Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juni stod det stadig mere klart, at der trods de mange protester og den uafklarede sikkerhed ville blive genstartet to reaktorer ved Oi-værket. Og man så den folkelige modstand mod genstarten artikulere sig stadig stærkere, dels i forslag om fuld afvikling af A-kraften, dels kom japanerne på gaden for at demonstrere i et omfang, som er helt usædvanligt for japanerne.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juni 2012

11. marts – Fukushima – ét år senere – blog-indlæg
1. maj – Urgent Request to UN Secretary General Ban Ki-moon – blog-indlæg
5. maj – Japan uden A-kraft – blog-indlæg
7. maj – Masaharu Takasaki: Kokoro Shelter Project – blog-indlæg
7. juni – Japan stadig uden A-kraft – blog-indlæg

8. juni – Noda om nødvendigheden af at få gang i reaktorerne
9. juni – Noda i modvind
10. juni – Aktive foldelinjer under Oi-værket
11.juni – Genstart rykker nærmere
12. juni – Mainichi: Genstart af reaktorer er “emotional”

13. juni – 7½ mio. underskrifter mod genstarten
14. juni – Endnu nærmere genstart
14. juni – TEPCO spillet hasard med sikkerheden
15. juni – Kenzaburo Oe om genstarten
16. juni – Den første Oi-reaktor genstartet / Voksende politisk modstand

17. juni – Asahi Shimbun: Genstart sikkerhedsmæssigt dybt uansvarlig
26. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne I
27. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne II
28. juni – Hvilke reaktorer er det forsvarligt at genstarte?
29. juni – Tegninger af foldelinjer udeladt af grundlaget for genstarten i Oi

30. juni – 150.000 til fredagsdemo / Ny feed-in-tarif.

Se: Fukushima links for juni 2012.

Læs mere »

Ligeom herhjemme har solen i dagene op til pinse velsignet størstedelen af Tyskland. Det gjorde, at den tyske elproduktion fra solcelleanlæg for første gang nåede op over 20 GWh – nærmere bestemt 22 GWh. Fredag midt på dagen svarede det til en tredjedel af det samlede tyske elforbrug, og lørdag midt på dagen svarede det til halvdelen af elforbruget.

Det er resultatet af en massiv satsning på vedvarende energi i de senere år, og Tyskland har i dag næsten lige så meget solcellekapacitet installeret som resten af verden tilsammen. Stadig er det på årsbasis kun nok til at dække omkring 4% af energiforbruget. Men udbygningen af vindkraften er også massiv, og I Tyskland er man nu på årsplan oppe på at dække omkring 20% af sin energiforsyning med vedvarende energikilder, og som det fremgår af grafen herover, har man planer om inden 2030 at nå op på, at to tredjedele af energiforsyningen kommer fra vedvarende energikilder.

I skyggen fra den japanske A-kraft-ulykke ved Fukushima-Dai-ichi-værket besluttede man i Tyskland at udfase samtlige A-kraftværker senest i 2020 samtidig med, at man øjeblikkeligt lukkede den ældste halvdel, så der har efterfølgende været rejst tvivl, dels om Tyskland kunne overholde sine klimaforpligtigelser – hvilket ikke ser ud til at være noget problem – dels om det overhovedet var muligt at udfase A-kraften så hurtigt. Men Tyskland klarede sig gennem selv den koldeste vinter med ni A-kraft-værker lukket ned, og uden at måtte importere strøm fra nabolandene. Tyskland har fået lagt sin omlægning til vedvarende energi ind i en solid rytme, og foreløbig vil man kunne fordoble sin solcellekapacitet uden at have “problemer med” overproduktion på de mest solrige dage.

Når de toppræsterer som her under pinsesolen, yder de tyske solcelleanlæg tilsammen en effekt svarende til 20 A-kraftværker. 20 gigantiske enheder med behov for konstant teknikeropsyn, strålingsovervågning,  sikkerhedsopsyn og sikkerhedsafstand, og med kolossale endnu kun næsten løste bortskaffelses- og lagringsproblemer, den dag, værkerne ikke mere er i produktion … over for tynde blånistrede solcelleflader spredt ud over titusindvis af tagflader, helt uden risiko for terrorangreb eller store blackouts. Er vi alligevel her i ellevte time på vej til at lære af naturen, at en af dens store genistreger er, at den løser selv store problemer i meget lille skala?

