Strøtanker om bæredygtighed

Ved et møde i Zoological Society of London i går fremlagde forskere data, som peger på, at op imod halvdelen af alle Europas padder vil være udryddet i 2050. Padderne har længe været i tilbagegang på grund af urbanisering, virus og ændret brug af landskaberne, hvor blandt andet dræning har reduceret paddernes leveområder. Oveni kommer nu klimaforandringer, hvor man særlig i Middelhavsområdet forventer langt mere tørt klima i de kommende år. Særlig arter, som kun findes på øer som Sardinien og Mallorca, forventes ikke at kunne overleve, da de ikke vil kunne bevæge sig nordud i takt med det varmere klima. Tilsvarende vil Pyrenæerne og Alperne hindre padder at kunne bevæge sig nordud i takt med klimaforandringerne.

Paddernes forsvinden vil føre til færre af slanger, fisk og fugle, som primært lever af padderne, og flere af de insekter og smådyr, som padderne nu holder i skak.

På verdensplan er omkring en tredjedel af alle paddearter er således på listen over udryddelsestruede arter, og man regner med at omkring 180 arter er forsvundet siden 1980. Ved mødet anslog forskerne, at omkring 40 paddearter står overfor at bukke under i Europa frem mod år 2050.

Se også tidligere blog-indlæg om klimaforandringer og biodiversitet: Klimaforandringer og biodiversitet, Mange danske fuglearter truet på livet, WWF: Rising to the Biodiversity Challenge og Klimaændringer driver planter op ad bjergsiderne.

Ian Sample: Over half of Europe’s amphibians face extinction by 2050, the Guardian 26.09.2008.

More than half of all European amphibians could be extinct by 2050, Zoological Society of London 25.09.2008.

En ny undersøgelse offentliggjort i dag i Science,¹ opgør antallet af døde havområder, ‘dead zones’, hvor iltmanglen er så udtalt at fisk ikke kan leve der, til 405, hvor der tilbage i 1960erne kun var tale om 49. Tilsammen drejer det sig om et område på størrelse med New Zealand, eller fem gange Danmarks areal, og igen har Østersøen ifølge opgørelsen det største samlede døde havområde.²

Den primære årsag er det industrialiserede landbrugs store udvaskninger af kvælstof fra kunstgødning. Det passer præcist med kortet over forekomsterne af de døde zoner, som stort set er i kystegne ud for lande med intensivt moderne landbrug, Nordeuropa, USA og Japan.

Billedet herover viser to satellit-fotos over Den Mexicanske Golf fra NASA, hvor det øverste viser forekomsten af alger i sommerperioden, viser det nederste iltkoncentrationerne.³ Den Mexicanske Golf er plaget af stadig større koncentrationer af næringssalte fra Mississippi-bækkenet, og ligesom vi kender det fra det Indre Kattegat og Østersøen har man i de senere år haft tilbagevendende problemer i med iltsvind dertil, at fisk i store områder er døde.

Havdøden er ikke uafvendelig – det er faktisk lykkedes at vende udviklingen i Sortehavet til det bedre, men det kræver kraftige nedreguleringer af det industrialiserede landbrugs brug af kunstgødning, som det indtil nu har været vanskelige at gennemføre.

Se også tidligere blog-indlæg: Kvoteregulering af Østersøens fosfor- og kvælstofforurening og Østersøen langsomt ved at kvæles.

Robert J. Diaz & Rutger Rosenberg: Spreading Dead Zones and Consequences for Marine Ecosystems, (abstract) Science 15.08.2008.¹

Andrea Thompson: Oceans Running Low on Oxygen, LiveScience 14.08.2008.

David Biello: Oceanic Dead Zones Continue to Spread, Scientific American 15.08.2008.²

Rani Chohan, Mississippi dead Zone, NASA Goddard Space Flight Center 10.08.2004.³

Stine Thomsen: Fisk dør af iltmangel, Politiken 15.08.2008.

Anne Marie Primdal: Danmarks havmiljø skraber bunden, Ingeniøren 18.08.2008.

Som det fremgik af en nylig rapport fra WWF, er store dele af Østersøen ved at bukke under som økosystem efter årtiers tilførsler af næringsrigt spildevand fra byerne og store udvaskninger af kunstgødning fra landbruget. Og processen er efterhånden så langt fremskredet, at det vil tage adskillige års indsats hele vejen rundt om Østersøen at genskabe et sundt og levende hav (se: Østersøen langsomt ved at kvæles).

