Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juli blev to reaktorer ved Oi-værket genstartet, og protesterne blev om noget stærkere. Juli barslede også med undersøgelser fra to forskellige kommissioner, som hver især kom frem til, at der var graverende fejl i håndteringen af krisen, og at der lå alvorlige strukturelle svigt bag det at katastrofen havde kunnet udvikle sig som den gjorde. Den ene gjorde et stort nummer ud af at understrege, at katastrofen ikke var en naturkatastrofe, men tværtimod “made in Japan”, skabt af serier af menneskelige svigt. Permierminister Nodas ganske egenrådige gennemtrumfen af genstarten og en i vide kredse upopulær momsforhøjelse får ganske mange politikere til at forlade regeringspartiet DPJ, og der kommer hul på en omfattende offentlig høring, som skal være en del af grundlaget for vedtagelsen af Japans kommende energiplan.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juli 2012

6. juli – Igen A-kraft i de japanske stikkontakter
7. juli – Undersøgelseskommission: Fukushima-katastrofen er menneskeskabt
8. juli – “No Nukes 2012”
10. juli – Reaktor 3 på fuld kraft
12. juli – Sagsanlæg: TEPCO ude af stand til at drive A-kraftværker forsvarligt

13. juli – Ozawa siger fra overfor Noda med nyt parti
13. juli – Fredag er demo-dag
14. juli – Hatoyama siger fra overfor Noda
15. juli – 3 energiscenarier til høring
15. juli – Sanno: Landsby med 100% vedvarende el-forsyning

16. juli – Japan på gaderne
17. juli – TEPCO ønsker prisstigninger
17. juli – Sommervarmen kommet
18. juli – Første brændselslegeme fjernet fra reaktor 4
19. juli – Flere foldelinjer, flere fortrængninger

20. juli – Hvor mange vil dø efter Fukushima-katastrofen?
21. juli – Japans politiske scene
21. juli – Snyd med dosimetre
22. juli – Energieffektivitet
23. juli – Naoto Kan: Fuld afvikling af A-kraft i 2025

23. juli – Ny rapport om Fukushima-katastrofen
24. juli – Grønt parti på vej i Japan
25. juli – vedvarende energi-ekspert som guvernør i Yamaguchi?
25. juli – Rekordstort handelsunderskud for første halvår 2012
26. juli – KEPCO ønsker flere reaktorer startet / 10% scenario?

27. juli – Energiplan forsinket?
28. juli – NISAs sidste vilje
28. juli – Erhvervslivets organisationer afviser de tre energiscenarier
29. juli – Midori no To – et grønt parti stiftet
29. juli – Det japanske parlament “omringet” af demonstranter

29. juli – Valg i Yamaguchi
30. juli – KEPCO kører med milliardunderskud
31. juli – Tetsunari Iida om overgangen til 100% vedvarende energi

Se: Fukushima links for juli 2012.

Læs mere »

.
Denne lille video fra Bhutan – et af de få steder, hvor det endnu ikke er lykkedes den moderne civilisations forbrugerisme at udbrede sit mycelium – blev lagt op på Rio+20s hjemmeside umiddelbart inden topmødets start.

Bruttonationalproduktet BNP har længe været den definitive målestok, når vi skulle sammenligne velstanden i verdens lande, men i de senere år har der stadig oftere været stillet spørgsmålstegn ved det rimelige heri. Selv når man korrigerer for indbyggertal og real-købekraft, er BNP i sidste ende en kvantitet, som kun rudimentært beskriver de fleste af de kvaliteter, som gør livet værd at leve: sundhed, kærlighed, tryghed, livsglæde. Der findes da også et utal af talemåder, som uden at afvise, at penge er rare at have, understreger, at man ikke kan købe sig til lykke.

Frem for økonomisk vækst som mål har man i Bhutan systematisk igennem fire årtier søgt at udvikle landet i forhold til at bibringe sin befolkning den størst mulige lykke. Og man har gradvist udviklet et lykke-indeks med 72 parametre inden for 9 forskellige hovedområder for at kunne “måle” samfundets niveau af lykke i både kvantificerbare og mere uhåndgribelige aspekter.

