Strøtanker om bæredygtighed

.
I denne lille video fortæller David Turnbull fra Oil Change International om et et emne, som indtil nu har været foruroligende lidt bragt ind i forhandlingerne i Doha: de fossile subsidier.

Det drejer sig ifølge IEA om i alt mere end 500 mia. $ om året – hvilket er helt absurd i en situation, hvor vi tværtimod er nødt til at beskatte de fossile brændstoffer for at få mindsket CO₂-udledningerne. I de rige lande gives subsidierne ofte til udvinding, mens det i udviklingslandene ofte er en støtte til fattige for at kompensere for høje energipriser. Men begge dele er principielt problematiske, og disse midler burde systematisk omdirigeres til den vedvarende sektor og være med til at sikre en tilførsel af en billig vedvarende energi.

Allerede i 2009 vedtog G20, verdens 20 største økonomier, at arbejde for at komme de fossile subsidier til livs. Men det er endnu ikke rigtigt blevet til noget. Ifølge IEAs seneste opgørelser var den samlede støtte til vedvarende energi i 2011 88 mia. $, mens den fossile industri modtog 523 mia. $, eller 6 gange mere. Ydermere steg støtten til den fossile produktion i 2011 med 30% i forhold til året inden, hvor den for den vedvarende energi steg med kun 24% (se IEA: Verdens CO₂-udledninger steg 2,5% i 2011).

Læs mere »

.
I denne video fortæller Coosje Hoogendoorn fra INBAR, International Network for Bamboo and Rattan, om bambus og arbejdet med at kortlægge plantens potentiale som biomasse-opbygger og CO₂-indsamler. Man er nu i samarbejde med kinsisker forskere kommet dertil, at dyrkning af bambus kan indgå i den kinesiske CO₂-kvoteordning på linje med skovplantning.

Samtidig er den en god skyggegiver og god til at beskytte flodbredder mod erosion, så den har også et klimatilpasningspotentiale. Og så er der gennem tiderne opstået en utrolig variation af anvendelsesmuligheder for bambussen – fra kurve og fletværk over kogekar og hegn til bygningsmateriale. I mange kulturer har bambussen en næsten mytologisk rolle.

Bambus har en kolossal vækstkraft. Den kan vokse op til 1 meter om dagen og de højeste typer når på under 2 måneder op til 40 meters højde. Til forskel fra en egeskov opnår man således på kort tid den fulde udfoldelse – og den færdige råvare.

Se tidligere blog-indlæg: Vindmøller af bambus og CO₂-neutral på bambus.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Bamboo viewed as a force of good for the environment, RTCC 01.12.2012.

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af december vil der blive afholdt valg, og det vil stå klart, om planerne for en omlægning af Japans energiforsyning til primært vedvarende energi, hvor A-kraften er udfaset, har støtte til videre implementering, eller om det japanske maskineri trods rystelsen efter Fukushima-katastrofen ryster sig tilbage på det gamle spor.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser december 2012

1. december – Hashimoto-Ishihara-fusion
2. december – Nye optagelser frigivet fra TEPCO
3. december – Forhøjet risiko for vulkanudbrud
3. december – Undersøgelser ved Tsuruga-værket stadig uafklarede
3. december – Voksende ønske om at udfase A-kraften

5. december – Japan og Kyoto II
7. december – “Graduating form Nuclear”
8. december – Jordskælv og Fukushima Daiichi-værkets reaktor 4
10. december – Om hvorfor Fukushima som vendepunkt glider af hænde
11. december – Aktiv foldelinje direkte under Tsuruga-værket

13. december – Dagens valgflæsk: energipriser 36% højere uden A-kraft
14. december – 2 døgn før valget
15. december – Endnu et A-kraftværk med problematisk undergrund
16. december – Kæmpe valgsejr til LDP
17. december – Efter valget: Udfasning af A-kraften har lange udsigter

17. december – Dagen derpå
18. december – 11. marts-jordskælvet udløst af tyngdekræfter fra sol og måne
19. december – NRA skærper tonen
20. december – NRA: Foldelinjer ved Higashidori-værket sandsynligvis aktive 
20. december – Forskere: Foldelinje ved Rokkasho-værket sandsynligvis aktiv

