Strøtanker om bæredygtighed

.
Road to Cop22: Green Tourism in Marrakech (Episode 1)

Dette blog-indlæg består i al sin enkelhed af en serie af små korte videoer, som Euronews har udarbejdet forud for FNs klimatopmøde COP22 i Marrakech, som starter i dag. De seks videoer, hver omkring 3 min. i længden, giver tilsammen et godt billede af klimaindsatsen og klimaforandringerne i et land som Marokko, hvor ørkenen trænger sig på sydfra mens et stigende hav graver langs kysterne mod nord og vest. Jeg har i første omgang ladet Euronews’ små engelske introduktionstekster blive stående.

The Moroccan city of Marrakech, which is hosting the COP22 climate change summit in November, has dedicated itself to eco-tourism. Marrakech, where culture and history merge in an ambitious vision for the future, has created a number of sustainable development initiatives.

The city which is nicknamed “ochre city” is developing into a green city that encourages eco-tourism. More than 30 hotels carry the prestigious Green Key, the Eco label awarded to tourism establishments for ecological commitment and environmental responsibility.

Tourism is the second source of income in the kingdom – it makes up 12 percent of its GDP. In 2015 more than ten million tourists visited Morocco. The country’s national tourism office integrates environmental protection programmes into the tourism sector.

Læs mere »

.
Bill McKibben keynote speech ved Paris Divestment Conference 01.09.2015.

(under udarbejdelse) European Greens og 350.org afholdt 1. september i fællesskab en konference om divestment, hvor Bill McKibben, grundlæggeren af 350.org, gav den indledende tale. Her kommer mere introduktion en af dagene, men i første omgang er der mulighed for at se hans 40 min. indlæg. nederst er der links til konferencens øvrige indslag og paneldiskussioner.

Teksten herunder stammer fra konferencefolderens introduktion:

The case of the carbon bubble and divesting from fossil fuels

The world is agreed: the temperature of the atmosphere must not rise by more than 2°C. At the 2010 UN Climate Conference in Cancún, Mexico, representatives of 194 states committed themselves to this target. Even the USA and China, who never signed the Kyoto Protocol, supported the decision, as do all other major greenhouse gas emitters. The 2°C target refers to the rise in temperature relative to pre-industrial levels. How this can best be achieved is the subject of much controversy. However, there is a large measure of consensus that it must be achieved in order to limit the impact of climate change to a level which humanity can bear.

The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), where hundreds of international scientists analyse climate change and propose countermeasures, have on a number of occasions stressed the urgency of consistent measures if we are to keep the Earth on track towards the 2°C target.

How much CO₂ emissions have to be cut and what does it mean for current fossil fuel reserves?
But what does the 2°C target mean in concrete terms? How much CO₂ can humanity emit into the atmosphere without jeopardising getting there? A joint study by the Carbon Tracker Initiative and the London School of Economics has produced a detailed answer: Between now and 2050, only 900 gigatons of CO₂ can be emitted if the 2°C target is to be attained with a probability of 80%. In the second half of the century, only a further 75 gigatons can be emitted. If more CO₂ is emitted, the probability of remaining within the 2°C limit falls rapidly. With 1,075 gigatons by 2050, the probability is only 50%.

Læs mere »

Stadig blot små citater til sammenskrivning …

Hansen: More than eight years later, we are publishing a paper describing these studies. We are publishing the paper in an open-access “Discussion” journal, which allows the paper to become public while undergoing peer-review (a pdf of the paper with figures imbedded in the text for easier reading is available here). I will get to the reasons for that in a moment, but first let me mention some curious numerology to get you thinking about scientific reticence.

Romm: As an important aside, Hansen and his 16 co-authors continue to be criticized for publicizing this paper prior to peer review. While I probably would have framed the paper’s launch somewhat differently — as an expert opinion and discussion piece coming from one or more major scientific institutions — I think this particular criticism is overblown.

Romm: The fact that 2°C total warming locks us in to sea level rise of 10 feet or more has been obvious for a while now. Heck, the National Science Foundation (NSF) issued a news release back in March 2012 on paleoclimate research with the large-type headline, “Global Sea Level Likely to Rise as Much as 70 Feet in Future Generations.” The lead author of that study explained, “The natural state of the Earth with present carbon dioxide levels is one with sea levels about 70 feet higher than now.”

Romm: They also warn that even with the less than 1°C of warming we already have, ice sheet melt appears to be putting sea level rise on an exponential growth path that would bring 10 feet of sea level rise sooner, rather than later — even if we stabilize at 2°C total warming.

