Strøtanker om bæredygtighed

24. september kl. 13.00-18.00 er der Moving Planet 350 event i forbindelse med Klimabevægelsens landsmøde. Arrangementet afholdes på KU Life, Auditorium A2-70.01 (3.11), Thorvaldsensvej 40. En global dag der skal bevæge os væk fra brug af fossile brændstoffer.

Kom og vær en del af noget stort – kom og vær med i 350 bevægelsen!

See English Invitation Below.
…

Program

13.00-15.00 – Rally eller Debat (vælg det ene eller det andet)

• RALLY: Kom på din cykel, skøjter, skateboard eller til fods! Tag din familie, venner, naboer og medarbejdere med! Kom og vær en del af noget stort!

• DEBAT: Hør med når Martin Lidegaard (Concito), Margrethe Auken (SF) og Peter Hummelgaard Thomsen (DSU) vil diskutere den rolle klimaproblematikken spiller i det danske valg!

Vi vil alle samles klokken 15:00

15.00-18.00 – Københavns 350 Event

• Introduktion: Hvad er 350 bevægelsen

• Workshop: Hvad er din drøm om en klimavenlig og social retfærdig fremtid?

• Gruppefoto: 350 Formation

• Video: Præsentation af Samsø

• Oplæg/debat: Hvordan udbredes budskabet?

• Afslutning af dagen – Cirkel Dans

For mere information, se www.moving-planet.org.

Se mere om 350-bevægelsen og nødvendigheden af 350 ppm i tidligere blog-indlæg: Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, 350-event verden rundt, Bill McKibben ved Power Shift 2011, Prisen for 350 ppm, Nicholas Stern bakker op om nødvendigheden af 350 ppm, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, John Holdren: 350 ppm bedre end 450 ppm, Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse og Hvor store CO2-reduktioner skal der til?

…

Læs mere »

.
En ny generation fredelig klima-protest foran Det Hvide Hus – 2:51 min. YouTube video.

Udvindingen af tar sand er måske det mest beskidte projekt, mennesket endnu har opfundet. Under store uberørte skovlandskaber i Alberta, Canada, findes der store mængder af en særlig tyktflydende bitumen-olie. Den kan indsamles, men det kræver store mængder energi, og det kræver, at man totalrydder store oprindelige naturområder og tilsviner enorme vandmasser. Kort sagt koncentreret dumhed.

Næst efter Saudi Arabien er tar sand-forekomsterne i Alberta verdens største kendte oliereserve. Og det er beregnet, at afbrændingen af den tar sand-olie, som ligger under Albertas skove, ud over at totalrasere et landskab tre gange større end Danmark vil medføre så store udledninger af drivhusgasser, at det vil øge koncentrationen af CO₂ med 100 ppm, eller lige så stor en stigning som fra industrialiseringens første dage frem til i dag. Hvis vi først starter på at udvinde og afbrænde tar sand-olien, er klimakampen tabt.

For at få olien frem til forbrugerne, er det planlagt at anlægge en kæmpe Keystone XL Pipeline fra det centrale Canada til de store Huston i det sydlige USA, hvorfra olien kan videredistribueres til det olieafhængige amerikanske samfund.

350-bevægelsen protesterer i disse dage foran Det Hvide Hus. En efter en lægger de tavse armene over kors for at blive fængslet. Ingen aggression, ingen modstand, ingen panik, intet sagt – en i yderste konsekvens civil(iseret) ulydighed. Man vil tage Obama på ordet, at under hans ledelse vil verdenshavene stige langsommere. Et nej til olieledningen over amerikansk område vil ikke nødvendigvis stoppe udvindingen i Alberta. Men det vil sætte udviklingen nogle år tilbage , og måske give menneskeheden tid til at komme på bedre tanker.

På www.tarsandsaction.org kan man frem til 3. september deltage i underskriftsindsamlingen mod olieledningen. Og man kan passende undlade at tanke ved Statoil, som har investeret store summer i udvindingen af tjæresandet ved Alberta.

Se også ovenstående blog-indlæg Bill McKibben om Keystone XL olieledningen samt tidligere blog-indlæg om tar sand: Tjæresand, James E. Hansen om norsk klimapolitik og The Carbon President.

