Strøtanker om bæredygtighed

Mere end 40 af verdens mest sårbare nationer har slået sig sammen i CVF, Climate Vulnerable Forum. Her søger man at fremme forståelsen for nødvendigheden af ikke bare at sigte efter Paris-aftalens 2°C-målsætning, men at forfølge muligheden for at bremse temperaturudviklingen inden 1,5°C. Ud over generelt at arbejde for øget klimaambition har CVFs medlemslande således for eksempel forpligtet sig til at nå 100% vedvarende energi mellem 2030 og 2050.

På et High Level Meeting i dag ved COP22 vedtog Climate Vulnerable Forum en handlingsplan for medlemslandene, The Marrakech Vision. Den har fem hovedpunkter:

Det første indebærer opbakning til de initiativer for luftfart, skibsfart og HFC-gasser og generelt øget vægt på klimaindsatser forud for 2020. Det andet fremhæver indsatsen for hurtigt at nå 100% vedvarende energi. Det tredje fremhæver nødvendigheden af den nødvendige klimatilpasning for de særligt sårbare lande selv ved 1,5°C. Den fjerde belyser synergien mellem klimaindsatsen og de nye mål for bæredygtig udvikling, mens det femte punkt fremhæver nødvendigheden af økonomisk vækst for denne gruppe lande, som ud over at høre til verdens mest sårbare lande uretfærdigvis også i stor udstrækning tilhører verdens fattigste lande, samtidig med, at fossile subsidier osv. udfases.

Al Gore har i dag udsendt en rosende kommentar om CVFs initiativ: “Today’s commitment by the member countries of the Climate Vulnerable Forum to move toward powering their economies entirely with renewable energy is a bold vision that sets the pace for the world’s efforts to implement the Paris Agreement and move even more quickly to solve the climate crisis. These ambitious and inspiring commitments show the path forward for others and give us all renewed optimism that we are going to meet the challenge before us and meet it in time.”

CVF vedtog samtidig et Marrakech Communique. Jeg har medtaget teksten i sin helhed herunder, da den fint indfanger den stemning af uomgængelig nødvendighed, som klimaudfordringen andre steder i verden er omfattet af.

Som baggrundsrapport for CVF-initiativet har UNDP udarbejdet en rapport, som viser, at hvis vi er i stand til at holde 1,5C-målsætningen, kan det være medvirkende til at undgå klima-relaterede tab i størrelsesordenen 12 trillioner $ eller omkring 10% af GDP i 2050. Se:

Elena Kosolapova: UNDP, CVF Report: Reaching 1.5°C Temperature Goal Will Help Avoid US$12 Trillion in Losses, IISD 22.11.2016.

Se øvrige blog-indlæg tagged COP22: Strøtanker om COP22 i Marrakech 7.-18. november, Road to COP22 – en videorapport fra Marokko, Hvad skal der til på kort sigt for at holde 1,5°C-målsætningen?, UNEP Emissions Gap Report: Hvad skal der til for at holde 1,5°C?, COP22: Marrakech Action Proclamation, og Klimabilleder og klimakommunikation.

Se blog-indlæg tagged COP18 / COP19 / COP21.

The Marrakech Communique (0,1 Mb pdf)

THE MARRAKECH COMMUNIQUE

Outcome document of the CVF High Level Meeting at UNFCCC COP22 on Friday 18 November 2016.

We stand united

We, Ministers and High Level representatives, members of the Climate Vulnerable Forum, representing a significant number of nations most vulnerable to the dangers of global climate change.

We will survive and thrive

Expressing solidarity with our fellow member, Haiti, devastated by Hurricane Matthew, a humanitarian catastrophe amplified by capability constraints clearly overwhelming any capacity to adapt in a now all-too familiar repetition of disaster.

The people must know

Having committed to ensure our people are informed about the risks of climate change and are empowered as communicators to pursue solutions to address it.

Læs mere »

(under udarbejdelse) På FNs klimakonferencer er der hver dag et omfattende program af side events, og mange forskere fremlægger deres resultater enten umiddelbart op til eller i løbet af en klimakonference. En af de mere tankevækkende rapporter, stammer fra en gruppe af klimapolitiske analytikere bag hjemmesiden Climate Action Tracker, som til stadighed søger at holde regnskab med, i hor høj grad verdens samlede klimaplaner er i overensstemmelse med Paris-aftalen.

