Strøtanker om bæredygtighed

I dag var årets første rigtige sommerdag, og varmen blev hængende, så der var 20ºC til langt ud på aftenen. Endda kører terrassevarmerne på fuldt tryk i Middelalderbyen.

Samtidig er forhandlere fra hele verden i disse dage samlet i Bonn for at konkretisere forhandlingsresultatet fra COP17 i Durban. Et af de helt centrale spørgsmål er, hvordan man lukker “the mitigation gap” – forskellen på det, verdens lande har forpligtiget sig til at gøre for at imødegå klimaforandringerne, og den nødvendige indsats for at sikre, at den globale temperaturstigning holdes under 2ºC. AOSIS-landene, en alliance af 43 små østater, prøver endda at fastholde, at vi må skærpe målsætningen til 1½ºC.

Og de har ret – ikke bare giver 1½ºC gode chancer for, at de mange atolriger ikke skyller i havet. Det vil også være med til at afbøde, at vores økosystemer disintegrerer.

Hvis det skal lykkes at lukke “the mitigation gap” og sikre de kommende generationer gode livsvilkår, så bliver vi nødt til at lægge en række meget uhensigtsmæssige vaner bort – heriblandt ikke at spise under grisevarmere. Og når vi bestiller mad, så at vælge en menu med markant mindre kød end i dag.

Undskyld jeg ømmer mig over det, men jeg ser grisevarmerne gløde hver eneste dag. Det er grimt, det er unødvendigt, og det er en absurditet i hjertet af en by, som kalder sig Verdens Miljømetropol og arbejder målrettet på at blive CO₂-neutral i 2025.

I de seneste år har det centrale København fået sine Red Light Districts, hvor Middelalderbyens smukke huse ligger badet i infrarødt lys. Billedet herover er fra Gråbrødretorv, hvor så godt som alle spisesteder efterhånden har arrangeret sig med grisevarmere i et forsøg på at fastholde et Middelhavssommervarmt klima året rundt på 56. breddegrad.

Op til klimatopmødet var det på tale at lave en fælles aftale om ikke at bruge sådanne terrassevarmere, men det glippede. Siden er tingene gledet tilbage til business as usual. Måned for måned kommer der flere og flere af disse grisevarmere i bybilledet, og i dag er der kun en enkelt af Gråbrødretorvs restauranter, som holder stand mod denne hån mod klimaet.

Blev de så kun tændt i den udstrækning, at restaurantens gæster udtrykkeligt bad om det, men stort set hver aften her i foråret har grisevarmerne strålet deres rødgustne lys ud over tomme borde og store i al slags vejr.

Fiona Hall, som repræsenterer de liberale i Europa-parlamentet, udtalte i 2008: “Following the introduction of the UK smoking ban outdoor patio heater sales have soared, and I appreciate that if we ban heaters there are implications for those in the hospitality industry. Individuals do have practical alternatives to keeping warm outside. However, Climate Change is now affecting all of us, and we must all do our part. I believe outdoor patio heaters are a luxury the planet cannot afford.”

En række engelske butikskæder har da også taget konsekvensen og har fjernet terrassevarmere fra deres varesortiment.

Jeg kan derfor kun opfordre Københavns Kommune til fremover kun at forny udeserveringstilladelser på betingelse af, at det sker uden brug af grisevarmere. De er et helt forkert signal at sende for en by, som vil være Verdens Miljømetropol i 2015 og CO₂-neutral i 2025. Og indtil disse røde lamper bliver fjernet, må vi markere vores utilfredshed ved ikke at spise i griselampernes skær.

Se tidligere blog-indlæg: KLIMA+ restauranter og Phil Whoolas: When outside, wear a jumper.

.
Første gang jeg stødte på den japanske arkitekt Masaharu Takasaki, var i forbindelse med et ganske enestående projekt i Tokyo, Crystal Light (1987), som var bygget op af bølgende bevægelser i flere etager omkring en lysgård beplantet med kæmpebambus, som rakte deres stammer og graciøse løv op mod tagets stiliserede skyer. Alt var håndlavet, frit formet – så generøst i sit forsøg på at bringe menneske og natur i kontakt midt i storbyen, og så ødselt i sit forbrug af tid i en æra, hvor standardisering og masseproduktion er mantraet. Men også et projekt med en gruopvækkende skæbne, fordi det i den japanske bobleøkonomis slutfase ikke levede op til de ofte tårnhøje forventninger til den slags symbolarkitektur og blot få år efter opførelsen blev revet ned. Siden fik Takasaki opgaver i forbindelse med Kumamoto Artpolis – her var hans bestræbelse på gennem sin arkitektur at forbinde menneske og kosmos endnu tydeligere, og bygningerne var nu noget mere solide, ikke sådan bare lige at fjerne.

