Strøtanker om bæredygtighed

I dag er det præcist ét år siden, at Københavns Miljøpunkter blev slagtet som del af budgetforliget for 2011. Helt slagtet blev de nu ikke, men et i forvejen lavt driftstilskud blev halveret samtidig med, at Miljøpunkterne blev lagt ind under Lokaludvalgene. Hermed blev det lokale miljøarbejde overflyttet fra Teknik- og Miljøforvaltningen til Økonomiforvaltningen. Der var efterfølgende en bred erkendelse af, at det var en problematisk beslutning, men endda turde man ikke åbne op for budgetforliget.

I den efterfølgende udredningsfase blev der blødt lidt op på vilkårene, så det er lykkedes videreføre fire af de oprindelige Miljøpunkter, mens andre fire blev nedlagt her inden skæringsdatoen for den nye ordning 1. juli 2011. Men det kolossale udredningsarbejde efter den ganske uklare beslutning har medført, at der vil gå adskillige år, før den forventede økonomiske gevinst kan høstes, og endnu længere før sårene er læget i det lokale miljøarbejde.

Miljøpunkt Indre By-Christianshavn er et af de Miljøpunkter, hvor det er lykkedes at finde en måde at videreføre den oprindelige fondskonstruktion og bevare Miljøpunktet som en selvstændig enhed. Men vilkårene for arbejdet er blevet så uklare, miljøperspektivet og forståelsen af miljøarbejdets natur så indskrænket, og den kommunale respekt for den enestående frivillige arbejdsindsats, som er lagt i etableringen af Miljøpunkterne, så ikke-tilstedeværende, at jeg har måttet indse, at jeg ikke fremover skal være centerleder.

Nedenstående tekst om Miljøpunkternes særkende blev til i de hektiske dage efter budgetforliget sidste år, da der stadig var et håb om, at politikerne ville besinde sig. Den prøver at trække konturerne op af to meget forskellige kulturer og er ret interessant at genlæse på baggrund af udviklingen i det mellemliggende år. Set i bakspejlet skulle vi i overlevelseskamen have fokuseret fuldt så meget på videreførelsen af arbejdsrummet og bevidsthedsrummet som på de økonomiske vilkår.

Jeg tror for så vidt, at man kunne have fundet en god form for samarbejde, hvis det var sket i forlængelse af en omfattende, åben og lige dialog om, hvordan det lokalpolitiske arbejde og det lokale miljøarbejde bedst muligt understøtter hinanden. I min optik kunne man med stor fordel have defineret det lokalpolitiske arbejde i Agenda 21-perspektiv og herigennem have opnået ikke bare en fælles platform for arbejdet, men også en styrkelse af sammenhængskraften i den lokalpolitiske indsats. Men i det nuværende hastværk er idealerne og perspektiverne helt fortrængt af et administrativt grundperspektiv, som vil få særdeles vanskeligt ved at videreføre det lokale miljøarbejde.

…

Miljøpunkternes særkende

Da de første Miljøpunkter blev oprettet tilbage i 2003, skete det i en form som selvejende fonde, som ved første øjekast kan undre. Men der ligger i denne konstruktion megen fremsynethed og indsigt i det lokale miljøarbejdes natur og afhængighed af mødet med og deltagelsen fra de frivillige kræfter. Fondskonstruktionen har muliggjort etableringen af en række Miljøpunkter, som gennem deres levetid har vist sig særdeles fleksible, tilpasningsdygtige og kreative i deres håndtering af de lokale kræfter og opgaver. Og merinvesteringen i forhold til den forudgående Grøn Guide-ordning er kommet mangefold igen i form af et fremadrettet lokalt forankret miljø-arbejde, som på én gang er konkret-anskuelige og rummer stor præcision i bevidstheds- og holdningsdimensionen.

Miljøpunkternes forskellighed afspejler meget nøje de forskelligheder, som karakteriserer de forskellige bydele og deres forskellige frivillige kræfter. Der ligger således også i valget af denne konstruktion et politisk mod og klarsyn, som man må tage hatten af for. Man har etableret enheder, som så at sige havde det ene ben inden for den kommunale cirkel, og det andet ben placeret mellem borgerne.

