Strøtanker om bæredygtighed

Som så meget andet i den menneskeskabte verden synes vindmøllerne i disse år at udvikle sig mod det stadig større. Vingerne til en 6 MW forsøgsmølle, som lige nu er ved at blive opstillet på vindmølletestcenteret ved Østerild, er således hver især hele 75 meter lange. Rotor-diameteren vil være 154 m, øverste vingespids vil nå en højde på næsten 200 m og det bestrøgne areal vil være 18.600 m² eller næsten 2½ fodboldbaner af international størrelse.

Disse vinger er bygget i Aalborg, malet i Nakskov, deponeret i Esbjerg og nu senest i går fragtet det sidste stykke vej til Østerild. En gigantisk transporttrekant for at flytte vingerne de cirka 100 km fra Aalborg til vindmølletestcenteret ved Østerild.

Brugte vi så bare havtransport. Men sådan spiller musikken ikke – den måde, vores samfund udvikler sig på, har simpelthen indbygget et stadig større transport”behov” mellem stadig større og stadig mere specialiserede enheder.

Det er det som kommer til udtryk i infrastrukturkommissionens trafikprognoser, som kommer frem til, at Danmarks transportarbejde frem mod år 2025 vil stige 70-90%, hvorefter man uden at blinke går i gang med at udtænke hele den vifte af “nødvendige” udbygninger af infrastrukturen, som skal til for at kunne rumme al den ekstra trafik. Vi sammenlægger uddannelsesinstitutioner på tværs af land og rige, vi nedlægger alle de små hospitaler, vi høster fordelene ved stordrift uden at indtænke ulemperne ved det medfølgende forøgede transport”behov”. Ingen synes at stille spørgsmålet, hvordan man kunne indrette sig, så man kun havde det halve transportarbejde.

Vi er her fanget i en skrue uden ende.

Læs mere »

I morgen mandag er det årsdagen for atombomben over Hiroshima, som markerede endnu en milepæl i menneskets udvikling: Herefter kunne vi med et tryk på en knap lægge hele civilisationer i grus. I årtierne efter så vi den kolde krigs kyniske kapløb, hvor Øst og Vest efterhånden havde sprængladninger pegende mod hinanden til mange gange total udslettelse.

Bomberne over Hiroshima og Nagasaki var med til at fremtvinge en afslutning på den del af 2. verdenskrig, som udspillede sig omkring Japan. I tilbageblik kan man diskutere, om krigen var endt som den gjorde også uden bomberne, om bomberne fremskyndte Japans overgivelse og dermed sparede landet for et slutspil, som havde kostet endnu mere død og lidelse, og om man havde behøvet at kaste to af dem for at fremtvinge slutningen? Den slags får man aldrig klare svar på, for de findes ikke.

De to bomber har været med til at skabe en japansk efterkrigsbevidsthed, som måske kunne lignes med en slags omvendt udvalgt folk – japanerne var udvalgt til at teste og bære den skæbne, som ville kunne overgå hele verden, hvis ikke vi formåede at skabe en så høj grad af tillid og fredelig sameksistens, at vi afstod fra at bruge verdens svulmende lagre af nukleare masseudryddelsesvåben.

Siden 1945 har to bomber siddet i psyken som slags en moderne kollektiv syndsbevidsthed, og gør det til dels stadig i de ældre generationer. De overlevende fra bombernes stråling, kaldet Hibakusha, har stadig en klar identitet i nutidens Japan, og frem til i dag har de set sig som advokater for en fremtid uden atomvåben, og virket for en fremtid i fredelig sameksistens. De er en del af fortællingen om, hvorfor det moderne Japan ikke fik nogen egen hær.

I en TED-præsentation sidste år i maj brugte den japanske ekspert i vedvarende energi, Tetsunari Iida, billedet af Fukushima-katastrofen, at det er som en civil atombombe. Han rammer her noget centralt i den folkelige opfattelse. Hiroshima, Nagasaki og Fukushima er tæt forbundne. I hele det folkelige opgør med A-kraften, som man ser i dagens Japan, er troen på den “fredelige” udnyttelse af A-kraften – illusionen om, at A-kraften var fredelig, sikker og ren – eksploderet.

