Strøtanker om bæredygtighed

I dag er det præcis 20 år siden at NASA-forskeren James Hansen stod frem for det amerikanske senat og fortalte den chokerende nyhed, at vi med de stadigt stigende CO₂-udledninger var i færd med at udløse en katastrofe af globalt omfang. Det blev starten på, at global opvarmning fandt vej til den politiske dagsorden. 20-årsdagen er blevet markeret med en række miljøevents i Washington, og James Hansen selv har i dag vidnet overfor senatets komite for global opvarmning.

Allerede den gang kunne han meddele, at det var 99% sikkert, at vores stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer havde medført en begyndende opvarmning af jordkloden, og at det var vigtigt for den globale balance, at der blev bremset op hurtigst muligt.

På en måde er der ikke sket ret meget siden da. Der forbrændes mere fossilt brændstof end nogensinde, og det amerikanske CO₂-udledninger, som pr. indbygger er blandt de største i verden, ligger endnu højere end for 20 år siden. Klodens regnskovsområder, som udgør andre store CO₂-lagre, ødelægges med uformindsket hastighed. Oceanerne, som langsomt har absorberet broderparten af den ekstra CO₂, som siden industrialiseringens begyndelse er er lukket ud i atmosfæren, er ved at have nået en grad af forsuring, som virker alvorligt forstyrrende ind på de biologiske systemer. Og omstillingen til vedvarende energikilder har indtil nu vist sig sværere end som så at gennemføre i stor skala. Koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er derfor nu oppe omkring 380 ppm – eller højere end på noget tidspunkt i de seneste 600.000 år. Og koncentrationen stiger med omkring 2 ppm pr. år.

Men verdenssamfundet har fået oprettet et klimapanel, som er i færd med at etablere en aftale, som involverer alle verdens lande i et fælles forsøg på at løse opgaven. Hvor Kyoto-aftalen kun omfatter de industrialiserede lande – og USA endda har holdt sig udenfor – da er den klare ambition for den aftale, som efter planerne er forhandlet på plads til underskrivelse i København næste år, at den involverer samtlige verdens lande. Hvis jeg skal se positivt på det, så har der aldrig før i verdenshistorien været så mange mennesker, som over alt i verden arbejdede på at løse samme ene opgave.

Læs mere »

I går var der i The Guardian en artikel, hvor Wallace Broecker – ledende forsker ved Lamont-Doherty Earth Observatory ved Columbia University i New York og den som i sin tid skabte begrebet global opvarmning – slog til lyd for, at vi bliver nødt til at iværksætte eksperimenter med CO₂-deponering i oceanerne. Eksperter har længe været af den formening, at CO₂-deponering ville være en enkel, billig og effektiv løsning. Når først CO₂en var deponeret tilstrækkeligt dybt, ville den blive nede ved bunden i adskillige århundreder.¹

Men en sådan CO₂-udledning vil ikke bare udslette livet på bunden af de berørte oceaner. Sidste år oplevede man flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst, at vand med meget lav ph-værdi fra oceanernes bund strømmede op over kontinentalsoklen (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Forsuringen af havene er allerede en fremskreden proces, og der er risiko for, at skaldyr som er vitale for havenes fødekæder, inden for få årtier ikke vil være i stand til at danne deres beskyttende kalkskjolde. Dette ledte for nylig til et moratorium overfor alle yderligere eksperimenter med at øge havenes CO₂-optagelse gennem forskellige former for gødning (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner II og FN moratorium om gødning af oceanerne).

The Guardian bringer samme dag en meget læseværdig respons, hvor Bill Hare fra Greenpeace går stærkt i rette med Wallace Broecker og gør opmærksom på, at CO₂-deponeringer i oceanerne vil føre til uoverskuelige miljøødelæggelser, samtidig med, at en betydelig del af den deponerede CO₂ på sigt ville vende tilbage til atmosfæren.²

Læs mere »

På verdensmiljødagen 5. juni lancerede Prins Charles en ny hjemmeside, princesrainforestsproject.org, for at styrke beskyttelsen af verdens regnskove. I den anledning skrev han en artikel i Telegraph:

I min levetid har vi mistet 50% af verdens regnskove. Hvert år ødelægges et område på størrelse med England. Budskabet er ifølge Prins Charles klart: “our world is in grave danger of losing its life-support system.”¹

Det der synes at mangle er, hvad Martin Luther King kaldte ‘the fierce urgency of now’, og det er grunden til, at jeg med støtte fra en række af verdens største virksomheder og ledende eksperter, har etableret Rainforests Project.Projektets formål er at finde innovative veje til at betale de lande, som huser de tropiske regnskove, en passende pris for de økosystem-ydelser de leverer [ved at bevare regnskovene] og derigennem udkonkurrere afskovningens mekanismer. Vores mål er simpelthen: “to make the rainforests worth more alive than dead.”¹

Præsentationen herover stammer fra princesrainforestsproject.org.