Prisen pr. installeret kvadratmeter solcelle er stadig for nedadgående – det er en fremtidens energiform, og nordgrænsen for deres rentabilitet er i disse år ved at nå Danmark. Solcellerne er stadig under udvikling, og der er plads til et par teknologiske kvantespring, før de for alvor viser deres potentiale. I dag er det mest et stort areal af optimalt solorienterede paneler på huse, tage og marker, men sandsynligvis vil vi i de kommende år se dem indlejret over alt, hvor vi har brug for energien – i vores overtøj, i vores transportcontainere, i vores mobiltelefoner osv. – ligesom verdens i særklasse mest raffinerede solfanger: bladet, som med sin fotosyntese formår at skabe brændstof  af solens energi. Træer klarer sig fint uden at være tilsluttet nettet, uden markedspriser, tilskudsordninger, feed-in-tariffer, oplysningskampagner, tilskud, teknikere og CO₂-kvoter. De fornyer sig selv af materialer, som findes lokalt i rigelige mængder og kan komposteres og genanvendes uden kedelige restprodukter, når de er udtjente.

Der findes allerede eksempler hist og her – som havelampen, der ved aftenstide afgiver dagens opsugede lys. Da jeg startede i gymnasiet, fik jeg en lommeregner, som var udstyret med en lille (5,5 cm²) solcelle. Jeg har den endnu, bruger den næsten dagligt. Den har fungeret upåklageligt i snart 40 år uden nogensinde at skulle have været opladet eller have skiftet batteri.

Vi er omgivet af al den energi, vi kan ønske os. Vi må lære at se den, orientere og organisere os i forhold til den, turde basere os på den og lære os at høste den begavet.

Se tidligere blog-indlæg: Svigtende strømforsyninger og Fra kulmine til energilager og geotermisk anlæg.

Erik Kirschbaum: Germany sets new solar power record, institute says, Reuters 26.05.2012.

Malene Breuch Hansen: Weekendrekord: Tyskland producerede solenergi som 20 atomkraftværker, Ingeniøren 30.05.2012.

I går fremlagde Københavns Kommune sin handlingsplan for opnåelse af CO₂-neutralitet i 2025: KBH 2025 klimaplanen.¹ “Ambitiøst, men realistisk” hed det i overskriften til forgængeren for figuren ovenfor, som illustrerer størrelsesordenen af de indsatser, som handlingsplanen omfatter. Planen er nu sendt til politisk behandling forud for, at den kommer til behandling i Borgerrepræsentationen 23. august. Og mon ikke, at der stadig er flertal for planen – ved principvedtagelsen i august 2009 var der opbakning fra alle partier. Selvom den fremlagte plan er både privatøkonomisk, samfundsøkonomisk og kommunal-økonomisk set er en fordel, så koster det fremlagte i størrelsesordenen 2,7 mia. kr., så det kræver en vilje til at prioritere indsatsen. Og som man kan se af grafen til højre, er der stadig plads til – og brug for – yderligere initiativer, hvis planen skal helt i hus.

For blot få dage siden kom det frem, at reduktionsmålene for 2015 – en 20% reduktion i forhold til 2005 – allerede var opnået og at det var kommet i hus ved en omlægning af Amagerværkets blok 3 til biobrændsel. Jo mere vi nærmer os nul-udledningerne i 2025, jo færre vil der være af sådanne lette, lavthængende frugter. Der udledes CO₂ i forbindelse med stort set alt, vi foretager os, og billedet vil snarere være, at man over flere runder må igennem alle byens aktiviteter for at finde yderligere reduktionsmuligheder.

De to store reduktionsområder (i grafen herover) er vindmøller og el produceret på biomasse (ny VE-baseret kraftvarmeproduktion). Vindmøllerne er blot et spørgsmål om at komme i gang med at sætte dem op, og så at huske at give god tid til at møllerne bliver ejet i fællesskab af byens borgere og virksomheder. Der bliver fremover tale om en langt mere udstrakt brug af biomasse, og det har været diskuteret, i hvilken udstrækning biomasse overhovedet kan betragtes som CO₂-neutral. Men det er klart et punkt, som kan løses.