I denne video fra en TED-konference i december i Tohuku, den del af Japan, som 11. marts 2011 blev ramt af et af de senere års voldsomste jordskæv, som efterfølgende udløste en sine steder op til 40 m høj tsunami, som hærgede langt ind i landet og gjorde i titusindvis hjemløse, kan man opleve Masaharu Takasaki fortælle om sine overvejelser i forbindelse med  hans arbejde med Kokoro Shelter Project – midlertidige boliger til de titusindvis af japanere, som står uden bolig som følge af jordskælv og radioaktiv stråling.

Normalt er den slags katastrofe-genhusning noget, som blot skal opfylde de mest nødøtørftige funktioner, indtil man rykker hjem igen. Men for mange er der tale om en længere periode. For nogle samfund op langs kysten er alt væk efter tsunamien, og man står overfor svære overvejelser, om man skal bygge længere inde i landet, over tsunami-højde, eller om man skal reetablere sig på kanten af det store hav, hvor de fleste føler, at de hører til. For andre samfund er strålingsforureningen af deres område så stor, at der kan der gå årtier, før man kan håbe på at kunne flytte hjem.

Kokoro betyder hjerte, bevidsthed, essens, og Takasaki tager i Kokoro Shelter Project udgangspunkt i, hvor forfærdeligt, hvor uværdigt, hvor bedrøveligt fantasiløst, vi ofte laver den slags genhusning. Han stiller spørgsmålet, hvordan skabe et  rum for sorg, et rum for fællesskab, et rum for refleksion og indadskuen, og for den relation med naturen, som har båret og formet den japanske folkekarakter? Det skulle gå stærkt, kan man måske forsvare det med, i starten blev folk stuvet sammen i klasselokaler, sportshaller og lagerfaciliteter. Og den midlertidige genhusning, som efterhånden er blevet etableret, ligner da også noget i retning af en skurvognsby opbygget af containere. Men Takasaki fortæller på denne video indledende, hvordan han, da han kort efter katastrofen tog nodpå i katastrofeområdet, var rystet over at opleve, hvor pauvre rammer, man bød de evakuerede. Ofte var skillevæggene til naboerne, hvis de overhovedet var der, lavet af papkasser.

Kokoro-enhederne kommer i to forskellige varianter – til udendørs brug, og til opstilling i store lokaler. Størrelsen går fra 1-10 tatamimåtter, eller cirka 1,5-15,5 m². -I den lille boenhed, som han viser en model af i videoen, er der skabt et levested omkring to tatami-måtter. En bordplanke imellem, en billedniche i den ene ende, og et ankomst- og opbevaringsareal i den anden ende. På den måde lykkes det på ganske få m² at skabe et lille værested, mødested, arbejdssted, skjulested, legested, sovested, hyggested, opbevarings-, udstillings- og kultsted med stærke rødder i den japanske bokultur. Faktisk ville man uden problemer kunne afholde te-ceremoni i det lille rum, som på under 5 m² har fundet plads til en lille tokonoma – en niche til udstilling af en særlig årstidens blomst, frugt og billede.

En større enhed er skabt til lidt større fællesskaber, hvor flere kan mødes – igen med det hævede gulvflade og den symbolske markering af væggene. En tredje variant er egentlige bygninger, som ville kunne erstatte de bevidstløse containerbyer, som er stillet op rundt omkring.

Takasaki kan ikke lide den megen tale om midlertidig genhusning. Hvert øjeblik har en flig af evigheden, og med reference til en talemåde som har haft stor betydning i te-ceremonien: ichi-go, ichi-e – som er svært at oversætte direkte, men betyder noget i retning af one meeting, one lifetime, at vi må mødes og være til stede i øjeblikket, som var det sidste gang i livet –  fejer han “undskyldningen” om midlertidighed bort. Eller mere præcist afviser han logikken i, at det ekstrordinære i situationen retfærdiggør at sænke overlæggeren. Vi må tværtimod skabe det ultimative, det uomtvistelige, et rum for spiritualiteten, refleksionen og  sorgarbejdet. “Vi kan invitere naturen ind i selv det mindste rum,” siger Takasaki omkring 9:24.

