Strøtanker om bæredygtighed

Londons borgmester Boris Johnson har i dag fremlagt en klimatilpasningsstrategi, som skal gøre byen bedre i stand til at modvirke følgerne af den globale opvarmning. Klimaforandringerne vil kunne forringe livskvaliteten markant, advarer han, og konkret står 440 skoler, 10 hospitaler, 75 stationer, en halv mio. ejendomme og 1,25 mio. mennesker med voksende risiko for oversvømmelser, som med fremskridende klimaforandringer vil blive flere og mere omfattende.

Det, som i mine øjne er interessant, er, at byforgrønnelse i en sådan klimatilpasningsstrategi står øverst på listen over tiltag: med flere grønne områder i bymiljøet, som kan bedre mikroklimaet og afbøde storbyernes varmeø-fænomen, samt udstrakt anvendelse af grønne tage og træplantninger, som kan absorbere og tilbageholde nedbøren, som man regner med fremover vil falde langt mere voldsomt.

Klimatilpasningspakken indeholder en lang vifte af andre tiltag, blandt andet en eftergang af Londons vandforsyningssystem, hvorfra man regner med, at der dagligt siver 600 mio. liter.

Man kan indvende, at det eneste, der i længden hjælper, er at udledningen af drivhusgasser både i England og i resten af verden bliver reduceret kraftigt i allernærmeste fremtid. Men selv hvis det lykkes at knække CO₂-kurven, må vi regne med, at der med de nuværende CO₂-koncentrationer er igangsat en proces, som vi blot kan håbe på endnu kun er begrænset selvaccelererende. For at langtidsstabilisere klodens klima og ismasser tyder alt på, at vi skal tilbage til en koncentration på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Climate Threat to the Planet).

Samtidig med at vi i de kommende år kommer til at revidere og udbygge vores klimatilpasningsstrategier, er det derfor vitalt, at vi ikke opgiver det fælles projekt at nedbringe CO₂-udledningerne for at koncentrere os om at afbøde konsekvenserne i vores lille del af verden. Det vil sandsynligvis inden for få årtier føre os til sådanne tipping points, hvor den globale opvarmning bliver selvaccelererende. For eksempel er det allerede meget tæt på, at sommerafsmeltningen af polarisen fører til en arktisk mildning, som kan frigive store mængder metan, som nu er bundet i tundraens permafrost.

I takt med at Grønlands og Antarktis’ ismasser afsmeltes, vil vi kunne regne med havstigninger på op til 75 m – ikke i morgen eller i overmorgen, men på sigt. Og hermed vil fænomenet klimatilpasningsstrategier være fortid for byer som London og København.

Mark Prigg: Boris warns city to prepare for future drought, floods and heat, Evening Standard 29.08.2008.

Mayor’s global warming plan aims to cool London, The Guardian, 29.08.2008.

Mayor reveals climate change plan, BBC News 29.08.2008.

Parallelt med det seneste G8 topmøde i Japan afholdt FN-universitetet i Tokyo 4. juli et symposium: Innovation & Entrepreneurship in the Time of Climate Change. I den anledning havde man inviteret en af verdens ledende klimaforskere, James E. Hansen, til at tale. Hans forelæsning: Climate Threat to the Planet: Implications for Energy Policy kan opleves i videoen nedenfor.

James Hansen taler under vejs om klimatiske Tipping Points, hvoraf nogle allerede er nået, om vigtigheden af at nå tilbage til en koncentration af CO₂ i atmosfæren på under 350 ppm samt om nødvendigheden af et moratorium for afbrændingen af kul (se tidligere blog-indlæg Stop afbrændingen af kul).

Under vejs fortæller Hansen (27:10 min), at vi ved systematisk at bruge CO₂-binding i økosystemerne gennem skovplantninger, beskyttelse af regnskov og ændrede dyrkningsmetoder i landbruget vil kunne sænke atmosfærens CO₂-koncentration med omkring 50 ppm. Hvis vi derfor får standset den nuværende afbrænding af kul og styrket bindingen af CO₂ i biosfæren, vil det være muligt at få koncentrationen af CO₂ i atmosfæren tilbage under 350 ppm.

Med James Hansen er man i godt selskab. Han formår som få at gøre de komplekse klimasammenhænge forståelige, så Climate Threat to the Planet er en yderst anbefalelsesværdig video, som man kunne ønske sig, at alle politikere ansvarlige for Kyoto-aftalens afløser tog sig god tid til at se – og fatte konsekvenserne af.

Læs mere »

Videoen Too Little Too Late? er et interview med den amerikanske miljøforfatter Bill McKibben i anledning af, at det er 20 år siden, at han med en serie artikler i The New Yorker, som siden blev til bogen The End of Nature (se ovenstående blog-indlæg), gav mange en første fornemmelse af, at vi med det 20. århundredes stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer inden længe kunne stå med næsten uoverskuelige problemer med klimaforandringer og global opvarmning. McKibben har siden stået som en central skikkelse i den amerikanske miljøbevægelse, og han har gennem årene lavet en lang række bøger, heriblandt Enough: Staying Human in an Engineered Age (2003) og Deep Economy (2007).