Men lande som Danmark, Sverige og Tyskland har allerede lavet massive indsatser for at mindske udledningerne af næringssalte, og investeringer i yderligere oprensninger i disse lande vil derfor være meget høje i forhold til effekten. Helsinki-kommissionen, som arbejder for at genoplive Østersøen, som i store centrale dele i dag må betegnes som dødt, har derfor fremsat et forslag om oprettelsen af et kvotemarked for udledninger af næringssalte Østersøen. På den måde vil samme investering placeret i for eksempel i Polen give langt større effekt på de samlede udledninger end hvis de foregik i for eksempel Danmark, og man regner med gennem kvote-ordningen at kunne opnå samme reduktion for omkring den halve pris.¹

Dette er samme logik, som ligger til grund for Kyoto-aftalen, og som kommer til at ligge til grund for Kyoto-aftalens afløser, som forhåbentlig bliver klar til vedtagelse næste år i København. Der er tale om samme ene atmosfære (Østersø), og ud fra mange betragtninger giver det bedst mening at bruge pengene de steder, og på de måder, som giver størst valuta for pengene.

Læs mere »

Sammen med en artikel i Voice of America i går var der en 3-minutters video, som giver et fint rids af, hvordan kombinationen af voksende forsuring og varmere temperaturer i verdenshavene, som begge er forårsaget af øgede CO₂-koncentrationer i atmosfæren, i disse år er en stor trussel overfor koralrevene, som allerede flere steder står afblegede og livløse.

En ny rapport fra det amerikanske havforskningsinstitut NOAA, National Oceanic and Atmospheric Administration, anslår således, at 30% af verdens koralrev allerede er døde.

Man har kaldt koralrevene for verdenshavenes urskove, og på det seneste har den afsøgning af stoffer, som kan få medicinsk betydning, som i mange år har fokuseret på urskovene, kastet sit søgelys på koralrevene. Disse verdens største levende organismer rummer en meget stor del af den marine biodiversitet, og det siges at der lever flere fisk langs revene end i resten af verdenshavene.

Læs mere »

Det er blot et lille plaster på såret overfor de enorme beskadigelser, vi har påført miljøet, sagde den mexicanske præsident Felipe Calderon i går lørdag ved en træplantningsceremoni nord for Mexico City. I løbet af dagen blev der plantet 8 millioner træer i Mexico.

Officielle tal siger, at der hvert år illegalt ryddes 26.000 hektar skov, men det reelle tal menes at ligge langt højere, og Mexico er blandt de lande, hvor rydningen af oprindelig skov finder sted i stor stil. Dette giver dels gradvist store ødelæggelser af levevilkårene og landets naturkapital, dels meget store CO₂-udledninger, når tropisk regnskov erstattes af simpel landbrugsproduktion.

UNEP, United Nations Environment Programme, kører i disse år omfattende træplantningskampagner. Sidste år deltog Mexico således i UNEPs kampagne A Billion Trees med plantningen af ikke mindre end 250 millioner træer. Selvom langt fra alle disse træer ender med at vokse op og blive store, er der et vigtigt socialt aspekt og en vigtig bevidsthedsmæssig dimension i at få en befolkning til at medvirke til og forstå betydningen af, at disse træer bliver plantet.¹

UNEP har siden hævet ambitionsniveauet, og i videoen nedenfor kan man høre UNEPs leder Achim Steiner introducere UNEPs seneste træplantningskampagne, som har som mål på verdensplan at nå plantningen af 7 milliarder træer inden klimatopmødet i København ved udgangen af næste år.

Læs mere »

Franske forskere har netop offentliggjort en undersøgelse, hvor man med data fra seks forskellige europæiske bjergkæder kortlagt i alt 171 planters udbredelse over en 100-årig periode. Vegetationen op ad en bjergside rummer en hel serie af plantesamfund, som hver i sær er tilpasset de særlige vilkår op ad bjerget, som gennemgående bliver jo koldere, jo højere oppe.

Ifølge undersøgelsen har planters typiske voksested siden 1905 i gennemsnit bevæget sig 29 m opad pr. årti. Det er blot tre meter om året, men på et århundrede bliver det næsten 300 m. På et landskab som på billedet til højre, som stammer fra Valsertal i det centrale Schweiz, er der cirka 1.000 m fra bund til top, så 300 m er en betragtelig rejse. Mange skisportssteder har da også i samme periode erfaret tilsvarende problemer med, at grænsen for godt skiføre rykker stadig højere op i bjergene.

Planternes vandring mod toppen afspejler meget direkte, at de klimatiske vilkår, som de gennem årtusinder har tilpasset sig, på grund af klimaforandringerne skal findes stadig højere oppe. I de undersøgte områder har temperaturstigningen i perioden været på 0,6° C, og man kan forestille sig, hvordan visse plantesamfund med tiden vil strande på toppen og blive vokset ovenud.

De 29 meter pr. årti dækker over store forskelle. Gennemgående bevæger græsser og urteagtige planter sig langt hurtigere opad end buske og træer. I tider, hvor ændringerne af vilkårene kommer hurtigt, kan man derfor frygte for, at hidtidige symbioser og samspil melle plantesamfundenes mange arter brydes op.

