Strøtanker om bæredygtighed

Fredag-lørdag-søndag var der Klimafestival i København, og det var umiddelbart en broget omgang, med fest og ballade, gøgl og lidt alvor, som lige som forløberen, de årlige Miljøfestivaler, trak mange besøgende.

Nedenfor har jeg samlet nogle billeder, dels fra vores stand for Angendacenter Indre By / Christianshavn, hvor vi serverede økologisk grøn te og viste en udstilling om byforgrønnelse, dels fra nogle af de mange andre aktiviteter på Gammel Strand og Højbro Plads.

Læs mere »

Ved det moratorium, som Borgerrepræsentationen i torsdags vedtog for højhuse i Indre By, trak man mod sydvest beskyttelsesgrænsen underligt zigzag-agtigt, så Tivoli blev fredet, mens Axeltorv, Aborreparken og Banegraven stadig står åbne for højhuse. Frem for bevaringsmæssige principper, som beskyttede middelalderby og fæstningsanlæg, har man således tydeligvis på pragmatisk vis forholdt sig til hvert enkelt sted. Men kunne man bare finde ud af at lave højhuse som gadekunstnerens på billedet herover – store i ånden uden at skygge omkring sig – er jeg sikker på, at der ikke ville være samme folkelige modstand.

Her er det Henning Larsen Architects forslag til nyt højhus på Axeltorv, hvor nu Scala ligger. Med 80 m højde er det det laveste af de forslag til stedet – det højeste af metropolzone-projekterne nåede på samme sted op på 147 m. Der er store økonomiske interesser i, om man kan få lov at bygge 5, 10, 20 eller 40 etager på et sted som her. Men i forhold til at beskytte Middelalderbyen virker det paradoksalt, at dette hjørne af det historiske København ikke kom med i beskyttelseszonen. Det er jo knapt nok et argument, at det allerede lider mere end mange andre kvarterer under forskellige bybygningstraditioners sammenblanding.

Læs mere »

Londons borgmester Boris Johnson har i dag fremlagt en klimatilpasningsstrategi, som skal gøre byen bedre i stand til at modvirke følgerne af den globale opvarmning. Klimaforandringerne vil kunne forringe livskvaliteten markant, advarer han, og konkret står 440 skoler, 10 hospitaler, 75 stationer, en halv mio. ejendomme og 1,25 mio. mennesker med voksende risiko for oversvømmelser, som med fremskridende klimaforandringer vil blive flere og mere omfattende.

Det, som i mine øjne er interessant, er, at byforgrønnelse i en sådan klimatilpasningsstrategi står øverst på listen over tiltag: med flere grønne områder i bymiljøet, som kan bedre mikroklimaet og afbøde storbyernes varmeø-fænomen, samt udstrakt anvendelse af grønne tage og træplantninger, som kan absorbere og tilbageholde nedbøren, som man regner med fremover vil falde langt mere voldsomt.

Klimatilpasningspakken indeholder en lang vifte af andre tiltag, blandt andet en eftergang af Londons vandforsyningssystem, hvorfra man regner med, at der dagligt siver 600 mio. liter.

Man kan indvende, at det eneste, der i længden hjælper, er at udledningen af drivhusgasser både i England og i resten af verden bliver reduceret kraftigt i allernærmeste fremtid. Men selv hvis det lykkes at knække CO₂-kurven, må vi regne med, at der med de nuværende CO₂-koncentrationer er igangsat en proces, som vi blot kan håbe på endnu kun er begrænset selvaccelererende. For at langtidsstabilisere klodens klima og ismasser tyder alt på, at vi skal tilbage til en koncentration på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Climate Threat to the Planet).

Samtidig med at vi i de kommende år kommer til at revidere og udbygge vores klimatilpasningsstrategier, er det derfor vitalt, at vi ikke opgiver det fælles projekt at nedbringe CO₂-udledningerne for at koncentrere os om at afbøde konsekvenserne i vores lille del af verden. Det vil sandsynligvis inden for få årtier føre os til sådanne tipping points, hvor den globale opvarmning bliver selvaccelererende. For eksempel er det allerede meget tæt på, at sommerafsmeltningen af polarisen fører til en arktisk mildning, som kan frigive store mængder metan, som nu er bundet i tundraens permafrost.

I takt med at Grønlands og Antarktis’ ismasser afsmeltes, vil vi kunne regne med havstigninger på op til 75 m – ikke i morgen eller i overmorgen, men på sigt. Og hermed vil fænomenet klimatilpasningsstrategier være fortid for byer som London og København.