Læs mere »

For få dage siden tikkede Fresh Currents ind i mail-bakken. Det er et initiativ af kredsen om tidsskriftet Kyoto Journal, som rummer mange virkelig gode skribenter, og af de mange enkeltbidrag er der kommet et virkeligt godt indspark i den debat om Japans energimæssige fremtid, som i disse dage er til høring landet rundt.

Vananda Shiva har fået åbningsreplikken: “Fukushima has raised, once again, the perennial questions about human fallibility and human frailty, about hubris and man’s arrogance in thinking he can control nature. The earthquakes, the tsunami, the meltdown at Japan’s nuclear power plant are nature’s reminders of her power… Alternatives to nuclear energy are a thousand times more abundant and a million times less risky. To push nuclear plants after Fukushima is pure insanity.”

Fresh Currents – Japan’s flow from a nuclear past to a renewable future omfatter i alt 160 sider med artikler og baggrundsinformation. Første del har temaet “How We Got There?” mens anden del er bygget op omkring “The Way Forward”. Fresh Currents‘ redaktør Eric Johnston har skrevet om A-kraft og vedvarende energi ved Japan Times igennem mange år, så vi er i gode hænder, både i de indledende historiske perspektivering og i udfoldelsen af et fremtidsscenario for Japan på vedvarende energi.

Under vejs er der stærke billeder og talende grafik – for eksempel dette kort over jordskælvsrisiko, som viser, at risikoen for voldsomme jordskælv sine steder nærmer sig de 100%. Her har man for en god ordens skyld placeret adskillige reaktorer.

Første del af Fresh Currents runder af med uddrag fra introduktionen af den rapport om Fukushima-katastrofen, som blev fremlagt i begyndelsen af juli, hvori undersøgelses-kommissionens leder Kiyoshi Kurokawa konkluderede, at katastrofen var menneskeskabt og kunne være undgået, hvis en række instanser havde levet op til deres ansvar:

“What must be admitted, very painfully, is that this was a disaster `Made in Japan.’”

“Its fundamental causes are to be found in the ingrained conventions of Japanese culture: our reflexive obedience; our reluctance to question authority; our devotion to ‘sticking with the program’; our groupism; and our insularity.”

“Only by grasping this mindset can one understand how Japan’s nuclear industry managed to avoid absorbing the critical lessons learned from Three Mile Island and Chernobyl. The goal must be to learn from this disaster, and reflect deeply on its fundamental causes, in order to ensure that it is never repeated.” (Fresh Currents pp. 68-69)

Den nu pågående diskussion om, hvor meget, A-kraften skal fylde i fremtidens energiforsyning – som Fresh Currents er skrevet direkte ind i – handler således om meget mere end tal og procentsatser. Det er en diskussion med omfattende implikationer for det japanske samfund – ligesom Fukushima-katastrofen har spredt sit net af bivirkninger ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund.

Mere om Fresh Currents senere – foreløbig har jeg kopieret indholdsfortegnelsen ind nederst.

Nu er der kommet en egentlig Fresh Currents hjemmeside, hvor delene er mere tilgængelige og præsentable end blot i en samlet pdf.

Stepejhen Hesse bringer 28. oktober i Japan Times en god og omfattende introduktion til fresh Currents, se: ‘Fresh Currents’ charts the way to, and from, Fukushima.

Se næsten daglige optegnelser om udviklingen omkring den japanske A-kraft for juni, juli, august, september og oktober 2012.

Eric Johnston (Ed.): Fresh Currents – Japan’s flow from a nuclear past to a renewable future, Kyoto Journal July 2012 (10,5 Mb pdf).

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af august bliver det klart, hvor overvældende ønsket om en hurtig udfasning af A-kraften er i det japanske samfund, men også, at der er stærke økonomisk-poltiske kræfter, som ønsker A-kraften fortsat. Diskussionen af Japans energiplan kommer efterhånden til at stå i skyggen af Nodas politiske overlevelseskamp, hvor resultatet af den stort anlagte høring fortoner sig i politiske uenigheder og spilfægterier, så vedtagelsen må udskydes.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser august 2012

1. august – Retsligt efterspil for Fukushima-katastrofen
1. august – Japansk A-kraft fuldt afviklet på 10 år / inden 2025
1. august – Høring i Fukushima
2. august – NISAs afløser
3. august – Fresh Currents – Japan fra A-kraft til vedvarende energi – blog-indlæg

