Strøtanker om bæredygtighed

James Hansen, ledende klimaforsker ved NASAs Goddard Institute for Space Studies har i 2008-2009 State of the Wild bidraget med et yderst læseværdigt essay, Tipping Point. Perspective of a Climatologist, om klimaforandringernes konsekvenser for biodiversiteten. I en kommentar til artiklen Nicholas Stern: 1 ton CO2 til hver, bragte Niels-Holger Nielsen 04.05. i Information en oversættelse af James Hansens essay, som jeg har fået lov at lægge ud på Strøtanker om bæredygtighed.
..

Tippepunkt, en klimatologs perspektiv

af James Hansen

“Dyrene flygter. Planterne migrerer også.” Jeg skrev disse ord i 2006 for at gøre opmærksom på det faktum, at klimaforandringerne allerede var i gang. Folk bemærker ikke klimaforandringerne, fordi de er skjult af fluktuationer i vejret fra dag til dag, og fordi vi residerer i behagelige hjem. Dyr og planter, på den anden side, kan kun overleve under bestemte klimatiske betingelser, som nu er under forandring. The National Arbor Day Foundation måtte tilbagekalde sine forældede kort over de zoner, indenfor hvilke træarter kan overleve, og dyr skifter til nye bosteder. Er disse gradvise forandringer i naturen i overensstemmelse med de dramatiske videnskabelige vurderinger af, at en planetarisk nødsituation er ved at udkrystallisere sig? Ja, desværre. Forhåndenværende eksempler antyder kun den planetariske nødsituation, som klimastudier afslører med voksende klarhed.

Vores klode er faretruende nær den tærskel, hvor menneskeskabte drivhusgasser når det niveau, hvor væsentlige klimaændringer vil eskalere hovedsagelig ved egen kraft. Igennem intensivering af den hydrologiske cyklus vil opvarmningen forcere skift i klimazonerne, som vil påvirke tilgængeligheden af ferskvand tillige med menneskets sundhed. Vi kommer til at opleve gentagne tragedier langs kysterne i forbindelse med storme og stigende vandstand. Følgevirkningerne er overvældende og kan kun afværges ved, at vi skifter til en fundamentalt anderledes energiproduktion inden for det næste tiår. I modsat fald vil det være for sent for en tredjedel af verdens arter og for millioner af vores egen art.

Vi har mulighed for at bevare denne bemærkelsesværdige planet hvorpå civilisationen udvikledes, men det vil ikke blive let: Særinteresser er modstandere af forandringer og har en uforholdsmæssig magt i vore regeringer, især i USA. Det er essentielt at forstå naturen og årsagerne til klimaændringerne for at kunne skabe løsninger på vores nuværende krise.
..

Læs mere »

For nylig fik jeg via MySpace en meddelelse fra Seacology, en hjælpeorganisation, som jeg har fulgt gennem en årække, som har specialiseret sig i at støtte bevarelsen af oprindelige folkeslag og deres livsgrundlag på øsamfund over alt i verden. Af meddelelsen fremgik det, at man nu kunne tilbyde carbon-offsetting, formidling af projekter til CO₂-kompensation.

Hvis man for eksempel flyver til Thailand, producerer det så og så mange ton CO₂, som man gennem offsetting kan kompensere for ved at finansiere projekter, som reducerer en tilsvarende mængde CO₂.

Siden 1991 har Seacology gennemført et stort antal små projekter, som har beskyttet regnskovsområder og andre oprindelige biotoper mod ødelæggende anvendelse. Det kan være aftaler med fiskelandsbyer om at lade truede skildpadder yngle i fred på bestemte kyststrækninger mod at hjælpe med etableringen af rent drikkevand osv. Eller det kan være en landsby, som har fået påbud om at lave en ny skolebygning, hvor eneste løsning er at sælge den fælles urskov til ophugst, selvom den oprindelige livsforms livsgrundlag herved ville gå tabt for evigt. I sådanne situationer kan Seacology gå ind og finansiere skolebygningen mod at landsbyen vedgår en bevarende aftale om bevarelse af området i en årrække.

Et indonesisk projekt fra 2007 er helt karakteristisk for Seacologys arbejdsmåde: I to landsbyer på øen Karakelang har man indgået aftale om at opføre henholdsvis en børnehave og en lille medicinsk klinik mod at landsbysamfundene etablerer og respekterer et regnskovsområde på 25 hektar i minimum 20 år (se om projekterne i Ensem og Niampak).

Listen over sådanne små Seacology-projekter, som på én gang er med til at sikre eksistensen for oprindelige befolkninger og biodiversiteten i øsamfundenes ofte enestående flora og fauna, er lang (se oversigt over Seacology Island Projects). Seacology arbejder udelukkende på landsby-niveau, hvor man gennem et nøje lokalkendskab og en ‘noget for noget’-strategi for små beløb har opnået store resultater.