Læs mere »

Lad det være sagt med det samme, jeg glæder mig til, at valget er overstået. Og her de sidste par uger har jeg glædet mig over, at vi ikke som i USA har valgkampe, som strækker sig over halve og hele år. For valg får det værste frem i både medier og politikere, og det har været forstemmende at erfare, hvordan presserende spørgsmål om klima, miljø og bæredygtighed har været stort set fraværende i denne valgkamp.

Der er masser at tage hul på, masser af store spørgsmål at håndtere, masser af indspark, som ville gøre det indlysende, at vi ikke bare kan fortsætte med at forlænge de nuværende vækstkurver uendeligt ind i fremtiden. Der er da også blevet talt lidt miljø i krogene. Betalingsringen omkring København var oppe at vende, og både Enhedslisten og De Radikale har rent faktisk forsøgt at få det ind på lystavlen. Det er svært at fatte, at det er samme land og samme politikere, som for under to år siden var vært for COP15. Det er faktisk ret pinligt, hvor hurtigt vi igen fortrænger, at vi på klima- og bæredygtighedsområdet står overfor kolossale udfordringer, som blot bliver dyrere og dyrere at håndtere jo længere vi tøver samtidig med, at Danmarks chancer for at blive verdensledende i omstillingsteknologi og omstillings-knowhow er ved at være forspildte efter ti års forsømmelser.

Måske problemet er, at klima, økologi og bæredygtighed let bliver emner, som ingen kan være er uenige i. Selv Lars Lykke kan hævde, at han er grøn og vil det bedste for fremtiden. At han så kan anbefale, at økologiske landmænd fremover bruger flere sprøjtemidler for ikke at ukrudtet breder sig ind på det rigtige landbrugs marker, er en anden sag. Vi har stadig ikke lært at graduere det grønne, vi er stadig ikke gode til at se modsætningerne deri eller at tage konsekvenserne deraf. Så alle stemmer ja til en klimaplan (som i Københavns tilfælde), men træffer efterfølgende striber af beslutninger, som modarbejder klimaplanens gennemførelse.

Problemet er ikke nyt. Tilbage i 60erne formulerede Arne Næss en distinktion mellem Deep Ecology og Shallow Ecology, hvor en Deep Ecology skulle karakterisere en forståelse, som ikke var antropocentrisk, hvor naturen var andet og mere end en ressource for mennesket, hvor mennesket var en fuldt integreret del af naturen. Men vi er stadig meget famlende, når vi skal præcisere en miljøindsats. Dansk Industri søgte for et par år siden at introducere begrebet Bright Green, som det store nye. Igen svært at være uenig i, indtil man læser, hvad der egentlig lå bag:  Det var faktisk en klimavision, som bygger på det, som tilbage i 80erne blev døbt Det Teknologiske Fix. Hvis vi blot fortsatte som ubekymrede forbrugere, så skulle industrien nok levere de produkter og rammer for tilværelsen, som gjorde, at det hele blev klimavenligt og bæredygtigt. Vi har som samfund langt lettere ved at satse på de teknologiske løsninger end de organisatoriske og de holdningsmæssige.

På Agenda 21 Netværkets årsmøde i april havde vi inviteret de to miljøordførere for S og SF til oplæg og debat. De sagde med stor overbevisning i stemmen, at de ville meget mere på klima- og miljøområdet end den nuværende regering, men gjorde samtidig klart, at klima og miljø ville ikke blive noget stort emne i valget. For “det flytter ikke stemmer.”

Nu tegner billedet til, at resultatet af dagens valg bliver at S og SF kommer til at tegne landets ledelse i de kommende år. Men der tegner sig også et billede af, at de to øvrige partier i den kommende røde regering, som på klima- og miljøområdet rent faktisk har forsøgt at sætte klima og miljø på dagsordenen, er de to partier i den røde blok, som er gået frem. Jeg tror S og SF med deres udeladelse af miljøspørgsmålet har forregnet sig overfor vælgerne. Frem for en rød eller blå regering, er der et stærkt ønske om en ansvarligt grøn regering.

Det lysende højdepunkt ved dette valg har været, da Johanne (E) med reference til den globale klima- og bæredygtighedsudfordring stod frem og sagde: Vi kan ikke bare tage det for givet, at vi alle sammen hvert år skal blive lidt rigere. Det kræver mod at formulere en sådan tanke i det politiske rum, men det rummer afsæt for en helt anderledes interessant værdidebat, end den vi har været trukket igennem i de sidste 10 år.

