Strøtanker om bæredygtighed

Ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi netop igangsat Den Grønne By, en idékonkurrence om lommeparker, byforgrønnelse og styrkede livsrum i det historiske København.

Byens grønne elementer har en vigtig rolle i bestræbelserne på at skabe en smukkere, sundere og mere levende og bæredygtig by, som er rustet til at møde de kommende års klimaforandringer.

Den Grønne By efterlyser forslag til indplacering af grønne elementer i forskellige situationer i den historiske by. Det kan for eksempel være grønne gårde, taghaver, levende vægisolering, åbne belægninger eller anden forgrønnelse.

Læs mere »

Efter en høringsfase, som har strukket sig over det meste af dette år, har Københavns Kommune i går endelig vedtaget sin nye klimaplan. Den rummer en målsætning på en 20% reduktion inden 2015 (som vil bringe byens udledninger 40% under niveauet i 1990) og en vision om at blive CO₂-neutral i 2025.

Selvom planen sine steder bør strammes op – den lider af samme systemafgrænsningsproblemer som Kyoto-planen, som gør at en teknisk CO₂-neutralitet langt fra vil være en reel CO₂-neutralitet – er der al mulig grund til at sige tillykke til byen. Alene visualiseringen af, at vi ikke bare kan, men nødvendigvis skal udvikle CO₂-neutralitet inden for ganske få år, er et vigtigt signal ikke bare overfor københavnerne, men overfor hele verden.

En af konsekvenserne vil være, at der i de kommende år vi blive satset kraftigt på grønne tage – ifølge planerne skal der inden for ganske få år etableres 325.000 m² grønne tage. Det er faktisk rigtig meget – rundt regnet 40-50 fodboldbaner. Det bliver i første omgang nybyggeriet, som kommer til at trække de store arealer. For eksempel vil den nye bydel på Nordhavnsområdet i stor udstrækning få grønne tage. Men de grønne tage har også en plads i den ældre bygningsmasse, hvor taghældningen ikke er for stor.

Det typiske grønne tag har et blot få centimeter tykt jordlag, som gør, at en bestemt plantefamilie, sedum eller salturtfamilien, som har specialiseret sig i at overleve lang tids udtørring, har fine vilkår, mens græs og urter, som med tiden ville blive for store, måske kan klare sig i en fugtig periode, men bukker under i tørre sommerperioder. Rigtigt anlagt behøver sedum-tagene således ikke at blive luget, men er stort set vedligeholdelsesfri. Og sedum-tagene er smukke med deres vekslende blomstringer igennem året. Så vi må håbe, at man i stor udstrækning udser sig tagflader som herover ved Vesterport, hvor vi rent faktisk ser de grønne tage.

Sedum-tagene har også den fordel, at de er ganske lette – de vejer blot 40-50 kg pr m², så på langt de fleste eksisterende tagflader vil de kunne anlægges uden at tagkonstruktionen behøver at blive forstærket. Det sagt er der grund til også at arbejde med andre typer af grønne tage. For sedum-taget har en meget lille biologisk aktivitet. Bladoverfladen pr. m² er blot 6-8 m², hvor fritvokset græs kan have op til 200 m² bladoverflade pr. m² – og dermed en luftrensningseffekt og en CO₂-absorption / iltproduktion, som tilsvarende er langt langt højere.

Hvis man slog de langhårede tage inden de dræede og betragtede tagene som dyrkningsflader for biobrændsel – græs har en kolossal biologisk tilvækst – kunne man sandsynligvis finde vegetationstyper, som med meget lille vedligeholdelse havde en langt større positiv klimaeffekt end sedum-tagene.

Et andet vigtigt aspekt af de grønne tage er den lokale afledning af regnvandet, så det enten bruges lokalt, til toiletskyl, vanding osv. eller nedsives lokalt frem for som nu at løbe i kloakkerne (se forudgående blog-indlæg: Reetablering af Københavns vandkredsløb).

Nicolai Østergaard: København: Nu skal der græs på storbyen tage, Ingeniøren 28.08.2009.

