Strøtanker om bæredygtighed

I det forudgående indlæg, Tyrkiske vandlege, var der tale om store dæmningsanlæg i det sydøstligste Tyrkiet, som dels truer med at vende alvorligt op og ned på levevilkårene hele vejen langs de to floder Eufrat og Tigris, som på mange måder er den vestlige civilisations vugge og stadig i dag er Iraks livsnerve. Dels vil det ødelægge store kulturværdier på steder, hvor civilisation har afløst civilisation igennem 10-12.000 år.

Som det blev eksponeret under Rio+20, så er Brasílien på ondt og godt en anden af verdens store vandkraftværk-byggere. Rundt omkring i Amazon-bækkenet har man et meget stort antal inddæmningsanlæg planlagt eller under opførelse, og ved Xingu-floden i staten Pará har man med Belo Monte-dæmningen gang i, hvad der vil blive verdens tredjestørste vandkraftanlæg, hvis projektet gennemføres.

Det vil give strøm – masser af strøm. Men skalaen er kolossal. Der er planlagt en hel serie af opstemninger af Xingu-floden, hvoraf Belo Monte-dæmningen vil være 3,5 km lang og 90 m høj og medføre oversvømmelser af i alt 668 km² regnskov. Samlet vil der være tale om at oversvømme 6.240 km² regnskov langs Xingu-floden eller et areal mere end dobbelt så stort som Fyn. Hermed vil ikke bare endnu et regnskovsareal gå tabt. Der er tale om et særdeles voldsomt indgreb i et helt flodsystems økolog – Xingu-floden har alene omkring 600 fiskearter. Og titusindvis af indianske stammefolks livsgrundlag og hovedtransportvej gennem tiderne vil med et slag være ødelagt. Men forundersøgelser af disse projekters miljømæssige konsekvenser er pinagtigt dårligt gennemført.

I situationer som disse står man ikke bare med en truet biodiversitet, som ikke har noget at skulle have sagt, men fuldt så meget med oprindelige folkeslag, hvis rettigheder forbigås, fordi de ikke på samme måde som den vestlige tankegang har kendt til en ejendomsret til naturen.

På trods af, at vandkraft ofte regnes som en klimavenlig og CO₂-fri energikilde, vil inddæmningen af tropiske floder typisk udvikle så store mængder metan, at den udvundne strøms klimapåvirkning kan være større, end hvis den var genereret fra afbrænding af kul. For Belo Monte-Babaquara-dæmningerne har det været beregnet, at de skal køre optimalt i 41 år, før de har indhentet klimabelastningen fra deres etablering.¹ (Se også blog-indlægget: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft).

Billeder fra en nylig aktion, hvor den begyndende Belo Monte-dæmning igennem tre uger var besat og besætterne gravede en rende, så Xingu-floden for en stund fik lov igen at strømme.

Lederen af Environmental Parlament, Pano Kroko, rapporterede i juni fra Belo Monte på sin blog, Bleeding Edge:

“Antonia Melo, the coordinator of Xingu Vivo Movement said: ‘This battle is far from being over. This is our cry: we want this river to stay alive. This dam will not be built. We, the people who live along the banks of the Xingu, who subsist from the river, who drink from the river, and who are already suffering from of the most irresponsible projects in the history of Brazil are demanding: Stop Belo Monte.’

Sheyla Juruna, a leader from the Juruna indigenous community affected by the dam said: “The time is now! The Brazilian government is killing the Xingu River and destroying the lives of indigenous peoples. We need to send a message that we have not been silenced and that this is our territory. We vow to take action in our own way to stop the Belo Monte dam. We will defend our river until the end!'”²

Læs mere »

En af de tidligste drivmidler for den industrielle revolution var vandkraft. Men vandhjulet har været brugt helt tilbage til grækernes og romernes dage, og man finder tilsvarende brug af vandhjulet i Kina tilbage til 200 år f. Kr.

I moderne tid har vandkraften fået en ny rolle. Ved at opstemme vandet og lade det drive en turbine, som producerer elektricitet, kan man adskille det sted, energien produceres, og det sted, hvor energien forbruges. Derfor er flere og flere af verdens vandløb i løbet af de 20. århundrede blevet opstemmet for at hamle op med vores stadig større forbrug af elektricitet. I mange tilfælde er det et stort plus. Men i takt med at anlæggene er blevet stadig større, er de miljømæssige omkostninger og ødelæggelsen af flodlandskaberne, som ofte har været dyrket og beboet gennem årtusinder, nogle gange endog meget omfattende.

