Strøtanker om bæredygtighed

[nggallery id=152]

[nggallery id=153]
Ovenstående plakater stammer alle fra hjemmesiden www.nonukeart.org. Den rummer i hundredevis at plakater, som er kommet til verden efter Fukushima-ulykken. De giver i deres ekstremt forenklede sprog et godt billede af, hvad der rører sig i Japan – eller i hvert fald i en del af det japanske samfund. Fukushima-ulykken har fået mennesker på gaden i Japan i et antal, man aldrig før har set – ved en demonstration i Tokyo i foråret var der omkring 60.000 deltagere, hvilket er helt uhørt i Japan. Og med www.nonukeart.org kan man finde præcis den rette plakat til den rette anledning.

No Nukes Art Project indkalder plakatforslag inden for tre temaer:

1) The depiction of the possibility of natural energy,
2) A system that enables a choice of [source of] electricity, og
3) Any other appeal for a Post-Nukes society.

Der er tale om en form for konkurrence, men den store gevinst er at fastholde Japan på en kurs, hvor A-kraften opgives og der sættes målrettet ind på en energiforsyning udelukkende med vedvarende energi. Faktisk har siden for få dage siden rundet 1.000 forslag, og nogle af dem er virkelig godt skåret.

Jeg har herover lavet et lille udvalg af nogle af dem, jeg umiddelbart stoppede op ved – og turde håbe ville overleve de små pixel-formater her på Strøtanker. Og på det efterfølgende blog-indlæg Fukushima – links er der som margin-illustratiner endnu flere eksempler fra No Nuke Art.

Nogle prøver heroisk at få en hel omstillingsplan for Japans energiforsyning ind på en enkelt plakat. Det lykkes nogle gange næsten, men de er svære at få med på 450×600 pixel og er måske ikke helt klart tænkte som plakater. Andre bygger i deres budskab så meget på rent kalligrafiske midler, at de for ikke-japanere er svære at afkode som andet end ren æstetik. Men alt i alt er der ganske mange gode ideer, som er grafisk godt håndteret. Og jeg kan kun anbefale at besøge www.nonukeart.org.

Ud over traverne fra den politiske mainstream-plakat er der parafraser over omslaget til Abbey Road, Yoko Onos “War Is Over”, talrige referencer til tegneseriefigurer og TEPCOs logo, spædbørnsuskyldighed og dyrevelfærd, mange fine glimt af det store i det små … kort sagt masser af inspiration at hente også til danske demonstrationsplakater og -bannere, som sjældent er noget at råbe hurra for.

I 70erne var jeg med til at drive et lille plakattrykkeri, hvor vi til de sammenhænge, vi sympatiserede med, trykte for materialeprisen mod at være med til at udvikle designet. Men det var en indimellem umulig kamp at abstrahere fra agitpop-klicheer og forstørrede løbesedler med knyttede næver, hammer og segl.

Her demonstrerer No Nukes Art Project med al tydelighed, at der findes et stort og spændende felt mellem det politiske budskab og det kunstneriske udtryk.

200 af plakaterne er publiceret i 200 Ways to Tackle Nuclear Power and Radiation Pollution ~ “No Nukes Art Project” Poster Collection og kan anskaffes via den japanske afdeling af Amazon.

Sotaru Hata: Internet adds variety to anti-nuke placards, Asahi Shimbun 15.09.2011.

Sit-down protesters demand scrapping of nuclear power policy, Asahi Shimbun 03.11.2011.

No Nukes Art Project på Facebook.

Rundt omkring i Europa finder man en lang række små samfund, som er opstået omkring minedrift. Mange steder er minedriften ikke rentabel og har ikke været det i flere årtier. Men hvis man lukkede minerne, ville man sandsynligvis kort efter stå med spøgelsesbyer eller i bedste fald sovebyer. For eksempel i Tyskland har derfor man hældt milliardbeløb i at holde kulproduktionen kørende i Saarland og Ruhr-distriktet. Men også i lyset af klimaudfordringen blev det sidste år besluttet, at disse subsidier bortfalder helt fra 2018.

