Strøtanker om bæredygtighed

Samtidig med, at kul-ugen er sat ind i Warszawa – hvilket har givet anledning til mange protester fra NGO-side – så har 27 klimavidenskabsmænd m/k fra alle dele af verden fremlagt en rapport, New unabated coal is not compatible with keeping global warming below 2°C (pdf). Den gør i al sin enkelhed op med forestillingen om, at det er muligt at fortsætte med den nuværende afbrænding af kul, hvis vi skal være i stand til at overholde den målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget i København i 2009. Konsekvensen af 2ºC-målsætningen er simpelthen, at det er slut med flere kulkraftværker. Dem, som overhovedet kan undværes, må udfases hurtigst muligt, og for dem, som i en overgangsfase får lov at fortsætte, skal hurtigst muligt udrustes med effektiv filtrering og CCS-teknologi.

Rapporten er bygget op over 6 statements, hvor det første meget direkte imødegår den seneste tids forsøg på at brande kul som clean coal og low carbon – hvilket er notorisk nonsens indtil den dag, hvor det lykkes at udvikle en effektiv CCS-teknologi:

1. Unabated coal is not a “low carbon” technology
2. Avoiding dangerous climate change requires that the majority of fossil fuel reserves need to stay underground
3. Current trends in coal use are harbouring catastrophic climate change
4. To keep global warming to less than 2°c above pre-industrial, use of unabated coal has to go down in absolute terms from now on
5. Alternatives are available and affordable
6. Public financing institutions and regulatory agencies are reining in unabated coal, but more is needed

Jeg vil ikke her gennemgå rapporten i sine enkeltheder, men blot præsentere nogle af dens figurer som en appetitvækker til selve rapporten (fra statement 1,2 og 5). Så håber jeg, at der stadig  efterfølgende er appetit til at læse den blot 8 sider lange rapport.

For twitter-entusiaster er der i rapporten angivet et hashtag: #NoCoal2C.

Selvom det er blevet sagt, at det af IPPC for nylig fremlagte carbon budget ikke bliver direkte indarbejdet i grundlaget for den klimaaftale, som de i disse dage sveder over i Warszawa, og som efter planerne skal ligge klar til vedtagelse ved COP21 i Paris om blot to år, så er det interessant at se, at det allerede præger hele forståelsen omkring klimaforhandlingerne. På den led nærmer vi os den nødvendige forståelse for, at der er definitive rammer for vores ageren i det globale klima- og økosystem – og at vi er i færd med at overtræde dem så eftertrykkeligt, at der i allernærmeste fremtid skal en radikal omlægning til for ikke at vælte systemet mere varigt.

Læs mere »

Det er stadig alt for tidligt at lægge COP19 i graven som en fiasko, men efter weekendens forhandlinger, som i flere spor trak ud til langt ud på natten, forlød det her mandag morgen, at det ikke var lykkedes at nå til enighed om etableringen af nye carbon markets og hvordan de skulle sammenkøres ud fra fælles opgørelsesregler og en grad af transparency, så der kan være gensidig tillid til systemet. Om det er en reel modstand mod fænomenet carbon markets, eller om det er ulandenes fortvivlelse over, at I-landene tilsyneladende er faldet så meget af på ambitionerne, at etableringen af disse markeder ender med at blive selve klimaindsatsen, er svært at gennemskue. Men for eksempel en række latinamerikanske lande har stærke principielle problemer med denne commodificering af hele verden – garvede kaptallogikere vil nikke med her – og det er sandsynligvis også en del af trægheden lige nu.

Hvor de rige lande synes at insistere på som et mål i sig selv at etablere flere kvotemarkeder, så vil de fattige lande først have de eksisterende kvotemarkeder til reelt at fungere. hvis kvotekursen – prisen for retten til at forurene med et ton CO₂ – var det tredobbelte (hvilket på ingen måde ville være urimeligt), så ville der blive genereret tre gange så mange midler ud af EUs kvotemarked til at finansiere klimainitiativer i udviklingslandene. EU har da også umiddelbart op til COP19 endelig formået at få vedtaget en lille krisepakke overfor sin kvotelovgivning, men i forhold til de bankpakker, som kom på banen under finanskrisen for blot få år siden, er det nogle små kosmetiske lappeløsninger, som ikke for alvor får løftet kvoteprisen. Det, som skal til, for at EUs kvotemarked rejste sig og fik kurserne derop, hvor de burde være, er at EU hævede sin klimaambition for 2020 fra de nuværende 20%, som er noget nær en garanti for at det forbliver alt for billigt at udlede i EU, til 30 eller 40% og allerede nu sigtede på 50-55% i 2030. Et sådant ambitionsniveau ville kunne få kvoteprisen til at stige dertil, at det for mange flere bliver en tilskyndelse til på hjemmebane at lave energieffektiviseringer og investere i vedvarende energi.

