Strøtanker om bæredygtighed

Officielt løber Rio+20, FNs konference om bæredygtig udvikling, blot over tre dage, 20.-22. juni. Men dette er kun den afsluttende del af hovedforhandlingerne, hvor statslederne kommer til for – om alt går som planlagt – at være med til at forhandle de sidste knaster på plads. Men RIo+20 omfatter en lang række parallelle events og aktiviteter: udstillinger, dialogmøder, børne- og ungdomskonferencer, forhandlinger om særlige temaer osv., og i alt regner man med at omkring 50.000 mennesker deltager i Rio+20.

På baggrund af de mange forhalinger og den megen uenighed omkring hovedforhandlingerne har der været en udtalt bekymring, om man overhovedet ville nå noget egentligt resultat, men alene det, at repræsentanter fra verdens NGOer, byer, virksomheder samles for at drøfte verdens fremtid er stort. Vi står i en situation, hvor verdens videre udvikling fordrer udviklingen af en global bevidsthed og ansvarlighed – og en målsætning og en enighed om og forståelse af de fælles rammevilkår, som transcenderer individets, statens og lokalsamfundets vel.

Konferencen i 1992 blev bevidsthedsmæssigt skelsættende. Måske for første gang i menneskehedens historie erkendte vi det skæbnesfællesskab, og den deraf følgende fælles ansvarlighed, som lå i den globale virkelighed. Her 20 år efter er Agenda 21 så vigtigt som nogensinde. Vi forstår det bedre end for 20 år siden, men der er stadig lang vej til at vi tager den fulde konsekvens deraf. Og nøgternt bæredygtighedsmæssigt set er kloden i markant større ubalance i dag end for 20 år siden. Selvom vi ved, at det er en ressourcemæssig umulighed at gøre alle ligeså rige som i de rigeste lande, så er det stadigvæk den opskrift, vi kloden rundt søger at forfølge. Og selvom det bliver klargjort, at vi i Danmark bruger, som havde vi 5 kloder til rådighed, så aser vi videre med fluffy aspirationer om “grøn vækst”.

Læs mere »

.
Ofte forbindes denne del af Afrika med endeløse problemer, hastigt fremadskridende klimaforandringer, vandmangel og voksende ørkener, hungersnød og evindelige strammeopgør og borgerkrige, som igen og igen sætter situationen tilbage til start. Men denne lille solstrålevideo, som i går blev lagt ud på Rio+20s officielle hjemmeside uncsd2012.org, giver et helt andet billede af udviklingen i Ethiopien.

I en tid hvor væksten i verdens gamle økonomier er ved at ebbe ud (hvilket om man så må sige er på høje tid), har et land som Ethiopien i de seneste 20 år gennemgået en rivende udvikling. Med en årlig vækst i bruttonationalproduktet på 11,4% er Ethiopien i dag blandt verdens hurtigst voksende økonomier, og landet har en målsætning om inden 2025 at have vokset sig ind blandt verdens middelindkomstlande – gennem en bæredygtig udvikling.

Læs mere »

.
Denne 11:25 min. video fra IFAD rapporterer først fra Tanzania, hvor man undersøger jordens CO₂-indhold og hvilke dyrkningsmetoder, som muliggør bæredygtig produktion samtidig med en øget CO₂-lagring. Dernæst fra eksperimenter i Brasíliens tørre Nordeste-provins med at erstatte et udpint slash’n’burn-landbrug med et skovlandbrug, som helt anderledes sætter befolkningen i stand til at brødføde sig. Samtidig virker den øgede vegetation kølende i et særdeles varmt hjørne af verden. Videoen slutter med et besøg i en flygtningelejr i Mauretanien.

Videoen er seneste skud på en serie videoer produceret af IFAD, International Fund for Agricultural Development, som driver hjemmesiden The Rural Poverty Portal, hvor “rural poor people, policy-makers, donors, research institutes, non-governmental organizations and other development partners can share information about eradicating rural poverty.”