.
Bill McKibben: EAARTH: Making a Life on a Tough New Planet – en 90 min. forelæsning ved Dominican University, Leadership Lecture Series, 22.04.2010.
.
De indledende kommentarer og introduktioner tager tid, men man kan uden at gå glip af det store klikke sig frem til 14:00, hvor Bill McKibben får ordet. Herfra kan man over en time opleve ham udfolde et enestende perspektiv på klimaudfordringens monumentalitet.

Ifølge McKibben må vi drosle ned og skabe samfund og økonomier, som kan indskrænke sig og fokusere på det essentielle. Forandring – fundamentale forandringer – er vores bedste håb for en planet, som er pludseligt og voldsomt ude af balance.

Vi ser her McKibben med sin søgende, malende, fortælleform, når den er bedst. Under vejs får man et virkelig godt indblik i, hvilken indsats, som ligger bag 350-bevægelsens tilblivelse og processen frem mod klimatopmødet i 2009 i København.

Se tidligere indlæg tagged Bill McKibben.

Det kunne have været stort – en aftale underskrevet i København, som lagde alle verdens lande ind på en fælles kurs for at håndtere klimaudfordringen med den konsekvens, som er strengt nødvendig, hvis vi skal lykkes med at langtidsstabilisere klimaet. Og op til topmødet var det som om, at vi var kommet dertil, at alle havde indset, at det var alvor, at det var nu, at der skulle sadles om – at videnskabens udmeldinger om, hvad der var nødvendigt, langt om længe ville få fuld gennemslagskraft i det politiske felt.

Men bedst som klimafornægterne var ved at være detroniseret og billedet stod klart, har vi fået en ny kategori klimafornægtere – de mange politikere, som præsenterer sig som ansvarlige, som stiller sig op, som om de med resultatet i København har gjort noget for klimaet, men som enten ikke evner eller ikke tør se klimaudfordringens alvor i øjnene og tage de nødvendige konsekvenser deraf. For hånden på hjertet, den nu foreliggende aftale er aldeles utilstrækkelig. Den er katastrofalt utilstrækkelig. Det har da heller ikke været den store højstemte retorik, som har været taget i brug. ‘Meaningful’ er en af de gloser, man har forsøgt sig med for ikke bare at ende med ‘skuffende’, ‘tandløst’ eller slet og ret ‘fiasko’, selvom det nærmer sig det meningsløste at lave en aftale, som er så åbenlyst utilstrækkelig i forhold til udfordringens omfang og natur som den nu foreliggende.

Aftalen fastslår ganske vist, at verdens lande må arbejde på max 2ºC temperaturstigning. Men der var over 100 lande – heriblandt de fattigste og mest udsatte for klimaforandringer – som indtil det sidste kæmpede for, at aftalen skulle sigte på blot 1,5ºC, som der i dag er bred videnskabelig enighed om, i langt højere grad vil skåne økosystemer og biodiversitet samt beskytte mod udløsningen af tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende. Men klimaforhandlingerne har tydeliggjort, at ikke alle lande har lige meget at skulle have sagt. Og at fremtiden og de fattige har skammeligt lidt at skulle have sagt overfor kortsigtede egeninteresser. Når man ikke har nogen form for bindende aftaler, kunne man i det mindste have haft pli til at fastslå, at aftalen burde have sigtet på en temperaturstigning på maksimalt 1,5ºC og en CO₂-koncentration på maksimalt 350 ppm. Men end det ville man ikke give de fattige lande.

Aftalen slår også fast, at verdens CO₂-udledninger må ophøre med at stige senest i år 2015. Men det er stadig meget småt med konkrete reduktionstilsagn – rent faktisk er der lige nu ikke nogen form for bindende aftaler. Aftalen rummer blot tomme linjer for de enkelte landes reduktionsmål for 2020, og målsætninger for 2050 er helt faldet ud. Senest 10. februar 2010 skal de enkelte lande eller grupper af lande skal byde ind med deres reduktioner. Her må vi håbe, at verdens lande kommer til besindelse, og hver især finder langt stærkere reduktionsmål frem end nu. For de tilsagn, som var på bordet her i København, vil samlet føre til, at verden i år 2100 vil have en næsten dobbelt så stor koncentration af CO₂ i atmosfæren som i dag og en temperaturstigning på over 3ºC. FNs egne videnskabsfolk har regnet det ud til 3ºC, mens ClimateInteractive får det til 3,9ºC. Begge dele er totalt hasard med klodens fremtid og en 100% falliterklæring for Københavner-aftalen.

