Strøtanker om bæredygtighed

Johan Rockström: Let the environment guide our development, 18:42 min. præsentation på TED-konferencen 2010.

I denne video fortæller Johan Rockström, som er leder af Stockholm Environment Institute og Stockholm Resilience Centre, om det virkelig spændende arbejde med at definere de Planetary Boundaries, de rammer eller grundlæggende livsvilkår, som vores fremtid må udfolde sig indenfor. Arbejdet er gennemført af et tværfagligt team af 28 forskere, deriblandt klimaforskeren James E. Hansen og vores hjemlige Katherine Richardson. De 28 forskere nåede frem til 9 sfærer, som vi må forstå at holde vores fremtidige udvikling indenfor. Rockströms beretning derom er fundamentalt spændende – på mange måder en opdateret udgave af bogen Grænser for vækst, som Romklubben publicerede i 1972.

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvorfor man kan finde sådanne forskningsenheder i Sverige, mens vi har måttet døje med Bjørn Lomborg.

Johan Rockström et al.: Planetary Boundaries: Exploring the Safe Operating Space for Humanity, Ecology and Society vol. 14 no. 2 (pdf).

Sturle Hauge Simonsen: Tipping towards the unknown, Stockholm Recilience Centre 23.09.2009.

Fred Pearce: From ocean to ozone: Earth’s nine life-support systems, New Scientist 24.02.2010.

Robin Engelhardt: Dystre forudsigelser fra debatbogen “Grænser for vækst” holder stik, Ingeniøren 17.01.2009.

Ferien er forbi og byen summer igen af liv. Det fejrer Miljøpunkt Indre By-Christianshavn ved at slå dørene op for en ny omgang grøn lørdagsrådgivning. Første gang 14. august.

Der er masser af inspiration at hente, når “Den grønne linje” deler gode råd ud om beplantninger af enhver slags. Kom forbi Rådhuspladsen 77 og få svar på spørgsmål om alt fra altankasser til grønne tage.

Så læg vejen forbi – luft dine planer og problemer. Næste gang er her førstkommende lørdag den 14. august kl. 13-17.00.

Se annoncen fra CityAvisen nedenfor.

.

Læs mere »

Sidste år annoncerede jeg sidst i marts her på bloggen med Charmerende bosted billigt til leje i hjertet af København for solsorte¹, og fluks var der indflytning. Men igen i år har der været bedrøveligt stille – en enkelt strejfer har været forbi et par gange, men det er alt. Området omkring Sankt Petri er godt nok efterhånden lidt pauvert naturmæssigt set, og børnehavens kæmpestore lindetræer har været skåret helt tilbage. Men helt ueffent burde det ikke være for en solsortefamilie. Gennem alle årene har der da også været den lifligste solsortesang på denne tid af året – når man vågnede, og når lyset klingede ud. Solsortelegene formår på forunderlig vis at løfte byens lydkuppel mod himlen.

Jeg var så småt indstillet på, at det var den lange vinter, som havde været hård ved solsortene, og at det fuglesangsmæssigt ville blive et stille år. Men tirsdag i sidste uge stod jeg hen under aften med Thorleif i Krebsegaarden, blot to karreer herfra. Solsorten fløjtede lifligt – omend helt andre triller, så det var ikke nogen af “mine” solsorte. Det lyder næsten voldsomt i de snævre rum mellem for- og baghuse – man er inde i klangen lidt ligesom med akustikken i Radiohusets nye koncertsal. I øjeblikkets betagelse mindede Thorleif mig om blog-indlægget fra sidste år.

Jeg fløjtede så tilbage til solsorten – har et lille Frans af Assisi-syndrom, bilder mig ind, at jeg har en dialog kørende med solsortene ;-) – at den gerne måtte lade gå videre, at der i år var to solsorte-revirer ledige lige om hjørnet. Jungletrommerne må have virket, for allerede torsdag morgen, på Kristi Himmelfarts dag, var en solsort i gang med at fylde rummet med sine trillerier.

Har ikke turdet nævne det, for hvis nu det var en strejfer – eller endnu værre en halu. Men nu har der i fem dage dagligt været den vidunderligste solsortesang.

Så alle er glade.

Se tidligere blog-indlæg: Charmerende bosted billigt til leje i hjertet af København.¹

I disse dage bliver der grønt over alt – nogle steder i byen kunne der blot være meget mere grønt. Men det kræver, at der er nogen som tager initiativ, og som tager sig af det.

