Strøtanker om bæredygtighed

18. februar var der inviteret til debat på rådhuset om Den tænkende storby, Københavns oplæg til kommuneplanstrategi for 2007. Det er en proces, som leder frem til en vedtagelse i 2009, og efter en runde hos politikerne vil der igen komme en offentlighedsfase i begyndelsen af 2009.

Aftenen blev indledt med præsentationer omkring den tænkende storby ved overborgmester Ritt Bjerregaard, planchef Anne Skovbro og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam. Derefter var der seks små workshops med små ekspertindlæg og efterfølgende diskussion, hvor forskellige temaer blev taget op. Afsluttende var der afrapporteringer i plenum fra de enkelte workshops, ligesom både Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam rundede af.

Klaus Bondam fortalte her, at han ved det nylige klimatopmøde på Bali havde talt med Kyotos borgmester, som havde fortalt, at underskrivelsen af Kyoto-protokollen i 1997 havde været et kolossalt bevidsthedsskred for Kyoto. Bondam ønskede for kommuneplan 2009, at den kom til at markere et regulært paradigmeskift. Vi var nogle generationer, der havde taget mere for os af retterne, end kloden kunne bære, og han håbede, at 2009 for eftertiden ville stå som det punkt, hvor vi fik igangsat en grøn udvikling, så vi igen nærmede os en by i balance.

I sit indledende oplæg fortalte Bondam også, at han i det europæiske samarbejde i Eurocities var blevet opmuntret til at gå videre med udviklingen i København: De små byer var vigtige for de store, og for eksempel London havde de seneste år lånt kraftigt af den københavnske model, hvor mange bruger cyklerne hver dag. Og så havde han Eurocities-samarbejdet konkrete forhåbninger til, at der på EU-plan ville komme lovhjemmel for at en by som København ville kunne gennemføre en betalingsring.

Både Kommuneplanstrategi 2007 (den folkelige) og Planredegørelse 2007 (den lidt mere tekniske) kan downloades i sin helhed i pdf-format. Jeg vil derfor blot her kort opridse nogle af hovedkonklusionerne for de seks workshops:

Jeg deltog selv i workshoppen Bæredygtig byudvikling og den CO₂-neutrale storby. Begge oplæggene havde (måske for) meget fokus på trafikken og fortætningens fordele – på baggrund af det forhold, at 60% af al olie i Danmark i dag bruges til transport. Ved at bygge tæt og højt i gåafstand fra metro- og S-togstationer kunne man gøre det mere attraktivt at bruge den offentlige transport og hermed reducere transportforbruget. Det blev fra workshoppens side påpeget, at store shoppingcentre som Fisketorvet og Fields skabte meget kedelige bymiljøer og hang meget dårligt sammen med en bæredygtig by. Ligeledes blev det anbefalet, at nye bydannelser som Carlsberg-området, Nordhavn og Refshaleøen blev bilfri bydannelser. Og det blev påpeget, at men gennem en anden organisering forholdet mellem arbejde og bolig (som vi gennem det 20. århundrede havde adskilt stadig stærkere) for eksempel ved en øget anvendelse af hjemmearbejde og placering af små arbejdsstationer i nuværende boligområder ville kunne opnå markant større trafikreduktioner og dermed CO₂-reduktioner end igennem fortætningsstrategien.

Workshoppen Københavns Universitets campusplaner så nærmere på de planer for en styrkelse af de uddannelsesområder, som står som et centralt indsatsområde for den tænkende storby, for at styrke udviklingen af forsknings- og videncentre i verdensklasse. Det blev påpeget, at Nørre Campus var skåret i to af Nørre Alle, og at det ville være en god idé med gangbro/cykeltunnel-forbindelser. Det blev også foreslået at indarbejde studenterboliger på de nye campusområder, ligesom det blev foreslået, at de ældre strukturer i Indre By, som universitetet står overfor at fraflytte, blev anvendt til gæsteboliger for forskere fra hele verden, så man virkelig fik styrket København som attraktivt videncenter for hele verden.

Fra workshoppen Rekreative muligheder langs byens vand blev det påpeget, at vandet nu var en tom flade. Havnen var byens største byrum, og den behøvede nyt liv. Man ville arbejde for at aktivere havnen som idrætsrum og som skoletilbud. man foreslog udviklingen af et system af omflyttelige pontoner/flåder, som kunne huse for eksempel fiskemarked, flydende bazarer og institutioner der kunne gøre havnen til en del af ‘det lærende miljø’. Det ville være godt at få langt flere cykel- og gangbroer over havnen, og så var det vigtigt med en artikulering i menneskeskala, så man sine steder kunne få tæerne i vand.

Fra workshoppen Bæredygtige trafikløsninger var det klare signal en stærk opprioritering af den kollektive trafik, hvilket ville indebære en modernisering af den kollektive struktur. Et andet vigtigt indsatsområde var sikring af skoleveje for børn, så det over alt var forsvarligt at lade børn cykle til skole.

Fra workshoppen Nye boligformer lød der klare anbefalinger af at give bedre rum for en eksperimenterende arkitektur. Der var ligeledes en påmindelse om, at byen også skulle være for de fysisk og psykisk handikappede, samt en konstatering af, at de hidtidige erfaringer med nye høje kvarterer, langs Sydhavnen og Ørestaden ikke var attraktive som bymiljøer.

Workshoppen Kultur og byrum påpegede, at der var store potentialer i de eksisterende byrum, først og fremmest havnen, samt at det var vigtigt at artikulere mangfoldigheden og forskelligheden.

Se tidligere blog-indlæg: Den tænkende storby.