Strøtanker om bæredygtighed

Det er blot få år siden jeg første gang hørte om verdenshavenes forsuring, og den gang som et næsten hypoteseagtigt worst case scenario, som måske i en fjern fremtid ville kunne ske. Men i et indlæg i går på Yale Environment 360 (som i parentes bemærket er en yderst læseværdig blog), beretter Elizabeth Grossmann, hvordan forsuringen af havmiljøet på særlige steder langs den amerikanske Stillehavskyst allerede i dag er en realitet.¹

Verdenshavene har i de sidste 200 år optaget omkring halvdelen af den CO₂, som vi har ledt ud i atmosfæren. Havene har således været en stabilisator, som har mindsket – eller i hvert fald forsinket – drivhuseffekten betragteligt. Men selvom kulsyre (CO₂) er en svag syre, så påvirker ophobningen af CO₂ gradvist havenes surhedsgrad dertil, at skaldyr og krebsedyr har svært ved at danne deres kalkbaserede beskyttelsesstrukturer. De opløses simpelthen hurtigere af det forsurede bundvand, end organismerne kan danne deres skjolde.

Havenes CO₂ optages af små encellede organismer, som synker til bunds, hvor CO₂-koncentrationen er større. Og indtil for få år siden forestillede man sig, at man kunne lagre CO₂ blot ved at pumpe det ned på havbunden. Men flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst har man kunnet iagttage det stærkt CO₂-holdige bundvand skylle op over fastlandssoklen (se det tidligere blog-indlæg Sure oceaner I), og i Netarts Bay i Oregon har man ifølge Elizabeth Grossmann nu syv år i træk kunnet konstatere, at vandet er så CO₂-holdigt, at østerserne ikke har kunnet formere sig. Vandet er så CO₂-holdigt, at østerslarverne har svært ved at overleve de tidlige stadier og overhovedet at komme i gang med at danne de første stadier til den beskyttende østersskal.

Oceanernes strømningsmønstre er så langsomme, at det stærkt CO₂-holdige vand, som nu skyller op langs Stillehavskysten rummer CO₂, ifølge Grossmann kan være optaget ved overfladen 30-50 år tilbage. Vi står derfor med disse ‘sure opstød’ fra verdenshavens bund overfor de første forvarsler om en situation, som på sigt kan give store forstyrrelser i verdenshavenes fødekæder.

I et indlæg på Yale Environment 360 sidste år berettede Carl Zimmerman om, at forsuringen af verdenshavene i dag sker ti gange hurtigere end da det for 55 mio. år siden førte til masseudryddelser af de havenes dyreliv.²

Se hele striben af blog-indlæg om Sure oceaner.

Elizabeth Grossmann: Northwest Oyster Die-offs Show Ocean Acidification Has Arrived, Yale Environment 360 21.11.2011.¹

A Sea of Change. Ocean Acidification Threatening Coastal Waters, NOAA.

Carl Zimmer: An Ominous Warning on the Effects of Ocean Acidification, Yale Environment 360 15.02.2010.²

I august 2009 gav vi os ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lov til et par dage at fabulere omkring idékonkurrencen for det kommende Statens Naturhistoriske Museum. Det havde måske fortjent mere refkeksion, mere fodarbejde, og ikke mindst lidt mere tid til redigering og sammenskrivning. Men tanken havde ulmet og modnet, det var en spændende proces, og nu i bakspejlet er der faktisk fine momenter i oplægget, som søgte at skrive sig ind til vigtigheden af en anden direkte oplevelse og erfaring.

Jeg var tilbage for at se illustrationssiden, hvor enkeltord flyder rundt i botaniske billeduniverser samtidig med, at hvert opslag er tildelt et haiku fra Hans-Jørgen Nielsens gendigtninger fra 1963. De kan klikkes frem i følge herunder. Derefter følger besvarelsens introduktion. Den samlde besvarelse kan downloades nederst i indlægget.

[nggallery id=151]

.
Illustrationer fra: Botanisk Have – en ny fortælling, august 2009.

“I den verden, der omgiver os, er geologi, botanik og zoologi uadskillelige dele af samme virkelighed. Med sammenlægningen af Geologisk Museum, Botanisk Museum, Botanisk Have og Zoologisk Museum til et Statens Naturhistoriske Museum rykker det nye museum således nærmere virkeligheden. Og det er værd i den forbindelse at gøre sig overvejelser om, hvad det indebærer.

