Strøtanker om bæredygtighed

Nedenstående tekst er skrevet af Marika Yoshida, som bor i Fukushima-området, på 10-månedersdagen for det jordskælv, som 11. marts 2011 udløste en gigantisk tsunami, som ud over store ødelæggelser langs Tohukus kyster satte en stribe atomreaktorer ud af kraft i det, som efterhånden står som verdens mest omfattende A-kraft-ulykke. Marika-sans tekst giver et meget præcist indblik i livet i Fukushima-værkets skygge, og jeg har tilladt mig at hente den ind fra bloggen Senrinomichi.

Ud over jordskælv og reaktor-nedsmeltninger er området denne vinter ramt af særligt store snefald. Sine steder fik det nordlige Japan midt i januar 2 meter sne blot fra et enkelt uvejr. Og oven i alle de andre bekymringer kommer således, at en del af den radioaktivitet, som nu ligger spredt i bjergene, samles med smeltevandet og øger problemerne for vandmiljøet.

Her 11 måneder efter er situationen omkring Fukushima-reaktorerne er stadig yderst labil. Nok blev de i december erklæret i en tilstand af permanent “cold shutdown”, og temperaturen i reaktorerne har siden holdt sig under 100ºC. Men man ved ikke, hvor meget af brændslet, som er tilbage, og hvor meget, som er nedsmeltet, og stadig må man løbende gribe ind med ændringer i kølingen. Det nærmeste en tidsplan for oprydningen efter de tre nedsmeltede reaktorer er, at selve brændslet kan være fjernet på 10 år, mens der vil gå op imod 40 år, før hele anlægget er fjernet.

A-kraftulykken har sat sig dybt i den japanske psyke, og efter Fukushima-ulykken har ingen indtil nu været villige til at genstarte reaktorer, efter at de blev standset for løbende sikkerhedstilsyn. Så  en tid, hvor energibehovet for at holde kulden fra døren er højt, er kun 2 af Japans 54 kommercielle reaktorer i dag i drift. Disse tre står til at skulle til eftersyn sidst i april, og Japan kan da meget vel stå i den situation, at alle 54 reaktorer er standset.

Men tilbage til Marika-sans tekst – lad hendes ord trænge ind.

.
I wrote the note below on Jan. 12, the 10 month anniversary of the nuclear plant disaster. I originally shared it only with limited circles of people. But since quite a number of people want to share it, I decided to edit it into a form of note and make it available more widely.  I decided to preserve it as a note because this feeling is what I could feel only at this moment and I myself felt hesitant to simply let it flow by in the timeline of my social network pages.  On archiving it as a note, I’d like to add a few things.

Læs mere »

I går blev verdens største havvindmøllepark indviet ved Walney, ud for den kumbriske kyst. Den er interessant af flere grunde – dels står danske DONG bag projektet med en andel på 50,1% af Walney Offshore Windfarms Ltd. og viser dermed, at man er i fuld gang med at tage konsekvensen af sin målsætning om fremover primært at arbejde med vedvarende energi efter historisk at have været en olie- og naturgas-virksomhed. DONG Energy står således som den ledende part i opførelsen og driften af Walney Offshore Windfarms. De to øvrige parter er energiselskabet SSE, (Scottish and Southern Energy, 25,1%) samt OPW (24,8%), et selskab ejet i fællesskab af den hollandske pensionskasse PGGM og den hollandsk kapitalfond Ampère Equity Fund. Walney er således et godt eksempel på, at pensionsmidler og pensionskasser på mere end én måde kan være med til at sikre fremtiden, som man kunne håbe vinder langt større udbredelse fremover.

I en meddelelse fra DONG Energy siger DONGs leder Anders Eldrup: “Vi er meget tilfredse med at have udviklet og opført Walney havvindmøllepark på rekordtid. Dette er ikke alene den største havmøllepark i verden, men også den hurtigst opførte havmøllepark i verden. Den markerer en ny æra i forhold til finansiering som det første projekt i Storbritannien, der har tiltrukket institutionelle investorer. Walney er en milepæl inden for offshore vindkraft og DONG Energys mål om yderligere industrialisering af offshore vindkraft og reducering af omkostninger.”¹

Læs mere »

.
President Nasheed: “We refuse to be quiet”, 11:32 min. YouTube video. 

