline – moderne vanvid.

Leo Hickman: Bill McKibben on tar sands, Obama, geoengineering and population growth, The Guardian 06.10.2011.¹

Niels Ivar Larsen: EU på vej til at forbyde import af olie fra tjæresand, Information 07.10.2011.²

Kate Sheppard: Oil Companies Use Fake Twitter Handles to Rally Support for Tar Sands Pipeline, The Guardian 05.08.2011.³

Brant Olson: Tar Sands Pipeline Backers Resort to Fake Twitter Accounts To Show “Grassroots” Support, The Understory 04.08.2011.³

Ifølge et tankevækkende telegram fra Reuters har IEA, Det Internationale Energiagentur, snart sin årlige rapport, World Energy Outlook, på trapperne.¹ Af den vil det fremgå, at statsstøtten til den fossile industri fra 2009 til 2010 steg fra 312 mia. $ til 409 mia. $. Heraf får olieproduktionen næsten halvdelen, mens udvindingen af naturgas får omkring en fjerdedel.

Hvis ikke denne udvikling rettes op, vil vi i 2020 på verdensplan subsidiere den fossile industri med 660 mia. $, svarede til 0,7% af verdens bruttonationalprodukt.

I en tid, hvor den fossile energi burde beskattes massivt gennem et effektivt kvotesystem, og vi målrettet burde investere i udviklingen og udbygningen af vedvarende energikilder, er det den helt forkerte udvikling.

Hvis vi fra dag til dag fjernede denne støtte og overførte den til udviklingen af den vedvarende energi, så ville den vedvarende energi med en tilsvarende massiv støtte måske nå det punkt, hvor den var den billigste, og den man naturligt rakte ud efter. Og vi ville uden afsavn kunne beslutte os for ikke at udvinde tar sand-forekomster.

Forud for klimatopmødet i København blev det anslået, at prisen for at gennemføre et 350 ppm scenario ville ligge i størrelsesordenen 1-3% af verdens bruttonationalprodukt (BNP). De 0,7% frataget den fossile industri ville her være en god begyndelse. Det tæller så at sige dobbelt. Heroveni kunne man passende se på verdens reklame- og militærbudgetter.

Alene verdens militærudgifter udgør omkring 2,5% af verdens BNP. Man skulle måske ikke helt nedlægge militærstyrkerne, men i stedet fratage dem deres dødbringende isenkram og i stedet give dem til opgave at bekæmpe klimaforandringer og forsvare levevilkårene for dyr og mennesker.

Tilsvarende burde verdens reklamebudgetter, som er anslået at udgøre 1% af verdens BNP, brandskattes, hvis ikke direkte inddrages for deres samfundsskadelige virksomhed. Med stadig flere mennesker til at dele samme ene jordklode kan vi ikke fortsætte den fri ret til kunstig behovsskabelse. Vi er nødt til at lære at hjælpe hinanden med at være glade for det vi har.

Se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm.

Murelli Boselli: IEA Warns Of Ballooning World Fossil Fuel Subsidies, PlanetArk 05.10.2011.¹

World Energy Outlook 2011 vil være tilgængelig 09.11.2011.

OECD and IEA recommend reforming fossil-fuel subsidies to improve the economy and the environment, (pressemeddelelse) 04.10.2011.

World Energy Outlook 2010 Factsheet: What does the global energy outlook to 2035 look like? IEA 2010 (pdf).

World Energy Outlook 2010 Executive Summary (pdf).

Jørgen Steen Nielsen: Dansk pres på G20 for at fjerne støtte til fossil energi, Information 02.11.2011.

Når man tænker på, hvilken ørkenvandring de sidste 10 år har været for miljøet, så er det netop fremlagte regeringsgrundlag for en S-SF-R-regering ren festlæsning: “Regeringen vil omstille Danmark til en grøn økonomi ved at fremme vedvarende energi, bedre kollektiv trafik og grønne vækstvirksomheder”, står der i indledningen.¹ På side 14 nederst kan man læse, at: “[o]mstillingen til en grøn økonomi vil styrke Danmarks energipolitiske uafhængighed, skabe grundlag for nye danske job og give danske virksomheder et forspring på markederne for grøn teknologi. Derfor skal vi gøre os uafhængige af fossile brændsler, have mere vedvarende energi, mindre udslip af drivhusgasser og lavere energiforbrug.”¹ I planen er der lagt op til, at Danmark har reduceret sine CO₂-udledninger med 40% i forhold til 1990 inden 2020 – uden køb af kvoter. Alt i alt en særdeles ambitiøs klimamålsætning.