Læs mere »

I disse fodbold-tider kan det være svært at finde information om det forestående topmøde Rio+20 i Rio de Janeiro i de danske medier.

Derfor har jeg løbende samlet links til artikler og kommentarer fra rundt omkring i verden og vil frem til topmødets kulmination i dagene 20.-22. juni løbende opdatere listen.

Konferencens slutdokument viste sig at blive færdigforhandlet allerede inden statslederne nåede til Rio, så links til kommentarer til slutdokumentet The Future We Want er samlet under blog-indlægget Rio+20 – reaktioner og konklusioner.

Se øvrige blog-indlæg om Rio+20.

Generelle sider

UNCSD – Rio+20 United Nations Conference on Sustainable Development.

Rio+20 Portal – Building the Peoples Summit Rio+20.

Rio+20: Bæredygtig udvikling, eu2012.dk.

UN Global Compact Cities Programme.

Rio+20 / Earth Summit Official Side Event – Integrating the Social Dimensions of Green Economy into Policy.

Youth Blast – Conference of Youth (10-12th June).

On the Road to Rio+20 – 20-22 June 2012, Biodiversity International.

The Future We Want, futurewewant.org.
.

Artikler og kommentarer

Jonathan Watts: China and Brazil strike $30bn bilateral swap deal to reinforce economies, The Guardian 22.06.2012.

Janet Raloff: De-papering environmental summits, Science News 22.06.2012.

Liz Ford: Ban Ki-moon launches Zero Hunger Challenge at Rio+20 summit, The Guardian 22.06.2012.

Taylor Barnes: Stars of the Earth Summit, New York Times 22.06.012.

Rio+20: Interview with Ed Norton, UN Goodwill Ambassador for Biodiversity, UN News centre 21.06.2012.

Rio+20: At downtown gathering, citizens voice concerns at People’s Summit.

Human canvas on Rio beach protests Brazil’s dam-building spree in the Amazon, Mongobay 20.06.2012.

Louise Gray: Rio +20: Natural assets will be recorded as part of GDP to measure how quickly they are being lost, Nick Clegg announces, Telegraph 20.06.2012.

Jonathan Watts: Development banks pledge $175bn for public transport at Rio+20, The Guardian 20.06.2012.

Læs mere »

Tiden nærmer sig for Rio+20-konferencen, hvor verdenssamfundet 20 år efter vedtagelsen af Rio-konventionen i 1992 – ofte kaldet Agenda 21 – igen samles i Rio de Janeiro i dagene 20.-22. juni for at styrke udviklingen af – eller måske rettere omstillingen til – et globalt ligevægtssamfund.

Når man ser på intentionen i Agenda21, har de mellemliggende 20 år langt fra været nogen entydig succes. Verden er blevet rigere – der er færre fattige og sultne – men vi er blevet langt flere, uligheden er vokset. Det er ikke lykkedes at få hånd om klimaproblemerne, tværtimod stiger CO₂-udledningerne år for år, så vejrets voldsomhed er voksende, verdenshavene stiger og klodens ismassiver smelter, mens klimaforandringerne flår i urgamle økosystemers balancer. Miljø- og bæredygtighedsmæssigt slider vi mere på kloden end for 20 år siden, skovene svinder, ørkenområderne vokser, det industrielle landbrug slider hårdt på muldlaget og eskalerer til stadighed sin kemiske krigsførelse med landskaberne, mens oceanerne forsures, koralrevene bleges og fiskebestande mange steder er totalt overfiskede. I de mellemliggende 20 år er det menneskelige aftryk på kloden blevet voldsomt meget større. Så målt på sådanne parametre er stort set alt gået den forkerte vej.

Læs mere »

Den 4. juni 1989, i dag for 23 år siden, satte det kinesiske militær sig igennem overfor de studenterdemonstrationer, som i månederne forinden havde været ved at sætte landet på den anden ende.