Læs mere »

.

Ecovillage – en 6:47 min. video om et irsk økofællesskab i Cloughjordan.

Da vi i 2009 afholdt Klimabundmøde parallelt med Klimatopmødet i København, var det blandt andet i samarbejde med LØS, Landsforeningen for Økosamfund, GEN, Global Ecovillage Network. Med indrejsende fra økosamfund i alle dele af verden blev et tilbagevendende tema igennem de to uger, hvordan vi kunne gøre brug af erfaringerne fra disse små idealsamfund i storbyernes ofte mere uoverskuelige og umedgørlige virkelighed. For i økosamfundene fandt man mennesker, som på mange måder havde indrettet sig som RIO+20-konferencen efterspørger for hele verden, med en høj grad af livskvalitet og harmoni med omgivelserne samtidig med, at man havde en klimabelastning og et økologisk fodaftryk, som kloden kunne bære … måske ikke fuldt ud i alle henseender, men i fuld gang med at skabe fremtiden. Der ligger i økosamfundene en vital fond af viden om, hvordan vi fremover kunne indrette os.

Derfor var det glædeligt at se, at mange af de video-eksempler, som man har medtaget på hjemmesiden The Future We Want – som er lavet for at alle verden over kan være med til forud for Rio+20 at formulere den verden, de ønsker – beskriver tilværelsen i økofællesskaberne. En anden kategori af videoerne beskriver forskellige aspekter af Urban Farming og transformationerne af bymiljøerne. Gennem at bringe livet tilbage på landet og fødevare-produktionen og det nære samfund ind til byen giver de tilsammen en fin introduktion til nye måder og muligheder på by-land-aksen.

Jeg har samlet et udvalg af videoerne herunder.
.
Læs mere »

.
Ofte forbindes denne del af Afrika med endeløse problemer, hastigt fremadskridende klimaforandringer, vandmangel og voksende ørkener, hungersnød og evindelige strammeopgør og borgerkrige, som igen og igen sætter situationen tilbage til start. Men denne lille solstrålevideo, som i går blev lagt ud på Rio+20s officielle hjemmeside uncsd2012.org, giver et helt andet billede af udviklingen i Ethiopien.

I en tid hvor væksten i verdens gamle økonomier er ved at ebbe ud (hvilket om man så må sige er på høje tid), har et land som Ethiopien i de seneste 20 år gennemgået en rivende udvikling. Med en årlig vækst i bruttonationalproduktet på 11,4% er Ethiopien i dag blandt verdens hurtigst voksende økonomier, og landet har en målsætning om inden 2025 at have vokset sig ind blandt verdens middelindkomstlande – gennem en bæredygtig udvikling.

Læs mere »

I de kommende dage vil der være statsbesøg fra Kina. I kinesisk skala er Danmark et endog meget lille land, så der har været spekuleret meget i, hvorfor det kommer lige nu. Og selvom Danmark i dette halvår varetager EUs formandskab, så er det ikke hele forklaringen. Men er det ønsker om teknologiudveksling og know-how, når det gælder grøn udvikling? Er det for at få en fod indenfor når det gælder grønlands undergrund, eller er det mest af alt styret af irrationelle motiver, at Kinas ministerpræsident Hu Jintao gerne vil besøge Danmark, inden han trækker sig tilbage – måske hans sidste chance for at se Den lille Havfrue.

Samler i de kommende dage links om besøget og vender nok tilbage senere med betragtninger.

Alle ydre forskelle til side, så har vi har faktisk i Danmark en del at byde på for et land som Kina. Selvom der i disse år bliver slidt hårdt på den skandinaviske velfærdsmodel, så er der faktisk i vores håndtering af hverdagen en attraktiv mellemproportional mellem den kommunistiske topstyring og den liberalistiske markesstyring, som var værd at have med i billedet over mulige scenarier for det kolossale riges fremtid.

Daniel Rasmussen: Kina skyder 13 milliarder i Grønlandsk jernmine, Ingeniøren 21.06.2012.