3. august – Japan spørger også det internationale samfund
4. august – Hosono går ind for 15%-scenariet
4. august – Noda på vej ind i overlevelseskamp
5. august – Mellem Hiroshima og Fukushima – blog-indlæg
6. august – TEPCO frigiver videoer fra Fukushima-katastrofens første døgn

6. august – Mindedag i Hiroshima
7. august – Første mistillidsvotum til Noda
8. august – Noda tvunget til at udskrive valg “inden længe”
8. august – Edano og Kan om A-kraft
9. august – Noda overlever første mistillidsvotum

9. august – 67-årsdagen for atombomben over Nagasaki
10. august – 10% moms vedtaget
11. august – Flere undersøgelser nødvendige
12. august: Strålingsramte sommerfugle – blog-indlæg
13. august – Underskriftindsamling mod Hamaoka-værket

13. august – 89.000 høringssvar om Japans fremtidige energipolitik
13. august – DPJ splittet over A-kraft-spørgsmålet
13. august – Masser af biomasse
13. august – Japans CO₂-udledninger stigende
15. august – Nyt parti på trapperne: Ishin no Kai

16. august – Nodas undvigemanøvrer
16. august – Oi-reaktor nr. 4 nu på fuld kraft
18. august – 10 Fukushima-reaktorer dømt ude
18. august – Flere rømmer DPJ
19. august – Store virksomheder om A-kraft
20. august – Mere smøring

21. august – Et sted mellem scenario 1 og scenario 2
22. august – “Deliberative polling” styrker ønsket om at udfase A-kraften
22. august – Ny gruppe for udfasning af A-kraften i 2025
21. august – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig I
22. august – Radioaktive fisk.

22. august – Noda mødes med de demonstrerende.
24. august – Regeringens energiplan vil indebære fuld udfasning af A-kraft
24. august – Fredagsdemo foran Nodas kontor
25. august – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig II
25. august – 58% ønsker fuld udfasning inden for 10 år

26. august – 42% af parlamentarikerne ønsker fuld udfasning af A-kraften
27. august – strålingsramte fisk ud for Aomori
28. august – afstemning på vej om genstarten af Hamaoka-værket
29. august – Hashimoto varsler partidannelse midt september
29. august – Befolkningen ønsker A-kraften afskaffet

29. august – Noda stillet endnu et mistillidsvotum
30. august – Voldsom opjustering af tsunami-risiko ved Japans sydlige kyster
30. august – Forsyningsselskaberne konkurs ved øjeblikkeligt stop for A-kraft

Se: Fukushima links for august 2012.

Læs mere »

I gårsdagens Information havde Kim Christensen et særdeles læseværdigt interview med klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, som kredser om den klimadagsorden, som er som forsvundet.

I Lidegaards perspektiv er det vor tids største udfordring – og uomgængeligt vigtigt, at vi kommer ud over den håbløshed og fornægtelse, som følger af dommedags-scenarierne (og af problemernes kolossale omfang), og får dekonstrueret og rekonstrueret situationen dertil, at vi konstruktivt løser problemerne.

Jeg vil ikke her referere interviewet, som fortjener at blive læst i sin helhed, men blot konkludere, at det er dybt beskæmmende, at klima- og bæredygtighedsproblematikken ikke har fået mere plads i den nuværende regerings arbejde og profilering, og slutte med Lidegaards afrundende kommentar i interviewet:

“‘Der udspiller sig for øjeblikket en diskussion om, hvorvidt vækst er problemet – eller løsningen. For mig er det indiskutabelt, at den form for økonomisk vækst, vi har haft de seneste 50 år, ikke kan fortsætte. Det er ikke noget, vi kan vælge fra eller til. Af den enkelte grund at der ikke er ressourcer eller råstoffer nok,’ siger Martin Lidegaard og fortsætter: ‘Men hvis man med vækst forstår økonomisk udvikling, så kan jeg ikke se, at vi kan undvære denne udvikling. Vi har brug for teknologiudvikling. Vi har brug for forandring. Men når jeg tænker grøn vækst, så tænker jeg betydelig mindre materiel vækst. Og langt mere kvalitativt vækst med fokus på service, kultur og den slags ting, som ikke har et naturressourceforbrug’.”¹

Se tidligere blog-indlæg: Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko og Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel.