Fra barnsben lærer vi at opdele naturen. ’Dyreriget, planteriget eller mineralriget’ hedder det i en af vores klassiske børnelege. Naturen kan nok udstykkes stumpvis, og i de nuværende samlinger er der stor vægt på naturens enkeltdele. Men disse enkeltdele er i realiteten ikke funktionelle uden det store, komplekse samspil mellem dyr og planter, som foregår i jorden, luften og vandet.

Igennem milliarder af år har naturen udviklet raffinerede feedback-systemer. Den levende verden fungerer i et grænseløst system, Jordens økosystem, hvor samtlige individer og omgivende substanser påvirker og afbalancerer hinanden helt ned på atomniveau.

For det industrialiserede samfund er naturen reduceret til beherskbare, fragmenterede ressourcer, hvor individ- og artsantal er underlagt menneskets udvælgelseskriterier – bevidste såvel som ubevidste.

Læs mere »

Tag med på ’sanke-cykeltur’ hvor kultursociolog Søren Espersen er guide i det urbane landskab og går på jagt efter spiselige vilde urter og bær. På turen fortæller Søren, hvordan man finder planterne, plukker og anvender dem i madlavningen.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn står bag to sanke-cykelture, der finder sted 18. august og 15. september. Med start fra Christianshavns Torv påbegyndes en godt 25 km lang cykeltur, der når ud på det grønne Amager og tilbage over Hvidovres strandeng (se rutekort nederst).

Høst fra naturens spisekammer

Man kan indsamle sunde og velsmagende urter, bær og frugter mange steder. De findes i skoven og på stranden, men du kan også gå en tur i byens parker og anlæg, hvor du kan finde brændenælder, skvalderkål og måske fuglegræs. Det er nemt, og det vokser overalt omkring os.

En sanketur er et naturligt åndehul på vej fra arbejde eller sammen med børnene. På mindre end en halv time kan du samle urter nok til ugens salater, supper eller desserter. Ramsløg og løgkarse kan gemmes som pesto eller i olie. Nødder, frugter og svampe kan tilberedes, tørres og gemmes på et utal af måder. Med naturen som spisekammer, er der anledning til spændende naturoplevelser med familie og venner.

Ren jord giver mere vild mad

Mange steder i København er jorden forurenet. Årtier med industri, bilisme og affaldsdepoter har sat sine spor. Planter og svampe der vokser i forurenet jord er ikke spiselige, så ikke alle indsamlede planter kan man sætte tænderne i. Men med sanketurene får du et nærmere bekendtskab med planterne og viden om, hvordan de høstes og bruges i maden – en indsigt du kan tage med dig overalt.

Når man i storbyen etablerer plantekasser med frisk sund jord, giver man ny grobund for både dyrkede og vilde planter. Ud for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn på Rådhuspladsen 77 står en lommepark med plantekasser, hvor henved 20 plantearter har sået sig selv. Her findes spiselige planter som vild spinat, fuglegræs, havre og gederams. Byens biologiske mangfoldighed hjælpes på vej, når planterne får mere plads i byen. Honningbier og humlebier shopper ivrigt næring af de farverige blomster, og hvepsene har fundet bolig i lommeparkens oliventræ.
..

Fakta

Dag og tidspunkt: Den 18. august og 15. september 2011, kl. 16 – 19.
Mødested: Christianshavns Torv.
Pris: 80 kr. pr. person pr. sanketur.
Tilmelding: Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, tlf. 33 93 21 21./.
gazelle.buchholtz@a21.dk
Medbring: god cykel, vand, en bid mad, saks/kniv, fugtigt viskestykke og pose til planterne.
Ruten: cykelturen kan afkortes ved at tage toget tilbage fra Åmarken Station.

Se tidligere blog-indlæg: Søren Espersen: Vild mad – vildt godt og På cykel rundt i Sydhavnen og Christianshavn/Refshaleøen.

Se Søren Espersens lille A4 sanke-plece: Vild mad Vildt sundt. De danske landskaber bugner af vild mad – også i byen (pdf).
Læs mere »

Hvor det måske er forståeligt, at man stadig kan finde nye dyrearter på Madagascar eller er fjern Stillehavsø, så er det måske mere overraskende, at der stadig dukker nye dyrearter op i Nordeuropa, denne gang i Nordirland, hvor man forud for den store årlige sommerfugleoptællingskampagne, som strækker sig over to uger i juli, med god sans for timing har fundet en særlig variant af hvidvingerne, Leptidea juvernica, med særligt store gentialier.