Se tildlgere blog-indlæg: Bright Green, Vækst og bæredygtighed, og Anders Fogh færdig som klimaskeptiker.

P.S. Som svar på mine bønner om en grøn regering har Jørgen Steen Nielsen i dag i Information en fin analyse af valgresultatet, hvor han forudser, at den nye regering langt mere bliver en grøn regering end en rød regering. Ikke fordi det er det, de har talt mest om under valgkampen, men fordi der med 17 radikale stemmer ikke er udsigt til gennemførelsen af klassisk røde temaer, hvorimod de fire partier relativt hurtigt vil kunne blive enige om et kursskifte i forhold til de sidste 10 år med VKO, som sekunderet af Lomborgske tvivlsstrategier på klima- og miljøområdet har ændret Danmark fra en frontløbernation til bagstræbernation.

Med lidt held vil vi indenfor meget kort tid se en klimamålsætning på en 40% CO₂-reduktion i 2020, se:

Jørgen Steen Nielsen: Og vinderen blev det grønne Danmark, Information 16.09.2011.

I Politiken kan man i dag læse ti bud på forandringer, som skal bringe København helt i front. Budene kommer fra en lille arbejdsgruppe af nuværende og forhenværende virksomhedsledere, som Københavns overborgmester Frank Jensen har nedsat. Men det er dybt bekymrende, at der i en sådan udviklingspakke er meget lidt, som understøtter Københavns aspirationer om at blive verdens miljømetropol, endsige Københavns klimaplan og klimatilpasningsplan. Selv de noget udefinerlige visioner om “grøn vækst” er ikke specielt hjulpet af de ti forslag. Det er stort set konventionel væksttænkning fostret i en tid et sted i verden, hvor man burde kunne gøre det langt bedre.

De ti forslag er opgjort nedenfor sammen med en let diskussion af, om det vil føre til et mere eller mindre bæredygtigt København.

..
Man kan nok ikke tage tingene én ad gangen på en så forsimplet måde.

Men sammenfattende er der meget lidt i de ti bud på forandringer, som understøtter en bæredygtig udvikling. Og det passer ind i billedet af en by, som har store planer, men ikke lader de mange løbende beslutninger være med til at støtte op om, at vi får en bæredygtig udvikling, og at vi bliver det klimaforbillede for verden, som der er lagt op til med klimaplan og klimatilpasningsplan.

1) Kommunen skal have en ambition om også at være blandt de 10 laveste på grundskyld og dækningsafgift (virksomhedsbeskatningen sættes ned).

I sig selv neutralt, men i forhold til, at gradvist al beskatning burde afspejle miljø, klima og bæredygtighedsproblematikken er det en forældet vækststrategi.

2) at det skal være muligt at eksaminere på engelsk i folkeskolen.

I sig selv neutralt, men formålet er at øge den internationale samhandel yderligere, hvilket vil føre til, at flere mennesker, produkter og ydelser flyttes længere rundt på kloden.

Læs mere »

. 

Beretning fra fældningen af Østerild Klitplantage.

Naturen græder. Træerne skriger i fortvivlelse. Vi ænser det ikke.

Vindmølletestcentre – Østerild er kun starten, Danmarks Naturfredningsforening.

.
Keith Wyatt: The Quickening, 76:21 min. video.

I disse tider spiralerer den mayanske kalender hastigt ind omkring 28. oktober. Om den tilhørende bevidsthedskompression fører til akopalyptisk forødelse eller ekstatisk forening, om vi står overfor naturens genkomst eller endnu en uheldsvanger nedskrivning af USAs kreditvurdering med ragnarok-agtige følgevirkninger kloden rundt, må tiden vise.

Med The Quickening forfølger Keith Wyatt denne dualitet i sin mulige udfoldelse – ikke i en udefinerligt fjern fremtid, men i dette nu forestående efterår – i et neo-transcendental-romantisk lyd-billed-sprog, som låner uhæmmet fra verdensreligioner og oprindelige folk, moderne videnskab og Hollywoods drømmefabrik. Resultatet er et gigantisk nyreligiøst kludetæppe, en holografisk billedsampling af det 21. århundredes ikonografi, hvor samme billeder optræder i stadig nye forskydninger og sammenhænge.

