Strøtanker om bæredygtighed

Blåregnen er tidligt på den i år, så i disse dage kan man opleve blåregnen folde sine store varmblå blomsterranker ud. Blåregnen kan med tiden blive en virkelig stor plante, som med gode vækstvilkår uden problemer når op i 4. sals højde. Den findes i to varianter, den kinesiske blåregn, Wisteria sinensis, som er den kraftigste og mest robuste, og den japanske blåregn, Wisteria floribunda, som findes med lidt større variation i form og farve.

[nggallery id=120]

. 
De to øverste billedrækker er fra en japansk blåregn i Botanisk Have. Midterrækken er fra en kinesisk blåregn, som også står i Botanisk Have, mens fjerde række viser en kinesisk blåregn i Kunstindustrimuseets gårdhave. Nederste række er fra Zürich, som jeg besøgte sidste år. Der var i hundredvis af kinesiske blåregn i gaderne. Efter blomstringen udvikler de en lysende grønt løv, som kan være med til at skygge lidt for den stærke sommersol. Det kunne også være et flot indslag i Københavns gadebillede.

Læs mere »

I disse år investeres der store summer i forskningen i CCS-teknologi – Carbon Capture Storage – som skulle sætte os i stand til at filtrere CO₂-udledningerne fra afbrænding af fossile brændstoffer, først og fremmest de mange kul, som afbrændes i kraftværker over hele kloden, for at producere energi. Håbet er at kunne udvikle de nuværende kraftværker, så man med tiden bliver i stand til at indfange og indkapsle CO₂-udledningerne.

Men ifølge en ny rapport fra Greenpeace, False Hope. Why carbon capture and storage won’t save the climate, er der tale om falske forhåbninger. CCS-teknologien har så mange usikkerhedsmomenter, at det på nuværende tidspunkt er usikkert, om det overhovedet er muligt i større stil at indfange og indkapsle CO₂ fra kulkraftværkerne.

Selv opsamlingsteknologien bliver tidligst klar til kommercielt brug 2030, hvilket er meget sent i forhold til at der på kulafbrændingsområdet er brug for en kraftig øjeblikkelig reduktion af de nuværende udledninger, hvis vi skal nå at stabilisere klimaet. Som det ser ud nu, bliver CSS en både dyr og energikrævende teknologi, hvor 10-40 % af den udvundne energi vil blive brugt alene ved opsamlingen, og etableringen af et system af rørledninger, som kan transportere CO₂ fra forbrændingssted til deponeringssted bliver en kolossal, stærkt ressourcekrævende investering.

Læs mere »

“Visionen for et grønnere København 2015 består af tre initiativer – 14 nye lommeparker, mindst 3.000 flere træer og udvikling af de eksisterende parker,” skriver Klaus Bondam på sin blog i forbindelse med lanceringen af Københavns Kommunes nye strategi for et grønnere København, Lommeparker, træer og andet grønt.

Det er et prisværdigt initiativ, som ikke bare vil sikre byen flere grønne områder, men også flytter det hidtidige fokus fra byens store parker til flere og mindre enheder – og til sammenhængen mellem de grønne elementer, som er af vital betydning ikke bare for oplevelsen af byen som grøn, men for byens sundhed og for, at byens grønne elementer kædes sammen til et stærkere og mere samlet økosystem end i dag.

Jyllandsposten nævner konkrete planer om at indrette lommeparker på hjørnet af Skt. Hansgade og Ravnsborggade, Århus Plads på Østerbro og Sundbyøster Plads på Amager. Klaus Bondam visualiserer på sin blog en vand- og naturpark i den nye bydel i Nordhavnen. Men derudover er mulighederne mange.

Jeg stødte første gang på begrebet lommeparker via den japanske arkitekt Tsutomu Abe, som i 1984 med sit projekt til ‘Ginza Pocket Park’ skabte en lille (om end vegetationsfri) oase i en af Tokyos tættest bebyggede kvarterer. Netop i den tættest bebyggede by er der særligt behov for disse små åndehuller, som ikke behøver at være særlig store, så det ville være oplagt at få inkluderet en serie lommeparker i kommunens udviklingsplan også i Indre By.

Der er ikke så mange ubenyttede hjørner i Indre By, men sine steder har der i årtier blot holdt biler på ubebyggede parceller, og det vil være naturligt at indtænke lommeparker mange steder langs havnen. Ligeledes var det oplagt som del af lommepark-projektet at få rehabiliteret de sidste rester af Aborreparken, som nu står underligt ubenyttet blot få minutters gang fra Rådhuspladsen.

Læs mere »

Jeg faldt i dag over ‘La Tour Vivante’, Det levende tårn, et projekt tegnet af de franske arkitekter, Pierre Sartoux og Augustin Rosenstiehl, Atelier SoA, som bringer det produktive landskab midt ind i byens hjerte.

Med sine 30 etager er ‘La Tour Vivante’ et tankevækkende bud på et grønt storbyhus, hvor kontorlandskaber og boliger er intimt forbundet med grøntsags- og frugtavl i et selvforsynende system med en for en bymæssig bebyggelse usædvanlig autonomi. Det er en bygning med en høj grad af økologisk konsekvens og energimæssig optimering.