20. december – Tysklands udfasning af A-kraften i 2022 går planlagt 
20. december – Termisk varme kan erstatte 25 reaktorer 
21. december – Status over reaktortilstanden ved Fukushima Daiichi
22. december – Skilled Veterans Corps for Fukushima Daiichi 
22. december – The Wall 

22. december – Abe vil igangsætte flere nye reaktorer 
27. december – A-kraftens udfasning i 2030erne under aflysning 
27. december – Mirei no To i skilsmisseforhandlinger 
28. december – Amerikanske søfolk rejser sag mod TEPCO
28. december – Abe ved roret 

29. december – NRA indleder nye undersøgelser ved Oi-værket
30. december – LDP tilbage i A-kraft-sporet
31. december – Amerikansk realtime kortlægning af strålingen ikke brugt

Fukushima links for december 2012.

Læs mere »

.
I denne 13:17 min. video fortæller Artur Runge-Metzger, lederen af EUs delegation ved COP18 i Doha, Qatar, om udfordringerne med at få 200 landes synspunkter sammenkørt til en samlet pakke, som kan vedtages med udgangen af næste uge. I disse dage er det embedsmændene, som forhandler og forbereder de forskellige spor, så langt som de kan.

Men i næste uge kommer de mere højtprofilerede ministre ind i billedet, ligesom der givet vil blive brug for udspil fra COP18s ledelse, for at nå frem til et kompromis, som er fordøjeligt for alle. Runge-Metzger har været med ved disse forhandlinger i mange år og forventer i år, at man kommer et godt ryk videre. Selvom det har været talt om en “financal cliff” og et “financial gap”, mener han ikke, at det ender med at være problemet.

Afrundende gør han op med delingen mellem rige og fattige lande – det er vigtigere at gøre sig klar, hvad alle hver især kan bidrage med, og hvad der er af behov for støtte for at kunne lave den nødvendige klimaindsats.

Ingen ophidsende nyheder – hvilket der ikke er i denne fase af forhandlingerne – men et fint lille indblik i det kæmpe projekt, det er at samordne 200 landes meninger.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

COP18 video: EU negotiator on Kyoto Protocol & Poland’s hot air, RTCC 29.11.2012.

.
Jim Dougherty er leder af Sierra Club, USAs og måske verdens ældste miljøorganisation. Den var længe fokuseret på naturbevarelse, men fra midten af det 20. århundrede har Sierra Club mere fokuseret på forurening, og i det 21. århundrede mest på klimaforandringer.

Adspurgt om hvordan man skal forholde sig til fracking svarer han i videoen herover, at Sierra Club først og fremmest går ind for energibesparelser. Herefter er der en vifte af vedvarende energikilder. Gas var længe set som et muligt alternativ til kul i en overgang fra fossilt samfund til et samfund baseret på vedvarende energikilde.

Sierra Club har haft stort held med at standse udbygningen af kulkraft i USA, også før skifergassen kom på menuen. Med den nylige fracking-teknologi er gas i fuld gang med at udkonkurrere kullene.

Fracking i den nuværende form har en lang række medfølgende miljøproblemer. Ud over risikoen for forurening af grundvandet er der forstyrrelser og ødelæggelser af naturområder og opstigende metangas fra omgivelserne, som gør, at fracking-gassen måske reelt medfører lige så stort CO₂-belastning som kullene, selvom den på papiret kun har den halve udledning pr

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

COP18: We must reform fracking to limit environmental impact, RTCC 27.11.2012.

Jeg har herunder hentet et åbent brev fra 350-bevægelsen til verdens regeringer og deres forhandlingsdelegationer ved de forestående klimaforhandlinger i Doha, som i kort form ridser det perspektiv op, som Bill McKibben tilbage i juli udfoldede i en artikel i Rolling Stone: Global Warming’s Terrifying New Math.
.