Samtidig er den nyopdagede hvidvinge, på engelsk kaldet cryptic wood white, genetisk set markant ældre end sine nærmeste slægtninge, skovhvidvingen og enghvidvingen. Den er således ikke opdaget i naturen, men udskilt som selvstændig art i laboratoriet på baggrund af et højere kromosomtal.

Både skovhvidvinge, Leptidea sinapis, og enghvidvinge, Leptidea reali, er på den danske rødliste over truede arter – enghvidvingen kendes kun fra to lokaliteter på Bornholm, mens skovhvidvingen i dag betragtes som uddød i Danmark.

Patrick Barkham: New species of butterfly flying in Northern Ireland, The Guardian 13.07.2011.

Discovery of New Wood White Species, Butterfly Conservation Ireland.

George Monbiot beretter i dag i The Guardian om, hvordan vandmændene fuldstændig har overtaget magten i den bugt, hvor han gennem årene har hentet sine makrel.¹ Jeg har en tilsvarende erfaret, hvordan den overflødighed af fisk jeg husker fra min barndom, hvor morfar store dele af året fangede alle de rødspætter, skrubber, isinger og ål, vi kunne spise, har været så godt som forsvundet.

Det kan være svært at slutte fra sådanne lokale observationer. Men i kommentarerne til Monbiots indlæg var der en reference til et studie af udviklingen af Nordatlantens bestand af spisefisk fra 1900-2000,² som gav et voldsomt billede af den stadig mere gennemgribende støvsugning af verdens fiskebestande i løbet af det 20. århundrede.

På kortet til venstre ser man de rige fiskevande ud for New Foundland, omkring Azorerne, Grønland og Island, Lofoten, Nordsøen og farvandene omkring De Britiske Øer samt langs de franske, spanske og portugisiske kyster i år 1900, hvor de farvede felter angiver koncentrationer af spisefisk fra 3 ton pr. km² til +11 ton pr. m². På kortet til højre ser man den tilsvarende situation 100 år senere. I studiet kan man side 14 se tilsvarende kort med 25-års intervaller. Fiskebestandene på alle de store fiskefarvande er decimeret, og undersøgelsen vurderer, at den samlede mængde af spisefisk i Nordatlanten i løbet af det 20. århundrede er reduceret til en niendedel.²

Samtidig er vores fiskeflåde større end nogensinde og vores fangstredskaber mere avancerede end nogensinde.  Når vi i dag fanger færre fisk end tidligere – fiskeriet i Nordatlanten toppede sidst i 1960erne med 4,7 mio. ton pr. år, hvor det mod århundredets slutning var faldet til under 2 mio. ton pr. år – er det således ikke på grund af tilbageholdenhed, men fordi der snart ikke er flere fisk at fange.

Når man som barn har oplevet havets overflødighed, er det næsten ufatteligt, at det ikke blot er delikatesser som pighvar og rødtunge, som er sjældne, men at det efterhånden er de fleste af de fiskearter, vi spiser, som er alvorligt overfiskede. Viljen til at holde tilbage med fiskeriet – endsige erkende, at der i dag er tale om et overfiskeri – kan ligge på et meget lille sted blandt erhvervsfiskerne. Og reguleringen af fiskeriet har trange kår. Så vi nærmer os hastigt den situation, hvor vi i en Ny Nordisk Hverdagsmad må udforske det kulinariske potentiale i søstjerner, tangål og søpølser, vandmænd og blågrønalger.

George Monbiot: Have jellyfish come to rule the waves? The Guardian 08.07.2011.¹

Villy Christensen et al.: Hundred-year decline of North Atlantic predatory fishes, Fish and Fisheries 4 (1) 2003, pp. 1-24 (pdf).²

Information is Beautiful: Plenty More Fish In The Sea? The Gaurdian Data Blog 03.06.2011.

Den nyetablerede gruppe Habitats med Philip Hahn-Petersen, Rasmus Vincentz og Lise Kloster Bro på forsædet, søsætter i disse dage et fint lille eksperiment, Vild med vilje: To græsfelter, ét på Nørre Campus og ét i Amorparken, er blevet kridtet op. Inden for kridtstregerne er det plæneklipperfri zone, hvor græsset i de kommende måneder får lov til at vokse frit. I løbet af sommeren vil vi således få det fineste anskuelsesbillede af, hvad der sker, når man lader græsset gro. Og den indimellem nærmest brutale måde, vi håndterer bynaturen på, er hermed sat i fokus.