Frankrig har en lang tradition for arkitektoniske manifester, fra solkongernes paladser over Napoleons omlægning af store dele af Paris under Haussmann til Mitterand, som lagde navn til Peis glaspyramide foran Louvre og Sprechelsens Triumfbue. Og den nu siddende præsident Nicolas Sarkozy er da også godt i gang med at lægge an til at få sig foreviget i de parisiske bylandskaber. Det har han gjort ved at invitere ti af verdens ledende tegnestuer til at komme med et oplæg til byens fremtid, og ikke mindst forstædernes fremtid. Paris er nemlig ikke kun turisternes Paris. Udenfor den charmerende bykerne har der op igennem det 20. århundrede spredt sig en grød af mere eller mindre karakterløs forstadsbebyggelse. Og det er i høj grad her, projekterne sætter ind.

Siden juni har de ti teams arbejdet på to temaer ‘the 21st century post-Kyoto metropolis’ og ‘the present and future analysis of the Paris agglomeration’. Kan man gennem fortætning, nytænkning og andre byplanmæssige greb føre Paris fra den fossile æra ind i en bæredygtig udvikling? Foreløbig er de ti forslag udstillet på Musée de la Cité, og der er lagt op til offentlig debat om projekterne.

Forslaget på billedet herover herover stammer fra Ateliers Castro/Denissof/Casi. Jeg har stadigvæk svært ved at se, at klodens befolkning ved udgangen af det 21. århundrede i større udstrækning kommer til at bo i en sådan ikon-arkitektur – det minder lidt om Tyskland i 80erne, hvor alt miljørigtigt byggeri skulle have græstørvstag. Der findes langt mindre demonstrative (og ressourcekrævende) måder at fortætte byen på. Men hvis ellers disse lådne bygningssøjler med urskov frodigt vældende ud fra hver anden etage, som om det aldrig blæste eller sneede, er fremtidens højhuse, så kan vi i Købøenhavn prise os lykkelige over ikke at have fået plastret den historiske by til med deres vegetationsløse forgængere. Og stadig kan jeg meget bedre se den slags bebyggelse i Nordhavnen eller på Refshaleøen.

Se tidligere blog-indlæg om gønne højhuse: Det levende tårn (fransk projekt) og William McDonough: Tower of Tomorrow (amerikansk cradle to cradle-projekt).

Ten Scenarios for ‘Grand Paris’ Metropolis Now Up for Public Debate, Bustler 13.03.2009.

Ten Scenarios for ‘Grand Paris’ Metropolis Now Up for Public Debate, ArchiCentral 14.03.2009.

Karsten Ifversen: Sarkozy vil genskabe Paris, Politiken 21.03.2009.

Trods megen tale om nødvendigheden af markante reduktioner af CO₂-udledningerne fra ikke mindst den rige del af verden ligger de danske CO₂-udledninger i dag på stort set samme niveau som i 1990. Den vedvarende energi og de energieffektiviseringer, som vi trods alt har fået etableret, har kun lige kunnet hamle op med de stigende udledninger fra en stadig større transportsektor og et stadig stigende vareforbrug, og vi står i dag i den småpinlige situation, at vi skal købe os til de små reduktioner, vi har forpligtet os til gennem Kyoto-aftalen.

Men ser man på Københavns Kommune, er CO₂-udledningerne i årene 1990-2005 faldet med 20%. Udviklingen er fortsat i den rigtige retning siden da, og med den klimaplan, som i de kommende måneder vil være i høring forud for den endelige vedtagelse, er der lagt op til at skære yderligere 20% af kommunens udledninger inden 2015. Hvad der er endnu mere interessant er, at det foreliggende udkast til klimaplanen indeholder et scenario for et CO₂-neutralt København i 2025. Det er kort sagt et initiativ, som fortjener den stærkest mulige opbakning. For det vil kræve politisk mod og modenhed at gennemføre, og det vil kræve en stærk deltagelse fra byens befolkning.