Byforgrønnelsen er til glæde for alle – den er en vigtig grundsten i udviklingen af den bæredygtige by. Derfor har vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn etableret en grøn lørdagsrådgivning, hvor vi på en række lørdage hen over sommerhalvåret 2010 holder åben for rådgivning om alt om facadeplanter, grønne tage og gårde.

Så læg vejen forbi – luft dine planer og problemer. Næste gang er her førstkommende lørdag den 1. maj kl. 13-17.00.

Se annoncen fra CityAvisen nedenfor.

Læs mere »

I et netop frigivet indlæg fra TED-konferencen ved Monterey fortæller kokken Dan Barber to kærlighedshistorier om fisk – bæredygtigt produceret fisk. I den første kommer han til at indse, at når fisk fra havfarme nogle gange smager af kylling, så er det ikke hypokondriske udslag af en smagsfetichists extravagancer, men fordi op til 30% af deres føde rent faktisk er kylling.

Den anden og virkeligt interessante kærlighedshistorie handler om fiskefarmen Veta la Palma i det sydvestlige Spanien, nær Guadalquivirs udløb i Atlanterhavet. Fiskefarm er ikke det rigtige ord. For her har biologen Miguel Medialdea omdannet et forfaldent marsklandskab til et frodigt vådområde – et biodiversitetsmæssigt paradis, som ud over at give basis for fangst af en lang række forskellige fisk, er hjem for 600.000 fugle – 250 arter.

I en artikel i Time siger Miguel Medialdea om Veta la Palma: “The point isn’t to make use and conservation compatible. The point is to use in order to conserve.”¹

Han så at sige høster nænsomt af et landskab, som qua hans tilbageførende indgreb er meget tæt på det oprindelige. derfor behøver han ingen foder, ingen gødning, ingen pesticider. Det er et reelt bæredygtigt system, som giver plads til en kolossal mangfoldighed af liv samtidig med at det bibringer os en sund og yderst velsmagende føde.

Dan Barber en glimrende fortæller, så nyd hans fine beretning:

Læs mere »

Det er som om at vinteren i år har strammet sig an i anledning af klimatopmødet, måske for lige at give os en ekstra chance for at huske, at der er forskel på vejr og på klima, måske for at give os en ekstra chance for at indse, hvor skingert klimaskeptikerne fører sig frem. I hvert fald har januar i år ligget 3,2 grader under normalen – hvilket der ikke er noget unormalt i. Det har medført, at Søerne er frosset til, så man har kunnet gå på vandet, og vi halvanden måned i træk har haft noget så sjældent som sne inde midt i byen.

Den hårde vinter præger også livet for de mange dyr og fugle, som vi deler byen med. Og i den Lommepark 77, som vi netop har anlagt foran Miljøpunkt Indre By-Christianshavns vinduer, har vi flere gange i løbet af januar haft besøg af rødkælken.

Med sin orangerøde strube er rødkælken utrolig synlig i sneen, og fra mit barndomshjem, hvor vi fra spisestuen havde vinduer fra loft til gulv ud mod haven, kunne vi i vintertiden følge livet på foderbrættet på nærmeste hold. Her blev rødkælkene nogle år så fortrolige med os mennesker, som fredsommeligt spiste morgenmad på den anden side af glasset, at man ud på vinteren kunne fordre dem af hånden.

Men alt dette blot for at glæde sig over, at når giver naturen bare den mindste plads mellem husene, så rykker den gavmildt ind. Har tidligere i denne blog plæderet for, at i stedet for at en afstand på x-hundrede meter til nærmeste lommepark skulle være kriteriet for nærhed til grønne arealer i byen, så skulle alle fra deres bolig og arbejdsplads kunne høre fuglenes sang.

Med op imod 10% af den voksne danske befolkning lidende af angst og depression¹ har vi brug for deres opmuntrende strofer.

Jeannette Ringkøbing: Hver tiende dansker er i kulkælderen, Politiken 06.02.2010.¹ 

Ingeniøren bragte i går en tankevækkende artikel med udgangspunkt en undersøgelse, som Grontmij Carl Bro har udarbejdet for Furesø Kommune. Med artiklen følger to kort fra undersøgelsen (se udsnit nedenfor), som viser de topografiske forandringer, man vil kunne forvente ved en grundvandsstigning på en halv meter.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvor meget og hvor hurtigt nedbørsmængderne vil stige som følge af klimaforandringerne. Men det er tankevækkende, at det ikke kun er havet, som stiger, men også grundvandspejlet, som i takt med at det langsomt hæver sig vil fylde hulheder og lavtliggende områder i landskabet.

