Hvordan den så bærer sig ad, står vintergækken næsten unaturligt hvid i Ørstedsparkens vintersøle.
I dag vågnede jeg for første gang i år til fuglesang – musvitterne holdt jublende sangøvelser i træerne omkring Sankt Petri Kirke.
Så er de her, over alt i parkerne vælder lysende gule enrantis frem af den sorte muld. På de luneste steder er også vintergækkerne fremme. Og rosen i min baggård, som ofte blomstrer helt frem til jul, er allerede ved at springe ud til en ny sæson.
Der er forår forude, man kan mærke safterne stige, og på en solskinssøndag som i dag kan man blive helt høj af en runde i Ørstedsparken.
En runde i Botanisk Have hører til blandt mine tilbagevendende glæder, og særlig om vinteren lægger jeg ofte vejen omkring drivhusene. En stille stund blandt disse mange budbringere fra verdens allerfjerneste afkroge er som et sjælebad, i dén udiskuterbare skønhed, som gennemlyser planternes rige, med dets overflødighedshorn af farver, dufte og formlege.