Romm: I also think Hansen is pushing the speculative possibility of 10 feet of sea level rise this century harder than he needs to. Yes, there are many experts who consider that a real possibility now, so it would be imprudent to ignore the warning. But the fact is, on our current emissions path, we now appear to be headed toward the ballpark of 4-6 feet of sea level rise in 2100 — with seas rising up to one foot per decade after that — which should be more than enough of a “beyond adaptation” catastrophe to warrant strongest of action ASAP.

James Hansen et al.: Ice Melt, Sea Level Rise and Superstorms: Evidence from Paleoclimate Data, Climate Modeling, and Modern Observations that 2°C Global Warming is Highly Dangerous, xxxx (pdf).

James Hansen et al.: Ice melt, sea level rise and superstorms: evidence from paleoclimate data, climate modeling, and modern observations that 2C global warming is highly dangerous, Atmospheric Chemistry and Physics Discussions 23.07.2015.

Brian Palmer: When Are We Going Underwater? onEarth 29.07.2015.

James Hansen: Darn!! Sea Level Disaster Ahead! In 200-900 Years. When?? Climate Science, Awareness and Solutions 27.07.2015.

Joe Romm: James Hansen Spells Out Climate Danger Of The ‘Hyper-Anthropocene’ Age, Climate Progress 27.07.2015.

James Hansen: Disastrous Sea Level Rise Is an Issue for Today’s Public – Not Next Millennium’s, Huffington Post 26.07.2015.

Dr. James Hansen gives his idea to curb climate change on Fareed Zakaria GPS, CNN 26.07.2015.

Andrew C. Revkin: A Rocky First Review for a Climate Paper Warning of a Stormy Coastal Crisis, New York Times 25.07.2015.

James Hansen: Ice Melt, Sea Level Rise and Superstorms, Climate Science, Awareness and Solutions 23.07.2015.

Ben Adler: James Hansen’s new climate study is terrifying, but he still has hope, Grist 22.07.2015.

John Queally: World’s Oceans Could Rise Higher, Sooner, Faster Than Most Thought Possible, Common Dreams 21.07.2015.

Mark Hertsgard: Climate Seer James Hansen Issues His Direst Forecast Yet, The Daily Beast 20.07.2015.

Chris Mooney: The world’s most famous climate scientist just outlined an alarming scenario for our planet’s future, Washington Post 20.07.2015.

I dag er det 50 år siden, at præsident Johnson som den første i en tale til den amerikanske kongres påpegede farerne ved de stigende CO₂-udledninger. “Air pollution is no longer confined to isolated places,” sagde han blot få uger after at han i 1965 var tiltrådt som præsident: “This generation has altered the composition of the atmosphere on a global scale through radioactive materials and a steady increase in carbon dioxide from the burning of fossil fuels.”

Alligevel er det først her de allerseneste par år, at den amerikanske klimaindsats har taget form, og der er endnu her et halvt århundrede senere stærke kræfter, som modarbejder udviklingen. Ikke på grund af uvidenhed, men på grund af manglende vilje til at tage konsekvensen af den basale indsigt, at man ved at fortsætte med at udvinde og brænde fossile brændsler ødelægger fremtidens levevilkår.

Dengang havde CO₂-koncentrationen endnu ikke nået 320 ppm, og målsætningen for langtidssikringen af klimaet, at få CO₂-koncentrationen tilbage under 350 ppm, slet ikke havde været så næsten uoverkommeligt. Vi kunne i den grad have brugt disse 50 år bedre, indrettet os med mindre og smartere transport, hjulpet store udviklingslande som Kina og Indien på vej til at blive de første velstående grønne samfund i stedet for de sidste fossile samfund osv.

Fremtiden vil dømme denne klimafornægtelse hårdt, fordi man ikke bare fortsatte trods fuldt vidende om at det var forkert, men brugte alle mulige tricks for at forsinke og forplumre, at verden blev klogere og spenderede milliardbeløb på at nedgøre indsigtens budbringere.

Der bliver i disse tider talt meget om ISIS og fundamentalistisk terror, men denne systematiske sabotage af en fornufts- og vidensbaseret udvikling blot for at kunne sælge fossile brændstoffer nogle få år endnu er i mine øjne nutidens helt store terror.

Læs mere »

Et tværfagligt team af klimaforskere med James Hansen i spidsen fastslår i det netop publicerede studie: Assessing “Dangerous Climate Change”: Required Reduction of Carbon Emissions to Protect Young People, Future Generations and Nature, at den nuværende klimamålsætning om at holde den gennemsnitlige globale klimamålsætning under 2°C og atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm er helt utilstrækkelig.