På www.vildmedvilje.dk vil man løbende kunne følge med i, hvordan græsset gror og trives i de to områder. Der vil komme en artsliste, og senere på sommeren vil der komme en invitation til et arrangement om, hvad vi gør ved vores bynatur.

Allerede den danske havearkitekt G.N. Brandt arbejdede bevidst med kontrasten mellem det plejede og det uplejede. Det kommer for eksempel tydeligt til udtryk på Mariebjerg Kirkegaard¹ nord for København, som tog form i løbet af 1920erne, hvor han gennem en stadig modstilling af det tildannede og det fritvoksede søgte at tydeliggøre naturens formunivers.

Indtil for nylig har den slags raffinementer haft trange kår i viceværternes og kommunalforvaltningernes håndfaste plejeplaner. Men ideen vækker genklang, ligesom man lige nu gør meget for at involvere frivillige i pasningen af byens grønne områder, fordi pasningen af byens grønne elementer tager tid og dermed i dagens Danmark koster mange penge. For eksempel er Furesø Kommune fra i år overgået til at lade en stor del af deres græsarealer blive klippet kun én gang årligt.² Og hvis man tager turen rundt om Kastellet inde på selve Kastellets volde, vil man kunne se et flot eksempel på, hvordan kontrasten mellem det tætklippede og det fritvoksede kan bruges til at artikulere det militære anlæg samtidig med, at de uklippede flader udvikler en større biodiversitet med et væld af forskellige planter og langt flere insekter, fugle og dyr, end hvis alt havde stået karseklippet.

Læs mere »

Under temaet ’Visioner for et grønnere København – med spiselige oaser og maden i centrum’ lagde Miljøpunkt Indre By-Christianshavn op til debat med et særarrangement i Rundetaarn 22. marts.

Er storbyhaver noget, vi vil? Og hvad skal der til for, at vi går med sprudlende drivkraft fra Rundetaarn i dag? Bent Lohmann, der er formand for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lagde op til debatten ved at fortælle, at Miljøpunkterne og Lokaludvalgene gerne vil være bindeled mellem kommunen og borgere, der tager lokale grønne initiativer. At skabe byforgrønnelse og storbyhaver handler både om at skabe sociale netværk og om at mødes i en smukkere by. Han mente, at det er vigtigt, at projekterne i sig selv er bæredygtige, og at borgerne selv har et ejerskab og drivkraft.

Hvor kan man gå hen og gå i gang? Kan vi få hjælp fra nogle uddannede fagfolk? Og hvor kan man finde viden om, hvem der ellers arbejder med storbyhaver? For flere af de 120 deltagere i debatmødet i Rundetaarn var det ikke er et spørgsmål OM, det er en god idé at have storbyhaver og dyrke spiselige planter i byen? Spørgsmålene var: HVOR kan og må vi lave dem? Hvordan kommer vi i gang? og Hvor henter vi hjælp?

Spørgsmålet om, hvor borgerne kan lave haver, var direkte adresseret til centerchefen for Park og Natur i Københavns Kommune, Jon Pape, der indledte debatmødet med at fortælle om Kommunens Grønne Visioner. Han kunne blandt andet fortælle, at Københavns Kommune har besluttet at plante 100.000 nye træer i byens fælles rum. I dag er der omkring 80.000 træer, så det er mere end en fordobling. Nogle vil være gadetræer, nogle parktræer og andre skal plantes ved institutioner og skoler.

Foruden den æstetiske og sanselige oplevelse, har begrønning en lang række fordele og medvirker til at binde CO₂ og luftforurenende støvpartikler, give levested for dyr og fugle, opsuge regnvand og afkøle byen, fremgår det af Københavns Kommunes Klimaplan, hvor planerne for byforgrønnelse, lommeparker, grønne tage og lokal afledning af regnvand er beskrevet.

Det at lave storbyhaver passer rigtigt godt ind i kommunens planer om både at øge bynaturens biologiske mangfoldighed og at understøtte frivillige kræfter og fællesskaber af borgere, der ønsker at deltage aktivt i plejen af grønne uderum. Jon Pape forestiller sig, at der kan opstå nye partnerskaber mellem forvaltningen og borgerne, hvor kommunen hjælper borgere, som gerne vil sætte grønne initiativer i gang i deres lokalområde og samtidig være med til at pleje arealerne.

”Når borgere er med til at plante træer i deres lokalområde, bidrager det til, at de føler ejerskab for træerne og det grønne område”, sagde Jon Pape.