Den øverste tredjedel af grafen rummer en lang række af forskellige indsatser, som hver især hører med til at gøre byen CO₂-neutral. Her er det tankevækkende, at udsorteringen af plast fra affaldet er den største af disse “mindre bidrag” – og vejer tungere end indsatserne for cykelområdet, den kollektive trafik, indførelsen af solceller energibesparelser og en klimaoptimering af kommunens drift. Så vidt jeg ved, er planerne langt fremme om at iværksætte kampagner for, at borgere og virksomheder i langt højere grad end i dag kildesorterer deres affald. Indtil for nylig betragtedes affald blot som CO₂-neutralt. Men det viste sig, at der var ganske store andele af plastic i affaldet, og i CO₂-beregninger kommer det dermed til at figurere som fossilt brændsel. Og ting går ikke hurtigt. Allerede i en revision i 2002 af Københavns Kommunes klimaplan for 1990-2010 var det anbefalet at skærpe indsatsen på dette område.

Man kan i dag lave bygninger, som er energineutrale eller ligefrem energipositive, men bygningsmassen i en by som København udskiftes kun langsomt, og vi er ikke så gode til frivilligt at energirenovere systematisk, når vi renoverer, selv hvor tilbagebetalingstiden ville gøre det til en god forretning, så det er en proces, som vil stå på i det meste af det 21. århundrede. Og hvis vi først lærer at høste masser af vedvarende energi billigt, så kan man jo også vurdere, om det er i orden at vores bygningsarv bruger lidt mere energi end nybyggeriet. Tilsvarende er det tungt med omstillingen af trafikken til vedvarende energikilder, og selvom man laver en målrettet indsats på disse områder, må vi nok regne med at fossilt drevne køretøjer i København og stor trængsel i gaderummene også efter 2025.

Indsatserne peger den rigtige vej. I et lidt mere overordnet klimaperspektiv er målet dog ikke bare CO₂-neutralitet, men at vi efterhånden udvikler CO₂-negative byer, som netto absorberer en stor del af den CO₂, som er lukket ud i atmosfæren i de siden industrialiseringens begyndelse. CO₂-neutralitet i 2025 er således ikke noget slutmål men en første milepæl i en transformationsproces, som kommer til at fortsætte århundredet igennem.

Læs mere »

I dag var årets første rigtige sommerdag, og varmen blev hængende, så der var 20ºC til langt ud på aftenen. Endda kører terrassevarmerne på fuldt tryk i Middelalderbyen.

Samtidig er forhandlere fra hele verden i disse dage samlet i Bonn for at konkretisere forhandlingsresultatet fra COP17 i Durban. Et af de helt centrale spørgsmål er, hvordan man lukker “the mitigation gap” – forskellen på det, verdens lande har forpligtiget sig til at gøre for at imødegå klimaforandringerne, og den nødvendige indsats for at sikre, at den globale temperaturstigning holdes under 2ºC. AOSIS-landene, en alliance af 43 små østater, prøver endda at fastholde, at vi må skærpe målsætningen til 1½ºC.

Og de har ret – ikke bare giver 1½ºC gode chancer for, at de mange atolriger ikke skyller i havet. Det vil også være med til at afbøde, at vores økosystemer disintegrerer.

Hvis det skal lykkes at lukke “the mitigation gap” og sikre de kommende generationer gode livsvilkår, så bliver vi nødt til at lægge en række meget uhensigtsmæssige vaner bort – heriblandt ikke at spise under grisevarmere. Og når vi bestiller mad, så at vælge en menu med markant mindre kød end i dag.

Undskyld jeg ømmer mig over det, men jeg ser grisevarmerne gløde hver eneste dag. Det er grimt, det er unødvendigt, og det er en absurditet i hjertet af en by, som kalder sig Verdens Miljømetropol og arbejder målrettet på at blive CO₂-neutral i 2025.