To really address climate change UNFCCC-COP18 should decide
to leave under the soil more than 2/3 of the fossil reserves

by Bill McKibben, Nnimmo Bassey & Pablo Solon

2012 saw the shocking melt of the Arctic, leading our greatest climatologist to declare a ‘planetary emergency,’ and it saw weather patterns wreck harvests around the world, raising food prices by 40% and causing family emergencies in poor households throughout the world.

That’s what happens with 0.8ºC of global warming. If we are going to stop this situation from getting worse, an array of institutions have explained this year precisely what we need to do: leave most of the carbon we know about in the ground and stop looking for more.

If we want a 50-50 chance of staying below two degrees, we have to leave 2/3 of the known reserves of coal and oil and gas underground; if we want an 80% chance, we have to leave 80% of those reserves untouched. That’s not “environmentalist math” or some radical interpretation – that’s from the report of the International Energy Agency last month.

It means that – without dramatic global action to change our path – the end of the climate story is already written. There is no room for doubt – absent remarkable action, these fossil fuels will burn, and the temperature will climb creating a chain reaction of climate related natural disasters.

Negotiators should cease their face-saving, their endless bracketing and last minute cooking of texts and concentrate entirely on figuring out how to live within the carbon budget scientists set. We can’t emit more than 565 more gigatons of carbon before 2050, but at the current pace we’ll blow past that level in 15 years. If we want to have a chance to stick to this budget by 2020 we can’t send to the atmosphere more than 200 gigatons.

Rich countries who have poured most of the carbon into the atmosphere (especially the planet’s sole superpower) need to take the lead in emission reductions and the emerging economies have also to make commitments to reduce the exploitation of oil, coal and gas. The right to development should be understood as the obligation of the states to guarantee the basic needs of the population to enjoy a fulfilled and happy life, and not as a free ticket for a consumer and extractivist society that doesn’t take into account the limits of the planet and the wellbeing of all humans.

There’s no longer time for diplomatic delays. Most of the negotiators in the Eighteenth Conference of the Parties of the UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change) know that these are the facts. Now is the time to act for the future of humanity and Nature.

Bill McKibben founder of 350.org, Nnimmo Bassey Environmental Rights Action & Coordinator of Oilwatch International, Pablo Solon Executive Director of Focus on the Global South, former Bolivian Ambassador to the UN and former chief negotiator for climate change.

Se blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Se tidligere blog-indlæg: Det 21. århundredes dårligste idé og Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

An open letter to governments and their negotiators, 350.org 27.11.2012.

Denne video fra Al Jazeera giver en god introduktion til problemstillingen omkring COP18. Efter en kort reportage fra USA i forlængelse af orkanen Sandy, som i et betændt politisk valgkamps-klima formåede at sætte en stopper for klimatavsheden, stiller udsendelsens vært, David Foster, spørgsmålet: What do these climate talks actually achieve?

Han har en række gæster til at hjælpe med at besvare spørgsmålet: Pa Ousman, formand for LDC, the Least Developed Countries group, et forhandlingssamarbejde som består af 48  lande; Anjali Appadurai fra Earth in Brackets, en ungdomsorganisation, som arbejder for bæredygtighed samt for at gøre FNs processer mere tilgængelige og transparente; samt Bas Eickhout, som er medlem af The Greens, Europaparlamentets grønne gruppe.

Eickhout starter med at trække det fundamentalt urimelighed op i, at et problem, som de rige lande har påført hele verden, først og fremmest rammer de fattige lande. Appadurai fortæller så om hendes organisations navn ‘brackets’, at det henviser til al den tekst i parentes [brackets], som i løbet af forhandlingernes slutfase ender med at blive udeladt. Det er her, i de kantede parenteser, man finder de i forhold til fremtiden og biodiversiteten og beskyttelsen mod klimaforandringer rimelige krav om en målsætning på 1½ºC og 350 ppm, som de rige lande til sidst ender med at skubbe ud, fordi det er dem som sidder på pengene.

Ousman fortæller herefter, at der stadig ikke blandt de rige lande, som har skabt problemet, er den fulde vilje til at imødegå problemerne, særligt i USA er man stadig i fornægtelsesfasen. I dag gives der årligt 440 mio.$ i støtte til den fossile industri. Hvis blot denne støtte til verdens ødelæggelse blev kanaliseret til opbyggende arbejde i verdens fattigste lande, ville meget være nået. USA er fortaler for demokrati og menneskerettigheder. Men der er et meget stærkt menneskerettighedsaspekt i klimaproblematikken, og et stærkt juridisk-retfærdighedsmæssigt aspekt.

