Strøtanker om bæredygtighed

.
Paul Gilding: The Earth is full, TED forelæsning februar 2012, 16:47 min. YouTube video.

Ikke månen, men jorden, er fuld – fuld af mennesker, af ting, vores affald, vores monokulturer, uddunstninger og afbrændinger. Fuld af forventninger og ideer – og konsekvenserne deraf. Fuld af sporene – for ikke at sige arrene – efter vores aktiviteter, som drøner derudaf for fuld kraft. I vores stræben efter stadig mere, bedre, højere, hurtigere synes vi knapt at ænse det faktum, at vi lever over evne og i dag bruger, som havde vi halvanden klode at bolte os på. Hverken som verdenssamfund, som nation, som virksomhed eller som bysamfund er vi i stand til at tage den fulde konsekvens deraf. Så vi er i fuld gang med at forøde fremtidens livsgrundlag.

Var det i håndbold, havde det i den grad været tiden for en timeout. Men udviklingen kører på fuld kraft, så vi nærmer os det sted, hvor der ingen vej er videre, hvor vi møder fuldt stop over alt – fra økosystemernes og de økonomiske systemers krampetrækninger, og fra en stadig voldsommere klimatologisk feedback som følge af de gigaton af drivhusgasser, vi har sendt til himmels siden 2. verdenskrig.

Paul Gilding giver i sin TED-forelæsning et godt overblik over bæredygtighedsudfordringen – og en lille personlig timeout til at indse krisens uafvendelighed, nødvendighed, konsekvenser og muligheder i øjnene.

Og Gilding ender i bedste Hollywood-stil: Kan vi blot vende vores tænkemåde og vende vores frygt til handling, ligger løsningerne lige for, mulige, betalelige og i den grad værd at give den fulde chance!

.
Denne 20 min. video er fra en friluftskoncert i Kyoto, hvor Frying Dutchman afleverer human ERROR, en sang, et anklageskrift, som er blevet til i kølvandet på A-kraft-ulykken i Japan.

Tindrende vredesudladninger frit svævende på en ubekymret tilbagelænet musikalsk bund. Økonomien, teknologien, magten, energiselskaberne, A-kraft-mafiaen, forløjetheden, de efterplaprende medier, den moderne afsporethed, sanseløshed, forstillelse og kollektive bedøvethed – alt får en tur i Frying Dutchman’s rablende vridemaskine. Det nærmeste jeg kan komme dette udslag af vredens klarsyn er: lysende begavet civilisationskritik.

Og så fremmanes der faktisk gradvist en plan for Japans overgang til et post-fossilt samfund.

Human ERROR er nu kommet med engelske undertekster, så giv dig 20 minutter på briksen. Det handler om meget mere end Fukushima Daiichi.

Frying Dutchman indkalder til markeringer over hele verden op til etårsdagen for den tredobbelte katastrofe i Japan 11. marts 2011. Jeg har kopieret opfordringen ind nedenfor.

Se tidligere blog-indlæg om A-kraft-ulykkens efterdønninger i Japan: Global Conference for a Nuclear Power Free World, Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling, Fukushima – otte måneder i tvivl, Fukushima – links, Fukushima – No Nukes Art Project, Murakami: Vi må bygge en verden af “urealistiske drømmere”, Fukushima – stress tests, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – nye grænseværdier og We Are All Fukushima.

Michael McAtteer: The Japanese Punk Band Giving Voice to ‘Generation Fukushima’, 13.03.2012.

www.fryingdutchman.jp.

Læs mere »

Ved slutningen af det 20. århundrede lavede Time Magazine en liste over det 20. århundredes 100 værste ideer. Og i gårsdagens Washington Post udpeger Bill McKibben i artiklen Burning America’s future den forestilling, at vi skal (eller kan) udvinde og afbrænde al tilgængelig fossile brændstoffer, som topkandidat til det 21. århundredes værste idé – som McKibben sammenfatter som en burn ’em if you got ’em-strategi.¹

