Strøtanker om bæredygtighed

USA bliver ofte fremdraget som det store uhyre i klimaforhandlingerne. Men når Bush-administrationens tid snart er omme, tyder alt på, at vi får en seriøs amerikansk deltagelse i det globale klima-samarbejde. Både Clinton og Obama har en 80% CO₂-reduktion i 2050 i deres valgprogram, og selv McCain taler om bindende CO₂-reduktioner. Der findes rundt omkring i USA en stor amerikansk idealisme og know-how i både virksomheder og interesseorganisationer. Så forandringerne vil kunne ske meget hurtigt den dag, hvor det får lovgivningsmæssig opbakning.

Et godt eksempel er Architecture 2030, en non profit organisation etableret af Edward Mazria i 2002. Den har som mål at nå fuld CO₂-neutralitet i byggesektoren i 2030. På kort sigt er målsætningen en 60% CO₂-reduktion inden 2010 set i forhold til byggereglementets krav i dag – The 2010 Imperative. Derefter optrappes reduktionsmålene til 70% i 2015, 80% i 2020, 90% i 2025 og 100% i 2030. Tilsvarende har The 2010 Imperative et mål om, at alle arkitektstuderende inden 2010 “achieve complete ecological literacy in design education” og forstår principperne for CO₂-neutrale bygninger.

Læs mere »

20. februar 2007 var en kvart million mennesker fra 47 lande samlet omkring en virtuel konference, som markerede starten på The 2010 Imperative og The 2030 Challenge. Det skete med en række hver især meget anbefalelsesværdige indlæg, fra mennesker som Dr. James Hansen, leder af NASA Goddard Institute for Space Studies, Chris Luebkeman fra Arup og Edward Mazria, grundlæggeren af Architecture 2030.

Der er videolink til konferencens enkelte bidrag nedenfor.

Læs mere »

Samtidig med at de store vindmøller bliver stadig større og allerhelst vil stå langt ude på havet, hvor det altid blæser, kunne man også indimellem ønske sig små møller, som i skala passede bedre ind i vores daglige omgivelser, som var stilfærdige og elegante og som var økonomisk rentable at sætte op på et hustag. Måske de var så skulpturelt smukke, at de stod som træer ud langs en ny strandpark eller langs Langelinjekajen.

Jeg har derfor nedenfor samlet en lille serie videoer, som viser eksempler på små møller. De har det til fælles, at de har lodret akse – eller en akse, som er fastholdt i begge ender. Det er mølletyper, som synes at kunne optimeres i en mindre skala end den nu fremherskende type, så de ville kunne fungere i byens skala og til den enkelte families eller ejerforenings behov, omend den canadiske udgave af den meget elegante Darrieus-rotor er noget større, end man lige sætter på et hustag.

Læs mere »

I januar fremlagde Abu Dhabi, det største af de syv forenede emirater, planer for Masdar, en ny visionær CO₂-neutral by til 47.500 mennesker, designet uden biler, uden brug af fossile brændstoffer, uden affald, med fuld recirkulering af spildevand. Arkitekten er Norman Foster, en af verdens ledende high-tech low-energy arkitekter, og første fase af opførelsen er netop påbegyndt, et 60 MW solcellekraftværk, som skal levere energi til opførelsen.

Er det sådan, at Refshaleøen skal bebygges – uden biler, uden forurening, og uden CO₂-emissioner? Verden har blandede erfaringer med totalplanlagte byer, om det så er Le Corbusiers Chandigarh, Oscar Niemeyers Brasília eller Claus Bonderups Høje Tåstrup. Men vil klimaudfordringerne give dem en ny chance?

Og selvom Masdar viser sig at være CO₂-neutral, er den så bæredygtig? Kunne man forestille sig, at hele verdens befolkning boede i sådanne byer? Treehugger bragte i går en længere reportage, hvor man havde spurgt en række specialister, om et projekt som Masdar rent faktisk var bæredygtigt?

Det er ikke mindst tankevækkende, at det er et af verdens olieproducerende lande, som nu er ved at udvikle rammer for tilværelsen efter olieeventyret. Men se den 5:51 min. præsentationsvideo nedenfor.

Læs mere »

Biblioteket i Fiolstræde har været bibliotek siden opførelsen i 1861, men nu er det slut. Begrundelsen er, at det meste af Københavns Universitet flytter ud af centrum, hvorfor man i stedet vil bruge bygningen til administration. Det er en meget stor skam, for denne bygning er et fornemt eksempel på, at en fredet bygning bliver anvendt, så den med fuld respekt for bygningens enestående interiør samtidig tager fuldt ud del i moderne tilværelse.

Jeg vil derfor håbe, at universitetets ledelse besinder sig og fortsætter med at bruge denne bygning til det, som den oprindelig er beregnet til. Ved den gennemgribende restaurering i 1997 blev der lagt en stort indsats i at få bygningen bragt i sin nuværende skikkelse, og det vil være et stort tab for byen, hvis denne bygning endte som kontorlandskab.