Læs mere »

350-formation på Rådhuspladsen i København.

I alt var der mere en 5.200 steder i verden klima-events, som markerede nødvendigheden af en radikalt ny klimakurs. Med 350-events i 181 lande (ud af verdens i alt 192 lande), er det den hidtil største klima-manifestation, og et stærkt signal til politikerne om, at verden er rede til et markant kursskifte.

350 ppm er den koncentration af CO₂, som atmosfæren skal tilbage på, hvis vi skal sikre klimaudviklingen mod at løbe løbsk.

Samtidig blev der lavet et stort nul på Rådhuspladsen , som her ses sammen med et stort fem-tal fra Indien og et stort tre-tal fra New Zealand – som en illustration af, at alle lande i verden må arbejde sammen for at vi kan langtidsstabilisere klimaet.

Herover er det tre-, fem- og nul-formationer fra henholdsvis Jordan, Palestina og Israel.

Herunder er det en række eksempler fra hele verden af markeringer på dagen.

Læs mere »

Der er netop udkommet en særdeles tankevækkende rapport fra Economics for Equity and Environment med titlen The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization,¹ hvori otte økonomer gennemgår udgifterne og fordelene ved at gennemføre et 350 ppm scenario.

I rapporten regner man dels på, hvad der skal til, for at nå tilbage under 350 ppm år 2100 – et scenario, hvis nødvendighed blev understreget sidste år i den banebrydende artikel fra NASA² – dels hvad der skal til for at nå tilbage til 350 ppm inden år 2200.

Begge dele fordrer langt stærkere reduktionsscenarier end dem, som lige nu er til forhandling forud for COP15, iværksat uden tøven. Og begge forudsætter gennemgribende forandringer i den måde, vi forvalter de levende systemer i biosfæren på. For eksempel opererer Hansen et al i deres scenario med et moratorium for afbrænding af kul inden 2030 (eller at man inden da har udviklet en teknologi til fuld indfangelse af CO₂ fra kulafbrænding).

For at nå dertil, at atmosfærens CO₂-koncentrationer er faldende (den er i dag nået op på 389 ppm og stiger med omkring 2 ppm pr. år), er det ikke nok at reducere. Vi skal faktisk nå en situaton, hvor vi qua vores aktivitet absorberer CO₂ og andre drichusgasser.

Det interessante ved rapporten er, at den konkluderer, at det ikke bare er ønskværdigt (læs uomgængeligt nødvendigt) for bevarelsen af biodiversiteten, stabiliseringen af klodens klima og bevarelsen af de mange atolstater, som med de nuværende forhandlingsoplæg står overfor at forsvinde under havet. Faktisk giver det ifølge rapporten mening i et rent økonomisk perspektiv at foretage en sådan radikal omlægning.

Prisen for at redde verden: 1-3% af vores bruttonationalprodukt.

Om det er meget eller lidt må være en vurderingssag. Det svarer til, at man ud at en årsløn på en halv mio. kr. bruger 5-15.000 kr. – eller mindre end de fleste i dag rejser for. Kunne vi til en begyndelse kanalisere disse midler over i en systematisk omlægning til et samfund på vedvarende energi, var vi allerede godt i gang. Fik vi besøgt knapt så mange eksotiske hoteller på fjerntliggende atoløer eller sorte pister i Dolomitterne, kunne vi til gengæld glæde os over, at de ville eksistere også for de kommende generationer.

Frem for at skære i rejsekontoen kunne vi for min skyld finde de nødvendige midler i verdens militærbudgetter. De udgør i dag omkring 2,5% af verdens samlede bruttonationalprodukter. Blev disse midler endelig brugt til noget fornuftigt, var meget nået.