Hvis USA, som den nuværende energiforsyningspolitik lægger op til, udvandt og afbrændte alle sine kendte fossile reserver, vil det føre til et bidrag på yderligere 1.837 trillioner ton CO₂ i atmosfæren. Samtidig har klimatologer beregnet, at vi samlet på verdensplan kan udlede max. yderligere 650 trillioner ton CO₂, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning på under 2° C – og dermed undgå de værste konsekvenser. Så alene USA har planer om det tredobbelte. Canada har med sine tar sand ressourcer en potentiel tilførsel af CO₂ til atmosfæren på ligeså meget yderligere, som de udledninger, olieafbrændingen på verdensplan har medført siden industrialiseringens begyndelse. McKibben har forhørt sig hos NASAs James Hansen: Den fulde afbrænding af de amerikanske og canadiske fossile ressourcer vil medføre, at atmosfærens koncentration af CO₂ vil vokse fra de nuværende 392 ppm til omkring 650 ppm.¹ Og så er der alle de andre milliarder af mennesker – hvis ikke rige lande som USA og Canada målrettet arbejder på at reducere deres CO₂-udledninger, så vil udviklingingslandens motivation for at gøre kunne ligge på et meget lille sted.

Ikke bare er en sådan ureflekteret burn ’em if you got ’em-strategi således totalt ødelæggende for fremtidens levevilkår. Det kunne jo også være, at verden i det 24. århundrede havde brug for råolie til andre af de mange fine ting, som olien kan bruges til ud over at afbrænde den.

Og har vi først forstået umuligheden i at brænde alle verdens fossile brændstoffer af, er det oplagt at genoverveje, hvilke fossile forekomster, som det er oplagt at lade ligge, hvor de nu ligger. Det gælder ikke bare de fleste af kullene, men også de dirty oil-forekomster, tar sand og oil shale, hvis udvinding medfører kolossale landskabsødelæggelser. Og det ville gøre, at vi kunne indstille eftersøgningen efter olie i regnskovsområder, på dybt vand og i de arktiske egne, hvor miljøkonsekvenserne og risikoen for og ved miljøkatastrofer er særligt store – fordi der alligevel ikke er plads i atmosfæren til al den CO₂. Tænk alle de enestående landskaber, vi kunne bevare for fremtiden.

Vi er her inde ved kernebetydningen af kampen mod Keystone XL rørledningen. Og selvom det lige nu ser ud til at Obama-administrationen udskyder afgørelsen om Keystone XL af administrative grunde, så har den endnu til gode at vise, at den formår at handle i et mere fremsynet fremtidsperspektiv.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Se blogindlæg tagged Bill McKibben, Keystone XL, 350 ppm og James Hansen.

Bill McKibben: Burning America’s future, Los Angeles Times 18.01.2012.¹

Her op under slutningen af klimaforhandlingen i Durban var jeg tilbage at se, hvad vi nåede frem til som konklusion på Klimabundmødet – Windows of Hope, hvor mennesker fra hele verden i to uger var samlet i København parallelt med Klimatopmødet COP15.

Her mødtes repræsentanter fra oprindelige folk, spirituelle samfund, økolandsbyer og ’urban tribes’ med forskere og andre eksperter, politikere, præster og åndelige ledere, kunstnere og lægfolk fra hele verden til en fortsat dialog og udveksling af erfaringer og visioner for en mere bæredygtig fremtid for vores planet.

Klimabundmødet blev en kolossal kreativ manifestation af mennesker verden rundt, som i lokal skala allerede er i fuld gang med den omstillingsproces, som verden står overfor. Hvor klimatopmøderne er meget teknisk-politiske, da var klimabundmødet en mangerettet afsøgning af det værdisæt og den globale bevidsthed, som ikke bare muliggør, men naturliggør de store omstillingsprocesser, som alle verdens lande, rig som fattig, står overfor.

Den konkluderende tekst, et Klimabundmøde-manifest, er således i meget høj grad en eksistentiel tekst: Hvordan kan vi være mennesker på Jorden i pagt med naturen og de naturgivne vilkår? Og frem for at blande den op med de mere klimatekniske aspekter lavede vi et supplerende klima-manifest.