Mark Prigg: Boris warns city to prepare for future drought, floods and heat, Evening Standard 29.08.2008.

Mayor’s global warming plan aims to cool London, The Guardian, 29.08.2008.

Mayor reveals climate change plan, BBC News 29.08.2008.

Vi har de seneste par uger kunnet opleve regn falde med en næsten tropeagtig voldsomhed i Danmark. Og i dag kan man læse i en lang række medier, at kapaciteten i vores kloaksystem ifølge en spildevandskommission snarest skal udvides med omkring 30%, hvis den skal kunne klare den voldsomhed, hvormed man regner med at nedbøren i de kommende år vil falde i takt med, at klimaforandringerne slår stadig kraftigere igennem.

Men inden man går i gang med at grave hele kloaksystemet op og erstatte det med et nyt og større, var det værd at stille sig spørgsmålet, om det nu også er den eneste løsning – endsige den rigtigste løsning – på problemet? Var der smartere måder at håndtere menneskets indgriben i vandkredsløbet på? Er den nuværende situation anledningen til at gentænke det indlysende i at samle alt spildevand i ét system, for derefter at lukke det ud i havet? Ville vi gennem en anden arealforvaltning kunne opnå, at den nuværende kloakkapacitet også fremover ville kunne være tilstrækkelig?

Kloakeringen blev i sin tid gennemført efterhånden som man blev klar over, at de åbne rendestene ikke bare lugtede grimt, men var en vigtig del af grunden til, at sygdomme og epidemier havde så gode kår i den tidlige industrialiserings byer (Alfred Larsens tegning til højre er fra Larslejsstræde, som stadig i 1894 havde pikstensbrolægning og åbne rendestene).

Men mens man løste ét sæt af problemer ved kloakeringen, skabte man begyndelsen til en vifte af andre problemer, som om end usynlige i bybilledet hundrede år senere havde akkumuleret sig dertil, at vi måtte indse, at vi for at standse et stadig mere omfattende iltsvind og bundvendinger i havmiljøet måtte investere kolossale beløb i biologisk spildevandsrensning. Vi så at sige overgøder havet samtidig med at vores landbrug er afhængige af tilførslen af store mængder kunstgødning.

Læs mere »

Ifølge en leder i Asahi Shimbun i går er Tokyos temperatur i de seneste 100 år steget med 3ºC. En tredjedel heraf tilskrives global opvarmning, mens to tredjedele tilskrives det fænomen, at store byens store bygningsvolumener og befæstede arealer tilsammen akkumulerer så meget varme, at temperaturen i bymæssig bebyggelse er markant højere end i det omgivende landskab. Man taler direkte om varmeøer.

På denne tid af året er klimaet Japan i forvejen næsten ubehageligt varmt, ikke fordi temperaturerne er voldsomt høje – det bliver sjældent over 35ºC – men luftfugtigheden ligger i sommerperioden ofte tæt ved de 100%, så man kan ikke komme af med sin kropsvarme, og ikke mindst inde i bycentrene kan den fugtige varme blive ubehageligt anmassende. Antallet af ‘tropiske nætter’, hvor nattetemperaturen på intet tidspunkt falder under 25ºC, er nu for en by som Osaka over 50 om året, og undersøgelser viser, at når nattetemperaturerne kommer over 30ºC, har over halvdelen søvnproblemer.

Derfor begyndte man sidste år nedrivningen af en 60 m høj bygning nær Tokyo Station, for at genskabe adgangen til havbrisen fra Tokyo-bugten. Man regner med at det vil kunne øge hastigheden af havbrisen fra Tokyo-bugten med 30% ind over byens finansdistrikt og dermed at lindre lidt på Tokyos varmeø.

Læs mere »

Efter at Vatikanet sidste år satte sig for at reetablere en 37 acre (15 hektar) ungarsk skov, som var blevet totalfældet, har Vatikanet med et trylleslag kunnet erklære sig CO₂-neutral. Dette skovstykke vil alene kunne absorbere al den CO₂, som dannes ved forbrændingen af fossile brændstoffer i den lille enklave. Jeg kender ikke de nærmere detaljer i regnestykket, men Vatikanet er blot 44,3 hektar i udstrækning, så man kunne måske udlede en slags tommelfingerregel i retning af, at for hver m² bymæssigt areal skal vi i det tempererede bælte have reetableret 3 m² sundt voksende skov.