Efter at Foster viser en række tal over verdens største udledere, fortsætter Appadurai  med nødvendigheden af at USA og de rige lande erkender deres historiske ansvarlighed. Lande som Indien og Kina er stadig i en tidlig fase i deres udvikling, hvor udledningerne vil vokse.

Her er det, at jeg får lyst til at standse filmen og den standard-tænkning, som gør, at en gruppe af store udviklingsøkonomier, BASIC-landene føler at det er deres ret at køre økonomisk udvikling for fuld skrue og hvert år bygge dusinvis af nye kulkraftværker, mens man kun langsomt udbygger den grønne energisektor. For én ting er, at vi historisk har bidraget forskelligt til emissionerne, men konsekvensen af disse ganske langt udviklede udviklingslande (Brasilien, Indien, Kina, Mexico og Sydafrika) er, at selv hvis de gamle I-lande reducerede drastisk ville vi bryde gennem 2ºC-loftet. Og hvis de etablerer sig efter samme mønstre som de gamle I-lande, kommer de til at stå med samme dybt problematiske infrastruktur og organisationsmåde, som vil frembyde samme voldsomme problemer at få afviklet.

Appadurai  taler om, at Indien og Kina endnu ikke har gennemløbet “the path of industrialisation”, men det handler ikke bare om at have ret til at gøre som de gamle industrilande. De lande må stille sig spørgsmålet, om de vil være de sidste fossilt baserede industrisamfund, eller de første post-fossile velfærdssamfund?

Læs mere »

.
I videoen herover¹ taler Ed King fra RTCC (Responding To Climate Change) med lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres om udfordringerne og perspektiverne for de forestående to ugers forhandlinger ved COP18 i Doha.

Hun lægger ud med, at klimaudfordringen i de amerikanske valgs slutfase, hvor alle medier var rettet mod USA, med Sandy blev tydeliggjort. Men at det ikke med et slag ændrer alt. Siden COP 17 i Durban er der fortsat blevet arbejdet på, at COP18 kan levere resultater. Først og fremmest skal Kyoto-aftalens anden fase fastlægges endeligt, da den nuværende fase udløber med udangen af 2012. Dernæst er der en stor gruppe af aftaler (The Bali Action Plan), som har været længe under vejs, som skal endeligt stadfæstes. Og for det tredje, er der det nye “barn” fra Durban – en stor global aftale, som skal være i gang fra 2020 og være færdigforhandlet senest i 2015. Det er denne samlede pakke, som der har været arbejdet på siden COP17 i Durban, og Figueres er, som hun siger det  i videoen (2:45 ff.) “cautiously but certainly optimistic that they will take that package forward in Doha.”

Figueres giver under vejs et godt overblik over, hvor mange faktorer, som skal spille sammen, for at nærme sig en global klimaaftale.

Onsdag udsendte UNFCCC og Figueres et sidste briefing document, som opregner de vigtigste punkter for forhandlingerne² – jeg har kopieret hovedpunkterne ind nedenfor.

I forbindelse hermed understregede Figueres nødvendigheden af, at verdens lande styrkede deres indsats, hvis det – som verdens ledere vedtog ved COP15 i København – skal lykkes at holde den samlede globale opvarmning under 2ºC.

Blogindlægget Klimaforhandlinger i Bonn har links omkring det mellemliggende klimamøde i Bonn i juni, mens Optakt til COP18 har links om de mange positioner og bevægelser fra klimamødet i Bangkok i september op til COP18, som starter 26. november.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

UN climate chief Christiana Figueres, (Ed King video-interview) Vimeo 14.11.2012.¹

Climate action must be accelerated at Doha talks, warns UN climate chief, RTCC 21.11.2012.

.

