Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I marts er det 2 år siden Fukushima Daiichi-værket havde tre reaktornedsmeltninger på stribe i hvad der efterhånden ligner verdens alvorligste atomkraftulykke. Det er svært ikke at sammenligne med Chernobyl, og selvom Fukushima-katastrofen i den grad tog Japan på sengen, har den efterfølgende håndtering af krisen gjort, at man sandsynligvis ender med væsentligt færre dødsfald. Men oprydningsarbejdet er kolossalt – og dårligt nok kommet i gang her to år efter.

I tiden efter nytår har man kunne opleve en afmatning i, hvor meget der blev skrevet om Fukushima-problematikken – og i løbet af februar har der for første gang været dage, hvor der ikke var skrevet nævneværdigt om problemerne i den engelsksprogede presse – eller hvor det kun var nyhedstelegrammernes råtekster, som blev lagt ud. Så den nye premierminister Shinzo Abe har langt hen ad vejen fået den stilhed om situationen, som han kunne ønske sig, så han kan gentage sit valgkup i december og også opnå et flertal ved i valget til overhuset i juli. Men her omkring toårsdagen vil der igen komme en lang række markeringer, og spørgsmålet er, om det herefter vil klinge ud? Sandsynligvis ikke, for Fukushima-katastrofen lægger stadig sin tunge skygge ind over det japanske samfund og vil gøre det mange år frem.

Den nye sikkerhedsinstans NRA gør tilsyneladende et stort og flot arbejde med at få lavet den sikkerhedsopgradering af landets 50 reaktorer som giver den størst mulige sikkerhed for, at Japan aldrig igen vil stå med en tilsvarende situation. Men er man villig til at betale regningen? Er landet kar til at gå igennem endnu en sommer med blot to reaktorer i gang, og hvad vil der ske, når de to nu startede reaktorer ved Oi-værket lidt ud på sommeren skal standses for det årlige gennemsyn? Vil man så turde genstarte dem? Hvad vil man gøre ved de konkurstruede forsyningsselskaber? Og hvor meget vil Abe ændre i den energiplan, som blev fastlagt i efteråret under indtryk af en stor national høringsrunde?

Sådanne spørgsmål vil sandsynligvis komme op at vende i løbet af marts.    

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2013

1. marts – Edano: Energiplanen må fastholdes 
2. marts – Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme – blog-indlæg
2. marts – Amerikansk pres på Japan for ikke at afvikle A-kraften 
3. marts – Strålingen aftagende i landskaberne omkring Fukushima 
4. marts – A Tale of Two Forests

5. marts – Abe sætter klima- og miljøfolk på porten 
6. marts – Rygter om genstart af flere A-kraftværker 
6. marts – TEPCO ønsker at lede radioaktivt vand i havet 
6. marts – Stadig høje strålingsdoser i vild mad 
7. marts – Stor online 3/11-database åbner

8. marts – Asahi Shimbun om bedste sikring mod atom-terror 
9. marts – Sikkerhedskultur – eller mangel på samme 
9. marts – Futaba i Prometheus’ fælde 
9. marts – Allerede jordskælvet satte Fukushima-værket skakmat 
10. marts – Sikkerhedsmæssige opstramninger 

10. marts – Store antiatomkraft-demonstrationer forud for toårsdagen
11. marts – TEPCO ‘nødt til’ at genstarte reaktorer 
11. marts – En stribe før-efter-billeder
11. marts – Fukushima – 2 år senere – blog-indlæg
11. marts – Helen Caldicott om sundhedskonsekvenserne 

12. marts – 1.650 anlægger sag mod stat og TEPCO 
13. marts – Japan løber fra sine klimamålsætninger 
13. marts – Radioaktivitet fra Fukushima i fisk fra Østersøen 
13. marts – Naoto Kan: Den sikreste A-kraft er ingen A-kraft
13. marts – Chernobyl vs. Fukushima 

14. marts – Setsuden-varsel for den kommende sommer 
14. marts – Nye dyrkningsmetoder i Fukushima 
15. marts – Gigantiske mængder af affald skyllet i havet efter 3/11
16. marts – Kyoto-forsker om Fukushima-katastrofens udfoldelse 
16. marts – A-kraft-modstandere stort set fjernet fra energiudvalg 

