Strøtanker om bæredygtighed

Nature + climate: Can Nature save us? – Den første af fem “World Leaders Dialogues” ved IUCNs biodiversitetskonference i Korea 07.09.2012 – 104:19 min. video.

Ved den igangværende IUCN-konference i Korea er det muligt at følge en række biodiversitetsdialoger, som det i bakspejlet har været en fornøjelse af følge, så jeg gradvist har lagt alle fem dialoger op. De udfolder sig som dialoger mellem først og fremmest politikere og statsoverhoveder, men man finder også fremtrædende forskere og virksomhedsledere som Marvin Odum fra Shell, og Sir Richard Branson fra Virgin.

Fællestemaet er Nature + – naturen plus noget, naturen set i kontekst, i forhold til den verden uden for reservaterne, som også er natur, men i dag ofte nødlidende natur, stærkt presset af den menneskelige tilstedeværelse. Og faktisk er det virkelig spændende ved disse dialoger, at det at tage naturen som  udgangspunkt for klima-diskussione, grøn vækst-diskussionen, fødevare-diskussionen osv. tilfører dem en vigtig perspektivering.

Alle konferencens tilhørere har små tablets – IUCNs konference er stort set papirløs – og under vejs inddrages konferencedeltagernes spørgsmål til panelet, som hele vejen igennem er projiceret op på den store digitale bagvæg.
.

Oplægget til Nature + climate

Human-induced climate change continues unabated, and some of its impacts are irreversible. Reducing greenhouse gas emissions is the only long-term answer to stabilising the global climate. But as a new wide-ranging global climate deal remains elusive, many are turning to nature-based solutions, like REDD+ (reducing emissions from deforestation and ecosystem degradation), to help stave off the worst effects of climate change. Nature has often been portrayed as the victim of climate change but healthy natural ecosystems such as forests, peatlands and wetlands are critical for absorbing and storing carbon and helping us adapt.

♦ But are these measures enough?
♦ Can ecosystems really make a difference before it is too late?
♦ What have we learnt already about nature-based solutions to climate change
♦ and what are the challenges for the future?
.

Læs mere »

I den del af Amazon-bækkenets regnskov, som strækker sig ind i Ecuador, finder man Yasuní nationalpark. Her har naturens opfindsomhed – den proces mod stadig større mangfoldighed, som er iboende alle naturens økosystemer, og som over tid udvikler stadig nye former og varianter – haft særlig gode kår, og man regner med, at Yasuní er det sted i verden, hvor man finder den største artsmangfoldighed. Man finder her også to af verdens efterhånden meget få ukontaktede stammefolk. Biodiversitetsmæssigt er Yasuní således et enestående skatkammer, som fortjener fuld beskyttelse og bevarelse for eftertiden.

Men i 2007 fandt man under en del af Yasuní kolossale forekomster af olie – 846 millioner tønder råolie med en anslået værdi på 7,2 mia. $. I et fattigt land som Ecuador, hvor 38% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og 70% af landets indtægter kommer fra olieeksport, er det en endog meget vanskelig situation.

Ecuador er faktisk et af de lande, som har indskrevet naturens rettigheder i sin grundlov – Pachamama, Moder Natur, er et vilkår for menneskelig eksistens, som har en egen ret til at eksistere, og ikke blot en ressource, som vi mennesker kan skalte og valte med – eller forhåbentligt blive bedre til at forvalte. Men de første olieledninger er begyndt at finde vej til området.

Læs mere »

I de næste halvanden uge er 8.000 mennesker samlet til IUCNs konference om biodiversitet i Korea.

International Union for Conservation of Nature and Natural Resources blev grundlagt i 1948 som verdens første internationale miljøorganisation. I dag har IUCN mere end 1.200 medlemsorganisationer i 160 lande, og IUCN er en af de store spillere i (forsøget på) sikringen af verdens biodiversitet.

Det er IUCN, som administrerer verdens rødliste over truede dyrearter, et desværre stadig mere omfattende projekt. Selvom verdens lande i 1992 vedtog en biodiversitets-konvention, hvori man lovede hinanden at gøre en indsats for at standse artsudryddelsen, så forsvinder der stadig flere arter fra jordens overflade, og på den nylige Rio+20-konference fremlagde IUCN nye opgørelser, som viste, at 31% af alle arter i verden var truet af udryddelse.

Dette er dybt alarmerende. Hvad der har taget årmillioner at bygge op, er på vej til at blive destrueret på få generationer.