I det perspektiv var der i gårsdagens Der Spiegel et yderst interessant eksempel på, hvordan en tidligere kulmine plus et vandreservoir på overfladen kan anvendes til en kombination af vandkraftværk, jordvarmeanlæg og lager for vedvarende energi.
.

Som man kan se af tegningen herover, lader man vand fra et reservoir falde 1.000 m ned igennem en mineskakt, hvor faldenergien driver en turbine. Når der er overskud af el, for eksempel fra overskydende vindenergi, pumper man igen vandet op i reservoiret. Nede i de underjordiske gange er der varmt, så det vand man pumper op, kan nå op på omkring 40° C. Varmen herfra kan herefter via en varmeveksler kanaliseres over i et lokalt fjernvarmeanlæg og indgå i bygningsopvarmningen.

Foreløbig er der etableret forsøgsprojekter i Essen, Bottrop and Bochum, men Ruhrkohle AG arbejder målrettet på at lave de første fuldskala-projekter.

Frank Dohmen and Barbara Schmid: A Coal Region’s Quest to Switch to Renewables, Der Spiegel 09.11.2011.

U.S. Department of Energy har i dag fremlagt tal for verdens CO₂-udledninger i 2010. Efter en lille stagnation i forlængelse af finanskrisen er der igen fuld gang i afbrændingen af kul og olie jorden rundt, og med 6% på et enkelt år er stigningen fra 2009 til 2010 den største stigning nogensinde. CO₂-kurven ligger dermed over worst case scenariet fra IPCCs klimarapport fra 2007 og ligner lige nu ikke noget, som kan stabiliseres inden 450 ppm.

Så dette er i den grad et wake-up call til verdens politikere her forud for COP17, næste runde i klimaforhandlingerne, som starter sidst i november i Durban.

Over halvdelen af stigningen stammer fra USA og Kina. Forklarligt, ja. Forvarligt, nej.

Seth Borenstein: Biggest jump ever seen in global warming gases, AP 04.11.2011.

Hvad som endnu ikke er lykkedes for Obama at gennemføre på nationalt plan, har man nu vedtaget i Californien, et cap and trade kvotesystem, som skal lægge et loft over CO₂-udledningerne. Fra 2013 vil Californiens mest CO₂-forurenende virksomheder være pålagt en CO₂-afgift for ad den vej at skabe tilskyndelser til at energieffektivisere og på anden måde klimamæssigt at omlægge produktionen. Målet med kvoteloftet er, at Californiens CO₂-udledninger i 2020 når tilbage på niveauet i 1990. Det lyder måske ikke af meget i sammenligning med EU, som med lidt held får vedtaget et reduktionsmål  på 40% for 2020. Men modsat EU har de amerikanske CO₂-udledninger været stadig stigende siden 1990, og fuldt udfoldet vil programmet i 2020 fjerne 273 mio. ton CO₂ (5 gange de officielle danske udledninger). I et USA, hvor der er stadig flere klimaskeptikere på de bonede gulve, er det et stort skridt. Og Californiens succes på dette område vil få stor betydning for mulighederne for at få en klimalovgivning gennemført i resten af USA.

På den måde har Californien flere gange været foregangsstat i USA, når det gælder klima og miljø. For eksempel havde de skærpede krav til bilers brændstof-effektivitet, som Obama fik gennemført for hele USA i 2009, forinden været afprøvet i Californien. En gruppe mindre stater omkring New York har tilsvarende indført en kvoteordning for energiforsyningen, men det er første gang, at man i USA lægger afgift ud på brede dele af de industrielle aktiviteter.

Arbejdsløsheden i Californien er lige nu tæt på 12%. Skeptikerne har da heller ikke været ikke sene til at pege på det halsløse i at lægge en ekstra afgift på et i forvejen hårdt presset amerikansk erhvervsliv og forudser, at arbejdspladser mv. i stor skala flytter til andre stater eller ud af USA.