I denne video fra Klimaforum i København 2009 kan man høre Maldivernes nu første folkevalgte expræsident Mohamed Nasheed fortælle først om kampen for frihed fra det militærregime, som tog over efter kolonitiden, derefter om kampen for at redde Maldiverne fra klimaforandringerne – en kamp som kun kan vindes ved at stå sammen som verdenssamfund, og som kræver stærke klimamålsætninger. Nasheed har en vigtig rolle i, at forståelsen af nødvendigheden en målsætning på 350 ppm på blot 1½ år blev en del af et flertal af verdens landes klimamålsætninger. Uheldigvis ikke de rigeste. Så selvom omkring to tredjedele af verdens lande ønskede en målsætning på 350 ppm indskrevet i The Copenhagen Accord, så endte det med 450 ppm og 2ºC – og efterfølgende ikke-bindende tilsagn om en klimaindsats, som er fuldstændig utilstrækkelige i forhold til målsætningen.

I en situation, hvor politikere verden rundt udviser total mangel på konsekvens overfor klimaudfordringen, stod Nasheed i marts 2009 frem med planer for at gøre Maldiverne CO₂-neutral over en 10-årig periode og en insisteren på, at alle lande kunne og måtte tage et tilsvarende ansvar.

Nasheed blev i går af militærfolk tvunget til at trække sig tilbage som præsident. Og Maldiverne, som i forvejen er et af verdens lavestliggende lande, er hermed sunket endnu lavere.

På 350.org er der en underskriftsindsamling: Help President Nasheed of the Maldives. Jeg kan kun opfordre til at istemme.

Se mere om situationen på Maldiverne i det følgende blog-indlæg: Maldivernes præsident truet til at trække sig.

Se tidligere blog-indlæg om: 350 ppm.

.
Denne 20 min. video er fra en friluftskoncert i Kyoto, hvor Frying Dutchman afleverer human ERROR, en sang, et anklageskrift, som er blevet til i kølvandet på A-kraft-ulykken i Japan.

Tindrende vredesudladninger frit svævende på en ubekymret tilbagelænet musikalsk bund. Økonomien, teknologien, magten, energiselskaberne, A-kraft-mafiaen, forløjetheden, de efterplaprende medier, den moderne afsporethed, sanseløshed, forstillelse og kollektive bedøvethed – alt får en tur i Frying Dutchman’s rablende vridemaskine. Det nærmeste jeg kan komme dette udslag af vredens klarsyn er: lysende begavet civilisationskritik.

Og så fremmanes der faktisk gradvist en plan for Japans overgang til et post-fossilt samfund.

Human ERROR er nu kommet med engelske undertekster, så giv dig 20 minutter på briksen. Det handler om meget mere end Fukushima Daiichi.

Frying Dutchman indkalder til markeringer over hele verden op til etårsdagen for den tredobbelte katastrofe i Japan 11. marts 2011. Jeg har kopieret opfordringen ind nedenfor.

Se tidligere blog-indlæg om A-kraft-ulykkens efterdønninger i Japan: Global Conference for a Nuclear Power Free World, Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling, Fukushima – otte måneder i tvivl, Fukushima – links, Fukushima – No Nukes Art Project, Murakami: Vi må bygge en verden af “urealistiske drømmere”, Fukushima – stress tests, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – nye grænseværdier og We Are All Fukushima.

Michael McAtteer: The Japanese Punk Band Giving Voice to ‘Generation Fukushima’, 13.03.2012.

www.fryingdutchman.jp.

Læs mere »

I 1920-21 anlagde man ved Gudenåen Danmarks største vandkraftværk, Tangeværket. Opdæmningen skabte Tange Sø – en langstrakt 6 km² stor sø, som er 10 m dyb på det dybeste sted. Og kraftværkets bygninger huser i dag Energimuseet, et kulturhistorisk specialmuseum omkring temaet energi, og hvordan vi gennem tiderne har produceret elektricitet.

Men opstemningen af Gudenåen har også skabt en hel række miljøproblemer. Så i en situation, hvor værkets koncession udløber i 2014 og skal genforhandles (efter i 2007 kun at have fået 6 år mere), har det direkte været på tale at nedlægge søen og tilbageføre landskabet til den oprindelige ådal. Men dels er der kulturhistoriske interesser i at bevare anlægget, dels er der ganske store rekreative interesser i at bevare søen. Og hvis man valgte at tilbageføre åen til sit oprindelige landskab, ville man skulle finde måder at fjerne 150 ton fosfor årligt – en del af udvaskningerne fra det intensive landbrug i Gudenåens ganske store afstrømningsområde – som nu absorberes af søens økosystem.