Connie Hedegaard har da også fra EU-side været fremme med roserne.² Regeringens klimaplan er så tilpas ambitiøs, at det igen kan blive en god forretning at være dem der ved, hvordan de andre skal gøre det. Og hvor vi aldrig har været gode til storproduktion, så har vi en lang tradition for at agere i det felt af organisatoriske og teknologiske nybrydninger, som skal til for at håndtere klima- og bæredygtighedsudfordringen begavet.

En sådan plan kræver igangsætningen af en gennemgribende omstillingsproces, og den vil kræve opbakning og deltagen fra store dele af det danske samfund. Man derfor må ønske den nye regering arbejdsro og flertal til at få processen godt i gang og bragt dertil, at der ikke bare ikke er nogen vej tilbage, men at vi alle kan se, at det er det hele værd at udfase det fossile samfund. For der er ikke nogen vej tilbage.

Den del af regeringsgrundlaget, som omhandler transport, klima og miljø, udgør i alt 7 ud af 77 sider, og jeg har kopieret denne del af teksten ind nedenfor. Men det, at det overhovedet kan lade sig gøre at tage klima- og miljødelen for sig, viser måske grundlagets svaghed. Der står faktisk foruroligende lidt om klima og bæredygtighed på alle de andre sider. Det er stort set ikke integreret i uddannelsespolitikken, forskningspolitikken, kulturpolitikken, forsvarspolitikken, biodiversitetspolitikken, zonelovgivningen, egnsudviklingsindsatsen eller det sociale område. På den led er regeringsgrundlaget et billede af vores forvaltningstraditions ekstremt sektoriserede håndtering af alle problemstillinger, hvor klima og miljø er et specialområde på linje med mange andre. Men klima og miljø skal så at sige indtænkes overalt. Og spørgsmålet er, hvor langt vi kan komme i en sådan omstillingsproces uden at blive langt bedre til systematisk at tænke og handle i et langt stærkere helhedsperspektiv.

Nu er der mange gode takter i grundlaget, en 40% reduktion i 2020 levner ikke megen tid til nølen, og verden har brug for at se, at en kurs som den som er udstukket i regeringsgrundlaget, ikke bare kan lade sig gøre, men giver de ønskede resultater og giver en vej frem, som også økonomisk set har en sammenhængskraft. Afsnittene om natur og landbrug burde kunne danne udgangspunkt for en både klima-, natur- og biodiversitetsmæssigt set langt bedre håndtering af de produktive landskaber end i dag. Og set i lyset af de sidste ti års laden stå til overfor landbrugets skalten og valten med vores naturgrundlag, er det nye regeringsgrundlag ren lystlæsning!

Et Danmark der står sammen, Regeringsgrundlag oktober 2011 (pdf).¹

Jørgen Steen Nielsen: Connie Hedegaard roser regeringens ambitiøse klimamål, Information 04.10.2011.²

.
Herunder er gengivet de kapitler fra regeringsgrundlaget, som omhandler klima- og miljøindsatsen. De udgør side 27-33 i regeringsgrundlaget.
.

GRØN OMSTILLING

Verden står overfor to alvorlige kriser. Den økonomiske krise og klima/miljøkrisen. Begge kriser skal løses i en verden præget af store forandringer på vej mod en ny verdensorden.

Kloden kan ikke bære presset på ressourcer og klima, hvis den nuværende retning fastholdes. Derfor står bæredygtighed, grøn økonomi og konkret indsats overfor stigende forureningsproblemer, ressourcemangel og klimaforandringer meget højt på regeringens dagsorden.

Det kræver en større dansk indsats i internationale forhandlinger og i EU for at sikre en mere bæredygtig udvikling.

Danmark har chancen for udvikle sig til et grønt demonstrationsland for nye teknologier og nye metode. På den måde vil vi skabe grundlaget for at bevare og udvikle nye produktions – og videns arbejdspladser i den private sektor til erstatning for de tusindvis af job som Danmark mistede i de seneste år.

Derved forenes fordelene ved et bedre miljø og en stigende beskæftigelse i form af grøn vækst.