Omvendt vil etableringen af flere markeder uden nogen sikkerhed for, at prisen for at forurene blev holdt over en rimelig mindstepris kunne være med til, at ambitionen i selve EU forblev pinligt lav. For det fuldt integrerede marked vil hele tiden søge de klimaindsatser, som er de billigste. Dette er måske heller ikke helt urimeligt, men i stedet for så at lade forureneren i EU, som gennemgående har et højt prisniveau, købe billigt aflad i U-landene, så burde man sige, at man for den samme pris kunne få tre gange så meget klimaindsats i U-landene og så bruge alle pengene og få tre gange så meget klimaindsats. Nu bliver den bare tre gange billigere, og de sparede penge går direkte i de forurenende virksomheders lommer.

Også forhandlingerne om REDD+ ser ud til at være i vanskeligheder. På RTCCs live blog kunne man sidst på eftermiddagen læse:

“Hopes of a REDD+ package are quickly fading here in Warsaw. Papua New Guinea together with the Coalition for Rainforest Nations are again blocking the process insisting that a new Committee be established under a misguided apprehension that this would in some way contribute to the flow of finance to halt deforestation. It happened in 2012 in Doha and history is repeating itself here in Warsaw”, said through an e-mail statement Stephen Leonard, REDD+ Safeguards Working Group.

Ved en amerikansk pressekonference i dag sagde den amerikanske klimadelegations leder Todd Stern, at kullene mange år frem vil have en vigtig plads i mange landes energimix – hvilket desværre nok ikke helt forkert. For kullene er i markant tilbagegang i USA, først og fremmest på grund af konkurrencen fra skifergassen. Og inden for de nærmeste år er der markant skærpede krav til kulkraftværkernes præstationer på vej, hvilket republikanerne i det seneste års tid har kaldt “war on coal”. For Stern bliver CCS, Carbon Capture & Storage, dermed også den vigtigste klimateknologi at udvikle. Og det er givet bestilt hjemmefra, at USA på åbningsdagen for World Coal Summit, som “tilfældigvis” er lagt oven i COP19 i Warszawa, og som åbnede i dag med deltagelse af kulinteresser fra hele verden, fik signaleret, at der var plads til afbrænding af kul mange år frem.

Læs mere »

Selv på en lørdag er der et ganske omfattende mødeprogram ved klimaforhandlingerne i Warszawa, og hvis der skulle vise sig en sprække i det officielle hovedprogram, så er der et væld af side events at følge. Men for eksempel SBI-sporet havde allerede i sit tredje møde lørdag eftermiddag så meget skulle nå, at man måtte indkalde til ekstra aftenmøde. Omkring kl. 05:30 søndag morgen forelå er forhandlingsresultat til vedtaglese, men da var der så få tilbage i salen, at man har måttet indkalde til fortsat møde mandag formiddag for at kunne konfirmere resultatet af forhandlingerne.

Tilsvarende med REDD+, hvor Agus Sari tidligere lørdag aften tweetede: “Quite a number of Parties had problems with the cochairs text on #REDD+ finance. It will be redrafted. #Warsaw #Climate #COP19.” REDD+ er et af de områder, hvor der er forventninger til, at der i løbet af de to uger kommer til substantielle resultater, så her er der givet meget at gøre weekenden over.

Omtrent samtidig tweetede Halldór Thorgeirsson‏ fra ADP-forhandlingerne, hvor køreplanen for Paris-aftalen er på beddingen: “Just announced in #ADP stocktaking: Co-chairs will table draft COP decision Monday morning as #COP19 enters its second week. #UNFCCC.” Så det ser ud til, at der er i løbet af weekenden vil ligge et oplæg klar til forhandlingerne i den kommende uge, hvor politikerne ankommer – og med dem de politiske muligheder og begrænsninger.