Derfor er det sandsynlige resultat, at man ender med at bevare Tange Sø, men prøver at bedre passagemulighederne for åens fauna. Der er anlagt fisketrapper omkring opstemningen, men de virker tilsyneladende ikke optimalt. Gudenå-laksen er borte, og for eksempel har det vist sig, at den i dag udryddelsestruede ål har meget svære kår omkring Tangeværket.

I en nylig undersøgelse fortetaget af DTU Aqua udsatte man 46 blankål, som var mærkede med radiosendere, i Gudenåen et godt stykke ovenfor Tangeværket.¹ Blankål er betegnelsen for modne ål, som er rede til at søge nedstrøms og hele vejen de 6.500 km tilbage til Sargassohavet, hvor de i tidernes morgen selv blev til. Og hvor ålene til at begynde med hurtigt søger nedstrøms, så viser Tangeværkets opdæmning sig at være en næsten uovervindelig barriere, og kun én ud af fire af de udsatte ål nåede til Gudenåens udmunding i Randers Fjord. Og endda er prøvelserne ikke ovre. En tidligere undersøgelse viste nemlig, at 60% af blankålene ikke kommer helskindet gennem Randers Fjord, men ender i fiskernes ruser.² Måske ikke noget at sige til, at ålen i disse år er hårdt truet.

I min tidlige barndom havde min morfar ruser ved Langerak, det langsmalle stykke af Limfjorden mellem Aalborg og Hals. Situationen var da så overflodsagtig, at mormor insisterede på kun at få ål én gang om ugen. I dag er det nærmest politisk ukorrekt at spise ål. Det er svært fatteligt, at det er kommet dertil, og at det er gået så hurtigt. Men det – og den lille historie om Tangeværket – viser blot, hvor svært det er for os mennesker at forstå vores fulde indgriben i vores omgivelser. Og at vi, når vi først én gang er begyndt at gribe ind i landskabernes komplekse økosystemer, må indse, at der er tale om en dynamisk balance, som kræver stadige finjusteringer på baggrund af stadig monitorering.

Tangeværket producerer strøm som en mellemstor vindmølle, så selvom det ud fra at kunne stabilisere en vedvarende energiforsyning ville være ønskværdigt med mere vandkraft i den danske energipalet, så er der slet ikke vand i de danske åer til at blive energibuffer, selv hvis vi valgte at se stort på alle naturomkostningerne derved. 

Se tidligere blogindlæg: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft, Indlandsisen vådrer, Misbrug af CO₂–kvotemidler? og Havstigninger maskeret af dæmninger.

Niels Jepsen: Ål overlever ikke Gudenåen, DTU Aqua 13.01.2012.¹

Bjørn Godske: Tangeværket slår over halvdelen af Gudenåens ål ihjel, Ingeniøren 19.01.2012.²

Mads Nyvold: Politikere giver Tangeværket seks år mere, Ingeniøren 28.06.2007.

Mads Nyvold: COWI-rapport giver dødsstød til Danmarks største vandkraftværk, Ingeniøren 23.04.2007.

www.tangesoe.dk.

Ved slutningen af det 20. århundrede lavede Time Magazine en liste over det 20. århundredes 100 værste ideer. Og i gårsdagens Washington Post udpeger Bill McKibben i artiklen Burning America’s future den forestilling, at vi skal (eller kan) udvinde og afbrænde al tilgængelig fossile brændstoffer, som topkandidat til det 21. århundredes værste idé – som McKibben sammenfatter som en burn ’em if you got ’em-strategi.¹