Så godt som ingen lande har ændret deres klimaplaner i forhold til de indberetninger, som blev foretaget op til klimatopmødet i Paris i december, så verdens samlede klimaindsats er stadig, ifølge Climate Action Tracker, på vej mod 2,7°C – eller alarmerende meget mere end de 1,5-2°C, som Paris-aftalen satte som mål. Verdens lande har da også fået som hjemmearbejde at gøre dette meget bedre senest inden COP24 i 2018.

En målsætning på 1,5-2°C er en for de fleste – også beslutningstagere – endog meget abstrakty størrelse. Derfor har denne lille gruppe af forskere sat sig for at sige, hvad indebærer en 1,5C-målsætning sektor for sektor af handlinger inden for de nærmeste 10 år for at være på rette vej til en klode, hvor temperaturen kun steg med 1,5°C efter menneskehedens nok til dato største fejltagelse, da vi begyndte at afbrænde fossile brændsler.

Resultaterne blev tidligere i dag fremlagt på en pressekonference af Nicholas Höhne fra New Climate Insittute samt Bill Hare og xx fra Climate Analytics. Det var umiddelbart et meget spændende arbejde, og jeg vil gerne gå meget mere i dybden hermed. Men her kommer i første omgang mine rå noter og et link til den bagvedliggende rapport. Pressekonferencens video kan desværre ikke umiddelbart indlejres, men den kan ses via UNFCCCs on demand-service fra COP22 (20 min.).

Læs mere »

.
Road to Cop22: Green Tourism in Marrakech (Episode 1)

Dette blog-indlæg består i al sin enkelhed af en serie af små korte videoer, som Euronews har udarbejdet forud for FNs klimatopmøde COP22 i Marrakech, som starter i dag. De seks videoer, hver omkring 3 min. i længden, giver tilsammen et godt billede af klimaindsatsen og klimaforandringerne i et land som Marokko, hvor ørkenen trænger sig på sydfra mens et stigende hav graver langs kysterne mod nord og vest. Jeg har i første omgang ladet Euronews’ små engelske introduktionstekster blive stående.

The Moroccan city of Marrakech, which is hosting the COP22 climate change summit in November, has dedicated itself to eco-tourism. Marrakech, where culture and history merge in an ambitious vision for the future, has created a number of sustainable development initiatives.

The city which is nicknamed “ochre city” is developing into a green city that encourages eco-tourism. More than 30 hotels carry the prestigious Green Key, the Eco label awarded to tourism establishments for ecological commitment and environmental responsibility.

Tourism is the second source of income in the kingdom – it makes up 12 percent of its GDP. In 2015 more than ten million tourists visited Morocco. The country’s national tourism office integrates environmental protection programmes into the tourism sector.

Læs mere »

.
Before the Flood, 95:32 min. video.

Mere tekst på vej … Join Leonardo DiCaprio as he explores the topic of climate change, and discovers what must be done today to prevent catastrophic disruption of life on our planet.

Before the Flood, directed by Fisher Stevens, captures a three-year personal journey alongside Academy Award-winning actor and U.N. Messenger of Peace Leonardo DiCaprio as he interviews individuals from every facet of society in both developing and developed nations who provide unique, impassioned and pragmatic views on what must be done today and in the future to prevent catastrophic disruption of life on our planet.

Before the Flood is very much an educational and advocacy documentary. It’s a cliffs notes version of what’s happening to the world we live in, what’s going to happen to the world we live in, and what we can do to prevent the worst possible outcome. In that respect, it’s kind of like a less boring version of An Inconventient Truth with some high-profile interviews.

Adam Chitwood: ‘Before the Flood’ Review: Leonardo DiCaprio Heralds the End of the World, Collider 30.10.2016.

Der var tegn i sol og måne på, at det denne gang skulle blive anderledes, og at klimaudfordringen efter at have været helt fraværende i de amerikanske valgkampe i 2008 og 2012 ville få den plads, den fortjente, som den største udfordring til USAs og resten af verdens videre velfærd.