Og lørdag langt over midnat tweetede Ruth Davies: “Poor negotiators. They might have the collective personality of a psychopathic limpit, but even they deserve some sleep. #cop19.”

Mellem 2:30 og 3:00 lørdag nat har Sébastien Duyck sendt en række tweets fra SBSTA-forhandlingerne (Subsidiary Body for Scientific and Technological Advice):

Læs mere »

Den første uge i Warszawa har været en prøvelse for håbene om at få lagt fundamentet for en bindende global klimaaftale. Dels har man måttet gå rundt i konference-faciliteter, hvor alt er sponsoreret af den polske kulindustri – ikke fordi de og den polske regering endelig vil være klimavenlige, tværtimod står det klart, at Polen også fremover vil være den store bremsklods i EUs klimapolitik, og man regner med at kul helt frem til 2060 vil være vigtigste energikilde i Polen. Dels har signalerne fra den nye australske regering, som åbenlyst er i færd med at demontere den begyndende australske klimaindsats, været hård kost i en situation, som i forvejen er skrøbelig.

Så da Japan i går til morgen kundgjorde, at man i konsekvens af Fukushima-katastrofen ville frafalde sit hidtidige klimamål: at reducere sine CO₂-udledninger i 2020 med 25% i forhold til 1990, og i stedet søge at reducere 3,8% i forhold til 2005, var det et regulært chok for forhandlingsmiljøet. For der var lagt op til, at der om noget skulle mere ambition på bordet ved denne COP, ikke mindst fra de rige lande. Reduktionen på 3,8% er endda et forsøg på at få det til at se mindre grotesk ud end det i virkeligheden er, for hvis man regner det nye mål i forhold til 1990, som det er almindelig praksis, så repræsenterer det reviderede klimamål en stigning på 3,1% i forhold til 1990.

Reaktionerne var da også i første omgang, at der måtte være tale om en joke, efterfulgt af ganske stærke fordømmelser fra alle dele af verden – pakket mere eller mindre høfligt ind.

Sammenslutningen af verdens øriger, AOSIS, siger, at det er et attentat på bestræbelserne på at holde udviklingen under 1½-2ºC – en målsætning som Japan også officielt støtter. Engelske Ed Davey kalder det i sin fordømmelse “deeply disappointing”, lederen af den kinesiske klimadelegation Su Wei kalder det et kæmpe svigt: “I don’t have any words to describe my dismay at that announcement,” og NGOer på stribe har fordømt det japanske træk. Kompasset rundt er der absolut ingen forståelse for, at man bare løber fra én gang afgivne løfter.

I hele denne proces med at få etableret en global klimaaftale, som formår at vende udviklingen i tide, er den japanske udmelding et ødelæggende attentat. Og selvom Japans økonomiske rolle i disse år er svindende, så er Japan stadig en af verdens helt store udledere, så der ligger et kolossalt medansvar for at tage sin del af de nødvendige skridt for at bringe verden  ud af sin fossile afhængighed. Samtidig står Japan for resten af verden som et land, som har det teknologiske stade og den teknologiske snilde, som skulle til, at man i den udstrækning man tog klimaudfordringen alvorligt, ville kunne være en lysende leder på området og basere en ny velfærd på at tage aktivt del i at forme den nye postfossile virkelighed.

Læs mere »

Også i dag har over en bred front været arbejdsdag i Warszawa. Endnu ingen jublende gennembrud, og endnu ingen urimeligheder, måske bortset fra de giftige signaler, som i disse dage kommer i en lind strøm fra lande som Canada og Australien, og som ikke tegner godt for ambitionsniveauet for den aftale, som alle stadig håber på kan falde på plads inden 2015.

IISDs daglige video-reportage giver igen et fint lille overblik over dagen:

Warsaw Climate Change Conference Day 4, (4:43 min. video) IISD 14.11.2013.

Umiddelbart forud for COP19 havde Jennifer Morgan og David Waskow havde et blog-indlæg på WRIs hjemmeside, hvor de opregnede 5 Issues to Watch at COP 19, the “Construction COP”. Disse fem nøglespørgsmål eller hovedområder var:

1) Architecture and Process for an International Climate Agreement
2) Equity
3) Finance
4) Loss and Damage
5) Measurement, Reporting and Verification (MRV) and Accountability

Det er endnu for tidligt at afgøre, om det i Warszawa vil lykkes at nå til resultater på alle disse områder. Men der er ikke nogen tvivl om, at der fra de polske værter er store ambitioner om, at det skal lykkes at få konturerne af aftalen i Paris til at stå klart frem.