[nggallery id=111]

.
‘La Tour Vivante’ har en lav del, som indeholder mediatek mv. og en høj del, hvor man i en spiralsk opadgående struktur har hængt først kontorer og siden boligenheder op omkring en tung strukturel kerne med installations- og elevatorskakte. Hvis man cirkler sig op gennem bygningen, bevæger man sig igennem et forunderligt hybridrum, hvor man på den ene side har rækker af højbedsagtige plantekulturer, til den anden side forbindelse til kontorer og boliger – se video-animationen nedenfor.

Disse grønne korridorer er samtidig medvirkende til, at huset kan fungere som en passiv solfanger. Med to vindmøller på taget er huset stort set selvforsynende med energi.

Læs mere »

I min forårskalender er blomstringen af de tre efter danske forhold ganske store magnoliatræer i universitetets gårdhave ud mod Krystalgade en af de lokale højdepunkter. Netop nu er der fuld gang i den overdådige blomstring, og jeg lægger vejen forbi flere gange om dagen.

[nggallery id=109]

.
Magnoliaen er gæst fra langt varmere himmelstrøg. I Danmark trives den derfor bedst på beskyttede pladser som her, hvor stenbelægningen og bygningerne på tre sider skaber et lagt mildere mikroklima end i det åbne land.

De lysende store blomster med deres fugleagtige gestalter står kun få dage, før de afløses af sommerens lysende grønne løv.

Jeg må være gået forbi det sted tusinde gange, men den anden dag, hvor forårssolen dansede, kom jeg til at se, at der på kronen af den teglmur, som omgiver Helligåndskirken mod Valkendorfsgade og Niels Hemmingsens gade midt inde i København K er den vidunderligste lille moshave. Og efter de seneste dages regn var mosset svulmende, farvemættet og blomstrende.

[nggallery id=108]
På den led kan de traditionelle materialer noget, som moderne byggematerialer har svært ved at hamle op med – blive smukkere med tiden.

Læs mere »

På Langelinje blev der i 2005 plantet 200 japanske kirsebærtræer som en gave fra Seiichi Takaki i anledning af H.C. Andersens 200-års jubilæum. Lokket af det gode vejr var jeg derude i dag, og kirsebærtræerne stod i fuldt flor nu for tredje gang. Men blomstringen varer kun kort, så hvis du vil opleve sakura i København i år, er det her i løbet af de kommende par dage.

Det er opstammede træer med en meget karakteristisk podet vækst. Stadig er toppen en anelse spinkel i forhold til stammen, så de virker lidt duskagtige, men det er et rigtig flot syn i disse dage. Og er det fortryllende allerede nu, så bliver det eventyrligt overvældende, når de for alvor gror til.

[nggallery id=107]

.
I Japan har man hvert år prognoser for, hvornår kirsebærtræerne springer ud i forskellige egne af landet. Det kan svinge lidt fra år til år, men begynder i marts på de sydligste øer og breder sig herefter som et hvidt flor nordpå over det langstrakte japanske ørige. Vi kunne også behøve sådanne sakura-varsler, for da sakura-beplantningen på Langelinje i 2006 under stor festivitas skulle indvies, var blomstringen for længst ovre.

Læs mere »

Nu er de japanske kirsebærtræer ved at være i fuld blomstring i Kongens Have. Det er nærmest rettidigt i år, hvor der ellers i de senere år har været en tendens til, at de blomstrede alt for tidligt – for et par år siden stod samme træer i blomst allerede i begyndelsen af januar efter en usædvanlig mild december.

Men læg vejen forbi og lad dig for et øjeblik suge op i al den rosa væren.

[nggallery id=106]

.
Sakura er en institution i Japan – en af den mange events i naturens kalender, som tilbagevendende bliver behørigt markeret. Der spadsers og promeneres, fotograferes og fejres. De flotteste sakura-træer står belyst om aftenen, hvor firmaer, familier og venner rykker ud med madkurve, øl og sake og for en stund lader dagligdagens pligter bagude. I de større byer skal man dog være tidligt ude for at få plads under de mest eftertragtede træer.

Det er et betagende syn, når hele kvarterer står i rosa gevandter. Men blomstringen er kort. Der går vel 4-5 dage fra de første blomster folder sig ud til kronbladene hvirvles bort med vinden eller vådres ned af regnen og føres bort, mens vandløb og rendestene for en stund er lysende rosahvide.

Allerede før påske brast de første kastanjeknopper, men først i disse dage folder de store bladskærme sig for alvor ud – som herover på et billede af ‘mit’ kastanjetræ, som med sin mægtige krone ludende ud over Sankt Petris Kirkes mur mod gaden er et stateligt element i Larslejsstrædes gaderum.

[nggallery id=101]

.
Året rundt byder Botanisk Have på små fortættede naturoplevelser, så jeg lægger ofte vejen omkring. Lige nu er løgtæppet ved at være i fuldt flor, og skovbundens plantesamfund vil gerne nå at blomstre, inden træernes løv lukker af for lyset for sommeren. Billederne her er blot nogle få glimt indfanget igennem de skiftende årstider. Det er en stor gave, at København har oaser som Botanisk Have – i dette tilfælde endda med indgang umiddelbart fra byens travleste sted, Nørreport.

Ved at klikke på de enkelte thumbnails kan man få billederne frem i stor størrelse, og ved ovenover billederne at klikke ‘vis slideshow’ kan man se billederne som slideshow.