Indlæg om agenda 21 og deep ecology

Prius is not the solution, Hummer is not the problem

4. maj 2008

I denne tankevækkende video præsenterer Jeff Smith, Lunar CEO, og Nirmal Sethia, leder af Center for Business and Design ved Cal Poly Pomona, en ny måde at forstå udfordringerne ved bæredygtigt design.

Frem for de nuværende bestræbelser, som helt kort kan sammenfattes i ‘more with less’, plæderer Nirmal Sethia og Jeff Smith for ‘less with more’ – og dermed for et design-paradigme, som går fra produktoptimering til livskvalitet. Fra at forstå bæredygtighed som bæredygtig produktion og bæredygtige produkter er vi således nødt til også at forholde os til bæredygtig virksomhed og bæredygtigt forbrug.

‘Less with more’ indebærer en tilværelse med mindre forbrug, ophobning og konkurrence, mere glæde, frihed og tilfredsstillelse.

Titlen til trods handler videoen ikke om biler, men om bæredygtighedsbegrebet generelt. Jeff Smith og Nirmal Sethia leverer her 40 minutter begavet tale, så nyd det på et tidspunkt, hvor du har tid.

Læs mere »

Share

Bæredygtig velfærd

11. marts 2008

Jørgen Nørgaard, professor emeritus fra DTU, har i dag en yderst læsværdig kommentar på Information.dk, hvor han fremdrager det paradoksale i, at regeringen har nedsat en klimakommission, samtidig med at denne klimakommission ikke åbent må undersøge, hvordan man bedst kan løse situationen, men skal gøre det ud fra en målsætning om at at fastholde høj økonomisk vækst.

Samtidig med at vores høje produktion og forbrug er de grundlæggende årsager til problemerne, er det i direkte modstrid med den danske befolknings udtalte ønske om at have mere fritid frem for flere penge til forbrug. Vi må, som Nørgaard konkluderer sin kommentar, gøre velværet bæredygtigt.

Det er som om det ikke rigtig er sivet ind, at selvom vi får bragt CO2-udledningerne ned, bruger hver dansker i dag løs, som om der var tre kloder at tage af. Ud over CO2-udledningerne er der lang række andre parametre, som skal nedjusteres kraftigt, for at nå frem til et bæredygtigt Danmark. Hvis vi håndterer klimaudfordringen rigtigt, kan det blive et stort skridt i den rigtige retning. Men det ville hjælpe, hvis vi blev bedre til at skelne mellem livskvalitet og livskvantitet.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Jørgen Stig Nørgaard, Gør velværet bæredygtigt, Information 11.03.2008.

Share

Vatikanet: Det er syndigt at forurene

10. marts 2008

loftudsmykning fra Christians-kirken

Det er syndigt af forurene, fremførte Vatikanets næstøverste, ærkebiskop Gianfranco Girotti, her i weekenden i en tale om moderne synder ved afslutningen af et ugelangt fasteseminar for præster. Den største farezone for den moderne sjæl ligger ifølge Girotti inden for bioetikken: “Der findes her områder, hvor vi fuldstændig må afstå fra at overtræde nogle af menneskenaturens fundamentale menneskerettigheder gennem eksperimenter og gentisk manipulation, hvis udfald kan være svære at forudsige og kontrollere.”

Siden Pave Benedikt XVI i 2005 tiltrådte som pave, har Vatikanet markeret sig stadig mere grønt. På det seneste har paven således meget direkte markeret, at truslen imod klodens miljø kræver en “moralsk vækkelse” blandt alle kristne for at vende udviklingen.

Og det er nok noget i retning en moralsk vækkelse, der skal til – det at vi alle vågner til vores globale medansvar. Vores fornuft og forstand synes ikke at kunne afholde os i den rigeste del af verden fra at ville have stadig mere og rage en stadig større del af klodens begrænsede ressourcer til sig.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Reuters: Vatican lists “new sins,” including pollution, 10.03.2008.

Thomas Revsbech: Paven kalder til international klimakamp, Kristeligt Dagblad 29.11.2007.

Bianca Z. Vasconcellos: Vatikanet udsender ny liste over dødssynder, Politiken 10.03.2008.

Richard Owen: Vatican Adds Seven New Deadly Sins Including Abortion, Contraception and Drug-Dealing, FoxNews 10.03.2008.

Bart Jones: Pope takes lead in effort to save the environment, Newsday.com 10.04.2008.

Share

Paul Hawken: Sustainability as an Infinite Game

26. februar 2008

Bioneers er en New Mexico-baseret non-profit organisation som arbejder for fremme af miljømæssig og social udvikling ud fra en forståelse af vores dybe forbundethed med naturens verden og dens iboende intelligens.