I forvejen er der pres på vores dyrkbare arealer, så dette kan måske ikke gennemføres på global skala. Men det viser, hvor vigtigt det i hele håndteringen af klimaproblematikken er at få lavet en arealanvendelsespolitik, hvor skovbrug, landbrug og urbane arealer hver især bliver optimerede som ‘carbon sink’ – som CO₂-kapacitet. Og det gør det mere forståeligt, at det CO₂-mæssigt ikke kan svare sig at fælde regnskov for at dyrke biobrændstof.

Det giver således mening gennem systematisk byforgrønnelse at give stadig flere grønne blade mulighed for at suge CO₂ ud af atmosfæren. Billedligt tænker jeg i disse tider ofte, at vi skal flytte byen tilbage i skoven – og det er så at sige det, som Vatikanet har gjort.

Og det sætter den nylige tilladelse til at genoppløje allerede braklagte arealer i et ekstra problematisk lys. De skulle i stedet have haft lov til at udvikle sig til skove, som på én gang havde CO₂-opsamlende effekt og styrkede muligheden for fugle og dyrs overlevelse i et landskab med stadig større kulturtryk.

Læs mere »

Det er blot et lille plaster på såret overfor de enorme beskadigelser, vi har påført miljøet, sagde den mexicanske præsident Felipe Calderon i går lørdag ved en træplantningsceremoni nord for Mexico City. I løbet af dagen blev der plantet 8 millioner træer i Mexico.

Officielle tal siger, at der hvert år illegalt ryddes 26.000 hektar skov, men det reelle tal menes at ligge langt højere, og Mexico er blandt de lande, hvor rydningen af oprindelig skov finder sted i stor stil. Dette giver dels gradvist store ødelæggelser af levevilkårene og landets naturkapital, dels meget store CO₂-udledninger, når tropisk regnskov erstattes af simpel landbrugsproduktion.

UNEP, United Nations Environment Programme, kører i disse år omfattende træplantningskampagner. Sidste år deltog Mexico således i UNEPs kampagne A Billion Trees med plantningen af ikke mindre end 250 millioner træer. Selvom langt fra alle disse træer ender med at vokse op og blive store, er der et vigtigt socialt aspekt og en vigtig bevidsthedsmæssig dimension i at få en befolkning til at medvirke til og forstå betydningen af, at disse træer bliver plantet.¹

UNEP har siden hævet ambitionsniveauet, og i videoen nedenfor kan man høre UNEPs leder Achim Steiner introducere UNEPs seneste træplantningskampagne, som har som mål på verdensplan at nå plantningen af 7 milliarder træer inden klimatopmødet i København ved udgangen af næste år.

Læs mere »

Fænomenet ukrudt har eksisteret siden mennesket begyndte at dyrke jorden, og en række planter har igennem årtusinder specialiseret sig i de nicher, som vores dyrkningsmetoder skaber. New York Times bringer i dag en tankevækkende artikel om ukrudt, og hvordan klimaforandringerne vil forskubbe balancen mellem nytteplanter og ukrudtsplanter. Artiklen tager udgangspunkt en række forsøg gennemført af ukrudtsøkologen Lewis Ziska fra det amerikanske Department of Agriculture’s Agricultural Research Service.

Ziska havde længe ønsket sig at kunne skabe laboratorieforhold, som simulerede klimaforandringerne i de kommende årtier, for at undersøge, hvordan de virker ind på vækstforholdene, da det gik op for ham, at han med storbyernes varmeøer havde vilkår, som ret præcist modsvarede ændringer i temperatur og CO₂-koncentrationer de kommende 30-50 år i IPCCs såkaldte B2 scenario, hvor vi kun i begrænset omfang får held med at begrænse CO₂-udledningerne. Her lå temperaturen lå omkring 2° C højere end det omgivende land, samtidig med at CO₂-koncentrationerne lå på omkring 440-50 ppm, hvor de nu i gennemsnit er omkring 385 ppm. Han etablerede derfor i 2002 tre undersøgelsesområder: Ét på et økologisk landbrug på landet, ét i Baltimores centrum, samt ét i en forstadspark, hvor forholdene var nogenlunde midtimellem.