Forskere fra Tokyo University offentliggjorde i går i Nature Geoscience en artikel, som påviser en ganske markant sammenhæng mellem de stigende verdenshave og vores stadig større forbrug af jordens ferskvand.¹

Dette øgede vandforbrug kommer dels fra landbruget, som ikke mindst i tørre egne pumper stadig større mængder vand op til stadig mere vandkrævende afgrøder. Billedet herover er store cirkler med frodige afgrøder i ørkenagtige omgivelser, hvor dyrkningen kun er muliggjort gennem stadig overbrusning med store mængder vand, som hentes dybt i undergrunden, og som ofte medfører, at almindelige brønde og vandingshuller, som har forsynet mennesker og dyr med vand gennem tiderne, tørlægges. Dels er det de stadig flere mennesker, som bor i byerne – for eksempel i en by som Shanghai henter man i dag vand i meget dybtliggende lag, så hele byen gradvist synker. Og ganske mange af vores produktionskæder bruger store mængder af vand, papirfremstilling, kødproduktion, udvaskning af olie fra tar sand osv., så kloden rundt er grundvandspejlet faldende.

“The water being taken from deep wells is geologically old – there is no replenishment and so it is a one way transfer into the ocean,” siger havstigningseksperten Robert Nicholls fra University of Southampton: “In the long run, I would still be more concerned about the impact of climate change, but this work shows that even if we stabilise the climate, we might still get sea level rise due to how we use water.”²

Det meste af det vand, som vi pumper op af jorden, når ikke tilbage som grundvand, men løber med tiden ud i havet. Noget af det tilbageholdes i reservoirer, men som man kan se af figuren nedenfor, er der ifølge forskerteamets beregninger tale om en omfattende netto tilførsel til verdenshavene, som i årene 1961-2003 svarede til en gennemsnitlig havstigning på 0,77 mm pr. år – eller 42% af den samlede observerede havstigning. Artiklen er desværre kun tilgængelig som abstract (eller ved betaling på 18$).

På illustrationen herover modsvarer graferne til venstre de komponenter, som IPCC regner med i den seneste hovedrapport AR4, som kom i 2007. Her blev isafsmeltningens bidrag (pink + lysviolet) for første gang større end den havstigning, som stammer fra, at havet udvider sig ved opvarmning (gul). Og effekten fra grundvandet var blot anslået med meget stor usikkerhed (den blå graf). Graferne i midten viser størrelsesordenen af menneskets direkte indgriben i vandstrømningerne fra oppumpning, inddæmning, øget fordampning fra opstemninger og ændret vandindhold i jorden i forbindelse med klimaforandringer – tilsammen giver de tre hovedkomponenter den sorte graf, som betyder en havstigning på 0,77 mm pr. år.

Hvis al jordens grundvand blev pumpet op, ville det give en havstigning på omkring 10 m – hvilket dog ikke er sandsynligt, da en del af dette vand vil være forurenet med salt, siger Robert Nicholls til The Guardian.² Og længe inden da ville det have sænket grundvandsspejlet, så buske og træer ikke mere har adgang til grundvandet, og vores landskaber ville fremstå som knastørre rudimenter af, hvad vi kender i dag.

Et bæredygtigt vandforbrug må indebære, at vi ikke pumper mere op, end nedbøren fører tilbage. Men denne nedsivning foregår kun langsomt – mange steder overhovedet ikke på grund af asfaltering og bebyggelse – så verden rundt er man i fuld gang med at forøde sin vandressource.

Se tidligere blog-indlæg: Havet omkring Danmark, Østersøen inddæmmet, Flere kilder til havstigninger, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger, København inddæmmet, Synkende storbyer, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget og Havstigninger maskeret af dæmninger.

Pokhrel, Y.N. et al.: Model estimates of sea-level change due to anthropogenic impacts on terrestrial water storage, (abstract) Nature Geoscience 20.05.2012.¹

Damian Carrington: Fresh water demand driving sea-level rise faster than glacier melt, The Guardian 20.05.2012.²

Climate scientists solve riddle of rising sea, AFP 21.05.2012.