Bernie Sanders byggede sin kampagne op omkring klimaudfordringen og forbandt den fornemt med sociale, økonomiske og retfærdighedsmæssige aspekter. På den led var klimaudfordringen en tæt integreret del af hele problempakken – og løsningen deraf. Hillary Clinton ville ikke stå tilbage herfor, og præsenterede i løbet af primærvalgsprocessen en stadig skarpere klimaprofil. Nu blev det Hillary, som endte som demokraternes kandidat, men der havde været en så massiv opbakning bag klimaspørgsmålet, at den demokratiske valgplatform, som blev udarbejdet hen over sommeren 2016, ikke mindst på klimafronten endte med at blive den mest progressive og fremsynede nogensinde.

Meningsmålingerne viste, at de republikanske politikere, som i det store hele afviser klimaudfordringen eller henviser den til småtingsafdelingen, var mere enige med deres sponsorer fra de fossile energiselskaber end fra deres vælgere, som i en ganske betydelig grad havde forståelse for, at der må gøres noget for at imødegå klimaudfordringen. Samtidig har Obama i løbet af sin anden præsidentperiode gjort klimaspørgsmålet til det vigtigste indsatsområde med en række indsatser, som tilsammen har igangsat en klimaindsats på stort set alle områder. Og frem for at blive straffet for det, har Obama gradvist kunne iagttage voksende popularitetstal. På den baggrund var der lagt op til, at klimaspørgsmålet endelig i 2016 kom til at stå centralt.

Men så kom Trump. Hans reality-TV medieshow tog fusen på medierne og de øvrige republikanske præsidentkandidater, så han endte med at blive det republikanske partis præsidentkandidat, hvilket må overgå til historien som en af det moderne demokratis store gåder: Hvordan kunne en mand, som kan så lidt, som har et så formørket udsyn og et så usympatisk livssyn, nå så langt i den politiske proces.

Trumps klimavision kan koges ind til, at klimaudfordringen er en hoax opfundet af kineserne for at skade den amerikanske industri. Hvis han kommer til magten, har han lovet at tilbagerulle hele den klimaindsats, Obama har igangsat, han har lovet igen at få gang i kulminerne og fjerne al støtte til omstilling. Han vil klimamæssigt set være en katastrofe.

Det er svært at finde noget spørgsmål, som skiller de to kampagner mere end klimaudfordringen og hvad man skal gøre derved. Endda har det ikke været taget op i en eneste af de tre præsidentdebatter, som har været afholdt forud for valget. Hvis man søger i den fulde transskription af den halvanden time lange debat i Las Vegas i nat, bruger Hillary ordet “‘climate’ en enkelt gang, mens ord som ‘solar’ og ‘wind’ ikke forekommer overhovedet, det uanset at Hillary har et ganske enestående program for at få alle amerikanere til at være energiproducenter ved at montere solcelleanlæg over alt, hvor der er mulighed for det.

Læs mere »

Ecuador er et fattigt land med stor udenlandsgæld. Samtidig har Ecuador en natur med en nærmest overvældende artsrigdom, og ingen steder i var den større end i et område kaldet Yasuni ITT. Der var blot det dilemma, at der i jorden under dette nærmest overjordiske paradis på jord var fundet olie – endda store mængder af olie.

Samtidig var der nogle få år ind i dette årtusinde en spirende forståelse af, at verden ikke bare kunne brænde alle sine kendte fossile forekomster af, hvis man ville undgå at ødelægge levevilkårene for fremtiden. På den baggrund opstod der i 2007 planer om at søge at bevare Yasuní ITT, som man regner med har verdens højeste biodiversitet, som naturreservat, hvilket samtidig kunne sikre levevilkårene for nogle af verdens sidste ukontaktede naturfolk, som levede i dette område. Til gengæld skulle Ecuador have en eller anden kompensation for at bevare Yasuní urørt, så landet endda kunne få et vist mål af udvikling.