Læs mere »

En af de nærmeste dage, nogen siger det så præcist som på næste mandag, passerer verdenssamfundet 7 milliarder mennesker. På The Guardian var der i går en interaktiv side,¹ hvor man kunne indtaste sin fødselsdag ind og herefter se, hvor mange mennesker der var, den gang, man blev ført. I marts 1957, da jeg kom til verden, var der stadig under 3 mia. mennesker. Ved at taste lidt, kan man se, at verden er gået fra 6 til 7 mia. mennesker siden juli 1999 – altså på blot godt 12 år. Og vi passerede 5 mia. mennesker i juli 1988, altså 11 år fra 5 til 6 mia. mennesker på blot 11 år. Så med lidt god vilje er stigningshastigheden lidt aftagende. Men som tingene ser ud lige nu, går der næppe mere end 13-15 år, før verdensborger nr. 8.000.000.000 kommer til verden.

Befolkninger vokser ikke bare i én uendelighed. Demograferne har tværtimod kurver for, hvordan udvikling og velfærd synes at stabilisere befolkningstilvæksten, og langt størsteparten af den næste milliard nye verdensborgere vil blive født i fattige lande. På det interaktive kort herunder angiver de blå cirkler den nuværende befolkning, og de røde cirkler uden om angiver den forventede tilvækst frem til år 2100 i hvert enkelt land. Ved at klikke på de enkelte lande, kan man hente deres kurver og befolkningstal for 1950, 2010 og 2100 frem.

Det interaktive kort er baseret på FNs befolkningsprognoser. Det er udarbejdet af det spanske visualiserings-firma Bestiaro med brug af Impure.

For eksempel Nigeria er fra 1550 til 2010 vokset fra 38 mio. indbyggere til 158 mio., og prognosen for år 2100 siger 732 mio. mennesker. Det er rigtig mange i et land, hvor ørkenen er på fremmarch fra nord, og spørgsmålet hvordan et land som Nigeria i år 2100 skal kunne brødføde 5-600 mio. flere mennesker, er særdeles påtrængende.

Læs mere »

Her er det udsigten fra Nordhavn Station på en krystalklar oktoberdag, hvor udsigten til en af Middelgrundens folkeejede møller lunede (de laver min elektricitet :-), mens Barsebäcks silhuet fik det til at isne til marv og ben.

Måske ikke nogen velvalgt illustration til en lille Fukushima update, men det er mig stadig en gåde, at et land som Sverige med sine kæmpestore tyndt befolkede områder kunne ende med at vælge at placere et A-kraftværk med Øresundsudsigt, midt i hvad der må være Skandinaviens største befolkningskoncentration. Endnu mere uforståeligt er det, at man ikke er blevet tvunget til at lukke værket ned for længst.

For ulykker sker, og de sker selv for de bedste i situationer, hvor man havde regnet ud, at det stort set ikke kunne forekomme.

Nu er det mere end et halvt år siden at Fukushima Daiichi-værket forulykkede efter en gigantisk tsunami. Det har fyldt meget i det internationale nyhedsbillede, omend det som alt andet for længst var veget for andre brændpunkter. Men i de japanske medier har det fyldt nyhedsdækningen hver dag lige siden. Så da jeg i går aftes klikkede ind på Japan Times og ikke så noget nyt om hverken kernenedsmeltninger, strålingsproblemer eller personlige vinkler på eftervirkningerne af jordskælv, stråling og tsunami, var det et lettelsens tegn – et land, som for et øjeblik er i stand til at kigge op fra katastrofen og give sig lov til at dvæle ved noget andet, omend det andet så i høj grad var andres ulykke: oversvømmelser i Thailand, ufred i den arabiske verden, trusler om nedsmeltninger i Euro-zonen.

Til morgen var der så telegram fra Planet Ark (Reuters’ miljønyheder), at strålingen fra Fukushima-værkets tre nedsmeltede reaktorer inden for den seneste måned var halveret.¹ Glædeligt, omend der stadig er lang vej igen til dagligdagen er genoprettet for flere hundredetusinde mennesker, hvis liv 11. marts blev rykket op med rode. Men det er ikke publiceret et eneste sted i danske medier og kun ganske få steder verden rundt. Der sker glædelige ting hver dag i hele verden, men gode nyheder fylder uendeligt lidt i vores nyhedsstrøm. Her er den typiske gode nyhed faktisk dårligt nyt, om svindel og bedrag, mord og lemlæstelse, krig og katastrofer. Det er faktisk hovedgrunden til at jeg har levet uden fjernsyn i 40 år. I en avis kan man selv styre doseringen, men i TV-mediet er der ingen vej udenom at skulle gennem en verden af uhyrligheder for at finde ud af, om solen skinner i morgen.