Martin Lidegaard underskriver grønne aftaler med Kina, (pressemeddelelse) Klima-, Energi- og Bygningsministeriet 16.06.2012.

Vedvarende energisamarbejde med Kina, Energistyrelsen.

Præsident Hu Jintao’s besøg i Danmark 14.-16. juni 2012. Kinas energisektor og samarbejdet med Danmark, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet (pdf).

Kjeld Erik Brødsgaard & Nis Grünberg: Den kinesiske ledelseskabale, (kronik) Politiken 16.06.2012.

Jesper Hvass: Carlsberg: »Vi har solgt øl til kineserne siden 1860’erne«, Politiken 15.06.2012.

Jesper Hvass: Statsbesøg: Aftaler femdobler Arlas omsætning i Kina, Politiken 15.06.2012.

Peter G.H. Madsen: Erhvervsliv: Vi er ikke menneskeretsforkæmpere, Politiken 15.06.2012.

Kina og Danmark indgår kulturelt samarbejde, (Ritzau) Politiken 14.05.2012.

Kristian Klarskov og Peter G.H. Madsen: Kina vil have fingrene i danskernes gæld, Politiken 14.05.2012.

Mærsk investerer tre milliarder i Kina, (Ritzau) Politiken 13.06.2012.

Minister satser på Kina-aftaler for svimlende milliardbeløb, (Ritzau) Politiken 12.06.2012.

Lars Halskov & Hans Davidsen-Nielsen: Kina vil tjene milliarder på råstoffer i Grønlands undergrund, Politiken 12.06.2012.

Frederik Hodemann: Tvivl om kinesiske klimadata, ecoprofile 11.06.2012.

David Fogarty & David Stanway: China Emissions Suggest Climate Change Could Be Faster than Thought, Scientific American 10.06.2012.

Dabo Guan et al.: The gigatonne gap in China’s carbon dioxide inventories, Nature 10.06.2012.

Bo Lidegaard: Besøget fra Riget i midten, Politiken 10.06.2012.

Peter Christensen: Kina bliver næppe verdens nye leder, (interview med Henry Kissinger) Politiken 09.06.2012.

Nis Olsen: Kina ser Danmark som nøgleland, Politiken 07.06.2012.

Jesper Hvass: Kina åbner kulturcenter i København, 06.06.2012.

Edwaard Wong: China’s President Lashes Out at Western Culture, New York Times 03.01.2012.

Jørgen Steen Nielsen: Kina sætter grøn verdensorden i ly af lammet klimaaftale, Information 10.11.2010.

Før Fukushima-katastrofen var Japan med 54 reaktorer det land i verden, som efter USA og Frankrig havde mest atomkraft. Men fire reaktorer i knæ og en situation, som i værste fald kunne have nødvendiggjort evakueringen af hele Tokyo-området har givet så store betænkeligheder ved den fortsatte brug af A-kraft, at ingen endnu har haft mod til at genstarte reaktorer, når de en for en blev standset for regelmæssig vedligeholdelse.

Frem til Fukushima-katastrofen leverede A-kraften mere end 30% af den japanske elektricitet, og  der var planer om i de kommende år at udvide dette til 50%. Men 5. maj satte Japan sin sidste reaktor på stand by, og der har siden udspillet sig et bizart spil for og imod genstart.

Situationen er særligt prekær her i de kommende måneder, fordi det japanske el-forbrug er størst i juli og august måned, hvor det fugtigvarme klima normalt ville have airconditioning-anlæggene på fuld kraft landet over.

Presset for at få i det mindst nogle få reaktorer i gang igen inden sommervarmen for alvor sætter ind har derfor været stort, ikke mindst i Kansai-området (med blandt andet byerne Osaka og Kyoto), hvor A-kraften før Fukushima-katastrofen udgjorde hele 50% af el-forsyningen for regionens omkring 40 mio. indbyggere.