Det er kun få dage siden, at amerikanske forskere offentliggjorde en undersøgelse af planternes bevægelser som følge af klimaforandringer i Californien, som forudsagde, at forandringen i vækstvilkårene med den nuværende udvikling ville være så omfattende, at omkring to tredjedele af de omkring 2.300 plantearter, som kun findes i det californiske landskab, står overfor at få deres vokseområde indskrænket med mere end 80% i løbet af de næste 100 år (se tidligere blog-indlæg: Klimaforandringer og biodiversitet).

En tilsvarende konsekvens af de globale temperaturstigninger er, at skovgrænsen gradvist bevæger sig nordud over tundraen. Når først skoven har fat, mildner den mikroklimaet markant. Dette giver risiko for en frigivelse af de kolossale mængder af metangas, som nu findes indespærret under tundraens lag af permafrost.² Ligesom CO₂ er metan en drivhusgas, blot er den 22 gange mere aktiv. Metanudledninger i forbindelse med menneskelig aktivitet har medført, at metakoncentrationen i atmosfæren i de sidste 200 år er mere end fordoblet, fra 0.8 ppm til 1,7 ppm.

Laureen Cahoon: Climate Change Pushes Plants Out of Their Comfort Zone, Science News 26.06.2008.¹

Janet Raloff: Forest invades tundra, Science News 20.06.2008.²

Michael Kahn: Rising Temperatures Force Many Plants Higher – Study, Reuters 27.06.2008.

Mason Inman: Plants ‘Climbing’ Mountains Due to Global Warming, National Geographic 26.06.2008.

Study: Global warming chases plants uphill, MSNBC 26.06.2008.

Elisabeth Astrup: Klimaændringer tvinger planter opad, Politiken 29.06.2008.

Fænomenet ukrudt har eksisteret siden mennesket begyndte at dyrke jorden, og en række planter har igennem årtusinder specialiseret sig i de nicher, som vores dyrkningsmetoder skaber. New York Times bringer i dag en tankevækkende artikel om ukrudt, og hvordan klimaforandringerne vil forskubbe balancen mellem nytteplanter og ukrudtsplanter. Artiklen tager udgangspunkt en række forsøg gennemført af ukrudtsøkologen Lewis Ziska fra det amerikanske Department of Agriculture’s Agricultural Research Service.

Ziska havde længe ønsket sig at kunne skabe laboratorieforhold, som simulerede klimaforandringerne i de kommende årtier, for at undersøge, hvordan de virker ind på vækstforholdene, da det gik op for ham, at han med storbyernes varmeøer havde vilkår, som ret præcist modsvarede ændringer i temperatur og CO₂-koncentrationer de kommende 30-50 år i IPCCs såkaldte B2 scenario, hvor vi kun i begrænset omfang får held med at begrænse CO₂-udledningerne. Her lå temperaturen lå omkring 2° C højere end det omgivende land, samtidig med at CO₂-koncentrationerne lå på omkring 440-50 ppm, hvor de nu i gennemsnit er omkring 385 ppm. Han etablerede derfor i 2002 tre undersøgelsesområder: Ét på et økologisk landbrug på landet, ét i Baltimores centrum, samt ét i en forstadspark, hvor forholdene var nogenlunde midtimellem.

Hver af de tre undersøgelsesfelter lagde han ud med samme jord fra det økologiske landbrug, som indeholdt ukrudtsfrø fra omkring 35 ukrudtstyper, hvorefter han i de kommende fem år nøje fulgte med i, hvordan de tre felter udviklede sig. For eksempel Chenopodium album, på dansk hvidmelet gåsefod, blev ude på landet 6-8 fod høj, mens den inde i byen med nåede hele 10-12 fods højde.

Læs mere »

En netop offentliggjort undersøgelse fra Berkeley, Climate Change and the Future of California’s Endemic Flora, advarer, at hvis klimaforandringerne fortsætter med den nuværende hastighed, så vil omkring to tredjedele af de omkring 2.300 plantearter, som kun findes i det californiske landskab stå overfor at få deres vokseområde indskrænket med mere end 80% i løbet af de næste 100 år.¹ De bliver hermed langt mere sårbare overfor årsvariationer, og i det værste af undersøgelsens scenarier med temperaturstigninger på 3,8-5,8 °C, vil omkring 25% af den nuværende artsvariation være helt forsvundet.

Over tid har naturen en kolossal tilpasningsevne, og planterne kan langsomt vandre gennem landskaberne, efterhånden som vækstforholdene ændrer sig. På den måde har hele plantesamfund gradvist bevæget sig nordpå i takt med, at isen efter den seneste istid langsomt trak sig tilbage.