Er vi mennesker, som dårligt kan tage vare på problemerne umiddelbart omkring os, skabt til på den måde at have hel verdens fortrædeligheder serveret i stuealteret?

Jeg kommer til stadighed i tvivl derom. Efter det forfejlede COP15 klimatopmøde har der været en voksende erkendelse af, at mediernes akopalyptiske dækning af klima-udfordringen er en stærkt medvirkende faktor i udviklingen af en ‘klimalede’. Vi får problemerne serveret på en måde, så vi ikke har nogen jordisk chance for at gribe ind, og det ,vi gør eller ikke gør, ikke har nogen som helst sammenhæng med tingenes tilstand globalt set.

Hermed dagens overvejelser.

Der er flere refleksioner i skyggen af Fukushima-Dai-ichi-ulykken i tidligere blog-indlæg: We Are All Fukushima, Fukushima – nye grænseværdier, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden og Fukushima – stress tests.

Shinichi Saoshiro: Tepco: Radiation From Fukushima Plant Declines Further, Reuters 18.10.2011.¹

T. Morsing: A-kraft: Barsebäck skal næppe væk, Ingeniøren 03.07.1998.

For omkring et års tid siden barslede tegnestuen BIG med et spændende scenario for Øresundsregionen, Loop City, som håndterer en lang række af de problemer, som den videre byudvikling omkring København og de øvrige byer omkring Øresund står overfor. Som det ligger i navnet, er hovedgrebet at skabe et kolossalt “loop” omkring Øresund, som vil knytte regioner stærkere sammen (og dermed styrke regionens samlede kraftfelt) samtidig med, at det vil løsne presset på det centrale København. Og forlængelse af de tanker om den baltiske region, som blev præsenteret i blogindlægget Østersøen inddæmmet, for få dage siden, har jeg fundet Loop City og dens lille præsentationsvideo frem igen.

Udviklingen omkring København har i mere end et halvt århundrede været båret af Fingerplanen. Den har været med til at sikre, at urbaniseringen omkring København ikke, som det er sket så mange andre steder i verdenen, bare har bredt sig som en grød af “urban sprawl”,  men har været fokuseret langs udviklingslinjer eller fingre, som er betjent af S-togslinjer, og hvor der imellem fingrene er reserveret grønne rekreative kiler. Fingerplanen har faktisk haft en fantastisk positiv betydning for, at Københavns udvikling siden 2. verdenskrig har været relativt sund. Og den var med til at sikre, at det frem til den danske bobleøkonomi i 1990erne var relativt billigt at bo i Københavns centrum.

Men Fingerplanen er grundlæggende en centralistisk struktur, hvor det meste helst vil ligge i centrum, og alle veje så at sige fører igennem centrum. Og udbygningen af København er nået dertil, at der er “brug for” havnetunneler (og tilsvarende store indgreb, som vil være ødelæggende for byen), hvis byens trafikstrømme fortsat skal kunne afvikles over en centralistisk struktur.

Her kommer BIGs ringstruktur et overbelastet centrum til undsætning. Den anviser muliggør en langt mere konstruktiv lokalisering af byfortætning og byudvikling langs en loop-zone end ved blot at prøve at presse flere kvadratmeter ind i et i forvejen overfyldt centrum.

På BIGs hjemmeside findes en 156 sider flash-præsentation om Loop City.

.
Video-præsentation af Big City, 6:56 min. video (kan ses i HD-kvalitet på Vimeo).