Ved de igangværende klimaforhandlinger i Bonn var der i går ‘Workshop on equitable access to sustainable development’. Her var der blandt mange andre et indlæg fra Singapore, som i sin form var overraskende defensivt. Energi- og ressource-optimeringsmæssigt havde man i Singapore allerede gjort det ene og det andet – en indsats, som gik helt tilbage til 1990erne, og med Singapores særlige situation ville man ikke kunne gøre ret meget mere [sic]. Singapore er stort set byareal, med mange, mange millioner mennesker på et meget lille areal, med meget begrænsede mulighed for at lave vindmøllefarme, høste bølgeenergi, termisk energi og biomasse, og selv hvis man satte solceller på alle tage ville det kun kunne dække en mindre del af Singapores energibehov. Så der var ikke nogen let løsning for Singapore uden fossile brændstoffer – faktisk var det ifølge oplægsholderen umuligt at forestille sig Singapore uden fossile brændstoffer.

Det lyste ud af præsentationen, at Singapore var hunderæd for af det internationale samfund at blive holdt op på at være et rigt land, som skulle klare særligt store udledninger, da man 1) allerede havde høstet de lavthængende frugter, 2) havde særligt vanskelige vilkår for hurtige nedskæringer, og 3) historisk set havde små udledninger.

Dette bringer mig til spørgsmålet, om det, som det ofte bliver fremhævet, er den optimale klimaløsning, at mennesker bor i store byer? Og om vi for at kunne svare bekræftende på dette er nødt til at undersøge og forstå dette spørgsmål i en bredere kontekst? I hvert fald var dette indlæg fra Singapore én stor understregning af det så godt som umulige i, at byerne i sig selv blev klimavenlige og bæredygtige.

Indlægget fra Singapore fik mig til at tænke højt, hvad jeg ofte har været lige ved at tænke, at vi bliver nødt til at finde en anden måde at tænke byer og bæredygtighed på, hvor byen som system ikke bare er selve bykernen, og ikke bare det urbane sprawl af endeløse forstæder, som i hvert fald ikke er nogen klima- og bæredygtighedsmæssigt hensigtsmæssig løsning, men som man fuldstændig fortrænger, når man taler om fordelene ved den tætte by. For i praksis findes der ikke nogen tæt bykerne uden et langt større bånd af forstæder – bycentrene virker som magneter, med en transformerende effekt, som når langt ud i de omkringliggende landskaber. Som Singapores defensive indlæg viser – så er den tætte by for sig i praksis en størrelse, som det er svært at forestille sig fuldt bæredygtig.

Læs mere »

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen havde i gårsdagens New York Times et indlæg, hvor han opsummerer, hvorfor det er vitalt at få standset ikke bare Keystone XL-rørledningen og tar sand-udvindingen i Alberta, men som verdenssamfund at komme overens med, hvilke fossile reserver, vi giver plads til at udvinde, og hvilke, vi som ansvarligt verdenssamfund lader ligge i jorden.

For omkring fem år siden udtrykte Hansen det i al sin enkelhed: “Coal is best left in the ground”. Siden har højere oliepriser gjort udvinding af en række unconventional olieforkomster, tar sands og tar shale rentable. Og Hansen har måttet udvide sine anbefaling til, at vi klimatologisk set gjorde bedste i at lade kul og en bred vifte af ukonventionelle olieforekomster blive i jorden. Hvis ikke vi gør det, er det ifølge Hansen “Game over for the climate”.

Det er stærke ord, som vi alle burde lade sive ind, for at handle efter dem.

Men er verdenssamfundet overhovedet i stand til at handle rationelt i forhold til en sådan samlet udfordring? Eller vil vi verden rundt se den kortfristede interesse overvokse det fælles bedste? Siden COP15 synes kul- og olieindustriens lobbyisme og støjproduktion at have taget til i en sådan grad, at man har fået rum for at kunne fortsætte uantastet nogle år endnu. Og hvor vi for fire år siden havde et håb om, at Obama ville løfte USA ind i en omstillingsproces på en måde, så det var med til at vise vejen i verdenssamfundet. Så er det svært at finde næring for samme håb om lederskab på klima-området, selv hvis han bliver valgt for en ny fireårs-periode.

