Strøtanker om bæredygtighed

Med bogen Biomimicry har Janine Benyus været en øjenåbner for mange. Fra at se mennesket som hersker over naturen – en selvforståelse, som koblet med industiraliseringens muligheder hastigt devaluerer kloden som livsrum – taler Benyus om at blive Nature’s Apprentice, at gå i lære ved naturen eller tage ved lære af naturen – vi må se at få lært overhovedet at være her, siger hun indledende i sit foredrag Brainstorming with Belugas ved en designkonference i Denver, 12. oktober 2007.

Naturen har gennem millioner af år udviklet tilpasningsmåder og optimeret funktionsmåder, som har vist deres duelighed, ikke blot for den enkelte art, men for helheden. Vi er med Benyus’ ord omgivet af genialitet, og vi har rigtig meget at lære. Når hun taler om biomimicry, er det ikke som banal efterlignelse, men som en procesforståelse, som en måde at gøre tekniske processer mere bioanaloge og menneskets tilstedeværelse i naturen mindre destruktiv, mere elegant, mere natur-lig. Hun slutter sin forelæsning med at sige, at vi må genopdage, hvad vi har glemt for længe siden, at vi er natur.

I Brainstorming with Belugas giver Janine Benyus en god indføring i biomimicry og nødvendigheden heraf. Siden bogen Biomimicry udkom i 1997, har hun samarbejdet med en hel række firmaer, som på forskellig vis bruger disse nye indsigter i deres arbejde, så på en række områder bliver vi langsomt bedre til at gøre ting mere på naturens ofte meget elegant-effektive måde. Hendes agiterede lytten til naturens hemmeligheder, hendes læsning af naturfænomener og deres mulige anvendelse, hendes absorberen, kombineren, iagttagelses- og fortælleglæde om naturens bidrag til aerodynamisk og strukturel optimering, opløsningsmiddelfri limtyper, selvtætnende rørledninger, funktionelle (pigmentfri) farver, selvrensende flader og lavenergi-CO2-bindingsteknologi … er kort sagt smittende. Så glæd dig til en god halv time i begavet selskab.

Læs mere »

Et af de indlæg, jeg gerne havde overværet ved IUCNs World Conservation Congress i Barcelona i disse dage, er Janine Benyus’, hvori hun efter sigende skulle introducere sin nye bog “Nature’s 100 Best – Innovation that Inspire Entrepreneurs to Design the New Economy”, som rummer 2.100 designideer fra naturen. Men endnu er der ikke gjort noget tilgængeligt på IUCNs hjemmeside.¹ Til gengæld bragte IUCN sidste år i sit tidsskrift World Consevation et interview med Janine Benyus, som jeg har kopieret ind nedenfor.

Sammen med vugge til vugge-perspektivet repræsenterer biomimicry – sommetider også betegnet som bionics eller biomimetics – et forståelsesmæssigt nybrud, som er uomgængeligt nødvendigt for at få genindlejret menneskesamfundet i biosfærens energi- og stofkredsløb og gøre vores forbrug og levevis bæredygtigt.

Læs mere »

Igennem århundreder var Københavns udstrækning præcist defineret gennem forsvarsværker. Nu står vi ifølge OECD overfor igen at skulle ommure København – denne gang for at holde stigende oceaner fra at oversvømme byen. Et paper fra OECD har set på omkostningerne ved at sikre København mod havstigninger som følge af den globale opvarmning. Det vil ifølge OECD være relativt enkelt at sikre Københavns omkring 60 km kystlinje mod stigende vandstand. Rapporten rummer en række cost-benefit-analyser ved forskellige havstigninger, og konklusionen er i korte træk, at man for en relativt begrænset investering vil kunne modvirke potentielt store stigninger i udgifter til stormflodsskader.¹

Problemerne er størst på Amager og langs sydkysten, hvor ganske store områder ligger mindre end 2 m over havets overflade (se kort nedenfor). Her vil selv mindre havstigninger give markant forøget risiko for, at kombinationer af tidevand og opstuvninger af vand under kraftige uvejr vil kunne presse vand langt ind over de nuværende kystlinjer.