Vi er derfor en gruppe af mennesker fra Københavns miljøpunkter, lokaludvalg og klimabevægelse, som har lavet en studiekreds omkring klimaplanen i forbindelse med klimaplanens offentlighedsfase. Målet er dels, at vi alle bliver lidt klogere på, hvordan en sådan klimaplan er skruet sammen og kommer til at tale konkret om, hvordan CO₂-reduktioner i en sådan størrelsesorden og på lidt længere sigt CO₂-neutralitet reelt kan opnås. Dels at vi kan bidrage med velkvalificerede høringssvar. For en sådan klimaplan kræver deltagelse på alle niveauer for at kunne realiseres.

I studiekredsen vil vi mødes cirka hver anden uge kl. 19.00-21.30 ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, Rådhuspladsen 77 st.tv., første gang tirsdag den 3. marts. Har du forslag til emner, oplægsholdere eller relevante inspirationslinks, hører vi meget gerne fra dig.

Tilmelding til studiekredsen med navn, telefon og mail-adresse sker via studiekreds@a21.dk.

Arrangementsgruppen, ved Ane Wraae Nielsen, Kjeld A. Larsen, Lasse Rossen og Jens Hvass.

Læs mere »

Flemming Pahus Jensen står bag dette forslag til en blå-grøn oplevelsesrute, som fra Fælledparken i vest krydser først Søerne, siden Østre Anlæg, Kastellet og Havnen under vejs til Holmen og det nordligste af Christianshavns voldanlæg. Under vejs passerer man en lang række meget forskelligartede grønne og blå rum, så ruten åbner for mangfoldige naturoplevelser. Ikke mindst kan man opleve mange af de mange dyr og fugle, som efterhånden har lært sig kunsten at overleve i det urbane landskab.

Der mangler dog noget i dag – Pahus’ forslag er således også et forslag om etablering af to nye broforbindelser. Dels en fodgængerbro over Søerne, hvorfra man vil kunne opleve vandet og lydene og fuglene på en helt anden måde, end når man går langs de store veje. Dels en reetablering af den bro, som indtil for få år siden forbandt Østre Anlæg med Frederiksstaden ved Stokhusgade, som ville give den del af Frederiksstaden langt bedre forbindelse til grønne områder. Hvor ruten krydser havnen, kan man i dag tage HTs havnebus og fortsætte nord om Christiania helt ud til havet og Amager Strandpark. Så tag badetøjet med. Eller man kunne via Norddyssen bevæge sig ned gennem Christiania, som udgør en af byens rigeste bybiotoper.

[nggallery id=136]

. 
‘Åben Zoo’ eller ‘Blågrøn linje’ har Flemming Pahus også kaldt projektet, og under vejs kan man møde mange af byens dyr. Herover blot nogle få af vores ‘vilde’ medborgere, som lever mere miljøvenligt, mere CO₂-neutralt og mere stilfærdigt elegant indordnende sig deres omgivelser end vi tobenede, så måske der var noget at lære under vejs mod det, som Michael Braungart i september så præcist beskrev som at vi måtte lære på ny at blive indfødte på planeten.

Forslaget er et koncept i sin vorden som åbner med latente muligheder for kreativ deltagelse inden for både biologi, fysik, det havekunstneriske, det designmæssige og det praktisk politiske, så se forslaget med mailadresse her:

Blågrøn linie – et snit gennem Indre By i København, Flemming Pahus Jensen, januar 2009 (1,2 Mb pdf).

Flemming Pahus har siden arbejdet videre med passagen gennem Østre Anlæg. Se:

Historien eksponeret i Østre Anlæg, Flemming Pahus Jensen, juli 2010 (1,2 Mb pdf).

Dongtan EcoCity har de seneste år stået som det måske mest lovende eksempel på en bybygning, som ikke bare etablerede en CO₂-neutral by med arbejde og bolig til en halv milli0n indbyggere i udkanten af Shanghai, men gjorde det på en måde, så Dongtan i sit ressourceforbrug holdt sig inden for et bæredygtigt globalt økologisk fodaftryk på 2,1 ha – hvor andre økovisioner har det med at fejle alvorligt på den parameter eller slet ikke indregne det.