1-3% af vores økonomi har vi alle råd til – vi har slet ikke råd til at lade være. Den virkelige udfordring ligger i, at disse mange penge vil medføre gennemgribende forandringer i den måde, vores verden er skruet sammen på, og i hele den måde, vi ser os selv i verden på. Dette åbner på den ene side dybt interessante perspektiver, men det gør det også til en kolossal opgave, for der er rigtig mange mennesker, som skal blive omstillingsparate. Vi er langt inde i at rode med fundamentale vaner og livsmønstre.

John Lorinc: The Economics of Climate Stabilization, New York Times 02.10.2009.

Frank Ackerman et al.: The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization, Economics for Equity and Environment, oktober 2009 (pdf).¹

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2 pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).²

Sir Nicholas Stern, som er en af verdens store klimapolitiske profiler, blev i dag i Berlin spurgt om hans syn på 350 ppm. Han svarede, at det gav fuld mening som langsigtet mål, og/men at man måtte gøre sig klart, at vi allerede lå over, og at målet i første omgang måtte være at standse udledningerne.

Stern er et af de få mennesker på den politiske scene, som har haft mandsmod til at gøre os klart, at vi står over radikale omlægninger og ikke bare småjusteringer. Hvor vi i Danmark fik en ét ton mindre-kampagne, siger han uden omsvøb, at vi må belave os på kun at have ét ton til hver – eller en langdistance flyrejse hvert tiende år, hvis alt andet blev CO₂-neutralt.

Her følger et indlæg om Stern af Bill McKibben¹:

Lord Nicholas Stern on 350

Nicholas Stern is the most important climate economist in the world. After a stint as chief economist at the World Bank, he was asked by the government in his native Britain to conduct the most thorough review of the economics of global warming yet undertaken. Released in October of 2006, it drew praise from many of his brethren in the field–and it also drew gasps of shock and horror from anyone who bothered to read it. It laid out, quite clearly, the cost of doing too little or moving too late on climate change: economic damage that would be greater than WWI, WWII, and the Great Depression combined. In April, he published a powerful popular account of his work, Blueprint for a Safer Planet, and he’s been one of the leading forces preparing for the Copenhagen meeting.

So that’s the background. Today in Berlin, a reporter from one of the city’s papers, Daniel Boese, asked him about the 350 target–which goes well beyond the numbers he was using in his book even in April. It’s a sign of how quickly the tide is shifting, and also of Stern’s intellectual integrity, that he said: “I think it’s a very sensible long-term target.” He went on to explain: “People have to be aware that is a truly long-term target. We have already passed 350ppm, we are at 390 ppm of CO₂ and at 435 ppm of CO₂-equivalents right now. It is most important to stop the increase of flows of emissions short term and then start the decline of flows of annual emissions and get them down to levels which will move concentrations of CO₂ back down towards 350ppm

Stern is right, of course–even if we do everything right at Copenhagen, we won’t be back at 350 soon. But unless we do everything right we’ll be back at 350 never ever. His call will help stiffen the push for real measures at the conference.

And in case you’re keeping score, here’s where we are at the moment. The world’s foremost climatologist, James Hansen, first calculated this number with his NASA team. The world’s foremost climate politician, Al Gore, endorsed it nine months ago. The UN’s chief climate scientist, and with Gore the only other man to win a Nobel for work on climate, India’s Rajendra Pachauri, endorsed it late last month. And today the world’s foremost climate economist.

But here’s the thing: none of this would have happened if you hadn’t endorsed it – if you hadn’t worked to build the largest movement about climate change ever. Onward!

Bill McKibben: Lord Nicholas Stern on 350, 350.org 09.09.2009.¹

Kevin Buckland fra 350.org, som igennem et par måneder omkring Klimatopmødet i december næsten flyttede ind i Miljøpunkt Indre By-Christianshavns kælder på Rådhuspladsen 77, sendte her til morgen en mail med link til denne video. Her får fire kunstnere på blot to minutter fortalt en hel masse om nødvendigheden af 350 ppm på en vidunderligt charmerende måde.

Lederen af FNs klimaforhandlinger Rajendra Pachauri, som sammen med Al Gore modtog Nobelprisen for deres arbejde for klodens klima, har netop fra Indien meddelt, at hvor han som leder af forhandlingerne ikke kan have nogen mening, er han personligt overbevist om, at han støtter fuldt op om en række først og fremmest fattige landes krav om, at CO₂-koncentrationerne ikke må overstige 350 ppm.