Indledningen herfra opsummerer et rids af den nødvendige klimaaftale:  

Klima-erklæring

Med stadigt mere omfattende klimaforandringer over alt i verden står vi i dag  over for kolossale  udfordringer, som kræver en hurtig, konsekvent, målrettet og velkoordineret handling fra verdenssamfundet.  En tilstrækkelig klimaaftale må indeholde:

– et øjeblikkeligt stop for udbygning af kulkraften
– en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40% i 2020 (i forhold til 1990)
– en fuld afvikling af det industrielle landbrug
– en kraftig nedregulering af skibsfarten og luftfarten
– en fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050
– en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 1,5ºC
– en målsætning om at holde atmosfærens CO₂-indhold under 450 ppm (parts per million)
– en langsigtet målsætning om at nå tilbage på under 350 ppm

Dette indebærer:

– et opgør med vækstfilosofien
– en revurdering af kvotehandelen og markedsmekanismernes evne til at beskytte klimaet
– en revurdering af forbrugersamfundets og den globale frihandels hensigtsmæssighed
– en fælles stræben mod bæredygtige byer, landbrug og skovbrug
– en sikring af al grøn teknologi som globalt fælleseje
– en målrettet udvikling af CO₂-negative samfund verden over
– et fornyet fokus på fællesskabets og lokalsamfundets rolle i en bæredygtig udvikling
– et opgør med forståelsesmodeller, hvor mennesket er hævet over naturen
– en indsats for bevarelsen af oprindelige folks levevilkår
– udviklingen af en fuld global bevidsthed

Klimaerklæringen citerer Barack Obama, som i sin tale under COP15 til verdens ledere meget præcist udtalte: “Spørgsmålet er ikke udfordringens natur, men vores evne til at møde den.” Måske det sværeste at have skullet forholde sig til siden da er den systematiske støjkampagne af klimafornægtere, som i stor grad er finansieret og okestreret af kortsigtede fossile interesser. Obama kom med en aura af håb, for et bedre USA i en bedre verden. Men hans karisma og veltalenhed er kommet til kort overfor den forbenede amerikanske virkelighed, som i uhyggelig grad er styret af kortsigtede profit-interesser.

Læs mere »

Parallelt med de centrale klimaforhandlinger i Durban afvikles der en lang række andre events, hvor repræsentanter for virksomheder, organisationer og bysamfund fra hele verden samles. Således har der i dagene 2.-4. december været afholdt en stor konference for verdens bysamfund, Convention for Local Governments, hvor borgmestre og repræsentanter fra byers forvaltninger har mødtes.

I klimaudfordringen har verdens bysamfund en stor og central rolle at spille i den forestående omstillingsproces til bæredygtige ligevægtssamfund, ikke bare fordi en stor del af verdens ubæredygtige forbrug og adfærd hænger sammen med en urbane livsform, men af den enkle grund af stadig større del af verdens befolkning bor i byerne.

I en situation, hvor forhandlingerne i Durban med al tydelighed viser, at der mangler klimalederskab på nationalt plan, er man nødt til at udvikle klimastrategier, som i langt højere grad betoner indsatsen for bysamfundet, lokalsamfundet, civilsamfundet og verdens virksomheder.

På Convention for Local Governments vedtog man et “Durban Adaptation Charter for Local Governments“, som udstikker linjer for, hvordan byer på bæredygtig vis kan sikre en klimatilpasning for verdens byer, som samtidig er en del af klimaindsatsen. Det er foreløbig underskrevet af 110 borgmestre, som repræsenterer 950 byer.

Charterteksten findes i sin helhed herunder, og perspektivet er fulgt op i et efterfølgende blog-indlæg, se Durban Charter on Adaptation.

.

Durban Adaptation Charter for Local Governments

.
as adopted on the 4th December 2011 of the occasion of the
“Durban Local Government Convention: adapting to a changing climate”

 – towards COP17/CMP7 and beyond –

Preamble

As the local governments of the world gather in Durban, South Africa for COP17-CMP7 at a critical moment in the international climate change negotiations, we recognize the significance of the event by:

Recalling the 1955 Freedom Charter which was the product of South Africans developing their own vision of an alternative society and reaffirming that government is only valid if it follows the will of the people;

Recalling that Agenda 21 identifies local government as the “level of government closest to the people” with a “key role to play in making sustainable development happen”;

Noting the 2010 Cochabamba Final Declaration of the World People’s Conference on Climate Change and the Rights of Mother Earth that acknowledges that the future of humanity is in danger as a result of pursuing a model of limitless growth and that the significant adaptation debt borne by the Global South must be addressed through financial compensation, improved social and environmental justice and an acknowledgement of the importance of ecological integrity.