Læs mere »

I nærheden af Shanghai er planlægningen af Dongtan EcoCity i fuld gang. Første etape af bebyggelsen med bolig og arbejde til 10.000 mennesker skal stå færdig inden Verdensudstillingen i Shanghai i 2010, så der bliver travlhed den kommende tid.

Det er ikke en hvilken som helst by, der er på tegnebordet – tværtimod vil Dongtan sætte helt nye standarder for bæredygtige byer. Bydannelsen er meget kompakt, men stadig kun 3-6 etager høj. I Shanghai, som har set mere end 2.000 nye skyskrabere i det seneste årti, peger Dongtan i en radikalt anden retning. Arbejdspladser er systematisk indarbejdet, så pendlingstrafik er minimeret – man regner på den konto alene med at kunne spare 400.000 ton CO₂. Der vil kun være adgang for køretøjer på el og biobrændstof, så det vil samtidig blive en sund by, uden den smog og partikelforurening, som nu hærger stort set alle verdens storbyer. Alt er ressource- og energi-minimeret, og den nødvendige energi for de omkring 80.000 indbyggere og 50.000 arbejdspladser vil blive tilvejebragt gennem vindmøller, biogas fra toiletter og avner fra risdyrkningen. Heri ligger besparelser på andre 350.000 ton CO₂, og Dongtan er projekteret til at være en CO₂-neutral by.

Der er træer og grønt over alt i Dongtan – også på tagene. Mellem bebyggelserne er der indarbejdet højproduktive gartnerier, således at fødevareproduktionen for området vil forblive lige så høj eller højere, når byen står fuldt udbygget. Samtidig er der planlagt en systematisk vandgenvinding og -udveksling mellem beboelse og landbrugsproduktion, så vandforbruget vil være mindre end nu, selv efter at Dongtan er fuldt udbygget.

Læs mere »

For nylig sendte en god ven Daniel mig en hel stribe links om bier. Bierne har i efterhånden en del år været i gradvis tilbagegang i takt med, at det industrialiserede landbrugs dyrkningsmetoder mange steder i verden har gjort livet på landet stadig mere besværligt for bierne. Men på det seneste har man set hidtil ukendte problemer med bierne. De kan simpelthen ikke finde tilbage til bistaderne, og hele bisamfund går til grunde.

‘Colony Collapse Disorder’ har man kaldt det. Fænomenet optræder blandt andet i USA, Irland og England, og der har været varslet, at bierne kan være helt forsvundet om 10 år.

I en tid med ufred og klimatrusler kan det umiddelbart synes som et mindre problem. Men mange planter er afhængige af biernes bestøvning for at kunne sætte frugt og frø, deriblandt en stor del af vores nyttepanter. Så selvom vi måske kan sikre æblehøsten ved møjsommeligt én for én at bestøve alle æbleblomster med en lille pensel, så vil biernes forsvinden få katastrofale følger for biodiversiteten.

Man har spekuleret meget i, hvad der ligger bag bisamfundenes pludselige kollaps? – virus, nye sprøjtemidler eller måske mobiltelefoni, hvis bølgemønstre i stadig højere grad fylder æteren. Hvor der lige nu er stor tvivl om årsagen, er der ingen tvivl om, at det vil får alvorlige konsekvenser for landbrugsproduktionen.

Nedenfor er der masser af links til yderligere informationer samt adgang til en ’60 minutes’ video om problemerne i USA.

Læs mere »

Anemonerne har været der nogen tid, men de er svære at finde mellem byens huse, og først i denne weekend kom jeg rigtigt i skoven.

[nggallery id=110]

.
Billederne her er fra Sæbygaard Skov, efter sigende Danmarks nordligste bøgeskov. Den ligger lunt og godt beskyttet for vinden i en stejl dal, som Sæby Å gennem tiderne har gravet.

Anemonerne tilhører den gruppe af planter, som har udviklet en tidlig blomstring for at have adgang fuld sol inden løvskoven lukker for lyset for sommeren.

Hvis man som klima- og miljøbevist europæer overvejer at købe en bil, som kan køre på biobrændstof, skal man nok tænke sig om en ekstra gang. For det kan meget vel være, at man gør klimaet og jordkloden en bjørnetjeneste. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof i de industrialiserede lande har nemlig medført omfattende miljøødelæggelser mange steder i verden. Og den CO₂, det måtte spare på de europæiske landeveje, bliver mere end modvirket af stigende CO₂-udledninger i lande som for eksempel Indonesien, hvor oprindelige landskaber i stor skala raseres for at give plads til produktionen af biobrændstof.

Det fremgår af en rapport, Peat-CO₂. Assessment of CO₂ emissions from drained peatlands in SE Asia, som Wetlands International, Delft Hydraulics og Alterra i samarbejde har udarbejdet om forholdene i Sydøstasien. Her finder skovrydning og dræning af vådområder sted i stor stil for at give plads til olieplantager til produktion af biobrændstof til ‘miljørigtig’ transport.