Spørgsmålet om equity har bevæget sig betydeligt siden klimaforhandlingerne blev indledt for snart 20 år siden, og billedet af de industrialiserede lande på den ene side, som stod for alle udledningerne og havde alle pengene, over for på den anden side udviklingslandene, som ikke havde udledninger af betydning men havde alle problemerne, har forskudt sig markant.

Det gør også at spørgsmålene om finance og loss and damage er sværere end nogensinde, for selvom der stadig er større rigdomme akkumuleret i de gamle industrilande, så er hele konstruktionen så at sige kørt træt, og selv hvis viljen var til stede, så er der slet ikke det økonomiske overskud, som skulle til for at dække behovet. Ikke mindst USA synes her aktivt at modarbejde, at der sker nogen form for ansvarspålæggelse ud fra de historiske emissioner – et synspunkt, som gennem årene har forsuret forhandlingsklimaet ved de internationale klimaforhandlinger.

Med en bindende aftale i støbeskeen bliver det vigtigere, at sikre at der er pålidelige og præcise opgørelser af udledningerne for de enkelte lande, så reduktioner ikke blot finder sted i excel-arkene, men også i virkelighedens verden.

Andre ville måske have fremhævet vigtigheden af at sikre det emission gap, som stadig tydeligere tegner sig, mellem de planlagte klimaindsatser frem til 2020 og hvad der vil være nødvendigt for med klimaaftalen i 2020 at blive i stand til at holde udviklingen under den målsætning på max. 2C, som blev vedtaget i København i 2009, hvilket igen ville kræve inkluderingen af en række indsatsområder ud over CO₂-reduktionerne som skovrejsning og reduktion af andre klimapåvirkninger som metan, sod og HFC-gasser.

Et af de områder, som der er en reel optimisme i forhold til, at det skal lykkes denne gang at komme et regulært skridt videre med, er REDD+ forhandlingerne om sikringen af verdens skove. Det er også på høje tid – en netop fremlagt undersøgelse godtgør, at der på verdensplan forsvinder skovareal svarende til 50 fodboldbaner i minuttet. Et anden af dagens publicerede forskningsresultater peger på, at en afskovning af Amazon-området vil give en El Niño-agtig situation over det nordamerikanske kontinent, som vil føre til en voldsom nedgang i nedbøren i USA, sine steder op til 50%.

Hvis man skal finde lyspunkter, så præsenterede Cookøerne i dag deres arbejde med inden for et år at nå dertil, at 50% af deres elektricitet stammer fra vedvarende energikilder, med retning mod, elektriciteten inden 2020 er 100% fra vedvarende energikilder.

De 48 lande i LCD-gruppen fremlagde i dag deres klimatilpasningsplaner sammen med en opgørelse over, havde det vil koste, og en klart artikuleret forventning om, at de rige lande betaler. Der er tale om projekter for i alt 1,4 mia. $.

Samtidig står det klart efter dokumenter, som er sivet fra det amerikanske klimaministerium, at USA aktivt modarbejder

Læs mere »

Dagen i dag har over en bred front været arbejdsdag i Warszawa. Tilsyneladende har der ikke denne gang været kørt procedure-terror som i Bonn i juni, hvor russerne holdt forhandlingerne som gidsel igennem to uger, men man er gået ret direkte til arbejdet – så direkte som man kan, når der er 194 lande, som skal give deres besyv med.

IISDs video-reportage for i dag (dag 3) er nu lagt op. Den giver et fint indblik i de mange aktiviteter, som kører parallelt i mange både hoved- og sidespor. Fornemmer allerede, at disse videoer i år bliver den rituelle start på disse små optegnelser. Denne fase af hovedforhandlingerne bringer sædvanligvis ikke meget nyt, så dagens video-reportage følger primært to sidespor i forhold til hovedforhandlingerne. Dels en konference, som ser på mulighederne for at involvere virksomhederne i klimaindsatsen – den bolivianske repræsentant løfter her berettiget øjenbrynene og mener ikke, at dette kan være det primære mål med klimaindsatsen. Dels en konference afholdt af de oprindelige folkeslag om REDD+ problematikken, med fokus på community based monitoring and information systems.