Dongtan er først planlagt fuldt udbygget i 2040, men første fase skulle have stået færdig til en stor Expo i Shanghai i 2010. Af en artikel i Christian Science Monitor i dag fremgår det dog, at projektet er løbet ind i alvorlige vanskeligheder med at få de nødvendige aftaler og tilladelser på plads, så hvor opførelsen på nuværende tidspunkt skulle have været i fuld gang, er området stadig præget af rismarker. Selvom Dongtan ikke bliver flagskibsprojekt, må vi håbe, at tingene falder i hak inden længe, for Dongtan er med sin måde at integrere bolig, arbejde og produktivt landskab på er en nødvendig vision for en verden med stadig større bybefolkninger forude.

Se også tidligere blog-indlæg: Dongtan EcoCity, Dongtan EcoCity video.

Simon Montlake: In China, overambition reins in eco-city plans, Christian Science Monitor 23.12.2008.

Nedenstående tekst er et høringssvar fra Indre By Lokaludvalg vedrørende Københavns Kommunes projektramme Lommeparker, træer og andet grønt. Det er et forslag med en begyndende erkendelse af, at byen som biotop og levende sted ikke kan opretholdes blot ved at pleje parkerne, men kræver, at der trækkes grønne forbindelseslinjer mellem de enkelte grønne enklaver, som forbinder alle byens grønne elementer til et samlet biologisk system. Som sådan repræsenterer det et gennembrud i kommunens forståelse af, hvaddet vil sige at være en grøn kommune.

Lovforsalget blev fremlagt i maj, se tidligere blog-indlæg: Lommeparker og grønne gaderum, hvorfra der er link til projektets prospekt. Hvis man gennemfører projektet i sin intention, vil det kunne få store positive konsekvenser for livsrummet og livskvaliteten, såvel for menneskene som for de mange planter og dyr, som vi deler byen med.

Lommeparker, træer og andet grønt

– et høringssvar fra Indre By Lokaludvalg

Fra Indre By Lokaludvalg finder vi, at Lommeparker, træer og andet grønt er et helt centralt initiativ for udviklingen af livskvaliteten i Indre By, som vi hilser meget velkomment.

Stor bebyggelsestæthed giver stort behov

Indre By er præget af stor trængsel og bebyggelsesprocenter på op til fem gange det, man har udsaneret til på brokvartererne. Der er derfor meget lidt plads mellem husene, og det er vigtigt at prioritere det grønne overalt, hvor der er mulighed for det.

Med de mange arbejdende og besøgende i bydelen er afstandskravet på max. 400 m ikke retvisende for behovet. Man bør systematisk opgradere opholdskvaliteten på alle åbne arealer.

Projektrammen taler om 14 lommeparker og 3.000 træer for hele København, men de rækker ikke langt i hele kommunen. Det ville være et mere passende mål for Indre By. Suppleret af 3.000 facadebeplantninger ville det kunne være med til at skabe en blidere, smukkere og mere oplevelsesrig by med en luft, som var sundere at indånde.

Læs mere »

Klar og Julien de Smedt Arkitekter har netop fremlagt forslag om en ny strandpark ud for Nykredit og Meriott Hotel, så Indre By nu også står til at få bademulighed i Havnen.

Byplanmæssigt har arkitekterne bag forslaget taget de saksende linjer fra området omkring Politigården med ud i havneløbet. Dette virker noget fremmed i forhold til den formverden, som udfolder sig i mødet mellem sand og vand, og det er et åbent spørgsmål, om det er nødvendigt at lukke 40% af havneløbets bredde for at kunne svømme i havnen. Det sagt er projektet et spændende forsøg på at gøre noget ved et af de mest kiksede kapitler af Københavns nyere byudvukling, den bevidstløse udbygning langs Kalvebod Brygge.

Projektet bliver nærmere præsenteret ved et åbent hus-arrangement på rådhuset i morgen onsdag kl. 17.00-20.00.