Jeg var i Kina, da det skete, havde været i landet fem år tidligere – vistnok det første år hvor man kunne rejse som individuel turist – og havde da taget en omfattende rundrejse i det gigantiske rige. Denne gang var planen at have mere tid til at trænge ind i det kulturelle landskab. Så jeg havde masser af introduktioner til kunstnere i bagagen og ville efter en tid i Beijing og Suzhou tage til Guilin for at opleve og male lysets tryllerier med de eventyrlige bjerglandskaber.

Det skulle dog vise sig at blive en meget anderledes rejse. Det Beijing, jeg havde mødt i 1984, stod op og gik i seng med hønsene – en 15 watt glødepære var da stadig en luksus. Nu var gaderne summende af liv til langt ud på natten, i titusindvis af cyklister cirklede opmuntrende og beskyttende omkring Beijings centrale plads Tiananmen, Den Himmelske Freds Plads, hvor studerende nu gennem mere end en måned havde demonstreret for reformer.

[nggallery id=160]

Øverste række billeder herover er fra demonstrationerne på Tiananmen omkring en uge før pladsen blev ryddet, mens nederste række er fra en gigantisk cirkeldemonstration omkring 1. juni.

Hele situationen opstod meget pludseligt efter at Hu Yaobang 14. april døde ved et hjertetilfælde. Hu havde været reformernes og åbenhedens lysende fortaler, men var i 1987 blevet frataget sit hverv som generalsekretær for Det Kommunistiske Parti, efter at han havde modsat sig en hård afstraffelse af demonstranter på Tiananmen i 1986. Visionen og håbet om et åbent, mangfoldigt, frit og demokratisk Kina var i høj grad samlet om hans person, og hans pludselige bortgang gjorde, at studerende landet over spontant samledes. I dagene efter formulerede de studerende syv krav eller anbefalinger til regeringen:

Læs mere »

Tidligere var store dele af Indokina dækket af stedsegrønne “tørre” skove, men gradvist er størstedelen fældet og erstattet af marker og moderne skovbrug. Men i dag findes der kun ét større samlet område med denne oprindelig skovtype tilbage, Prey Lang i det nordlige Cambodia. Derfor har Prey Langs omkring 3.600 km² oprindelige skovlandskab stor biodiversitesmæssig betydning som en sidste bastion for en lang række planter, træer og dyr, samtidig med at Prey Lang udgør eksistensgrundlaget for Kyu-folket.

Men i de seneste årtier  er rydningen af Cambodias oprindelige skove gået meget hurtigt. Plovene, motorsavene og den moderne udvikling rykker frem over alt, og hvis ikke der i allernærmeste fremtid etableres en effektiv beskyttelse overfor Prey Lang, er det blot et spørgsmål om tid, før en oprindelig livsform og endnu et oprindeligt landskab fragmenteres. Det bliver ikke umiddelbart den cambodianske regering, som sætter en stopper for denne udvikling. Tværtimod er den i fuld gang med at sælge koncessioner til at udnytte området og har sat militær og politi ind overfor forsøg på at standse udviklingen.

Denne lille dokumentar: Prey Lang – One Forest One Future, giver en fornemmelse af desperationen:

Læs mere »

Ligeom herhjemme har solen i dagene op til pinse velsignet størstedelen af Tyskland. Det gjorde, at den tyske elproduktion fra solcelleanlæg for første gang nåede op over 20 GWh – nærmere bestemt 22 GWh. Fredag midt på dagen svarede det til en tredjedel af det samlede tyske elforbrug, og lørdag midt på dagen svarede det til halvdelen af elforbruget.