Men det er som om, at det overhovedet ikke trænger ind, at den slags problemer stadig kommer i anden eller tredje række i forhold til finanskriser, identitetskriser, hvor vi skal hen på ferie og hvad vi skal have til middag.

I takt med, at vi bliver stadig flere mennesker med stadig større forbrug, og råstofindvindingen og det industrialiserede landbrug underlægger sig stadig større dele af verden, bliver der dag for dag mindre plads til den levende naturs mangfoldighed.

Yderligere får klimaforandringerne en gradvist voldsommere indvirkning på økosystemerne. Så der er al mulig grund til at samle kræfterne om, hvordan vi kan bevare og videregive kloden i al dens mangfoldighed.

Det svære er måske at indse, at de fleste problemer i forhold til bevarelsen af biodiversiteten falder tilbage på os selv – på den måde, vi mennesker har indrettet os på, og det omfang tilvejebringelsen af vores livsfornødenheder har taget.
.

Læs mere »

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

Dette billede af et hvidt næsehorn, som forbløder efter at have fået fjernet sine horn, har jeg haft liggende længe på min computer. Det sammenfatter på mange måder den absurditet, hvormed vi behandler vores omgivelser. Og nu hvor jeg har sat mig for at lave en række små biodiversitetstekster, satte jeg en lille afsøgning i gang.

Hvad får mennesker til at maltraktere næsehornene, så de verden rundt er alvorligt udryddelsestruede?

En af de afrikanske savanners store flotte dyr er næsehornet. Som mange af de andre store dyr har det været stærkt eftertragtet. Det var efterhånden lykkedes at få skabt reservater, hvor de store dyr kunne overleve, det værste krybskytteri var ved at være kommet til livs, og en bestand, som havde været nær udryddelse var igen i fremgang.

Men i den senere år har hornene været voldsomt eftertragtede i Sydøstasien – i lande som Malaysia, Thailand, Vietnam og Kina bliver hornene solgt til astronomiske summer. Hornene har fået ry som detox-middel, hvis man har drukket og spist og svælget i fede sager, vil et udtræk af pulveriseret horn være en god kur mod tømmermænd og generelt være styrkende for helbredet. Hornene har været kendt fra den traditionelle kinesiske medicin og har her i nyere tid fået ry for at kunne helbrede terminalt syge kræftpatienter. Sådanne myter omkring hornene har dels skabt en guldrandet forretning, dels en voldsom stigning i antallet af næsehorn, som forbløder efter at have fået hornene skåret af ved roden.

I et land som Zimbabwe regner man med, at der i 1970 var omkring 65.000 sorte næsehorn. I dag er der kun 440. Det er ikke kun krybskytteri og indskrænkede levevilkår, men i høj grad på grund af illegal afhorning til det sydøstasiatiske marked. Med kilopriser på op til 35-50.000 £ for de afskårne horn er de genstand for en kynisk organiseret kriminalitet, som man formoder, er drevet af den vietnamesiske mafia.

Der er tale om velorganiseret kriminalitet, som bruger helikoptere, bedøvelsesmidler og avanceret moderne teknologi som infrarødt lys. Alene i Kruger Nationalpark i Sydafrika var der i første halvdel af 2011 så mange træfninger mellem vagtpatruljer og indtrængende næsehornsjægere, at 17 næsehornsjægere er dræbt. Så der er tale om en veritabel næsehornskrig.

Læs mere »

Ifølge nye opgørelser fra IUCN, som blev fremlagt på Rio+20 i juni, er 31% af verdens biodiversitet i dag truet. Således vil i titusindvis af arter vil inden for en overskuelig årrække forsvinde fra jordens overflade. Det er et svært placerbart problem for de fleste – inklusive mig selv – og jeg har derfor fået den stadig lidt uklare idé i den kommende tid at finde små eksempler på, hvordan den enestående mangfoldighed, som naturen med sin langsommelige skaberkraft har udviklet gennem tiderne, hastigt fortrænges af den kloden rundt stadig mere dominerende art, Homo consumens, som forskerne lige nu mest hælder til at indplacere som en kritisk fejlmutering af Homo sapiens (en bevidsthedsbrist, som endnu ikke er fuldt forstået).

Tag nu for eksempel denne lille panamanske guldfrø, Atelopus zeteki. Jeg blev helt øm om hjertet, at der også var blevet plads til at udvikle en sådan skabning. Lige det med pladsen kniber det da også alvorligt med, så guldfrøen er nu at finde på IUCNs rødliste over critically endangered species. Dens naturlige levevilkår er stort set forsvundet, og det regnes nu for usandsynligt, at den stadig findes i vild form. Men den overlever i zoologiske haver, og man har med held kunnet formere den i fangenskab. Panama har nu erklæret 14. august for Golden Frog Day – den lille guldfrø bliver i Panama regnet som et lykkesymbol – hvilket må regnes som den lille frøs held, for det giver en chance for, at landet for sin egen lykkes skyld etablerer naturreservater, hvor den kan genudsættes.