Noting that the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) has highlighted the need for more extensive and rapid adaptation than is currently occurring to reduce vulnerability to climate change;

Læs mere »

Faldt lige over en kommentar på New York Times¹ til OECDs nyligt udkomne rapport om social retfærdighed.² Til artiklen er udarbejdet en illustration, som sammenfatter rapportens indikatorer (se nedenfor). Her ligger de nordiske lande forventeligt højt, hvorimod det er tankevækkende, for nu ikke at sige forfærdende, at se USA ligge helt i bund. De forhenværende østbloklande, som er med i OECD, Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Ungarn, scorer alle bedre; kun Mexico, Tyrkiet og Chile har lavere samlet score.

Det amerikanske samfund er båret af drømmen om at blive rig og få succes, men virkeligheden tegner anderledes for de fleste. Mere end 20% af børnene vokser op i fattigdom, alt for mange får ikke en ordentlig uddannelse, den økonomiske ulighed er alarmerende – altsammen måske forståeligt i et fattigt udviklingsland, hvor der vitterligt ikke er til alle, men utilgiveligt, at dette skulle karakterisere verdens største økonomi.

Det er ikke ond vilje. Amerikanerne er tværtimod dybt involveret i en utrolig vifte af charity-programmer. Men OECD-rapporten er også et godt billede af, at børnecheck, socialhjælp, fri uddannelse og frit sundhedsvæsen kan noget, som almissen og den personlige godgørenhed ikke formår: skabe et sammenhængende, socialt bæredygtigt samfund.

Læs mere »

Under Klimabundmødet – Windows of Hope var mennesker fra hele verden samlet i København i fjorten dage. Hver dag havde et tema og en dagens begravelse. For andendagen var temaet “Verdensbillede, Kultur og Spiritualitet (værdier)”, og den dag begravede vi Den Amerikanske Drøm. Den lille tilhørende tekst findes herunder – de øvrige begravelsestekster findes tilgængelige i et lille teksthæfte sammen med Klimabundmødets manifest og klima-erklæring, som kan downloades herunder.¹

En ny måde at leve på kloden på, som kan redde klimaet, biodiversiteten og kommende generationers livsbetingelser, kræver mere end blot tilføjelsen af nye grønne elementer til det eksisterende. Derfor havde hver af Bundmødets 14 dage sin begravelse. For eksempel den dag, hvor temaet var forskning og uddannelse, blev den lineære tankegang begravet.

Det betyder ikke, at vi aldrig nogensinde mere vil have behov for lineær tænkning. Men vi bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved den lineære tankegang, vi bliver nødt til at sætte den i et passende perspektiv. Vi bliver nødt til at forhindre den i at ødelægge vores levende miljø såvel som vores virkelighedsperspektiv.

Begravelserne skal ikke forstås bogstaveligt, men som perspektiverende sindbilleder. De 14 begravelser indrammer centrale træk fra den industrielle æra, som vi er nødt til at gentænke og lægge bag os for at nå frem til en menneskehed i god balance med sit livsgrundlag. Og i anledning af verdensborger nr. 7 milliard skulle være ankommet præcis i disse dage, kom jeg til at tænke på begravelsen af den amerikanske drøm.

Den Amerikanske Drøm

Stort hus, stor græsplane, garage med to-tre store biler, stor familie med job og stor uddannelse, store stuer, som vender ud til en have med swimmingpool … alt sammen vores eget, og alt sammen noget, vi har tjent til gennem hårdt slid, mens vi arbejdede os op til en lysende plads i samfundet.

The American Dream trives i bedste velgående verden over, næret af talløse film, medier og reklamer. Men hele den forbrugerisme, som er hægtet op på den amerikanske drøm, kan ikke fortsættes. Kloden kan simpelthen ikke holde til, at den fortsættes, og … hånden på hjertet … det er måske ikke den drøm at udleve The American Dream, som vi troede. Isoleret i store tomme kasser i en gabende kedsommelig forstad.

Forstæderne, the urban sprawl, har op igennem det 20. århundrede bredt sig ud over mange af de områder, hvor vi tidligere fandt vores mest frugtbare jorder. Forestillingen om den ideelle tilværelse i parcelhuskvarteret har bragt mennesker til at acceptere stadig større adskillelse mellem hjem og arbejde. Sammen med The American Dream må vi derfor begrave de villakvarterer og de sovebyer, hvorfra det moderne menneske får stadig længere til sit arbejde, og får stadig færre af sine reelle behov dækket.