Hvis USA, som den nuværende energiforsyningspolitik lægger op til, udvandt og afbrændte alle sine kendte fossile reserver, vil det føre til et bidrag på yderligere 1.837 trillioner ton CO₂ i atmosfæren. Samtidig har klimatologer beregnet, at vi samlet på verdensplan kan udlede max. yderligere 650 trillioner ton CO₂, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning på under 2° C – og dermed undgå de værste konsekvenser. Så alene USA har planer om det tredobbelte. Canada har med sine tar sand ressourcer en potentiel tilførsel af CO₂ til atmosfæren på ligeså meget yderligere, som de udledninger, olieafbrændingen på verdensplan har medført siden industrialiseringens begyndelse. McKibben har forhørt sig hos NASAs James Hansen: Den fulde afbrænding af de amerikanske og canadiske fossile ressourcer vil medføre, at atmosfærens koncentration af CO₂ vil vokse fra de nuværende 392 ppm til omkring 650 ppm.¹ Og så er der alle de andre milliarder af mennesker – hvis ikke rige lande som USA og Canada målrettet arbejder på at reducere deres CO₂-udledninger, så vil udviklingingslandens motivation for at gøre kunne ligge på et meget lille sted.

Ikke bare er en sådan ureflekteret burn ’em if you got ’em-strategi således totalt ødelæggende for fremtidens levevilkår. Det kunne jo også være, at verden i det 24. århundrede havde brug for råolie til andre af de mange fine ting, som olien kan bruges til ud over at afbrænde den.

Og har vi først forstået umuligheden i at brænde alle verdens fossile brændstoffer af, er det oplagt at genoverveje, hvilke fossile forekomster, som det er oplagt at lade ligge, hvor de nu ligger. Det gælder ikke bare de fleste af kullene, men også de dirty oil-forekomster, tar sand og oil shale, hvis udvinding medfører kolossale landskabsødelæggelser. Og det ville gøre, at vi kunne indstille eftersøgningen efter olie i regnskovsområder, på dybt vand og i de arktiske egne, hvor miljøkonsekvenserne og risikoen for og ved miljøkatastrofer er særligt store – fordi der alligevel ikke er plads i atmosfæren til al den CO₂. Tænk alle de enestående landskaber, vi kunne bevare for fremtiden.

Vi er her inde ved kernebetydningen af kampen mod Keystone XL rørledningen. Og selvom det lige nu ser ud til at Obama-administrationen udskyder afgørelsen om Keystone XL af administrative grunde, så har den endnu til gode at vise, at den formår at handle i et mere fremsynet fremtidsperspektiv.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Se blogindlæg tagged Bill McKibben, Keystone XL, 350 ppm og James Hansen.

Bill McKibben: Burning America’s future, Los Angeles Times 18.01.2012.¹

I weekenden var mere end 10.000 mennesker samlet i Yokohama til to dages Global Conference for a Nuclear Power Free World, mens yderligere 30.000 fulgte med via online transmissioner.

I skyggen af Fukushima-ulykken, hvis konsekvenser vi endnu kun har set begyndelsen af, står A-kraften et sted, hvor verden af mange grunde burde fravælge den. Der har igen og igen været argumenteret med, at det er et slag for klimaet. Men rent faktisk kan man for de samme investerede midler få langt mere energi langt hurtigere, sikrere og sundere ved at investere i vedvarende energi end ved at satse på A-kraft. Som Fukushima-ulykken har tydeliggjort, er A-kraften hverken sikker, ren eller billig. Og når det  som i Fukushima for snart et år siden går alvorligt galt, har det omfattende konsekvenser ud i de yderste afkroge af et helt samfund.

På konferencens hjemmeside www.npfree.jp er de to dages aktiviteter dokumenteret på video. Jeg vil her blot rette opmærksomheden på konferencens deklarationstekst. Den kan downloades i pdf-format nedenfor.

. 

Yokohama Declaration for a Nuclear Power Free World

The 11 March 2011 earthquake, tsunami and related melt down at the Fukushima Daiichi nuclear power plant has led to great suffering for the people of Japan and has increased radioactive contamination across the globe. It has also sounded a warning bell throughout the world about the long-term health, environmental and economic risks of nuclear power.

As with Three Mile Island and Chernobyl, the accident at Fukushima has reminded us once again that nuclear technology is unforgiving and accidents cannot be contained. The situation is not under control as declared by the Japanese Government. The nuclear power plant is still unstable and workers continue to work under life-threatening conditions.

Radioactive contamination is spreading. This is a regional and global emergency. People are either forced to flee with their children or live with unacceptable health dangers and prolonged radiation exposure. In Fukushima prefecture, evidence of radioactive material has been found in the breast milk of mothers and the urine of children. Lives are threatened, including those of future generations. The regional economy has been destroyed.