Og der er brug for det. Der er meget store psykologiske problemer i den del af det japanske befolkning, som nu har boet i lejre og midlertidighed i over et år måske endda uden at vide, hvornår, om eller hvordan de kommer videre.

På de 12 minutter, der var til rådighed for oplægsholderne på TEDx Tohuku i december, når Takasaki faktisk at få sagt noget meget centralt om forholdet mellem fortid, nutid og fremtid og om det traditionelle japanske hus og den måde, hvorpå det griber formende og understøttende ind i tilværelsen. Jeg blev ganske inspireret Takasakis ordstrøm – af hans vilje til at se det ekstraordinære i hverdagens små ting og hans evne til at se mulighederne i hver eneste situation. Der ligger noget fundamentalt bæredygtigt i denne vilje til ikke at lade nogen mulighed gå til spilde.

Minami-Soma city, Fukushima Japan, en YouTube-video med glimt fra Kokoro Shelter Project.

John-Paul Pryor: Takasaki Masaharu / Article 25, (interview med Takasaki) Dazed Digital 2011.

www.takasaki-architects.co.jp.

Plantagon har nu eksisteret i mere end 10 år – opbygget omkring en vision om at indarbejde fødevareproduktionen i vores byer og integrere den i bolig- og erhvervsbyggeriet. Det har sine udfordringer, men i høj grad også sine muligheder, og i en tid, hvor vi bliver flere og flere om at skulle mættes af samme få kvadratmetre er det overvejelser, som i den grad er værd at gøre, hvordan vores mad – eller i hvert fald dele af den – kan blive til i vores bymiljøer.

Plantagons til dato mest spektakulære visualisering af potentialet har været en gigantisk glaskugle, hvor planteproduktionen fandt sted på en spiralformet streng inde i bygningen. Og sådanne domes (se billedet til højre) kunne blive et spektakulært indslag i de fleste bymiljøer. Men nu ser det endelig ud til, at Plantagons vision bliver virkelighed.

I Linköping kunne man i sidste uge tage første spadestik til en kombineret kontor- og fødevareproducerende Plantagon-bygning, som med sin store lysende væksthus-facade bliver et yderst markant element i bybilledet (billederne øverst og nederst). Og hvor man til samme placering har arbejdet med en ren planteproduktionsglaskugle, har man nu valgt at en integreret kontor- og planteproduktionsenhed som prototype, hvilket virker indlysende.

Umiddelbart kan Linköping virke som et besynderligt sted at placere en sådan bygning, hvor plantekasser er stablet op i 54 meters højde, for Sverige har om noget masser af åbne vidder. Men samtidig med, at Sverige har en kort vækstsæson, har man et stort forbrug af friske grøntsager året rundt. Grundideen ug udviklingsarbejdet er svensk, og en række svenske firmaer som Saab, Combitech og Sweco, som kommer til at stå for opførelsen, har været villige til at gå ind i projektet. Så det er endt med at Linköping bliver hjemby for det første realiserede Plantagon-projekt.

Det patenterede facadesystem er omkring seks meter dybt og indeholder transportbånd, der til stadighed roterer planterne, så de får sol fra alle sider. Samtidig med at kontorhuset varmer vækstdelen, bliver kontorhusdelens grå spildevand (fra håndvaske) genbrugt til vanding. Bygningen har også en udtalt symbiose med det nærliggende Tekniske Verken, Linköpings energiselskab, som leverer varme og CO₂ (som øger plantevæksten), samtidig med at Verken aftager det overskydende organiske materiale til forgasning.

Problemet med den mad, som er dyrket i sådanne strukturer, er, at det er klassisk drivhusmad. Sollyset er for en stor del afløst af kunstlys, og planterne vokser i vækstmedier, hvor muldjordens mange forskellige mineraler og næringsstoffer er erstattet af flydende gødning. Så det fungerer måske nogenlunde til pyntegrønt og hurtigtvoksende urteagtige vækster, men for afgrøder med blot lidt længere væksttid vil det give mindre smagskraft og næringsværdi.