I Tyrkiet har man som del af et stort regionalt udviklingsprojekt for landets sydøstlige del, GAP-projektet, indledt en stor satsning på vandkraft, som indebærer i alt 22 dæmningsanlæg. Visionen om at inddæmme og opsamle energien fra Eufrats og Tigris’ øvre løb går tilbage til 30erne, men de nuværende projekter er udtænkt i 70erne. De 22 dæmninger vil tilsammen producere omkring 7,5 GW strøm.

Én af dem er Ilisu-dæmningen, som opstemmer Tigris-floden kort før den løber ind i Irak. Den dag, den står færdig, vil turbinerne fra den 135 m høje og 1.820 m brede dæmning producere omkring 1,2 GW – eller rundt regnet som et moderne A-kraftværk. Men den mere end 150 km lange og 313 km² store opstemningssø vil også tære på vandforsyningen nedenstrøms, den vil kræve relokalisering af mellem 40-65.000 mennesker, og den vil sætte den historiske by Hasankeyf under vand.

Læs mere »

Habitats står med projektet Vild med Vilje bag opblomstringen af vilde planter på et par grønne områder ved den trafikerede Nørre allé. Her får vegetation lov til at gro med minimal menneskelig indgriben, for andet år i træk. Og det kommer der mange forskellige planter ud af. På områder der almindeligvis ikke huser meget andet end en velfriseret græsplæne, vokser der nu mindst 60 plantearter i et sindigt lag-på-lag system.

Den naturlige planteverden slår på mangfoldighed i mange ’etager’. Det tætte bunddække består blandt mange arter af brunelle, krybende potentil og typiske vejkantsplanter som græsser, kløver, tusindfryd og vejbred. I næste lag ses højere planter, hvor blandt andet snerler kravler op langs medvoksende plantearter for at strække sig mod de livgivende solstråler. I en gradueret bølge, rejser sig bynke, kamille, gåsefod og hulsvøb. De rå skræpper og tidsler står i kontrast til de sarte hjerteformere hyrdetasker, hvoriblandt også svampe pibler frem i planternes fugtige skyggeland. Brændenælder blander sig med farverige smørblomster, ager-sennep, pileurt og tråd-ærenpris, som med duft og farve trækker insekter til sig.

Læs mere »

Samtidig med vedtagelsen af Agenda 21 lagde man i 1992 i Rio også grundstenen til et arbejde for at bevare klodens biodiversitet. I de mellemliggende år har vi fået en langt større indsigt i problemernes omfang, men det er på ingen måde lykkedes at mindste tabet af  biodiversitet, vel knapt nok at mindske hastigheden, hvormed det foregår.

Så vi står i dag med regnskovsområder, som fældes for at give plads for  foderafgrøder for vores stadig flere husdyr og biobrændstof-afgrøder for vores stadig flere biler – det er ikke kun mennesker, der bliver flere af. Og vi står med verdenshave, som stiger, som bliver varmere og mere sure dertil, at koralrevene, som er havenes tropiske regnskove, er truet, samtidig med at industrfiskeriet efterhånden har nedfisket de fleste af klodens fiskebestande.

På denne side har jeg samlet seks pressekonferencer fra Rio+20 om verdens biodiversitet, oceaner og skove. De fortjener alle en lille intro, men her er de i første omgang lagt op.

Læs mere »

.
Prins Charles er ikke med i Rio i denne omgang, men i denne 10:12 min. video-hilsen til deltagerne i Rio+20 trækker han de store linjer op i verdens tilstand. Gennem årene har han været en regnskovenes og biodiversitetens stemme, og gennem sit eksempel han har gjort meget for den konkrete miljøindsats i sit hjemland.

I denne video er han igen og igen omkring nødvendigheden af integrativ tænkning, om nødvendigheden af at vågne fra søvngængeragtige tilstande, at have tillid til videnskaben og videnskabeligheden, at komme videre fra fragmenterede forståelsesmåder og at forstå vores handlinger og situation i en langt større sammenhæng. Verdens problemer er systemiske og kan kun håndteres gennem integrated thinking, siger Prins Charles i et sjældent velartikuleret helhedstænkende.

Vores dronning har et mål af social visdom – og hendes nytårstaler formår at italesætte den danske folkekarakter. Men hvorfor er det, at vores kongehus’ to prinser er så fuldstændig uartikulerede, når det gælder miljøet. Det er så at sige deres generations helt store spørgsmål, og deres ignorans er generationens ignorans.