På landstedet Highgrove Garden eksperimenterer Prins Charles løbende med traditionelle og organiske dyrkningsmetoder. Så det engelske kongehus markerer sig i disse år stærkt på miljøfronten.

… måske man kunne invitere det danske kongehus på studiebesøg.

Prince of Wales: Prince Charles: Help me save the rainforests, Telegraph 05.06.2008.¹

Prince Charles Rainforest project, Telegraph video 05.06.2008.

Ed Harris: Madagascar to Sell Carbon Credits to Protect Forest, Reuters 12.06.2008.

Harry Wallop: Prince of Wales saves British apple breeds, Telegraph 05.06.2008.

Graham Tibbetts: Prince Charles urges climate action to prevent ‘drought and starvation on a grand scale’, Telegraph 15.05.2008.

Bonnie Alter: A Visit to Prince Charles’ Highgrove Garden, Treehugger 12.06.2008.

Oceanerne udgør en af klodens største ‘carbon sinks’ eller CO₂-depoter, og omkring en fjerdedel af de store mængder CO₂, som vores afbrænding af fossile brændstoffer har udledt i atmosfæren, er gradvist blevet absorberet i havet. CO₂ indgår i plankton-dannelsen i havenes øvre vandlag, og når planktonet henfalder, synker de mineralske rester langsomt mod havbunden. CO₂ danner kulsyre, når det opløses i vand. Kulsyre er en relativt svag syre, men endda har man over tid kunnet iagttage, at havet gradvist bliver mere surt langs oceanernes bund.

For et par uger siden kom de første varsler om, at havet er ved at nå en kritisk grænse (se tidligere blog-indlæg sure oceaner). Siden da er der fremkommet en hel stribe artikler med forskellige aspekter af samme problem.

Ved det australske Hobart Laboratory har man konstateret, at vægten af de beskyttende skaller for pteropods, bittesmå fritsvømmende snegle, som har en vigtig rolle i fødekæden i havet mellem Australien og Antarktis, på få år er faldet til det halve. Dette er et klart billede på, at vandet hurtigt kan blive så surt, at mange af havets organismer kan få vanskeligheder ved at opbygge deres beskyttende kalkskaller.¹

Oceanernes pH-værdi er faldet med 0,1 siden CO₂-udledningerne begyndte at stige voldsomt på grund af afbrændingen af fossil brændsel. Og Selina Ward fra University of Queensland forudsiger, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil vi ikke have rejer i 2070. Vandet vil til den tid være så surt, at krebse- og skaldyr ikke vil kunne danne deres beskyttende skjold, og der er risiko for, at hele fødekædesystemer bryder sammen i oceanerne.²

Læs mere »

Det lille atol-rige Kiribati med blot 93.000 indbyggere har brugt 5. juni, som af FN er udråbt til at være World Environment Day, til at gøre opmærksom på ørigets kritiske situation udløst af klimaforandringerne. Allerede nu gør den stigende vandstand i oceanerne, at havets erosion er betragtelig hver fjortende dag, når højvandet når højest. Oversvømmelser hører til dagligdagen, og flere steder har man i de senere år måttet opgive at dyrke jorden på grund af havets hærgen. Med de nuværende udviklingsmønstre regner man således med, at ø-gruppen om senest 50 år være skyllet i havet. Kiribatis præsident Anote Tong har derfor været på besøg ved New Zealands premierminister for at anmode om hjælp til at kunne migrere befolkningen i tide – inden de bliver klima-flygtninge.

Kiribati består af 33 atoller spredt ud over et 5 mio. km² stort område i Mikronesien, omtrent midt mellem Fiji-øerne og Hawaii. De lave øer, som er dannet af koralrev, stikker typisk ikke mere end 2 meter over havoverfladen, så allerede en FN-rapport fra 1989 forudså, at samfund som Kiribati ville være de første til at mærke katastrofale følger af klimaforandringerne.

[nggallery id=123]

.
I 2006 blev et marinereservat oprettet i området, som er truet af ikke bare klimaforandringer, men også overfiskning. Tidligere i år er marinereservatet udvidet, så det i dag er verdens største marinereservat, næsten ti gange større end Danmark. Koralrevene har udviklet en enestående biodiversitet, og med The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) er et af verdens sidste intakte koralø-økosystemer bevaret, med otte koraløer og to koralrev i en næsten ubeboet område.

Paradis på jord, er Kiribati blevet kaldt. Det er næsten ikke til at fatte – eller bære – at havstigningerne efter afbrændingen af fossile brændstoffer i løbet af få år vil vaske Kiribati bort.