Andre arter er mindre heldige, og med det kulturtryk, vi har fået lagt ud over hele kloden, er vi med stor sandsynlighed i fuld gang med at udrydde arter, vi aldrig nåede at kende.

Det skal siges, at det ikke kun er den moderne civilisations annektion og forstyrrelser af stadig større dele af landskaberne, som er skyld i guldfrøens forsvinden. En alvorlig svampesygdom, Chytridiomycosis, som rammer padder, bredte sig fra sidst i 1980erne over Mellemamerika og truer i dag padder i store dele af det tropiske område. Chytridiomycosis gjorde det af med  guldfrøerne – sidste gang den blev observeret i naturen, var i 2009.

The week in wildlife – in pictures, The Guardian 17.08.2012.

Jessica Aldred: The final wave of the Panamanian golden frog, The Guardian 03.09.2012.

I sidste uge bragte George Monbiot med artiklen Putting a price on the rivers and rain diminishes us all en klassisk bredside mod det stadig mere omsiggribende fænomen at sætte pris på naturen – ikke bare i forståelsen at man holder af naturen og synes den er smuk, men det at man konkret sætter en pris i kroner og øre, dollars og euro på naturen.

For hermed gør vi naturen til “vores natur”, til en vare, til noget vi kan eje, købe og sælge – og forbruge. Hele denne værdisættelse vil uomgængeligt blive antropocentrisk, fastsat ud fra hvad vi mennesker finder værdifuldt. Hvad frøer, salamandre, katte osv. måtte værdsætte – som retten til at leve uforstyrret af mennesket – vil til enhver tid være sekundært i forhold til den værdi (for os), vi kan finde ud af at projicere ud i naturens enkelte dele.

Måske udviklingen er lidt mere fremskreden i England, hvor den forrige regering bad en forskningsvirksomhed at få prissat hele den engelske natur, eller måske rettere værdien af den engelske naturs værdiskabelse. Monbiot skriver, at selvom denne forskningsenhed påtog sig opgaven, så udtrykte den i sin afrapportering tvivl om hele forehavendets natur, at: “this exercise was ‘theoretically challenging to complete, and considered by some not to be a theoretically sound endeavour’. Some of the services provided by England’s ecosystems, it pointed out, ‘may in fact be infinite in value’.”¹

Jeg må indse, at jeg hører til dem, som finder værdisættelsen af naturen og vores indgreb i den meget uhyggelig, som en tankegang vi ikke skal begive os ind på. Det er ikke fordi prisen på en olieindsmurt fugl altid vil være for lav, når den bliver holdt op mod de interesser, som førte til, at olien blev pumpet op, transporteret og spildt på havet. Det er det basale forhold, at vi overhovedet sætter en kontant pris på naturen.

Princippet har været brugt i det små i mange år. Hvis man skulle anlægge en motorvej over Fyn, så kunne man ved at værdisætte de forskellige arealer, man måtte inddrage for forskellige vejføringer, og tildele dem en pris, ligesom man kunne konstruere en pris for alle de besvær og problemer, motorvejen medførte. På den måde kunne man økonomi-optimere linjeføringen. Men hvem sætter prisen på en golfbane overfor prisen på en kornmark overfor en fredskov, overfor en udsigt, overfor en fragmentering af den vilde natur? Og kunne dette regnestykke nogensinde føre til, at det var bedre for helheden ikke at lave motorvejen?

Læs mere »

En gruppe forskere fra Okinawa har netop offentliggjort en artikel i Nature om strålingens indvirkning på pale grass blue butterflies.¹ Dens latinske navn er Zizeeria maha, og den er beslægtet med de danske blåvinger, men jeg har ikke kunnet finde noget dansk navn.

I maj 2011, få måneder efter A-kraft-ulykken ved Fukushima-værket, indsamlede forskerne 121 sommerfugle fra en række lokaliteter i forskellig afstand fra det forulykkede A-kraftværk og kunne konstatere, at 12% havde unormalt små vinger, samt at forekomsten heraf var jo højere, jo nærmere indsamlingsstedet var på værket. Ved at parre dem med små vinger blev forekomsten af unormalt små vinger øget til 18% i anden generation, ud over at der var en del ekstra dødsfald allerede i opvæksten i denne generation. Når sommerfugle med unormalt små vinger fra denne anden generation herefter blev parret med sommerfugle uden misdannede vinger, steg andelen med unormalt små vinger i tredje generation til 34%.