17. marts – Greenpeace ønsker producenterne stillet til regnskab 
18. marts – NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand – blog-indlæg
19. marts – Sammenbrud af vandkølingen ved Fukushima Daiichi
19. marts – Oi-værket får lov at køre indtil september
19. marts – Mainichi-leder: Japan kan ikke bare løbe fra sine klimaforpligtelser

20. marts – Nankai-jorsdskælv kan koste op til 40% af Japans BNP 
21. marts – Tredje strålingsrekord i år for Fukushima-fisk 
22. marts – Dekontaminering et Sisyfos-arbejde 
24. marts – 7.000 demonsterende kræver Fukushima uden A-kraft 
25. marts – TEPCO taget i falsk folkelighed 

25. marts – Abe gør genstart af reaktorer til forudsætning for genopbygning 
28. marts – Not in my backyard 
28. marts – Kyushu Electric Power Company taget i falsk folkelighed 
28. marts – NRA vil undersøge Fukushima-katastrofen 
29. marts – Google Streetview “for ikke at glemme Fukushima” 

29. marts – Det daglige brød, den daglige frygt 
30. marts – Etårsdag for anti-A-kraftdemonstrationer foran premierministeren

Se Fukushima links for 1.-11. marts 2013 / 11.-31. marts 2013.

Læs mere »

[nggallery id=162]
Disse slides stammer fra en præsentation ved et IAEA ekspertmøde om afvikling af atomkraftværker, fremlagt af TEPCOs Shunichi Suzuki. Der er link til Suzukis præsentation i sin helhed nedenfor,¹ men jeg har hevet en stor del af præsentationens sider ind herover. Det giver en alt efter temperament enestående/foruroligende indsigt i, hvor stor en opgave, det er at rydde op efter tre kernenedsmeltninger. Processen rummer da også så mange ubekendte – og så mange delopgaver, man endnu ikke har nogen kendt løsning på – at vurderingen lige nu er, at det vil tage opimod 50 år at rydde op efter katastrofen.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af februar … vil NRA skulle markere klarere, hvilke regelsæt, der vil gælde for ansøgninger om igangsættelse fra 1. juli, og ikke mindst vil nogle af de svære afgørelse omkring aktive foldelinjer under allerede eksisterende værker spidse til. Efter nytåer har der også været en begyndende afmatning. Der bliver skrevet mindre om Fukushima-problematikken, og mere af det som blivr bragt er er nyhedstelegrammer, som aviserne blot har ændret lidt ved overskriften på.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser februar 2013

2. februar – Årevis før de japanske reaktorer kommer i gang igen
4. februar – Video: Understanding the accident of Fukushima Daiichi NPS
5. februar – TEPCO på fallittens rand
6. februar – Ny Greenpeace-rapport
7. februar – TEPCO obstruerede undersøgelser

16. februar – Forsyningsselskaberne “afhængige” af deres monopol
18. februar – To knuste skæbner
19. februar – Aktive foldelinjer under Higashidori-værket
19. februar – NRA: problemer på dydens smalle vej
20. februar – Greenpeace kræver firmaer bag havarerede reaktorer ansvarlige

21. februar – Offentlig adgang til alt, pånær TEPCOs materiale
22. februar: TEPCO-status over oprydningsarbejdet – blog-indlæg
22. februar – Radioaktive tun fanget langs USAs stillehavskyst
23. februar – Halvvejs med oprydningen efter tsunamien 
24. februar – Ingen A-kraftværker klar til opstart til juli

25. februar – Abe skrotter Japans klimamålsætning
25. februar – Not in my backyard 
26. februar – et flertal af borgmestre ønsker A-kraften afviklet 
27. februar – regningen for NRAs sikkerhedsopdatering: 1 trillion yen 
28. februar – WHO: kun let forhøjet kræftrisiko efter Fukushima

Fukushima links for februar 2013.

Læs mere »

.
Dette video-portræt, Women of Fukushima, giver et enestående billede af, hvad der har fået japanerne på gaden for at demonstrere i et hidtil uset omfang. Den 28 min. lange film (kun trailer herover, den fulde længde kan ses her) følger en gruppe på seks kvinder fra Fukushima, som hver især fortæller om hvordan Fukushima-katastrofen har grebet ind i deres tilværelse, og hvordan det har vækket nødvendigheden af at måtte sige fra overfor et samfund, som blot synes blindt i gang med at gå videre, som om intet var hændt.

Der var håb om, at DPJ (regeringsparti fra 2008-12) kunne forløse situationen, men skuffelsen over at premierminister Noda hen over hovedet på befolkningens ønsker og frygt gennemtvang en genstart af to reaktorer ved Oi-værket, er kolossal. Med den indignation over det politiske systems ryggesløshed, som en film som denne blotlægger, kommer vi tæt på en forklaring af, hvorfor Japan ved valget endte med at straffe DPJ eftertrykkeligt blot for at genindsætte et parti (LDP), som om noget ønsker atomkraften i Japan udbygget (se optegnelser for juni, juli og august 2012).

Skaberne af filmen Women of Fukushima – på japansk Fukushima no Onnatachi – skriver om deres baggrund for at lave filmen:

“The full ramifications of the aftermath of the disaster that occurred at the Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant in March 2011 will take decades to unfold. Having shifted from the initial visceral drama to a more long-term, almost invisible threat, there is a real risk that the situations faced by residents of Fukushima Prefecture will simply vanish from the radar screens of the world’s media (or, in the case of Japanese media, remain non-existent). To this day, as a result of the meltdowns, children can’t play outside, families are breaking up, and women are even having abortions for fear of genetic damage to their unborn children. Hope is hard to come by in Fukushima.

However, after meeting a group of outspoken local women, we were compelled to capture their spirit and stories. These Japanese women, traditionally shy and quiet, have taken their anger, anxiety, frustration and loss of hope, and turned it into a rallying call to move forward to change Japan and the world into a safer place for our children. Their resilience and honesty in the face of the Japanese government’s lies and complacency compelled us to provide a platform for them to speak their minds. The results surprise, shock and inspire.

Our motivation for making this film was to ensure that the world could witness the honesty and courage of these women who have dared to speak up, while others have remained silent.”¹

The Filmmakers, Women of Fukushima.¹

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af januar vil der sandsynligvis gradvist vise sig et billede af, hvor forsigtigt, Abe efter en række prøveballoner vil fare frem på energiområdet. Med et valg til overhuset til juli er det mest sandsynlige, at han vil holde lav profil i det mindste indtil efter den tid, for om muligt at gøre kunsttykket fra valget i december efter, at bive valgt ind som A-krafttilhænger af en befolkning, hvor et stort flertal ønsker A-krafteen afviklet. Og vi vil se den i efteråret stiftede sikkerhedsinstans NRA barsle med skitser til stadig flere af de retningslinjer for genstart af Japans nu standsede reaktorer, som efter køreplanen skal lægges endeligt fast senest 1. juli.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser januar 2013

1. januar – Abes energipolitik “extremely regrettable”
4. januar – Snyd med dekontamineringsarbejdet
6. januar – Fukushima-stråling stammer fra den kolde krig
7. januar – Den japanske A-kraft-affaldshåndtering stadig ikke løst
11. januar – Mirai Nihon Project – et fremtidens hus

15. januar – TEPCO slår sig på kul
17. januar – Fukushima får verdens største havvindmøllepark
18. januar – Sikkerhedskrav vil forsinke genstart af 26 af Japans reaktorer
19. januar – Fukushima-fisk fanget med 2.500 gange for høj stråling
24. januar – Nye videoer frigivet fra TEPCO

25. januar – Japan dropper sin klimamålsætning
26. januar – Naoto Kan om Fukushima-krisen
27. januar: Women of Fukushima – blog-indlæg.
28. januar – Prometheus Trap: Asahi Shimbun-serie om USA-Japan e. 11.03.
29. januar – NRA sender Tsuruga-værket til tælling 

30. januar – Abe tavs om Fukushima

Fukushima links for januar 2013.

Læs mere »

Her til morgen dansk tid bragte Huffington Post et åbent brev fra Greenpeaces leder Kumi Naidoo til USAs præsident Barack Obama. Der har været talt meget om det stadig mere svimlende ’emission gap’ mellem den nødvendige indsats og den klimaindsats verdens lande indtil nu har været indstillet på. Men Naidoo karakteriserer ganske præcist det ‘perception gap’, som præger den amerikanske klimadelegation og forholdet mellem den amerikanske oplevelse af klimaudfordringen og den øvrige verdens opfattelse af amerikanernes svigtende klimaindsats og -attitude.
.

An Open Letter to Barack Obama: We Are Running Out of Time

by Kumi Naidoo

Dear Mr. President,

My Name is Kumi Naidoo, I am the Executive Director of Greenpeace International, I also serve as President of the Global Campaign for Climate Action and serve as Global Ambassador of the Global Call to Action Against Poverty. But, today I write to you as an African, as a person from the developing world and as a parent.

The world needs your leadership now — and for the first time you have immense popular support, with a majority of Americans believing that climate change is a real threat.

In 2009, you received the Nobel Prize for Peace in the run-up to the Copenhagen climate summit. There was a strong expectation that you would lead multilateral efforts to combat global warming. Everyone hoped that you would not make the same mistakes as your predecessor, George W. Bush, who ignored the CIA’s and Pentagon’s warning that climate change is the biggest threat to geopolitical stability, security and peace.

Læs mere »

.
I denne video kan man høre Ivonne A-Baki fra Yasuni-ITT Initiative fortælle om et enestående projekt i Ecuador, hvor man i et område af Amazonbækkenet, som har den måske højeste biodiversitet i verden og rummer endnu ikke-kontaktede grupper af oprindelige folk, har fundet store mængder af olie i undergrunden.

I stedet for at rykke frem med det store olieudvindingsudstyr for at hente nogle let tjente penge op til et fattigt udviklingsland, har Ecuador forsøgt at skabe opbakning til, at landet bevarer området urørt mod at få en form for kompensation fra verdenssamfundet.

I en situation, hvor det står stadig mere klart, at vi kun kan afbrænde 20-25% af de nu kendte fossile reserver, hvis vi skal holde den globale opvarmning under 2ºC, er det indlysende, at et sted som Yasuni forbliver urørt. Men har Ecuador råd til at lade være? – og har verdenssamfundet råd til i alle tilfælde at betale forat lade samtlige 75-80% af de fossile reserver ligge? Skal for eksempel et rigt land som Canada kompenseres for ikke at ødelægge et område på størrelse med Frankrig for at udvinde tar sand-olien? – og skal Danmark betales for ikke systematisk at hente al olien op af Nordsøen?

Det er svimlende spørgsmål, hvis Yasuni-metoden skal bringes til at dække alle forekomster. Men det behøver heller ikke at være tilfældet. Foreløbig ser det ud til, at Ecuadors initiativ lykkes – i hvert fald for en tid.

Yasuni-ITT projektet er nærmere belyst i blog-indlægget: Biodiversitet IV – Yasuní: Olieudvinding eller Naturparadis?

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Ecuador’s ‘courageous’ decision to leave oil in the ground, (video) RTCC 04.12.2012.

.
Satu Hassi, medlem af Europa-parlamentet for Finland og del af Europa-parlamentets grønne gruppe, siger i denne lille video, at hun ville ønske, at EU ville stramme sin klimamålsætning til 30% i 2020. Samtidig med at det ville være et godt signal i Doha, vil det betyde en styrkelse af økonomien i EU og skabe 6 mio. nye arbejdspladser. Og hun fortæller, at et flertal af Europa-parlamentets medlemmer finder, dels at de såkaldte ‘hot air’-kreditter skal inddrages og at EUs ambitionsniveau skal øges til 30%.

Hassi bliver spurgt om det rimelige i, at der kræves enstemmighed i klimaspørgsmål, og hun svarer, at der er en proces i gang, så det bliver overført til almindelige forretningsanliggender, så klimaindsatsen fremover ikke vil kunne blokeres eller bremses af et enkelt medlemsland. Hun siger, at der ikke i EUs regelsæt er noget, som dikterer, at klimaområdet kræver fuld enighed – det er blot en dårlig vane.

For Hassi er det vigtigste spørgsmål at få behandlet i Doha, hvordan vi får lukket ‘the emission gap’, så mulighederne for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC ikke tabes. I forhandlingerne bliver der talt en masse om små detaljer, hvoraf nogen betyder mere og nogen betyder mindre, og nogen blot har symbolsk betydning. Men der bliver talt alt for lidt om, hvoran man overordnet kan lukke dette ‘the emission gap’, som er den centrale udfordring (the crucial thing for the whole future of all of us).

Se tidligere blog-indlæg: UNEP Emissions Gap Report 2012.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Raised ambition could bring 6 million jobs to EU, (video) RTCC 05.12.2012.

.
I denne video kan man høre Anja Kollmuss fra Carbon Market Watch fortælle om problemerne med de såkaldte AAUs, Assigned Amount Units, som under COP18 omtalt om ‘hot air’.

Ved etableringen af det europæiske kvotemarked blev særligt de østeuropæiske lande tildelt meget store mængder af gratis kvoter, og i alt er der i dag 16 mia. ubrugte kvoter, som dels er med til at holde prisen på kvoterne alt for lav, dels er en bombe under systemet, hvis det ender med at føre til udledningen af 16 mia. ton CO₂.

Anja Kollmuss påpeger, at det svækker EU voldsomt ved forhandlingerne ikke at have fået løst denne situation forud for COP18. Og hun insisterer afsluttende overfor de østeuropæiske lande, at de opgiver deres fastholden af deres ret til disse AAUs, da de alligevel aldrig kommer til at kunne bruge dem, og kun har opnået at forsinke den i forvejen besværlige forhandlingsproces i Doha.

I et åbent brev til forhandlingsdelegationerne i Doha 28. november skriver Carbon Market Watch: “Get rid of hot air now! The gigantic surplus of emissions permits under the Kyoto Protocol threatens the viability of a second commitment period and any future climate deal. We urge Parties to agree to a solution that ensures the use of the surplus is severely restricted and limited to domestic compliance. No new “hot air” surplus must accumulate in the second commitment period and the entire surplus must be cancelled permanently by the end of the second commitment.”¹

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Issue of AAUs undermining EU credibility, (video) RTCC 05.12.2012.

Open letter to the ICAO for a market-based measure to reduce aviation emissions, Carbon Market Watch 30.11.2012 (pdf).

European Parliament Event: Help or hindrance? Reforming offsetting rules in European Climate policy, Carbon Market Watch 29.11.2012.

Open letter to Environment Ministers and delegates of all UNFCCC Parties: Increase ambition and close loopholes at COP18, Carbon Market Watch 28.11.2012.¹

Ti. 04.12. – er første dag for de afsluttende high-level-forhandlinger. Ban Ki-moon sagde indledende, at “the abnormal is the new normal. It is an existential challenge for the whole human race – our way of life, our plans for the future.” Så forhandlerne ved Doha må gøre deres yderste for ikke bare at sammenfatte end videreførelse af Kyoto-aftalen, som udløber 31. december i år, men må få lagt den videre udformning af en global, bindende aftale i faste rammer, så den kan ligger klar inden 2015. Vi har den nødvendige teknologi og viden til at gøre det – Det eneste, der mangler, er politisk vilje (se Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing).

Ruslands premierminister Medvedev mere end antydede, at landet var ved at løbe fra det reduktionsmål på 15-25%, som man indskrev i den Copenhagen Accord i tiden efter COP15 i København. Allerede den gang stod det klart, at reduktionerne fra verdens lande tilsammen var helt utilstrækkelige til at imødegå udviklingen, så det skulle om noget gå den anden vej – at landene forhøjede deres målsætninger, og deres tilsagn om bidrag.

Englands secretary of energy Ed Davey stod for et af dagens lyspunkter, da han meddelte, at England ville give 133 mio. £ til klimaindsats og klimatilpasning, først og fremmest i Afrika. Der er lige nu et skrigende behov for sådan finansiering – og der er et vibrerende håb om, at de stenrige arabiske olielande lagde en ordentlig pulje på bordet. De ville have råd til det, men hidtil har der ikke været skyggen deraf.

Af en artikel i Times of India i dag fremgår det, at Indien er kommet til Doha med strenge pålæg om ikke at love mere end man allerede har, når det gælder klimaindsats.¹ Også i Durban var Indien meget utilbøjelig til at ændre ved definitionerne på (og forpligtelserne for) rig og fattig, og Indien ser det som sin ret at forfølge en traditionel vækstpolitik fuldstændig uberørt af klimaudviklingen. Så man udbygger i disse år luftfarten for fuld skrue og der er planer om 150 nye kulkraftværker, som sandsynligvis kommer til at køre i 40-50 år frem i tiden. Selv i forhold til indførelsen af nye dyrkningsmetoder, som ville kunne mindske metan-udviklingen fra rismarker eller håndtere husdyrgødning anderledes, er den indiske holdning, at det kan man ikke tage sig af nu.¹ Underteksten er, at Indien skal være rigt, før man kan tage den slags hensyn.

Læs mere »