Læs mere »

Her på bloggen har jeg tidligere været inde på situationen omkring den planlagte udbygning af Heathrow, som i forvejen er en af verdens travleste lufthavne. Med de markante britiske klimaambitioner har det derfor virket paradoksalt, at man ville udbygge kapaciteten for en sektor, som nødvendigvis må blive meget mindre fremover. Og jeg ville blot lige dvæle for et øjeblik ved det glædelige, at det faktisk er lykkedes at få udvidelsesplanerne standset. Det er en af miljøbevægelsens vigtige sejre i nyere tid.¹

Luftfarten er en besværlig størrelse på den led, det er ikke de mange milliarder, kineserne eller inderne, som gør problemet stort. Faktisk har 95% af alle mennesker aldrig fløjet. Det er politikerne, diplomatiet, handelsfolk, sportsfolk, konferencedeltagere, det er dig og mig i den rigeste tiendedel af verden, som har fået for vane at smutte på storbyferie i en lang weekend eller tre hvert år, studere på et andet kontinent, stifte familie på tværs af Atlanten og tage på skiferie og sommerferie et eksotisk sted. En god vens søn var med sit skolekor i det vestlige USA for at give tre koncerter, efter den nylige sammenlægning af universitets- og forskningsenheder herhjemme fløj man fredag efter fredag store grupper af undervisere frem og tilbage mellem Aalborg og København “for at blive fortrolige med hinanden”.  Og i supermarkederne har vi nu aspargessæson to gange om året og en overflod af eksotiske blomster og tropiske frugter året rundt.

Alt sammen en del af det moderne mulighedsfelt, og altsammen en del af, at det er så svært for alvor at få skruet ned for udledningerne af drivhusgasser. Blot en enkelt returrejse til en oversøisk destination kan generere mere CO₂ end et års forbrug ved at blive hjemme. Mange dynamiske mennesker har i dag en CO₂-udledning fra deres flyrejser, som er mange gange større end fra alt andet de gør tilsammen.

Mennesket har igennem århundrederne udvist en kolossal opfindsomhed. Vi bliver nødt til at bruge den på at gøre tingene meget smartere end i dag. Som det er nu, så bliver der hver dag året rundt skabt flere klima- og bæredygtighedsmæssige problemer, end der bliver løst.

Da jeg i 1984 skulle et år til Japan for at studere, var der ikke nogen som kunne drømme om, at jeg kom hjem på juleferie. Nu tager folk hjem til tandlæge-check. Dengang havde SAS lige åbnet en direkte rute, og jeg mener at huske, at en returbillet her kostede 40.000 kr. (så jeg var via Pakistan, Kina). For nylig kom der tilbud fra SAS om samme billet til 4.500 kr. Det er sådan rundt regnet fra to månedslønninger til to dagslønninger. Hvor er den CO₂-afgiften, hvor er logikken, hvor er ansvarligheden?

Se tidligere blog-indlæg: Heathrow update, Udvidelse af Heathrow udsat, Clearing The Air og Erhvervslivet vil flyve mindre.

Dann Glass: Heathrow campaigners hit US as battle with the airline industry goes global, The Guardian 29.09.2011.

Owen Bowcott: Heathrow protesters win third runway court victory, The Guardian 26.03.2010.¹

I samarbejde med Forlaget Andersen udgiver det store danske ingeniørfirma Grontmij løbende en håndbog i Klimaledelse,  som bliver opdateret fire gange om året med nye bidrag om håndteringen af klimaudfordringen. Den seneste opdatering omfatter blandt andet artiklen Mellem køkken og klode, som søger at sammenfatte det overordnede tema fra udstillingen Hungry Planet i Rundetaarn i år. Vi har fået lov at gøre dette bidrag til klimaledelseshåndbogen tilgængelig også fra egen hjemmeside.

Mellem køkken og klode indkredser en stor og spændende problematik, som kæder vores daglige indkøbs- og spisevaner sammen med den globale klima- og bæredygtighedsudfordring. I det store regnskab kan det synes betydningsløst, om vi spiser lokale, økologisk producerede produkter, at vi spiser mindre kød og smider mindre mad væk. Men som det i februar blev klart med Niras’ undersøgelser af det samlede danske klimafodaftryk, så udgør fødevareområdet alene 4,2 ton CO_2e pr. indbygger pr. år¹ – eller næsten lige så store udledninger pr. person, som Københavns Kommunes klimaplan sætter ind overfor. Hvis man yderligere beregnede fødevareområdets udledninger som IPCC anbefaler det – hvor klimagasser som metan og lattergas medregnes med deres øjeblikkelige virkning² – så ville størrelsesordenen være endnu større. Fødevareområdet er således et område, som fortjente sin egen målrettede klimaindsats.