Og så måske endda stadig en bedre løsning end at importere drivhusprodukter fra Langtbortistan. Som Plantagon indledende spørger i sin pdf-præsentation af drivhusprincippet: Why should a tomato fly 10.000 km?¹

www.plantagon.com / Plantagon greenhouse presentation juli 2011 (pdf).¹

Ulrik Andersen: 12-etagers kombineret drivhus og kontor på vej i Linkøping, Ingeniøren 20.02.2012.

Molly Cotter: Plantagon Breaks Ground on its First ‘Plantscraper’ Vertical Farm in Sweden! Habitat 14.02.2012.

Tafline Laylin: VertiCrop Processes 10,000 Plants Every 3 Days Using Vertical Hydroponic Farming, Habitat 13.01.2012.

Andrew Michler: Plantlab Makes the Coveted Vertical Urban Farm a Reality, Habitat 23.05.2011.
.

Plantagons nye bygning i Linköping får en prominent placering langs elven.

.
Denne lille time lapse video viser på blot to minutter, hvordan man anlægger et grønt tag – i dette tilfælde taget på et besøgscenter i Brooklyn Botanical Garden, som er opført i forbindelse med en større fornyelsesproces af New Yorks botaniske have: Campaign for the Next Century. I virkeligheden tog det 6 dage, fra 26. til 31. oktober 2011, og man regner med, at taget står frodigt grønt ved åbningen af bygningen til maj.

Som man kan se af videoen, har tørven en vis tykkelse, så der er ikke bare et sedum-tag med ultratyndt jordtykkelse, men et tag med et reelt jordlag, som gradvist vil udvikle en langt mere varieret vegetation. Hvor huset og tagkonstruktionen kan bære det, er dette langt at foretrække, da sådanne tage giver en langt mere varieret bynatur og kan opsamle og forsinke langt mere regnvand. Men de kræver en lille smule løbende lugning – eller at man en gang om året allierer sig med et par geder. For ellers vil et sådant tag i løbet af en årrække springe i skov.

Se tidligere blog-indlæg: Byforgrønnelse som klimatilpasningsinitiativ, 325.000 m² grønne tage i København, Reetablering af Københavns vandkredsløb og Københavns Kommunes klimatilpasningsplan.

I min tid som centerleder ved Miljøpunkt har jeg gentagne gange mødt forestillingen om, at Københavns Kommunes systematiske afbrænding af byens affald ikke bare var en let og praktisk løsning, men noget man måtte vise frem for hele verden. Det giver billig fjernvarme, forbrændingen udelukker problemer med organisk smitte, og hvis man fik ingeniørerne til at måle på den rigtige måde, var det også nærmest en klimavenlig løsning. Og det har været komfortabelt, fordi man så ikke behøvede at genere borgere og virksomheder med at skulle kildesortere deres affald, men faktisk havde brug for det brændbare i affaldet. Historier har da også floreret, at selv hvis man frasorterede brugt avispapir, så ville det ryge i samme forbrænding – hvilket dog ikke er korrekt. Men det viser, hvor komfortabelt det har været for os blot at kunne smide væk. Af mange forskellige grunde er vi derfor gradvist faldet alvorligt bag af dansen i forhold til vores nabolande, når det gælder kildesortering af affaldet.

Men positionerne er gradvist ved at flytte sig. Det står i dag klart, at afbrænding af affald langt fra er CO₂-neutral, at afbrændingen af de stadig større mængder af plastic i affaldet nærmest er at sammenligne med afbrændingen af olie (som plasticen er lavet af). For nylig blev de samlede danske CO₂-udledninger justeret 1,5 mio. ton opad (ganske meget i forhold til det samlede officielle tal på ~50 mio. ton), fordi man havde konstateret markant mere plastic i affaldet end hidtil antaget. Så i København vil vi fra i år til at se kampagner udrullet for at indsamle den hårde plast. Og gradvist kommer vi til at indse, at vi må recirkulere og genanvende alle dele af vores affald. For de dele, som er sværest at indsamle og genbruge, komme vi til at finde nye råmaterialer, produktionsmåder og brugsmønstre.

En særlig udfordring ligger i det organiske affald – på sigt er der ingen vej uden om, at det skal  komposteres. I første omgang kan det give ren jord de mange steder i byen, hvor jorden er forgiftet efter den industrielle æras processer og blive til ny madjord, men på sigt skal en del af det tilbage på markerne, hvor der lige nu tilføres store mængder fosfor for ikke at udpine jorden.