I begyndelsen af februar vil borgerne blive inviteret til dialogmøde, og efter planen vil projektet blive sendt i offentlig høring til sommer.

Karsten Ifversen: Arkitekter foreslår sandstrand i Københavns havn, Politiken 09.12.2008.

Det har længe heddet sig, at det var Absalon, som med sin borg og sin bymur transformerede København fra et lille fattigt fiskerleje til en på den tid betyningsfuld by. Den fortælling har altid undret mig, og nu viser det sig også, at det måske er et af landets første eksempler på spin, og at det tidlige Københavns historie, som i høj grad bygger på Saxos historieskrivning, skal skrives om.

Arkæologiske udgravninger rundt omkring i byen viser nemlig, at der også før Absalon var en driftig by på stedet. Allerede i 1000-tallet strakte byen sig fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen.

Men kildematerialet til Københavns tidlige historie er ganske sparsomt. Billedet herover er et af de ældste pålidelige prospekter af København. Det viser byen i 1587, set fra Valby Bakke ind mod Vesterport. Det lave kirketårn til venstre er Sankt Petri Kirke, og det høje spir er Vor Frue Kirke. Yderst til højre ses Absalons borg.

København blev ikke bygget af Absalon, (Ritzau) Berlingske 06.11.2008.

Det er sjældent, jeg er ubetinget begejstret for moderne arkitektur, ikke mindst den højtstræbende genre, hvor ubrudte spejlglasfacader og teknologisk perfektionerede ‘maskiner’ producerer en urørlighed og utilnærmelighed samtidig med, at de signalerer en betydningsfuldhed og formmæssig selvtilstrækkelighed, som slet ikke står mål med deres indre. Men William McDonough & Partners’ Tower of Tomorrow rammer forbi alle mine parader. Jeg synes det er smukt, og jeg ved, at det bæredygtighedsmæssigt er særdeles gennemtænkt. Det har en skrøbelighed, på samme tid stærk og sårbar, stram og organisk – som en gigantisk blomsterknop, der er lige ved at revne og lade sit frodige liv vælde ud af alle sprækker.

De senere år har der været talt meget om højhuse i København, og der har efterhånden været præsenteret ganske mange funky visioner. Men jeg kan ikke komme på ét eneste af disse projekter, som har ramt rent ind. Fosters tårn til Tivoli havde en uomtvistelig elegance, men havde sin beliggenhed og sin selvbevidsthed imod sig. Selv van Egeraats projekt til Krøyers Plads, som med sine gigantiske bjergkrystalformer af mange blev fremhævet for de skulpturelle kvaliteter, virkede i min optik aldeles fejlplaceret i hjertet af det historiske København og langt bedre egnet til en motorvejsplacering. Og blandt de højhuse, som gennem årene er blevet bygget i København, er der ikke meget at prale med. Arne Jacobsens hotel er stilsikker modernisme, men igen … det omgiver sig med en kulde og uindtagelighed, som ikke yder ret meget til den omkringliggende by.

Og det er nok en del af problemet med højhusene, de bliver meget let fremmedlegemer i den karré-strukturerede by. For eksempel Malmös nye vartegn, Turning Torso, skruer sig med en dramatisk gestus op i den blå himmel, og det det står flot i byens profil. Men kommer man tæt på, er den måde, hvorpå bygningen indgår i byen – eller rettere som en middelalderlig borg afskærer sig fra sin omverden – dybt problematisk. Den bruger løs af omgivelsernes urbane miljø uden at yde noget til gengæld.

Dér er Tower of Tomorrow anderledes klart tænkt. Det snævrer ind mod bunden for at bruge så lidt urbant areal som muligt, samtidig med at åbningen mellem solcellefacaden og skyggefacaden inviterer til at bevæge sig ind. Jeg kunne sagtens se klynger med 3-4-5 stykker af sådanne spiralske tårne i let forskellige i højde og drøjde stå på Nordhavn og Refshaleøen omgivet af en parkagtigt overvokset tæt-lav bebyggelse.

Læs mere »