Nedenstående er et stikordsreferat af anden halvdel af den mere end timelange musikvideoklippede stream of consciousness-montage:

Profetier, klimaforandringer, immateriel, bevidsthed, Hopi-indianere, Maya-indianere, kometer, jordskælv, NASA, materiel besættelse, spirituel eksistens, rumvæsener, UFOer, overraskelser, tre dages mørke, asteroider, mirakler, bønner, militær, tilsynekomst, blå stjerne, rød stjerne, daggry, den femte verden, enhed, menneskehedens enhed,
Læs mere »

.
The Empatic Civilisation, 10:40 min animation af RSA.

“Empathy is the invisble hand”, siger forfatteren Jeremy Rifkin som udgangspunkt for denne lille hyper-fortættede 10-minutters tegneserie-fortælling om, hvordan medfølelsen, i moderne hjerneforskningssprog repræsenteret ved spejlings-neuroner (mirror neurons) har udviklet sig igennem menneskehedens historie. Og ifølge Rifkin er der intet i vejen for, at vi kan udvide vores empatiske følelse fra blot at omfatte vores nærmeste til at omfatte hele menneskeheden, alle vores medskabninger, og hele biosfæren.

Hvor biologien med Darwin blev god til at se kampen mellem arterne og mellem de enkelte arters individer som det vigtigste regulerende princip, er det vidunderligt at se, at der i moderne videnskab synes at være integrative kræfter i syne – en empatisk samviden, som kan udvikle sig til en fuld global bevidsthed.

Ren Gaia.

På denne søndag, hvor det centrale København har været hvirvlet ind i den definitive trædemølle, hvor mennesker i tusindvis, godt hjulpet af tilskuere langs hele den 42 km lange rute, frivilligt har pint sig selv til det yderste blot for at komme i mål samme sted, hvor de startede, er det befriende at læse Jørgen Steen Nielsens artikel i Information, Ørstrøm Møllers fornemmelse for planeten.¹

Befriende, fordi vi med Jørgen Ørstrøm Møller, som primært virker fra Singapore, har en dansk økonom, som ser problemerne med – for ikke at sige umuligheden i – at fortsætte den nuværende kurs. Vi står overfor at blive overhalet inden om af Østens økonomier. Østens folk forstår bedre de begrænsede ressourcers dynamik.

I sin seneste bog How Asia can shape the World. From the Era of Plenty to the Era of Scarcities, trækker Ørstrøm Møller konsekvenserne op og introducerer knaphedsøkonomien. Står vi ligefrem i en overgangssituation fra velfærdssamfundet til nøjsomhedssamfundet, hvor vi efter ikke at kunne glæde os over det meget vi havde, må glæde os over det lidt, som er til rådighed fremover.

Befriende på baggrund af, at vi her op under et folketingsvalg må indse, at stort set hele det danske politiske kompas taler om vækst som vejen frem – om end til en vis grad om ‘grøn vækst’. En absurditet indtil den dag, vækst er afkoblet fra materie og indsporet på bevidsthedsniveau. Kunne vi kalde det ‘hvid vækst’?

Men … endnu en perle fra Jørgen Steen Nielsen.

Jørgen Steen Nielsen: Ørstrøm Møllers fornemmelse for planeten, Information 19.05.2011.¹

How Asia can shape the World. From the Era of Plenty to the Era of Scarcities (de indledende dele) i pdf-format.

Hvad er det med den natur? Hvornår mærker vi den umiskendeligt og uden tvivl? – som ramme og ophav for vort liv.

Hvornår anes naturen som noget, vi er indfældet i og ikke blot som noget, vi kan gå ud i når vi vil forkæle os selv lidt, rekreere, nyde det grønne, det blå og alle de andre farver? Er ét tidspunkt netop dér, hvor den højgravide kvinde ved, at der ingen vej er uden om den forestående fødsel, ved, at den proces kan ikke skrues tilbage, at den kører helt af sig selv, er uden for egen vilje? Ligesom døden.

Kán vi overhovedet mærke naturen som rammebetingelse for vores liv?