Men ifølge rapporten har klimaet aldrig forandret sig hurtigere end nu, og det sætter den biologiske tilpasning på voldsomme prøver. Det er således ikke forandringen, men forandringshastigheden, som er problemet. Selv hvis planterne kunne følge med, risikerer man i tider med hastig forandring, at andre dele af økosystemet, som for eksempel de insekter, som bestøver planterne, ikke kan følge med. Ifølge en af studiets forskere, økologen David Ackerly, kan den hastighed, hvormed klimaet forandrer sig i det kommende århundrede blive op til ti gange hurtigere end ved afslutningen af den sidste istid.²

For mere om klimaforandringer og biodiversitet, se James Hansens artikel Tipping Point. Perspective of a Climatologist, som findes oversat i blog-indlægget: En klimatologs perspektiv.

Scott R. Loarie et al.: Climate Change and the Future of California’s Endemic Flora, Public Library of Science 25.06.2008.¹

Betsy Manon: Native California plants in peril because of changing climate, Contra costa Times 24.06.2008.²

Margot Roosevelt: Climate change threatens two-thirds of California’s unique plants, study says, Los Angeles Times 25.06.2008.

Jane Kay: Grim look at state’s plant life, San Francisco Chronicle 25.06.2008.

Den tyske afdeling af verdensnaturfonden WWF har netop udsendt et paper, som gør status over Østersøens havmiljø, og det er ikke læsning for sarte sjæle. Østersøen rummer 7 ud af verdens 10 største områder med bundvendinger, hvor det oprindelige miljø bryder sammen på grund af iltmangel. I en omtale i Ingeniøren i dag betegnes Østersøen som ‘det mest døde hav i verden‘.

WWFs paper tager udgangspunkt i data fra det amerikanske World Resources Institute, som viser, at et område i Østersøen på størrelse med Danmark (42.000 km²), er permanent uddødt, og at iltsvind i de varmeste somre rammer et areal på 100.000 km². På 11 år antallet af områder, som er berørt af bunddød som følge af iltsvind, vokset fra 44 til 169.

Vi kender fænomenet fra Bælterne og det sydlige Kattegat, hvor økosystemerne på varme somre kammer over med stor algevækst, hvis nedbrydning forbruger al ilten dertil at organismer, som er afhængige af ilt går til grunde, og et dødens tæppe breder sig over havbunden, mens man på land kan komme ud for, at døde fisk skyller i land kvalt af iltmangel. Men WWFs rapport viser, at forholdene er endnu værre inde i Østersøen, hvor vandudskiftningen kun foregår langsomt.

Årsagen er først og fremmest de store mængder organisk materiale, som dels stammer fra byernes spildevand, dels stammer fra landbrugets udstrakte brug af kunstgødning hvor store mængder af kvælstof fra markerne vaskes ud i floder og søer og derfra ender i Østersøen. Men ifølge WWFs paper er omkring en fjerdedel af det kvælstof, som findes i Østersøens vandmasser, optaget fra atmosfæren, hvor den stammer fra gødningsafdampninger og forbrænding af fossile brændstoffer.

Læs mere »

James Hansen, leder af NASA Goddard Institute for Space Studies gennem en menneskealder, gav i går i Washington en forelæsning for det amerikanske senats klimapanel, på 20-årsdagen for en fremlæggelse af han gav for den amerikanske kongres, hvor det første gang blev klart for offentligheden, at vi stod overfor fænomenet global opvarmning.

I mine øjne er James Hansen en helt central kilde, hvis man vil forstå klimaproblematikken og dens konsekvenser. Jeg har derfor kopieret hans forelæsning fra i går ind nedenfor. De tilhørende slides kan downloades i pdf-format (2.9 Mb). Se mere om James Hansen i gårsdagens blog-indlæg: James Hansen: Sidste udkald.
..

Global Warming Twenty Years Later: Tipping Points Near

by James Hansen¹

My presentation today is exactly 20 years after my 23 June 1988 testimony to Congress, which alerted the public that global warming was underway. There are striking similarities between then and now, but one big difference.

Again a wide gap has developed between what is understood about global warming by the relevant scientific community and what is known by policymakers and the public. Now, as then, frank assessment of scientific data yields conclusions that are shocking to the body politic. Now, as then, I can assert that these conclusions have a certainty exceeding 99 percent. The difference is that now we have used up all slack in the schedule for actions needed to defuse the global warming time bomb. The next President and Congress must define a course next year in which the United States exerts leadership commensurate with our responsibility for the present dangerous situation.

Otherwise it will become impractical to constrain atmospheric carbon dioxide, the greenhouse gas produced in burning fossil fuels, to a level that prevents the climate system from passing tipping points that lead to disastrous climate changes that spiral dynamically out of humanity’s control.

Changes needed to preserve creation, the planet on which civilization developed, are clear. But the changes have been blocked by special interests, focused on short-term profits, who hold sway in Washington and other capitals.

Læs mere »