The American Dream blev formuleret i 1931 af Truslow Adam i bogen The Epic of America. Her står blandt andet, at The American Dream er drømmen om et land, hvor livet er bedre for alle. Hvor enhver har chancen for at udnytte sine talenter optimalt. Det er ikke blot en drøm om biler eller høje lønninger, men en drøm om social retfærdighed, som tillader enhver mand eller kvinde uanset herkomst at opnå det fulde udbytte af deres evner.

Med sit entydige udgangspunkt i individet og dets frie udfoldelsesmuligheder er The American Dream en farlig drøm. Dels mangler den en konkret medansvarlighed for medmennesket, dels driver den verden over samfund, som hastigt er i færd med at ødelægge vores fælles naturgrundlag. The American Dream ser verden som et kolossalt tag selv-bord og savner fuldstændig forståelsen af, at den må udfolde sig inden for vores økologiske råderum. Vi har været gode til at give vores drømme – og vores formåen – konkrete udtryk i vores materielle besiddelser. Og vi har fået bundet vores identitet meget stærkt op på materielle symboler. Ved afskeden med The American Dream må vi højere grad vende os imod fællesskabet, mødes om immaterielle ting og lære i langt højere grad end nu at forbinde vores identitet, formåen og udvikling med immaterielle værdier.

Den dag vi lærer os dette, kan The American Dream leve videre.

Klimabundmødet – Windows of Hope, 5.-18. december 2009, pp. 19-20 (18 Mb pdf).¹

En af de nærmeste dage, nogen siger det så præcist som på næste mandag, passerer verdenssamfundet 7 milliarder mennesker. På The Guardian var der i går en interaktiv side,¹ hvor man kunne indtaste sin fødselsdag ind og herefter se, hvor mange mennesker der var, den gang, man blev ført. I marts 1957, da jeg kom til verden, var der stadig under 3 mia. mennesker. Ved at taste lidt, kan man se, at verden er gået fra 6 til 7 mia. mennesker siden juli 1999 – altså på blot godt 12 år. Og vi passerede 5 mia. mennesker i juli 1988, altså 11 år fra 5 til 6 mia. mennesker på blot 11 år. Så med lidt god vilje er stigningshastigheden lidt aftagende. Men som tingene ser ud lige nu, går der næppe mere end 13-15 år, før verdensborger nr. 8.000.000.000 kommer til verden.

Befolkninger vokser ikke bare i én uendelighed. Demograferne har tværtimod kurver for, hvordan udvikling og velfærd synes at stabilisere befolkningstilvæksten, og langt størsteparten af den næste milliard nye verdensborgere vil blive født i fattige lande. På det interaktive kort herunder angiver de blå cirkler den nuværende befolkning, og de røde cirkler uden om angiver den forventede tilvækst frem til år 2100 i hvert enkelt land. Ved at klikke på de enkelte lande, kan man hente deres kurver og befolkningstal for 1950, 2010 og 2100 frem.

Det interaktive kort er baseret på FNs befolkningsprognoser. Det er udarbejdet af det spanske visualiserings-firma Bestiaro med brug af Impure.

For eksempel Nigeria er fra 1550 til 2010 vokset fra 38 mio. indbyggere til 158 mio., og prognosen for år 2100 siger 732 mio. mennesker. Det er rigtig mange i et land, hvor ørkenen er på fremmarch fra nord, og spørgsmålet hvordan et land som Nigeria i år 2100 skal kunne brødføde 5-600 mio. flere mennesker, er særdeles påtrængende.

Læs mere »

I august 2009 gav vi os ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lov til et par dage at fabulere omkring idékonkurrencen for det kommende Statens Naturhistoriske Museum. Det havde måske fortjent mere refkeksion, mere fodarbejde, og ikke mindst lidt mere tid til redigering og sammenskrivning. Men tanken havde ulmet og modnet, det var en spændende proces, og nu i bakspejlet er der faktisk fine momenter i oplægget, som søgte at skrive sig ind til vigtigheden af en anden direkte oplevelse og erfaring.