Herholdts biblioteksbygning er fast stop på ruten, når jeg har japanske arkitektstuderende på byvandring i København. Det er altid en oplevelse. Den er fra en tid, hvor der var tid til at kæle for detaljerne, og med brugen af stålsøjler i en basilikastruktur var den nytænkende på sin tid. Når vi så står på balkonen og skuer ned gennem denne katedral af viden, vækker det dyb forundring og respekt, at dette klenodie fra fortiden i dag er ramme om et af verdens mest avancerede bibliotekssystemer. Restaureringsarkitekten Johannes Exner formulerede det på et tidspunkt lysende klart: Hvis man gennem fredning tager en bygning ud af dens deltagelse i nutiden, slår man den ihjel. I japansk fredningsstrategi sker dette til stadighed, og man står med tomme fossiler fra fortiden, som ikke har noget at gøre i en levende by.

Universitetets lukningsplaner snerper alvorligt derhenad.

Læs mere »

Strandboulevarden er en statelig gade med bred midterrabat, og tre kørebaner i hver retning – og dermed langt mere asfalt end nødvendigt for at afvikle trafikken. På den baggrund har Østerbro Lokalråd og Agenda 21 Østerbro fået støtte til et omfattende projekt, hvor de tre østlige kørebaner nedlægges. Herved frigøres et areal på 40.000 m², som svarer til seks fodboldbaner. Sammen med midterrabatten, som sine steder er ganske bred, er der hermed skabt basis for et stort og spændende byrum, som strækker sig gennem hele bydelen.

Planerne er at skabe rum for en lang række forskellige rekreative aktiviteter som grønne plæner, legefaciliteter og en lang række funktioner, som afspejler forskellige aktiviteter i de tilstødende karreer. Langs boligkarreerne kunne der blive plads til små haverum, og ud for Danmarks Designskole måske muligheder for at udstille. I en del af byen, som er ganske fattig på pladser og opholdssteder, er der således skabt et enestående udgangspunkt for at give bydelen et samlende og identitetsskabende byrum.

Samtidig er det meningen at bevare og styrke beplantningen, så det bliver en sammenhængende grøn korridor i et område af byen, som er meget sparsomt grønt.

Herover ser man et udsnit af den sydlige ende af Strandboulevarden, hvor de forskellige farvecirkler angiver forskellige funktioner. Det er en byrumstype uden mange forbilleder, og det bliver en kunst at finde balancen mellem enhed og mangfoldighed. Projektet er stadig i idéfasen, og forslag er meget velkomne.

Efter mere end et halvt århundrede, hvor år for år stadig mere af byens begrænsede friarealer er blevet forseglet med asfalt, er det en udtalt fornøjelse at se et eksempel på, at det kan gå den anden vej.

Den ny Strandboulevard – Projektforslag. Fra biler til mennesker (12 sider pdf).

18. februar var der inviteret til debat på rådhuset om Den tænkende storby, Københavns oplæg til kommuneplanstrategi for 2007. Det er en proces, som leder frem til en vedtagelse i 2009, og efter en runde hos politikerne vil der igen komme en offentlighedsfase i begyndelsen af 2009.

Aftenen blev indledt med præsentationer omkring den tænkende storby ved overborgmester Ritt Bjerregaard, planchef Anne Skovbro og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam. Derefter var der seks små workshops med små ekspertindlæg og efterfølgende diskussion, hvor forskellige temaer blev taget op. Afsluttende var der afrapporteringer i plenum fra de enkelte workshops, ligesom både Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam rundede af.

Klaus Bondam fortalte her, at han ved det nylige klimatopmøde på Bali havde talt med Kyotos borgmester, som havde fortalt, at underskrivelsen af Kyoto-protokollen i 1997 havde været et kolossalt bevidsthedsskred for Kyoto. Bondam ønskede for kommuneplan 2009, at den kom til at markere et regulært paradigmeskift. Vi var nogle generationer, der havde taget mere for os af retterne, end kloden kunne bære, og han håbede, at 2009 for eftertiden ville stå som det punkt, hvor vi fik igangsat en grøn udvikling, så vi igen nærmede os en by i balance.

I sit indledende oplæg fortalte Bondam også, at han i det europæiske samarbejde i Eurocities var blevet opmuntret til at gå videre med udviklingen i København: De små byer var vigtige for de store, og for eksempel London havde de seneste år lånt kraftigt af den københavnske model, hvor mange bruger cyklerne hver dag. Og så havde han Eurocities-samarbejdet konkrete forhåbninger til, at der på EU-plan ville komme lovhjemmel for at en by som København ville kunne gennemføre en betalingsring.

Både Kommuneplanstrategi 2007 (den folkelige) og Planredegørelse 2007 (den lidt mere tekniske) kan downloades i sin helhed i pdf-format. Jeg vil derfor blot her kort opridse nogle af hovedkonklusionerne for de seks workshops:

Læs mere »

Højhuse kan tilsyneladende ikke blive høje nok. Nu er den definitive fallos på vej i London, som ellers har haft tradition for at bevare sin gamle bykerne i en højde, så det var spirene fra byens paladser og katedraler, som tegnede konturen mod himlen. ‘The Shard‘ hedder bygningen, og Renzo Piano er arkitekten bag de 310 meter vertikale stræben, som forventes opnået i 2011. Der er tale om endnu et bidrag til rækken af højtstræbende bygningsværker med en udtalt skulpturel gestik. Men – som det hedder i Pink Floyds ‘The Wall’ – behøvede de at være så høje?