I en tid, hvor selv verdens rigeste lande fedter med at binde sig til 50% nedskæringer i CO₂-udledningerne samtidig med at videnskaben peger på nødvendigheden af en 80-90% reduktion, er too Little Too Late? er et yderst nærværende spørgsmål.

Bill McKibben: Too Little Too Late? 22:33 min. video-interview april 2008.

På det seneste har Bill McKibben i lyset af, hvor vigtigt det er, at verden skrider til handling overfor klimaforandringerne, involveret sig meget direkte gennem etableringen af 350.org, et initiativ, som skal få hele verden til at kende tallet 350 og dets vitale betydning for vores fremtid. 350 ppm er den koncentration af CO₂ i atmosfæren, som vi gerne skulle tilbage på inden længe, hvis vi skal lykkes med at langtidsstabilisere klimaet. Og 350 ppm burde med klimaaftalen i København næste år blive stadfæstet som det fælles globale mål.

Jeg har af samme grund købt domænet 350.dk og hører meget gerne fra folk, som vil være med til at udvikle en dansk 350-platform.

Bill McKibben har for blot få uger siden været i Sverige, hvor han ved Tällberg Forum 2008 gav en yderst høreværdig forelæsning: How on Earth can we live together?.

Bill McKibben: How on Earth can we live together? 18:41 min. video, Tällberg Forum 2008.

www.billmckibben.com.

www.350.org.

I dag er det præcis 20 år siden at NASA-forskeren James Hansen stod frem for det amerikanske senat og fortalte den chokerende nyhed, at vi med de stadigt stigende CO₂-udledninger var i færd med at udløse en katastrofe af globalt omfang. Det blev starten på, at global opvarmning fandt vej til den politiske dagsorden. 20-årsdagen er blevet markeret med en række miljøevents i Washington, og James Hansen selv har i dag vidnet overfor senatets komite for global opvarmning.

Allerede den gang kunne han meddele, at det var 99% sikkert, at vores stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer havde medført en begyndende opvarmning af jordkloden, og at det var vigtigt for den globale balance, at der blev bremset op hurtigst muligt.

På en måde er der ikke sket ret meget siden da. Der forbrændes mere fossilt brændstof end nogensinde, og det amerikanske CO₂-udledninger, som pr. indbygger er blandt de største i verden, ligger endnu højere end for 20 år siden. Klodens regnskovsområder, som udgør andre store CO₂-lagre, ødelægges med uformindsket hastighed. Oceanerne, som langsomt har absorberet broderparten af den ekstra CO₂, som siden industrialiseringens begyndelse er er lukket ud i atmosfæren, er ved at have nået en grad af forsuring, som virker alvorligt forstyrrende ind på de biologiske systemer. Og omstillingen til vedvarende energikilder har indtil nu vist sig sværere end som så at gennemføre i stor skala. Koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er derfor nu oppe omkring 380 ppm – eller højere end på noget tidspunkt i de seneste 600.000 år. Og koncentrationen stiger med omkring 2 ppm pr. år.

Men verdenssamfundet har fået oprettet et klimapanel, som er i færd med at etablere en aftale, som involverer alle verdens lande i et fælles forsøg på at løse opgaven. Hvor Kyoto-aftalen kun omfatter de industrialiserede lande – og USA endda har holdt sig udenfor – da er den klare ambition for den aftale, som efter planerne er forhandlet på plads til underskrivelse i København næste år, at den involverer samtlige verdens lande. Hvis jeg skal se positivt på det, så har der aldrig før i verdenshistorien været så mange mennesker, som over alt i verden arbejdede på at løse samme ene opgave.

Læs mere »

“Everyone on earth, from the smallest village to the cushiest corner office, needs to know what 350 means. The movement to spread that number needs to be beautiful, creative, and unstoppable.”¹

350.org er en nystartet side – og bevægelse – med det formål at prente tallet 350 ind i vores bevidsthed som det vigtigste tal for menneskeheden. 350 ppm er den koncentration af CO₂ i atmosfæren, som vi ifølge de seneste meldinger fra ledende klimaforskere helst skal ned på, hvis det skal lykkes at stabilisere klimaet.

I dag er koncentrationen på 385 ppm, og tallet stiger pt. med omkring 2 ppm pr. år. Alene at få stabiliseret koncentrationen på 550 ppm, som har været FNs klimapanel IPCCs hidtidige anbefalinger, vil kræve en stor samlet indsats fra verdenssamfundet. James Hansen fra NASAs Goddard Institute for Space Studies, som længe har advokeret for nødvendigheden af at stabilisere CO₂-udledningerne på 450 ppm, offentliggjorde for nylig et paper med nye beregninger, som konkluderer, at 550 ppm vil medføre en temperaturstigning på 6° C og ikke blot 2° C som hidtil antaget, og dermed en situation, hvor Antarktis’ ismasser står overfor at smelte. En genopretning af klodens klima-stabilitet ville kræve CO₂-niveauerne tilbage omkring 350 ppm.²

Derfor 350.org.