I en verden, hvor vi er stadig flere om at dele de samme knappe ressourcer og det står klart, at det i globalt perspektiv fuldstændigt utilstedelige ressourcefrådseri, som har fundet sted i de industrialiserede lande siden 2. verdenskrig, ikke kan fortsætte, ikke bare fordi det er moralsk forkasteligt, men fordi der snart ikke er mere af forbruge og smide væk af. Og vi står overfor fuldstændigt at måtte reprogrammere vores affaldsparadigme.

Derfor er det glædeligt, at man her inden jul afviste et forslag til ny udformning af Amagerforbrændingen, hvor det kolossale bygningsvolumen udformet som en kæmpe skibakke. Dels bør der fremover slet ikke være brug for en så stor forbrændingsanstalt. Dels virker det at forme en skibakke ud af en forbrændingsanstalt alt andet end indlysende. Måske blot et udslag af BIG og Bjarke Ingels’ humor, måske ligefrem en koan – et zen-paradoks, vi alle kan gå at fundere over. Men indimellem er det som om, at bare det at det er stort i anslaget, gør det interessant.

Når vi er ved udformning af affaldsstationer, så er der lige nu en udstilling på Dansk Arkitekturcenter af Michael Singer: Arkitektur og natur i fornyende balance (indtil 28.01.). Blandt de udstillede projekter er der et ret fantastisk oplæg til en tilsvarende situation i New York, hvor procesvarmen bruges til opvarmning af væksthuse til fremdrift af planter til New Yorks byforgrønnelse.

Læs mere »

Så foreligger endnu et bud på brugen af Krøyers Plads – denne gang af Vilhelm Lauritzen og COBE arkitekter samt GHB landskabsarkitekter. Denne gang ikke noget højhusprojekt, og denne gang udformet på baggrund af serier af borgermøder, hvor de mest kritiske røster har fået lov at tage del i processen. Så det skal blive spændende om de til forskel fra tidligere forslag får lov at lande på stedet.

Sådan helt flygtigt set respekterer bygningerne også stedet med to store bygningskroppe liggende som i sin tid pakhusene, med gavlene mod havnen. Men de har intet af pakhusenes krop og tyngde, ingen skalamæssig artikulation, intet taktilt-materialemæssigt til fælles med det omgivende. Så at påstå, at de passer til stedet, er at slide på sproget. Én ting er, at de ikke passer med det gamle – intet tagelement, ingen forsøg på at gå i dialog med stedets væsen. Men de går heller ikke i dialog med Operaen og Skuespilhuset, to andre nytilkomne, som deres forskellighed til trods endda har fælles træk: den store tagflade gennembrudt af scenetårnet.

Hånden på hjertet, hvad skal bygninger med et sådant udtryk på et sådant sted? Hvad skal byen med huse, som ikke evner at føje sig ind og styrke det allerede eksisterende? Hvad skal byen med den slags se mig hør mig?

Læs mere »

For omkring et års tid siden barslede tegnestuen BIG med et spændende scenario for Øresundsregionen, Loop City, som håndterer en lang række af de problemer, som den videre byudvikling omkring København og de øvrige byer omkring Øresund står overfor. Som det ligger i navnet, er hovedgrebet at skabe et kolossalt “loop” omkring Øresund, som vil knytte regioner stærkere sammen (og dermed styrke regionens samlede kraftfelt) samtidig med, at det vil løsne presset på det centrale København. Og forlængelse af de tanker om den baltiske region, som blev præsenteret i blogindlægget Østersøen inddæmmet, for få dage siden, har jeg fundet Loop City og dens lille præsentationsvideo frem igen.

Udviklingen omkring København har i mere end et halvt århundrede været båret af Fingerplanen. Den har været med til at sikre, at urbaniseringen omkring København ikke, som det er sket så mange andre steder i verdenen, bare har bredt sig som en grød af “urban sprawl”,  men har været fokuseret langs udviklingslinjer eller fingre, som er betjent af S-togslinjer, og hvor der imellem fingrene er reserveret grønne rekreative kiler. Fingerplanen har faktisk haft en fantastisk positiv betydning for, at Københavns udvikling siden 2. verdenskrig har været relativt sund. Og den var med til at sikre, at det frem til den danske bobleøkonomi i 1990erne var relativt billigt at bo i Københavns centrum.

