Underskriftindsamling mod lukning af biblioteket i Fiolstræde

22. februar 2008

Biblioteket i Fiolstræde har været bibliotek siden opførelsen i 1861, men nu er det slut. Begrundelsen er, at det meste af Københavns Universitet flytter ud af centrum, hvorfor man i stedet vil bruge bygningen til administration. Det er en meget stor skam, for denne bygning er et fornemt eksempel på, at en fredet bygning bliver anvendt, så den med fuld respekt for bygningens enestående interiør samtidig tager fuldt ud del i moderne tilværelse.

Jeg vil derfor håbe, at universitetets ledelse besinder sig og fortsætter med at bruge denne bygning til det, som den oprindelig er beregnet til. Ved den gennemgribende restaurering i 1997 blev der lagt en stort indsats i at få bygningen bragt i sin nuværende skikkelse, og det vil være et stort tab for byen, hvis denne bygning endte som kontorlandskab.

Herholdts biblioteksbygning er fast stop på ruten, når jeg har japanske arkitektstuderende på byvandring i København. Det er altid en oplevelse. Den er fra en tid, hvor der var tid til at kæle for detaljerne, og med brugen af stålsøjler i en basilikastruktur var den nytænkende på sin tid. Når vi så står på balkonen og skuer ned gennem denne katedral af viden, vækker det dyb forundring og respekt, at dette klenodie fra fortiden i dag er ramme om et af verdens mest avancerede bibliotekssystemer. Restaureringsarkitekten Johannes Exner formulerede det på et tidspunkt lysende klart: Hvis man gennem fredning tager en bygning ud af dens deltagelse i nutiden, slår man den ihjel. I japansk fredningsstrategi sker dette til stadighed, og man står med tomme fossiler fra fortiden, som ikke har noget at gøre i en levende by.

Universitetets lukningsplaner snerper alvorligt derhenad.

I et lidt større perspektiv er det tankevækkende, at Latinerkvarteret, som helt tilbage fra reformationstiden har rummet universitetet, mister sine studerende. I mine øjne er denne adskillelse af universitet og by et stort tab for begge, og når det som nu sker ud fra banale overvejelser om billigere m²-priser, som viser sig ikke engang at holde, er det det forkerte – og langt hen ad vejen også de forkerte – der får lov at bestemme.

Det er ikke kun universitetets studerende, der bruger denne biblioteksfilial. Vi er mange, der bestiller bøger online ved Det Kongelige Bibliotek og får dem leveret dagen efter i Fiolstræde.

Og hvis man, som det for nylig blev foreslået ved en workshop ved Den tænkende storby, brugte de bygninger, som universitetet nu rømmer i Indre By, til forskerboliger for at kunne tiltrække store begavelser fra hele verden til det vidensamfund, vores fremtid må bygge på, var der måske endnu en grund til at bevare biblioteksfunktionen i Indre By.

Så støt op om den igangværende underskriftindsamling på facebook eller på underskrift.dk (hvor man ikke behøver at være medlem), hvis ikke du allerede har gjort det.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Jonas Ancher Nyeng: Slut med bøger på Universitetsbiblioteket, Information 28.09.2007.

Lise Richter: Massive protester mod lukning af bibliotek, Information 15.02.2008.

 

Share

6 kommentarer

  1. regitze marker kommentarer:

    danmarks eneste konkurrencedygtighed er know how, staten bliver ved med at spare på uddannelsen. det hænger ikke sammen. vi kan ikke undvære bla. biblioteket i fiolstr. håber min stemme kan gøre en forskel.

    regitze marker

  2. Nadia kommentarer:

    Jeg støtter fuldt ud bevarelsen af bygningen og dens funktion. Personligt er det dybt mærkeligt at lukke en bygning som reelt har en funktion og virker udemærket den dag i dag. Det hele kommer i sidste ende på penge og i at spare på uddannelse, viden og information så er min helt ærlige mening ikke et sted man skal gå og spare på.

  3. Randi M.S. Hansen kommentarer:

    Jeg er for bevarelse af bygningen som bibliotek. Noget der er så smukt, skal være tilgængeligt for offentligheden.

  4. Karina Kithim kommentarer:

    Skal bevares!

  5. Belinda Kristensen kommentarer:

    Må ikke nedlægges…

  6. Raluca kommentarer:

    i just can´t believe….hope the public pressure will be strong enough to decline this shameful decision…and let the ”cathedral” be as it used and use to be:a library!
    To sacrifice this arhitectonic jewel by to ”administration-use” is a sin against common- sense,inteligence,culture and danish history

Der er i øjeblikket lukket for kommentarer.