I forgårs skypede jeg med en god brasiliansk arkitektven, som netop var flyttet i ny lejlighed i en Oscar Niemeyer-skyskraber i Belo Horizonte. Han panorerede kameraet rundt fra 30. etage, og der var højhuse over alt – langt flere end da jeg for 10 år siden besøgte byen. Det kunne vi selvfølgelig også gøre i København, selvom vores vintersol slet ikke når ned mellem højhusene som i troperne. Men hvis vi byggede 25 etager i stedet for 5, så ryger hele den historiske skala, og så bliver parkerings- og tilkørselsforholdende endnu mere uhåndterlige end i dag.

Så selvom jeg i lyset af den globale klima- og bæredygtighedsudfordring ofte tænker, om København overhovedet behøver vokse? – om trafikken omkring København vitterligt som prognoserne fremskiver vil vokse til det dobbelte inden midten af det 20. århundrede? – og hvor alle de ressourcer skal komme fra, når vi kun har denne samme ene planet? Så ligger der som udviklingsprincip noget grundlæggende rigtigt i Loop City, i forhold til Københavns videre udvikling.

Læs mere »

Forslag til nye højspændingsmaster til det engelske landskab af 1) Bystrup Arkitekter og Designere, 2) Plexus by Al-A med Arup, 3) Oval Partnership Architecture Ltd., 4)  og 5) Agencie Group LLC. Se konkurrencens seks short-listede forslag her.

I alt 88.000 elmaster trækker deres tråde gennem de britiske landskaber, og hvor formgivningen af sådanne objekter op igennem det 20. århundrede ofte har været et rent teknisk anliggende, så har den engelske arkitektforening RIBA haft udskrevet en konkurrence om fremtidens højspændingsmast, som blev afgjort i går – med en dansk vinder ved Bystrup Arkitekter og Designere.

Når man ser paletten af forslag (i det lille udvalg herover har jeg udeladt nogle af de mest fantasifulde), vil mange nok mene, at det danske forslag T-Pylon, er blandt de kedeligste. Det lægger sig præcist i en dansk designtradition, som skærer ind til den rene, nødvendige form. Ingen herresving, ingen pynt eller dikkedarer. Ingen kroge, hvor skidtet kan samle sig eller tæringen sætte uset ind.

Man kan umiddelbart savne den transparens, som har ligget i det 20. århundredes gittermaster, og som mange af de øvrige 250 bidrag til konkurrencen har søgt at viderearbejde til mindre teknisk betonede – for nogle forslags vedkommende direkte legende – udtryk. Men ud over at T-Pylon-masterne vil bruge mindre materiale end den traditionelle gittermast, vil de være mindre og fremstå mindre dominerende end gittermasterne i det åbne landskab. Så det ville være spændende at se dem prøveopsat også i det danske landskab.

Winner of the Pylon Design competition announced, RIBA, Royal Institute of British Architects, 14.10.2011.

Danish company wins pylon design contest, The Guardian 14.10.2011.

The winner of a new generation of electricity pylons is announced, (med billeder af en række af de fremhævede forslag) The Guardian 14.10.2011.

T-Pylon (2011), Bystrup Arkitekter og Designere.

16. august afholdt WorldWatch Institutes nyetablerede Europa-afdeling her i København et seminar om forbrugerisme og bæredygtighed. Ved den lejlighed holdt Erik Assadourain, som var hovedredaktør på Worldwatch Institutes årlige publikation State of the World 2010 med temaet Transforming Cultures: From Consumerism to Sustainability.¹

Der var mange guldkorn i Assadourains præsentation, som blev efterfulgt af en paneldiskussion med deltagelse af politikere, erhvervsfolk og forskere. Og jeg havde alle intentioner om at få et godt blog-indlæg ud af flere siders notater. Men nu foreligger der dels en lille 3 min. præsentationsvideo fra dagen, som søger at opsummere eventen og diskussionen bagefter. Dels findes der en YouTube video, hvor Assadourain ved en tidligere lejlighed ved Allegheny College giver stort set samme præsentation som i København. Jeg har kopieret begge ind nedenfor.