Warsaw Climate Change Conference Day 3, (5 min. video) IISD 13.11.2013.

Samtidig har IISD, International Institute for Sustainable Development, i dag lagt to små video-reportager op fra andre side events. Den ene er fra en konference i formiddags, som skulle evaluere det fast-start finance-program, som har kørt siden 2010. Et gennemgående tema synes at være, at den har fungeret bedst, når der ikke bare er en stor fond, som donerer med spredehagl, men at der tværtimod er både en veldefineret afsender, en vel defineret modtager og en vel defineret opgave. Og man ville på baggrund af de fire år, programmet har kørt søge at komme med anbefalinger både til at fortsætte en tilsvarende indsats, og i forhold til en mere langsigtet indsats.

Fast-start Finance – lessons learned from 2010 to 2012, (6:43 min. video) IISD 13.11.2013.

Den anden video opsummerer endnu en side event, The mitigation potential of agriculture, afholdt af World Agroforestry Centre om udviklingen af bæredygtigt climate smart landbrug, og hvordan nye dyrkningsmetoder kan øge både fødevareproduktion og fødevaresikkerhed samtidig med, at det bidrager til klimaindsatsen. Det er ikke nærmere specificeret i videoen, hvad climate smart indebærer, men det er størrelser som CO₂-lagring i muldlag gennem bedre dyrkningsmetoder, skovbrug, brug af biochar, erosionssikring og bedre rutiner omkring husdyr, græsning, overrislede rismarker osv. Kapitel 4 (pp.23-28) i den seneste UNEP Emission Gap Report belyser mulighederne for klimaindsats gennem ændret landbrugspraksis.

ENBOTS, (5:40 min video) IISD 13.11.2013.

Hvor man med rette kan være fortvivlet, når det gælder langsommeligheden i etableringen af den store globale klimaaftale, så er det virkelig befordrende at erfare, at der i sådanne sidespor allerede i dag sker store og vigtige indsatser, og at der løbende samles erfaringer sammen, som over tid gør det muligt at lave en bredere indsats.

Læs mere »

Dagen i dag i Warszawa har budt på fortsatte forhandlinger i flere spor. Blandt andet er der taget hul på ADP-forhandlingssporet, som havde samling både formiddag og eftermiddag. Det er her, hovedstrukturen for den klimaaftale, som skal ligge klar til underskrift om to år i Paris, gerne skal falde på plads her under forhandlingerne i Warszawa. Disse forhandlinger er ledet af EUs Artur Runge-Metzger og Kishan Kumarsingh fra Trinidad og Tobago, og i dette lille klip fra IISD kan man indledende høre Runge-Metzger give et godt rids af opgaven for de kommende to uger, herunder den presserende opgave at løse det mitigation gap som findes for tiden frem til 2020, hvis 2ºC-målsætningen skal forblive en mulighed:

Warsaw Climate Change Conference Day 2, (5 min. video-rapport) IISD 12.11.2013.

Disse små videorapporter fra IISD er velproducerede og en virkelig god måde at få hurtigt overblik over dagens vigtigste hændelser i Warszawa på.

IEA fremlagde i dag prognoser, som indikerer, at de årlige CO₂-udledninger på verdensplan vil stige med omkring 20% frem mod 2035, og dermed at muligheden for at holde målsætningen om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget ved COP15 i København i december 2009, er hastigt i færd med at glide os af hænde.

Samtidig var der til frokosten en gennemgang af første del af IPCCs nye klimastatus, AR5, som netop er blevet fremlagt (se blog-indlæggene Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm, IPCC ordinerer stramt CO₂-budget og Ny IPCC-rapport: Klimaindsatsen haster mere end nogensinde). IPCC opererer endog med et scenario, som gør det muligt at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 1½ºC. Mange lande, herunder verdens fattigste og mest udsatte, ønsker en 1½ºC-målsætning. Nauru talte i sit oplæg i dag på vegne af AOSIS-gruppen af østater om at stabilisere klimaudviklingen “well below” 1½ºC:

“The Outcome of the ADP Workstream 1 Should be a legally binding Protocol Under the Convention That is applicable to all Parties And adopted no later than 2015. The safety, viability and survival of our members demands that the agreement bebasedon science”.