Forud for Klimatopmødet i København ytrede Kronprinsen et ønske om at kunne spille en rolle for miljøet, men der sker ikke rigtig noget. Og Prins Joachim står med Schackenborg Slot i den perfekte position til at gøre som Prins Charles – markere sig i klima- og miljødebatten. Hvad ville det ikke betyde for omlægningen af dansk landbrug, hvis han tog sin rolle alvorligt?

Se øvrige blog-indlæg om Rio+20.

Rio+20: Prince Charles sends warning to Earth summit, The Guardian 18.06.2012.

PS og nu hvor jeg 19.06. ser sidste runde af Sustainable Development Dialogues, så har de deltagelse af svenske Kong Gustav og Dronning Silvia.

Tiden nærmer sig for Rio+20-konferencen, hvor verdenssamfundet 20 år efter vedtagelsen af Rio-konventionen i 1992 – ofte kaldet Agenda 21 – igen samles i Rio de Janeiro i dagene 20.-22. juni for at styrke udviklingen af – eller måske rettere omstillingen til – et globalt ligevægtssamfund.

Når man ser på intentionen i Agenda21, har de mellemliggende 20 år langt fra været nogen entydig succes. Verden er blevet rigere – der er færre fattige og sultne – men vi er blevet langt flere, uligheden er vokset. Det er ikke lykkedes at få hånd om klimaproblemerne, tværtimod stiger CO₂-udledningerne år for år, så vejrets voldsomhed er voksende, verdenshavene stiger og klodens ismassiver smelter, mens klimaforandringerne flår i urgamle økosystemers balancer. Miljø- og bæredygtighedsmæssigt slider vi mere på kloden end for 20 år siden, skovene svinder, ørkenområderne vokser, det industrielle landbrug slider hårdt på muldlaget og eskalerer til stadighed sin kemiske krigsførelse med landskaberne, mens oceanerne forsures, koralrevene bleges og fiskebestande mange steder er totalt overfiskede. I de mellemliggende 20 år er det menneskelige aftryk på kloden blevet voldsomt meget større. Så målt på sådanne parametre er stort set alt gået den forkerte vej.

Læs mere »

Tidligere var store dele af Indokina dækket af stedsegrønne “tørre” skove, men gradvist er størstedelen fældet og erstattet af marker og moderne skovbrug. Men i dag findes der kun ét større samlet område med denne oprindelig skovtype tilbage, Prey Lang i det nordlige Cambodia. Derfor har Prey Langs omkring 3.600 km² oprindelige skovlandskab stor biodiversitesmæssig betydning som en sidste bastion for en lang række planter, træer og dyr, samtidig med at Prey Lang udgør eksistensgrundlaget for Kyu-folket.

Men i de seneste årtier  er rydningen af Cambodias oprindelige skove gået meget hurtigt. Plovene, motorsavene og den moderne udvikling rykker frem over alt, og hvis ikke der i allernærmeste fremtid etableres en effektiv beskyttelse overfor Prey Lang, er det blot et spørgsmål om tid, før en oprindelig livsform og endnu et oprindeligt landskab fragmenteres. Det bliver ikke umiddelbart den cambodianske regering, som sætter en stopper for denne udvikling. Tværtimod er den i fuld gang med at sælge koncessioner til at udnytte området og har sat militær og politi ind overfor forsøg på at standse udviklingen.

Denne lille dokumentar: Prey Lang – One Forest One Future, giver en fornemmelse af desperationen:

Læs mere »

.
Apropos indlægget i går, Det globale opland, var jeg tilbage at gense en TED-video fra sidste år, The Other Inconvenient Truth: How Agriculture is Changing the Face of Our Planet, som meget tydeligt illustrerer, hvordan tilvejebringelsen af vores livsfornødenheder efterhånden inddrager det meste af kloden.

Foley ender med at indkredse behovet for at erstatte Agriculture med Terraculture – en Farming for a Whole Planet, som integrerer det bedste i det moderne industrielle landbrug med det bedste i det organiske landbrug og det bedste i naturbevarelsesbestræbelser.

Mod slutningen viser han en lille filmstump, som opsummerer situationen i spørgsmålet:  How do we feed the world without destroying it?