Bioneers er grundlagt af forfatteren, filmmageren og økoaktivisten Kenny Ausubel, og siden 1990 har Bioneers hvert år i oktober holdt en tværfagligt anlagt konference, hvor tænkere, praktikere, forskere, kunstnere og en bred vifte af græsrodsorganisationer mødes i en afsøgning af kreative løsninger på nutidens sociale og miljømæssige problemer. Samtidig med hovedkonferencen i San Rafael samles mennesker til Beaming Bioneers mange steder i USA, hvorfra de følger aktiviteterne i San Rafael via video-transmissioner.

Videoen Biology, Resistance and Restoration: Sustainability as an Infinite Game, som kan ses nedenfor, er Paul Hawkens bidrag til Bioneers 2006. Paul Hawken er en af USAs mest fremtrædende miljøforkæmpere, en succesrig miljø-entreprenør og højt skattet journalist og forfatter. Den 51:31 min. lange video giver et godt billede af en gren af den amerikanske miljøbevægelse, hvor den bevidsthedsmæssige revolution og menneskets vågnen til en anden og langt mere deltagerpræget rolle i naturen er fuldt så vigtig som miljøteknologi og CO2-reduktioner.

Eller sagt på en anden måde – uanset vindmøller, solceller, biodiesel og andre lysende teknologiske nyskabelser når vi ikke nogen reel bæredygtighed uden at mennesket genfinder en radikalt anden og mere lydhør og afbalanceret tilstedeværelse i verden, med vækst uden ulighed og velstand uden plyndring.

Læs mere »

Share

State of the World 2008

22. februar 2008

Det er ikke altid lige rar læsning, men igennem årene har Worldwatch Institute leveret en enestående dokumentation af klodens tilstand. Den nu foreliggende årsrapport State of the World 2008: Innovations for a Sustainable Economy er således en 25 års jubilæumsudgave. Hvert år har haft sit særlige tema, og State of the World 2008 søger at indkredse grundlaget for en bæredygtig økonomi, som er fordelagtig for både kloden og dens efterhånden mange indbyggere.

State of the World 2008 har i alt bidrag fra mere end 20 forfattere, som i 14 kapitler behandler forskellige aspekter af problemstillingen. Det er dybdegående analyser af økonomien, ikke bare på dens egne indre vilkår, men sat i forhold til biodiversitet, nord-syd-problematik, forbrugsmønstre, klimaproblematik og informel økonomi, blot for at nævne nogle få. Den brede kulturøkologiske tilgang gør det til yderst anbefalelsesværdig læsning.

Ud over den årligt tilbagevendende State of the World, som hvert år tager et særligt emne op, leverer Worldwatch Institute løbende en lang række andre artikler og publikationer, heriblandt Worldwatch Magazine, og Vital Signs. Der ligger en omfattende research bag publikationerne, så flere af dem kan kun downloades mod betaling. Men gradvist frigives store dele af produktionen til fri download, og af de fjorten kapitler fra State of the World 2008: Innovations for a Sustainable Economy er de første fire kapitler på nuværende tidspunkt frit tilgængelige som smagsprøver.

Læs mere »

Share

Bright Green

17. februar 2008

Energi Industrien, en afdeling af Dansk Industri, har netop barslet med publikationen Bright Green Danish technologies for sustainable growth, som præsenterer dansk industris vision og formåen forud for COP15, det store klimatopmøde i København i 2009, hvor videreførelsen af Kyoto-protokollen skal vedtages, forhåbentlig til den tid med deltagelse af både Kina og USA.

Rapporten er engelsksproget, men letlæst. Anden halvdel af rapporten består af godt 40 helsides præsentationer af danske virksomheder, som tilsammen giver et godt rids af den danske formåen indenfor energi-sektoren.

“Bright Green is a modern trend in international environmentalism, combining economic growth and sustainable technology. With the development of sustainable energy solutions, Danish industry is an international role model for Bright Green, and will continue its efforts to spread the mindset before, during and after the United Nations’ 15th Climate Change Conference in Copenhagen 2009,” kan man læse på forsiden.

Bright Green – et lysende intelligent grønt – lyder umiddelbart helt rigtigt. Bright Green er Bright Business, hedder det videre på den side, hvorfra man kan downloade publikationen.

Læs mere »

Share

Økologiske produktivkræfter, homøostase- og HOT-model

16. februar 2008

Den måde, hvorpå mennesket gennem tiderne har indvundet og anvendt energi, er et grundlæggende kultur-karakteristika. Samtidig med at brugen af fossil energi som kul, olie, gas og uran muliggjorde udviklingen af det industrielle samfund, er mange af de problemer med økologi og bæredygtighed, som vi står overfor i dag, direkte forbundet med den måde, hvorpå vi bruger energi.