Men Fingerplanen er grundlæggende en centralistisk struktur, hvor det meste helst vil ligge i centrum, og alle veje så at sige fører igennem centrum. Og udbygningen af København er nået dertil, at der er “brug for” havnetunneler (og tilsvarende store indgreb, som vil være ødelæggende for byen), hvis byens trafikstrømme fortsat skal kunne afvikles over en centralistisk struktur.

Her kommer BIGs ringstruktur et overbelastet centrum til undsætning. Den anviser muliggør en langt mere konstruktiv lokalisering af byfortætning og byudvikling langs en loop-zone end ved blot at prøve at presse flere kvadratmeter ind i et i forvejen overfyldt centrum.

På BIGs hjemmeside findes en 156 sider flash-præsentation om Loop City.

.
Video-præsentation af Big City, 6:56 min. video (kan ses i HD-kvalitet på Vimeo).

I forgårs skypede jeg med en god brasiliansk arkitektven, som netop var flyttet i ny lejlighed i en Oscar Niemeyer-skyskraber i Belo Horizonte. Han panorerede kameraet rundt fra 30. etage, og der var højhuse over alt – langt flere end da jeg for 10 år siden besøgte byen. Det kunne vi selvfølgelig også gøre i København, selvom vores vintersol slet ikke når ned mellem højhusene som i troperne. Men hvis vi byggede 25 etager i stedet for 5, så ryger hele den historiske skala, og så bliver parkerings- og tilkørselsforholdende endnu mere uhåndterlige end i dag.

Så selvom jeg i lyset af den globale klima- og bæredygtighedsudfordring ofte tænker, om København overhovedet behøver vokse? – om trafikken omkring København vitterligt som prognoserne fremskiver vil vokse til det dobbelte inden midten af det 20. århundrede? – og hvor alle de ressourcer skal komme fra, når vi kun har denne samme ene planet? Så ligger der som udviklingsprincip noget grundlæggende rigtigt i Loop City, i forhold til Københavns videre udvikling.

Læs mere »

Den 19. september bliver Frederiksborggade indtaget af oliventræer, grønne højbede og dialogmøbler. Sammen med Indre By Lokaludvalg vil vi gerne illustrere, hvordan man kan indrette grønne, midlertidige rum i byen.

Indlæg ved Gazelle Buchholtz.

Georg Metz havde i weekendens Information en næsten profetisk artikel, Historiens stemme fra før vandene steg,¹ hvor han fra år 2211 år ser tilbage på den danske nutid med dens klimafornægtelse, krigsliderlighed, selvtilstrækkelighed og systematiske demontering af velfærdsstaten under den VKO-regering, som kom til at fremstå som Danmarks første diktatur. Og lørdagens tordenskylle med op til 150 mm regn over København står som en utrolig understregning af dagens ignorans af klimaudfordringen. I skrivende stund tøver jeg med at skulle på arbejde efter weekenden – ikke fordi jeg ikke har lyst, jeg har faktisk været der både lørdag og søndag for at redde det vigtigste ud af kælderens oversvømmede mørke, men fordi der ikke er strøm efter weekendens skybrud, og dermed heller ikke internetforbindelse.

Lørdag aften faldt der regn svarende til to måneders nedbør. Det er blevet kaldt det største regnfald i 4-500 år, samtidig med, at vi nok må regne med, at det på grund af klimaforandringerne fremover vil ske langt tiere – nogle har sagt hvert tredje år. Det gode er, at man kan indrette sig, så regnskyl af det omfang ikke er noget problem. Fra min tid i Japan husker jeg vejrudsigter for regntiden, hvor der ofte på sydvestvendte kyster var varsler om over 25 cm regn inden for 24 timer, nogle gange op til 50 cm.

Pensionskasserne har da også været hurtige til at melde ud med, at de gerne skyder penge i en fornyelse af kloaknettet og udbygning af regnvandsbassiner mv. Det ville i givet fald være en solid kunde, hvor man kan være nogenlunde sikker på at få sine penge igen. Politikerne – i hvert fald den del af spektret, som ser privatisering som et ideologisk mål i sig selv – har været lige så hurtige til at melde ud, at det er en oplagt måde at løse kommunernes magtesløshed på.

Læs mere »