Dyre drengedrømme II
3. februar 2008
Flyv fra Bruxelles til Sydney på fire timer, hedder det i et nyt udviklingsprojekt for A2, et brint-drevet ultralydsfly, som skulle kunne komme op på hastigheder på 4-8 gange lydens hastighed, hvor passagerfly i dag typisk flyver under lydens hastighed. Projektet har nu afrundet sin første idéudviklingsfase og står overfor at modtage yderligere 10 milliarder euro til den videre udvikling fra EUs forskningsfond og det europæiske rumfartssamarbejde ESA. For der er langt igen, inden denne drøm kan udmønte sig i et rutefly.
Men igen, disse fart- og flyvedrømme synes at sætte al fornuft til side. Ingen stiller tilsyneladende spørgsmålet, om vi behøver at kunne rejse så hurtigt?
Brint-teknologien er interessant, fordi den til forskel fra olieafbrændingen er en ren forbrænding, som ikke udvikler CO2. Der er da heller ikke blevet sparet på brugen af ordet grøn i forbindelse med A2-flyet. Det vil betyde en helt anden fremtid for lufttransporten, som i dag er en af de helt store miljøsyndere, hvis det i fremtiden blev en grøn transportform, og så gjorde det ikke noget, hvis flytiden til Sydney samtidig blev reduceret fra 22 til 4 timer – i hvert fald for de forretningsfolk, som ville have råd til at betale for billetterne. Igen synes ingen at stille spørgsmålstegn ved, hvor grønt det er?
A2-flyet er over 100 m langt for at kunne rumme de enorme mængder brint, der skal til for at drive flyet ved de meget høje hastigheder. Og når brint forbrændes, udvikles der store mængder vanddamp. Vanddamp er uskadelig i jordhøjde, men har højere oppe i atmosfæren samme drivhuseffekt som CO2.
I en omtale på TreeHugger A2: The Hydrogen-Powered Hypersonic Airliner, fremgår det af diskussionen nedenfor, at CO2 kun udgør en tredjedel af et flys samlede udledninger af drivhusgasser. Ved den opvarmning af atmosfæren, som finder sted i flymotorerne, dannes store mængder vanddamp og NOx. A2-flyets besparelse vil således ikke engang kunne dæmme op for de stigninger i udledningerne, som følger med den år for år stigende flytrafik.
Det er blot ét eksempel på, at begrænsninger i CO2 ikke løser hele verdens situation. Hvis vi pludselig stod med det teknologiske gennembrud indenfor fissionsteknologien, som gav os ubegrænset adgang til CO2-fri energi, ville vi i løbet af ganske få år blive nødt til at etablere en ny målestok for at mindske den menneskelige hyperaktivitet, som i disse år truer klodens mangfoldighed og på bare lidt længere sigt menneskets livsvilkår.
Det var først som sidst bedre at prøve at klare sig med mindre flyvning – det har taget helt overhånd de sidste årtier. Men et sådant projekt får næppe 10 milliarder euro i udviklingsstøtte. Vi vedbliver med at søge og prioritere teknologiske løsninger på organisatorisk-adfærdsmæssige problemer.