Selvom landbruget og hele vores fødevareforsyning i dag står for kolossale klimapåvirkninger, så rummer området store muligheder for ikke bare at reducere udledningerne, men at blive netto akkumulator af drivhusgasser. Hvis denne problematik håndteres i sin helhed, vil den samtidig med at blive en del af klimaløsningen kunne have store positive implikationer for biodiversiteten, for de danske landskaber, og for klodens og det enkelte menneskes sundhed.

Artiklen Mellem køkken og klode er sine steder ganske oversigtlig, men alle berørte problemstillinger er yderligere behandlet på udstillingens temaplancher og planchetekster, som kan downloades fra udstillingens hjemmeside www.hungryplanet.dk (se links nedenfor).

Jens Hvass: Mellem køkken og klode, Grontmijs håndbog i Klimaledelse, Forlaget Andersen okt. 2011 (0,8 Mb pdf).

Hungry Planet – 25 temaplancher i stort format (52,7 Mb pdf)

Hungry Planet – de samlede temaplanchetekster i A4-format (36,6 Mb pdf).

Se blog-indlægget Hungry Planet og madspild.¹

Se blog-indlægget Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion.²

I den netop overståede valgkamp har der været talt meget om, at vi bruger flere penge, end vi har, og stort set alle løsningerne bygger på, at vi skal tjene endnu flere, arbejde lidt længere hver dag, lidt længere i tilværelsen, lidt mere effektivt, alt sammen for at vi stadig hvert år alle sammen kan blive lidt rigere. Men … det er dømt til at fejle. For ressourcerne til denne strategi er der simpelthen ikke. Vi er på verdensplan blevet så mange med så stort et forbrug, at vi forbruger flere ressourcer end Jorden kan regenerere.

Således er vi i dag nået til den dag i året, hvor vi har opbrugt ressourcerne for 2011, hvis kloden skal kunne følge med.¹ Ikke mere mad, ikke mere tømmer, ikke mere tøj og brænde før næste år ville således være alle ansvarlige politikeres bud, hvis det var lige så vigtigt ikke at leve over evne økologisk som økonomisk.

Ifølge Global Footprint Network overskred verden omkring 1970 den tærskel, hvor vi forbrugte mere end kloden kan forny. Og dagen hvor årets ressourcer er brugt, falder år for år tidligere og tidligere. Således regner man med, at verden som helhed omkring 2030 vil være oppe på at bruge to kloder om året.

Det betyder, at træerne bliver færre og mindre, at fiskene bliver færre og mindre, og at økosystemerne udhules over alt. Vi tærer i disse år alvorligt på fremtidige generationers livsmuligheder.

Faktisk forbruger vi danskere i dag, som havde vi 4½ klode til rådighed. Hvis vi skulle dele ligeligt med resten af verden (og med fremtiden), ville vi derfor med vores nuværende forbrugsmønster have opbrugt årets kvote allerede sidst i marts.

Set i det perspektiv er projektet således ikke at få os alle til hver dag at arbejde 12 minutter mere, men at få kreativiteten og opfindsomheden i spil for at udvikle meningsfulde livsvilkår, hvor vi trives med et materielt forbrug på under en fjerdedel af det nuværende. Det er overhovedet ikke umuligt. Det vil blot indebære nogle radikalt anderledes prioriteringer end i dag og et frontalt opgør med konsumsamfundets forestillinger om det lykkelige liv.

Earth Overshoot Day is coming! Global Footprint Network 2011.

Matthis Wackernagel: What is Ecological Overshoot? (video) Pachamama Alliance 23.09.2011.

Humanity falls deeper into ecological debt: study, (AFP) The Independent 22.09.2011.

James Hansen har i dag undsendt disse ord, som han 29. august fremsagde foran Det Hvide Hus i en aktion, hvor man markerer det absurde i at lægge en olieledning fra Canadas tar sands-områder ned over USA. Der er tale om kolossale reserver.

Samtidig med, at det vil føre til ødelæggelser af naturområder fire gange Danmarks størrelse, vil drivhusgas-udledningerne ved produktion og afbrænding af den canadiske tar sand olie således være så omfattende, at det vil bidrage lige så meget CO₂ som der er udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag.

Inkluderingen af tar sand-forekomsterne i verdens fossile reserver vil derfor rykke risikoen for klimatologiske tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende, markant nærmere. 