Leader of disappearing island nation says climate change an issue of survival, not economics, Herald Tribune 05.06.2008.

Endangered Pacific islet facing mass relocation, (med video & audio) ABC News 05.06.2008.

World’s Largest Marine Protected Area Created in Pacific Ocean, Conservation International 14.02.2008.

Gregory Stone: On the healthy reefs of the Phoenix Islands, scientists find new species and clues to preserving paradise, National Geographic Magazine februar 2004.

The Phoenix Islands Protected Area (PIPA) factsheet, (første fase)Phoenixislands.org 2006 (pdf).

Katharine Sandersen: “Too late” to save Pacific island nation from submersion, Nature 06.06.2008.

Emma Brindal: Climate change refugees the forgotten people, The Age 18.06.2008.

Rob Taylor & David Fogarty: Kiribati looks for climate help from Australia, Reuters 20.06.2008.

Kiribati, Wikipedia.org.

I forbindelse med FNs konference om biodiversitet i den forløbne uge i Bonn, vedtog 200 lande i går et moratorium om ikke at fortsætte eksperimenter med at øge CO₂-aborptionen i oceanerne ved at tilsætte næringsstoffer.

Man har ellers været ganske langt fremme med at pode oceanerne med jern, for derigennem at øge væksten af phytoplankton og dermed CO₂-optagelsen. Firmaer har således været meget tæt på at tilbyde CO₂-kvoteprojekter (se tidligere blog-indlæg: Jerntilskud kan fremme havenes CO₂-absorption).

Hidtil har man lidt naivt antaget, at den CO₂, som havene absorberer, blot ville synke til bunds og blive der – og gennem årene er der lavet adskillige rapporter om havene som CO₂-recipienter. Formodningen har været, at hvis man blot førte et rør tilstrækkeligt langt ned under havets overflade, ville trykket blive så stort, at CO₂en blev til en væske tungere end vand, som derefter ville synke ned på havets bund – og blive der.

Men en nyligt offentliggjort undersøgelse af den amerikanske Stillehavskyst viser, at vand fra oceanernes dyb med en CO₂-påvirkning og dermed surhedsgrad så lav, at den er ætsende over for skaldyr og koralrev, ved flere lejligheder i undersøgelsesperioden i 2007 vældede op over fastlandssoklen med potentielle risici for det kystnære havs økologi og biodiversitet (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Når man tænker på, hvor store problemer, der har været med iltsvind i danske farvande på grund af det industrielle landbrugs udvaskning af store mængder af næringssalte fra overforbrug af kunstgødning, er FNs moratorium en klog beslutning, som man må hilse varmt velkommen.

Ved præsentationen af beslutningen sagde den tyske miljøminister, Sigmar Gabriel til en gruppe journalister: “It’s a very strange idea that technology can solve everything. It’s very risky and shows what humans are ready to do. I’m glad we came to a de facto moratorium.”¹

Madeline Chambers: U.N. talks halt plans for oceans absorb CO₂, Reuters 30.05.2008.¹

UN biodiversity talks sketch a deal on protecting ecosystems, AFP 30.05.2008.

World Leaders Commit to Conserve Diversity of Life on Earth, Environment News Service 29.05.2008.

Michele Ma: Corrosive Sea Water Surprises Scientists, Curry Coastal Pilot 30.05.2008.

I et tidligere indlæg, Bier i fare, har jeg været omkring et fænomen, CCD, ‘Colony Collapse Disorder’, hvor hele bisamfund bryder sammen i et omfang, som vi ikke har set tidligere. I USA er der ifølge de seneste opgørelser en tilbagegang på hele 36,1% i forhold til året inden – den i særklasse største tilbagegang på et enkelt år. Bierne har længe været presset af det industrielle landbrug, men det er ifølge biavlerne som om at noget andet er på spil. Og ingen ved endnu med sikkerhed, hvad som ligger bag.

Men på Treehugger.com fremlægger Russ George fra Ecorestoration Foundation i dag en hypotese om grunden til CCD. Videnskabsfolk har i 80 år vidst, at CO₂ er med til at regulere biernes adfærd. Når CO₂-koncentrationerne stiger blot få procent i bistaderne, går arbejderbierne i gang med at ventilere med deres vinger for at øge luftskiftet i bistadet, så der igen komner mere ilt. Denne refleks giver fuld mening, så længe der er tale om en lokalt forhøjet CO₂-koncentration fra biernes egen aktivitet. Men i den udstrækning de forøgede CO₂-koncentrationer er et grundvilkår i luften udenfor, bliver reaktionsmønsteret skæbnesvangert. Ifølge artiklen flyver bierne, hvis CO₂-koncentrationen ikke falder efter de udmattende ventilationsforsøg, enkeltvis bort for at ofre sig for helheden. Dette passer med beskrivelsen af CCD-bistader, hvor der er masser af mad til kommende generationer, men de voksne bier har forladt boet.