Kim Christensen: ‘Jeg tror, det her er knald eller fald for fremtidige generationer’, Information 30.07.2012.¹

I seneste nummer af Rolling Stone har 350-bevægelsens leder Bill McKibben en tankevækkende og særdeles intens artikel, Global Warming’s Terrifying New Math, som er bygget op omkring den logik, at vi har en aftale om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som (selvom der er mange fortalere for nødvendigheden en målsætning på max 1½ºC) nøgternt set er noget af det eneste, verdenssamfundet har kunnet enes om, og som blandt andet blev fastslået i The Copenhagen Accord ved klimatopmådet i København i 2009.

Dernæst fastslår McKibben, at vi i tiden frem til år 2050 rundt regnet kan lede yderligere i alt 565 gigaton CO₂ ud i atmosfæren, hvis vi skal have en fire femtedeles chance for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC. Det er den ramme, som verdenssamfundet har besluttet sig for.

I maj vurderede IEA verdens samlede CO₂-udledninger i 2010 til at være 31,6 gigaton. Det var 3,2% mere end året inden. Selv hvis vi i årene frem til 2050 “kun” udleder 31,6 gigaton CO₂ pr. år bliver det på 40 år 1.264 gigaton, eller mere end det dobbelte af den mængde, som der er plads til, hvis vi med nogenlunde sikkerhed skal holde den globale temperaturstigning under 2ºC. Derfor er der brug for meget hurtigt at vende udviklingen.

Det tredje tal, som McKibben tager frem, er den samlede mængde af kendte reserver af kul, olie og gas, som udvindingsselskaberne kloden rundt har bogført som aktiver og dermed planlægger at gøre tilgængelig for afbrænding inden for en overkommelig årrække. Afbrændingen af disse kendte reserver vil i alt føre til udledningen af 2.795 gigaton CO₂ – eller rundt regnet fem gange mere, end der er plads til, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2ºC.

Udfordringen bliver derfor at sikre, at 80% af de allerede kendte fossile reserver forbliver dybt under jordens overflade. Samt at standse efterforskningen af mere, da der i forvejen ikke “er brug for” mere end en brøkdel af det, vi allerede har ved hånden. Og det bliver naturligt at fravælge brugen af fossile forekomster som kul og tar sand, som medfører væsentligt mere CO₂ pr. udvundet energienhed end gas og “rene” oliekilder, eller medfører særligt stor miljørisiko ved udvindingen.

Alene indvinding og brug af tar sand-forekomsterne i Alberta vil føre til udledningen af 240 gigaton CO₂ – eller næsten halvdelen af det CO₂-rum, vi har tilbage. Så ødelæggelsen af et kolossalt tempereret urskovsområde for at udvinde en olie, som medfører langt mere CO₂ pr. energienhed end gas og renere olieforekomster, er i det perspektiv, som McKibbens artikel udfolder, en absurditet.

Artiklen er lang, men velskrevet og kommer godt rundt om implikationerne i den problemstilling, jeg herover blot har opridset helt skematisk. I en mail fra i går siger han, at den kommende tids indsats i 350-bevægelsen i høj grad kommer til at bygge op omkring det perspektiv på klimaindsatsen, som Rolling Stone-artiklen trækker op. Som med Keystone XL-processen bliver det mere frontalt trukket op overfor kul-, olie- og gasindustrien og de kræfter, som aktivt modarbejder omstillingen.

Under vejs refererer McKibben flere gange til The Carbon Tracker Initiative. Det er introduceret i blog-indlægget: Carbon Bubbles.

Se blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math, Rolling Stones 19.07.2012.

Bill McKibben of 350.org: Even Industry-Funded Climate Change Deniers Can’t Ignore Planet’s Warming, (video & transskript) Democracy Now 02.08.2012.

Steve Curwood: Global Warming’s Terrifying New Math, (interview med McKibben) Living on Earth 03.08.2012.

Three responses to Bill McKibben’s new article, “Global Warming’s Terrifying New Math”, Climate Connections 24.07.2012.

Rasmus Vincentz: Den globale opvarmnings magt og matematik, klimadebat.dk 06.08.2012.

15. juli havde økonom Jesper Jespersen et tankevækkende indlæg i Information, hvor han gør op med den tvangsforestilling, som rider verdens samfund, at økonomisk vækst er løsningen på alt – jo mere af den, jo bedre. Og 20. juli følger Vibeke Sperling op i Politiken med at foreslå en Folkebevægelse mod vækst.