Hvis det skal være muligt, vil det kræve en meget omfattende indsats allerede i tiden inden 2020 (se det følgende blog-indlæg: IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5).

Forud for COP19 sagde Christiane Figueres, at det carbon budget, som IPCC har inkluderet i sin seneste klimastatus, AR5, ikke ville blive en del af forhandlingerne – også fordi det rejser en række spørgsmål, som man er bange for vil vælte den i forvejen skrøbelige tidsplan for at få den første store klimaaftale på plads til COP21 i Paris. Men bare det, at det er formuleret og bliver fremlagt som i dag, gør, at det gradvist bliver en del af forståelsen af problematikken.

Forud for denne COP sagde Figueres ligeledes, at hun ikke regnede med i sin livstid at nå at se den definitive klimaaftale. Ja, der ville komme en aftale i Paris, som ville være klar til 2020. Men der ville være plads til forbedringer. Der er ikke bare tale om et emission gap – men nok så meget et commitment gap. Selvom det også på baggrund af IPCCs seneste klimastatus står lysende klart, at det haster endog overordentligt meget, og at det for hver dag vi nøler bliver dyrere og dyrere, så er der lang vej til, at denne indsigt genererer den tilstrækkelige politiske vilje til at gennemføre de nødvendige forandringer.

Rusland har barslet med et dokument – så sent at ingen rigtig har kunnet nå at læse det inden – som søger at løse det store procedure-problem, som man mener har præget de sidste to COP’er. I begge tilfælde blev der i de sidste timer vedtaget en konsensuserklæring, som Rusland meget klart føler at have markeret, at der ikke var konsensus om.

Uden at nævne navne blev der ved flere lejligheder henvist til nødvendigheden af at indhente tabt forhandlingstid efter den mellemliggende samling i Bonn, hvor Rusland i praksis blokerede for forhandlingerne i to uger ved ikke at ville anerkende dagsordenen. Så hvor Rusland synes at opleve, at klimaforhandlingerne har et kolossalt problem, så føler resten af verden, at Rusland har alvorlige problemer med at fatte, at et konsensusprincip ikke er ensbetydende med, at alle kan bruge en vetoret, indtil resultatet ned til mindste komma er, som man ønsker det. Tværtimod vil der kompasset rundt være store kameler, som skal sluges.

IEA fremlagde i dag sin årlige World Energy Outlook for 2013. Den fastslår, at verden på baggrund af de nu foreliggende udviklingsmønstre og tilsagn om reduktioner er på vej mod en global temperaturstigning på 3½ºC. Der sker positive ting verden rundt, det går blot alt for langsomt. Hvor IEA forventer, at næsten 50% af den nyinstallerede energikapacitet i 2035 vil være fra vedvarende energikilder, så burde vi på det tidspunkt være derhenne, hvor så godt som alle nye energiinstallationer er fra vedvarende kilder, hvis den globale temperaturstigning skal kunne holdes på 1½ºC. Den omstilling som sker, er således alt for langsomt.

IEAs rapport fastslår samtidig, at vi for at holde den globale målsætning om at holde den gennemsnitlige globbale opvarmning på under 2ºC, er nødt til lade to tredjedele af verdens kendte fossile reserver blive liggende hvor de er, under jordens overfalde, uafbrændte. IEA anbefaler derfor stærkt at sætte ind med energibesparelser, som i mange situationer er det allervigtigste manglende led i kabalen og i som oftest vil være billigere end en modsvarende yderligere udbygning af den vedvarende energiforsyning. Og så er IEA en varm fortaler for skifergassen som en overgangsfossil, hvilket der er langt mere delte meninger om.

Læs mere »

Allerede nu ved jeg, at jeg ikke vil kunne følge COP19 intenst hver dag i de kommende uger, så dette er blot et sted for løbende små optegnelser – og en indledende opsamling af erfaringer om, hvilke informationskilder, som fungerer godt i denne omgang.