Hver af de tre undersøgelsesfelter lagde han ud med samme jord fra det økologiske landbrug, som indeholdt ukrudtsfrø fra omkring 35 ukrudtstyper, hvorefter han i de kommende fem år nøje fulgte med i, hvordan de tre felter udviklede sig. For eksempel Chenopodium album, på dansk hvidmelet gåsefod, blev ude på landet 6-8 fod høj, mens den inde i byen med nåede hele 10-12 fods højde.

Læs mere »

På Filippinerne udstedte Department of Education for nylig en lov, som påbyder alle offentlige og private skoler og uddannelsesinstitutioner at gennemføre omfattende træplantninger på deres campus-områder. Samtidig bliver det forbudt at fælde eksisterende træer. I den udstrækning, man ikke har plads til træplantninger på skolens område forventes det, at man etablerer småskove i lokalområdet. På billedet herover og nedenfor er en gruppe elever og lærere ved at reetablere mangroveskov.

Kampagnen sker som en del af indsatsen mod klimaforandringer. I lovens pkt. 2 hedder det, at situationen kalder på en radikal samlet indsats for at modvirke de globale klimaforandringer.

“Træer udgør vores planets lunger” står der i lovens pkt. 3: “Træer hjælper med at reducere global opvarmning ved at opsamle millioner af ton CO₂ hvert år. Træer giver også en kølende skygge, skærmer for kolde vinde, tiltrækker fugle og dyreliv, renser vores luft, beskytter mod jorderosion, renser vores vand og tilfører harmoni og skønhed til vore skoler og samfund.”¹

Vi kunne godt bruge meget mere af en tilsvarende forståelse i Danmark, men styrkelsen af CO₂-absorptionen i vores biologiske systemer fylder meget lidt i vores hjemlige miljø- og klimapolitik. Der er ingen krav om biofaktor-niveauer i bymæssig bebyggelse, ingen støtte til endsige krav om dyrkningsmetoder, som kunne øge bindingen af CO₂ i skovbrug og landbrug. Tværtimod har landbruget netop fået lov til at genoppløje braklagte jorder.

Læs mere »

En af denne uges for mig mere tankevækkende nyheder har været, at træernes blade søger at opretholde en konstant temperatur på 70ºF. Som det er blevet udlagt i en række overskrifter, holder træerne termostaten på 70ºF (21,4ºC) – eller komfortmæssigt noget nær den optimale temperatur også for mennesker.

På baggrund af analyser af særlige ilt-isotoper i blade hentet fra tundraegne i nord til De Caribiske Øer i syd har forskere fra University of Pennsylvania opdaget, at størstedelen af fotosyntesen i træernes blade sker ved en temperatur på omkring 70ºF, og at træernes blade aktivt søger at opretholde denne temperatur. Bladet kan ændre form for at ændre indstrålingen, og det kan ved at øge fordampningen sænke bladets temperatur med op til 20ºF. Eller i kolde klimaer kan træernes nåle samle sig for at mindske udstrålingen og vindafkølingen – og dermed holde på varmen.

Træerne har en tilsvarende virkning på deres nærmeste omgivelser. De mildner om vinteren og køler om sommeren. De skygger, blødgør, opfugter, og giver læ – og skaber herigennem mere stabile livsbetingelser for en lang række dyr og planter. De mindsker nedbrydningen fra den ultraviolette stråling, og vi kunne lære os i langt højere grad end nu at drage nytte af planter til at mindske behovet for opvarmning om vinteren og mindske behovet for køling og skygning om sommeren. Planternes blade renser luften for partikler, producerer ilt og absorberer CO₂ med en elegance, som ingen død teknologi kan matche. Så der er mange gode grunde til, at vi i de kommende år forøger vegetationsvolumenet i byerne markant.

Se det introducerende kapitel til Nørre Kvarters grønne lunger pp. 1-13 (1,1 Mb pdf).

From Canada To The Caribbean: Tree Leaves Control Their Own Temperature, Study Reveals, Science daily 11.06.2008.

Richard Harris: Trees Do Their Best Work with Thermostats at 70, NPR (audio) 11.06.2008.

Roger Highfield: All tree leaves have ‘thermostat’ that maintains temperature, Telegraph 11.06.2008.

Hot climate or cold, tree leaves stay in comfort zone: study, Terra Daily 11.06.2008.

Susan Millus: Goldilocks tree leaves, ScienceNews 11.06.2008.

Oxygen Isotopes in Tree Rings a Poor Yardstick of Climate Change, Western Institute for Study of the Environment.