Jespersen skriver (og Sperling citerer), at “da dansen omkring guldkalven blev indledt, var der ingen, som gjorde sig tanker om, hvorledes dansen kunne bringes til ophør. For det økonomiske præsteskabs identitet knytter sig til vækst i pengeøkonomien. Men det glemmes, at hverken social gæld endsige miljøgæld kan tilbagebetales med guldmønter.”

Jeg skal ikke her genfortælle de to indlæg, som hver især er særdeles læseværdige, blot istemme klagesangen, at den medicin og løsen på alle vores problemer, som økonomer og politikere kloden rundt foreskriver og efterstræber, er den rene gift for klodens bæredygtighed og duelighed som fremtidigt leverum.

Fortsat materiel vækst gør os ikke lykkeligere, men ødelægger kloden.

Fortsat vækst i et lukket system er ikke mulig.

Hvor svært kan det være?

Ifølge de seneste opgørelser af verdens landes økologiske fodaftryk, så forbruger vi i Danmark efterhånden, så det svarer til, at vi havde fem kloder til rådighed. Mathis Wackernagel fra Global Footprint Network taler heroverfor om nødvendigheden af “One Planet Budgeting”, at vi planlægger vores fremtid ud fra den fundamentale indsigt, at vi kun har én klode.

Dét kunne fremtvinge min respekt for økonomerne.

Se tidligere blog-indlæg: Vækst vækst vækst, Nøjsomhedssamfundet, Klimaløsning: Forbrug som i 1969, One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint og Velfærd uden vækst?

Jesper Jespersen: Vækst på hjernen, Information 15.07.2012.

Vibeke Sperling: Lad os skabe Folkebevægelsen mod Vækst, Politiken 20.07.2012.

Lad det være sagt med det samme, denne overskrift er misvisende. For selvom nye tal for verdens CO₂-udledninger viser, at de kinesiske CO₂-udledninger pr indbygger er stigende og nu på højde med Europas – i skrivende stund vil de to kurver på grafen herover havde krydset – så er der tale om ret så misvisende tal.

For i EU har vi igennem de seneste par årtier i stadig højere grad lagt vores mere svinske og energikrævende vareproduktion i lande som Kina, hvor arbejdskraften var billigere og miljøkravene lavere end herhjemme. Samme opgørelse anslår således, at omkring 20% af Kinas CO₂-udledninger er direkte forbundet med produkter, som eksporteres.

Omvendt forbruger vi i EU en stor mængde varer og tjenesteydelser, som er produceret uden for EU og dermed ikke tæller med i EUs CO₂-statistik.

For at få et mere retvisende billede, lavede Niras således sidste år en opgørelse over det samlede CO₂-fodaftryk og nåede her frem til, at hver dansker i Hovedstadsområdet havde en samlet udledning på 19,3 ton CO₂ pr. år, hvis man medtog også udledninger fra oversøisk vareproduktion, international transport osv., eller næsten det dobbelte af de officielle danske tal.

Læs mere »

I det forudgående indlæg, Tyrkiske vandlege, var der tale om store dæmningsanlæg i det sydøstligste Tyrkiet, som dels truer med at vende alvorligt op og ned på levevilkårene hele vejen langs de to floder Eufrat og Tigris, som på mange måder er den vestlige civilisations vugge og stadig i dag er Iraks livsnerve. Dels vil det ødelægge store kulturværdier på steder, hvor civilisation har afløst civilisation igennem 10-12.000 år.

Som det blev eksponeret under Rio+20, så er Brasílien på ondt og godt en anden af verdens store vandkraftværk-byggere. Rundt omkring i Amazon-bækkenet har man et meget stort antal inddæmningsanlæg planlagt eller under opførelse, og ved Xingu-floden i staten Pará har man med Belo Monte-dæmningen gang i, hvad der vil blive verdens tredjestørste vandkraftanlæg, hvis projektet gennemføres.