Læs mere »

I klodens CO₂-kredsløb har verdenshavene en vigtig rolle i at afbalancere med atmosfæren, og havene har i løbet af de sidste 200 år optaget mere end 500 milliarder ton CO₂, eller omkring en tredjedel af vores produktion i perioden. Men dette er ikke uproblematisk. CO₂ sænker langsomt havenes ph-værdi, og det er kommet dertil, at det er på grænsen til at ætse koralrev og skaldyrs beskyttende skaller.

Forskere har længe antaget, at den absorberede CO₂ sank ned på dybt vand, men nye undersøgelser foretaget af PMEL (Pacific Marine Environmental Laboratory) langs hele den amerikanske Stillehavskyst viser, at store strømningsmønstre over tid igen fører dette forsurede vand op mod overfladen og ind over kontinentalsoklerne, hvilket kan få radikale følger for havets liv (se kort nedenfor). Selv hvis vi i dag stoppede yderligere CO₂-tilførsler, ville vi i de kommende 50 år se ph-værdien falde langs kysterne, efterhånden som vand fra dybderne cirkulerer forbi.

Læs mere »

Som optakt til at verdens lande i næste uge samles i Bonn for at drøfte FNs Convention on Biodiversity har WWF udsendt rapporten 2010 and Beyond. Rising to the Biodiversity Challenge. Den viser, at biodiversiteten har det rigtig skidt, og mere end en fjerdedel af verdens vilde dyr er forsvundet siden 1970.

Samtidig anslås det, at der hvert år uddør omkring 1% af alle klodens arter. Igen er nord-syd-billedet slående: Udryddelsen og forarmelsen af økosystemerne er langt større i de tropiske egne end i de tempererede.

Baggrunden er den stadig mere omsiggribende overfiskning, urbanisering og forurening samt inddragelsen af stadig større naturområder til industrielt landbrug – og dermed en konsekvens af, at vi mennesker i vores måde at forvalte og forbruge kloden på systematisk marginaliserer eller utilserer alt andet levende på jorden.

[nggallery id=118]

. 
Rapporten sammenfatter data om et stort antal dyrearter indsamlet og bearbejdet af Zoological Society of London gennem en årrække i en række indeks som er kopieret ind ovenfor. Der er en klar tendens til, at nedbrydningen af biodiversiteten er større i det troperne end i det tempererede bælte.

Yderligere sammenholder rapporten udviklingen i biodiversiteten med udviklingen af det globale fodaftryk (se forudgående blog-indlæg: Det globale fodaftryk for verdens lande). Den stadige nedbrydning af biodiversiteten, som er en vigtig del af de naturlige økosystemernes stabilitet, er en direkte konsekvens af, at vi i dag i den rige del af verden forbruger langt mere af kloden, end der er basis for.

Jonathan Loe (Ed): 2010 and Beyond. Rising to the Biodiversity Challenge, WWP 2008 (pdf).

Biodiversity plummets as resource use soars, WWF UK 16.05.2008.

Jeremy Lovell: World species dying out like flies says WWF, Reuters 15.05.2008.

I videoen Contaminated fra Guerilla News Networks (se nedenfor) fortæller tre økologiske tænkere, Fritjof Capra, Paul Hawken and Vandana Shiva om genmodificerede afgrøder, og de kolossale ændringer, det medfører. Én ting er risikoen overfor vores sundhed, som disse afgrøder måtte medføre, og risikoen for at søsætte organismer, som naturen ikke har nogen feedbackmekanismer overfor.

En anden ting er, at bonden bliver endnu mere afhængig af industrien. Han m/k har ikke mere ret til at gemme sæd fra året inden, da det nu er patenterede afgrøder. Han er derfor afhængig af at købe al sin sæd, og i og med at disse afgrøder er designet til at kunne modstå særlige plantegifte, bliver han også bundet til ‘behov for’ bestemte plantegifte og en industriel dyrkningsform med meget store energiinput. Paul Hawken sammmenligner det i videoen med, at man har gjort bonden afhængig som en junkie af narkotika. Samtidig er udviklingsarbejdet bag disse afgrøder og deres tilhørende bekæmpelsesmidler så hemmeligholdt, at samfundet ikke har mulighed for at følge med … men, hånden på hjertet, hvem kan også vide, hvad langtidsvirkningerne bliver af at klippe genetiske egenskaber fra dyreriget ind i vores afgrøder?

Læs mere »