Jeg var tilbage for at se illustrationssiden, hvor enkeltord flyder rundt i botaniske billeduniverser samtidig med, at hvert opslag er tildelt et haiku fra Hans-Jørgen Nielsens gendigtninger fra 1963. De kan klikkes frem i følge herunder. Derefter følger besvarelsens introduktion. Den samlde besvarelse kan downloades nederst i indlægget.

[nggallery id=151]

.
Illustrationer fra: Botanisk Have – en ny fortælling, august 2009.

“I den verden, der omgiver os, er geologi, botanik og zoologi uadskillelige dele af samme virkelighed. Med sammenlægningen af Geologisk Museum, Botanisk Museum, Botanisk Have og Zoologisk Museum til et Statens Naturhistoriske Museum rykker det nye museum således nærmere virkeligheden. Og det er værd i den forbindelse at gøre sig overvejelser om, hvad det indebærer.

Fra barnsben lærer vi at opdele naturen. ’Dyreriget, planteriget eller mineralriget’ hedder det i en af vores klassiske børnelege. Naturen kan nok udstykkes stumpvis, og i de nuværende samlinger er der stor vægt på naturens enkeltdele. Men disse enkeltdele er i realiteten ikke funktionelle uden det store, komplekse samspil mellem dyr og planter, som foregår i jorden, luften og vandet.

Igennem milliarder af år har naturen udviklet raffinerede feedback-systemer. Den levende verden fungerer i et grænseløst system, Jordens økosystem, hvor samtlige individer og omgivende substanser påvirker og afbalancerer hinanden helt ned på atomniveau.

For det industrialiserede samfund er naturen reduceret til beherskbare, fragmenterede ressourcer, hvor individ- og artsantal er underlagt menneskets udvælgelseskriterier – bevidste såvel som ubevidste.

Læs mere »

I den netop overståede valgkamp har der været talt meget om, at vi bruger flere penge, end vi har, og stort set alle løsningerne bygger på, at vi skal tjene endnu flere, arbejde lidt længere hver dag, lidt længere i tilværelsen, lidt mere effektivt, alt sammen for at vi stadig hvert år alle sammen kan blive lidt rigere. Men … det er dømt til at fejle. For ressourcerne til denne strategi er der simpelthen ikke. Vi er på verdensplan blevet så mange med så stort et forbrug, at vi forbruger flere ressourcer end Jorden kan regenerere.

Således er vi i dag nået til den dag i året, hvor vi har opbrugt ressourcerne for 2011, hvis kloden skal kunne følge med.¹ Ikke mere mad, ikke mere tømmer, ikke mere tøj og brænde før næste år ville således være alle ansvarlige politikeres bud, hvis det var lige så vigtigt ikke at leve over evne økologisk som økonomisk.

Ifølge Global Footprint Network overskred verden omkring 1970 den tærskel, hvor vi forbrugte mere end kloden kan forny. Og dagen hvor årets ressourcer er brugt, falder år for år tidligere og tidligere. Således regner man med, at verden som helhed omkring 2030 vil være oppe på at bruge to kloder om året.

Det betyder, at træerne bliver færre og mindre, at fiskene bliver færre og mindre, og at økosystemerne udhules over alt. Vi tærer i disse år alvorligt på fremtidige generationers livsmuligheder.

Faktisk forbruger vi danskere i dag, som havde vi 4½ klode til rådighed. Hvis vi skulle dele ligeligt med resten af verden (og med fremtiden), ville vi derfor med vores nuværende forbrugsmønster have opbrugt årets kvote allerede sidst i marts.

Set i det perspektiv er projektet således ikke at få os alle til hver dag at arbejde 12 minutter mere, men at få kreativiteten og opfindsomheden i spil for at udvikle meningsfulde livsvilkår, hvor vi trives med et materielt forbrug på under en fjerdedel af det nuværende. Det er overhovedet ikke umuligt. Det vil blot indebære nogle radikalt anderledes prioriteringer end i dag og et frontalt opgør med konsumsamfundets forestillinger om det lykkelige liv.

Earth Overshoot Day is coming! Global Footprint Network 2011.

Matthis Wackernagel: What is Ecological Overshoot? (video) Pachamama Alliance 23.09.2011.

Humanity falls deeper into ecological debt: study, (AFP) The Independent 22.09.2011.