Selv med de besparelser, som regionens virksomheder og befolkning var i stand til at gennemføre sidste sommer, har forsyningsselskaberne regnet sig frem til, at der på særligt varme sommerdage (hvor airconditioningen normalt står for mere end halvdelen af husholdningernes el-forbrug) ville mangle op til 15% kapacitet. Alle virksomheder og husholdninger er derfor pålagt 15% besparelser i et forsøg på at undgå såkaldte rolling blackouts, hvor strømmen simpelthen slukkes for en time eller to ad gangen i skiftende områder for at kunne klare forsyningen i de øvrige områder.

Japans premierminister Yoshihiko Noda har da også igennem flere måneder insisteret på at få genåbnet to af fire reaktorer ved Oi-værket (som ligger ved Kansai-områdets nordvendte kyst). Her havde man tidligt fået godkendt de stress-test, som blev igangsat for alle japanske reaktorer efter Fukushima-katastrofen. Men disse tests har været stærkt kritiseret som værende helt utilstrækkelige. De er ganske provisoriske og varetaget af en kontrolinstans, som står overfor at blive nedlagt og erstattet af en reel kontrolinstans, som ikke er i lommen på A-kraft-industrien. Denne nye instans, som skulle være med til at genskabe tilliden til (og varetagelsen af) den japanske A-krafts sikkerhed, var lovet på plads senest 1. april, men er stadig langt fra afklaret.

Læs mere »

Dette lille stykke infografik blev her til aften rundsendt fra 350.org. Den bygger på en undersøgelse fra University of Massachusetts lavet i 2009¹ som stiller det for et USA med omkring 10% arbejdsløshed helt centrale spørgsmål, hvordan man får mest beskæftigelse for sine investeringer?

Rapporten tydeliggør, at investeringer i biomasse, energieffektiviseringer, vedvarende energi og kollektiv transport giver langt mere beskæftigelse pr. investeret dollar, end hvis pengene blev brugt på at vriste mere kul og gas op ad jorden.

Når undersøgelsen bliver taget frem igen nu, er dels i forbindelse med kampagnen for, at få de mange subsidier til den fossile industri fjernet (hvilket ville bedre konkurrenceevnen for de vedvarende energikilder markant) Dels har republikanerne i valgkampen ved gentagne lejligheder fremdraget investeringer i kul- og gasudvindingen som beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

I den situation er det godt at have tal for, at investeringer i mere klimavenlige løsninger ikke bare er mere klimavenlige, men samtidig også giver to til tre gange mere beskæftigelse.

Hvis man tænker over det, så er det er ikke så underligt – for eksempel energirenovering er særdeles arbejdsintensivt, og størstedelen af udgiften er ikke materialer, men arbejdsløn. Omvendt falder lønningernes andel af de samlede udgifter, jo mere højteknologisk et område, der er tale om. Her er vindkraft allerede mindre arbejdsintensiv end solenergi og biomasse, men giver stadig dobbelt så meget beskæftigelse pr. investeret dollar som udvinding af kul og gas. A-kraft er ikke med i oversigten, men må formodes at ligge i en kategori for sig med en forsvindende lille beskæftigelse pr. investeret dollar.

I rapportens konkluderende kapitel gives (s. 47) som eksempel, at hvis USA lavede kombinerede offentlige og private investeringer for i alt 150 mia. $, så ville det i clean energy-sektoren kunne skabe 2,5 mio. jobs, hvorimod samme investering i den fossile industri kun ville føre til 0,8 mio. jobs.

Under finanskrisen blev der indledende talt meget om en “New Green Deal” – og det indlysende i at bruge situationen til at kickstarte en ny grøn verdensorden. Men med undtagelse af lande som Kina og Sydkorea, som bandt en stor del af deres ekstra investeringer i grønne initiativer, var der meget lidt fremsynethed og miljøtænkning at spore i de krisepakker, som blev strikket sammen rundt omkring i verden.

Siden har vi set problemerne vokse, ikke mindst i det sydlige Europa. Det ligger i logikken og aspirationerne, at vi skal skabe flere kapital- og know-how-intensive high-tech-jobs “for at kunne konkurrere”. Men med en ungdomsarbejdsløshed på 22,4 % i EU-27 og over 50% i lande som Spanien og Grækenland,² var det måske bedre at få kickstartet den arbejdskraft-intensive del af omstillingen til bæredygtige samfund.