James Hansens opinion i New York Times har jeg tilladt mig at gengive i sin helhed herunder:

.

Game Over for the Climate

James Hansen, New York Times 09.05.2012.

GLOBAL warming isn’t a prediction. It is happening. That is why I was so troubled to read a recent interview with President Obama in Rolling Stone in which he said that Canada would exploit the oil in its vast tar sands reserves “regardless of what we do.”

If Canada proceeds, and we do nothing, it will be game over for the climate.

Canada’s tar sands, deposits of sand saturated with bitumen, contain twice the amount of carbon dioxide emitted by global oil use in our entire history. If we were to fully exploit this new oil source, and continue to burn our conventional oil, gas and coal supplies, concentrations of carbon dioxide in the atmosphere eventually would reach levels higher than in the Pliocene era, more than 2.5 million years ago, when sea level was at least 50 feet higher than it is now. That level of heat-trapping gases would assure that the disintegration of the ice sheets would accelerate out of control. Sea levels would rise and destroy coastal cities. Global temperatures would become intolerable. Twenty to 50 percent of the planet’s species would be driven to extinction. Civilization would be at risk.

That is the long-term outlook. But near-term, things will be bad enough. Over the next several decades, the Western United States and the semi-arid region from North Dakota to Texas will develop semi-permanent drought, with rain, when it does come, occurring in extreme events with heavy flooding. Economic losses would be incalculable. More and more of the Midwest would be a dust bowl. California’s Central Valley could no longer be irrigated. Food prices would rise to unprecedented levels.

If this sounds apocalyptic, it is. This is why we need to reduce emissions dramatically. President Obama has the power not only to deny tar sands oil additional access to Gulf Coast refining, which Canada desires in part for export markets, but also to encourage economic incentives to leave tar sands and other dirty fuels in the ground.

Læs mere »

Har lige sendt nedenstående til min pensionskasse – eller rettere ville jeg gøre det. I det lille kontaktvindue på Unipensions hjemmesiden var der kun plads til spørgsmålet i tekstens første del. Kan kun opfordre andre til at markere tilsvarende.
.

Kære Pensionskasse

I går var det International Tar Sands Day verden rundt. Af en opgørelse i den forbindelse fremgik det, at Danmarks fem største pensionsselskaber tilsammen havde investeringer for 2,5 mia. kr. i udvindingen af tar sands i Canada.

Der er tale om virksomheder som Shell, BP, Total (FR), Statoil ASA, Exxon, ConocoPhillips, Suncor, Chevron og Imperial Oil, se: www.klimabevaegelsen.dk/doc/tarsands/Pensionsfonde.pdf.

Det fremgår ikke af denne opgørelse – og heller ikke umiddelbart af Unipensions hjemmeside – om Unipension har tilsvarende investeringer. Jeg vil derfor gerne spørge, om Unipension (min pensionskasse) har økonomiske interesser i udvindingen af den canadiske tjæresand?

Klima- og bæredygtighedsmæssigt står udvindingen af Tar Sand som noget af det dummeste, mennesket i nyere tid har fundet på. Udvindingen medfører kolossale miljøproblemer og ødelæggelser af oprindelige landskaber, og udvindingsprocessen er så energikrævende, at det kun er et resultat af en helt utilstedelig lobby-virksomhed, hvis det nogensinde lykkes for Canada at få olien ind i EU. Samtidig advarer ledende klimatologer om, at hvis vi tager hul på ukonventionelle forekomster som tar sand og oil shale, så er det en bombe under verdenssamfundets målsætning om at holde udviklingen under 450 ppm og 2 C, og kampen for at langtidsstablilisere klimaudviklingen er definitivt har tabt.

I den nuværende situation har Pensionskasserne ikke bare til opgave snævert at sikre optimal forrentning, men fuldt så meget at sikre, at medlemmernes midler varetages på en måde, så den verden vi lader vores børn og børnebørn arve, har sin optimale værdi.