I udgangspunktet var det en stor og stærk idé, et vigtigt greb. Jeg har derfor gennem årene tilbagevendende skrevet om Yasuní her på bloggen og skal ikke genfortælle historien i detaljer (se blog-indlæg tagged Yasuní). Håndteringen af Yasuní kunne være blevet en vigtig model for, hvordan vi organiserer det vigtige (og stadig ubesvarede) spørgsmål, hvilke af de kendte fossile reserver, som skal forblive ubrugte, og hvilke som skal bruges i den korte fase, hvor det globale samfund skifter til vedvarende energi. Men fra at der i begyndelsen var en vis interesse for projektet, viste det sig endda uoverkommeligt vanskeligt at få de tilstrækkelige beløb på bordet.

Måske prisen var for høj – da den videre forfølgelse af projektet blev afblæst, var der kun givet tilsagn om 4% af de 3,5 mia. $, som projektet var sat til at skulle koste. Men sandsynligvis var den vægtigste grund, at der forelå efterretninger, som viste, at Ecuadors præsident Rafael Correa, samtidig med at han søgte denne form for finansiering af en bevaring af Yasuní, var i fuld gang med at anlægge veje i området – dvs. forberede det til olieudvinding og ‘civilisering’ – og havde forhandlinger kørende med kineserne om at overtage retten til olieudvindingen for at kunne betale landets efterhånden omfattende udlandsgæld.

Projektets videre skæbne blev forseglet, da Correa i 2013 aflyste al videre fundraising for Yasuní-projektet og satte oliekoncessionerne i området på auktion. Det førte til store folkelige protester, og der blev igangsat en underskriftsindsamling, som krævede en folkeafstemning om bevarelsen af Yasuní ITT. Men det fik Correa forpurret med en række ret bananstatsagtige indgreb. Yasuní overlevede auktionen for så vidt, at ingen ved den efterfølgende auktion bød på den blok, som havde været betragtet som central for Yasuní ITT-parken. Præsident Correa kunne herefter have valgt at holde hånden over området. Men han replicerede tværtimod, at Ecuador så blot selv kunne hive olien op. Og her i løbet af sommeren 2016 har det nationale olieselskab, Petroamazonas, indledt udvindingen.

Ifølge Petroamazonas’ hjemmeside forventer man for 2016 indtægter på 100 mio. $ fra de nye boringer og for 2017 indtægter på 750-800 mio. $. Det anslås, at 41% af Ecuadors oliereserver er at finde i denne blok 43. Man er startet i den nordligste udkant af området. Foreløbig er der etableret fire ud af 40 planlagte boringer langs den anlagte olieledning. Men det er planerne gradvist i de kommende årtier at etablere olieudvinding i hele området.

Omkring halvdelen af Ecuadors indtægter stammer fra olien. Sammen med en række andre olieproducerende lande er Ecuador derfor hårdt presset af de seneste års lave oliepriser. Men denne olie kan udvindes for under 12$ pr. tønde, så selv med de nuværende oliepriser er der en vis økonomi i udvindingen.

Læs mere »

Med syv reaktorer med en samlet effekt på 8 GW er Kashiwazaki-Kariwa-værket i Niigata Amt verdens største atomkraftværk. Som ved alle andre værker i Japan blev de igangværende reaktorer i tiden efter Fukushima-katastrofen i 11. marts 2011 en efter en taget ud af drift i takt med, at de skulle standses for det årlige driftseftersyn og udskiftningen af brændselslegemer. For efterfølgende ville ingen tage ansvaret for genstarten.

Kashiwazaki-Kariwa-værket er ejet og drevet af samme energiselskab, TEPCO, som driver Fukushima Daiichi-værket. TEPCO, som leverer strøm til Tokyo-området, har et tredje atomkraftværk, Fukushima Daini med fire reaktorer, som ligger blot få km fra Fukushima Daiichi. Og selvom det lykkedes at lukke Daini-værket korrekt ned ved tsunamien i 2011, har Fukushima Amt siden fået tilsagn om, at der ikke bliver genstartet reaktorer i Fukushima Amt, der til gengæld gerne vil være foregangsamt når det gælder udviklingen af vedvarende energi.