Der er masser af information tilgængelig, men den ligger spredt for alle vinde. For eksempel RTCC har ofte en meget indgående og sober dækning af de store klimatopmøder, og det tegner det også til i år – se deres COP19-sektion. De har tidligere produceret små videoer, men måske det i år bliver canadiske IISD, som gør det. Mod slutningen vil store aviser som The Guardian og New York Times ofte have live blogs, som følger forhandlingerne direkte. Environmental Health News har ofte en god nyhedsudklipsservice, som er søgbar, se for eksempel søgninger for COP19 og UNFCCC, mens UNFCCC har en smallere presseklip-liste, som til gengæld holder sig tæt til tematikken.

Agenda 350 er en nyhedsside, som jeg har sat op til at høste nye artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden hver dag kl. 12. Den fodres af en række feeds og ikke mindst et kæmpe mycelium af Twitter-søgninger og er forsøgsvis sat op til at finde en masse spændende stof frem om klimaforhandlingerne i Warszawa.

Via UNFCCCs hjemmeside kan man følge med i forhandlingerne direkte via live webcasts. Her vil der ud over hovedforhandlingerne være adgang til et væld af pressekonferencer fra NGO-organisationer, sammenslutninger af lande osv. Hvis ikke lige man nåede at se det hele real time, er der efterfølgende et video-arkiv med on demand webcasts, hvor man i ro og mag kan hive det hele frem.

Mange af forhandlerne tweeter direkte fra forhandlingerne, så man kan med fordel følge klimatopmødets vigtigste tweetere – Ed King har for RTCC lavet en fin oversigt over, hvemsom er er særligt interessante at følge og har samlet sine COP19-tweeter-favoritter i gruppen COP19 Tweeters – eller man kan give plads for lidt bredere input ved at klikke sig ind på hashtags som #COP19, #REDD, og #GLFCOP19. PÅ RTCC har de også lavet en nyttig oversigt over FN klimajargon.

Her på Strøtanker finder man en række blog-indlæg, som følger optakten til COP19: COP19 forhandlingspositioner, Polske genveje, Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale?. Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni samt Tilløb til COP19, som har en omfattende liste over artikler om de mange positioneringer, som finder sted i månederne op til COP19.

  Optegnelser mandag den 11.11.

COP19 er begyndt, og begyndelsen har i høj grad været præget af slagskyggen fra den voldsomme taifun, Haiyan, som med en sjælden voldsomhed har raseret Filippinernes kyster med ekstreme vindhastigheder og tårnhøje bølger og deroveni 400 mm regn, hvilket svarer til halvdelen af den danske årsnedbør på én gang. Så foreløbig regner man med 10.000 døde i en tragisk situation, som understreger nødvendigheden af en seriøs klimaindsats. For selvom vi stadig kun har en vis sandsynlighed for, at klimaforandringerne intensiverer cyklonsystemer som disse taifuner, så står det klart, at voldsomheden og hyppigheden af sådanne naturfænomener vil vokse indtil vi kommer dertil, at vi igen har fået fjernet store dele af den CO₂, vi har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse.

Læs mere »

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Tilsyneladende er der ingen, som er indstillt på at aflive TEPCO – tværtimod har det fået lov til at fifle så meget med regnskaberne og undlade at betale så stor en del af sine dekommissioneringsforpligtelser, at man her ved starten af måneden kunne fremvise et regnskab uden røde tal. Men der teger sig gradvist konturerne af en løsning, hvor det nuværende TEPCO bliver splittet op, så den overlevede enhed får lov at koncentrere sig om at levere energi, mens en anden del, sandsynligvis statsligt ledet, overtager dekommissioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi.

November vil sandsynligvis vise konturerne af en ny lovgivning, som også vil adskille forsyningsnettet fra energiproducenterne for at få åbnet for en stærkt tiltrængt konkurrence på det japanske energimarked. Det vil også gøre det mere sandsynligt, at forsyningsnettet bliver ekspanderet og rekalibreret, så det for alvor er klar til at håndtere stadig større bidrag fra den vedvarende energi.

Siden Japan sidste sommer indførte en feed-in-tarifordning – Naoto Kans betingelse for at træde tilbage! – har Japan set en eksplosiv vækst i udbygningen af vedvarende energi. Og Japan står til i 2013 at blive verdens største marked for installation af solceller. Men det er et åbent spørgsmål, om denne udvikling får liv at fortsætte, for lige så indlysende rigtig den er, lige så stor en trussel er den for nødvendigheden af genstart af reaktorerne, for ikke at tale om fortsættelsen af alle dele af det japanske atomprogram, inklusive opførelse af nye reaktorer.