Jeg håber derfor, at Unipension med målsætningen om ”Ansvarlige Investeringer” har holdt sig fri af investeringer i udvindingen af tjæresand – og at man i den udstrækning, at dette ikke er tilfældet, genovervejer sin position og afvikler disse investeringer inden for en kort tidsfrist for at placere midlerne i virksomheder, som aktivt understøtter omstillingen til en bæredygtig fremtid.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 .
Links til yderligere information:

www.jenshvass.com/blog/2012/04/07/garth-lenz-the-true-cost-of-oil/

www.jenshvass.com/blog/2012/04/06/to-the-last-drop-canadas-dirty-oil-sands/

www.jenshvass.com/blog/2012/02/16/tar-sands-oil-extraction-the-dirty-truth/

www.jenshvass.com/blog/2012/01/19/til-det-21-aarhundredes-daarligste-ide/

www.jenshvass.com/blog/2010/07/31/james-e-hansen-om-norsk-klimapolitik/

Siden A-kraft-ulykken på Fukushima Daiichi-værket marts sidste år er stadig flere af Japans 54 A-kraft-reaktorer blevet lukket for løbende sikkerhedscheck. Efterfølgende har folkestemningen og usikkerheden været så stor, at man ikke har turdet genstarte reaktorerne, og her 5. maj blev den sidste standset for eftersyn. Ligesom med de øvrige, er der ikke meget, der tyder på, at den bliver startet med det første.  Så hvor tsunamien satte 3 reaktorer ud af spillet, har fornuften – eller frygten ville nogle nok hævde – standset de øvrige 51.

Fra i dag er Japan således uden A-kraft for første gang i 42 år, og landet rundt har dagen været markeret med i tusindvis af mennesker på gaden med krav om at opgive A-kraften. 5. maj er traditionelt børnenes dag, og mange har set det som et stærkt symbol, at Japans sidste reaktor lukkede på denne dag – i respekt for fremtiden.

Efter Fukushima-ulykken har man efter europæisk forbillede gennemført en række stres tests for de japanske reaktorer, hvor man har simuleret store påvirkninger af jordskælv og tsunamier. Men lederen af den kommission, som har forestået disse undersøgelser, vil ikke sige, at det dermed er sikkert at starte – det er et politisk valg at påføre befolkningen den risiko. I den seneste måneds tid er det politiske pres for at komme videre fra det nuværende dødvande vokset. Særligt har man sigtet på at få genåbnet to reaktorer i Ohi-værket i Fukui-provinsen og søger lige nu at skabe lokal opbakning dertil. For udsigten til at skulle klare sig igennem endnu en sommer uden A-kraft er mildt sagt svedig.

De japanske somre er fugtigvarme til det stærkt ubehagelige – husker fra en sommer i Kyoto, at der i ugevis kunne være over 30ºC selv ved midnat. De moderne huse ikke bygget til at holde sig selv kølige, men er typisk afhængige af airconditioning – og dermed af store mængder elektricitet – for at være udholdelige. Det japanske energibehov kulminerer derfor på varme sommerdage.

Før Fukushima-ulykken stod A-kraften for 30% af den japanske elektricitetskapacitet, og man havde planer om som del af Japans klimaindsats at øge denne andel til 50%. Sidste sommer klarede man sig igennem, selvom der allerede på den tid var så mange reaktorer lukket, at A-kraften kun bidrog med omkring 10% af el-produktionen. Og denne sommer står man overfor at skulle klare sig helt uden A-kraft. Så selvom en række virksomheder har sikret sig med egne generatorer, så vil der skulle spares endnu mere.

I Fukushima-ulykkens eftertanke har der været en stærk bevægelse for at Japan skulle udfase sin A-kraft og fremover i langt højere grad end i dag basere sin energiforsyning på vedvarende energi. Mange ser dette som et vendepunkt. Men den slags omstilling tager tid, og her i den forestående sommer er der ikke ret mange flere solceller og vindmøller til at køle de japanske byer, og man kommer endnu mere end sidste sommer til at trække på borgernes og virksomhedernes gode viljer til at spare, at undlade, at udskyde, at dele … og at svede.