TEPCO står derfor i den situation, at ud af de sytten reaktorer, man havde før Fukushima-katastrofen, kommer de ti reaktorer i Fukushima Amt aldrig i gang igen. Yderligere er planerne om at opføre endnu et atomkraftværk i Fukushima Amt nær Fukushima Daiichi og Fukushima Daini blevet opgivet i erkendelse af, at den nuværende situation ville umuliggøre nogensinde at få et nyt atomkraftværk i gang på dette sted. Derfor har TEPCO længe ønsket sig at genstarte i hvert fald et par af de syv reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, og på sigt gerne dem alle. Det ville give et kærkomment tilskud til den ekstremt anstrengte økonomi efter katastrofen, hvor oprydningsarbejdet ikke bare på selve kraftværket, men også i de omgivende landskaber, vil strække sig ind i anden halvdel af dette århundrede.

Men guvernøren i Niigata Amt, Hirohiko Izumida, er ikke bare imod atomkraft, han er imod at TEPCO nogensinde kommer til at drive atomkraftværker igen. Og han taler af erfaring, for forud for Fukushima-katastrofen havde der i årevis været problemer med den måde, hvorpå TEPCO drev Kashiwazaki-Kariwa-værket. Ved flere lejligheder har man kunnet se TEPCOs øverste leder Naomi Hirose helt rød i hovedet af raseri, når Izumida fremførte, at TEPCO ved hele tiden at presse på med hurtig genstart af Kashiwazaki-Kariwa blot satte økonomien over sikkerheden.

Nu er der dog tegn på, at godkendelsesprocessen for to af reaktorene ved Kashiwazaki-Kariwa-værket er så langt, at den kan være afsluttet til marts næste år. Dette er udtrykkeligt ikke ensbetydende med, at reaktorerne kommer i gang umiddelbart efter. For i Niigata har der gennem mange år været en massiv lokal modstand mod værkerne. Blandt andet har en borgergruppe med henvisning dels til det havarerede Fukushima Daiichi, som langt hen af vejen var en driftsfejl, dels til de mange eksempler på fejl i drift og indrapporteringer ved Kashiwazaki-Kariwa lagt sag an mod TEPCO med den påstand, at man er uegnet til at drive atomkraftværker.

Dette blog-indlæg vil med løbende opdateringer søge at følge processen omkring genstarten af Kashiwazaki-Kariwa værket, som qua den massive lokale modstand sandsynligvis vil trække ud i årevis. Og uanset at TEPCO allerede har investeret milliardbeløb i at forberede genstarterne, er det langt fra givet, at det nogensinde igen kommer dertil.

Der er etableret tilsvarende blog-indlæg for reaktorer ved de tre atomkraftværker, hvor opstartsprocesserne er længst fremskredne, ved Sendai-værket, ved Ikata-værket, hvor en reaktor lige nu er ved at blive tilsluttet, og ved Takahama-værket, hvor to reaktorer blev standset umiddelbart efter opstarten efter påbud fra retten. Stadig her fem et halvt år efter Fukushima-katastrofen har Japan kun fået genstartet tre reaktorer.

Læs mere »

.
NHK Documentary: Radioactive Forests, 49:39 min. video juli 2016.

Den nationale japanske TV-station NHK har lavet en dokumentar om radioaktiviteten i det evakuerede område omkring Fukushima Daiichi atomkraftværket, hvor tre reaktorer i marts 2011 kom ud af kontrol og nedsmeltede, med en ganske alvorlig radioaktiv forurening til følge.

I den første tid efter katastrofens begyndelse, hvor langt den største del af den radioaktive forurening blev frigivet, var vindforholdene sådan, at det radioaktive nedfald var størst ud over Stillehavet. Men omkring 30% bevægede sig ind over land, og en stribe af forurenede landskaber strækker sig 40-50 km mod nordvest, langt ud over den 20 km evakueringszone omkring Fukushima Daiichi.