Det vil give strøm – masser af strøm. Men skalaen er kolossal. Der er planlagt en hel serie af opstemninger af Xingu-floden, hvoraf Belo Monte-dæmningen vil være 3,5 km lang og 90 m høj og medføre oversvømmelser af i alt 668 km² regnskov. Samlet vil der være tale om at oversvømme 6.240 km² regnskov langs Xingu-floden eller et areal mere end dobbelt så stort som Fyn. Hermed vil ikke bare endnu et regnskovsareal gå tabt. Der er tale om et særdeles voldsomt indgreb i et helt flodsystems økolog – Xingu-floden har alene omkring 600 fiskearter. Og titusindvis af indianske stammefolks livsgrundlag og hovedtransportvej gennem tiderne vil med et slag være ødelagt. Men forundersøgelser af disse projekters miljømæssige konsekvenser er pinagtigt dårligt gennemført.

I situationer som disse står man ikke bare med en truet biodiversitet, som ikke har noget at skulle have sagt, men fuldt så meget med oprindelige folkeslag, hvis rettigheder forbigås, fordi de ikke på samme måde som den vestlige tankegang har kendt til en ejendomsret til naturen.

På trods af, at vandkraft ofte regnes som en klimavenlig og CO₂-fri energikilde, vil inddæmningen af tropiske floder typisk udvikle så store mængder metan, at den udvundne strøms klimapåvirkning kan være større, end hvis den var genereret fra afbrænding af kul. For Belo Monte-Babaquara-dæmningerne har det været beregnet, at de skal køre optimalt i 41 år, før de har indhentet klimabelastningen fra deres etablering.¹ (Se også blog-indlægget: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft).

Billeder fra en nylig aktion, hvor den begyndende Belo Monte-dæmning igennem tre uger var besat og besætterne gravede en rende, så Xingu-floden for en stund fik lov igen at strømme.

Lederen af Environmental Parlament, Pano Kroko, rapporterede i juni fra Belo Monte på sin blog, Bleeding Edge:

“Antonia Melo, the coordinator of Xingu Vivo Movement said: ‘This battle is far from being over. This is our cry: we want this river to stay alive. This dam will not be built. We, the people who live along the banks of the Xingu, who subsist from the river, who drink from the river, and who are already suffering from of the most irresponsible projects in the history of Brazil are demanding: Stop Belo Monte.’

Sheyla Juruna, a leader from the Juruna indigenous community affected by the dam said: “The time is now! The Brazilian government is killing the Xingu River and destroying the lives of indigenous peoples. We need to send a message that we have not been silenced and that this is our territory. We vow to take action in our own way to stop the Belo Monte dam. We will defend our river until the end!'”²

Læs mere »

En af de tidligste drivmidler for den industrielle revolution var vandkraft. Men vandhjulet har været brugt helt tilbage til grækernes og romernes dage, og man finder tilsvarende brug af vandhjulet i Kina tilbage til 200 år f. Kr.

I moderne tid har vandkraften fået en ny rolle. Ved at opstemme vandet og lade det drive en turbine, som producerer elektricitet, kan man adskille det sted, energien produceres, og det sted, hvor energien forbruges. Derfor er flere og flere af verdens vandløb i løbet af de 20. århundrede blevet opstemmet for at hamle op med vores stadig større forbrug af elektricitet. I mange tilfælde er det et stort plus. Men i takt med at anlæggene er blevet stadig større, er de miljømæssige omkostninger og ødelæggelsen af flodlandskaberne, som ofte har været dyrket og beboet gennem årtusinder, nogle gange endog meget omfattende.

I Tyrkiet har man som del af et stort regionalt udviklingsprojekt for landets sydøstlige del, GAP-projektet, indledt en stor satsning på vandkraft, som indebærer i alt 22 dæmningsanlæg. Visionen om at inddæmme og opsamle energien fra Eufrats og Tigris’ øvre løb går tilbage til 30erne, men de nuværende projekter er udtænkt i 70erne. De 22 dæmninger vil tilsammen producere omkring 7,5 GW strøm.

Én af dem er Ilisu-dæmningen, som opstemmer Tigris-floden kort før den løber ind i Irak. Den dag, den står færdig, vil turbinerne fra den 135 m høje og 1.820 m brede dæmning producere omkring 1,2 GW – eller rundt regnet som et moderne A-kraftværk. Men den mere end 150 km lange og 313 km² store opstemningssø vil også tære på vandforsyningen nedenstrøms, den vil kræve relokalisering af mellem 40-65.000 mennesker, og den vil sætte den historiske by Hasankeyf under vand.

Læs mere »