Man regner med, at der i Sydøstasiens ‘peatlands’ – urskove med en (tørvemoseagtig) bund af uomdannet eller delvist omdannet organisk materiale, som er opbygget gennem århundreder – findes lagret 42 teraton CO₂, eller det dobbelte af jordens samlede årlige CO₂-udledninger. Urskovsbiotoper har en meget høj biomasse (og dermed bunden CO₂) i forhold til landbrugsarealer med monokulturer af ofte kun enårige planter. Disse enorme CO₂-depoter frigives til atmosfæren ved fældning, afbrænding og dræning. Når vådområder med urskov drænes og totalfældes, sker der i årene efter en omfattende iltning af urskovens tørveagtige lag af delvist omdannet organisk materiale, som fører til gigantiske CO₂-udledninger. Ifølge rapporten er der ved dræning af nyfældede vådområder tale om CO₂-emissioner i størrelsesordenen 70-100 ton pr. hektar pr. år. Dette er en af de vigtigste grunde til, at Indonesien på blot tre år er gået fra at være verdens CO₂-udleder nr. 21 til i dag at være verdens tredjestørste CO₂-udleder, kun overgået af Kina og USA.

Læs mere »

Jeg må være gået forbi det sted tusinde gange, men den anden dag, hvor forårssolen dansede, kom jeg til at se, at der på kronen af den teglmur, som omgiver Helligåndskirken mod Valkendorfsgade og Niels Hemmingsens gade midt inde i København K er den vidunderligste lille moshave. Og efter de seneste dages regn var mosset svulmende, farvemættet og blomstrende.

[nggallery id=108]
På den led kan de traditionelle materialer noget, som moderne byggematerialer har svært ved at hamle op med – blive smukkere med tiden.

Læs mere »

I den første af to videoer nedenfor, som stammer fra ved TED-konferencen i Monterey marts 2007, tager miljøskribenten og journalistprofessoren Michael Pollan os med på en indre havevandring, hvor vi fra græshøjde bliver ført gennem en fantastisk opdagelsesrejse i naturen oplevet fra planters og dyrs perspektiv.

Pollan startede som haveskribent, men har gennem en række bøger bevæget sig langt ind i økologiens og bæredygtighedens verden. Han fortæller med en helt usædvanlig indlevelseskraft om de symbioser og relationer, som fylder naturens verden – i en stadig udfordring af vores helt utilstrækkelige, cartesiansk funderede naturopfattelser.

Med bogen The Omnivore’s Dilemma. A natural History of Four Meals (2006) bevægede han sig langt ind i vores spisekultur og en stadig indkredsen af, hvordan vores kost og fødevareproduktion har ikke bare store konsekvenser for vores sundhed, men vidtrækkende politiske og miljømæssige konsekvenser.

Læs mere »

UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, som under ledelse af Yvo de Boer forstår arbejdet med at etablere afløseren af Kyoto-aftalen, har lavet en rapport om klimaforandringerne i udviklingslandene: Climate change: Impacts, vulnerability and adaptation in developing countries.

Konsekvenserne af klimaforandringerne er ikke bare lige fordelt over hele verden. Faktisk er det så unfair, at de industrialiserede lande, som har ansvaret for den globale opvarmning, gennemgående er mere robuste overfor de tidlige stadier af klimaforandingerne, hvorimod en lang række u-lande, som ikke har nogen medskyld i klodens ubalancer, allerede nu står med særdeles håndgribelige konsekvenser af de store mængder af drivhusgasser, som den industrialiserede verden op gennem det 20. århundrede har ledt ud i atmosfæren.

Læs mere »

Midt i Botanisk Have kan man møde slanger. Men bare rolig, det er snoge, de er helt ufarlige og lette at kende på deres to gule nakkeplatter.

Her sidst i marts kommer de første frem efter at have ligget i dvale vinteren over, og det er på denne årstid, at de er lettest at finde, på små lune pladser, hvor de suger til sig af solens varmende stråler.

Snogen er en god svømmer, og senere på sommeren ser man den mest, når den svømmer i de gamle voldgrave.

Snogen lever først og fremmest på steder, hvor der er frøer og vand. Snogen er i stærk tilbagegang i Danmark og er derfor fredet. Snogen er som det eneste danske krybdyr på Danmarks gulliste over truede dyrearter. Snogen er derfor en af de mange dyre- og plantearter, som ville nyde godt af, hvis man fik reetableret nogle af de mange vådområder i det åbne land, som landbruget gennem dræning og vandløbsregulering har tørlagt for at vinde dyrkbare arealer.

Måske var snogen også et af de dyr, som vi med en grønnere og vegetationsmæssigt mere frodig by kunne give bedre livsbetingelser. Men det forudsætter, at vore grønne områder ikke bliver alt for friserede.

Se mere om snogen på www.skovognatur.dk.

Gulliste over planter og dyr i Danmark (pdf).