Det er resultatet af en massiv satsning på vedvarende energi i de senere år, og Tyskland har i dag næsten lige så meget solcellekapacitet installeret som resten af verden tilsammen. Stadig er det på årsbasis kun nok til at dække omkring 4% af energiforbruget. Men udbygningen af vindkraften er også massiv, og I Tyskland er man nu på årsplan oppe på at dække omkring 20% af sin energiforsyning med vedvarende energikilder, og som det fremgår af grafen herover, har man planer om inden 2030 at nå op på, at to tredjedele af energiforsyningen kommer fra vedvarende energikilder.

I skyggen fra den japanske A-kraft-ulykke ved Fukushima-Dai-ichi-værket besluttede man i Tyskland at udfase samtlige A-kraftværker senest i 2020 samtidig med, at man øjeblikkeligt lukkede den ældste halvdel, så der har efterfølgende været rejst tvivl, dels om Tyskland kunne overholde sine klimaforpligtigelser – hvilket ikke ser ud til at være noget problem – dels om det overhovedet var muligt at udfase A-kraften så hurtigt. Men Tyskland klarede sig gennem selv den koldeste vinter med ni A-kraft-værker lukket ned, og uden at måtte importere strøm fra nabolandene. Tyskland har fået lagt sin omlægning til vedvarende energi ind i en solid rytme, og foreløbig vil man kunne fordoble sin solcellekapacitet uden at have “problemer med” overproduktion på de mest solrige dage.

Når de toppræsterer som her under pinsesolen, yder de tyske solcelleanlæg tilsammen en effekt svarende til 20 A-kraftværker. 20 gigantiske enheder med behov for konstant teknikeropsyn, strålingsovervågning,  sikkerhedsopsyn og sikkerhedsafstand, og med kolossale endnu kun næsten løste bortskaffelses- og lagringsproblemer, den dag, værkerne ikke mere er i produktion … over for tynde blånistrede solcelleflader spredt ud over titusindvis af tagflader, helt uden risiko for terrorangreb eller store blackouts. Er vi alligevel her i ellevte time på vej til at lære af naturen, at en af dens store genistreger er, at den løser selv store problemer i meget lille skala?

Prisen pr. installeret kvadratmeter solcelle er stadig for nedadgående – det er en fremtidens energiform, og nordgrænsen for deres rentabilitet er i disse år ved at nå Danmark. Solcellerne er stadig under udvikling, og der er plads til et par teknologiske kvantespring, før de for alvor viser deres potentiale. I dag er det mest et stort areal af optimalt solorienterede paneler på huse, tage og marker, men sandsynligvis vil vi i de kommende år se dem indlejret over alt, hvor vi har brug for energien – i vores overtøj, i vores transportcontainere, i vores mobiltelefoner osv. – ligesom verdens i særklasse mest raffinerede solfanger: bladet, som med sin fotosyntese formår at skabe brændstof  af solens energi. Træer klarer sig fint uden at være tilsluttet nettet, uden markedspriser, tilskudsordninger, feed-in-tariffer, oplysningskampagner, tilskud, teknikere og CO₂-kvoter. De fornyer sig selv af materialer, som findes lokalt i rigelige mængder og kan komposteres og genanvendes uden kedelige restprodukter, når de er udtjente.

Der findes allerede eksempler hist og her – som havelampen, der ved aftenstide afgiver dagens opsugede lys. Da jeg startede i gymnasiet, fik jeg en lommeregner, som var udstyret med en lille (5,5 cm²) solcelle. Jeg har den endnu, bruger den næsten dagligt. Den har fungeret upåklageligt i snart 40 år uden nogensinde at skulle have været opladet eller have skiftet batteri.

Vi er omgivet af al den energi, vi kan ønske os. Vi må lære at se den, orientere og organisere os i forhold til den, turde basere os på den og lære os at høste den begavet.

Se tidligere blog-indlæg: Svigtende strømforsyninger og Fra kulmine til energilager og geotermisk anlæg.

Erik Kirschbaum: Germany sets new solar power record, institute says, Reuters 26.05.2012.