Læs mere »

Under et besøg i USA fortalte den kinesiske chef-klimaforhandler Su Wei i dag, at Kina planlægger at indføre en afgift på CO₂ for at mindske forbruget af fossile brændstoffer, først og fremmest kul.

Der er tale om en afgift på i første omgang 10 yuan pr. ton CO₂, som man påregner at indføre i løbet af de næste tre år. Og der er planer om dels gradvist at øge afgiften, dels at udvide til andre forureningskilder som SO_x. Modsat EU er der ikke tale om et markedssystem med kvotetilladelser, som kan handles, men om en regulær afgift som først og fremmest lægges på producenter og større enheder. Der er således tale om et meget simplere system, som ikke på samme måde lægger op til spekulation.

“I think that the carbon tax is one of the instruments that can be used in order to direct (the economy) to low-carbon development,” sagde Su Wei under et besøg ved tænketanken World Resources Institute.¹ Su fortalte yderligere, at man overvejede en frivillig mærkning af produkter med lav CO₂-intensitet for at stimulere virksomhedernes klimaindsats. Og i talen om de nyligt afholdte klimaforhandlinger i Durban understregede han, at princippet om, at verdens lande historisk havde forskellige forpligtigelser, og dermed at den nuværende opdeling i U-lande og I-lande ville fortsætte.¹

10 yuan svarer til godt 9 kr., hvilket er endnu lavere end den nuværende alt for lave kvotepris på det europæiske marked og under 10% af den afgift man er ved at indføre i Australien.² Men inden man laver sådanne 1:1-sammenligninger, burde man overveje at anerkende det vigtige i, at Kina overhovedet tager sådanne skridt. Og generelt er det kinesiske prisniveau markant lavere end i de industrialiserede lande, så måske det endda kan gøre en forskel i Kina.

Det må være underligt for amerikanerne, som i årevis har måttet høre undskyldninger om, at det kun gav mening for amerikanerne at gøre noget ved klimaudfordringen den dag store udledere som Kina også gjorde noget. Nu står USA til også på dette område overhalet indenom.

Se tidligere blog-indlæg om Kina og omkring klimaforhandlingerne i Durban.

Shaun Tandon: China looks at carbon tax, official says in US, AFP 12.01.2012.¹

Sarah-Jane Tasker: China’s carbon tax price a worry, National Affairs 09.01.2012.²

Wei Tian: Officials weighing green benefits of carbon taxation, China Daily 06.01.2012.

Tan Yingzi: Think tank develops low-carbon city models in China, China Daily 12.01.2012.

Den anden dag var der i The Guardian en lille reportage fra Tokyo,¹ hvor den første store blåfinnede tun, som blev landet på Tokyos Tsukiji-marked blev solgt for 4,2 mio. danske kroner.  Godt nok vejede fisken 269 kg, og køberen, en japansk sushi-kæde med 46 restauranter, regnede med at der kunne blive til 10.000 små sushi-serveringer. Men det er stadig lidt af en pris, og hver af de små stykker tunkød kommer til at koste i snit 420 kr. Så det hænger kun sammen, fordi der ligger en kolossal reklamemæssig status i at kunne servere årets første storfangst.

Det er den slags projektioner tilbage fra urtidens jæger-samler-vidsom – at hvis man spiser noget stort stærkt, farligt, hurtigt, klogt osv., så bliver man selv stor, stærk, farlig, hurtig, klog osv. – som også er ved at få bugt med verdens hajer, elefanter, enhjørninger og næsehorn.

Med sådanne priser er den blåfinnede tun mere efterstræbt end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som fortærer 80% af verdens fangst af blåfinnet tun. På blot 40 år er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80% og flere bestande er meget tæt på fuld udryddelse (se tidligere blog-indlæg: Den blåfinnede tun). Men meget stærke reduktioner i fangstkvotaer og styrket kontrol med illegal fangst gør, at bestanden i Middelhavet igen er i fremgang.²

Man er så småt i gang med at producere blåfinnet tun i aqua-kultur. For eksempel firmaet Umami har havfarme i Mexico og Kroatien, hvor man producerer blåfinnet tun, og man er stolt af at være nede på en omsætningsratio på hhv. 17:1 og 13:1 – dvs. at man bruger 17 eller 13 ton fiskefoder for at få 1 ton blåfinnet tun, hvor en tunfisk i naturen fortærer 20-25 gange sin vægt.²

Disse tal blot for at understrege, at tunfisken er havets oksekød, og at koncentrationerne af tungmetaller og andre af de unedbrydeligheder, vi i den industrielle æra har lukket ud i verdenshavene, derfor forekommer meget koncentreret i tunkøddet. Så det indtages bedst i meget små sushi-bidder.