I de mennesketomme landskaber har naturen fået sin renaissance – skolegårdene har meterhøj vegetation, fugle og dyr huserer anderledes frit. Så umiddelbart er der, som det af dem som ønsker at bagatellisere problemerne ved A-kraft udtrykker det, kommet et naturreservat ud af miseren. Men det er et strålingsramt naturreservat. Strålingsniveauet for området som helhed er i dag under halvdelen af, hvad det var umiddelbart efter katstrofen. Men sine steder er det stadig 250 gange højere end hvad man kan måle i Tokyo, blot 200 km længere sydpå. Og hvor nogle strålingsskader kommer umiddelbart til udtryk, så lever andre videre som genetiske fejl, som kan manifestere sig mange generationer frem.

Dokumentaren følger japanske videnskabsmænds arbejde med at forstå omfanget og konsekvenserne af strålingen, først og fremmest i Fukushimas skovområder. Man ser billeder af, hvordan strålingspartikler stadig er spredt rundt i bark og nåle, fugle og pattedyr, insekter og fisk. I dokumentaren ser man, hvordan erfaringer fra Chernobyl har vist, at strålingen blandt andet fører til deformering af træernes vækst, mens fugle har abnormale fjerdannelser (form og pigmentering) samt langt højere forekomster af abnormale sædceller. Meget mangler endnu at blive undersøgt i evakueringsområdet omkring Fukushima, men der synes at være tale om de samme tendenser. En russisk forsker, som har undersøgt strålingspåvirkningen omkring Chernobyl, har således fundet tilsvarende misdannelser af fyrretræers skud omkring Fukushima. I mange tilfælde mangler topskuddet simpelthen (i områder med markant stråling i op til halvdelen af tilfældene), hvilket skovbrugsmæssigt vil det give alvorlige komplikationer.

Læs mere »

Den 23. juni var der folkeafstemning i Storbritannien om briternes videre tilknytningsforhold til EU. Resultatet blev, at 51,9% af de vælgerne, som stemte, satte kryds ved Brexit, som det i løbet af valgkampen kom til at hedde: At Storbritannien skulle forlade EU.

På valgdagen stemte 17,4 mio. briter for Brexit, mens 16,1 mio. briter markerede, at de ønskede at forblive i EU. Men stemmeprocenten var historisk lav, kun 72% af vælgerne stemte. Dermed var det kun 37,4% af de stemmeberettigede, som stemte for Brexit. Umiddelbart er dette et meget lille flertal, når det gælder afgørelsen noget så centralt som et 40-årigt ægteskab med det europæiske fællesskab, og i mange andre situationer kræver sådanne konstitutionelle afgørelser to tredjedeles flertal i to på hinanden følgende afstemninger.

Mange synes da også at være vågnet med alvorlige tømmermænd oven på en nærmest bizar valgkamp. Allerede morgenen efter stod det klart, at meget lidt af det, som Brexit-kampagnen havde stillet i udsigt, kunne lade sig gøre. Og hvis der havde eksisteret en fortrydelsespille for uoverlagt stemmeafgivning, tyder meget på, at afgørelsen ville være blevet en helt anden. For en underskriftsindsamling med det mål at få en ny afstemning, hvori der skal et flertal på mindst 60% af stemmerne, hvis valgdeltagelsen er under 75%, har efterfølgende fået en kolossal tilslutning.

Blot fem døgn efter Brexit-afgørelsen var en realitet, rundede kampagnen mere end 4 mio. underskrifter, og tallet er stadig stigende. (link) Disse underskrifter må først og fremmest formodes at komme fra mennesker, som enten ikke fik stemt eller har stemt Brexit, selvom de ‘kun’ ønskede at markere en utilfredshed, men på ingen måde ønskede, at Storbritannien forlod EU, eller havde forestillet sig, at det kunne blive konsekvensen.

Talløse læserbreve synes at bekræfte dette mønster, og i det første døgn efter afstemningen kunne man se en voldsom stigning i Google-søgninger på “What is EU” og “What is Brexit”. Lidt sent kunne man mene, men måske er vi kun næsten modne til den slags afstemninger. Og måske skulle man have formuleret afstemningen om det meget komplekse spørgsmål helt anderledes, så politikerne havde haft noget konkret at gå videre med og opbygge deres kampagner omkring. Ikke mindst synes det i en moderne medievirkelighed nødvendigt at holde mediedækningen og politikernes kampagner i kortere snor, for valgkampen har ikke gjort det lettere for den almindelige brite at gennemskue det komplekse spørgsmål. Tværtimod har der ikke mindst fra Brexit-side været luftet mange usandheder, og der har været talt til alle mulige former for had og indestængte følelser, selvom det måske havde meget lidt med EU at gøre, når det kom til stykket. Måske var det i virkeligheden mere et nej til den ekstreme ulighed i det britiske samfund, som kun er er uddybet efter årtiers neoliberalisme, end det var et nej til at være med i det europæiske fællesskab.