Læs mere »

Onsdag i sidste uge havde Californien startskud for sit CO₂-kvotemarked. Det har til formål frem mod 2020 at reducere Californiens CO₂-udledninger til niveauet i 1990, hvilket indebærer en reduktion på 17%. Ordningen omfatter omkring 350 større virksomheder med i alt 600 enheder, først og fremmest i fremstillings- og energisektoren.

I går var det så auktionsdag for den første pulje af forureningstilladelser (allowances). Dagen forløb uproblematisk, og samtlige 23,1 mio. udbudte allowances (som hver giver ret til at udlede 1 ton CO₂) blev afsat. Prisen var på blot lige godt 10 $, så det er på samme lave niveau som EUs kvotesystem er endt på. Der havde været frygt for, at banker og spekulanter havde opkøbt tilladelserne. På den baggrund var det positivt at erfare, at 97% af tilladelserne blev købt af de direkte involverede virksomheder.

I bedste amerikanske stil rejste California Chamber of Commerce få døgn inden første auktionsdag en retssag med påstand om, at kvotelovgivningen var ulovlig. Men det blev afvist med henvisning til, at kvoteordningen har været under forberedelse i omkring 6 år.

Så nu er den californiske kvoteordning en realitet. Den vi blive fulgt med stor spænding fra resten af USA. Forventningerne – både positive og negative – er store. I den negative ende er der spået store omkostningsfordyrelser for både virksomheder og forbrugere, og at virksomheder i stor stil vil udvandre – på den led kan man sige, at det måske er heldigt, at prisen pr. ton CO₂ foreløbig har lagt sig så lav som 10 $, for det vil kun føre til helt marginale fordyrelser. I den anden ende er der en tiltro til, at kvoteordningen vil være med til at skabe økonomisk incitament til at energieffektivisere og klimaoptimering – og at cap & trade udgør den perfekte “styring” af klimaindsatsen, fordi markedet ikke er sat ud af spil. Her ville effekten omvendt være stærkere, hvis kvoteprisen blev højere. Men lettelsen over, at alt kørte efter planerne, er udtalt.

Læs mere »

I tiden forud for klimatopmødet COP15 i København lavede IDA i 2008-09 en vision for et fossilfrit Danmark i 2050, hvor udledningen af drivhusgasser samtidig var reduceret med 90% i forhold til i dag.

Det var før klimakommissionen barslede med sin plan for, hvordan det kunne finde sted, så planen vakte en del opsigt – i en tid, hvor de folkerettede kampagner hed “ét ton mindre” og mest handlede om sparepærer, var IDAs plan med til at forme bevidstheden om, at det overhovedet kunne lade sig gøre at slippe afhængigheden af den fossile energi og basere samfundet fuldt ud på vedvarende energikilder. Måske endnu mere overraskende forventede IDA, at det til den tid ville være 13 mia. kr. billigere, end hvis vi havde fortsat, alene på baggrund af de mindre udgifter til brændsel.

Havde IDA samtidig indregnet de øgede priser til klimatilpasning og ødelæggelser efter stormflod mv. havde regnestykket understreget endnu kraftigere, at omlægningen til vedvarende energi ikke bare er en drøm eller en fiks idé, men nok så meget forretningsmæssigt set en gennemsund målsætning.

I dag offentliggjorde IDA så en status efter 3 år: Er Danmark på rette vej?.¹ Og ifølge den går det overhovedet ikke den rigtige vej på en lang række parametre. I en måske let simplificeret smiley-opgørelse, er der ud af statusopgørelsens 29 parametre kun 10, hvor Danmarks udvikling i de mellemliggende fire år sandsynliggør, at vi når målene for et fossilfrit Danmark i 2050.

IDA skriver om statusrapporten, at “Analysen viser, at Danmark ikke er på rette kurs, når det eksempelvis gælder om at nå målet om reduktion af drivhusgasser og når det gælder om at skrue ned for det samlede energiforbrug, som er to af hoved-indikatorerne i analysen. Til gengæld er Danmark på sporet, når det gælder omlægningen til vindkraft. Men af de i alt 29 indikatorer, som analysen inddrager, er det pt. kun 10, der bevæger sig hurtigt nok til at nå målet i 2050.”²

Læs mere »