Læs mere »

Umiddelbart efter at den kæmpe tsunami 11. marts 2011 væltede ind over Tohukus østkyst og satte Fukushima Daiichi-værket skakmat, var det svært at få noget klart billede af, hvad som var sket, og hvor omfattende følgerne ville blive. En serie brinteksplosioner i reaktor 1, 2 og 3 i de følgende dage pulveriserede de ydre bygningsskaller – og understregede på det voldsomste, at der var tale om alvorlige problemer, selvom det først blev offentligt erkendt mange måneder senere, at der var tale om egentlige kernenedsmeltninger for reaktor 1, 2 og 3. I månederne efter var kræfterne derfor fokuseret på at stabilisere disse løbskkørte reaktorer og bringe dem til en tilstand af cold shutdown, hvor de konstant holder en temperatur under 100ºC. Det lykkedes inden jul, omend der efterfølgende har været opblusninger og ingen med sikkerhed ved, hvor meget af reaktorkernerne, som rent faktisk stadig befinder sig i reaktorens kerne.

På ulykkesdagen var reaktor 5 og 6 bragt i cold shutdown i forbindelse med løbende vedligeholdelse, mens brændslet var taget ud af reaktor 4 også som del af den løbende vedligeholdelse – ellers kunne omfanget have været endnu større. Endda udbrød der få dage efter brand i brændselslegemerne i reaktor 4, og endnu en brinteksplosion pulveriserede den bygning, som omslutter reaktor 4 (billederne herover). På Fukushima-værket er der i alt mere end 10.000 brugte brændselselementer, og eksperter fra hele verden vurderer, at de udgør en tikkende bombe.

Særligt er opmærksomheden rettet mod den store dam i reaktor 4, hvor 1.535 brændselslegemer (460 ton) er under afkøling med direkte udsigt til stjernehimlen. Disse brændselsstave nedsænket i et gigantisk bassin 30 m over jorden repræsenterer en radioaktivitet på op imod 10 gange mere end hvad der blev frigivet ved ulykken i Chernobyl. Det er blevet vurderet, at et jordskæv af blot styrke 7 vil kunne få den hårdt prøvede beton til at kollapse. Og blot en mindre revne, som blotlægger brændselselementerne i kortere tid, vil kunne reaktivere de radioaktive processer i brændselsstavene dertil, at man står overfor at måtte evakuere Tokyo-området med dets millioner af indbyggere.

Men de japanske myndigheder og værkets ejer Tepco synes handlingslammede. Dette har fået en lang række japanske miljøorganisationer til at rette nedenstående henvendelse til FNs generalsekretær Ban Ki-moon om, at det internationale samfund må gribe ind – og hjælpe med at få det brugte brændsel sikret hurtigst muligt.

I bakspejlets bagklogskab virker det absurd, at man blot med hovedet under armen har opmagasineret årtiers brændselselementer på værkerne. Men det må ses som et billede på, at stort set ingen lande selv efter at have brugt A-kraft i årtier har afklaret, hvad man overhovedet efterfølgende vil gøre med sit radioaktive affald. Det ryger med i startpakken til de kommende generationer.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima Daiichi.

May 1, 2012

To: UN Secretary General Ban Ki-moon

An Urgent Request on UN Intervention to Stabilize the Fukushima Unit 4 Spent Nuclear Fuel

Recently, former diplomats and experts both in Japan and abroad stressed the extremely risky condition of the Fukushima Daiichi Unit 4 spent nuclear fuel pool and this is being widely reported by world media. Robert Alvarez, Senior Scholar at the Institute for Policy Studies (IPS), who is one of the best-known experts on spent nuclear fuel, stated that in Unit 4 there is spent nuclear fuel which contains Cesium-137 (Cs-137) that is equivalent to 10 times the amount that was released at the time of the Chernobyl nuclear accident. Thus, if an earthquake or other event were to cause this pool to drain, this could result in a catastrophic radiological fire involving nearly 10 times the amount of Cs-137 released by the Chernobyl accident.

Nearly all of the 10,893 spent fuel assemblies at the Fukushima Daiichi plant sit in pools vulnerable to future earthquakes, with roughly 85 times more long-lived radioactivity than released at Chernobyl.

Læs mere »