Let us return for a moment to election night 2008. As I sat in our farm house in Pennsylvania, watching Barack Obama’s victory speech, I turned my head aside so my wife would not see the tears in my eyes. I suspect that millions cried. It was a great day for America.

We had great hopes for Barack Obama – perhaps our dreams were unrealistic – he is only human. But it is appropriate, it is right, in a period honoring Martin Luther King, to recall the hopes and dreams of that evening.

We had a dream – that the new President would understand the intergenerational injustice of human-made climate change – that he would recognize our duty to be caretakers of creation, of the land, of the life on our planet – and that he would give these matters the priority that our young people deserve.

We had a dream – that the President would understand the commonality of solutions for energy security, national security and climate stability – and that he would exercise hands-on leadership, taking the matter to the public, avoiding backroom crippling deals with special interests.

We had a dream – that the President would stand as firm as Abraham Lincoln when he faced the great moral issue of slavery – and, like Franklin Roosevelt or Winston Churchill, he would speak with the public, enlisting their support and reassuring them.

Perhaps our dreams were unrealistic. It is not easy to find an Abraham Lincoln or a Winston Churchill. But we will not give up. There can be no law or regulation that stops us from acting on our dreams. Have no doubt – if that tar sands pipeline is approved, we will be back, and our numbers will grow. For the sake of our children and grandchildren, we must find someone who is worthy of our dreams.

 Remarks at the White House, 29 August 2011.

.
Den oprindelige video i dette blog-indlæg: All Terrain: Bill McKibben on the Keystone XL Oil Pipeline, er fjernet fra AOL, hvorfor jeg har sat denne lidt senere reportage fra democracy.now fra 07.11.2011 op. Den giver bredere baggrunden for situationen omkring Keystone XL og rummer et godt interview med Bill McKibben.

Se også det forudgående blogindlæg, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, om 350-bevægelsens aktion ved det Hvide Hus.

.
En ny generation fredelig klima-protest foran Det Hvide Hus – 2:51 min. YouTube video.

Udvindingen af tar sand er måske det mest beskidte projekt, mennesket endnu har opfundet. Under store uberørte skovlandskaber i Alberta, Canada, findes der store mængder af en særlig tyktflydende bitumen-olie. Den kan indsamles, men det kræver store mængder energi, og det kræver, at man totalrydder store oprindelige naturområder og tilsviner enorme vandmasser. Kort sagt koncentreret dumhed.

Næst efter Saudi Arabien er tar sand-forekomsterne i Alberta verdens største kendte oliereserve. Og det er beregnet, at afbrændingen af den tar sand-olie, som ligger under Albertas skove, ud over at totalrasere et landskab tre gange større end Danmark vil medføre så store udledninger af drivhusgasser, at det vil øge koncentrationen af CO₂ med 100 ppm, eller lige så stor en stigning som fra industrialiseringens første dage frem til i dag. Hvis vi først starter på at udvinde og afbrænde tar sand-olien, er klimakampen tabt.

For at få olien frem til forbrugerne, er det planlagt at anlægge en kæmpe Keystone XL Pipeline fra det centrale Canada til de store Huston i det sydlige USA, hvorfra olien kan videredistribueres til det olieafhængige amerikanske samfund.

350-bevægelsen protesterer i disse dage foran Det Hvide Hus. En efter en lægger de tavse armene over kors for at blive fængslet. Ingen aggression, ingen modstand, ingen panik, intet sagt – en i yderste konsekvens civil(iseret) ulydighed. Man vil tage Obama på ordet, at under hans ledelse vil verdenshavene stige langsommere. Et nej til olieledningen over amerikansk område vil ikke nødvendigvis stoppe udvindingen i Alberta. Men det vil sætte udviklingen nogle år tilbage , og måske give menneskeheden tid til at komme på bedre tanker.

På www.tarsandsaction.org kan man frem til 3. september deltage i underskriftsindsamlingen mod olieledningen. Og man kan passende undlade at tanke ved Statoil, som har investeret store summer i udvindingen af tjæresandet ved Alberta.

Se også ovenstående blog-indlæg Bill McKibben om Keystone XL olieledningen samt tidligere blog-indlæg om tar sand: Tjæresand, James E. Hansen om norsk klimapolitik og The Carbon President.

. 

Beretning fra fældningen af Østerild Klitplantage.

Naturen græder. Træerne skriger i fortvivlelse. Vi ænser det ikke.

Vindmølletestcentre – Østerild er kun starten, Danmarks Naturfredningsforening.