Hans udgangspunkt for overhovedet at tale forbrug og bæredygtighed er, at vores forbrugsmønstre er stærkt kulturbundne. Assadourain bruger i sin indledning blandt andet de to billeder herover,  som en (vistnok) japansk fotograf har lavet af børn sammen med deres legetøj. Er der noget at sige til, at vi ender som små forbruger-piger og forbruger-drenge, med en stor del af vores identitet bundet i de ting, vi omgiver os med? Det vil kræve en livslang proces at blive reprogrammeret, at få en chance for at blive afklaret omkring, hvad vi rent faktisk har brug for og glæde af, og hvornår det mest er andre, som har glæde af, at vi konsumerer. Men selv når viljen og indsigten er til stede – og forståelsen af, at vi med de nuværende forbrugsmønstre løber tør for stort set alt vi tager for givet i løbet af det 21. århundrede – er vi oppe mod meget store kræfter, som fastholder os i et stadigt forbrug.

Der er da heller ikke megen hjælp at hente omkring os. De fremherskende strategier for at komme ud af den nuværende økonomiske krise både på nationalt plan og på internationalt fortrænger stort set sine virkemidlers kortsigtethed og den hele den bæredygtighedsmæssige dimension af krisen. Og på virksomhedsplan er det ikke meget bedre. Implementeringen af allehånde grønne strategier sker først og fremmest som del af at overleve og vokse i et stærkt kompetitivt marked.

Men nyd Assadourains præsentation herunder. Han var begavet selskab i København, og det er yderst glædeligt, at WorldWatch Institute har slået sig ned i København.
.

Læs mere »

Fra midt i juli til midt i september er den japanske sommer bogstaveligt talt dampende varm, og fugtighedsprocenten nærmer sig ofte de 100%. Så selv når kroppen for at køle sig lader sveden drive af kroppen, sker der ikke ret meget andet, end at man føler sig som sardiner i olie. Derfor kører de japanske airconditioning-anlæg om sommeren på højtryk i butikker, kontorer og boliger for at gøre tilværelsen tålelig.

Men denne sommer har været anderledes. En stor del af den japanske elforsyning kommer fra atomkraft, og efter at det store jordskælv i marts satte en række atomreaktorer ud af kraft i det nordøstlige Japan, så har man mange andre steder standset reaktorer af frygt for, at noget tilsvarende kunne ske. Som det fremgår af kortet herover (et screen dump fra japansk nyhedsudsendelse her til aften), så er der i dag kun 10 reaktorer, som kører, mens 42 reaktorer er stoppet. Så den japanske elproduktion har været radikalt lavere denne sommer end de forudgående år.

Alle større elforbrugere har været tvunget til at skære mindst 15% i deres forbrug, og alle har været indtrængende opfordret til at vise samfundssind og spare, hvor det var muligt. Truslen har været til at føle på: Hvis ikke man kollektivt kunne spare det fornødne, så ville der uden varsel blive indført rolling blackout, hvor der lukkes helt af for strømmen i hele bydele ad gangen efter et ikke på forhånd kendt mønster.

Så alle har haft den store opfindsomhed fremme. Virksomhederne har ud over den tvungne reduktion på mindst 15% i stor udstrækning søgt at brede arbejdstiden ud over alle ugens dage, mange private har anskaffet sig små vifter, som bruger langt mindre el end airconditioning (som det kan ses af grafen til højre, så går rundt regnet tre fjerdedele af de japanske husholdningers elforbrug i eftermiddagstimerne til køling i sommertiden). De japanske bycentre, som normalt er badet i neon, har været grænseskumle, kontorsiloerne har taget hvert andet lysstofrør ud osv., mens medierne har haft striber af programmer om bebyggelser, hvor man lavede mad sammen og havde det rart samtidig med at man sparede halvdelen af energien ved at lave aftensmad. Kort sagt har opfindsomheden og den kollektive vilje til at gøre sit til, at det kan lykkes at bringe Japan igennem en sådan sommer uden strømsvigt været kolossal.

Nogle af disse besparelser har givet været ukomfortable, men andre har været så lige for, at man ikke bare sætter det hele tilbage i stikkontakten igen. Så lidt på afstand vil der være meget at lære af den japanske Fukushima-sommer.

Læs mere »