Malene Breuch Hansen: Weekendrekord: Tyskland producerede solenergi som 20 atomkraftværker, Ingeniøren 30.05.2012.

I nat dansk tid – nærmere bestemt kl. 01:49:02 dansk sommertid – var der solformørkelse. Solformørkelse opstår, når Månen ved nymånetid finder så præcist ind mellem Jorden og Solen, at den for et øjeblik lukker af for solens stråler. Ikke fuldstændigt – selv når Månen dækker rent, er kun 94% af Solen dækket, og den ses som en lysende smal ring omkring Månen. Solformørkelsen har ikke været synlig fra Danmark denne gang, men Månens skyggeplet tegnede i løbet af nogle timer en 300 km bred stribe hen over kloden, som strakte sig fra det sydlige Kina og Japan over Stillehavet til det sydvestlige USA, hvor fænomenet forsvandt med solnedgangen.

Det sker sjældent, og det virker virker ganske voldsomt, når solen på denne måde pludselig slukker ved højlys dag. Gennem tiderne har der da også været lagt stor betydning i sådanne eklipser, hvor forholdet mellem det skabende og det modtagende, det mandlige og det kvindelige, lys og mørke – Sol og Måne – var særligt trukket op. Hvor fuldmånen er kulminationen, er nymånen tid for nye begyndelser.

Her blot en lille samling billeder fra nattens måneformørkelse.

Ved de igangværende klimaforhandlinger i Bonn var der i går ‘Workshop on equitable access to sustainable development’. Her var der blandt mange andre et indlæg fra Singapore, som i sin form var overraskende defensivt. Energi- og ressource-optimeringsmæssigt havde man i Singapore allerede gjort det ene og det andet – en indsats, som gik helt tilbage til 1990erne, og med Singapores særlige situation ville man ikke kunne gøre ret meget mere [sic]. Singapore er stort set byareal, med mange, mange millioner mennesker på et meget lille areal, med meget begrænsede mulighed for at lave vindmøllefarme, høste bølgeenergi, termisk energi og biomasse, og selv hvis man satte solceller på alle tage ville det kun kunne dække en mindre del af Singapores energibehov. Så der var ikke nogen let løsning for Singapore uden fossile brændstoffer – faktisk var det ifølge oplægsholderen umuligt at forestille sig Singapore uden fossile brændstoffer.

Det lyste ud af præsentationen, at Singapore var hunderæd for af det internationale samfund at blive holdt op på at være et rigt land, som skulle klare særligt store udledninger, da man 1) allerede havde høstet de lavthængende frugter, 2) havde særligt vanskelige vilkår for hurtige nedskæringer, og 3) historisk set havde små udledninger.

Dette bringer mig til spørgsmålet, om det, som det ofte bliver fremhævet, er den optimale klimaløsning, at mennesker bor i store byer? Og om vi for at kunne svare bekræftende på dette er nødt til at undersøge og forstå dette spørgsmål i en bredere kontekst? I hvert fald var dette indlæg fra Singapore én stor understregning af det så godt som umulige i, at byerne i sig selv blev klimavenlige og bæredygtige.

Indlægget fra Singapore fik mig til at tænke højt, hvad jeg ofte har været lige ved at tænke, at vi bliver nødt til at finde en anden måde at tænke byer og bæredygtighed på, hvor byen som system ikke bare er selve bykernen, og ikke bare det urbane sprawl af endeløse forstæder, som i hvert fald ikke er nogen klima- og bæredygtighedsmæssigt hensigtsmæssig løsning, men som man fuldstændig fortrænger, når man taler om fordelene ved den tætte by. For i praksis findes der ikke nogen tæt bykerne uden et langt større bånd af forstæder – bycentrene virker som magneter, med en transformerende effekt, som når langt ud i de omkringliggende landskaber. Som Singapores defensive indlæg viser – så er den tætte by for sig i praksis en størrelse, som det er svært at forestille sig fuldt bæredygtig.

Læs mere »