Er det sådan, at vi som mennesker er så forblændede?

af vores kulturskabende evner
af vores resultater
af vores forskning
af vores teknologi
af vores produkter
af vores velstand

Så forblændede, at vi overser:

at før alle vores kulturfrembringelser, hen over hovedet på os, er der en tilværelse og en naturverden, som vi mennesker ikke har lavet? Og hvad er vi – mennesker – i øvrigt uden den?

Har vi glemt? – i vores iver efter

at skabe nyt
at opfinde
at sætte i værk
at producere
at bruge / forbruge
at se fremad
at komme videre

Har vi glemt at undres over og at ære og agte Naturen?

Ole Jensen har skrevet en spændende bog, ”På kant med klodens klima”, om dette tema. Den er let at læse og handler om vores syn på naturen… “det billige skidt”, som der var én, der skrev engang! Bogen er udgivet på forlaget ANIS tidligere i år og postulerer, at uden et ændret syn på og opfattelse af naturen, så nytter al klimakamp ikke noget. En bæredygtig fremtid til glæde for de kommende generationer skabes ikke kun med afsæt i den logiske slutning, at den globale opvarmning vil ødelægge livsbetingelserne for os selv, men må også funderes i respekt for alt det andet, der også lever på jorden og som vi som mennesker krænker igen og igen med den omsiggribende artsudryddelse, vi er ansvarlige for. Ole Jensen spørger i sin bog, om vi har glemt at undres over og at ære og agte naturen?

I Japan fejrer man kirsebærtræernes blomstring. Det hedder Sakura, se evt. tidligere blog-indlæg: Sakura.

Kan man forestille sig Sakura taget op her hos os? Kunne det blive til en tradition sådan stille at sætte sig ud til et af kvarterets nyligt udsprungne træer, sammen eller alene, og lade sig fylde af undren, ærefrygt og agtelse for det, der folder sig ud – helt uden vores hjælp og på smukkeste vis?

Indlæg ved Hanne Christensen.

Moder Jord, Moder Natur, Nerthus, Mater Terra, Gaia, Pachamama, osv…., kært barn har mange navne.

Den 22. april 2011 blev Moder Jord for anden gang fejret i København. En hyldest til naturen som vores ophav – er vi virkeligt kommet op af havet, som udviklingsteorien siger?

Naturen blev symboliseret med en cirkel skabt af jord. Et lille bål og en hyldest ceremonielt udført af 2 herboende indianere fra Sydamerikas bjergkæde, Andes, skabte en højtidsstund sammen med musik, danse, taler og digte, alt til Moder Jords ære. Om aftenen spisning, taler, musik og dans. Alt til Moder Jords ære.

Ikke kun i København var Moder Jord i centrum den dag. I Indien gjorde enkeltpersoner en fest ud af dagen til ære for Moder Jord. Én sendte 500 sms’er og 5.000 mails om Moder Jords storhed af sted og fik 5.000 sms’er og 50.000 mails tilbage. Én skrev: ”We do not inherit the earth from our ancestors, we borrow it from our children. ~Native American Proverb.”

Og en anden: “Today we join billions to celebrate the EARTH DAY and Thank God for its amazing attributes for mankind. Sustaining us, providing us, teaching us. Looking at her beauty and at her destructive power, our hearts are gratified as well as horrified. Man by nature is contrast to the nature. While nature gives, man is never satisfied. Today its deterioration is man’s greed for more. Years ago, Pepsi came with an ad, ‘Yeh Dil Mange More. “There is plenty for everyone, so the insatiable urge of man has no meaning. Let’s celebrate by sharing its abundance with each other…”.

Den 22. april falder sammen med Earth Day og i New York kombinerede man Earth Day med Mother Earth Day. Ikonen for industri, Time Square, var omdannet til en virtuel skov, og en interaktiv udstilling for grønne og non-profit virksomheder fandt sted sideløbende med kampagner for miljøvenlige biler og grøn udvikling sammen med talere og masser af musik.

Bliver den 22. april mon en dag, hvor mange danskere – i fællesskab eller hver for sig – hylder naturen?

Se tidligere indlæg om Moder Jords Dag.

Indlæg ved Hanne Christensen.