Samme forskere indsamlede i september yderligere 238 sommerfugle og kunne konstatere, at 28% havde udviklet unormalt små vinger (én generation varer for denne art omkring 45 dage). Ved igen at parre dem med unormalt små vinger øgedes forekomsten af unormalt små vinger til 52%.

Disse kontrollerede parringer fandt sted på Okinawa, 1.750 km fra de kernenedmeltede reaktorer ved Fukushima Daiichi-værket. Når hyppigheden af deformiteter øgedes i efterfølgende generation, må det derfor tilskrives strålingsbeskadigelser af det genetiske materiale.

Læs mere »

I tirsdags døde Marijke Zwaan, og mens disse linjer tager form, er hendes nærmeste samlet til begravelse på Ærø. Marijke var en ildsjæl, som har betydet utrolig meget for det grønne København. Som drivende kraft i Byhavenetværket har hun gennem årene igen og igen vist, hvordan man kunne transformere byens ofte alt for nøgterne omgivelser til frodige rammer om bylivet, som gav bynaturen bedre vilkår og bragte mennesker i bedre kontakt med både deres egen og den omgivende natur.

Marijke, i denne stund føler jeg en stor taknemlighed for din store, vedholdende indsats for at gøre byen til et smukkere, dejligere og mere frodigt sted. Og jeg fik behov for at dele den vision for byen, som du sammen med Ann-Sofie Richard, Christian Coff, Poul Erik Pedersen og Tony Andersen formulerede i bogen Gør byen lidt vildere. Her udfolder I  under overskriften Hvad er en byhave? en flot vision for byhaven og dens potentiale.

Tænk hvis vi gjorde dette til virkelighed – hvis vi karré for karré gennemførte en sådan proces i hele byen. Hvilken forunderlig transformation for bynaturen og dens beboere.

Jeg har medtaget åbningstekstens elleve punkter herunder.

Tak Marijke, tak.

.

Hvad er en byhave?

I en byhave føles luften ren og frisk. Der er dage, hvor der dufter af fugtig jord og dage, hvor der dufter af træer i blomst. Der er lyde af vind fra raslende blade og lyde af vand, der løber og pibler hen over sten.

I en byhave er jorden ren. Man kan dyrke grøntsager, frugt, nødder, krydderurter, og glæde sig over at have produceret egne afgrøder. Eller forundres over, at det, man såede, ikke kom op.

I en byhave kan børnene lege på alle årstider i et eventyrland med sten og træ, krat og huler, bakker og dale, planter og jord, sand og vand. Der er ingen giftige materialer.

I en byhave blomstrer kreativiteten. Der er plads til at udfolde sig. Der laves træskulpturer, mosaikker og malerier; der lappes cykler, istandsættes møbler og meget mere.

Læs mere »

Faldt lige over denne artikel i Japan Times om en lille overrislingskanal i Kurohime, som er anlagt en gang i Edo-perioden (1603-1867) for at trække vandet fra en bjergbæk, så det kan overrisle dalens rismarker.¹ Dette vandløb passerer forfatteren Old Nic’s skov, og når det overhovedet giver anledning til en artikel, er det fordi han i foråret fik besøg af en lille delegation af lokale embedsmænd og risbønder, som gerne ville “sikre” det sidste stykke af vandløbet med betonelementer, og derfor ville bede om lov til at komme ind over hans grund med entreprenørmaskiner.

Man ser det over alt i det japanske landskab: Det strømmende vand er cementeret, indrammet, holdt i ave af beton. Det skal siges, at det regner meget i Japan, som man så for nyligt på Kyushu, faldt der på det sted, hvor nedbøren var størst, mere en 1.000 mm regn inden for få døgn. Det er mere end nedbøren i Danmark på et helt år. Så særlige steder, hvor man ellers ville kunne risikere jordskred eller at bebyggelse ville blive undergravet, er det umiddelbart forståeligt, og i lavlandets rismarker vinder man måske 10-20 cm ved, at kanterne til de mange overrislingskanaler står støbt i beton. Men i Nagano er regnmængderne mere moderate. Rigtig mange steder er betonforingerne ikke bare skæmmende men helt overflødige – og står som monumenter over en kontrolkultur, som udrustet med moderne teknologi endnu ikke helt har lært at sætte sine grænser.

Læs mere »