Der er ikke redegjort præcist for, hvordan kystlinjelængden er opgjort, og kortene over København er alle i fejlagtig proportion, så man har ved læsning rapporten en underlig fornemmelse af, at der ikke har været gjort ret mange studier i marken. Min fornemmelse er, at hvis man regner alle kanter langs byens kanaler og voldanlæggene ved Christiania, er der tale om langt mere end 60 km kystlinje. Rapporten taler kun vegt om ‘æstetiske omkostninger’ ved at skulle inddæmme langs havnefronten. Endda siger Connie Hedegaard i dag til Berlingske, at vi selvfølgelig skal bygge højere havnekajer.²

Men det vil rent ud sagt være en katastrofe for det københavnske bymiljø, om vi skulle til at have dæmninger langs byens kanaler. Så mit forslag vil være at se tiden an et par år.

Læs mere »

I sidste uge fremlagde Teknologirådet sin nye rapport, Klimarigtigt Byggeri – vi kan, hvis vi vil!¹ Den giver en skarp analyse af et af de helt store problemområder, hvis vi i de kommende år skal kunne reducere forbruget af fossile energikilder i en grad, så vi får lavet de nødvendige reduktioner i CO₂-udledningerne for at langtidsstabilisere klimaet. For samtidig med at den vedvarende energisektor skal udbygges markant, må vi over alt lære at spare på energiforbruget gennem at gøre tingene langt mere intelligent og energieffektivt end på en tid, hvor energien var noget nær gratis.

Omkring 40% af Danmarks energiforbrug finder sted i landets boliger, det offentliges bygninger og det private erhvervslivs bygninger. Det svarer til en årlig udgift i størrelsesordenen 50 mia. kr. Ved nybyggeri kan med i dag med kendt teknologi lave nulenergihuse – eller endda plusenergihuse. Det virkelig svære er den eksisterende bygningsmasse, men det er realistisk i snit at spare omkring to tredjedele af energiforbruget.

Rapporten anbefaler, at man hurtigst muligt iværksætter en systematisk energirenovering af 3-4% af vores samlede bygningsmasse hvert år. På den måde vil man i løbet af cirka 30 år have fået energirenoveret alle bygninger, og man vil gradvist have nået meget store energibesparelser og CO₂-reduktioner på omkring 10 mio. ton eller 20% af Danmarks samlede nuværende udledninger. Det er vel at mærke en 20% reduktion, som udelukkende bygger på allerede kendt teknologi, og som med de nuværende energipriser har en relativt kort tilbagebetalingstid.

Planlægningsgruppen bag rapporten konkluder, at udviklingen i retning af mere klimarigtigt byggeri ikke går af sig selv. Gruppen har derfor udarbejdet seks anbefalinger, som især er rettet til regering og Folketing:

Læs mere »

Ved FNs hovedkvarter i New York har man denne sommer eksperimenteret med at skrue termostaten for airconditioning-anlæggene op fra 72ºF til 77ºF (22,2ºC til 25ºC).¹ Det kan synes som en ubetydelighed, men det er ganske energikrævende at køle bygninger. Derfor ser man når man kommer blot lidt nærmere ækvator end Danmark, at store bygninger i langt højere grad bruger energi til afkøling end til opvarmning. For ikke bare er det mange måneder om året varmere udenfor end man ønsker sig inden døre. Computere, kopimaskiner, belysning, elevatorer, menneskekroppe, kort sagt al aktivitet i bygningen udvikler varme, og facadernes lysindtag er ofte uhensigtsmæssigt udformet.