Justin McCurry: Bluefin tuna fish sells for record £473,000 at Tokyo auction, The Guardian 05.01.2012.¹

Tuna fetches record $730,000 US. Japanese sushi chain eats $600,000 US loss for patriotism, The Vancouver Sun 06.01.2012.

In Spite of Widely Publicized Fears, Bluefin Tuna Populations Are Actually Rebounding, Newswise 20.04.2011.²

Umami CEO interviewed by Charles Payne, 3:22 min. YouTube video 13.12.2011.

Kali Tuna – Stod2 report, 14:51 min. Youtube video (hollandsk reportage (med engelske undertekster) om kroatiske tun-farme).

I lyset af – eller rettere skyggen af – den japanske A-kraft-katastrofe vil der 14.-15. januar 2012 være en stor konference: Global Conference for a Nuclear Power Free World.

Hvis man skal sige noget godt om A-kraft-ulykken ved Fukushima Daiichi-værket, som det gradvist fremstår som er den alvorligste A-kraft-ulykke i menneskehedens historie, så er det, at det har fået nationer verden over til seriøst at genoverveje deres A-kraft-politik. Og lande som Tyskland og Schweiz har allerede besluttet sig for en fuld udfasning af kernekraften.

Også i Japan så det en overgang ud til, at man helt ville opgive A-kraften og slå ind på en udvikling, hvor den vedvarende energi relativt hurtigt kom til at dække 100% af det japanske behov. Landet har ressourcerne til det, og de vulkanske landskaber har geotermisk varme lige under fødderne næsten lige meget, hvor man borer. Men den slags kommer ikke af sig selv. Der ligger en kolossal inerti i forhold til så fundamentalt at ændre et samfunds infrastruktur, så lige nu er det mindre sikkert, at Japan tager skridtet fuldt ud.

Jeg følger situationen i kølvandet på Fukushima-ulykken tæt – det er foruroligende at erfare, hvor store implikationer, det har for samtlige 120 mio. japanere. Havde det været en vindmøllepark, som var blæst over ende, havde der for længst stået nye møller.

Nu står man til trods for erklæringer om at have nået en tilstand af “cold shutdown” med næsten totale kernenedsmeltninger og et oprydningsarbejde, som forventes at tage 30-40 år. Alene sikringen af det frilagte, nedsmeltede brændsel forventes at tage 10 år. Overskrifterne fra den samling af Fukushima – links, som jeg løbende opdaterer, giver en klar fornemmelse af, hvor langt ud i et samfunds afkroge, en sådan ulykke skaber kaos og fortvivlelse. Det er derfor højest berettiget at holde en sådan konference – og man har blandt andet indbudt Søren Hermansen fra Samsø Energiakademi til at fortælle, hvor enkelt det på Samsø har været at lave en fuld omlægning til vedvarende energikilder.

Se mere på konferencens hjemmeside: Global Conference for a Nuclear Power Free World.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima-ulykken: We Are All Fukushima, Fukushima – nye grænseværdier, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden, Fukushima – stress tests, Fukushima – patienten i bedring, Fukushima – No Nukes Art Project, Fukushima – links, Fukushima – otte måneder i tvivl samt Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling.

Kazuaki Nagata: Yokohama antinuclear conference draws thousands of activists, experts, Japan Times 15.01.2012.

Antinuclear conference calls for full support of victims in Fukushima, (Kyodo) Mainichi Daily News 15.01.2012.

Kazuaki Nagata: Antinuclear conference under way in Yokohama, Japan Times 14.01.2012.

Louis Templado: POWER TO THE PEOPLE: Anti-nuke energy conference starts in Yokohama, Asahi Shimbun 14.01.2012.

Sophie Knight: Conference to present vision of a nuclear-free Japan, Asahi Shimbun 13.01.2012.

NGOs, nuclear experts to draw up plans to phase out nuclear power, Mainichi Daily News 12.01.2012.