Faktisk bruger studiet ordene ‘distastrous consequences’ om 2°C-målsætningen, så den er ikke bare helt utilstrækkelig, den vil få katastrofale følger.

2°C / 450 ppm målsætningen indebærer en række langsommere klimapåvirkninger som isafsmeltninger, forsuring af verdenshavene og frisættelse af metan som nu er bundet i permafrosten, som på bare lidt længere sigt vil føre til en opvarmning på 3-4°C. Kort sagt er 2°C / 450 ppm målsætningen ikke nogen stabilisering af klimaudviklingen.

Således er der ifølge Hansen et al. ikke er nogen vej uden om at stramme klimamålsætningen til 350 ppm / 1°C, hvis vi skal genskabe den globale energibalance og undgå alvorlige klimaforandringer for vores efterkommere.

Det svarer til den vurdering, som blev fremlagt allerede i 2008 i artiklen Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? som gav anledning til etableringen af 350-bevægelsen.

James Hansen skriver om hensigten med dette paper, at det var skrevet for at: “provide the scientific basis for legal actions against federal and state governments, in the United States and other nations, for not doing their job of protecting the rights of young people. The legal actions being filed by Our Children’s Trust ask the courts to require the government to provide a plan for how they will reduce fossil fuel emissions consistent with stabilizing climate.”

Teamet bag undersøgelsen erkender, at et reduktionsmål på 350 ppm / 1°C vil være vanskeligt, men at det ikke er deres opgave at afdække, hvad der politisk set er komfortabelt, men hvad der videnskabeligt set er nødvendigt:

“It is distressing that, despite the clarity and imminence of the danger of continued high fossil fuel emissions, governments continue to allow and even encourage pursuit of ever more fossil fuels. Recognition of this reality and perceptions of what is “politically feasible” may partially account for acceptance of targets for global warming and carbon emissions that are well into the range of “dangerous human-made interference” with climate. Although there is merit in simply chronicling what is happening, there is still opportunity for humanity to exercise free will. Thus our objective is to define what the science indicates is needed, not to assess political feasibility. Further, it is not obvious to us that there are physical or economic limitations that prohibit fossil fuel emission targets far lower than 1000 GtC, even targets closer to 500 GtC. Indeed, we suggest that rapid transition off fossil fuels would have numerous near-term and long-term social benefits, including improved human health and outstanding potential for job creation.”

Og dermed er IPCCs netop fremlagte carbon budget ganske alvorligt udfordret.

Læs mere »

I en tid, hvor der er længere end ønskeligt mellem blog-indlæggene her på Strøtanker, vil jeg gerne henvise til en paper.li-side, Agenda 350, som jeg har sat op til at samle klima- og bæredygtighedsartikler fra en række af mine yndlingskilder fra hele verden. Agenda 350 er klar med en ny høst hver dag til frokost.

Der kan stadig indimellem dukke en skævert op, men i de tre måneder, siden har kørt, har jeg har efterhånden fået justeret på søgekriterierne, så siden kommer rigtig godt omkring. Og jeg har selv den glæde ad den vej at møde dagligt artikler, som jeg ellers ikke lige ville være faldet over.

Fra starten af inkluderede jeg også søgetermer omkring udviklingen ved Fukushima Daiichi-værket. Men måske fordi situationen her hen over sommeren er blusset så voldsomt op i den internationale presse, har temaet vist sig så dominerende, at jeg tog konsekvensen og oprettede en særlig side herom, Fukushima Blues.

En vigtig del af disse paper-li-siders fødesystem er Twitter-søgestrenge, og når emnet er A-kraft, stråling og helbred, så fornemmer man, hvordan stemninger og holdninger bølger, og meninger for og imod er særdeles stærke.

Der er lukket ned for det mest støjende på Fukushima Blues, men ikke helt – det er faktisk fascinerende at se, hvordan pludselig op til overhusvalget det svirrer om ørerne med forfalskede billedsamlinger af muteret frugt og grønt – eller i hvert fald billeder, hvoraf de færreste har noget med situationen i Fukushima at gøre. Så her er det vigtigt at have et nøje øje for afsenderen.

Fukushima Blues opdateres hver dag kl. 8 dansk tid.

Disse sider er hen over sommeren blevet en fast del af min daglige nyhedshøst, og jeg håber hermed, at de være til daglig glæde for mange flere.