I bogen Økologiske produktivkræfter (1977) analyserer Jesper Hoffmeyer, hvordan markante skift i kulturernes homøostase gennem tiderne modsvares af ændringer i den måde, hvorpå vi har brugt energi. Homøostase er et begreb fra den moderne systembiologi. Det betegner en form for fastholdt ligevægt i et økosystem, hvor de enkelte arter gennem feedback-mekanismer opretholder en slags balance. Balancen kan forskubbe sig gennem en række ændringer i systemets stimuli og vilkår, men systemet har en iboende dynamik frem (eller tilbage) mod en given homøostatisk balance.

Hoffmeyer sammenfatter analysen i en slags bjerglandskab, hvor der i hver dal hersker en given balance mellem fundamentale kulturelle størrelser. Udviklingen gennem tid er betegnet ved et tog, som under store anstrengelser strider sig op ad bjergsiden for, når det kommer til toppen, at få en kolossal acceleration, når det starter turen ind (ned) i næste dal. For hver ny dal er det ikke bare den teknologi, hvormed mennesket udvinder og bruger energi, som ændrer sig. Samtidig ændres vores organisationsmåde, vores bevidsthed og verdensforståelse – i en homøostatisk reorganisering. Når først toget er vel nede i næste dal, har disse størrelser en tendens til at fastholde hinanden i en form for homøostatisk balance.

Planter omsætter solenergi gennem fotosyntesen i bladenes grønkorn og fungerer herved som naturens solfangere. Dette er basis for alt dyreliv, ligesom det er forudsætningen for menneskets eksistens. Ifølge Hoffmeyer er der tale om en kvantespringsagtig udvikling af homøostasen fra jæger-samler-samfundets beroen på, hvad naturen af sig selv frembyder, over nomadefolkenes organiserede husdyrhold til agersamfundenes systematiske underlæggen sig økosystemerne, som gav basis for byudvikling omkring handelspladserne og en langt mere kompleks samfundsorganisation. Vores bevidsthed og verdensforståelse har ændret sig sideløbende.

Læs mere »

Share

Aalborg-charteret – for bæredygtige byer og bymiljøer

18. januar 2008

Aalborg-charteret er et charter for udviklingen af bæredygtige byer og bymiljøer. Den er vedtaget i forlængelse af FNs topmøde i Rio de Janeiro juni 1992, hvor man i lyset af en gryende erkendelse af verden som et lukket globalt økosystem vedtog et Agenda 21 med generelle retningslinjer for en omlægning fra vækst- og ekspansionsstrategier til udviklingsstrategier for et globalt ligevægtssamfund, hvor kortsigtede interesser ikke ødelægger fremtidige (eller blot andre samfunds) livsbetingelser. Som en del af Rio-agendaet blev det pålagt at udarbejde lokale Agenda 21-planer, og Aalborg-charteret er blevet til i det lys – et forsøg på at udvikle retningslinjer og redskaber for vores bymiljøer og deres rolle i omlægningen til et globalt ligevægtssamfund.

Aalborg-charteret blev vedtaget i maj 1994 på en stor konference i Aalborg – heraf navnet Aalborg-charteret. Jeg var til stede ved vedtagelsen af Aalborg-charteret og står som individuel medunderskriver. Ved vedtagelsen i maj 1994 var der 80 byer, som underskriv Aalborg-charteret, men løbende er flere byer kommet til, og i dag har mere end 800 byer tilsluttet sig. Det er en smuk tekst med en klar og stærk systemisk-holistisk forståelse af byen som levende organisme og af byen som del af et stort, globalt økosystem. Dette kan i høj grad tilskrives de rådgivere fra og omkring ICLEI, en institution i Freiburg i det sydlige Tyskland, som var konsulenter på udarbejdelsen af charter-teksten.

Læs mere »

Share

David Holmgren video-interview om permakultur

18. januar 2008

Permakultur-begrebet stammer tilbage fra 70erne hvor det blev til i et samarbejde mellem David Holmgren og Bill Mollison. I 2003 udgav Holmgren bogen Permaculture: Principles and Pathways Beyond Sustainability.

I et nyligt video-interview, Permaculture & Peak Oil: Beyond ‘Sustainability’ (25:27 min.) fortæller David Holmgren om denne bog, som sætter nogle yderst relevante spørgsmål til vores forståelse af bæredygtighedsbegrebet.

Læs mere »

Share