Amerikansk lovforslag om 80% CO2-reduktion på vej

Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej

9. oktober 2008

Selvom USA i disse dage er ramt af både valgkamp og finanskrise, sker der bag kulisserne vigtige ting på klimafronten. Demokraterne fremlagde således tidligere på ugen et forslag, som dels vil indebære etableringen af et CO₂-marked, dels CO₂-reduktioner på 80% i 2050.¹ Med en CO₂-udledning på mere end 20 ton pr. indbygger vil det kræve en gennemgribende transformation af The American Way of Life, som i dag er voldsomt afhængig af fossile energikilder.

Forslaget, som kan downloades via Committee on Energy and Commerce, vil dog først blive fremlagt i 2009, efter præsidentvalget er afgjort, og forhåbentlig i så god tid inden klimatopmødet i København, at det kan nå at være med til at sætte niveauet for de globale reduktioner.

Klimapolitikken har ikke fyldt ret meget i den amerikanske valgkamp. Det er som om alle har været bange for i den amerikanske medievirkelighed at drage komplicerede forhold frem, som kan give bagslag. Og længe har det været sagt som en trøst, at både Obama og McCain i forholdt til Bush-administrationen begge vedkendte sig nødvendigheden af store forandringer på energiområdet og begge ville være et skridt i den rigtige retning. Men med den amerikanske valgkamps udvikling på det seneste, hvor Obama med udpegelsen af Biden som vicepræsidentkandidat har styrket klimaprofilen, mens McCain med udnævnelsen af Sarah Palin har udnævnt en klimaskeptiker, er det blevet lysende klart, at udfaldet af det amerikanske præsidentvalg får en kolossal indflydelse på mulighederne for at få en klimaaftale forhandlet på plads.

Obamas energiplan fra 2007 taler om 80% CO₂-reduktion i 2050,² og man fornemmer, at han på energiområdet har haft en tæt dialog med Al Gore. Så hvis som alt lige nu tyder på Obama bliver USAs næste præsident, er muligheden for en stærk klimaaftale rykket langt nærmere. Det er mere et spørgsmål om tid – om det er muligt at få alle brikkerne til at falde på plads i månederne mellem det amerikanske magtskifte og klimatopmødet i København?

Ved G8-topmødet i Toyako i juli i år kunne de rige lande kun enes om en CO₂-reduktion på 50% i 2050 – det var historisk, at USA overhovedet gik ind på bindende nedskæringer. Der var da også en række forbehold, som klart afspejlede Bush-administrationens modvilje. Reaktionen fra de ‘rige’ udviklingslande, som var inviteret med, var da også meget klar. De rige lande måtte fremlægge planer for 80-95% reduktioner, hvis de overhovedet skulle regne med, at udviklingslandene ville begynde at overveje at holde igen med CO₂-udledningerne (se tidligere blog-indlæg: G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050).

Kort efter fremlagde Japan en plan for 80% reduktion i 2050. England har netop gjort det, og Ross Garnaut foreskriver i den klimarapport, som ligger til grund for Australien, en 80% reduktion i 2050 (se Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050, Lord Turner: Slut med brug af fossile brændstoffer om 20 år og Australien år 2100). Så der tegner sig en begyndende konsensus blandt de industrialiserede lande om et reduktionsmål på 80%.

Man kan indvende, at det burde gå endnu hurtigere, at 80% kun er en begyndelse. Men selv med de gode viljer og kursen sikkert lagt, vil det kræve tid at gennemføre disse kolossale ændringer. Hvis det lykkes at få et bindende 80% reduktionsmål ind i den kommende klimaaftale, er det således et stort skridt, som anerkender nødvendigheden af at afvikle det fossile samfund. Hvis det dernæst lykkes at gøre det til en global aftale, som omfatter og regulerer alle drivhusgasudledninger, ligner det en klimaaftale, som har en reel chance for at afværge en klimakatastrofe, om end der allerede med det, som vi har fået lagt i kakkelovnen, vil blive betragteligt varmere. Efter alt at dømme skal vi endnu længere ned – sandsynligvis bliver vi nødt til i en periode samlet set at blive CO₂-absorberende for at langtidssikre klimaet.

Energistyrelsen har haft bestilt rapporter fra COWI og EA/Risø, som belyser et dansk 80% reduktions-scenario for 2050 (se Tilbageholdte energirapporter frigivet), men hvorfor er det aldrig blevet vores officielle danske målsætning? Hvorfor har Danmark aldrig drøftet et CO₂-neutralt scenario? Det havde klædt Danmark som vært for underskrivelsen af den kommende klimaaftale at være bare lidt visionær – ud over at blive ved med at insistere på, at vi kan fortsætte den økonomiske vækst mens vi mindsker vores udslip af drivhusgasser.