Inden for få år er vurderingerne af, hvor meget havene vil stige hvor hurtigt som følge af den globale opvarmning vokset betragteligt. Havet er i løebet af det 20. årh. steget omkring 20 cm, og fremskrivningerne for det 21. århundrede ligger i dag typisk omkring 1 m med selv de mest alvorlige under 2 m. Men skalaen har hele tiden været år 2100, som om der ikke findes en verden på den anden side heraf.

Potsdam-instituttet har netop i går i Proceedings of the National Academy of Sciences, publiceret en artikel, The multimillennial sea-level commitment of global warming,¹ hvor man ser på den mere langvarige effekt af den globale opvarmning i et længere tidsperspektiv. Og man kommer her frem til, at vi inden for de næste 2.000 år må regne med havstigninger på 2,3 m for hver grad, den globale opvarmning øges.

Dette sætter således det nuværende globale klimamål om at søge at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i relief – for selvom det vil kræve resolut omstilling fra den nuværende fossile afhængighed også i lande, som har meldt ud, at de rige lande må gå forrest i denne proces, at holde målsætningen på 2ºC, så kan det kun være en foreløbig målsætning.

For en 2ºC-målsætning, som på sigt implicerer en 4,6 m havstigning, er ikke nogen målsætning. Det er tværtimod en falliterklæring, at vi under pres fra kortsigtede økonomiske interesser og ønsket om at kunne opretholde vores allesammens små komfortable luksusvaner endte med at sætte store dele af verden under vand. AOSIS-landene (sammenslutningen af verdens mange små øriger) og LDC-landene (sammenslutningen af de mindst udviklede lande) vil på den baggrund sige, at selv deres nuværende krav om at den globale målsætning skærpes til 1½ºC er for uambitiøst. For i lyset af Potsdam-instituttets nye data vil 1½ºC på sigt føre til havstigninger på omkring 3,5 m, og stort set alle verdens atolriger må se sig forsvinde under havets overflade. Samtidig vil en havstigning på 3,5 m give alvorlige problemer i alle havnebyer og verdens store deltaer. Og det danske landkort vil ændre sig markant.

Læs mere »

Fredag sluttede endnu to ugers klimaforhandlinger i Bonn. Signalerne derfra er, at de langt hen ad vejen har været stilfærdige og konstruktive med en voksende fornemmelse af urgency – måske lige bortset fra, at det lykkedes russerne sammen med gamle sovjet-fæller, Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine at forhale forhandlingerne så meget, at man i løbet af de to uger end ikke fik vedtaget dagsordenen i det ene af konferencens tre forhandlingsspor. Stadig her et halvt år efter COP18 i Qatar er russerne stærkt oprevne over, hvad de mod slutningen af COP18 oplevede som en tromlen af FNs hævdvundne konsensus-princip, og de russiske indvendinger mod den konkluderende tekst i Qatar blev ganske rigtigt overhørt. Men det havde sine klare grunde.

For verdenssamfundet er ikke til sinds at forære de fire forhenværende sovjetstater 13 gigaton ubrugte CO₂-kreditter, som de teknisk set er blevet tildelt på baggrund af, at udledningerne i det gamle Sovjetunionen var markant større, men som de med verdenssamfundets øjne har meget lille ret til dels fordi der ikke ligger nogen klimaindsats bag, dels fordi Rusland har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden fase. Så hvis disse ‘hot air’-kvoter kunne kapitaliseres, ville det blot blive en simpel økonomisk malkning af klimaindsatsen i andre lande (se mere i blog-indlæggene COP18 noter XI – fortsatte forhandlinger og Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem).

Modsat de årlige COP-forhandlinger kommer ministrene ved disse mellemliggende forhandlinger ikke flyvende ind fra hele verden ved starten af anden uge, så der har ikke været lagt op til de store forhandlingsmæssige gennembrud i denne runde af Bonn-forhandlinger. Tværtimod har det været et arbejdsmøde med forberedende og orienterende karakter. Men bortset fra at russerne har teet sig som vanvittige og har blokeret SBI forhandlingssporet dertil, at man end ikke i løbet af de to uger kunne vedtage dagsordenen – og dermed har misbrugt konsensus-institutionen dertil, at de har diskvalificeret sig alvorligt i det videre arbejde – så har arbejdet været båret af en udbredt positiv-konstruktiv ånd. Der synes langsomt at nærme sig en konsensus om, hvordan dén globale bindende aftale, som skal ligge klar til vedtagelse i 2015, kommer til at se ud. Og vi – resten af verden – kan en blanding af glæde os over selv de mindste tegn på fremskridt og foruroliges over, hvor uendeligt langsomt denne konsensus-proces snegler sig fremad ikke mindst i betragtning af, hvor overhængende alvorlige problemerne er.

