Hungry Planet

25. februar 2008

I forlængelse af bogen Material World (1995), som blev en slags global øjenåbner, har Peter Menzel i samarbejde med Faith D’Aluisio lavet en anden tankevækkende fotodokumentarisk bog, Hungry Planet. What the World Eats, med billeder af 30 familier fra 24 lande i verden.

Hungry Planet har fokus på, hvad der bliver spist rundt omkring i verden og hvordan vores føde bliver til og indgår i dagligdagen. Og hvor familierne i Material World blev portrætteret med deres ejendele, er de i Hungry Planet portrætteret sammen med den mad, de spiser i løbet af en uge.

Hungry Planet er en enestående dokumentation af spisekulturer rundt omkring på kloden. Samtidig med, at det er en påtrængende dokumentation af, hvor ulige verdens goder og ressourcer er fordelt, rejser disse billeder med stadig større kraft spørgsmålet, hvad vi har gjort ved vores mad og vores spisekultur i den industrialiserede verden?

Årstiderne og det regionale tilhørsforhold er borte. Alt er pakket i plastic og cellofan, meget af det konserveret, så det kan holde i evigheder. Kioskerne og supermarkederne bugner med varer, som er direkte sundhedsskadelige i større mængder, grøntsagerne er sprøjtede og kunstgødede til mutantstørrelse, samtidig med at næringsindholdet er dalende på grund af den industrielle produktion. Og meget få af os har en kompostbunke eller en gris at lade køkkenaffaldet gå naturligt videre til.

Det ørkenagtige klima giver ikke denne familie fra Tchad mulighed for mange grøntsager. Madindkøb pr. uge: 1 $.

Bhutan har noget nær verdens mindste bruttonationalprodukt – endda er menuen blandt de sundere, med masser af hjemmedyrket frugt og grønt. Madindkøb pr. uge: 5 $.

Når man ser billedet af denne tyske familie, er det ikke mindst tankevækkende, hvor meget af maden, som er industrielt fremstillet og pakket ind i emballage. Madindkøb pr. uge: 500 $.

Time Magazine finder man tre billedserier fra Hungry Planet: What the World Eats – Part I (15 billeder) og What the World Eats – Part II (10 billeder), som giver familieportrætter som herover, samt What the World Eats – Part III, som har 18 billeder fra Hungry Planet af, hvordan vi køber mad.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Peter Menzel og Faith D’Aluisio: Hungry Planet. What the World Eats, Ten Speed Press 2001.

 

Share