Læs mere »

Opførelsen af det filippinske atomkraftværk Bataan blev efter mange års tilløb påbegyndt i 1977. Det stod klar til ibrugtagning i 1986, men har endnu ikke produceret en eneste kilowatttime.

Snarere end et H.C. Andersensk eventyr, hvor alt mod slutningen forløses på et højere plan, må fortællingen om Bataan, Filippinernes første og hidtil eneste atomkraftværk regnes som en klassisk tragedie – et på mange planer dybt tragisk forløb. Men i en tid, hvor der igen bliver talt meget om nødvendigheden af at udbrede atomkraften til hele verden for at tackle klimaudfordringen, er den værd at genlæse. For en udbredelse af atomkraften til det store flertal af verdens lande, som endnu ikke har nogen atomkraft og indtil nu ikke haft nogen planer derom, vil stå overfor mange af de samme udfordringer som på Filippinerne.

Ligesom alle moderne stater skulle Filippinerne i årene efter 2. verdenskrig også have atomkraft, så i 1961 grundlagde man PAEC – The Philippine Atomic Energy Commission – for at forberede Filippinerne til at træde ind i atomalderen. For det kræver viden og personale og infrastruktur at bygge og drive et atomkraftværk, hvis det skal fungere efter hensigten. Forud havde Filippinerne i 1955 (samme år vi i Danmark grundlagde prøvestation Risø) underskrevet en aftale med USA om fredelig udnyttelse af atomenergien, ligesom Filippinerne i 1956 blev medlem af det internationale atomenergiagentur IAEA. Allerede i 1957 udarbejdede et amerikansk konsulentfirma en første vurdering af mulighederne for at etablere atomkraft på Filippinerne. Konklusionen var dog, at det var for tidligt i og med, at hele den infrastrukturelle sammenhæng manglede, men at det kunne blive relevant i 1970erne. I 1958 grundlægges PNRI, The Philippine Nuclear Research Institute, og med støtte fra FNs program for fredelig udnyttelse af atomkraften fik man i 1963 en lille 1 MW forskningsreaktor i gang.

I 1963 igangsætter PAEC i samarbejde med IAEA en ny pre-investment-analyse, som i 1965 anbefaler Filippinernes regering dels seriøst at overveje atomkraft i energiforsyningen af hovedøen Luzon fra først i 70erne, dels at forberede hele det lovkompleks, som skal til for at kunne igangsætte og drive et atomkraftværk – Luzon er omkring 2½ gange Danmarks størrelse og har en befolkning på omkring 50 mio. På den baggrund bliver der i 1967 indhentet tilbud om en reaktor på 300-500 MW, som skal stå færdig i 1975. Der sker dog ikke rigtigt mere i dette spor. Men i 1968 vedtages en lovgivning, som muliggør atomkraft i landet, og allerede måneden efter indgås der en rammeaftale med den amerikanske regering om udarbejdelsen af to reaktorer samt leveringen af det nødvendige brændsel dertil.

I 1971 autoriserer præsident Ferdinand Marcos det nationale energiforsyningsselskab NPC til at forestå udarbejdelsen af atomkraftværker. Og samtidig med at Filippinerne bliver erklæret i undtagelsestilstand, som varede fra 1972-81 og gjorde det muligt for ham at fortsætte som præsident trods den stærkt voksende modstand, går IAEA i 1972 i gang med endnu et feasibility-studie, som i 1973 konkluderer, at en 600 MW-reaktor på hovedøen ville være teknisk mulig, og at det var muligt at finde egnede placeringer.  Præsident Marcos proklamerer herefter med landet i undtagelsessituation sine planer om at opføre to 600 MW reaktorer.

Læs mere »