11. marts blev det nordlige Japan gennemrystet af et af de største jordskælv, man nogensinde har målt. Det rejste en tsunami, som sine steder skyllede alt væk flere kilomenter ind fra kysten. Med titusindvis af døde og savnede og hundredtusindvis af hjemløse, en tragedie, som med al tydelighed understreger, hvor sårbare vi er i vores moderne komfort.

Tsunamien væltede fuldstændig et af Japans mange A-kraft værker, Fukushima Daiichi-værket, over ende. Stort set alle nødløsningerne brød ned samtidig, og i ugerne efter har hele verden med hjertet i halsen fulgt de på én gang heroiske og absurde forsøg på at redde situationen. For det er en situation, som aldrig burde være opstået, som set i bakspejlet meget let kunne være undgået. Ulykken er gradvist blevet opgraderet til kategori 7 – den alvorligste kategori. Ingen ved endnu, om der i generationer fremover ligesom omkring Chernobyl-værket vil være en ‘død’ zone, hvor strålingsniveauet er for højt til, at området kan dyrkes og bebos. I skrivende stund vil man i bedste fald i løbet af 6-9 måneder kunne stabilisere situationen dertil, at det egentlige oprydnings- og indkapslingsarbejde kan begynde. Ingen taler åbent om, hvad der vil ske, hvis efterskælv rejser tilsvarende tsunami-bølger.

Fukushima Daiichi-ulykken rejser spørgsmål på mange niveauer, og adskillige steder i verden har man da også reageret ved at genoverveje udbygningen med A-kraft eller ligefrem standse tilsvarende typer af ældre værker. Fukushima rammer rent ind i solar plexus af hele det moderne projekt – hvad er det for et livs- og verdenssyn, som overhovedet kan finde på at slippe sådanne kræfter løs? – som bevidst kalkulerer med risikoen for at ødelægge mennesker, afgrøder og landskaber blot for kortfristede gevinster?

På et lidt mere jordnært plan giver det også anleding til at genoverveje det indlysende i at have to reaktorer placeret i Barsebäck, umiddelbart overfor København.

Siden 11. marts har jeg samlet artikler, billeder og links fra den tredobbelte katastrofe, fulgt med japansk fjernsyn osv. – med det håb, at krisen på Fukushima Daiichi-værket kan vække så megen eftertanke, at vi får en seriøs genovervejelse af A-kraftens rolle på verdensplan. Men i går tikkede der via et nyhedsbrev fra naturalanews.com et tankevækkende essay ind af David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster,¹ som med udgangspunkt i Ken Wilbers integral-filosofi tager prisen som den til dato mest tankevækkende perspektivering af Fukushima-ulykken.

Frem for at bidrage til den tekniske løsning af Fukushima-værket, hvor tre af reaktorerne stadig er foruroligende tæt på reaktornedsmeltninger, åbner Rainoshek med at spørge: Where does the Problem of Fukushima Exist? I den udstrækning, vi kan besvare dette spørgsmål fuldt ud, har vi ifølge Rainoshek mulighed for at løse såvel Fukushima-situationen såvel som truslen fra fremtidige industrielle akopalypser (p. 7).

Efterfølgende spejler han Fukushima-ulykken i en matrix, hvor Fukushima forstås: 1) som konkret eksisterende i miljøet, 2) som en ydre krise for kroppen, 3) som en indre krise for kulturen, samt 4) som en krise for den menneskelige bevidsthed. I en midterdel følger et uddrag fra Ken Wilbers A Theory of Everything (1996), hvorefter Rainoshek frem mod afslutningen primært diskuterer Fukushima-ulykkens bevidsthedsdimension. Som del af konklusionen skriver han (pp. 39-40):

“As Zen Master Thich Nhat Hanh has said, ‘To heal the environment, you must first heal the environmentalist.’ Therefore, it is time to evolve beyond rationality (read: pure scientific materialism) to a post-rational global culture of greater care and concern, integrating all levels of The Great Chain of Being in one’s self, our culture, and nature. Fukushima is a clarion call to a Culture of Integration, healing the dissociations we have created in our evolutionary process past and present, individually and collectively.”

Den vil jeg tygge på i her i påskedagene.

David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster, www.naturalnews.com 21.04.2011 (pdf).¹