Det er, som om der sidder små drenge og leger med byggeklodser, fortabte for omverdenen i fascination over, hvor mange de kan stable ovenpå hinanden før de vælter. Men den perfektion og orden, som præger disse bygningers indre, virker overhovedet ikke sammen med omgivelserne, så problemerne for det omgivende miljø tårner sig op.

Lige så flot disse gigantiske spejlglasprofiler stræber mod himlen, lige så svært har de ved at lande rigtigt på deres sted. Arkitektonisk set er det meget få af disse moderne højhusskulpturer, som kommer rigtigt op af jorden. ‘The Shard’ er for eksempel underligt undermineret ved foden. Det gælder også for ‘Turning Torso‘, Malmös nye landmark, som med sine 190 meter endnu er den første af sin slags i Øresundsregionen.

Byrumsmæssigt bryder disse gigantiske skulpturer som regel totalt med den bydannelse, de lever i. Omgivet af et væld af trapper og ramper, kummer og imposant udsmykning i ‘dyre’ materialer, som signalerer fuld kontrol og får den omkringliggende by til at se tarvelig og slidt ud, frembyder de ofte meget dårlige vilkår for det urbane liv for de mange mennesker, som bevæger sig ud og ind af bygningerne. Ingen bænke til bumserne, ingen små kiosker, krogede træer eller hyggelige cafeer.

‘Turning Torso’ har taget konsekvensen og placeret sig selv midt i et bassin, som en perfekt by i byen, omgivet af voldgrav, med en vindebro, der kan hejses ned for de særligt udvalgte. Hermed har man effektivt sikret sig, at de dyre kvadratmeter ikke bare bliver en del af det urbane fællesskab.

Læs mere »

Den amerikanske arkitekt og designer William McDonough er blandt dem, som mest konsekvent har arbejdet med implementeringen af bæredygtighed. I denne video præsenterer han sin ‘vugge til vugge’-filosofi, hvor væk er borte, og ‘affald’ og ‘spild’ bliver til ressourcer for nye processer i stadigt cirkulerende processer.

McDonough har en gnistrende humor, og indimellem går det snublende stærkt. I videoens sidste minutter præsenterer han sit arbejde med at designe seks nye byer i Kina. De er placeret i frugtbare risdyrkningsområder, og frem for at lade kostbart landbrugsareal gå til spilde har man anlagt en fem-etages by under markerne (eller rettere genanlagt rismarkerne på tagene). Her sættes nye standarder for den bæredygtige by.

I 2002 udgav McDonough sammen med den tyske kemiker Michael Braungart bogen Cradle To Cradle. Remaking the Way We Make Things. Se mere om William McDonough og hans ‘vugge til vugge’-filosofi på www.mcdonough.com.

Denne video stammer, ligesom videoen i det forudgående blog-indlæg, 12 sustainable design ideas from nature, fra den årlige TED Conference i Monterey, California. TED: Technology, Entertainment & Design.

Læs mere »

Bæredygtighed bliver i disse tider ofte oversat med CO₂-neutralitet og ressourceoptimering af allerede eksisterende processer, og det afspejler udmærket den noget købmandsagtige måde, hvorpå vi i lyset af katastrofe-scenarier så småt er ved at forsøge at kultivere menneskets tilstedeværelse i biosfæren på. Men en reel bæredygtighed er afhængig af vores evne til at genindlejre vores aktivitet og tilstedeværelse i naturens processer – og dermed at gøre vore processer mere bioanaloge.

I nedenstående video fra den årlige TED-konference i Monterey 2006, 12 sustainable design ideas from nature, giver Janine Benyus et fascinerende indblik i biomimicry – det at tage inspiration fra naturen – gennem 12 eksempler på design inspireret af naturens processer.

Igennem millioner af år har naturens udviklingsprocesser favoriseret de arter, som var gode til at indpasse sig uden at ødelægge balancen med omgivelserne. I det første eksempel fortæller Janine, hvordan en gruppe ingeniører kom på sporet af en metode til at undgå forkalkning af rør på gennem inspiration fra den måde, hvorpå sneglehuse dannes.

I et senere eksempel fremhæves, at CO₂ for planter ikke er et problem, men tværtimod et nødvendigt råstof. Hvis vi fuldt ud forstod og handlede i overensstemmelse med denne fundamentale symbiose mellem mennesker og planter, ville vore landbrug, skovbrug og bymiljøer alle have langt større biologisk volumen og dermed genindfange en god del af den overskydende CO₂, som vi i løbet af det 20. århundrede har sluppet ud i biosfæren gennem afbrændingen af store mængder fossile brændstoffer. Dette er nært forbundet med eksempel 11, at naturen til stadighed udvikler sig mod biotoper med større kompleksitet og biodiversitet.

Byforgrønnelse må derfor nødvendigvis være et integreret element i ethvert reelt bæredygtighedsscenario.

Læs mere »