Han giver ikke noget egentligt svarpå, hvad Terraculture indebærer, men opridser en række af komponenterne, og kvalificerer det spørgsmål – How do we feed the world without destroying it? – som er alt for vigtigt til at overlade til landmændene og markedsmekanismerne, og som ikke bare er lige så stort et problem som klimaudfordringen, men som er et problem så centralt i klimaudfordringen og så stor en del af klimaudfordringen, at der ikke er nogen løsning på klimaudfordringen uden også at få hel vores nuværende fødevareproduktion alvorligt under lup.

Under vejs viser han nogle tankevækkende før-efter-billedpar af, hvor radikalt vi (vores landbrug) på blot ganske på år årtier har transformeret Jordens fremtræden. Jeg har hevet et par af dem ind her:

Læs mere »

Amazon-området udgør verdens måske største grønne lunge, med en kolossal vigtighed for verdens biodiversitet og klimabalance. Men efter nogle få år, hvor skovfældningen så småt syntes at være ved at komme under kontrol, bliver der nu i et brasiliansk lovforslag lagt op til totalrydninger i hidtil uset omfang. Derfor har Awaaz har netop rundsendt denne opfordring til at stå bag en underskriftsindsamling om at få den nye lov omstødt:

The Brazilian Congress has just passed a catastrophic forestry bill that gives loggers and farmers free rein to cut down huge swaths of the Amazon. Now only President Dilma can stop it.

Fortunately, the timing is on our side – in weeks Dilma will host the world’s biggest environmental summit and insiders say she cannot afford to open it as the leader who approved the destruction of the rainforest. She’s facing mounting domestic pressure, with 79% of Brazilians rejecting this new bill. Now, if we join them we can turn up the global heat and push her to axe the bill, not the rainforest.

Dilma could make her decision any day. Let’s get her to veto the bill now. Use the online form to sign the urgent petition to stop the Amazon chainsaw massacre and if you have already signed – send this to everyone!

http://www.avaaz.org/en/veto_dilma_global/?tta.

Læs mere »

.

I nogle år har man set bier dø og bisamfund disintegrere på hidtil usete måder. Der har været mange forsøg på at forklare den såkaldte CCD, ‘Colony Collapse Disorder’, fra forstyrrende mobil- og antennesignaler over parasitter og klimaforandringer til forskellige miljøgifte og landbrugets stadig mere omfattende brug af sprøjtemidler.

Nu synes der at tegne sig et definitivt billede af, at det er neonicotinoider, en gruppe af pesticider beslægtet med nikotin, som står bag miseren. En række parallelle undersøgelser dokumenterer, at selv lave doser af disse sprøjtemidler, som bruges både i landbruget og på villavejene, forstyrrer biernes evne til at navigere og svækker bistadernes udvikling.

Ovenstående 2 min. video, en Science Bulletin fra American Museum of Natural History, giver et kort rids af de seneste opdagelser på området.

Neonicotinoider anvendes i stigende omfang af landbruget i EU og anvendes også både i danske haver og landbrug, men er i varierende omfang blevet forbudt i en række lande. Neonicotinoider virker som neurotoksin gennem at angribe skadedyrs centralnervesystem. De optages imidlertid i alle dele af den plante, som behandles med den, herunder pollen og nektar. Efterfølgende kan bier og andre bestøvningsinsekter optage dem og bære dem tilbage til deres stader og reder, også selv om sprøjtningen ikke var tiltænkt bierne (som er et vigtigt nyttedyr i landbruget) men kun skadedyrene.

Nu har vi fået dokumentationen (der er links til abstracts af forskningsartiklerne nedenfor, og de er nærmere beskrevet på videnskab.dk). Men spørgsmålet er, hvor lang tid der går før vi ser myndighederne skride til handling.

På den korte bane må brugen af neonicotinoider standses øjeblikkeligt. På den lidt længere bane må landbruget indse, at denne eskalerende kemiske krigsførelse er den helt forkerte strategi. Stadig flere stoffer bliver spredt i miljøet og finder vej til vores drikkevand – og på et tidspunkt ikke bare kan, men vil det gå alvorligt galt.

Se tidligere blog-indlæg: Højt CO₂-niveau bag bisamfunds kollaps? og Bier i fare.

Mickaël Henry et al.: A Common Pesticide Decreases Foraging Success and Survival in Honey Bees, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Penelope R. Whitehorn et al.: Neonicotinoid Pesticide Reduces Bumble Bee Colony Growth and Queen Production, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Wikipedia: Imidacloprid effects on bees.