FN-bygningen var, da den i 1952 stod færdig, et modernistisk manifest, som efter verdenskrigene indvarslede en ny æra. Det var et internationalt team af arkitekter med Le Corbusier og Oscar Niemeyer i spidsen, som stod bag udformningen, med den karakteristiske kombination af kontortårn og særlige salsbygninger foyer-arealer osv. i lave skulpturelt udformede enheder nede i jordhøjde. Endda er bygningen et halvt århundrede så medtaget og ikke mindst så langt fra nutidens fordringer til indendørsklima, energieffektivitet og kommunikationsstruktur, at man alvorligt har overvejet, om den skulle rives ned. I december 2006 endte man dog med at vedtage en renoveringsløsning, og man regner med at den gennemgribende renovering er afsluttet i 2014.

Sommerens eksperiment med at spare på airconditioningen blev hurtigt døbt Cool UN, parallelt til den kampagne, Cool Biz, man siden 2005 har kørt i Japan (se tidligere blog-indlæg: Cool Biz). Når man i sommermånederne har airconditioningen kørende på fuld tryk, hænger det ofte sammen med business-uniformen, at det i mange virksomheder og organisationer ville være nærmest utænkeligt at arbejde uden jakke og slips. Det er derfor nødvendigt at gøre op med denne dress code for at kunne hæve termostaten fra 22ºC til 25ºC – eller som man har gjort det i Japan, fra 24ºC til 28ºC.

Læs mere »

I Centraleuropa har man længe arbejdet målrettet med passive solhuse, og har efterhånden i hundredevis af eksempler på, at man gennem omhyggelig udformning af bygning og dens lysåbninger kan opnå, at den størstedelen af året opretholder et indeklima med en behagelig opholdstemperatur. Velux’ og Velfacs Bolig for livet, som nu er under opførelse i Århus et godt eksempel på, hvordan man i nybyggeriet er i stand til at sænke energiforbruget til opvarmning. Her har man yderligere suppleret med aktive solfangere dertil, at der er tale om et plus-energihus.

Det skal vi blive meget bedre til i Danmark, og det er glædeligt, at vi nu får prøvet forskellige eksempler af på danske breddegrader. Når det har gået langsommere herhjemme end i for eksempel Sydtyskland er det ikke kun uvilje og uvidenhed. I Danmark når solen omkring midvinter blot 10-11º over horisonten, hvorfor energiindstrålingen er meget lille sammenlignet med, hvis man bygger blot 1.000 km længere syd på. Endda giver det stor mening at søge at udnytte både passivhusets og de aktive solfangeres muligheder optimalt.

Hvis man ser den video, som i dag er frigivet af projektet, (ses nederst på denne side) er det glædeligt at se, at man på relativt store udvendige glasflader har skodder, som i vinterhalvåret kan mindske varmetabet fra vinduesarealerne i nattetimerne – og som måske kunne udskiftes til let kølende og skyggende gitterskodder i sommertiden.

Bolig for livet er designet af aart, og det ligner umiddelbart et rigtig dejligt hus med en stor indre åbenhed. Men det er på 190 m², og spørgsmålet er, om det er den rigtige størrelse for en familiebolig, som i størstedelen af dens levetid vil være beboet af blot en eller to voksne, som hver dag tager på arbejde. Og stadig er det et åbent spørgsmål, om selv et plus-energihus gør det at bo i parcelhus i forstæderne bæredygtigt, så længe der holder to biler i carporten, som hver dag fragter beboerne til fjerntliggende arbejdssteder.

En ganske stor del af det samlede danske energiforbrug ligger i vores eksisterende bygningsmasse. Den helt store udfordring ligger således i den eksisterende boligmasse, hvor varmetabet fra bygningsdelene er større, samtidig med at bygningskroppen ikke er optimeret for passiv solvarme. Og her i København står vi overfor nogle meget svære afvejninger af, om en historisk bygningsarv skal pakkes ind i mineraluld og sprutpuds for at vi kan holde 22º året rundt, eller om vi skal prøve at lære igen at lade temperaturerne inden døre svinge lidt mere med årstiderne.

Thomas Djursing: Her er Danmarks første energiproducerende hus, Ingeniøren 04.09.2008.