Mange vil nok blive kede af, at lige præcis deres parcelhushave endte som åkandedam eller fiskehejre-paradis, men det ville blive et smukkere og frodigere Danmark, med små søer og vandhuller over alt. Og det ville give en kolossal styrkelse af biodiversiteten.

Umiddelbart kan jeg dog ikke forestille mig, at langt de fleste af disse potentielle søer nogensinde vil blive virkelighed. I vores psyke er vi ikke rigtig gearet til blot at lade naturens gang ske, så det stigende grundvandspejl vil snarere lede til omfattende dræningsprojekter og grøftegravning.

Men smukt kunne det blive.

Læs mere »

Satoyama er et japansk ord, som betegner overgangszonen mellem det kultiverede landskab med dets horisontale rismarker og de vertikale skovklædte bjerge. Semantisk set betegner sato det dyrkbare land, men yama betyder bjerg. Og satoyama betegner på én gang det landskab, som opstår hvor menneskets kultivering møder den omgivende natur, og den kultur og levemåde, som gennem tiderne har udviklet sig i denne landskabelige situation.

Det japanske landskab er for langt den største del er præget af lave skovklædte bjerge gennemskåret af snævre dale. Satoyama er således en gennemgående situation i det japanske landskab, og ordet bruges ofte generelt om det traditionelle japanske bondelandskab.

Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.

Læs mere »

I samarbejde med det nationale japanske TV-selskab NHK lavede David Attenborough for ti år siden filmen Satoyama: Japan’s Secret Watergarden (se nedenfor). Det er en smuk skildring af livet i en lille landsby nord for Biwa-søen, som ligger umiddelbart øst for Kyoto. Gennem skildringen af den 83-årige fisker Sangoro Tanaka får vi i Attenboroughs film et fornemt indblik i, hvor harmonisk og kultiveret mennesker kan leve med naturen, i naturen.

Semantisk set betegner satoyama overgangen mellem det kultiverede landskab og de skovklædte bjerge, men det bruges som her ofte bredere, som en betegnelse for den kultur, som traditionen har udviklet i zonen mellem det dyrkede og det udyrkede (se mere om satoyama i det efterfølgende blog-indlæg: Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur).

Før jeg i 1980 flyttede til København for at starte på Arkitektskolen, boede jeg nogle år i et landkollektiv i Himmerland. Her havde indtil begyndelsen af det 20. århundrede været et udstrakt hedelandskab afbrudt her og der af vådområder og dyrkede arealer. De husmandsbrug, man eablerede omkring 1. verdenskrig ved at pløje allaget op, var stort set opgivet, gårdene var blevt store og specialiserede, og markerne blev pløjet, harvet, sprøjtet, høstet og brændt af med en næsten militant præcision. For mig, som var vokset op i et godt tilgroet parcelhuskvarter, var det en stor skuffelse at erfare, at biodiversiteten i det moderne bondeland var uhyggeligt meget mindre end hvor jeg kom fra. Og jeg husker stadig glæden over en dag at finde 3½ m² lyng på en skrænt, hvor maskinerne ikke kunne komme til. Ellers var alt roeørkener, kornørkener, græsørkener. Fred og fuglesang … nej fra morgen til aften kunne man høre store maskiner kværne, og bonden havde fået høreværn med indbygget P3. Menneskets evige kamp for overlevelse og udbytte var vundet så definitivt, at vi havde tabt alt.

Satoyama er heroverfor en fortælling om menneskets tilstedeværelse i landskabet på en helt anderledes lydhør måde. Læs mere »

Ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi netop igangsat Den Grønne By, en idékonkurrence om lommeparker, byforgrønnelse og styrkede livsrum i det historiske København.

Byens grønne elementer har en vigtig rolle i bestræbelserne på at skabe en smukkere, sundere og mere levende og bæredygtig by, som er rustet til at møde de kommende års klimaforandringer.

Den Grønne By efterlyser forslag til indplacering af grønne elementer i forskellige situationer i den historiske by. Det kan for eksempel være grønne gårde, taghaver, levende vægisolering, åbne belægninger eller anden forgrønnelse.

Læs mere »