“As chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), I cannot take a position because we do not make recommendations,” Pachauri told AFP when asked if he supported poorer nations calling for atmospheric CO₂ levels to be held below 350 parts per million (ppm).

“But as a human being I am fully supportive of that goal. What is happening, and what is likely to happen, convinces me that the world must be really ambitious and very determined at moving toward a 350 target,” he said by telephone from New Delhi.¹

Det er en yderst vigtig udvikling – tidligere på måneden kunne man i New Scientist se Obamas klimarådgiver John Holdren markere i samme retning, at 350 ppm fra et videnskabeligt perspektiv er et rigtigere mål end 450 ppm, og/men at det realpolitisk set var noget nær uopfyldeligt (se tidligere blog-indlæg: John Holdren: 350 ppm bedre end 450 ppm).

Kunne man blot blive enige om, at 350 ppm var det rigtige mål, så var der rigtig mange følgeslutninger, som ville være meget enklere. At det bliver vanskeligt at nå 350 ppm. Det kræver ikke bare at de nuværende CO₂-udledninger stort set bringes til standsning. CO₂-koncentrationen er allerede på 389 ppm og stiger pt. med 2 ppm pr. år. For at nå 350 ppm må vi derfor etablere direkte CO₂-negative samfund, som yderligere genbinder store mængder af CO₂ i vegetationen og – måske – i undergrunden.

En tilbagevenden til 350 ppm vil kræve en kolossal indsats. På bloggen Climate Progress² kan man se en diskussion af, hvad det vil kræve. Joseph Romm, forfatteren af Hell and High Water, går her i rette med James E. Hansen, som står bag den forskning, som har fostret målsætningen på 350 ppm, og fremfører, at et er at sige, at en målsætning på 350 ppm er nødvendig, et andet er spørgsmålet, hvordan det kan opnås? Man taler i den forbindelse om wedges, hvor en wedge er en strategi til en reduktion på 1 gigaton CO₂ pr. år i 50 år – eller på jævnt dansk en gigantisk indsats. For for at vende den nuværende udvikling dertil, at vi bare er på vej mod 350 ppm, skal der ifølge Romms beregninger hele 18 af sådanne wedges til, mens der er på verdensplan end ikke i dag er politisk vilje til en enkelt af disse wedges. Så en politisk beslutning om en målsætning på 350 ppm vil være starten på et gigantisk globalt omlægningsprojekt.

I dag står 80 lande bag kravet om 350 ppm – det er omkring en fordobling på et år. Og i det oplæg til en klimaaftale, som foreligger, står 350 ppm stadig som en mulig målsætning, om end som et alternativ til de 450 ppm, som længe har været den officielle målsætning.

UN scientist backs ‘350’ target for CO2 reduction, AFP 25.08.2009.¹

Joseph Romm (Ed): An open letter to James Hansen on the real truth about stabilizing at 350 ppm, Climate Progress 23.11.2008.²

Jørgen Steen Nielsen: 350 ppm, (leder) Information 26.08.2009.

I nedenstående klip fra The Colbert Report i går kan man se et interview med Bill McKibben. For et meneske som mig, som kun meget uregelmæssigt ser TV, er det tankevækkende – for nu ikke at sige gruopvækkende – at TV-mediet har udviklet sig dertil, at man ikke bare kan have mennesker til at fortælle. hvad de har på hjerte, men at vi partout skal have narcissistiske nyhedsværter, som forventes at stille dumme spørgsmål, skæve spørgsmål, fjollede spørgsmål og i det hele taget gennem gimmicks og plattituder at sørge for at det hele ikke bliver for alvorligt. Alt sammen for ikke at kede seeren.

The Daily Show er i det mindste båret af begavede skæverter, Vores hjemlige Clement vedkender sig i det mindste sin begavelse. Men The Colbert Report … se engang, hvor meget McKibben får lov at få sagt – hvor meget han skal kæmpe for at få noget sagt – og hold det op mod, hvad et begavet modspil ala Deadline kunne få ud af de samme fire et halvt minut.

Læs mere »