Allerede for 15 år siden anlagde kommunen beboerhaverne på Enghave Plads, som beboerne selv passer og plejer. Marijke Zwaan fra Byhavenetværket var med i beboergruppen dengang og kunne på mødet fortælle, at der ikke er særlige problemer med hærværk, og at beboerne stadig passer haverne, men at de ønsker sig at kunne få sparring fra nogle professionelle gartnere.

Læs mere »

Sidste søndag bragte Japan Times en interessant artikelrække af Winifred Bird, som er værd at overveje i forhold til danske forhold. Den følger tre japanske risbønder, som har taget hver sin konsekvens af situationen, Atsuo Aoki, Chiharu Tezuka og Masahiro Hokoi.¹

Indtil for nylig har det japanske landbrug været holdt næsten frilandsmuseumsagtigt, godt hjulpet på vej af solide tilskud og toldmure. Men Japan forhandler lige nu om at træde ind i TPP, Trans-Pacific Partnership – en beslutning, som i givet fald vil betyde, at de japanske risbønder inden for få år vil komme til at skulle konkurrere med risbønder fra andre lande i TPP, som har radikalt lavere leveudgifter og som sine steder kan høste både to og tre gange om året, eller som i USA kan dyrke ris på langt større flader end i Japan, som muliggør brugen af store landbrugsmaskiner. Skal man i den situation blot lade det frie marked afgøre, at der fremover ikke skal dyrkes ris i et land som Japan? Skal man lade kulturlandskaber, som er opbygget gennem årtusinder, forfalde, blot fordi de fossile brændstoffer er alt for billige, så vi ikke betaler den reelle pris for transporten mellem landene.

Det er en svær beslutning at træffe – risen står helt central i japansk selvforståelse og har været hovedafgrøde i flere tusinde år. Og når man ser det japanske landskab, så er det overalt modelleret, så risen nogle måneder hvert år kan stå med fødderne i vand. De stærke fællesskaber, det har krævet at opbygge og vedligeholde disse overrislingssystemer, har præget den japanske folkesjæl, og hvert år forestår den japanske kejser stadigvæk rituelle markeringer af risudplantningen og rishøsten.

Læs mere »

Ved et besøg i Berlin sidste år blev det klart for mig, at den japanske risbonde og filosof Masanobu Fukuoka (1913-2008) havde tilhængere langt udenfor Japan, og at han stod som inspirationskilde for en række af de urban farming-initiativer, som skyder frem mellem Berlins boligblokke. En efterfølgende Google-søgning gjorde det klart, at hans tilgang til det at dyrke jorden stod som sindbillede og forbillede mange steder i verden.

Fukuoka-san har med bogen The One-Straw Revolution (1972) sammenfattet sine erfaringer med at dyrke ris – som en fundamental erfaring, som en erkendelsesvej, som måde at overkomme den fundamentale splittelse og dualitet i ens oplevelse af og tilstedeværelse i verden og nå frem til ens oprindelige natur. Hans dyrknings-attitude, som man vel bedst kan karakterisere det, har en stærk taoistisk inklination.

Tilbage i 1984 besøgte jeg Fukuoka-san (se det følgende blog-indlæg: wu wei). Min erfaring med dette univers er stor nok til ikke at skulle søge at forstå og udfolde det. Dér findes der ultimativt kun én vej at gå, selv at gå i marken og blive ét med risdyrkningen. Men Fukuoka-sans bog findes fuldt tilgægngelig online (se link nedenfor). Og som smagsprøve har jeg klippet en række af hans zen-taoistisk funderede dyrkings-anvisninger.

If you try to do something, your efforts will never achieve the desired result.

An object seen in isolation from the whole is not the real thing.

Food is life, and life must not step away from nature.

Læs mere »

.
Joy and Daniel Davis: The One Straw Revolution by Masanobu Fukuoka, 9:08 min. video.

Wu wei er et taoistisk-kinesisk begreb, som er helt centralt for forståelsen af Masanobu Fukuokas integrerede dyrkningsmetode og livsattitude. Wu wei oversættes på engelsk ofte til no work. Det giver en noget håndfast tolkning, betydningen er rettere uden hensigt eller uden intention. Det kan således godt være arbejde, men arbejde uden forventinger eller forestillinger om dets resultat.

Se mere om Fukuoka-san i de efterfølgende blog-indlæg: The One Straw Revolution, Wu Wei og 3 scenarier for japansk risdyrkning.