Robert Pollin, et al.: The Economic Benefits of Investing in Clean Energy. How the economic stimulus program and new legislation can boost U.S. economic growth and employment, Department of Economics and Political Economy Research Institute (PERI), University of Massachusetts juni 2009 (pdf).¹

Robert Pollin, et al.: Clean Energy Investments, Jobs, and U.S. Economic Wellbeing: A Third Response to Heritage Foundation Critics, PERI, University of Massachusetts august 2009 (pdf).

Unemployment statistics, EuroStat (tal for april 2012).²

Den 4. juni 1989, i dag for 23 år siden, satte det kinesiske militær sig igennem overfor de studenterdemonstrationer, som i månederne forinden havde været ved at sætte landet på den anden ende.

Jeg var i Kina, da det skete, havde været i landet fem år tidligere – vistnok det første år hvor man kunne rejse som individuel turist – og havde da taget en omfattende rundrejse i det gigantiske rige. Denne gang var planen at have mere tid til at trænge ind i det kulturelle landskab. Så jeg havde masser af introduktioner til kunstnere i bagagen og ville efter en tid i Beijing og Suzhou tage til Guilin for at opleve og male lysets tryllerier med de eventyrlige bjerglandskaber.

Det skulle dog vise sig at blive en meget anderledes rejse. Det Beijing, jeg havde mødt i 1984, stod op og gik i seng med hønsene – en 15 watt glødepære var da stadig en luksus. Nu var gaderne summende af liv til langt ud på natten, i titusindvis af cyklister cirklede opmuntrende og beskyttende omkring Beijings centrale plads Tiananmen, Den Himmelske Freds Plads, hvor studerende nu gennem mere end en måned havde demonstreret for reformer.

[nggallery id=160]

Øverste række billeder herover er fra demonstrationerne på Tiananmen omkring en uge før pladsen blev ryddet, mens nederste række er fra en gigantisk cirkeldemonstration omkring 1. juni.

Hele situationen opstod meget pludseligt efter at Hu Yaobang 14. april døde ved et hjertetilfælde. Hu havde været reformernes og åbenhedens lysende fortaler, men var i 1987 blevet frataget sit hverv som generalsekretær for Det Kommunistiske Parti, efter at han havde modsat sig en hård afstraffelse af demonstranter på Tiananmen i 1986. Visionen og håbet om et åbent, mangfoldigt, frit og demokratisk Kina var i høj grad samlet om hans person, og hans pludselige bortgang gjorde, at studerende landet over spontant samledes. I dagene efter formulerede de studerende syv krav eller anbefalinger til regeringen:

Læs mere »

Tidligere var store dele af Indokina dækket af stedsegrønne “tørre” skove, men gradvist er størstedelen fældet og erstattet af marker og moderne skovbrug. Men i dag findes der kun ét større samlet område med denne oprindelig skovtype tilbage, Prey Lang i det nordlige Cambodia. Derfor har Prey Langs omkring 3.600 km² oprindelige skovlandskab stor biodiversitesmæssig betydning som en sidste bastion for en lang række planter, træer og dyr, samtidig med at Prey Lang udgør eksistensgrundlaget for Kyu-folket.

Men i de seneste årtier  er rydningen af Cambodias oprindelige skove gået meget hurtigt. Plovene, motorsavene og den moderne udvikling rykker frem over alt, og hvis ikke der i allernærmeste fremtid etableres en effektiv beskyttelse overfor Prey Lang, er det blot et spørgsmål om tid, før en oprindelig livsform og endnu et oprindeligt landskab fragmenteres. Det bliver ikke umiddelbart den cambodianske regering, som sætter en stopper for denne udvikling. Tværtimod er den i fuld gang med at sælge koncessioner til at udnytte området og har sat militær og politi ind overfor forsøg på at standse udviklingen.

Denne lille dokumentar: Prey Lang – One Forest One Future, giver en fornemmelse af desperationen:

Læs mere »

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »