Strøtanker om bæredygtighed

.
Denne video stammer fra offentliggørelsen af første del af IPCCs nye klimarapport AR5 i Stockholm 28. september. Man kan her høre Thomas Stocker, lederen af Working Group I, give et rids af rapporten og det kolossale syntesearbejde, som ligger forud for offentliggørelsen.

Første del af IPCCs nye klimarapport er på mere end 2.000 sider, så 20 minutter kan lige præcis kun blive et overblik. Men Thomas Stocker, som nok kender rapporten bedre end nogen anden, formår i løbet af denne 23 min. video ganske godt at give et sådant overblik.

Ved samme lejlighed gav Hans Rosling (som er kendt fra en række TED-præsentationer og en enestående evne til at viusalisere selv meget komplekse sammenhænge) forud for Thomas Stocker en bredere introduktion til en række af rapportens konklusioner under overskriften “200 years of Global Change”.

Læs mere »

De polske værter for det snart forestående COP19 i klimatopmøde i Warszawa lagde i går et blog-indlæg ud på den officielle COP19 hjemmeside, som frydede sig over, hvordan afsmeltningen af Arktis ville give hurtigere og billigere transport mellem Europa, Asien og Nordamerika. Hermed har man endnu en gang udstillet sin manglende forståelse for klimaudfordringen og dens konsekvenser, hvis ikke den mødes hurtigt og konsekvent.

De polske arrangører har valgt den lette løsning og fjernet ikke bare blog-indlægget, men har lukket bloggen midlertidigt ned (link). Hvis man klikker ind nu, så står der blot “Dear readers” og så en forklaring, at man for øjeblikket har valgt ikke at bruge tid på bloggen. Der står så efterfølgende, at man ikke havde forudset, at nogle læsere kunne få den opfattelse, at det man kunne læse på bloggen ordret repræsenterer den officielle polske holdning, at man beklager, hvis nogen har fundet teksten anstødende, og at det på ingen måde var hensigten at støde nogen.

En schweizisk borger skriver ganske rammende: “Your webpage is currently hosting climate denier views. This is simply outrageous coming from the presidency of the COP. Does your presidency really have so little commitment to ensuring the success of the conference that it is ready to provide a platform for counterfactual statements undermining everything the UNFCCC is about?  Dear COP19, would you please get your acts together?” Det afspejler blandt andet, at der tidligere på den officielle COP19 side stod, at klimaforandringer var en naturlig ting, som var sket mange gange før.

Men den arktiske genvej har igen rejst spørgsmålet om det passende/upassende i valget af Polen som værtsland.

Det har vakt anstød, at den polske kulindustri er blandt hovedsponsorerne for COP19, og at man (måske af samme grund) har signaleret ganske utvetydigt, at Polen ikke har til hensigt at spare på kullene. Hvis der skal reduceres i udledningerne, så må det ske ved tekniske løsninger, bedre forbrænding og CCS-teknologi. Det kunne måske også være løsninger, hvis vi havde 100 år til at afvikle de fossile samfund. Men ikke mindst i lyset af IPCCs senest fremlagte carbon budget, så er en sådan gradvis forbedring af CO₂-udledningerne fra kulafbrænding ikke nogen løsning, men tværtimod en opskrift på store problemer. For CCS-teknologierne lader vente på sig, og selv den dag, vi bliver i stand til at kunne fjerne størsteparten af CO₂-udledningerne direkte fra kulafbrændingen, så vil det i det teknologiske felt, som nu undersøges, blive så dyrt, at en CCS-renset kulkraft ikke er konkurrence-dygtig. Så det er under alle omstændigheder et blindspor.

Det er problematisk, hvis den polske kulindustri får lov at sætte sig på perspektivet for COP19, men det er der en hel verden til at undgå. Og et dårlig turneret blog-indlæg er ikke i sig selv noget uløseligt problem, det peger blot på den meget lille forståelse af problemernes alvor og manglende vilje til en fælles klimaindsats. Nøgleproblemet er således Polens erklærede uvillighed overfor den fælles klimaindsats i EU, hvor landet efterhånden har udvidet sig til kronisk bremseklods.

Jeg ser to løsninger: Enten ‘tvinges’ Polen til at gå med i aftaler, som afspejler det nødvendige ambitionsniveau for at EU kan fortsætte som motor i den globale klimaindsats, som for eksempel at EUs klimamålsætning for 2020 øges fra 20% til 30 eller 35% og for 2030 øges fra 30-40% til 55% – og så får den fornødne hjælp til at gennemføre disse forandringer. Eller også er EU nødt til at fravige det princip, at alle medlemslande skal reducere lige meget lige hurtigt og opstille et system, hvor alle lande er reelt udfordret.

Hvor Danmark måske fik sat overlæggeren op til 70% i 2030, så kunne Polen ‘nøjes med’ 35% – og man med forskellig omstillingstakt stadig kunne holde en fælles EU-målsætning på 55%, som det har været beregnet er nødvendigt for 2030, hvis man skal nå 95% i 2050. Hvis man vil stadig fastholde princippet, at EU bevæger sig lige hurtigt – hvilket reguleringsmæssigt osv. har en række fordele – så må EU til gengæld være indstillet på at yde en massiv støtte til omstillingen i et land som Polen, helt tilsvarende den måde EU gennem årene har ydet enorme midler på opbygning af ny infrastruktur i en række regioner. For ellers vil kulkraftværkerne blot blive ved med at pulse.

Polen får i dag mere end 90% af sin elektricitet fra kulafbrænding – alene Elektrownia Belchatow-værket, som er Europas største enkelte CO₂-kilde (billedet herover), udleder mere end 30 mio. ton CO₂ om året – så bare udsigten til, at EU løfter sin klimamålsætning for 2030 fra 30 til 40%, som lige nu ser ud til at være det felt, der drøftes, får alle polske alarmklokker til at ringe, og Polen har truet med at bruge sin vetoret ad infinitum for at modvirke, at EU overhovedet får flere klimamålsætninger.

Således er Polen lige nu EUs klimaindsats’ ligtorn – for nu ikke at sige kræftsvulst. I mit perspektiv er det derfor ikke en dårlig idé, at Polen i slutningen af næste måned står som vært for COP19. Tværtimod er vi nødt til at fokusere på de svageste led i kæden og målrettet styrke dem. Men det er vigtigt, at det ikke lykkes Polen at forestille sig, at business as usual er en mulighed, at man qua omtalen op til, under og efter COP19 bliver klar over, at det ikke er nogen mulighed, at Polen brænder alle sine kullagre af inden man omstiller til vedvarende energi, at tingene må forandre sig, og at det er ikke bare i Polens, men i alles interesse, at denne omstilling sker så hurtigt som muligt.

Derfor er det vigtigt at give de polske arrangører røde ører, når de danser tango med kulindustrien, og derfor er det vigtigt, som det skete i går, at markere, at man ikke bare kan lege med fremtidsudsigterne. For den dag Arktis er isfri året rundt, er der ikke meget i de polske livsvilkår, som minder om det Polen, vi kender i dag.

I blog-indlægget Tilløb til COP19 samler jeg løbende links omkring processen forud for COP19. Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

Forhandlerne har været samlet flere gange siden COP18 i Qatar, se blog-indlæg fra juni-samlingen i Bonn: Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni, Daglige video-rapporter fra klimaforhandlingerne i Bonn og Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale? med artikler op til og reaktioner på juni-mødet i Bonn.

Update 25.10. – Hvor mange med undren har set de polske værter for COP19 klynge sig til kullene, så er en gruppe NGOer og forskningsinstitutioner – Institute for Renewable Energy, DLR, European Renewable Energy Council, Global Wind Energy Council og Greenpeace – gået sammen om at lave en rapport, som viser, at Polen ville kunne halvere sit kulforbrug til elektricitet, som for 90% vedkommende bliver til i kulkraftværker – og dermed skære en betydelig del af sine CO₂-udledninger. med i købet ville en sådan omlægning til sol, vind og biomasse skabe 100.000 jobs. Det vil kræve en betydelig investering – omkring 264 mia. $ mod 132 mia. $ ved business as usual – men på sigt vil det tjene sig ind igen, da den vedvarende energi er gratis, når først den er etableret.

Så det er bare om at komme i gang – EU burde kunne hjælpe med finanseringen på favorable vilkår mod at Polen gik med til at standse sin udbygning af kulkraften. Og man må håbe, at de mange tilrejsende til Warszawa i næste måned tager sin opgave alvorligt at lægge pres på de polske værter om at tage sin del af klimaudfordringen alvorligt og ikke bare vente på, at en CCS-teknologi gør kullene grønne. For det kommer vi til at vente endog meget længe på, og det bliver aldrig nogen god løsning.

Rapporten kan ses her: Energy [r]evolution. A Sustainable Poland Energy Outlook, oktober 2013 (pdf).

6 af EUs 10 mest forurenede byer er polske, først og fremmest på grund af den omfattende kulafbrænding, så en afvikling af kulkraften vil samtidig kunne lægge adskillige år til den polske gennemsnitsalder.

Nilima Choudhury: Greenpeace stages Poland coal protest on eve of UN climate talks, RTCC 11.11.2013.

Michalina Golinczak: Warsaw UN climate talks: Welcome to Coaland, The Guardian 11.11.2013.

Greenpeace protests at six coal plants across Poland, (pressemeddelelse) 09.11.2013.

Lindsay Abrams: Poland double-books climate conference with coal summit, Salon 08.11.2013.

Monica Scislowska: Poland To Host Both UN Climate Change Conference And International Coal Summit, Huffington Post 08.11.2013.

Marcin Korolec: trust is key to achieving an effective climate deal, RTCC 08.11.2013.

Ed King: Is Poland’s coal and climate summit outrageous or irrelevant? RTCC 08.11.2013.

UN climate talks: Poland gives coal a voice, (AP) The Guardian 08.11.2011.

Danny Hakim & Mateusz Zurawik: Poland, Wedded to Coal, Spurns Europe on Clean Energy Targets, New York Times 31.10.2013.

Sophie Yeo: Polish environmental groups urge Prime Minister to reject coal plant, RTCC 29.10.2013.

Alister Doyle: Poland could halve demand for coal by 2030, study says, (Reuters) Global Post 25.10.2013.

Katie Valentine: UN Climate Forum Host: Melting Arctic Ice Will Make Chasing Pirates Easier, Climate Progress 10.10.2013.

Ed King: Arctic ice melt means more pirate and terrorist chases say UN climate hosts, RTCC 10.10.2013.

Adam Vaughan: Arctic melt means more pirate chases, say Polish climate hosts, The Guardian 10.10.2013.

Matthew L. Wald: Despite Climate Concern, Global Study Finds Fewer Carbon Capture Projects, New York Times 10.10.2013.

Jacub Muller: Oops … Poland did it again aka standing in the way of climate progress, Bankwatch 09.10.2013.

Will the climate change in Warsaw? IRIN 07.10.2013.

Ed King: What effect will the IPCC report have on UN climate negotiations? RTCC 01.10.2013.

Sophie McNabb: 50 days til the UN Climate Talks: Poland and their Polluters, UKYCC 30.09.2013.

Will Nichols: EU carbon markets set ‘to be oversupplied until 2027’, Business Green 20.09.2013.

Barbara Lewis: Europe weighing 40 percent 2030 carbon-cutting goal: EU sources, Reuters 19.09.2013.

Caroline Selle: Poland Partners with Coal and Oil Corporate Sponsors for COP19 Climate Conference, Desmogblog 18.09.2013.

Challenges ahead before COP19 summit in Warsaw, Polskie Radio 17.09.2013.

Korolec: business must be included in climate negotiations, PAP 16.09.2013.

Nilima Chodhury: COP will not change Poland’s appetite for coal, says MEP, RTCC 10.09.2013.

Poland anchors energy strategy in coal, shale gas: PM, phys.org 10.09.2013.

Agnieszka Barteczko: Poland to lower emissions with technology, not coal cuts: PM, Reuters 10.09.2013.

Poland outlines ambitions for 2013 UN climate summit, RTCC 09.09.2013.

Poland on collision course with Brussels over ‘illegal’ coal plant, EurActiv 22.08.2013.

Agnieszka Barteczko & Henning Gloystein: Analysis: Poland to get dirtier as it leans towards lignite coal, Reuters 29.08.2013.

Terry Macalister: Meet Belcha – Europe’s biggest carbon polluter (and it’s about to get even bigger), The Guardian 22.07.2013.

Europe must cut emissions 55% by 2030 – Ecofys report, RTCC 12.06.2013.

John Parnell: Korolec: Poland needs time to ditch coal addiction, RTCC 05.06.2013.

Siden 24. september har det internationale luftfartsagentur ICAO været samlet i Montreal, og efter et massivt pres fra EU, som sidste år indførte en kvoteordning for alle fly i, til og fra EU, for efterfølgende at sætte ordningen i bero i et år, for at fremtvinge en global aftale for luftfarten, er der nu lagt op til, at der ved næste ICAO-samling i 2016 skal vedtages en global klimaordning for luftfarten fra 2020. Men EUs ønske om at genoptage sin regionale ordning frem til 2020 og ideelt set etablere flere sådanne ordninger for eksempel omkring det nordamerikanske og østasiatiske luftrum har været i strid modvind. Og ved en afstemning i går blev EUs ønske om at kunne fortsætte sin kvoteordning nedstemt, først og fremmest af udviklingslandene, som finder det urimeligt at de skal hæmmes det mindste i deres udvikling, når de industrialiserede lande har haft (klimabeskatnings)fri benzin til at udvikle sig.

Man må således indse, at perspektivet kloden rundt er bedrøveligt kortfristet – at man ikke i klimaets navn kan acceptere en afgift på 2 euro på en langdistancebillet til flere tusinde kroner, som er det beløb EU indledende har opereret med. EU accepterede under vejs, at videreførelsen kun ville omfatte eget luftrum, og dermed at fly til og fra EU kun betalte klimaafgift for den del, hvor de fløj over europæisk luftrum. Men selv dette blev ved en afstemning i går afvist. Paradoksalt er mange af de lande, som har afvist EUs forslag, lande, som allerede nu er hårdt ramt af klimaforandringer. Retfærdighedsargumentet får således mere og mere karakter af at skyde sig selv i skoen.

Nogen egentlig detaljeret aftale er det ikke blevet til, men det er lykkedes at få vedtaget et roadmap – en rammeplan for etableringen af en globalt dækkende markedsbaseret kvoteordning, som skal være klar til endelig vedtagelse ved ICAOs næste samling i 2016 med ikrafttrædelse i 2020. Blot fremgår der meget lidt om ambitionsniveauet, og der har været kæmpet til det sidste for at få luget ud i undtagelser, som vil friholde op til 160 lande fra overhovedet at være berørt af aftalen.

Det har ikke været rent skænderi, faktisk skriver Valerie Volcovici fra Reuters, at “many delegates will look back fondly on their time in [Montreal]. Talks were brightened by an average of three cocktail parties per night hosted by different countries, some of whom were angling to win a coveted seat on ICAO’s 36-member governing council.”¹

Connie Hedegaard, som har været en drivende kraft bag EUs udspil overfor ICAO, sagde tidligere i dag, at aftalen har vist, at “EU’s hard work is paying off: with this deal on the table, ICAO agrees for the first time to a global way to address aviation emissions: a global market-based measure. We will now look at how to proceed up to 2020 with our EU ETS.”

Satu Hassi, klimatalsperson for De Grønne i EU, var mindre tilfreds: “Today’s outcome confirms the flaws with the EU’s strategy in freezing the implementation of emissions trading scheme for non-intra EU flights. The international aviation organisation (ICAO) is both seeking to block EU action and once more stalling on urgently-needed international measures to address the growing impact of airline emissions on climate change. The EU must now stand firm and stick by its original plans on aviation emissions. We should not dismantle effective climate policy instruments in exchange for a vague promise on a global scheme in the distant future without guarantees of environmental integrity or ambition.”

Spørgsmålet er herefter, om EU i en situation, hvor russerne truer med at forbyde passagen af europæiske fly over russisk luftrum og kineserne fastholder deres suspendering af ordrer på europæiske fly, er rede til at åbne for udsigten til en handelskrig ved at genindføre den ordning, som man midlertidigt stillede i bero sidste efterår? Det vil kunne føre til masser af ravage, men endda kunne man ønske sig, at det skete, for det ville udstille de svigtende ambitionsniveauer verden rundt.

Læs mere »

Det har været sagt, at den seneste IPCC-rapport med dens 2.000 sides sammenfatning af verdens klimaforskning alene i første del ikke bringer noget egentligt nyt, men først og fremmest tydeliggør og uddyber, hvad vi allerede ved. Det er nok lidt arrogant, men afspejler først og fremmest, at klimavidenskaben efterhånden har nået et stade af modenhed, hvor der måske stadig er ting, vi kun forstår ufuldstændigt, men hvor grundskelettet er på plads og der ikke mere er store hvide områder på kortet. Men i hvert fald på ét område er der med IPCCs nyeste diagnose af det globale klimas tilstand inddraget en ny dimension i klimaforståelsen. Den netop udgivne første del af AR5 foreskriver et carbon budget – en ramme for, hvor meget CO₂ menneskeheden kan tillade sig at udlede, hvis vi skal holde den målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 2ºC siden industrialiseringens begyndelse, som blev vedtaget i december 2009 ved COP15 i København.

Dette er et yderst vigtigt skridt, fordi det definerer de samlede rammer, vi som verdenssamfund må agere inden for, hvis det skal lykkes at holde 2ºC-målsætningen. Det skete da heller ikke uden sværdslag – og forud for den endelige offentliggørelse i Stockholm i sidste uge blev den endelige formulering af denne del af rapporten diskuteret af politikere og videnskabsmænd til langt ud på natten. Ikke mindst fra politisk side var der stor nervøsitet for, at det ville komplicere de i forvejen komplicerede klimaforhandlinger yderligere, og IPCCs carbon budget sætter da også den hidtidige klimamålsætning i et skingert utilstrækkeligt lys.

Vi har med IPCCs carbon budget fået en ny håndgribelighed forærende – en excelarks-købmandsregnings-tydelighed, som er svær at løbe fra, fuldstændig som hvis man stod overfor de årlige nationale eller kommunale budgetforhandlinger. Uden at behøve at være klimaekspert bliver det åbenlyst for alle, at man overbudgetterer og pumper umådeholdne mængder af CO₂ ud i atmosfæren på fremtidens bekostning – og at ingen af verdens større udledere i dag har en klimamålsætning, som rammer bare tilnærmelsesvist inden for rammerne af IPCCs carbon budget.

I AR5s Summary for Policymakers, står der side 20:

“Limiting the warming caused by anthropogenic CO₂ emissions alone with a probability of >33%, >50%, and >66% to less than 2ºC since the period 1861-1880, will require cumulative CO₂ emissions from all anthropogenic sources to stay between 0 and about 1560 GtC, 0 and 1210 GtC, and 0 and about 1.000 GtC since that period respectively.

These upper amounts are reduced to 880 GtC, 840 GtC, and 800 GtC, when accounting for non-CO₂ forcings as in RCP2.6. An amount of 531 [446 to 616] GtC, was already emitted by 2011.”

At holde en målsætning med 50% sikkerhed er det samme som at sige, at der er lige så stor chance for at målsætningen med den givne indsats ikke holdes, så IPCC siger i den netop fremlagte AR5, at vi for at have mindst 66% chance for at holde 2ºC-målsætningen må begrænse de samlede CO₂-udledninger til 1.000 GtC (gigaton kulstof – hvilket svarer til 3.670 Gt CO₂). Hvis der modregnes for drivhusvirkninger fra andet end CO₂ (som aerosoler, metan og HFC-gasser), så er det samlede carbon budget på blot 800 GtC. Af denne carbon-pulje havde vi pr. 2011 allerede brugt 531 GtC (de samlede udledninger siden industrialiseringens begyndelse), så der kun plads til yderligere omkring 269 GtC, hvis vi skal holde os inden for det etablerede carbon budget.

Læs mere »

Stadig under udarbejdelse …

Har været nogen tid bortrejst, så i første omgang er dette en opsamling af links til artikler om den netop udkomne første del af IPCCs nye klima-rapport AR5.

Det har været beskæmmende at se, hvordan der i den oliefinansierede klimafornægtelsespresse i ugerne op til frigivelsen har været kørt en ganske omfattende og ganske systematisk misinformationskampagne.

Men sagen ligger klarere end nogensinde før. Ifølge IPCC er der nu 95% sandsynlighed for, at klimaforandringerne er en primært menneskeskabt realitet – oversat til sprog er det “extremely likely”. Nogle kunne måske ønske sig fuld sikkerhed, før man lagde kursen om, men prisen for at lade være, er så astronomisk, og problemerne så meget større den dag IPCC konkluderer med 100% sikkerhed, at det merd lige så stor sikkerhed så vil være for sent at undgå graverende klimaforandringer.

Trods megen medieomtale forud for offentliggørelsen af, at den globale opvarmning er i aftagende, er der intet hold heri. Tværtimod akkumuleres der stadig mere overskudsvarme i biosfæren. Der har blot i de seneste år vist sig en tendens til, at en lidt større del heraf end hidtil blev opsamlet i verdenshavene.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Hvis man troede, at TEPCO hen over sommeren havde nået bunden, når det gælder misrøgt og misinformation, så må man sige, at virksomheden stadig formår at overraske. Det var meget tæt på at TEPCO blev likvideret, og der er stærke stemmer for at underdele TEPCO, så én del primært tager sig af erstatningssager, en anden del primært af oprydningsarbejdet, og så – måske – en del får lov at genstarte reaktorer Kashiwazaki Kariwa-værket.

I forhold til oprydnings- og dekommissioneringsarbejdet synes der gradvist at ske det, at mens TEPCO forbliver som stråmandsudførende, så vil flere og flere af de overordnede beslutninger omkring oprydningsarbejdet, som vel at mærke er en kolossalt vanskelig opgave, som ingen nogensinde før har stået overfor noget tilsvarende, bliver varetaget af NRA og statslige instanser, suppleret af internationale kræfter.

Opgaven er simpelthen for stor og for vigtig for verdenssamfundet til at kunne overlades en sønderslået, kriseramt virksomhed, som mest af alt drømmer om at få genstartet Kashiwazaki Kariwa-værket for at slippe af med de mange røde tal i regnskabet og fred fra sine aktionærer. 

Efter overhusvalget i juli har premierminister Abe ført sig meget åbenlyst pronucleart frem, både i forhold til genstarter og i forhold til mulige eksportordrer til japanske firmaer. Men der er en ganske betydelig gruppe i hans eget parti, LDP, som ikke er nær så forhippede på at få gang i A-kraften – hverken så hurtigt eller i så stort omfang som Abe. Langt ind i regeringspartiet er der en massiv modstand mod blot blindt at trykke på alle knapper for genstart og eksport og nye japanske reaktorer. Og det fornemmes som om, at hvis ikke Abe i den kommende tid holder sig lidt mere tilbage, så vil regeringsgrundlaget begynde at knirke.

I slutspurten for at vinde værtskabet for De Olympiske Lege i 2020 følge Abe sig presset til overfor verden at bedyre, at situationen ved Fukushima Daiichi var fuldt under kontrol, og  forureningen afgrænset til det lille havnebassin foran. Ønsketænkning eller hvid løgn? – i hvert fald har regeringen hermed forpligtet sig langt mere direkte til at gøre noget ved situationen, som i bedste fald er labil.

Med foreløbig 14 reaktorer til ‘eksamen’, vil NRA med stor sandsynlighed komme til at stå i en række svære afklaring. Et det for eksempel sådan, at uanset hvor sikkerhedsopdateret Kashiwazaki-Kariwa-værkets reaktorer er blevet, så vil man ræsonnere, at TEPCO hellere skulle bruge kræfterne på at få situationen under kontrol ved Fukushima Daiichi? Og vil man overhovedet acceptere en ansøgning om reaktorstart fra Hamaoka-værket, som er Japans nok mest eklatant fejlplacerede atomkraftværk? 

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser oktober 2013

1. oktober – Motegi: nedlæg Fukushima Daini
2. oktober – Genstart af Kashiwazaki Kariwa betinget af Fukushima Daiichi
3. oktober – Koizumi efterlyser et Japan uden A-kraft
4. oktober – NRA kræver plan for håndteringen af det radioaktive vand
5. oktober – ALPS-systemet igen i vanskeligheder

6. oktober – Ny klimamålsætning pinagtigt uambitiøs
7. oktober – Caldicott om A-kraft og klimaforandringer
8. oktober – Gundersen om situationen ved Fukushima Daiichi
10. oktober – Fukushima lessons for New York
11. oktober – ALPS og den frosne jordmur ‘sidste udvej’

12. oktober – Fukushima-arbejderes strålingsbelastning undervurderet
13. oktober – Titusindvis demonstrerer mod genstart af reaktorer
14. oktober – Øvelse gør mester (evakueringsøvelse)
14. oktober – NRAs sikkerhedsgodkendelse en langvarig proces
15. oktober – Anonym whistleblower-udgivelse vækker undren

15. oktober – Japans foruroligende mangel på energipolitik
16. oktober – Måske alligevel retssag mod TEPCO-ledelse
16. oktober – NRA: Situationen ved Fukushima Daiichi må først under kontrol
17. oktober – Planløshedens afveje
18. oktober – Fukushima vs. Chernobyl

19. oktober – Dekontamineringsarbejdet i krybesporet
22. oktober – Flere frostspærre-projekter ved Fukushima Daiichi på vej
23. oktober – Forslag om at samle alle japanske A-kraftværker i ét selskab
23. oktober – Abe fortsætter i sit parallelunivers
24. oktober – England vedtager første A-kraftværk i årtier

25. oktober – ‘Günter Wallraff’ på Fukushima Daiichi
25. oktober – Energisammensætning fastsættes om tre år
26. oktober – NRA udvides
27. oktober – Abe: En afvikling af A-kraften vil være uansvarlig
28. oktober – Tids at fjerne af brændselslegemer ved reaktor 4

30. oktober – TEPCO afviser at betale for dekontamineringsarbejdet
30. oktober – Ikke alle Fukushima-evakuerede kommer tilbage
30. oktober – Forslag om at dele TEPCO i to
31. oktober – Japansk A-kraft-eksport til Tyrkiet
31. oktober – Kontrollen af A-kraftsektoren bør væk fra industriministeriet

31. oktober – International hjælp på vej

Se Fukushima links for september 2013.

Læs mere »

I en tid, hvor der er længere end ønskeligt mellem blog-indlæggene her på Strøtanker, vil jeg gerne henvise til en paper.li-side, Agenda 350, som jeg har sat op til at samle klima- og bæredygtighedsartikler fra en række af mine yndlingskilder fra hele verden. Agenda 350 er klar med en ny høst hver dag til frokost.

Der kan stadig indimellem dukke en skævert op, men i de tre måneder, siden har kørt, har jeg har efterhånden fået justeret på søgekriterierne, så siden kommer rigtig godt omkring. Og jeg har selv den glæde ad den vej at møde dagligt artikler, som jeg ellers ikke lige ville være faldet over.

Fra starten af inkluderede jeg også søgetermer omkring udviklingen ved Fukushima Daiichi-værket. Men måske fordi situationen her hen over sommeren er blusset så voldsomt op i den internationale presse, har temaet vist sig så dominerende, at jeg tog konsekvensen og oprettede en særlig side herom, Fukushima Blues.

En vigtig del af disse paper-li-siders fødesystem er Twitter-søgestrenge, og når emnet er A-kraft, stråling og helbred, så fornemmer man, hvordan stemninger og holdninger bølger, og meninger for og imod er særdeles stærke.

Der er lukket ned for det mest støjende på Fukushima Blues, men ikke helt – det er faktisk fascinerende at se, hvordan pludselig op til overhusvalget det svirrer om ørerne med forfalskede billedsamlinger af muteret frugt og grønt – eller i hvert fald billeder, hvoraf de færreste har noget med situationen i Fukushima at gøre. Så her er det vigtigt at have et nøje øje for afsenderen.

Fukushima Blues opdateres hver dag kl. 8 dansk tid.

Disse sider er hen over sommeren blevet en fast del af min daglige nyhedshøst, og jeg håber hermed, at de være til daglig glæde for mange flere.

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• De seneste uger har TEPCO demonstreret en så fatalt manglende evne til ikke bare at informere om, men nok så væsentligt at håndtere, situationen omkring Fukushima Daiichi, at der er en proces i gang hvor det videre forløb i dekommissioneringsarbejdet bliver med en høj grad af ført hånd. Hvor nogle af de tidligere fortielser har været uskyldige, så har TEPCO med de seneste afdækninger af, at man har vidst – men undladt at informere om – at der dagligt lækkede omkring 300 ton radioaktivt forurenet vand ud i Stillehavet forsinket håndteringen af en miljøkatastrofe med potentielt globale konsekvenser i foreløbigt mer end to år. Og vi vil sandsynligvis snart se beregninger, som viser, at Fukushima-katastrofen ikke er den værste atomulykke siden Chernobyl, men er godt til at blive den værse atomulykke i menneskehedens historie.

I løbet af september bliver de to eneste igangværende reaktorer, reaktor 3 og 4 ved Oi-værket standset for det årlige rutinemæssige sikkerhedseftersyn. Normalt ville de blive genstartet efter en lille måned, men denne gang vil der skulle ligge en godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA, baseret på et nyt og skærpet sæt sikkerhedsfirskrifter, som blev vedtaget i juli, hvorefter der skal gives en lokal politisk godkendelse. Ingen ved, hvor hurtigt disse godkendelser kan forløbe, men et sandsynligt scenario – hvis ikke premierminister Abe i sin utålmodighed efter at få reaktorerne genstartet griber politisk ind – er, at de første reaktorgenstarter bliver i det vestligste Japan, på Shikoku eller Kyushu, hvor den lokale modstand mod reaktorerne er mindre end i andre dele.

TEPCO har indtil nu ikke kunnet få lov at søge om sikkerhedsgodkendelse for sine reatorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, da Niigatas guvernør Hirohiko Izumida har blokeret for dette ud fra, at man stadig langt fra er kommet til bunds i, hvad der gik galt ved Fukushima Daiichi, og endnu mindre i, hvordan denne viden kan omsættes i forandrede sikkerhedsprocedurer, hvorfor den nuværende jagen efter hurtig genstart er dybt problematisk – og et simpelt udslag af, at man sætter økonomi over sikkerhed. Der er milliardbeløb på højkant i tabte provenuer, så situationen får givet ikke lov til at stå uløst i evigheder.

Dette kunne være en situation, hvor Abe følte sig kaldet til et politisk indgreb. I det hele taget vil vi i den kommende tid se hele atomspørgsmålet indhente Abe. 

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Optegnelser september 2013

1. september – Naoto Kan om sin politiske karriere
1. september – Kingston om tingenes tilstand
2. september – Reaktor 3 ved Oi-værket standset
2. september – Flere utætheder ved Fukushima Daiichi
2. september – NRA frikender Oi-værkets undergrund

3. september – Reaktor 4 sunket op til 57 cm
3. september – Den japanske regering bevilliger 500 mio. $ til frossen jordvæg
4. september – NRA: Undergrunden under Higashidori-værket er ustabil
4. september – Hele Stillehavet?
5. september – Tokyos olympiske kandidatur svækket af Fukushima

6. september – Opgivende fiskere blokerer for udledning af radioaktivt vand
6. september – Nukleare akademikere: Hæld tritium i havet
7. september – Tokai-muras borgmester: Stop for eksport af A-kraft
7. september – Sydkorea udvider stop for import af japanske fiskeprodukter
7. september – Fukushima Daiichis havnebassin utæt som en si

8. september – Utætheder med rekordhøj stråling – og absurd TEPCO-fiflen
8. september – Føste forsøg med frossen jordmur igangsat
8. september – PBS News: What if the Fukushima Ice Wall Defrosts?
8. september – Klimamæssigt dobbeltspil
9. september – Dødstallet efter Fukushima-katastrofen nu over 1.600

9. september – Abe talte usandt om Fukushima i OL 2020 slutspillet
10. september – A-kraften overlever kun på svigtende risikovurdering
10. september – TEPCO: Lækager nået grundvandet
11. september – A-kraft på retur
12. september – Arnie Gundersen interviewer Amory Lovins

12. september – Satire nej tak
13. september – Radioaktive lækager når havet
13. september – Igen damp fra reaktor 3
14. september – Det evakuerede areal skrumper
15. september – Nu 10 GW solceller installeret i Japan

15. september – Japan igen uden A-kraft
15. september – Igen store anti-atomkraft-demonstrationer
16. september – Sydkorea overvejer sagsanlæg mod Japan
16. september – TEPCO lukker let radioaktivt forurenet vand i havet
16. september – Fukushima Daiichi web-cam flyttet

17. september – Man-ji afbrød Monju-værkets overvågningssystem
17. september – Motegi: Japan skal være mindre afhængig af A-kraft
18. september – Fukushimas bønder fortæller om at producere radioaktiv mad
18. september – TEPCO havde planer om en frostmur allerede i 2011
18. september – Infografik fra Asahi Shimbun

19. september – NRA étårs fødselsdag
19. september – Abe beder TEPCO om at dekommissionere to reaktorer
21. september – NRAs præsentation ved IAEA
21. september – Planer om at dele TEPCO i to
25. september – Jaczko: verden må genoverveje sin afhængighed af A-kraft

26. september – Ansøgning om reaktorgenstart ved Hamaoka-værket på vej
27. september – 400 ton radioaktivt grundvand siver i havet dagligt
28. september – TEPCO søger om genstart af Kashiwazaki-Kariwa

Se Fukushima links for september 2013.

Læs mere »

14. august meddelte Ecuadors præsident Rafael Correa, at det enestående projekt, Yasuní-ITT, som blev forelagt i 2007, ville blive endeligt opgivet på grund af manglende opbakning fra verdenssamfundet, og at man nu ville gå i gang med at sælge koncessioner til udvinding af olie i området.

Med i tusindvis af dyre, fugle, plante- og insektarter er Yasuní-ITT måske det sted i verden, som har den højeste biodiversitet. Yderligere lever der stadig oprindelige indianerstammer i det mere end 9.000 km² store område, som endnu ikke har været i kontakt med den moderne civilisation. Så der er alle gode grunde til at bevare et enestående sted som dette og beskytte det mod civilisationens fremmarch.

Da Ecuador i 2007 fremlagde forslaget om, at man ville afstå fra at udvinde olien i området og bevare det som naturreservat mod en økonomisk kompensation, var det et spændende bud på en løsning på en situation, som vi kommer til at stå med igen og igen i de kommende årtier – ikke mindst efter at instanser som Verdensbanken og IEA har beregnet, at mellem to tredjedele og 80% af alle kendte forekomster af fossile brændstoffer skal forblive under jorden, hvis vi som verdenssamfundet vedtog i København i 2009 skal kunne holde atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm.