350.org er stadig ved sin allerførste begyndelse, men man har blandt andet startet en blog og indledt en postkortkampagne. Man håber i høj grad på hjælp fra musikere og kunstnere til at få bevidstheden om tallet 350 og dets vitale betydning for klodens fremtid ud i verden i talløse kunstneriske variationer.

350.org på MySpace.com/350org.¹

Bill McKibben: Earth at 350, The Nation 12.05.2008.

Bill McKibben: 350 is the message, Ruthland Herald 04.05.2008.

Bill McKibben: Remember This: 350 Parts Per Million, Washington Post 28.12.2008.

Bill McKibben: First, Step Up, Yes Magazine spring 2008.

James Hansen et al.: Target Atmospheric CO2: Where Should Humanity Aim? (indleveret til Science) april 2008 (pdf).²

Melissa Phillip: Environmentalist’s natural interest is global warming (interview med Bill McKibben), Houston Chronicle 03.05.2008.

James Hansen, ledende klimaforsker ved NASAs Goddard Institute for Space Studies har i 2008-2009 State of the Wild bidraget med et yderst læseværdigt essay, Tipping Point. Perspective of a Climatologist, om klimaforandringernes konsekvenser for biodiversiteten. I en kommentar til artiklen Nicholas Stern: 1 ton CO2 til hver, bragte Niels-Holger Nielsen 04.05. i Information en oversættelse af James Hansens essay, som jeg har fået lov at lægge ud på Strøtanker om bæredygtighed.
..

Tippepunkt, en klimatologs perspektiv

af James Hansen

“Dyrene flygter. Planterne migrerer også.” Jeg skrev disse ord i 2006 for at gøre opmærksom på det faktum, at klimaforandringerne allerede var i gang. Folk bemærker ikke klimaforandringerne, fordi de er skjult af fluktuationer i vejret fra dag til dag, og fordi vi residerer i behagelige hjem. Dyr og planter, på den anden side, kan kun overleve under bestemte klimatiske betingelser, som nu er under forandring. The National Arbor Day Foundation måtte tilbagekalde sine forældede kort over de zoner, indenfor hvilke træarter kan overleve, og dyr skifter til nye bosteder. Er disse gradvise forandringer i naturen i overensstemmelse med de dramatiske videnskabelige vurderinger af, at en planetarisk nødsituation er ved at udkrystallisere sig? Ja, desværre. Forhåndenværende eksempler antyder kun den planetariske nødsituation, som klimastudier afslører med voksende klarhed.

Vores klode er faretruende nær den tærskel, hvor menneskeskabte drivhusgasser når det niveau, hvor væsentlige klimaændringer vil eskalere hovedsagelig ved egen kraft. Igennem intensivering af den hydrologiske cyklus vil opvarmningen forcere skift i klimazonerne, som vil påvirke tilgængeligheden af ferskvand tillige med menneskets sundhed. Vi kommer til at opleve gentagne tragedier langs kysterne i forbindelse med storme og stigende vandstand. Følgevirkningerne er overvældende og kan kun afværges ved, at vi skifter til en fundamentalt anderledes energiproduktion inden for det næste tiår. I modsat fald vil det være for sent for en tredjedel af verdens arter og for millioner af vores egen art.

Vi har mulighed for at bevare denne bemærkelsesværdige planet hvorpå civilisationen udvikledes, men det vil ikke blive let: Særinteresser er modstandere af forandringer og har en uforholdsmæssig magt i vore regeringer, især i USA. Det er essentielt at forstå naturen og årsagerne til klimaændringerne for at kunne skabe løsninger på vores nuværende krise.
..

Læs mere »

James Hansen, leder af NASAs Goddard Institute for Space Studies og en af verdens førende klimaeksperter, advarer i et netop udgivet paper om, at de hidtidige beregninger af konsekvenserne af de øgede udledninger af drivhusgasser er fejlagtige.

Baggrunden for disse udmeldinger er analyser af havbundsprøver, der afslører CO2-koncentrationen for millioner af år tilbage i tiden.

Den nuværende CO₂-koncentration i atmosfæren er på 385 ppm. De hidtil strengeste klimamålsætninger har sigtet mod at CO₂-koncentrationen ikke må overstige 550 ppm. Men dette vil ifølge NASAs nye beregninger give en temperaturstigning på 6° C og ikke blot 2° C som hidtil antaget.¹

James Hansen har hidtil advokeret en maksimal CO₂-koncentration på 450 ppm. Men de nye beregninger indikerer, at selv ved stabiliseringen af CO₂-udledningerne på dette niveau vil al indlandsisen på Antarktis efterhånden smelte – hvilket på langt sigt vil kunne medføre vandstigninger på op til 75 m.

“If you leave us at 450 ppm for long enough it will probably melt all the ice – that’s a sea rise of 75 metres. What we have found is that the target we have all been aiming for is a disaster – a guaranteed disaster,” siger James E. Hansen til The Guardian.¹²

Læs mere »