Og i november vil vi se, om Japan får så røde ører ved FNs klimaforhandlinger i Warszawa, at man gentænker sin helt horrible plan om at ændre klimamålsætningen fra en reduktion i 2020 på 25% i forhold til 1990 til Abe-regeringens hån mod fremtiden med en målsætning på en stigning på 3%. Det kan ingen beskylde for at være ambitiøst. Og det er et langt større tilbageskridt end hvis samtlige 50 funktionsduelige reaktorer stadig ikke er taget i brug i 2020 berettiger til.

NRAs godkendelsesproces af de første 14 reaktorer snegler sig af sted, og det står allerede nu klart, at ingen reaktorer kommer i gang i år. Mange af ansøgerne har sagt, at de ikke kan have det nødvendige materiale klar før december, så måske der vil være stille å den front. NRAs leder har gradvist været mere og mere præcis overfor TEPCO med, at de måtte prioritere arbejdet ved Fukushima Daiichi og ikke regne med at få gang i godkendelsen af Kashiwazaki-Kariwa-værkets reaktorer, før der var langt mere styr på situationen ved Fukushima Daiichi.

Denne situation ændrer sig, hvis TEPCO fratages ansvaret for oprydningsarbejdet ved Fukushima Daiichi. Dette er således endenu en grund til, at planerne om at frisætte TEPCO fra oprydningsarbejdet har stor sandsynlighed for at blive realiseret. For det står oven på de seneste månederes endeløse rækker af små og store fejl og fortielser klart, at man ikke magter opgaven og ikke tager den alvorligt. Man magter knapt nok at bede om den tilstrækkelige hjælp.

I november vil vi også se påbegyndelsen af fjernelsen af mere end 1500 brændselslegemer fra det beskadigede kølebassin ved reaktor 4. Efter planen er arbejdet færdigt inden udgangen af 2014. Og den dag er den mest kritiske situation ved Fukushima Daiichi demonteret. Det vil blive fulgt med stor spænding, for intet må gå galt. For der er i de 1530 brændselslegemer radioaktivt materiale svarende til omkring 700 Hiroshima-bomber.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser november 2013

2. november – Koreansk tvivl om A-kraften
4. november – David Suzuki om Fukushima-situationen
5. november – Til genmæle overfor pro-nucleare klimaeksperter
6. november – Den kejserlige virkelighed
6. november – NRA: Ingen Kashiwazaki-Kariwa før der er styr på Fukushima

7. november – Reaktor 4: Med hjertet i halsen
7. november – TEPCO-animation om operationen ved Fukushima Daiichi
8. november – Bedre arbejdsforhold på Fukushima Daiichi på vej
8. november – TEPCO lufter planer om radikale omstruktureringer
9. november – Mainichi: Japan must get rid of all nuke plants

9. november – Flydende havvindmøller
10. november – Cyberangreb på japanske antiatomkraft-grupper
11. november – Bunden gået ud af japansk klimapolitik
12. november – Koizumi udfordrer Abe på atomkraften
12. november – Stærkt strålingsramte områder opgives

13. november – NRA indleder sag om Kashiwazaki-Kariwa-værket
13. november – Energiselskabernes monopol i opbrud
14. november – Japansk solenergi op med 350% på et år
15. november – Japan alvorligt skoset på COP19
18. november – endelig … borttagning af brændselslegemer i gang

20. november – Hirose: Fukushima en advarsel til verden
20. november – Klein: Det radioaktive vand vil ende i Stillehavet
21. november – Første hold brændselslegemer “fjernet”
24. november – Stadig stærkt radioaktive fisk ud for Fukushima Daiichi
24. november – TEPCO: To nye kulkraftværker inden 2020

25. november – Kritik af japansk klimaindsats efter COP19
25. november – Kun en tredjedel af de evakuerede ønsker sig tilbage
27. november – Stilhed efter storm i mediedækningen af Fukushima Daiichi
28. november – General Electrics’ oprindelige reaktordesign uforsvarligt
28. november – NRA vil undersøge undergrunden ved Kashiwazaki-Kariwa

29. november – Japan Times: Japan må tage sin klimaindsats alvorligt
30. november – Mafiøse arbejdsforhold

Se Fukushima links for november 2013.

Læs mere »