Læs mere »

I den forgangne uge listede atmosfærens koncentration af CO₂ sig over 400 ppm. Det er ifølge iskerneboringerne det højeste niveau siden pilocæn-perioden, som ligger 3,2 og 5 millioner år tilbage. I pliocæn var verdenshavene 20-40 m højere end i dag. Det kommer ikke fra dag til dag, men vi står med udsigten til havstigninger på 1 meter eller mere i løbet af det 21. århundrede – og har allerede lagt i kakkelovnen til endnu mere. Havstigningerne blot vil accelerere i de kommende århundreder, hvis ikke den nuværende udvikling ændres allersnarest.

Havde det været rente-, kurs- eller gældsudviklingen, havde de 400 ppm været et glødende rødt tal, som ville give anledning til drastiske indgreb på stedet.

Nu er det “bare” klimaet, og med den nuværende handlingslammelse er der ikke megen oplevelse af sagens alvor at spore. Tværtimod søger man stadig verden rundt at anspore til mere vækst og udvikling – i enkelte tilfælde som grøn vækst, men ikke desto mindre en vækst, som stadig forfølger forestillingen om, at vi fortsat kan vokse og skaffe os mere materiel velstand.

Før industrialiseringen har atmosfærens koncentration af CO₂ igennem det meste af menneskets udviklingshistorie ligget på omkring 280 ppm. Den har svinget lidt op og ned, og klodens selvregulerende systemer har kunnet holde koncentrationen på omtrentligt dette niveau gennem lang lang tid. Men menneskets afbrænding af fossile brændstoffer har hastigt ændret på dette. Set med historiens briller har koncentrationen været stort set konstant for siden industrialiseringens start at stige voldsomt. Det meste af det 20. århundrede har vi vidst, at den var gal – at det som lignede et kæmpe skridt frem for menneskeheden, var dybt problematisk, og på bare lidt længere sigt truede vores eksistensvilkår. Siden 70erne har ansvarlige politikere vidst, at den var alvorligt gal, og der har været forsøg på tiltag til at rette op på situationen – som den fossile industri dog indtil nu har haft held til at forpurre.

Læs mere »

.
350-bevægelsen har nu barslet med en video over temaet Do the Math, som har præget dens seneste kampagner. Man hører således indledende Bill McKibben fortælle, hvordan han ikke betragter sig som den fødte aktivist. Han var forfatter, han skrev om problemerne og verden blev klogere og rettede ind. Men sådan er det ikke, sådan sker ingen forandringer. Man er nødt til at markere, lave lidt støj, rykke ud af komfortzonen, gøre sig selv og andre lidt ukomfortable.

Og med de seneste ryk i 350-bevægelsen har man sat direkte ind overfor den fossile industri, som nu foreløbig er sluppet af sted med at forplumre en fælles global indsats i tre årtier og ikke mindst i USA synes at være indstillet på at bruge alle nødvendige midler på at kunne køre videre som hidtil, selvom det er med fremtiden som indsats.

Lester Brown runder filmens indledning af med den betragting, at vi længe har talt om at måtte redde planeten, men at planeten skal nok overleve – det er menneskehedens eksistens og livsvilkår, som er på spil.

Under vejs møder man en lang række fremtræden skikkelser inden for klimabevægelsen og klimavidenskaben: James Hansen (Director, NASA’s Goddard Institute for Space Studies), Naomi Klein (Author, The Shock Doctrine), Lester Brown (President, Earth Policy Institute), Michael Brune (Executive Director, Sierra Club), Majora Carter (Founder, Sustainable South Bronx), Jessy Tolkan (Co-Executive Director of Citizen Engagement Laboratory), Phil Radford (Executive Director of Greenpeace), James Gustave Speth (Co-Founder of Natural Resources Defense Council), Mike Tidwell (Executive Director, CCAN), Van Jones (CNN Correspondent & Author, The Green Collar Economy), Bobby Kennedy Jr. (President, Waterkeeper Alliance) og mange flere. Alt i alt en yderst seværdig film.

Filmen ligger i forlængelse af den artikel, som Bill McKibben skrev til Rollng Stone sidste sommer – se blog-indlægget Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se tidligere blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Hvis der er problemer med at se videoen her, så prøv via disclose.tv.