For næste trin i denne tankerække er uvilkårligt spørgsmålet om, hvilke kriterier som skal gælde for valget af hvilke af disse fossile depoter, som kan udnyttes, og hvilke som skal blive i jorden? Her ville det være oplagt indledende at sige, at kul og tar sand, som har det dårligste klimaregnskab, burde blive i jorden, og at olieudvinding i særligt følsomme egne som de arktiske, eller i biodiversitetsmæssige hotspots som Yasuní-ITT skulle fredes. Til gengæld måtte verdenssamfundet finde en form for kompensation, som gjorde det acceptabelt for dem som måtte lade kullene og olien blive liggende i undergrunden, og prisen måtte betales af dem som fik lov at grave olien op.

Måske om 10 år vi som del af en global klimaaftale har en sådan mekanisme, som formår at håndtere udledningsaspektet, men Ecuadors forsøg med Yasuní-ITT ser lige ud til nu at gå i vasken.

Ecuadors forslag til verdenssamfundet i 2007 indebar, at man over 13 år fik udbetalt 3,6 mia. $ – eller rundt regnet halvdelen af de forventede indtægter ved olien – mod at lade de 840 mio. tønder olie blive liggende under Yasunís urskov (og bevare urskoven som naturreservat). Men indtil i dag er der kun kommet tilsagn til under 10% af beløbet, og kun 13 mio. (~4%) af beløbet var blevet betalt. I konsekvens heraf har præsident Correa taget initiativ til, at den fond som var oprettet under FN for at styre projektet, bliver opløst, og at der kommer gang i udlodningen af tilladelser til olieudvinding i området.

Det har været anslået, at hvis olien blev liggende tilbage under Yasuní-ITT, så ville det sikre atmosfæren mod 407 mio. ton CO₂-udledninger fra afbrændingen af den udvundne olie og 800 mio. ton CO₂ fra undgået fældning af regnskov – eller rundt regnet udledninger svarende til de samlede danske udledninger i 20 år, så ud over omstillings- og biodiversitetspotentialet er det et massivt klimapotentiale i et projekt Yasuní-projektet.

Lige nu tegner Yasuní-ITT således til at blive en stor idé, som verdenssamfundet ikke nåede at tage imod i tide.

Læs mere »

USA har en enestående politisk satire, fornemt repræsenteret ved The Daily Show og The Colbert Report. Hvor Jon Stewarts The Daily Show for mig var kærlighed ved første blik – sjældent har jeg mødt så spiddende indsigtsfuld kærlig satire – så har Stephen Colberts The Colbert Report mere været en acquired taste, noget man må lære at holde af. Begge er med humoren som våben i stand til at sige noget, man dårligt ville kunne skrive sig fra uden at komme i alvorlige vanskeligheder, og begge formår at skabe billeder, tableauer og situationer, som får ellers langhårede og svært tilgængelige analyser gjort ikke bare tilgængelige, men vedkommende.

I dette lille video-uddrag fra The Colbert Report 15. august i år udfolder Stephen Colbert sig i uimodståelig stil om fracking i et 4 min. indslag om ordet “gag gift“. Baggrunden er, at fracking-firmaet Range Resources har indgået et forlig med en familie i Pennsylvania, som indebærer, at de får 750.000 $ for at flytte og underskrive et dokument, som bekræfter, at de ikke har haft nogen miljømæssige, sundhedsmæssige eller sikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med den nærliggende udvindelse af fracking-gas, og at de for al tid fremover vil holde mund med de sundhedsproblemer, de har været udsat for og undlade at udtale sig om fracking i de hele taget. Problemet er blot, at aftalen ikke bare omfatter forældrene, men også indebærer, at deres børn i al fremtid ikke kan udtale sig om fracking.

På den led er sandheden i USA i næsten uhyggelig grad betragtet en vare – og har man penge, så kan man få, som det hedder i en af vores børnesange.

Hvis Jon Stewart ofte giver den som den begavede iagttager, som viser os ting og sammenhænge, vi nok ikke lige selv havde fanget, og næsten altid har en to-tre overrumplende twists i finalen, så ser vi her en klassisk Colbert, hvor han tilsyneladende identificerer sig med den (eller dem) han hudfletter. Herved kan han lade sine ofre “tænke højt” ad absurdum og bringe os langt ind i sine ofres motivverden, hvor vi så som tilskuere selv må fatte og forstå og konkludere. Først på slutnoten bliver han igen den skarpsindige iagttager: “And in order to get cheap oil, I think we are all willing to lie to ourselves about fracking.”

Jeg tænker ofte på Stephen Colbert og Jon Stewart som vor tids hofnarre – i et system, som er fanget i sine egne fastlåste tanke- og handlingsmønstre, formår de igen og igen at spejle virkelighedens absurditeter og sætte fingeren, hvor det trænger allermest. De har i dagens USA en vigtig rolle overfor de mange nyhedskanaler, som er ganske alvorligt fastlåste i den politiske venstre-højre-skala.

Diane Sweet: Stephen Colbert: Fracking Companies Silence Their Victims, (med transskription af videoens tekst) Occupy America 16.08.2013.

Suzanne Goldenberg: Children given lifelong ban on talking about fracking, The Guardian 05.08.2013.