Tomas Djursing: Velfac bygger Danmarks første energiproducerende hus, Ingeniøren 29.08.2008.

I fremtidens bolig har du ingen energiudgifter, Velfac.

Kim Christensen: Et hus, der selv lufter ud, Bolius 21.08.2008.

Velfac og Velux klar med fremtidens aktive bolig, Building Supply 24.04.2008.

Søren Dilling: Dit kommende hus producerer selv varmen, Politiken 23.04.2008.

Søren Dilling: Første aktivhus bygges i Århus, Politiken 23.04.2008.

Ved det moratorium, som Borgerrepræsentationen i torsdags vedtog for højhuse i Indre By, trak man mod sydvest beskyttelsesgrænsen underligt zigzag-agtigt, så Tivoli blev fredet, mens Axeltorv, Aborreparken og Banegraven stadig står åbne for højhuse. Frem for bevaringsmæssige principper, som beskyttede middelalderby og fæstningsanlæg, har man således tydeligvis på pragmatisk vis forholdt sig til hvert enkelt sted. Men kunne man bare finde ud af at lave højhuse som gadekunstnerens på billedet herover – store i ånden uden at skygge omkring sig – er jeg sikker på, at der ikke ville være samme folkelige modstand.

Her er det Henning Larsen Architects forslag til nyt højhus på Axeltorv, hvor nu Scala ligger. Med 80 m højde er det det laveste af de forslag til stedet – det højeste af metropolzone-projekterne nåede på samme sted op på 147 m. Der er store økonomiske interesser i, om man kan få lov at bygge 5, 10, 20 eller 40 etager på et sted som her. Men i forhold til at beskytte Middelalderbyen virker det paradoksalt, at dette hjørne af det historiske København ikke kom med i beskyttelseszonen. Det er jo knapt nok et argument, at det allerede lider mere end mange andre kvarterer under forskellige bybygningstraditioners sammenblanding.

Læs mere »

Købmagergade har i snart mange år trængt alvorligt til en overhaling, og lige inden sommerferien blev den indbudte konkurrence om renoveringen af Købmagergade, Kultorvet og Hauser Plads afgjort.

Vinderforslaget herover, ‘Fra Kultorvet til Mælkevejen’, som er udført i et samarbejde mellem Polyform og Karres en Brands Landschhapsarchitecten, hører til i den absolut stilfærdige ende. Ellers er det umiddelbare indtryk (se den 58-siders pdf), at forslagene gennemgående gør sig endog meget store anstrengelser for at proppe opmærksomhedspåkaldende skæverter, larmende mønstre og gestik ind i de snævre byrum. Meget få af de 12 besvarelser overholder, hvad man kunne kalde det urbane rums grundlæggende spilleregler, endsige lytter til, hvad der allerede er på stedet.

Jeg er alt for mere vegetation i gaderummene, og isoleret set er det et fint set at etablere lodrette Patrick Blanc‘ske haver på modernistisk tillukkede facader som Illums. Men det bør ske med en vis urban stringens.

At placere et sart træ som en japansk kirsebær lige midt i en snæver gågade med 50.000 gående i døgnet virker ret malplaceret, og den stærke artikulation af pladsernes flader til legepladsagtige landskaber, som alligevel ikke formår for alvor at kontrastere byrummenes stærke arkitektoniske karakter, gør dem meget lidt generelt anvendelige til markeder og skiftende løbende aktiviteter.

Læs mere »

I den forgangne uge blev det klart, at Borgerrepræsentationen 28. august vil vedtage, at der ikke kan bygges højhuse i Middelalderbyen – endda med et utraditionelt flertal uden om Socialdemokratiet, som ikke har været til sinds at afskære sig fra muligheden for at bygge i højden, hvis det rette projekt viste sig. Men i betragtning af, hvor stærk en folkelig modstand der er mod højhuse i det centrale København, er det vel en passende løsning.

Man kan undre sig over, hvilke studehandler, der ligger bag grænsedragningen. Som man kan se af kortet herover, vil der stadig langs havnen kunne bygges højt på Dokøen, Christiansholm og Krøyers Plads, hvor van Egeraats projekt var tæt på at blive vedtaget. Højhuse langs havnen her i Middelalderbyens hjertekule vil være meget uheldig for hele fornemmelsen af byens åbenhed mod nord.

Ligeledes har man i den gruppe, der står bag højhuszonen, tydeligvis kunnet enes om at beskytte Tivoli mod fremtidige hoteltårne, ligesom beslutningen lægger en kraftig dæmper på udviklingen af metropolzonen omkring Rådhuspladsen og punkterer alle videre planer om højhuse ved Nørreport. Dog har man bevaret muligheden for at bygge højt på Axeltorv og i resterne af Aborreparken. I mine øjne skulle al byplanmæssig udvikling i denne zone have som overordnet tema at reetablere befæstningsringens grønne bånd, så Middelalderbyen blev langt mere præcist defineret i denne del af byen.

Skulle man vurdere zonen ud fra et rent byrumsmæssigt perspektiv, kunne man ønske sig, at den højhusfri zone blev udvidet, så den også beskyttede Søerne og voldanlægget på Christianshavnssiden. Det er to af byens virkelig flotte byrum, som begge ville lide meget, hvis der begyndte at poppe højhuse op her.

Nu er højhuse i Indre By forbudte, (Ritzau) Politiken 28.08.2008.

Martin Justesen: Flertal forbyder højhuse i Indre By, Politiken 14.08.2008.

Martin Justesen: “Et højhus kommer aldrig nogensinde til at passe ind”, Politiken 14.08.2008.

Martin Justesen: S: Skingert flertal fastlåser udviklingen, Politiken 14.08.2008.

Morten Skjoldager: S og R strides om højhuse i København, Politiken 14.06.2008.

Københavnere siger nej tak til højhuse, Politiken 26.03.2008.

Charlotte Welin: Københavnere: Nej til højhuse i Indre By, Berlingske 29.11.2006.

Vi har de seneste par uger kunnet opleve regn falde med en næsten tropeagtig voldsomhed i Danmark. Og i dag kan man læse i en lang række medier, at kapaciteten i vores kloaksystem ifølge en spildevandskommission snarest skal udvides med omkring 30%, hvis den skal kunne klare den voldsomhed, hvormed man regner med at nedbøren i de kommende år vil falde i takt med, at klimaforandringerne slår stadig kraftigere igennem.

Men inden man går i gang med at grave hele kloaksystemet op og erstatte det med et nyt og større, var det værd at stille sig spørgsmålet, om det nu også er den eneste løsning – endsige den rigtigste løsning – på problemet? Var der smartere måder at håndtere menneskets indgriben i vandkredsløbet på? Er den nuværende situation anledningen til at gentænke det indlysende i at samle alt spildevand i ét system, for derefter at lukke det ud i havet? Ville vi gennem en anden arealforvaltning kunne opnå, at den nuværende kloakkapacitet også fremover ville kunne være tilstrækkelig?

Kloakeringen blev i sin tid gennemført efterhånden som man blev klar over, at de åbne rendestene ikke bare lugtede grimt, men var en vigtig del af grunden til, at sygdomme og epidemier havde så gode kår i den tidlige industrialiserings byer (Alfred Larsens tegning til højre er fra Larslejsstræde, som stadig i 1894 havde pikstensbrolægning og åbne rendestene).

Men mens man løste ét sæt af problemer ved kloakeringen, skabte man begyndelsen til en vifte af andre problemer, som om end usynlige i bybilledet hundrede år senere havde akkumuleret sig dertil, at vi måtte indse, at vi for at standse et stadig mere omfattende iltsvind og bundvendinger i havmiljøet måtte investere kolossale beløb i biologisk spildevandsrensning. Vi så at sige overgøder havet samtidig med at vores landbrug er afhængige af tilførslen af store mængder kunstgødning.

Læs mere »